EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0978

Kommissionens afgørelse af 16. december 2009 om ændring af afgørelse 2002/622/EF om nedsættelse af en frekvenspolitikgruppe (EØS-relevant tekst)

OJ L 336, 18.12.2009, p. 50–51 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 041 P. 208 - 209

No longer in force, Date of end of validity: 01/07/2019; stiltiende ophævelse ved 32019D0612(01)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/978/oj

18.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/50


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 16. december 2009

om ændring af afgørelse 2002/622/EF om nedsættelse af en frekvenspolitikgruppe

(EØS-relevant tekst)

(2009/978/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (1) er der etableret et frekvenspolitisk EU-regelsæt for at sikre samordning af politikkerne og, hvor det er relevant, den harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne, der er nødvendig for det indre markeds oprettelse og funktion inden for EU-politikområder som elektronisk kommunikation, transport og forskning og udvikling. Det anføres i beslutningen, at Kommissionen kan afholde høringer at tage hensyn til holdninger hos medlemsstaterne, EU-institutionerne, branchen, alle berørte brugere af radiofrekvenser, både kommercielle og ikke-kommercielle, samt hos andre interessegrupper med hensyn til den teknologiske samt markeds- og reguleringsmæssige udvikling, hvis den kan få konsekvenser for radiofrekvensanvendelsen. Med hjemmel i disse bestemmelser har Kommissionen den 26. juli 2002 vedtaget afgørelse 2002/622/EF om nedsættelse af en frekvenspolitikgruppe (2) (i det følgende benævnt »gruppen«).

(2)

I forbindelse med revisionen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (3) har det vist sig påkrævet at ændre afgørelse 2002/622/EF, så gruppens opgaver tilpasses til den ændrede lovgivning.

(3)

Afgørelse 2002/622/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2002/622/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Opgaver

Gruppen bistår Kommissionen og rådgiver den om frekvenspolitiske spørgsmål, behovet for samordning af politiske tiltag, udarbejdelse af flerårige radiofrekvenspolitikprogrammer og, hvor det er relevant, harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af de frekvensressourcer, der er nødvendige for det indre markeds oprettelse og funktion.

Gruppen bistår endvidere Kommissionen med at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet forslag til fælles politikmål, når det er nødvendigt for at sikre effektiv koordinering af EU's interesser i internationale organisationer, der er kompetente i radiofrekvensanliggender.«

2)

I artikel 4 indsættes følgende som nyt stk. 2:

»Bliver Europa-Kommissionen af Europa-Parlamentet og/eller Rådet anmodet om en udtalelse eller en rapport fra gruppen i spørgsmål vedrørende radiofrekvenspolitiken inden for elektronisk kommunikation, vedtager gruppen en sådan udtalelse eller rapport efter samme regler som i stk. 1. Sådanne udtalelser og rapporter sendes af Kommissionen til den institution, der har anmodet om dem. De kan, hvis det er hensigtsmæssigt, tage form af en mundtlig redegørelse, som gruppens formand eller et medlem, gruppen har udpeget, giver Europa-Parlamentet og/eller Rådet.«

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. december 2009.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1.

(2)  EFT L 198 af 27.7.2002, s. 49.

(3)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.


Top