EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0320

2007/320/EF: Kommissionens afgørelse af 22. marts 2007 om oprettelse af medlemsstaternes ekspertgruppe for digitalisering og digital opbevaring

EUT L 119 af 9.5.2007, p. 45–47 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/320/oj

9.5.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 119/45


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 22. marts 2007

om oprettelse af medlemsstaternes ekspertgruppe for digitalisering og digital opbevaring

(2007/320/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 157 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab giver Fællesskabet og medlemsstaterne til opgave at sørge for, at de nødvendige betingelser for udviklingen af fællesskabsindustriens konkurrenceevne er til stede. Artikel 151 pålægger Fællesskabet at bidrage til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv.

(2)

I meddelelsen »i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« (1) varslede Kommissionen et flagskibsinitiativ vedrørende digitale biblioteker.

(3)

Med meddelelsen »i2010: Digitale biblioteker« (2) iværksatte Kommissionen et initiativ vedrørende digitale biblioteker, som består af aktioner inden for områderne digitalisering, onlineadgang til og digital opbevaring af kulturelt materiale og videnskabelige oplysninger.

(4)

Kommissionens henstilling 2006/585/EF af 24. august 2006 om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring (3) (i det følgende benævnt »Kommissionens henstilling«) opfordrer medlemsstaterne til at sætte ind på at forbedre deres politikker inden for disse områder.

(5)

I Rådets konklusioner af 13. november 2006 om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring (4) (i det følgende benævnt »Rådets konklusioner«) opfordres Kommissionen til at bidrage til en forbedret koordinering af politikken for digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring, navnlig via oprettelsen af en gruppe af medlemsstaternes repræsentanter.

(6)

For at nå målene har Kommissionen behov for at konsultere specialister fra medlemsstaterne i en rådgivende gruppe.

(7)

Gruppen bør bidrage til at overvåge fremskridtene med gennemførelsen af Kommissionens henstilling og Rådets konklusioner og vurdere virkningerne heraf. Den bør også bistå med samordningen på europæisk plan og udveksle oplysninger og god praksis om medlemsstaternes strategier for digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring.

(8)

Det er derfor nødvendigt at nedsætte en ekspertgruppe for digitalisering og digital opbevaring og fastlægge dens opgaver og struktur.

(9)

Gruppen bør sammensættes af medlemsstaternes repræsentanter med kompetence inden for det pågældende område. Kommissionen bør have mulighed for at indbyde observatører, navnlig fra andre europæiske lande og internationale organisationer eller eksperter med særlig kompetence vedrørende et emne på gruppens dagsorden, med henblik på at gennemføre et effektivt europæisk samarbejde.

(10)

Der bør fastsættes regler for gruppemedlemmernes videregivelse af oplysninger, uden at det i øvrigt påvirker Kommissionens sikkerhedsforskrifter i bilaget til Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (5).

(11)

Alle personoplysninger, der vedrører gruppens medlemmer, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6).

(12)

Der bør fastsættes en gyldighedsperiode for denne afgørelse. Kommissionen vil til sin tid overveje, om en forlængelse af gyldighedsperioden er hensigtsmæssig —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Medlemsstaternes ekspertgruppe for digitalisering og digital opbevaring

Ekspertgruppen »Medlemsstaternes ekspertgruppe for digitalisering og digital opbevaring«, i det følgende benævnt »gruppen«, oprettes herved med virkning fra denne afgørelses vedtagelsesdato.

Artikel 2

Formål

Gruppens opgave er at:

a)

overvåge fremskridtene med gennemførelsen af Kommissionens henstilling af 24. august 2006 om digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring og Rådets konklusioner af 13. november 2006 om digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring og vurdere virkningerne heraf

b)

udgøre et forum for samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder og Kommissionen på europæisk plan og udveksle oplysninger og god praksis om medlemsstaternes strategier for digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring.

Ved gennemførelsen af de ovennævnte opgaver tager gruppen hensyn til det arbejde, der udføres af andre grupper, som er oprettet af Kommissionen inden for området digitalisering og digital opbevaring.

Artikel 3

Konsultation af gruppen

Kommissionen kan konsultere gruppen om ethvert spørgsmål i forbindelse med digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring.

Artikel 4

Sammensætning — Udnævnelse af medlemmer

1.   Gruppen består normalt af op til to repræsentanter fra hver medlemsstat, der udpeges af denne. I behørigt begrundede tilfælde kan en medlemsstat udpege en tredje repræsentant. Medlemmerne udpeges under hensyntagen til deres kompetence inden for områderne digitalisering, onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring.

2.   Medlemsstaterne kan efter de samme principper udpege en suppleant for hver af deres repræsentanter i gruppen, som træder i stedet for den pågældende repræsentant i tilfælde af dennes fravær.

3.   Gruppemedlemmerne varetager deres hverv, indtil de afløses, eller deres mandat fornyes.

4.   Medlemmer, som ikke længere er i stand til at bidrage effektivt til gruppens arbejde, som træder tilbage, eller som ikke overholder bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel eller i traktatens artikel 287, kan erstattes.

5.   Indsamling, forvaltning og offentliggørelse af medlemmernes navne finder sted i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001. Medlemmernes navne offentliggøres på webstedet for i2010: Digitale biblioteker (7).

Artikel 5

Fremgangsmåde

1.   Gruppens formandskab varetages af Kommissionen.

2.   Efter aftale med Kommissionen kan der oprettes undergrupper til at undersøge specifikke spørgsmål på grundlag af et kommissorium fastsat af gruppen. Sådanne undergrupper opløses, når deres kommissorium er opfyldt.

3.   Kommissionens repræsentant kan, hvor det er hensigtsmæssigt for at kunne gennemføre et effektivt europæisk samarbejde, indbyde observatører, navnlig fra andre europæiske lande og internationale organisationer eller eksperter med særlig kompetence vedrørende et emne på gruppens dagsorden, til at deltage i gruppens eller undergruppers overvejelser.

4.   Informationer, som erhverves ved deltagelse i gruppens eller undergruppers arbejde, må ikke videregives, hvis Kommissionen mener, at de vedrører fortrolige anliggender.

5.   Gruppen og undergrupperne mødes almindeligvis i Kommissionens lokaler i overensstemmelse med de procedurer og den tidsplan, der fastsættes af den. Sekretariatsarbejdet varetages af Kommissionen. Andre tjenestemænd i Kommissionen med interesse i det pågældende spørgsmål kan deltage i møder i gruppen og dens undergrupper.

6.   Gruppen fastsætter selv sin forretningsorden på grundlag af Kommissionens standardforretningsorden.

7.   Kommissionens tjenestegrene kan offentliggøre alle gruppens resuméer, konklusioner, delkonklusioner eller arbejdsdokumenter på originalsproget.

Artikel 6

Mødeudgifter

Kommissionen godtgør rejseudgifter og, hvis relevant, opholdsudgifter for medlemmer, eksperter og observatører i forbindelse med gruppens arbejde i overensstemmelse med Kommissionens regler for godtgørelser til eksterne eksperter. Godtgørelse af rejse- og opholdsudgifter er begrænset til én ekspert pr. medlemsstat.

Medlemmer, eksperter og observatører modtager ikke vederlag for det udførte arbejde.

Mødeudgifter godtgøres inden for det årlige budget, der er fastlagt for gruppen af de herfor ansvarlige tjenestegrene i Kommissionen.

Artikel 7

Anvendelse

Denne afgørelse gælder indtil den 31. december 2010.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. marts 2007.

På Kommissionens vegne

Viviane REDING

Medlem af Kommissionen


(1)  KOM(2005) 229 endelig.

(2)  KOM(2005) 465 endelig.

(3)  EUT L 236 af 31.8.2006, s. 28.

(4)  EUT C 297 af 7.12.2006, s. 1.

(5)  EFT L 317 af 3.12.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2006/548/EF, Euratom (EUT L 215 af 5.8.2006, s. 38).

(6)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

(7)  http://europa.eu.int/information_society/activities/digital_libraries/index_en.htm


Top