EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008R0649

Rådets forordning (EF) nr. 649/2008 af 8. juli 2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af aktivt kul i pulverform med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUT L 181 af 10.7.2008, p. 1–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 10/07/2013

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2008/649/oj

10.7.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 649/2008

af 8. juli 2008

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af aktivt kul i pulverform med oprindelse i Folkerepublikken Kina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (i det følgende benævnt »grundforordningen«), særlig artikel 9 og artikel 11, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   PROCEDURE

1.1.   Gældende foranstaltninger

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1006/96 (2) indførte Rådet efter en antidumpingundersøgelse (i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«) en endelig antidumpingtold på 323 EUR pr. ton på importen af aktivt kul i pulverform med oprindelse i Folkerepublikken Kina (i det følgende benævnt »Kina«).

(2)

Ved forordning (EF) nr. 1011/2002 (3) fornyede Rådet efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, indførelsen af den endelige antidumpingtold på importen af aktivt kul i pulverform med oprindelse i Kina (i det følgende benævnt »den første udløbsundersøgelse«).

1.2.   Anmodning om en fornyet undersøgelse (nærværende undersøgelse)

(3)

Den 12. marts 2007 modtog Kommissionen efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb af gyldighedsperioden (4) en anmodning om en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(4)

Anmodningen blev indgivet af European Chemical Industry Council (CEFIC) (i det følgende benævnt »ansøgeren«) på vegne af to producenter, som tegner sig for en væsentlig del, i dette tilfælde mere end 50 %, af den samlede EF-produktion af aktivt kul i pulverform. Anmodningen blev indgivet, fordi foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville resultere i fortsat eller fornyet dumping og skade for EF-erhvervsgrenen.

(5)

Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at begrunde indledningen af udløbsundersøgelsen, og indledte undersøgelsen den 13. juni 2007 ved offentliggørelse af en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende (i det følgende benævnt »indledningsmeddelelsen«) (5).

1.3.   Parter berørt af undersøgelsen

(6)

Kommissionen underrettede officielt eksportørerne/producenterne, repræsentanterne for eksportlandet, importørerne, leverandørerne, producenterne, brugerne i Fællesskabet og ansøgeren om indledningen af udløbsundersøgelsen. De interesserede parter fik lejlighed til skriftligt at fremsætte deres synspunkter og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden udløbet af fristen i indledningsmeddelelsen. Alle interesserede parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

a)   Stikprøver af eksportører/producenter i Kina

(7)

På baggrund af det tilsyneladende store antal eksportører/producenter i Kina (anmodningen om en fornyet undersøgelse omfatter 132 eksportører/producenter) blev det i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17 anset for hensigtsmæssigt at undersøge, om der burde anvendes stikprøver i forbindelse med udløbsundersøgelsen. For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan, blev eksportørerne/producenterne i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 2, anmodet om at give sig til kende senest 15 dage efter indledningen af udløbsundersøgelsen og forelægge Kommissionen de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen. Der var dog ingen eksportører/producenter, der besvarede stikprøveskemaet eller på anden måde gav sig til kende ved at reagere på indledningsmeddelelsen, og det blev derfor besluttet, at det ikke var relevant at udtage stikprøver blandt eksportørerne/producenterne.

b)   Stikprøve af fællesskabsimportører

(8)

På baggrund af det tilsyneladende store antal importører i Fællesskabet (anmodningen om en fornyet undersøgelse omfatter 33 importører) blev det i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17 anset for hensigtsmæssigt at undersøge, om der burde anvendes stikprøver i forbindelse med udløbsundersøgelsen. For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan, blev ovennævnte fællesskabsimportører i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 2, anmodet om at give sig til kende senest 15 dage efter indledningen af udløbsundersøgelsen og forelægge Kommissionen de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen.

(9)

Eftersom kun tre ud af de 33 importører, der blev rettet henvendelse til, besvarede stikprøveskemaet og indvilgede i at samarbejde, blev det besluttet, at en stikprøve ikke var berettiget i dette tilfælde.

1.4.   Spørgeskemaer og kontrol

(10)

Der blev sendt spørgeskemaer til repræsentanterne for det eksporterende land og til alle kendte importører, leverandører, producenter, brugere i Fællesskabet og producenter i referencelandet, som er Amerikas Forenede Stater (i det følgende benævnt »USA«) (jf. betragtning 22-24).

(11)

Der blev modtaget fuldstændige besvarelser af spørgeskemaerne fra tre leverandører af råmaterialer til EF-erhvervsgrenen, tre brugere, to EF-producenter, som støttede anmodningen om en fornyet undersøgelse, yderligere en producent, som var imod proceduren, og en producent i referencelandet. Der var ingen eksporterende producenter i Kina, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(12)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på analysen, og aflagde kontrolbesøg hos følgende virksomheder:

a)

Fællesskabsproducenter

Norit BV, Amersfoort, Nederlandene, og Glasgow, Det Forenede Kongerige

CECA SA, Paris og Bordeaux, Frankrig.

b)

Andre producenter

Chemviron Carbon SA, Feluy, Belgien.

c)

Fællesskabsleverandører

Klasmann & Deilmann GmbH, Geeste, Niedersachsen, Tyskland

Rheinbraun Brennstoff GmbH, Køln, Tyskland

WTL International Ltd, Macclesfield, Cheshire, Det Forenede Kongerige.

d)

Producent i referencelandet

Norit Americas Inc., Marshall, Texas, USA.

1.5.   Undersøgelsesperiode

(13)

Undersøgelsen vedrørende sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping og skade omfattede perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007 (i det følgende benævnt »undersøgelsesperioden« eller »UP«).

(14)

Undersøgelsen af udviklingstendenser, som har relevans for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2003 til udgangen af undersøgelsesperioden (i det følgende benævnt »den betragtede periode«).

2.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(15)

Den pågældende vare er den samme som i forbindelse med den oprindelige undersøgelse og den efterfølgende udløbsundersøgelse, dvs. aktivt kul i pulverform (i det følgende benævnt »AKP«), der i øjeblikkes klassificeres under KN-kode ex 3802 10 00. AKP er en mikroporøs form for kul, der fremstilles af forskellige råvarer såsom kul, brunkul, tørv, træ, olivenkerner eller kokosnøddeskaller, der aktiveres ved hjælp af en dampproces eller kemisk proces. AKP er et meget fint pulver. Aktivt kul sælges også i granulatform (granuleret aktivt kul — GAK — som hverken er omfattet af de gældende foranstaltninger eller af denne undersøgelse).

(16)

Som bekræftet i den foregående udløbsundersøgelse defineres AKP som bestående af mindst 90 masseprocent (% m/m) partikler af en størrelse under 0,5 mm.

(17)

De overordnede anvendelsesformål for AKP er vandrensning (drikkevand og spildevandsbehandling), gas- og luftrensning, genvinding af opløsningsmidler, affarvning af sukker, vegetabilske olier og fedtstoffer samt rensning af forskellige produkter i den kemiske industri (organiske syrer), lægemiddelindustrien (mave- og tarmkapsler) eller fødevareindustrien (alkoholholdige drikke og læskedrikke).

(18)

Nærværende undersøgelse har bekræftet, at AKP, der produceres og sælges af EF-producenterne, og AKP, der importeres fra Kina, samt AKP, der produceres og sælges i referencelandet (USA), har samme grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber og er identiske i enhver henseende. De anses derfor for at være samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

3.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORTSAT OG/ELLER FORNYET DUMPING

3.1.   Indledende bemærkninger

(19)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, er formålet med en udløbsundersøgelse at afgøre, om de gældende foranstaltningers udløb sandsynligvis vil medføre fortsat eller fornyet dumping.

(20)

Til at begynde med blev de mængder, der blev eksporteret til Fællesskabet i UP, undersøgt. Det bør bemærkes, at eksportoplysningerne blev fastsat i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, dvs. på grundlag af de foreliggende oplysninger, fordi ingen af de kinesiske eksporterende producenter og ingen importører i Fællesskabet samarbejdede i forbindelse med nærværende undersøgelse. I den forbindelse mindes der om, at de kinesiske eksporterende producenter og importørerne i Fællesskabet heller ikke havde samarbejdet i forbindelse med den første udløbsundersøgelse. Siden indførelsen af en endelig antidumpingtold i 1996 har Eurostat-statistikker vedrørende import af AKP dog været til rådighed. Disse statistikker er blevet bekræftet af oplysninger fra markedsundersøgelser forelagt af EF-erhvervsgrenen. På dette grundlag og i mangel af andre mere pålidelige oplysninger blev disse statistikker anvendt. De viste, at ca. 529 tons AKP blev importeret fra Kina til Fællesskabet i UP. Denne mængde er beskeden sammenlignet med den mængde, der blev importeret til Fællesskabet før indførelsen af foranstaltninger, men den repræsenterede stadig mere end 1 % af AKP-forbruget i Fællesskabet i UP. Der blev dog foretaget en vejledende dumpingberegning.

3.2.   Sandsynligheden for fortsat dumping

(21)

Hvad angår sandsynligheden for fortsat dumping, blev det undersøgt, om der for øjeblikket foretages eksport til dumpingpriser fra Kina. Begrundelsen herfor var, at det, hvis der finder dumping sted nu, kunne være et klart tegn på, at dumpingen sandsynligvis ville fortsætte i fremtiden, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

a)   Referenceland

(22)

Da Kina er et land med overgangsøkonomi, blev den normale værdi fastlagt på grundlag af oplysninger indhentet i et egnet tredjeland med markedsøkonomi, som blev udvalgt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7.

(23)

USA blev valgt som et egnet referenceland i forbindelse med den oprindelige undersøgelse og den første udløbsundersøgelse. Som anført i indledningsmeddelelsen havde Kommissionen til hensigt også at anvende USA som et egnet referenceland i forbindelse med nærværende udløbsundersøgelse. I den forbindelse afslørede undersøgelsen, at USA var det mest egnede referenceland af følgende grunde:

USA er et af de største AKP-producentlande i verden. Tal forelagt af den samarbejdsvillige producent i USA og EF-producenterne bag anmodningen om en fornyet undersøgelse viste, at de to landes produktionsmængder er sammenlignelige. Som det fremgår af betragtning 18, blev det konstateret, at AKP, der produceres og sælges i USA, er samme vare som AKP, der produceres i Kina og eksporteres til Fællesskabet. Den samarbejdsvillige amerikanske producents salg på hjemmemarkedet (udtrykt i mængde) var repræsentativt set i forhold til importen af AKP fra Kina til Fællesskabet. Sluttelig blev det konstateret, at der var en meget betydelig konkurrence i USA. Bortset fra konkurrencen blandt adskillige producenter i USA var der rent faktisk også konkurrence fra importeret AKP (hovedsageligt fra Kina, Sri Lanka og Filippinerne), som i UP kunne importeres uden kvantitative begrænsninger eller importtold. Ydermere var den største amerikanske producent af AKP villig til at samarbejde.

(24)

På baggrund af ovenstående og da ingen af de berørte parter fremsatte bemærkninger til valget af referenceland, blev USA således valgt som det mest egnede referenceland.

b)   Normal værdi

(25)

I overensstemmelse med grundforordningen artikel 2, stk. 1, blev det undersøgt, om det repræsentative hjemmemarkedssalg i USA af AKP prismæssigt kunne siges at have fundet sted i normal handel. I den forbindelse blev det undersøgt, om hjemmemarkedssalget var rentabelt. Til det formål blev de samlede produktionsomkostninger for hver enkelt kvalitet i undersøgelsesperioden sammenlignet med den gennemsnitlige pris for salgstransaktionerne for hver enkelt kvalitet i samme periode. Det kunne konstateres, at størstedelen af salget havde været overskudsgivende. Undersøgelsen afslørede også, at hele salget var foretaget til uafhængige kunder. Som følge heraf blev de priser, der betaltes eller skulle betales for AKP af uafhængige kunder på det amerikanske hjemmemarked i normal handel, benyttet til at fastsætte den normale værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1.

c)   Eksportpris

(26)

Som nævnt ovenfor samarbejdede ingen kinesiske eksporterende producenter eller importører af AKP i Fællesskabet i forbindelse med denne udløbsundersøgelse. Eksportprisen blev derfor fastsat på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18. Som nævnt i betragtning 20 og i mangel af mere pålidelige oplysninger blev dette gjort med udgangspunkt i gennemsnitsprisen fra Eurostats (Taric) importstatistikker fra UP.

d)   Sammenligning

(27)

For at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der taget hensyn til forskelle i faktorer, der ansås at påvirke priserne og prissammenligneligheden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. I den forbindelse blev der foretaget justeringer for forskelle i omkostninger til fragt, forsikring og landtransport. I mangel af oplysninger fra kinesiske eksporterende producenter blev justeringerne af eksportprisen baseret på de tilgængelige oplysninger, i dette tilfælde på relevante oplysninger i anmodningen om en fornyet undersøgelse.

e)   Dumpingmargen

(28)

Sammenligningen af den vejede gennemsnitlige normale værdi med den vejede gennemsnitlige eksportpris for alle kvaliteter viste, at eksporten af AKP til Fællesskabet stadig blev dumpet med en betydelig margen i UP. Dumpingmargenen svarede til det beløb, hvormed den normale værdi oversteg prisen ved eksport til Fællesskabet. Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen oversteg 20 %. Selv om denne dumpingmargen i stort omfang måtte baseres på de tilgængelige oplysninger på grund af de kinesiske eksporterende producenters manglende samarbejdsvilje, er den ikke desto mindre et godt udtryk for den nuværende kinesiske eksportadfærd. Det er klart, at samarbejde fra de kinesiske eksporterende producenters side havde muliggjort en mere nøjagtig beregning.

3.3.   Udvikling i eksporten til Fællesskabet i tilfælde af udløb af foranstaltningerne

(29)

Det blev også undersøgt, hvorledes eksporten af AKP fra Kina til Fællesskabet ville udvikle sig, hvis foranstaltningerne udløber. Derfor blev den overskydende produktionskapacitet i Kina, eksportmængden og hjemmemarkedet i Kina samt den kinesiske prisadfærd over for andre tredjelande undersøgt. Da de eksporterende producenter ikke udviste samarbejdsvilje, blev oplysninger fra markedsundersøgelser forelagt af EF-erhvervsgrenen anvendt.

f)   Produktionskapacitet, hjemmemarkedet i Kina og eksportmængde

(30)

Kommissionens oplysninger viste, at Kina med ca. 300 producenter er den største producent og eksportør af aktivt kul (granulatform og pulverform) i verden. I UP blev det skønnet, at den kinesiske produktionskapacitet var på ca. 190 000 tons, hvoraf ca. 70 000 tons blev solgt på hjemmemarkedet, og ca. 60 000 tons blev eksporteret. Der var således en overskydende kapacitet på ca. 60 000 tons til rådighed. Det skal bemærkes, at denne overskydende kapacitet overstiger Fællesskabets forbrug i UP.

(31)

De vigtigste eksportmarkeder for kinesisk AKP er Sydøstasien, Japan, Republikken Korea, USA og Europa. I henhold til dokumentation forelagt af EF-erhvervsgrenen vil det yderligere behov for importeret AKP i tredjelandene være minimalt og evnen til at aftage yderligere kinesisk eksport således være næsten ubetydelig. Desuden bør det bemærkes, at AKP pålægges en høj told på et antal potentielle eksportmarkeder i Asien, f.eks. Indien og Indonesien.

(32)

På grundlag af de foreliggende oplysninger anslås det, at den årlige vækstrate for forbruget på hjemmemarkedet, produktionen og produktionskapaciteten for AKP i Kina vil være på ca. 5 %. Da USA indførte antidumpingforanstaltninger over for kinesisk AKP, der er aktiveret ved hjælp af en dampproces, i april 2007 (dvs. efter UP), kan eksporten endda falde. Den overskydende kapacitet vil således med sikkerhed ikke falde, men vil efter al sandsynlighed tværtimod stige fremover.

(33)

I henhold til Kommissionens oplysninger står den kinesiske industri for aktivt kul for nærværende over for finansielle problemer, navnlig fordi den lave kapacitetsudnyttelsesgrad medfører øgede omkostninger. Dette øger også presset for at eksportere til dumpingpriser for at opnå flere stordriftsfordele.

(34)

Hvis foranstaltningerne ophæves, og Fællesskabet bliver et attraktivt eksportmarked, er det meget sandsynligt, at de kinesiske producenter under disse forhold vil øge deres kapacitetsudnyttelsesgrad for at eksportere betydelige mængder og således sænke deres omkostninger og forbedre deres finansielle situation.

g)   Prisadfærd på tredjelandenes markeder

(35)

En analyse af de kinesiske priser ved eksport til andre tredjelande som f.eks. USA afslørede, at eksporten af AKP også blev foretaget til meget lave priser endog priser med en meget høj dumpingmargen (højere end den dumpingmargen, der blev fastsat i nærværende udløbsundersøgelse, jf. betragtning 28). Det er åbenbart, at der er blevet foretaget dumping i forbindelse med denne vare gennem længere tid.

(36)

Ophæves antidumpingtolden, vil markedet i Fællesskabet efter al sandsynlighed således tiltrække store mængder kinesisk AKP til lave dumpingpriser. I den forbindelse bør det også bemærkes, at den kinesiske import stadig — om end i mindre mængde — er at finde på markedet i Fællesskabet efter indførelsen af antidumpingforanstaltninger i 1996, hvilket vil lette en stigning i importen, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

3.4.   Konklusion vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping

(37)

Importen af kinesisk AKP i UP var på over minimumsgrænsen og blev stadig dumpet. Det blev konstateret, at dumpingen fortsatte, og at der er stor sandsynlighed for, at den vil fortsætte, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. I det tilfælde er det desuden sandsynligt, at eksporten af kinesisk AKP til Fællesskabet vil stige betragteligt (og mindst nå op på det niveau, der blev konstateret i forbindelse med den oprindelige undersøgelse), da der findes en betydelig uudnyttet kapacitet i Kina. Der vil efter al sandsynlighed forekomme en betydelig grad af dumping af priserne på denne yderligere import.

4.   DEFINITION AF EF-ERHVERVSGRENEN

(38)

Undersøgelsen viste, at AKP på nuværende tidspunkt fremstilles af et begrænset antal producenter i Fællesskabet. De to ansøgende producenter og to andre producenter, som ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, anvender den traditionelle proces, hvor de nødvendige råmaterialer blandes, og AKP opnås ved hjælp af aktiveringsprocesser.

(39)

Det blev også konstateret, at visse andre producenter i Fællesskabet fremstiller AKP ved at male GAK, der importeres fra Kina. Af skøn fremlagt af EF-erhvervsgrenen fremgår det, at ca. 10 000 tons af det GAK, der importeres fra Kina, males til AKP i Fællesskabet. En anden producent, som samarbejdede med Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen, fremstillede rent faktisk AKP ved hjælp af denne metode. Som det også var tilfældet i forbindelse med den første fornyede undersøgelse, er disse mængder dog ikke blevet medregnet ved beregningen af den samlede produktion i Fællesskabet og af Fællesskabets forbrug.

(40)

De to fællesskabsproducenter, på hvis vegne anmodningen om en fornyet undersøgelse blev indgivet, samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. De tegnede sig for ca. 80 % af AKP-produktionen i Fællesskabet, og de udgør derfor EF-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4.

(41)

Da EF-erhvervsgrenen består af to fællesskabsproducenter, måtte oplysningerne vedrørende EF-erhvervsgrenen i nødvendigt omfang indekseres for at bevare følsomme oplysningers fortrolige karakter.

5.   SITUATIONEN PÅ MARKEDET I FÆLLESSKABET

5.1.   Forbruget på markedet i Fællesskabet

(42)

Forbruget i Fællesskabet (EU-27) blev beregnet på grundlag af:

de to samarbejdsvillige fællesskabsproducenters salg på markedet i Fællesskabet

ikke-samarbejdende fællesskabsproducenters salg af AKP på markedet i Fællesskabet (ifølge ansøgerens skøn)

importstatistikker fra Eurostat.

(43)

Som nævnt i betragtning 39 indgik en vis mængde AKP, der fremstilles ved maling af GAK importeret fra Kina, ikke i beregningen af EF-forbruget.

(44)

På grundlag af ovenstående er forbruget af AKP i Fællesskabet steget med 7 % i den betragtede periode. En stigning på 10 % mellem 2003 og 2005 blev fulgt af et beskedent fald i 2006; derefter forblev forbruget stabilt i UP.

 

2003

2004

2005

2006

UP

Forbrug (tons)

38 163

39 499

41 983

40 697

40 783

Indeks (2003 = 100)

100

104

110

107

107

5.2.   Nuværende import fra Kina

a)   Mængde og markedsandel

(45)

Med udgangspunkt i oplysninger fra Eurostat fremgår udviklingen i mængder og markedsandel for importen af AKP fra Kina af tabellen nedenfor. Importmængden fra Kina er steget med 55 % i den betragtede periode, mens markedsandelen overordnet set forblev på under 2 %.

 

2003

2004

2005

2006

UP

Importmængde (tons)

341

662

600

515

529

Indeks (2003 = 100)

100

194

176

151

155

Markedsandel

0,9 %

1,7 %

1,4 %

1,3 %

1,3 %

b)   Udviklingen i importpriserne

(46)

De gennemsnitlige importpriser for AKP med oprindelse i Kina, som de fremgår af Eurostats statistikker, med tillæg af omkostninger påløbet efter importen, told og antidumpingtold, viser en beskeden stigning på 8 % i den betragtede periode, jf. tabellen nedenfor.

 

2003

2004

2005

2006

UP

Pris (EUR/t)

1 169

1 104

1 187

1 217

1 267

Indeks (2003 = 100)

100

94

102

104

108

(47)

I mangel af detaljerede salgsoplysninger fra de eksporterende producenter i Kina måtte Kommissionen sammenligne de justerede importpriser, der fremgår af Eurostats oplysninger, med EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser, ab fabrik, som helhed, dvs. uden sondring mellem de forskellige AKP-kvaliteter. Denne sammenligning har vist, at de kinesiske eksportpriser i UP var 25-30 % lavere end de priser, som EF-erhvervsgrenen krævede i samme periode.

5.3.   Import fra andre tredjelande

(48)

Importen af AKP fra andre lande end Kina er steget betydeligt i den betragtede periode — fra ca. 7 300 tons i 2003 til 10 000 tons i UP, hvilket udgør en markedsandel på henholdsvis ca. 19 % og 25 %. De største eksportlande har været Malaysia, Indonesien, Filippinerne og USA.

(49)

Mens importen fra USA er blevet halveret, steg importen fra Malaysia, Indonesien og Filippinerne fra 2 800 tons i 2003 til 6 200 tons i UP, hvilket udgjorde en kombineret markedsandel på markedet i Fællesskabet på 15 % i UP. Undersøgelsen viste, at en vis del af importen fra disse tre lande består af AKP fremstillet af kokosnøddeskaller, som EF-producenterne ikke kan fremstille selv, da de ikke har adgang til det pågældende råmateriale. En del af denne import udløses således af EF-erhvervsgrenen selv, som ønsker at supplere det sortiment af AKP, som tilbydes brugerne i Fællesskabet.

(50)

De malaysiske, indonesiske og filippinske gennemsnitspriser ved import var lavere end EF-erhvervsgrenens gennemsnitspriser. Prisen på import fra Malaysia og Indonesien lå på samme niveau som importprisen for AKP med oprindelse i Kina, mens den filippinske importpris udviste en markant stigning i den betragtede periode (37 %) og lå 20 % over den kinesiske importpris i UP.

(51)

Det blev konstateret, at priserne ved import fra USA var betydeligt højere end EF-erhvervsgrenens priser. Langt størstedelen af denne import består af AKP-specialkvaliteter, der opnår høje priser på markedet i Fællesskabet.

(52)

Sammenfattende viste undersøgelsen, at en del af importen af AKP fra tredjelande supplerer EF-erhvervsgrenens produktion. Derudover blev der også foretaget import til priser, der lå langt over den gennemsnitspris, som EF-erhvervsgrenen krævede. Der blev også foretaget import til relativt lave priser, som kan have en vis virkning på markedet i Fællesskabet. På grundlag af de tendenser, som blev konstateret i den betragtede periode, ser det dog ud til, at denne situation sandsynligvis ikke forværres.

5.4.   EF-erhvervsgrenens økonomiske situation

a)   Produktion, installeret produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelsesgrad

(53)

Evnen til at producere AKP kan variere alt afhængigt af blandingen af forbindelser med henholdsvis lav (kortere tid i ovnen) og høj (længere tid i ovnen) aktivering. Den kapacitet, der fremgår af tabellen nedenfor, er blevet fastsat på grundlag af den blanding af AKP med henholdsvis lav og høj aktivering, der rent faktisk produceres.

 

2003

2004

2005

2006

UP

Produktion (tons)

100

105

95

100

100

Installeret produktionskapacitet (tons)

100

90

85

86

86

Kapacitetsudnyttelsesgrad

100

118

112

118

116

(54)

EF-erhvervsgrenens produktion af AKP har bortset fra en række udsving i 2004 og 2005 været stabil i den betragtede periode.

(55)

Den installerede kapacitet blev reduceret mellem 2003 og 2005. Denne reduktion skyldes den miljølovgivning, som de lokale myndigheder i 2003 indførte i den medlemsstat, hvor et af EF-erhvervsgrenens anlæg findes. Som følge af disse miljøkrav måtte den pågældende EF-producent indstille driften af et af sine aktiveringsanlæg.

(56)

Som en direkte følge af, at der var en lavere produktionskapacitet til rådighed, steg kapacitetsudnyttelsesgraden tilsvarende.

b)   Salgsmængde, markedsandel af EF-forbruget, gennemsnitlige salgspriser og vækst

 

2003

2004

2005

2006

UP

Salgsmængder

100

96

94

96

96

Markedsandel

100

93

87

91

91

Gennemsnitlig salgspris

100

99

98

99

99

Vækst

100

96

92

95

96

(57)

Salgsmængderne var 4 % lavere i UP set i forhold til begyndelsen af den betragtede periode. Da forbruget i Fællesskabet steg med 7 % i den betragtede periode (jf. betragtning 44), faldt EF-erhvervsgrenens markedsandel med 9 % i løbet af den betragtede periode. På trods af dette fald i markedsandelen forblev EF-erhvervsgrenens markedsandel på over 50 % i hele den betragtede periode.

(58)

EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser på markedet i Fællesskabet forblev relativt stabile i den betragtede periode. De stabile salgspriser kombineret med ringere salgsmængder medførte en negativ vækst på 4 % i den betragtede periode, hvilket afspejler, at salgsmængderne faldt med samme antal procentpoint.

c)   Lagre

 

2003

2004

2005

2006

UP

Lagre

100

138

115

97

85

(59)

På grund af indstillingen af en af produktionslinjerne i 2004 (jf. betragtning 55) og for at kunne betjene sine kunder måtte EF-erhvervsgrenen forøge sine lagre midlertidigt. I løbet af de følgende år nåede lagrene dog ned på det oprindelige niveau igen, dvs. ca. 10-20 % af produktionsmængderne.

d)   Rentabilitet, investeringsafkast og likviditet

 

2003

2004

2005

2006

UP

Rentabilitet af salg i Fællesskabet

100

383

337

200

226

Investeringsafkast

100

1 051

692

215

348

Likviditet (i % af salget i Fællesskabet)

100

143

119

100

128

(60)

Disse tre indikatorer fulgte et ensartet mønster (om end med variationer) i den betragtede periode, dvs. en markant stigning mellem 2003 og 2004 efterfulgt af et gradvist fald indtil UP’s afslutning.

(61)

Udviklingen i rentabiliteten, investeringsafkastet og likviditeten mellem 2003 og 2004 bør ses i lyset af, at EF-erhvervsgrenens økonomiske resultater var specielt dårlige i 2003, idet rentabiliteten af salget lå lige over breakeven-niveauet. EF-erhvervsgrenens dårlige resultater i 2003 skyldtes de vanskeligheder, som en af EF-producenterne stod over for det år.

(62)

Faldet i rentabiliteten mellem 2005 og 2006 skyldes til dels de omkostninger, som EF-erhvervsgrenen måtte afholde for at leve op til visse miljøkrav (jf. betragtning 55).

(63)

Den anden samarbejdsvillige producent af AKP, som maler importeret GAK til AKP (jf. betragtning 39), påstod, at EF-erhvervsgrenen på baggrund af den stigning i rentabiliteten af salget af AKP mellem 2003 og 2006, der fremgår af klagen, kunne krydssubsidiere sit salg af GAK. Med andre ord påstod producenten, at efter beskyttelsen af AKP har EF-erhvervsgrenen kunnet kræve højere priser for AKP og således angiveligt kræve lavere priser ved salg af GAK. Denne part var derfor mod opretholdelsen af foranstaltninger.

(64)

Hvad angår den påståede krydssubsidiering mellem GAK og AKP, som EF-erhvervsgrenen producerer, skal det bemærkes, at dette delvist ligger uden for omfanget af denne fornyede undersøgelse, da rentabiliteten af GAK-salget ikke er blevet analyseret inden for rammerne af denne undersøgelse. Hvad angår rentabiliteten skal det bemærkes, at mens EF-erhvervsgrenen ganske vist opnåede en kraftig stigning i rentabiliteten mellem 2003 og 2004, blev denne udvikling dog fulgt af en periode med fald i 2006 og UP. Som bemærket i betragtning 61 bør den kraftige stigning mellem 2003 og 2004 ses på baggrund af EF-erhvervsgrenens dårlige økonomiske resultater i 2003 snarere end de gode økonomiske resultater i 2004. I løbet af den betragtede periode oversteg EF-erhvervsgrenens rentabilitet desuden aldrig 5,5 % i forbindelse med salget af AKP på markedet i Fællesskabet. Påstanden om, at stigningen i rentabiliteten i den betragtede periode var af et omfang, der ville have givet EF-erhvervsgrenen mulighed for at subsidiere sit salg af andre varer, måtte således afvises, da rentabiliteten i forbindelse med salg af AKP i den betragtede periode var for beskedent til at begrunde enhver påstand om krydssubsidiering.

e)   Beskæftigelse, lønninger og produktivitet

 

2003

2004

2005

2006

UP

Antal beskæftigede

100

97

88

90

90

Løn pr. ansat

100

100

99

100

97

Produktivitet (tons/ansat)

100

108

108

111

111

(65)

Som det fremgår af tabellen ovenfor, har EF-erhvervsgrenen mindsket antallet af beskæftigede med 10 % i den betragtede periode. Da den faktiske produktion har været stabil i samme periode (jf. betragtning 54), afspejler stigningen i produktiviteten udviklingen på disse to områder.

(66)

Desuden har lønningerne været ret stabile i den betragtede periode.

f)   Investeringer

 

2003

2004

2005

2006

UP

Investeringer (EUR)

100

70

71

135

135

(67)

Tabellen ovenfor viser, at EF-erhvervsgrenen foretog betydelige investeringer i 2006 og UP. Af de i betragtning 55 omhandlede årsager blev disse investeringer udløst af miljøkrav.

g)   Evne til at rejse kapital

(68)

EF-erhvervsgrenen gav ikke udtryk for, at den havde besvær med at rejse kapital i den betragtede periode.

h)   Dumpingens størrelse

(69)

Som det ses ovenfor, fremgår det af de tilgængelige oplysninger, at dumpingmargenen kan betragtes som betydelig.

i)   Genrejsning efter tidligere dumping

(70)

Som det også blev konkluderet i forbindelse med den foregående udløbsundersøgelse, har EF-erhvervsgrenen på grund af antidumpingforanstaltningerne til en vis grad været i stand til at overvinde virkningerne af tidligere dumping, men den er stadig i en sårbar situation.

5.5.   EF-erhvervsgrenens eksportaktivitet

 

2003

2004

2005

2006

UP

Eksportsalgsmængde (tons)

100

108

114

122

121

Gennemsnitlig salgspris (eksport)

100

94

96

99

101

(71)

Eksportsalgsmængderne er steget i hele den betragtede periode — med ca. 21 % mellem 2003 og UP.

(72)

De gennemsnitlige eksportsalgspriser har været stabile, når eksportsalgspriserne i 2003 sammenlignes med eksportsalgspriserne i UP. Mens priserne faldt noget i 2004, har EF-erhvervsgrenen været i stand til at øge sine priser fra 2005.

5.6.   Konklusion om situationen på markedet i Fællesskabet

(73)

Mellem 2003 og undersøgelsesperioden udviklede følgende indikatorer vedrørende EF-erhvervsgrenen sig i positiv retning: rentabilitet, investeringsafkast, likviditet og kapacitetsudnyttelse samt slutlagre. Enhedssalgspriserne og produktionen var stort set stabile. Derudover steg produktiviteten, og EF-erhvervsgrenen var i stand til at investere for at leve op til visse miljøkrav.

(74)

Derimod udviklede følgende indikatorer sig i negativ retning: salgsmængder, markedsandel og beskæftigelse. Derudover faldt produktionskapaciteten på grund af førnævnte miljøkrav.

(75)

Selv om der er tale om en situation med både positive og negative elementer, synes førstnævnte dog overordnet set at kunne opveje sidstnævnte. Hvis man sammenligner ovennævnte tendenser med de tendenser, der blev konstateret i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, står det desuden klart, at de gældende antidumpingforanstaltninger havde positive virkninger for EF-erhvervsgrenens økonomiske situation. Det bør dog understreges, at selv om der er indikatorer, som viser en positiv udvikling såsom navnlig rentabilitet og investeringsafkast, er de stadig langt fra at nå de niveauer, der kunne forventes, hvis EF-erhvervsgrenen havde været i stand til at rejse sig helt efter tidligere skadevoldende dumping.

(76)

Konklusionen er derfor, at EF-erhvervsgrenens situation er blevet bedre sammenlignet med perioden før indførelsen af foranstaltninger, men at den stadig er sårbar.

6.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORTSAT ELLER FORNYET SKADE

(77)

Undersøgelsen har vist, at den uudnyttede kapacitet i Kina er betydelig og overstiger forbruget i Fællesskabet i UP. På baggrund af USA’s indførelse af antidumpingforanstaltninger mod import af AKP (der aktiveres ved hjælp af en dampproces) med oprindelse i Kina er der desuden en overhængende fare for, at de mængder, der tidligere blev eksporteret til USA, bliver omdirigeret, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. Dette er en så meget desto større risiko, da priserne for AKP, der er blevet importeret til USA, er endnu lavere end priserne ved import til markedet i Fællesskabet.

(78)

Ydermere er det blevet konstateret, at den nuværende importpris for AKP dumpes og ligger langt under EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser (og omkostninger).

(79)

De kombinerede virkninger af faktorer som f.eks.

den betydelige uudnyttede kapacitet, der er blevet konstateret i Kina

den overhængende fare for omdirigering på grund af USA’s indførelse af foranstaltninger, og

de fremherskende lave priser for AKP med oprindelse i Kina ved import til Fællesskabet og USA

peger således alle mod en alvorlig risiko for fornyet skade, hvis foranstaltninger får lov at udløbe.

(80)

Selv om EF-erhvervsgrenens situation er blevet bedre sammenlignet med den fremherskende situation før indførelsen af de gældende antidumpingforanstaltninger, er den som nævnt ovenfor stadig i en sårbar situation. Hvis EF-erhvervsgrenen bliver udsat for øgede importmængder til dumpingpriser fra Kina, vil det sandsynligvis føre til en forværring af erhvervsgrenens finansielle situation, som det også blev konstateret i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Konklusionen er derfor, at ophævelse af foranstaltningerne efter al sandsynlighed vil medføre, at EF-erhvervsgrenen påføres fornyet skade.

7.   FÆLLESSKABETS INTERESSER

7.1.   Indledende bemærkninger

(81)

Det blev i henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgt, om det ville være imod Fællesskabets interesser som helhed at opretholde de nuværende antidumpingforanstaltninger. Fastlæggelsen af Fællesskabets interesse var baseret på en vurdering af alle de involverede parters interesser. Den aktuelle undersøgelse vedrørte en situation, hvor der allerede er indført antidumpingforanstaltninger, og gjorde det muligt at vurdere eventuelle uønskede negative virkninger af de nuværende antidumpingforanstaltninger på de pågældende parter.

(82)

På dette grundlag blev det undersøgt, om der fandtes tvingende grunde til at konkludere, at det ikke er i Fællesskabets interesse at opretholde foranstaltninger i denne bestemte sag trods konklusionerne om sandsynligheden for fortsat eller fornyet skadevoldende dumping.

(83)

Ud over de tre producenter, der er omhandlet i betragtning 11, blev der derfor sendt spørgeskemaer til øvrige producenter (herunder de producenter, der maler importeret GAK til AKP), fire fællesskabsleverandører, de tre fællesskabsimportører, som indvilgede i at samarbejde (jf. betragtning 9), og 37 brugere, som er nævnt i anmodningen og/eller kendt af Kommissionen.

7.2.   EF-erhvervsgrenens interesser

(84)

Det kan med rimelighed forventes, at EF-erhvervsgrenen vil fortsætte med at drage fordel af de nuværende foranstaltninger og komme yderligere på fode ved at genvinde markedsandele og forbedre rentabiliteten. Opretholdes foranstaltningerne ikke, er det sandsynligt, at EF-erhvervsgrenen igen vil lide skade på grund af øget import til dumpingpriser fra det berørte land, og dens nuværende sårbare finansielle situation vil blive yderligere forværret.

(85)

Da EF-erhvervsgrenen tegner sig for mere end halvdelen af produktionen i Fællesskabet, og de to EF-producenter, der udgør EF-erhvervsgrenen, begge har givet udtryk for, at de går ind for opretholdelse af foranstaltningerne, kan det på dette grundlag konkluderes, at opretholdelse af foranstaltningerne vil være i EF-erhvervsgrenens interesse.

7.3.   Fællesskabsleverandørernes interesser

(86)

Kommissionen modtog besvarelser af spørgeskemaet fra tre fællesskabsleverandører af råmaterialer (brunkul, tørv og savsmuld) til EF-erhvervsgrenen. Alle tre gik ind for opretholdelse af foranstaltningerne og gjorde gældende, at de kunne miste en betydelig del af deres handel, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe, hvilket ville udgøre en trussel mod deres finansielle stabilitet.

(87)

Det kunne derfor konkluderes, at det ville være i EF-erhvervsgrenens fællesskabsleverandørers interesse, at foranstaltningerne opretholdes.

7.4.   Fællesskabsimportørernes interesser

(88)

Som nævnt i betragtning 8 henvendte Kommissionen sig til 33 importører, som var anført i anmodningen om denne fornyede undersøgelse. Kun tre importører indvilgede i at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen. Ingen af disse tre importører besvarede dog spørgeskemaet fra Kommissionen.

(89)

Den manglende interesse i at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen kan således betragtes som et tegn på, at opretholdelse af foranstaltningerne ikke vil have alvorlige virkninger for nogen af AKP-importørernes import.

7.5.   Fællesskabsbrugernes interesser

(90)

Som nævnt i betragtning 83 blev der rettet henvendelse til 37 brugere, hvoraf mange var EF-erhvervsgrenens kunder. Der blev dog kun modtaget tre besvarelser af spørgeskemaet.

(91)

Ingen af de tre brugere accepterede efterprøvning af deres besvarelser af spørgeskemaet ved kontrolbesøg. Ikke desto mindre blev det på grundlag af undersøgelsen af de ikke-efterprøvede oplysninger konstateret, at AKP som vejet gennemsnit repræsenterer en meget lille andel af de pågældende brugeres driftsomkostninger.

(92)

På dette grundlag blev det konkluderet, at ingen af AKP-brugernes aktiviteter ville blive væsentligt påvirket af opretholdelsen af foranstaltninger.

7.6.   Konklusion vedrørende Fællesskabets interesser

(93)

Under hensyntagen til interesserne blandt alle de parter, der gav sig til kende i løbet af undersøgelsen, ser det ud til, at der ikke er nogen tvingende grunde hvad angår Fællesskabets interesser til ikke at videreføre antidumpingforanstaltningerne.

8.   AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

(94)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale, at de gældende foranstaltninger over for importen af AKP opretholdes. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte underretning.

(95)

Det fremgår af ovenstående, at antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af AKP med oprindelse i Kina bør opretholdes, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2.

9.   TOLD

(96)

På baggrund af konklusionerne vedrørende fortsat dumping, sandsynligheden for fornyet skade og Fællesskabets interesser bør antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af AKP med oprindelse i Kina opretholdes for at forhindre, at dumpingimporten forvolder EF-erhvervsgrenen fornyet skade.

(97)

Det nuværende niveau for antidumpingtolden, som er baseret på en skadestærskel på 38,6 %, er fastsat til 323 EUR pr. ton (fast told).

(98)

Hvad angår toldens størrelse, hævdede en af de berørte parter, at dumpingmargenerne skal være lavere efter afskaffelsen af den momsrabat, som kinesiske eksporterende producenter opnåede, når de eksporterede varer, der var fremstillet af råmaterialer, der var indkøbt på hjemmemarkedet.

(99)

På grund af den fuldstændige mangel på nogen form for samarbejde fra de kinesiske eksporterende producenters side, og da der ikke forelå en anmodning om en interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, kunne denne påståede ændring i produktionsomkostningerne for eksporterede varer dog ikke dokumenteres, og den blev følgelig afvist —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af aktivt kul i pulverform henhørende under KN-kode ex 3802 10 00 (Taric-kode 3802100020) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

2.   Den endelige antidumpingtold er på 323 EUR pr. ton (nettovægt).

3.   I tilfælde, hvor varer er blevet beskadiget før overgangen til fri omsætning, og hvor den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, derfor fordeles med henblik på fastsættelse af toldværdien i henhold til artikel 145 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (6), reduceres det toldbeløb, der er beregnet på grundlag af de ovenfor anførte beløb, med en procentsats svarende til fordelingen af den pris, der faktisk er betalt eller skal betales.

Artikel 2

Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juli 2008.

På Rådets vegne

C. LAGARDE

Formand


(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2117/2005 (EUT L 340 af 23.12.2005, s. 17).

(2)  EFT L 134 af 5.6.1996, s. 20.

(3)  EFT L 155 af 14.6.2002, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 931/2003 (EUT L 133 af 29.5.2003, s. 36).

(4)  EUT C 228 af 22.9.2006, s. 3.

(5)  EUT C 131 af 13.6.2007, s. 14.

(6)  EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 214/2007 (EUT L 62 af 1.3.2007, s. 6).


Top