EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008D0359

2008/359/EF: Kommissionens afgørelse af 28. april 2008 om oprettelse af Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne

EUT L 120 af 7.5.2008, p. 15–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 29/07/2010: This act has been changed. Current consolidated version: 26/10/2009

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/359/oj

7.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 120/15


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 28. april 2008

om oprettelse af Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne

(2008/359/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 157, stk. 1, sørger Fællesskabet og medlemsstaterne for, at de nødvendige betingelser for udviklingen af fællesskabsindustriens konkurrenceevne er til stede. I artikel 157, stk. 2, hedder det navnlig, at medlemsstaterne rådfører sig med hinanden i kontakt med Kommissionen og at de om nødvendigt samordner deres aktioner. Kommissionen kan tage de initiativer, den finder hensigtsmæssige for at fremme deres samordning.

(2)

I sin meddelelse »Midtvejsevaluering af industripolitikken: Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (1) bekendtgjorde Kommissionen, at den havde til hensigt at iværksætte et initiativ vedrørende EU's fødevareindustris konkurrenceevne.

(3)

Det er derfor nødvendigt at oprette en gruppe på højt plan hovedsageligt sammensat af personer med ekspertise vedrørende EU's fødevareindustris konkurrenceevne og dermed beslægtede områder såsom fødevaresikkerhed, sundhed og miljø og at definere gruppens opgaver og struktur.

(4)

Gruppen bør beskæftige sig med spørgsmål, der er og også i fremtiden vil være afgørende for EU's fødevareindustris konkurrenceevne. Gruppens drøftelser bør føre til formulering af en række sektorspecifikke politiske anbefalinger med henblik på at øge fødevareindustriens konkurrenceevne i overensstemmelse med EU's politikker og navnlig med målene på områderne fødevaresikkerhed og sundhed, landbrug og bæredygtig udvikling.

(5)

Gruppen bør sammensættes af repræsentanter for Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter, især fødevareproducenter og brugere i efterfølgende led, forbrugere og civilsamfundsorganisationer.

(6)

Der bør fastsættes regler for gruppemedlemmernes videregivelse af oplysninger, uden at det i øvrigt påvirker Kommissionens sikkerhedsforskrifter i bilaget til Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (2).

(7)

Personoplysninger om gruppens medlemmer bør behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3)

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne

Der oprettes en Gruppe på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne, i det følgende benævnt »gruppen«.

Artikel 2

Opgave

Gruppen har til opgave:

1)

at behandle spørgsmål, der er og også i fremtiden vil være afgørende for EU's fødevareindustris konkurrenceevne, og andre dermed beslægtede udfordringer

2)

at indkredse faktorer, der påvirker EU's fødevareindustris stilling og bæredygtighed i konkurrencemæssig henseende, herunder fremtidige udfordringer og tendenser af betydning for konkurrenceevnen

3)

at formulere en række sektorspecifikke anbefalinger til politiske beslutningstagere på EU-plan.

Artikel 3

Høring

Kommissionen kan høre gruppen om alle spørgsmål vedrørende EU's fødevareindustris konkurrenceevne.

Artikel 4

Udnævnelse af medlemmer

1.   Gruppens medlemmer udnævnes af Kommissionen blandt specialister på højt niveau med kompetence og ansvar på områder, som har tilknytning til EU's fødevareindustris konkurrenceevne, og andre dermed beslægtede områder.

2.   Gruppen består af op til 27 medlemmer og sammensættes på følgende måde:

a)

8 repræsentanter for medlemsstaterne

b)

13 repræsentanter for fødevareindustrien

c)

6 repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og erhvervssammenslutninger.

3.   Medlemmerne af gruppen udnævnes på grundlag af deres ekspertise, deres mandat er personligt, og de rådgiver Kommissionen uafhængigt af instruktioner udefra.

4.   Hvert medlem af gruppen udnævner en personlig repræsentant til at indgå i den forberedende undergruppe, jf. artikel 5, stk. 2.

5.   Medlemmerne udnævnes for en periode på et år med mulighed for forlængelse og fortsætter med at udøve deres hverv, indtil de afløses i overensstemmelse med stk. 6, eller deres mandatperiode udløber.

6.   Medlemmerne kan afløses for den resterende del af mandatperioden i følgende tilfælde:

a)

hvis medlemmet fratræder

b)

hvis medlemmet ikke længere kan bidrage effektivt til gruppens drøftelser

c)

hvis medlemmet ikke efterlever traktatens artikel 287.

7.   Medlemmerne afgiver en skriftlig erklæring, hvorefter de forpligter sig til at handle i offentlighedens interesse, og en erklæring om eventuelle forhold, der kunne påvirke deres uafhængighed.

8.   Medlemmernes navne offentliggøres på Generaldirektoratet for Erhvervspolitiks websted og i Kommissionens register over ekspertgrupper. Indsamling, forvaltning og offentliggørelse af medlemmernes navne finder sted i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

Artikel 5

Gruppens virke

1.   Gruppens formandskab varetages af Kommissionen.

2.   En undergruppe, i det følgende benævnt »sherpa-undergruppen«, forbereder gruppens drøftelser og positionspapirer og rådgiver om de aktioner og/eller politikforanstaltninger, som gruppen skal tage stilling til. Den arbejder i tæt kontakt med Kommissionens tjenestegrene med henblik på at forberede gruppens møder.

3.   Gruppen kan med Kommissionens samtykke nedsætte undergrupper til at undersøge specifikke spørgsmål på grundlag af et af gruppen fastlagt mandat. Sådanne undergrupper opløses, når deres mandat er opfyldt.

4.   Kommissionens repræsentant kan anmode eksperter eller observatører med særlig kompetence inden for et emne, der er på dagsordenen, til at deltage i gruppens arbejde eller i en undergruppes eller ad hoc-gruppes drøftelser eller arbejde.

5.   Oplysninger, som deltagerne i gruppens eller ad hoc- eller undergruppernes drøftelser eller arbejde får kendskab til, må ikke videregives, hvis Kommissionen skønner, at oplysningerne er fortrolige.

6.   Gruppen, »sherpa-undergruppen« og andre undergrupper afholder normalt deres møder i Kommissionens lokaler i overensstemmelse med de procedurer og tidsplaner, Kommissionen har fastlagt. Sekretariatsarbejdet varetages af Kommissionen. Andre tjenestemænd i Kommissionen med interesse i de behandlede spørgsmål kan deltage i møder i gruppen og dens undergrupper.

7.   Gruppen fastsætter selv sin forretningsorden på grundlag af Kommissionens standardforretningsorden.

8.   Kommissionen kan til enhver tid offentliggøre resuméer, konklusioner, dele af konklusioner, gruppens arbejdsdokumenter, mødereferater og rapporter på det pågældende dokuments originalsprog eller lægge disse dokumenter ud på et særligt websted på internettet.

Artikel 6

Ophør

Afgørelsen finder anvendelse indtil den 1. november 2009. Kommissionen træffer beslutning om en eventuel forlængelse inden denne dato.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. april 2008.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)  KOM(2007) 374 af 4.7.2007.

(2)  EFT L 317 af 3.12.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens afgørelse 2006/548/EF, Euratom (EUT L 215 af 5.8.2006, s. 38).

(3)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top