Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0157

    2007/157/EF: Kommissionens beslutning af 7. marts 2007 om ophævelse af beslutning 2005/317/EF om beredskabsforanstaltninger vedrørende den ikke tilladte genetisk modificerede organisme Bt10 i majsprodukter (meddelt under nummer K(2007) 674)( EØS-relevant tekst).

    EUT L 68 af 8.3.2007, p. 8–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 219M af 24.8.2007, p. 329–330 (MT)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/157(1)/oj

    8.3.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 68/8


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 7. marts 2007

    om ophævelse af beslutning 2005/317/EF om beredskabsforanstaltninger vedrørende den ikke tilladte genetisk modificerede organisme Bt10 i majsprodukter

    (meddelt under nummer K(2007) 674)

    (EØS-relevant tekst)

    (2007/157/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 53, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til artikel 53 i forordning (EF) nr. 178/2002 kan der vedtages relevante EF-beredskabsforanstaltninger vedrørende fødevarer og foderstoffer, der er importeret fra et tredjeland, for at beskytte menneskers sundhed, dyresundheden eller miljøet, hvis denne risiko ikke kan styres på tilfredsstillende vis ved hjælp af de foranstaltninger, der træffes af de berørte medlemsstater.

    (2)

    Efter at være blevet underrettet af USA's myndigheder om, at majsprodukter kontamineret med den ikke tilladte genetisk modificerede majs kaldet Bt10 sandsynligvis er blevet eksporteret til Fællesskabet, og på baggrund af erklæringen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, hvori det konkluderes, at det på grund af manglende tilstrækkeligt udførlige oplysninger ikke er muligt at foretage en fuld risikovurdering af Bt10 i overensstemmelse med standarderne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (2), vedtog Kommissionen den 18. april 2005 beslutning 2005/317/EF om beredskabsforanstaltninger vedrørende den ikke tilladte genetisk modificerede organisme Bt10 i majsprodukter (3).

    (3)

    Ifølge beslutning 2005/317/EF må sendinger af majsprodukter med oprindelse i USA, der anses for sandsynligvis kontaminerede (dvs. majsglutenfoder og mask til foderbrug), kun markedsføres, hvis der foreligger en analyserapport, der godtgør, at produkterne ikke er kontamineret med den genetisk modificerede Bt10-majs.

    (4)

    For at sikre, at foranstaltningerne ikke er mere vidtgående end nødvendigt, og undgå enhver form for begrænsning af samhandelen ud over det, der er nødvendigt for at beskytte menneskers sundhed, dyresundheden eller miljøet, indeholder beslutning 2005/317/EF en klausul om fornyet evaluering af, om beredskabsforanstaltningerne fortsat er nødvendige.

    (5)

    Foranstaltningerne er blevet evalueret to gange i hhv. oktober 2005 og marts 2006, og Kommissionen konkluderede i samråd med medlemsstaterne, at de fortsat burde gælde, indtil der forelå yderligere oplysninger om eksporten af majsprodukter, der ansås for sandsynligvis kontamineret med Bt10.

    (6)

    Ifølge de analysedata, som Syngenta (den virksomhed, der udviklede den genetisk modificerede Bt10-majs) har forelagt, viser de test, der er udført i USA i overensstemmelse med en testmetode, som er godkendt af Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter og kontrolleret af det amerikanske landbrugsministerium, at ingen stikprøver er testet positive for forekomst af Bt10 siden begyndelsen af november 2005. Påvisningsmetoden er blevet analyseret endnu en gang og er for nylig bekræftet egnet af Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter.

    (7)

    På grundlag af de amerikanske myndigheders seneste oplysninger til Kommissionen har Syngenta truffet en række foranstaltninger i samarbejde med det amerikanske landbrugsministerium for at sikre, at Bt10 ikke formeres i virksomhedens germplasma og/eller distribueres ad kommercielle produktionskanaler.

    (8)

    Efter at beslutning 2005/317/EF trådte i kraft, er der kun registreret ét tilfælde, hvor Bt10 blev indført på Fællesskabets område, nemlig den 24. maj 2005. En sending majsprodukter kontamineret med Bt10 forlod USA, inden analyseresultaterne af testene forelå, og importøren gav meddelelse herom inden fartøjets ankomst til Irland. Det blev derved forhindret, at de kontaminerede produkter blev markedsført.

    (9)

    Bortset fra dette særlige tilfælde har medlemsstaterne ikke indberettet fund af Bt10 i forbindelse med de nationale kompetente myndigheders kontroller.

    (10)

    På grundlag af disse oplysninger kan det konkluderes, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde kravet om obligatorisk certificering. Beslutning 2005/317/EF bør derfor ophæves.

    (11)

    Alligevel bør medlemsstaterne i en yderligere periode på seks måneder opretholde et passende niveau for stikprøvekontrol og fortsat overvåge, om majsprodukter kontamineret med Bt10 stadig findes på markedet. Positive (ugunstige) resultater indberettes hurtigt via systemet for hurtig varsling om fødevarer og foder, og Kommissionen evaluerer i så fald, om yderligere foranstaltninger er påkrævet.

    (12)

    Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Beslutning 2005/317/EF ophæves.

    Artikel 2

    Medlemsstaterne opretholder i en yderligere periode på seks måneder et passende niveau for stikprøvetagning med henblik på at kontrollere, at genetisk modificeret Bt10-majs ikke forekommer i følgende produkter med oprindelse i USA:

    majsglutenfoder, der indeholder eller er fremstillet af genetisk modificeret majs, henhørende under KN-kode 2309 90 20

    mask, der indeholder eller er fremstillet af genetisk modificeret majs, henhørende under KN-kode 2303 30 00.

    Positive (ugunstige) resultater indberettes hurtigt via systemet for hurtig varsling om fødevarer og foder.

    Artikel 3

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2007.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 575/2006 (EUT L 100 af 8.4.2006, s. 3).

    (2)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1. Ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1981/2006 (EUT L 368 af 23.12.2006, s. 99).

    (3)  EUT L 101 af 21.4.2005, s. 14.


    Top