EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008D0751

2008/751/EF: Kommissionens beslutning af 18. september 2008 om midlertidig undtagelse fra oprindelsesreglerne i bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 for at tage hensyn til Madagaskars særlige situation vedrørende tunkonserves og tunfilet (meddelt under nummer K(2008) 5097)

EUT L 255 af 23.9.2008, p. 31–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2012: This act has been changed. Current consolidated version: 01/01/2012

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/751/oj

23.9.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/31


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 18. september 2008

om midlertidig undtagelse fra oprindelsesreglerne i bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 for at tage hensyn til Madagaskars særlige situation vedrørende tunkonserves og tunfilet

(meddelt under nummer K(2008) 5097)

(2008/751/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler (1), særlig artikel 36, stk. 4, i bilag II, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 36 i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007 anmodede Madagaskar den 26. maj 2008 Kommissionen om undtagelse fra oprindelsesreglerne i nævnte bilag for en periode på seks måneder. Anmodningen omfatter en samlet mængde på 2 000 tons tunkonserves og 500 tons tunfilet under HS-pos. 1604. Anmodningen fremsættes, fordi fangster af tun og forsyninger af råt tunkød med oprindelsesstatus er faldet i Det Indiske Ocean.

(2)

Ifølge oplysninger fra Madagaskar var fangsterne af tun med oprindelsesstatus i de første fire måneder af 2008 usædvanligt lave selv i forhold til de normale sæsonudsving og har medført et fald i produktionen af tunkonserves. Denne unormale situation gør det umuligt for Madagaskar at overholde oprindelsesreglerne i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007 i en given periode.

(3)

For at sikre, at Madagaskar kan videreføre sin eksport til EF efter udløbet af AVS-EF-partnerskabsaftalen (2), bør der indrømmes en ny undtagelse.

(4)

For at sikre en smidig overgang fra AVS-EF-partnerskabsaftalen til ESA (stater i Øst- og Sydafrika)-EU-interimspartnerskabsaftalen bør der indrømmes en ny undtagelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2008.

(5)

En midlertidig undtagelse fra oprindelsesreglerne i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007 vil i betragtning af importmængdernes størrelse ikke skabe større forstyrrelser for virksomheder i EU, hvis en række betingelser vedrørende mængder, overvågning og varighed overholdes.

(6)

Det er derfor berettiget at indrømme en midlertidig undtagelse fra artikel 36, stk. 1, litra a), i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007.

(7)

Madagaskar vil nyde godt af en automatisk undtagelse fra oprindelsesreglerne for tunkonserves og tunfilet under HS-pos. 1604 i henhold til artikel 42, stk. 8, i oprindelsesprotokollen til interimsaftalen om rammebestemmelser for en økonomisk partnerskabsaftale mellem staterne i Øst- og Sydafrika på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (ESA-EU-interimspartnerskabsaftalen), når denne aftale træder i kraft eller anvendes midlertidigt.

(8)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1528/2007 skal oprindelsesreglerne i bilag II til nævnte forordning og undtagelser herfra afløses af reglerne i den ESA-EU-interimspartnerskabsaftale, der forventes at træde i kraft eller blive anvendt midlertidigt i 2008. Undtagelsen bør derfor som ønsket af Madagaskar anvendes til den 31. december 2008, medmindre ESA-EU-interimspartnerskabsaftalen træder i kraft eller anvendes midlertidigt inden nævnte dato.

(9)

I henhold til artikel 42, stk. 8, i oprindelsesprotokollen til ESA-EU-interimspartnerskabsaftalen er den automatiske undtagelse fra oprindelsesreglerne begrænset til et årligt kontingent på 8 000 tons tunkonserves og 2 000 tons tunfilet for de lande, der har paraferet ESA-EU-interimspartnerskabsaftalen (Comorerne, Mauritius, Madagaskar, Seychellerne og Zimbabwe). Mauritius og Seychellerne har allerede indgivet en officiel anmodning om en midlertidig undtagelse i henhold til artikel 36 i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007. Det ville være uhensigtsmæssigt at indrømme undtagelser efter artikel 36 i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007, der overstiger det årlige kontingent for tunkonserves, som er tildelt ESA-regionen efter ESA-EU-interimspartnerskabsaftalen.

(10)

Madagaskar bør derfor indrømmes en undtagelse for 2 000 tons tunkonserves og 500 tons tunfilet for en periode på et år.

(11)

I Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (3) er der fastsat bestemmelser om forvaltningen af toldkontingenter. Med henblik på at sikre en effektiv forvaltning i snævert samarbejde mellem myndighederne i Madagaskar, toldmyndighederne i EF og Kommissionen bør reglerne med de fornødne ændringer gælde for de mængder, der importeres under den ved denne beslutning fastsatte undtagelse.

(12)

Med henblik på en effektiv overvågning af undtagelsens anvendelse bør myndighederne i Madagaskar med regelmæssige mellemrum meddele Kommissionen oplysninger om udstedte EUR.1-varecertifikater.

(13)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Som undtagelse fra bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007 og i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra a), i nævnte bilag skal tunkonserves og tunfilet under HS-pos. 1604, der er fremstillet af materiale uden oprindelsesstatus, betragtes som varer med oprindelse i Madagaskar på betingelserne i beslutningens artikel 2 til 6.

Artikel 2

Undtagelsen i artikel 1 gælder for de i bilaget anførte produkter og mængder, der angives til fri omsætning i EF fra Madagaskar i perioden 1. januar til 31. december 2008.

Artikel 3

De i bilaget anførte mængder forvaltes efter bestemmelserne i artikel 308a, 308b og 308c i forordning (EF) nr. 2454/93.

Artikel 4

Toldmyndighederne i Madagaskar gennemfører de foranstaltninger, der er nødvendige for at foretage mængdekontrol af de eksportprodukter, som er omhandlet i artikel 1.

Med henblik herpå anføres der i de EUR.1-varecertifikater, de udsteder for de pågældende produkter, en henvisning til denne beslutning.

Myndighederne i Madagaskar sender Kommissionen en kvartalsoversigt over de mængder, de har udstedt EUR.1-varecertifikater for i henhold til denne beslutning, og løbenumrene for disse certifikater.

Artikel 5

I rubrik 7 i EUR.1-varecertifikater, der udstedes i henhold til denne beslutning, anføres følgende:

»Derogation — Decision 2008/751/EC«.

Artikel 6

Denne beslutning anvendes fra den 1. januar 2008.

Den anvendes, indtil oprindelsesreglerne i bilag II til forordning (EF) nr. 1528/2007 afløses af reglerne i en aftale med Madagaskar, når denne aftale enten anvendes midlertidigt eller træder i kraft, hvad der måtte indtræffe først, men denne beslutning anvendes under ingen omstændigheder efter den 31. december 2008.

Artikel 7

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. september 2008.

På Kommissionens vegne

László KOVÁCS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 348 af 31.12.2007, s. 1.

(2)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 1.

(3)  EUT L 253 af 11.10.1993, s. 1.


BILAG

MADAGASKAR

Løbenummer

KN-kode

Varebeskrivelse

Periode

Mængde

09.1645

ex 1604 14 11, ex 1604 14 18, ex 1604 20 70

Tunkonserves (1)

1.1.2008 til 31.12.2008

2 000 tons

09.1646

1604 14 16

Tunfilet

1.1.2008 til 31.12.2008

500 tons


(1)  I enhver form for emballage, der gør, at produktet skal betragtes som konserves, jf. HS-pos. 1604.


Top