EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0439

2009/439/EF: Rådets beslutning af 5. maj 2009 om ændring af beslutning 2007/250/EF om bemyndigelse af Det Forenede Kongerige til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

EUT L 148 af 11.6.2009, p. 14–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2013

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/439/oj

11.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/14


Rådets beslutning

af 5. maj 2009

om ændring af beslutning 2007/250/EF om bemyndigelse af Det Forenede Kongerige til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

(2009/439/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Forenede Kongerige har ved brev registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 28. juli 2008 anmodet om bemyndigelse til fortsat at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF for så vidt angår den person, som det påhviler at erlægge merværdiafgift (moms) til skattemyndighederne, og som tidligere er blevet godkendt ved Rådets beslutning 2007/250/EF (2).

(2)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved brev af 17. marts 2009 de øvrige medlemsstater om Det Forenede Kongeriges anmodning. Ved brev af 20. marts 2009 meddelte Kommissionen Det Forenede Kongerige, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

I henhold til artikel 193 i direktiv 2006/112/EF er den momspligtige person den afgiftspligtige person, der leverer varer. Den særlige foranstaltning har imidlertid givet Det Forenede Kongerige mulighed for under bestemte omstændigheder at anvende omvendt betalingspligt indtil den 30. april 2009, således at momspligten lægges over på den afgiftspligtige person, til hvem der er foretaget visse leveringer af mobiltelefoner og integrerede kredsløbsanordninger, forudsat at det afgiftspligtige beløb er lig med eller højere end 5 000 GBP.

(4)

Formålet med den særlige foranstaltning har været at tackle problemet med visse aggressive former for momsunddragelse, særlig de såkaldte »karruselsystemer«, hvor de samme varer leveres flere gange, uden at der betales moms til skattemyndighederne, men hvor kunden efterlades med en gyldig faktura, der giver ret til fradrag. Anvendelsen af omvendt betalingspligt, således at kunden ikke reelt betaler moms til leverandøren, skulle fjerne muligheden for denne form for momsunddragelse.

(5)

I betragtning af, at momssvig tydeligvis udgør et alvorligt problem i Det Forenede Kongerige, jf. de oplysninger, der er indgivet af Det Forenede Kongerige, og i betragtning af foranstaltningens forventede præventive virkning står foranstaltningen fortsat i et rimeligt forhold til formålet, da forlængelsen af den særlige foranstaltning er begrænset til en rimelig periode og foranstaltningen fortsat har et bestemt formål. Den danner desuden ikke grundlag for en generel ordning med omvendt betalingspligt.

(6)

Den særlige foranstaltning har ingen negative konsekvenser for Fællesskabets egne indtægter hidrørende fra moms.

(7)

Der bør sikres retlig kontinuitet i forbindelse med foranstaltningen —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Artikel 4 i beslutning 2007/250/EF affattes således:

»Artikel 4

Denne beslutning udløber den 30. april 2011.«

Artikel 2

Denne beslutning anvendes fra den 1. maj 2009.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. maj 2009.

På Rådets vegne

J. KOHOUT

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  EUT L 109 af 26.4.2007, s. 42.


Top