(1)

I henhold til grundforordningens artikel 5 offentliggjorde Kommissionen den 30. juni 2005 en meddelelse (indledningsmeddelelsen) i Den Europæiske Unions Tidende (2) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Fællesskabet af visse sække og poser af plast med oprindelse i Folkerepublikken Kina (Kina), Malaysia og Thailand (de berørte lande).

(2)

Proceduren blev indledt som følge af en klage, indgivet den 17. maj 2005 af 29 producenter af sække og poser af plast i Fællesskabet, der tegner sig for en betydelig del, i dette tilfælde over 25 %, af den samlede produktion i Fællesskabet af sække og poser af plast. Klagen indeholdt beviser for, at der fandt dumping sted af den pågældende vare og forvoldtes væsentlig skade som følge heraf, hvilket ansås for tilstrækkeligt til at begrunde iværksættelsen af en procedure.

(3)

Kommissionen underrettede officielt de klagende EF-producenter, deres sammenslutning, andre producenter i Fællesskabet, de eksporterende producenter, importører, leverandører, brugere og brugerorganisationer, som den vidste, var berørt af sagen, samt repræsentanterne for eksportlandene om indledningen af proceduren. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(4)

I betragtning af det store antal kendte eksporterende producenter i Kina, Malaysia og Thailand samt et stor antal kendte producenter og importører i Fællesskabet påtænktes det i indledningsmeddelelsen at benytte stikprøver til at afgøre spørgsmålet om dumping og skade, jf. grundforordningens artikel 17 (nedenfor findes nærmere stikprøveoplysninger).

(5)

For at give de kinesiske eksporterende producenter, der måtte ønske det, mulighed for at anmode om markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling, sendte Kommissionen ansøgningsskemaer herom til de eksporterende producenter, som den vidste, var berørt af sagen, samt til de kinesiske myndigheder. 108 selskaber og koncerner anmodede om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7. Alle ovennævnte selskaber og koncerner anmodede også om individuel behandling, hvis undersøgelser skulle vise, at de ikke opfyldte betingelserne for markedsøkonomisk behandling. Tre selskaber anmodede kun om individuel behandling.

(6)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til alle parter, som den vidste, var berørt, og til alle andre selskaber, der gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Ud over de besvarelser af spørgeskemaer, der blev modtaget fra parter udvalgt til stikprøven af eksportører, importører og erhvervsgrenen i EF, er der også modtaget besvarelser af spørgeskemaer fra to detailvirksomheder i EF.

(7)

Et antal parter redegjorde også skriftligt for deres synspunkter. Alle parter, der anmodede herom inden for den fastsatte frist og godtgjorde, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(8)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på en foreløbig fastlæggelse af dumping, skade og Fællesskabets interesser, og den foretog undersøgelser på stedet i følgende selskaber:

(9)

Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005 (undersøgelsesperioden). Skadesundersøgelsen omfattede perioden fra 1. januar 2002 til 31. marts 2005 (den betragtede periode).

(10)

Som anført ovenfor blev det i betragtning af det store antal eksporterende producenter i Kina, Malaysia og Thailand i indledningsmeddelelsen påtænkt at anvende stikprøver i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1.

(11)

For at gøre det muligt for Kommissionen at afgøre, om det ville være nødvendigt at udtage stikprøver og i givet fald gøre dette, blev eksporterende producenter anmodet om at give sig til kende senest 15 dage efter indledningen af undersøgelsen og afgive grundlæggende oplysninger om deres eksport- og hjemmemarkedssalg, samt oplyse navnene på alle med dem forretningsmæssigt forbundne selskaber, der var involveret i fremstilling og/eller salg af den pågældende vare, og redegøre for disse selskabers aktiviteter. Myndighederne i Kina, Malaysia og Thailand blev også konsulteret.

(12)

108 selskaber og koncerner i Kina, 36 selskaber i Malaysia og 17 i Thailand gav sig til kende og indgav de ønskede oplysninger inden for tidsfristen. Det var dog kun 104 selskaber og koncerner fra Kina, 31 selskaber fra Malaysia og 14 fra Thailand, der indberettede eksport til Fællesskabet i undersøgelsesperioden.

(13)

De eksporterende producenter, der eksporterede den pågældende vare til Fællesskabet i undersøgelsesperioden og gav udtryk for, at de gerne ville deltage i stikprøven, blev anset for samarbejdsvillige selskaber og blev taget i betragtning ved udvælgelsen af stikprøverne.

(14)

De samarbejdsvillige eksporterende producenter repræsenterede ca. 95 % af den samlede eksport af de pågældende varer fra Kina til Fællesskabet, 96 % af eksporten fra Malaysia og 88 % af eksporten fra Thailand.

(15)

De resterende selskaber var enten forhandlere eller eksporterende producenter, der ikke havde haft eksport til Fællesskabet i undersøgelsesperioden. Der vil derfor ikke blive beregnet en dumpingmargen for disse selskaber.

(16)

Eksporterende producenter, der ikke gav sig til kende inden for ovennævnte frist, blev anset for ikke at have udvist samarbejdsvilje i forbindelse med undersøgelsen.

(17)

I henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1, fandt følgende kriterier anvendelse ved udvælgelsen af stikprøven: den eksporterende producents størrelse på grundlag af eksportmængden til Fællesskabet og på grundlag af salgsmængden på hjemmemarkedet. Af de grunde, der er beskrevet nedenfor, blev det besluttet, at stikprøven skulle omfatte et tilstrækkeligt antal selskaber med salg på hjemmemarkedet. Derfor blev en række større eksporterende selskaber med repræsentative salgsmængder på hjemmemarkedet taget med i stikprøven.

(18)

På dette grundlag udvalgte Kommissionen i første omgang stikprøver med ti kinesiske eksporterende producenter, seks malaysiske eksporterende producenter og seks thailandske eksporterende producenter. De udvalgte selskaber repræsenterede ca. 52 %, 62 % og 71 % af eksporten af den nævnte vare til Fællesskabet fra henholdsvis Kina, Malaysia og Thailand.

(19)

I henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 2, fik de samarbejdende eksporterende producenter og myndighederne i de berørte lande mulighed for at kommentere udtagningen af stikprøven.

(20)

En række kinesiske eksportører argumenterede for, at de burde have været med i stikprøven som følge af særlige forhold, der gjorde sig gældende for deres selskaber, som f.eks.: varetyper, forretningsmodel, omkostningsstruktur eller tilknytning til koncerner baseret i Hongkong eller EU. Det ville imidlertid have været upraktisk og upåkrævet i henhold til grundforordningen at tilsigte en stikprøve, der tog hensyn til alle ovennævnte faktorer, i betragtning af de oplysninger og den tid, der var til rådighed til udtagelse af stikprøven. Desuden giver grundforordningen mulighed for at begrænse undersøgelsen til den største repræsentative eksportmængde, der med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed.

(21)

En kinesisk eksportør anførte, at Kommissionen i henhold til WTO's antidumpingaftale (ADA) simpelt hen burde have udvalgt eksportørerne med den største mængde eksportsalg til Fællesskabet uden hensyntagen til salgsmængden på hjemmemarkedet. I artikel 6.10 i ADA bestemmes det bl.a., at stikprøven af eksportører kan udvælges på grundlag af den størst mulige andel af de eksporterede mængder fra det pågældende land, som med rimelighed kan undersøges. Denne fortolkning af artikel 6.10 i ADA må afvises. For det første er der intet i artikel 6.10 i ADA, der udelukker, at eksportører med repræsentative salgsmængder på hjemmemarkedet tages med i stikprøven. For det andet er formålet med at udtage en stikprøve af eksporterende producenter at indsamle flest mulige repræsentative data som grundlag for beregning af en dumpingmargen. I denne forbindelse er det afgørende, at selskaber, der sælger den pågældende vare på hjemmemarkedet indgår i stikprøven, for at kunne bestemme den normale værdi samt SA&G-omkostninger og fortjeneste i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 til 6, i grundforordningen. For selskaber, der anses for at opfylde kriterierne for markedsøkonomisk behandling, ville det være problematisk at bestemme den normale værdi uden tilstrækkelige oplysninger om sådanne SA&G-omkostninger og fortjeneste. Den største eksportmængde, der med rimelighed kan undersøges, bør derfor også mindst omfatte et tilstrækkeligt antal selskaber med salg på hjemmemarkedet i undersøgelsesperioden. Derfor blev kun de større eksporterende producenter, der også repræsenterede en stor del af salget på hjemmemarkedet, udvalgt i henhold til artikel 6.10 i ADA og artikel 17 i grundforordningen.

(22)

Under undersøgelsen blev det konstateret, at Wuxi Jiayihe Packaging Co., Ltd og Wuxi Bestpac Packaging Co., Ltd fejlagtigt havde angivet store eksportmænger af den pågældende vare til EF, som de ikke selv havde fremstillet, men som de havde forarbejdet for andre eksporterende producenter. I betragtning af det ringe omfang af deres faktiske salg af egen produktion af den pågældende vare, blev selskabet fjernet fra den kinesiske stikprøve. Da selskabet dog allerede var blevet kontrolleret, vil det alligevel blive gjort til genstand for en individuel undersøgelse.

(23)

Den malaysiske sammenslutning af plastfabrikanter (Malaysian Plastic Manufacturers Association) påpegede, at et af de selskaber, der ikke var udtaget til stikprøven, havde undladt at indberette lokalt salg af poser af plast fra et forretningsmæssigt forbundet selskab, og burde have været udtaget til stikprøven. Da oplysningerne om denne indberetningsfejl blev modtaget rettidigt, gik Kommissionen med til at tage det pågældende selskab med i stikprøven, idet man lod det erstatte et tidligere udvalgt selskab, hvis mængde af eksportsalg var mindre.

(24)

Der blev udsendt spørgeskemaer til alle de 22 oprindeligt udvalgte selskaber og modtaget svar fra alle inden for de fastsatte tidsfrister, bortset fra et selskab i Thailand, der var blevet udvalgt til stikprøven, men senere havde ophørt samarbejdet.

(25)

I betragtning af det store antal berørte lande og parter samt tidspresset konkluderede Kommissionen, at der for så vidt angik anvendelsen af grundforordningens artikel 9, stk. 6, og artikel 17, stk. 3, ikke kunne indrømmes de eksporterende producenter individuel undersøgelse, fordi dette ville være urimeligt byrdefuldt og forhindre en rettidig afslutning af undersøgelsen. Derfor meddelte Kommissionen alle samarbejdsvillige eksporterende producenter, at den ikke havde til hensigt at indrømme individuelle undersøgelser, hvis der blev anmodet herom. Desuden blev sådanne anmodninger ikke modtaget inden for den frist på 40 dage, som var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(26)

Det skal bemærkes, at et selskab i Kina, som ikke indgik i stikprøven, men som samarbejdede i undersøgelsen, indsendte en anmodning om ændring af dets navn fra Jiangmen Xiefeng Plastic Co., Ltd til Jiangmen Toptype Plastic Products Co., Ltd. Der blev indsendt dokumentation for, at det var samme retlige enhed, der ændrede navn, og at der på ingen anden måde skete ændringer i selskabsform, struktur eller ejerskab. Selskabets navn blev derfor ændret til det nye navn i bilaget til denne forordning.

(27)

I betragtning af det store antal producenter i Fællesskabet blev det i indledningsmeddelelsen foreslået at anvende stikprøver i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1. Med henblik herpå anmodede Kommissionen producenterne i Fællesskabet om at afgive oplysninger om produktion og salg af samme vare.

(28)

34 producenter i Fællesskabet gav sig til kende og indgav de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen. I alt fem selskaber (tre i Frankrig og to i Spanien) blev udtaget til stikprøven, idet disse selskaber tegnede sig for den største repræsentative produktionsmængde i Fællesskabet (omkring 18 %), som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2, blev fællesskabsproducenternes sammenslutning hørt, og den gjorde ikke indsigelse. Alle fællesskabsproducenterne samarbejdede i stikprøven og besvarede spørgeskemaerne inden for de fastsatte frister. Desuden fremlagde de resterende klagende producenter og producenter, der støttede undersøgelsen, i Belgien, Danmark, Frankrig, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien og Det Forenede Kongerige visse generelle oplysninger med henblik på analysen af spørgsmålet om skade.

(29)

I betragtning af det store antal importører i Fællesskabet påtænktes det i indledningsmeddelelsen at anvende stikprøver i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1. Med henblik herpå anmodede Kommissionen importørerne om at afgive oplysninger om import og salg af den pågældende vare.

(30)

På grundlag af de modtagne oplysninger udvalgte Kommissionen fem importører i tre medlemsstater (to i Frankrig, en i Tyskland og to i Det Forenede Kongerige) til stikprøven. To kendte importørsammenslutninger blev hørt. Disse importører tegnede sig for den største repræsentative salgsmængde for kendte importører i Fællesskabet (omkring 9 %), som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. I sidste ende samarbejdede to importører og besvarede spørgeskemaet.

(31)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for, at det påtænktes at anbefale, at der indføres en endelig antidumpingtold på importen af visse sække og poser af plast med oprindelse i Kina og Thailand, og at proceduren vedrørende import med oprindelse i Malaysia afsluttes. De fik også en frist til at fremsætte bemærkninger efter meddelelsen om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der ligger til grund for indførelsen af endelige foranstaltninger.

(32)

Der blev taget behørigt hensyn til de mundtlige og skriftlige bemærkninger fra parterne, og hvor det var relevant, blev konklusionerne ændret i overensstemmelse hermed.

(33)

Sække og poser af plast fremstillet af polyethylen distribueres normalt gennem detailhandelen til forbrugerne, som hovedsageligt anvender dem til transport af varer, indpakning af fødevarer eller bortskaffelse af husholdningsaffald.

(34)

Den pågældende vare er sække og poser af plast med indhold af mindst 20 vægtprocent polyethylen og af tykkelse ikke over 100 mikrometer (plastposer) med oprindelse i Kina, Malaysia og Thailand. Den pågældende vare henhører under KN-kode ex 3923 21 00 , ex 3923 29 10 og ex 3923 29 90 .

(35)

Plastposer fremstilles af polyethylenpolymerer ved ekstrudering i en kontinuerlig rørform ved injektion af luft, efterfulgt af afskæring, og eventuelt svejsning, påtrykning og tilføjelse af håndtag og/eller lukkesystemer. Poserne kan fremstilles af forskellige massefylder af polyethylen og blandes med andre harpikser eller additiver. Materialets sammensætning har betydning for de egenskaber, som f.eks. styrke, holdbarhed eller nedbrydelighed, som kræves til posernes forskellige anvendelser.

(36)

Under undersøgelsen blev det af myndighederne i Kina og af flere importører og eksportører anført, at undersøgelsens dækningsområde var for bredt, fordi den omfattede genstande som bæreposer, affaldsposer, fryseposer, poser til frugt og grøntsager samt andre genstande, som alle angiveligt er forskellige med hensyn til fysiske egenskaber, pris, afsætningskanaler, endelig anvendelse og forbrugernes opfattelse af dem. Navnlig anmodede en eksportør og flere importører om, at lynlåsposer (polyethylenposer med en lynlåsfunktion) blev udelukket fra undersøgelsens dækningsområde som følge af angivelige forskelle med hensyn til råmateriale, produktionsproces, udseende, anvendelse, distribution, kundernes opfattelse af varen og pris. En anden importør fremsatte et lignende argument vedrørende pengeposer, som angiveligt har nogle unikke tekniske og fysiske egenskaber og kun fremstilles af et begrænset antal selskaber.

(37)

En eksportør fra Malaysia fremførte desuden, at den patenterede dispensermekanisme på nogle af deres bæreposer betød, at de burde udelukkes fra undersøgelsen, idet poser med sådanne dispensermekanismer angiveligt ikke kan fremstilles af Fællesskabets industri. Denne patenterede egenskab, der har til formål at skabe en funktionel fordel i forhold til andre bæreposer, udgør dog ikke en tilstrækkelig forskel med hensyn til fysiske egenskaber for de pågældende poser til at blive betragtet som en særskilt vare. De er faktisk stadig substituerbare med andre bæreposer med eller uden lignende patenterede systemer.

(38)

Selv om det erkendes, at der findes forskellige typer plastposer, som er konstrueret til forskellige anvendelser, herunder de ovenfor nævnte, viste undersøgelsen, at alle disse typer plastposer, herunder også dem med patenterede dele, har samme grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber: De er grundlæggende fleksible beholdere fremstillet af polyethylen film og anvendt til emballering og transport af varer. Anvendelsen af plastposerne er altid den samme, selv om de »varer«, der transporteres eller emballeres, kan være forskellige (f.eks. detailvarer, fødevarer og affald). I denne forbindelse bør det bemærkes, at grundforordningen ikke kræver, at undersøgelser omfatter varer, der er identiske med hensyn til alle aspekter, f.eks. med hensyn til produktionsproces, pris, afsætningskanaler, anvendelser eller forbrugernes opfattelse af dem. Det har hele tiden været Kommissionens praksis at kræve, at for at varetyper kan betragtes som en enkelt vare, er det tilstrækkeligt, at de har samme grundlæggende fysiske, tekniske og/eller kemiske egenskaber.

(39)

Alle de forskellige typer af plastposer, der henhører under KN-kode ex 3923 21 00 , ex 3923 29 10 og ex 3923 29 90 , med oprindelse i Kina, Malaysia og Thailand betragtes derfor som en enkel vare for vidt angår denne undersøgelse.

(40)

Kommissionen fandt det godtgjort, at plastposer fremstillet og solgt på de respektive hjemmemarkeder i Kina, Malaysia (som også tjente som referenceland) og Thailand, plastposer eksporteret til Fællesskabet fra disse lande samt plastposer fremstillet og solgt af EF-erhvervsgrenen på fællesskabsmarkedet har samme fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål. Det konkluderes derfor, at alle er samme vare i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(41)

Den nedenfor beskrevne generelle metode er blevet anvendt på alle samarbejdsvillige eksporterende producenter i Malaysia og Thailand og på de samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling. Ved fremlæggelsen af undersøgelsesresultaterne vedrørende dumping for hvert af de berørte lande beskrives derfor kun, hvad der er specifikt for det pågældende eksporterende land.

(42)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, undersøgte Kommissionen først for hver eksporterende producent, om hjemmemarkedssalget af den pågældende vare til uafhængige kunder var repræsentativt, dvs. om dette salg udgjorde mindst 5 % af det tilsvarende samlede eksportsalg til Fællesskabet.

(43)

Kommissionen identificerede efterfølgende de varetyper, som solgtes på hjemmemarkedet af selskaber med et samlet repræsentativt hjemmemarkedssalg, og som var identiske eller direkte sammenlignelige med de typer, der solgtes med henblik på eksport til Fællesskabet. Der blev benyttet følgende kriterier: type af anvendte råvarer, dimensioner, farve, påtryk, lukning, håndtag og plastposernes præsentation.

(44)

Hjemmemarkedssalget af en bestemt varetype blev anset for tilstrækkeligt repræsentativt, når salget af den pågældende type på hjemmemarkedet til uafhængige kunder i undersøgelsesperioden udgjorde mindst 5 % af det samlede salg af den sammenlignelige varetype, der solgtes med henblik på eksport til Fællesskabet.

(45)

Kommissionen undersøgte efterfølgende, om de enkelte selskabers hjemmemarkedssalg af de forskellige typer af plastposer i repræsentative mængder i hvert enkelt eksportland kunne anses for at have fundet sted i normal handel, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 4. Dette blev gjort ved for hver eksporteret varetype at fastsætte, hvor stor en andel af salget på hjemmemarkedet til uafhængige kunder, der var fortjenstsgivende i undersøgelsesperioden.

(46)

I tilfælde, hvor salgsmængden af en varetype, der blev solgt til en nettosalgspris svarende til eller højere end de beregnede produktionsomkostninger, udgjorde over 80 % af den samlede salgsmængde af den pågældende type, og hvor den vejede gennemsnitspris for den pågældende type var lig med eller højere end produktionsomkostningerne, blev den normale værdi fastlagt på grundlag af den faktiske pris på hjemmemarkedet. Prisen blev beregnet som et vejet gennemsnit af priserne på alt salg på hjemmemarkedet af den pågældende type i undersøgelsesperioden, uanset om der var tale om fortjenstgivende salg eller ej.

(47)

I tilfælde, hvor det fortjenstgivende salg af en varetype udgjorde højst 80 % af den samlede salgsmængde af den pågældende type, eller hvor den vejede gennemsnitlige pris for den pågældende type lå under produktionsomkostningerne, beregnedes den normale værdi på grundlag af den faktiske pris på hjemmemarkedet som et vejet gennemsnit af det fortjenstgivende salg af den pågældende type, forudsat at dette udgjorde 10 % eller derover af den samlede salgsmængde af den pågældende type.

(48)

I tilfælde, hvor det fortjenstgivende salg af en hvilken som helst varetype udgjorde mindre end 10 % af det samlede salg af den pågældende type, fandt Kommissionen, at denne bestemte type solgtes i utilstrækkelige mængder til, at hjemmemarkedsprisen kunne udgøre et passende grundlag for fastsættelsen af den normale værdi.

(49)

Hvis hjemmemarkedsprisen for en bestemt type, der blev solgt af en eksporterende producent, ikke kunne anvendes til at fastsætte den normale værdi, måtte der anvendes en anden metode. Kommissionen fastsatte således den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 3.

(50)

Den normale værdi blev beregnet ved til hver eksportørs produktionsomkostninger for de eksporterede typer, efter evt. justering, at lægge en rimelig margen til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (SA&G) samt fortjeneste.

(51)

I alle tilfælde blev SA&G og fortjeneste fastsat i overensstemmelse med metoderne i grundforordningens artikel 2, stk. 6. Kommissionen undersøgte i den forbindelse, om de påløbne SA&G-omkostninger og den fortjeneste, som hver af de pågældende eksporterende producenter havde opnået på hjemmemarkedet, kunne betragtes som pålidelige data.

(52)

I alle tilfælde, hvor den pågældende vare blev eksporteret til uafhængige kunder i Fællesskabet, blev eksportprisen fastsat i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8, altså på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales.

(53)

Når eksportsalget fandt sted gennem forretningsmæssigt forbundne importører i Fællesskabet, blev eksportprisen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnet på grundlag af den pris, hvortil de indførte varer første gang blev videresolgt til en uafhængig køber, behørigt justeret for alle de omkostninger, der påløb mellem indførsel og videresalg, samt en rimelig margen til dækning af SA&G-omkostninger og fortjeneste. I denne forbindelse benyttedes de forretningsmæssigt forbundne importørers egne SA&G-omkostninger. Fortjenstmargenen blev fastsat på grundlag af de oplysninger, som de samarbejdsvillige ikke-forretningsmæssigt forbundne importører havde forelagt.

(54)

Sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen blev foretaget ab fabrik.

(55)

For at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der i form af justeringer taget behørigt hensyn til forskelle, der påvirkede priserne og prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. For alle undersøgte eksporterende producenter blev der derfor indrømmet justeringer for forskelle i omkostninger til land- og søtransport, forsikring, håndtering og lastning samt dermed forbundne omkostninger, emballering, kreditter og provision, når dette var relevant og berettiget.

(56)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12, blev dumpingmargenerne fastsat på grundlag af en sammenligning af det vejede gennemsnit af den normale værdi og det vejede gennemsnit af eksportpriserne pr. varetype som fastlagt ovenfor.

(57)

Dumpingmargenen for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som gav sig til kende i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, men ikke indgik i stikprøven, er blevet fastsat på grundlag af det vejede gennemsnit af dumpingmargenerne for selskaberne i stikprøven, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 6.

(58)

Det har været Kommissionens faste praksis at betragte forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter eller eksporterende producenter, der tilhører samme koncern, som en enkelt enhed med henblik på at fastsætte en dumpingmargen og derfor kun fastsætte en enkelt dumpingmargen for dem. Dette skyldes især, at en beregning af individuelle dumpingmargener kan tilskynde til omgåelse af antidumpingforanstaltningerne, idet forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter herved vil kunne kanalisere deres eksport til Fællesskabet gennem den virksomhed, der har den laveste individuelle dumpingmargen, hvorved foranstaltningerne ville blive virkningsløse.

(59)

I overensstemmelse med denne praksis betragtedes de forretningsmæssigt forbundne producenter, der tilhører samme koncern, som en enkelt enhed og tildeltes en enkelt dumpingmargen, som blev beregnet på grundlag af det vejede gennemsnit af dumpingmargenerne for de samarbejdsvillige producenter i de pågældende koncerner.

(60)

For at fastsætte dumpingmargenen for ikke-samarbejdsvillige eksporterende producenter blev omfanget af manglende samarbejde først fastslået. Med henblik herpå blev den eksportmængde til Fællesskabet, som de samarbejdsvillige eksporterende producenter havde oplyst, sammenlignet med Eurostats tilsvarende importstatistikker.

(61)

Da samarbejdsniveauet i Malaysia og Thailand var højt (over 85 %), fandtes det passende at fastsætte restdumpingmargenen for ikke-samarbejdsvillige eksporterende producenter i begge disse lande på samme niveau som den højeste told, der var blevet pålagt en samarbejdsvillig eksportør.

(62)

For så vidt angår Kina bør det bemærkes, at selv om samarbejdsniveauet som helhed var højt, var der tre eksporterende producenter, der indgav urigtige og vildledende oplysninger og derfor blev erklæret ikke-samarbejdsvillige i henhold til grundforordningens artikel 18, jf. nedenfor. Da disse selskaber bevidst undlod at samarbejde, blev restdumpingmargenen for alle ikke-samarbejdsvillige eksporterende producenter i Kina baseret på de foreliggende fakta. Det blev derfor anset for hensigtsmæssigt at fastsætte restdumpingmargenen på samme niveau som de højeste margener fastsat for repræsentative typer pålagt en samarbejdsvillig eksportør, der ikke var blevet indrømmet markedsøkonomisk eller individuel behandling. Der var ikke noget, der tydede på, at de ikke-samarbejdsvillige eksporterende producenter foretog dumping på et lavere niveau.

(63)

Tre selskabers salg på hjemmemarkedet var globalt repræsentativt. Da de eksporterede typer og typerne solgt på hjemmemarkedet imidlertid ikke svarede til hinanden, skulle den normale værdi for disse selskaber beregnes i henhold til den ovenfor beskrevne metode. For de tre selskaber uden repræsentativt salg på hjemmemarkedet skulle normalværdien også beregnes i henhold til den ovenfor beskrevne metode.

(64)

For de tre selskaber med repræsentativt salg på hjemmemarkedet blev den fortjeneste, der var opnået i normal handel, brugt til beregning af den normale værdi samt hjemmemarkeds-SA&G på grundlag af deres egne salg på hjemmemarkedet.

(65)

For de tre selskaber uden repræsentativt salg på hjemmemarkedet blev der fastsat et beløb til SA&G-omkostninger på grundlag af de gennemsnitlige SA&G-omkostninger for de tre selskaber med salg på hjemmemarkedet.

(66)

Da det kun var én eksportør i Malaysia, der havde et samlet fortjenstgivende hjemmemarkedssalg af samme vare, blev den gennemsnitlige fortjeneste på hjemmemarkedssalg af samme varekategori, nemlig 5,5 %, brugt til at beregne en normal værdi for de tre selskaber uden hjemmemarkedssalg, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c).

(67)

De seks eksporterende producenter solgte ved eksport til Fællesskabet enten direkte til uafhængige kunder eller gennem forretningsmæssigt forbundne handelsvirksomheder beliggende i Fællesskabet og Indonesien. Når eksportsalget fandt sted gennem forretningsmæssigt forbundne importører i Fællesskabet, blev eksportprisen beregnet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, som anført i betragtning 53 ovenfor.

(68)

Den normale værdi og eksportpriserne blev sammenlignet ab fabrik, som beskrevet i betragtning 54 og 55 ovenfor, med justeringer, hvor dette var relevant, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10.

(69)

For salg, der blev kanaliseret gennem Indonesien, blev der foretaget en 3,3 %-justering for provision i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i). Denne provision er baseret på det indonesiske selskabs salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt en fortjenstmargen på 3 %. Da det indonesiske selskabs fortjeneste var påvirket af salg mellem forretningsmæssigt forbundne selskaber, blev fortjenstmargenen på 3 % fastsat på grundlag af fortjeneste opnået af en ikke-forretningsmæssigt forbundet forhandler.

(70)

En anden eksportør hævdede, at deres salgspriser i Fællesskabet burde tillægges en justering som følge af, at deres seneste kontrakt med kunden (efter undersøgelsesperioden) giver mulighed for en prisstigning, der angiveligt skulle kompensere eksportøren for tab opstået i undersøgelsesperioden på grund af prisstigninger på råvarer. Da der ikke blev foretaget nogen prisjustering i undersøgelsesperioden, og da der ikke er dokumenteret nogen forbindelse mellem den nye kontrakt og tidligere omkostningsudvikling, kan denne anmodning ikke imødekommes.

(71)

Udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet, udgør dumpingmargenerne følgende:

(72)

Kommissionen undersøgte, om dumpningen for Malaysia på landsplan kunne påvises at være større end den minimumsværdi på 2 %, der er fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 3. Det blev anset for hensigtsmæssigt i denne forbindelse at ekstrapolere resultaterne fra stikprøven, herunder selskaber uden dumping, for at anslå omfanget af dumpingen fra de selskaber, der ikke indgik i stikprøven. Dumpingen i stikprøven var, udtrykt som en procentdel af cif-eksportværdien, under 2 %. Følgelig var den samlede dumpingmargen for Malaysia under minimumsgrænsen. Under disse omstændigheder bør proceduren afsluttes for så vidt angår import af den pågældende vare med oprindelse i Malaysia, og der bør ikke pålægges told.

(73)

EF-erhvervsgrenen anførte, at grundforordningens artikel 9, stk. 3, ikke indeholder bestemmelser om fastsættelse af en minimumsdumpingmargen på landsplan.

(74)

Denne fortolkning blev afvist af Kommissionen. I grundforordningens artikel 9, stk. 3, anføres det klart, at en procedure afsluttes, når det fastslås, at dumpingmargenen er mindre end 2 %. Når proceduren er indledt over for et land, gælder denne margen specifikt på landsplan.

(75)

EF-erhvervsgrenen anførte også, at det i grundforordningens artikel 9, stk. 6, bestemmes, at der skal ses bort fra nulmargener og minimalmargener ved beregning af den antidumpingtold, der skal pålægges samarbejdsvillige eksporterende producenter uden for stikprøven. Den pågældende artikel fastsætter dog blot en maksimaltold, der gælder for disse eksporterende producenter, når der skal pålægges told. I betragtning af at de malaysiske eksporterende producenter, for hvem der er konstateret dumping, kun repræsenterer en mindre andel af eksporten fra Malaysia, blev det, som nævnt i betragtning 72 ovenfor, anset for hensigtsmæssigt at basere beregningen på landsplan på en ekstrapolering af resultaterne for hele stikprøven.

(76)

Tre selskabers salg på hjemmemarkedet var globalt repræsentativt. Da de eksporterede typer og typerne solgt på hjemmemarkedet imidlertid ikke svarede til hinanden, skulle den normale værdi for disse selskaber beregnes i henhold til ovenfor beskrevne metode. For selskaberne uden repræsentativt salg på hjemmemarkedet skulle normalværdien også beregnes i henhold til den ovenfor beskrevne metode.

(77)

For disse tre selskaber blev hjemmemarkeds-SA&G på grundlag af deres egne salg på hjemmemarkedet anvendt. For de to selskaber uden repræsentativt salg på hjemmemarkedet blev der fastsat et beløb til SA&G-omkostninger på grundlag af de gennemsnitlige SA&G-omkostninger for de tre selskaber med salg på hjemmemarkedet.

(78)

For to af selskaberne med repræsentativt salg på hjemmemarkedet blev den fortjeneste, der var opnået i normal handel, anvendt. For det tredje selskab med repræsentativt salg på hjemmemarkedet kunne selskabets egen fortjeneste ikke anvendes, da mindre end 10 % af salget fandt sted i normal handel.

(79)

Da der ikke var nogen thailandsk eksportør, der havde et samlet fortjenstgivende hjemmemarkedssalg, blev en rimelig fortjenstmargen, baseret på ét thailandsk selskabs fortjeneste på hjemmemarkedet inden for samme varekategori, anvendt til beregning af normalværdien for de to selskaber uden hjemmemarkedssalg og for det ene selskab med under 10 % af hjemmemarkedssalget i normal handel i overensstemmelse med grundforordningens artikel 26, stk. 6, litra c).

(80)

Eksporten fra de fem samarbejdsvillige eksporterende producenter fandt sted direkte til uafhængige kunder i Fællesskabet. Eksportpriserne var derfor baseret på de priser, der faktisk betaltes eller skulle betales for den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.

(81)

Den normale værdi og eksportpriserne blev sammenlignet ab fabrik, som beskrevet ovenfor, med justeringer, hvor dette var relevant, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10.

(82)

Udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet, udgør dumpingmargenerne følgende:

(83)

I antidumpingundersøgelser vedrørende import fra Kina fastsættes den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), i henhold til stk. 1 til 6, for de eksporterende producenter, der opfylder kriterierne i artikel 2, stk. 7, litra c). Til orientering er disse kriterier kort beskrevet herunder:

(84)

Ud af de samarbejdsvillige eksporterende producenter i Kina, der indgik i stikprøveovervejelserne, anmodede 108 om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), og besvarede ansøgningsformularen herom for eksporterende producenter inden for den fastsatte frist. Tre selskaber anmodede kun om individuel behandling og besvarede ansøgningsformularen om markedsøkonomisk behandling delvist, som krævet. For de ti undersøgte selskaber indhentede Kommissionen alle de oplysninger, som den anså for nødvendige, og kontrollerede ved besøg i de pågældende virksomheder alle de oplysninger, som var afgivet i anmodningerne om markedsøkonomisk behandling.

(85)

Det er blevet konkluderet, at ud af de ti kinesiske eksporterende producenter, der er blevet undersøgt, har de syv påvist, at de opfylder de fem kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og de bør derfor indrømmes markedsøkonomisk behandling, mens det for én eksporterende producent blev fastslået, at denne ikke burde indrømmes markedsøkonomisk behandling.

(86)

Desuden blev det for så vidt angår de to resterende kinesiske eksporterende producenter, der blev undersøgt, og for én eksporterende producent uden for stikprøven, konstateret, at de havde afgivet urigtige og vildledende oplysninger i betydningen i grundforordningens artikel 18.

(87)

To eksporterende producenter oplyste ikke om deres indbyrdes forbindelser i deres besvarelser i formularen for ansøgning om markedsøkonomisk behandling og i deres besvarelser af antidumpingpørgeskemaet, og en af dem indsendte forfalsket dokumentation for delvist at skjule den eksisterende forretningsmæssige forbindelse.

(88)

I denne sammenhæng bør det bemærkes, at det er Kommissionens faste praksis at undersøge om en koncern af forretningsmæssigt forbundne virksomheder samlet opfylder betingelserne for at få indrømmet markedsøkonomisk behandling. Dette er nødvendigt for at undgå, at en koncern af selskabers salg kanaliseres via et forretningsmæssigt forbundet selskab i koncernen, der har en individuel told og er indrømmet markedsøkonomisk behandling, hvis der pålægges foranstaltninger. Hvis et datterselskab eller andet forretningsmæssigt forbundet selskab fremstiller og/eller sælger den pågældende vare, skal alle sådanne forretningsmæssige forbundne selskaber derfor erklæres forretningsmæssigt forbundne for at sikre, at de forretningsmæssigt forbundne selskaber får én dumpingmargen, hvis der pålægges foranstaltninger. Alle forretningsmæssigt forbundne selskaber involveret i fremstilling eller salg af den pågældende vare skal besvare ansøgningsformularen vedrørende markedsøkonomisk behandling, for at der kan foretages en undersøgelse af, om de også opfylder kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c). Alle forretningsmæssigt forbundne producenter skal også besvare spørgeskemaet.

(89)

I den foreliggende sag forsøgte de forretningsmæssigt forbundne selskaber, selv om de begge individuelt opfyldte deres forpligtelse om at indsende ansøgningsformularen for markedsøkonomisk behandling, at skjule deres forretningsmæssige forbindelse. Da denne forbindelse ikke var angivet, blev et af de to forretningsmæssigt forbundne selskaber ikke, som det ellers er normalt, undersøgt sammen med det andet, som var udvalgt til stikprøven. De oplysninger, der blev fremsendt til Kommissionen, muliggjorde således ikke en ordentlig undersøgelse af alle de forretningsmæssigt forbundne selskaber i koncernen. Resultatet heraf var, at det ikke for koncernen som helhed, kunne bestemmes, om den opfyldte betingelserne for markedsøkonomisk behandling.

(90)

Både den undersøgte eksporterende producent og det forretningsmæssigt forbundne selskab, en producent involveret i fremstilling og salg af den pågældende vare, blev erklæret ikke-samarbejdsvillige eksporterende producenter.

(91)

For så vidt angår det andet resterende selskab blev det påvist, at det bevidst have indsendt urigtige oplysninger i besvarelsen af spørgeskemaet vedrørende eksportsalg, og der blev fundet forfalskede eksportfakturaer under kontrolbesøget som beskrevet i betragtning 112 nedenfor. Da det var blevet erklæret en ikke-samarbejdsvillig eksportør, blev det ikke anset for relevant at træffe en afgørelse vedrørende ansøgningen om markedsøkonomisk behandling, idet der ikke kunne beregnes en individuel margen for dette selskab under disse omstændigheder.

(92)

De pågældende eksporterende producenter og EF-erhvervsgrenen fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte undersøgelsesresultater.

(93)

Den kinesiske eksporterende producent omhandlet i betragtning 85 kunne ikke godtgøre, at han opfyldte kriterium 1, 2 og 3 ovenfor, og markedsøkonomisk behandling blev derfor afvist. Undersøgelsen af dette selskab og forretningsmæssigt forbundne selskaber viste at koncernen omfatter to producerende enheder, hvor det ene er et kinesisk selskab og det andet en kinesisk filial af et moderselskab i Hongkong. Selskabet kunne ikke godtgøre, at ledelsen af denne filial ikke finder sted uden den kinesiske stats indflydelse. Desuden er det anført i det kinesiske produktionsselskabs erhvervslicens, at en minimumsprocentdel af produktionen skal eksporteres. Selskabet hævdede, at det af de lokale myndigheder ville kunne få tilladelse til at sælge på hjemmemarkedet, dvs. opnå en erhvervslicens uden begrænsninger. Selskabet dokumenterede dog ikke denne påstand og anmodede heller ikke om fjernelse af begrænsningen i erhvervslicensen, ligesom det heller ikke ændrede stiftelsesoverenskomsten, hvori eksportkravet også indgik. Derfor må det konkluderes, at selskabet ikke leverede fyldestgørende bevis for, at det frit og fleksibelt kan sælge på grundlag af markedsvilkårene, idet dette også ville omfatte muligheden for at sælge på hjemmemarkedet. Denne begrænsning skyldes væsentlig statslig indgriben, nemlig en erhvervslicens, der begrænser selskabets aktivitetsområde til eksportmarkedet.

(94)

Ovenstående betyder, at selskabets anmodning om individuel behandling også blev afvist, fordi selskabet ikke opfylder kriteriet i grundforordningens artikel 9, stk. 5, litra b), om at eksportpriser og -mængder fastsættes frit.

(95)

For så vidt angår kriterium 2 anses det, idet filialen af moderselskabet fra Hongkong ikke drives på kontantbasis, at dets regnskaber ikke opfylder periodiseringsprincippet i overensstemmelse med de internationale standarder for regnskabsføring (IAS). Den manglende adskillelse af denne filials operationer i forhold til det andet produktionsselskabs operationer skaber desuden alvorlig tvivl om regnskabernes nøjagtighed, især med hensyn til omkostninger, i begge enheder. Derfor kan det andet kriterium for markedsøkonomisk behandling ikke anses for at være opfyldt.

(96)

For så vidt angår denne filials rettigheder til brug af jord og fabriksbygning har selskabet ikke klart påvist, hvordan disse blev erhvervet, eller om de kan afskrives. Derfor kan det tredje kriterium for markedsøkonomisk behandling ikke anses for at være opfyldt, idet selskabet ikke har påvist, at ingen forvridninger er videreført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system med hensyn til rettigheder til brug af jord og erhvervelse af fabriksbygning.

(97)

I en anden kinesisk eksporterende producents erhvervslicens og stiftelsesoverenskomst indgik en bestemmelse om, at 100 % af selskabets produktion skulle eksporteres. Selskabet var således underlagt en eksportforpligtelse i undersøgelsesperioden, og Kommissionen konkluderede i første omgang, at det ikke frit kunne træffe forretningsbeslutninger på grundlag af markedsvilkårene, og at det første kriterium for markedsøkonomisk behandling derfor ikke var opfyldt. Dette selskab fremsendte dog dokumentation for, at disse begrænsninger var blevet fjernet i marts 2006. Selskabet godtgjorde også dets beslutning om ikke at sælge på hjemmemarkedet i perioden indtil og i undersøgelsesperioden, ved at fremlægge dokumentation for, at denne beslutning udelukkende var truffet ud fra selskabets situation og markedsudsigterne, og at der derfor til trods for kravet om eksportsalg i erhvervslicensen, i virkeligheden ikke var tale om statslig indgriben. I betragtning af at kravet om eksportsalg ikke længere indgår i selskabets erhvervslicens, og at selskabet har godtgjort, at den øjensynlige begrænsning allerede var forældet før dens fjernelse, opfylder selskabet det første kriterium for markedsøkonomisk behandling.

(98)

Den kinesiske stat og flere eksportører anførte, at Kommissionen kun traf en afgørelse om markedsøkonomisk behandling med hensyn til selskaberne i stikprøven og derved ikke tog hensyn til anmodningen om markedsøkonomisk behandling fra ca. 100 selskaber uden for stikprøven. Ifølge dem er Kommissionen forpligtet til at træffe individuelle afgørelser med hensyn til indsendte anmodninger om markedsøkonomisk behandling, uanset om en eksportør er med i stikprøven eller ej.

(99)

Det skal først bemærkes, at Kommissionen i denne procedure stod over for et hidtil uset antal samarbejdsvillige eksportører, nemlig over 100. På denne baggrund var det nødvendigt for Kommissionen at sikre, at undersøgelsen kunne udføres med de til rådighed værende ressourcer inden for den lovmæssigt fastsatte tidsfrist og uden, at det gik ud over standarderne for vurdering af krav om markedsøkonomisk behandling.

(100)

Kommissionen mener, at den nuværende bestemmelse om stikprøver (grundforordningens artikel 17) fuldt ud dækker situationen med hensyn til selskaber, der anmoder om markedsøkonomisk behandling. Eksportører er som følge af selve stikprøveprocedurens natur udelukket fra individuel vurdering i både lande med markedsøkonomi og lande med overgangsøkonomier, og de konklusioner, der foretages med hensyn til stikprøven, udvides til også at omfatte dem.

(101)

Grundforordningens artikel 17 fastlægger en generel metode til behandling af situationer, hvor en individuel undersøgelse ikke længere er mulig som følge af et stort antal involverede selskaber, dvs. anvendelse af en repræsentativ stikprøve. Der er ingen grund til, at denne metode ikke også kan anvendes, når det store antal involverede selskaber også omfatter et stort antal selskaber, der anmoder om markedsøkonomisk behandling.

(102)

Spørgsmålet om, hvorvidt et selskab i stikprøven ansøgte om og blev indrømmet markedsøkonomisk/individuel behandling eller ej, er et teknisk spørgsmål, der kun er relevant for metoden til bestemmelse af dumpingmargenen. Det påvirker kun de data, der anvendes til beregning af dumpingen, og enten anvendes selskabets egne data eller data fra et referenceland. Som i enhver anden stikprøve fastlægges der et vejet gennemsnit for alle selskaber i stikprøven, uanset den metode, der er anvendt til dumpingberegning for hvert enkelt selskab efter stillingtagen til markedsøkonomisk/individuel behandling. Markedsøkonomisk/individuel behandling bør således ikke forhindre anvendelse af normale stikprøveteknikker.

(103)

Den vigtigste grund til anvendelse af stikprøver er at afbalancere administrative nødvendigheder for at muliggøre en rettidig sagsbehandling inden for de obligatoriske frister, med en individualiseret analyse i videst mulige omfang. Antallet af anmodninger om markedsøkonomisk behandling var i dette tilfælde så stort, at en individuel behandling af anmodningerne — som somme tider finder sted i andre sager — var umulig rent administrativt. Det blev derfor anset for rimeligt også at anvende det vejede gennemsnit for alle selskaberne i stikprøven på alle selskaberne uden for stikprøven i overensstemmelse med kriteriet i betragtning 17 uden hensyntagen til, om selskaberne var indrømmet markedsøkonomisk/individuel behandling eller ej.

(104)

EF-erhvervsgrenen bestred indrømmelsen af markedsøkonomisk behandling af fem af de ovenfor omtalte selskaber.

(105)

EF-erhvervsgrenen anførte, at et af de selskaber, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, generelt betragtes som et statsligt selskab, og at det, fordi det indtil for nyligt har været en af de større statsejede handelskoncerner, sandsynligvis stadig nyder godt af et begunstiget forhold til den kinesiske stat og påvirkes heraf. EF-erhvervsgrenen påpegede også, at overførslen af aktiver fra det tidligere statsejede selskab til det nuværende selskab har potentielle overførselsvirkninger. Kommissionen kontrollerede dette selskabs ejerskabsforhold og kontrolstrukturer og konkluderede, at det siden 2002 er blevet ledet af private investorer uden statsstyring. Kommissionen undersøgte også overførslen af aktiver fra det statsejede selskab og mener, at det er godtgjort, at denne fandt sted på markedsøkonomiske vilkår. Der er ikke forelagt dokumentation, der anfægter denne konklusion. EF-erhvervsgrenen anførte også, at selskabet, fordi det havde modtaget eksportstøtte, ikke burde indrømmes markedsøkonomisk behandling. Omfanget og arten af denne støtte berettiger dog ikke til at afvise markedsøkonomisk behandling.

(106)

Med hensyn til et andet selskab, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, anførte EF-erhvervsgrenen, at, da dets eksport i stort omfang blev fremstillet under forarbejdningsaftaler med det ovenfor omhandlede selskab, burde det også nægtes markedsøkonomisk behandling. Da det imidlertid er blevet konstateret, at førstnævnte selskab opfylder kriterierne for markedsøkonomisk behandling, er der ingen grund til at antage, at dette andet selskab ikke opfylder kriterierne som følge af forarbejdningsaftalerne mellem de to selskaber.

(107)

Med hensyn til et tredje selskab, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, mente EF-erhvervsgrenen, at det forhold, at selskabet endnu ikke har givet overskud, betyder at det ikke opererer på markedsvilkår. Kommissionen fandt imidlertid, at dette ikke er unormalt i en opstartsfase, og at det er foreneligt med markedsøkonomiske vilkår. EF-erhvervsgrenen anførte også, at det forhold, at selskabets erhvervslicens i undersøgelsesperioden indeholdt et minimumskrav med hensyn til eksport, er uforeneligt med det første kriterium for markedsøkonomisk behandling. Kommissionen mener imidlertid, at der ikke var tale om en faktisk begrænsning i undersøgelsesperioden. For det første fordi begrænsningen blev fjernet i erhvervslicensen for 2005, og for det andet fordi den procentvise andel af eksportsalget hele tiden lå betydeligt over den tærskelværdi, der var fastsat i den gamle erhvervslicens, hvilket tyder på, at begrænsningen i erhvervslicensen allerede var forældet. Endelig anførte EF-erhvervsgrenen, at en revisionsanmærkning vedrørende dette tredje selskabs værdiansættelse af råvarer betyder, at selskabets regnskaber ikke er pålidelige. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at det forhold, at revisoren foretog denne anmærkning, og at selskabet traf foranstaltninger for at udbedre situationen, bekræfter, at regnskaberne revideres uafhængigt og er pålidelige.

(108)

Med hensyn til et fjerde selskab, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, hævdede EF-erhvervsgrenen, at der foregik statslig indgriben i selskabets arbejdstagerpolitik, idet den lokale myndighed havde godkendt den anvendte ansættelseskontrakt. Denne godkendelse vedrørte imidlertid opstillingen af en kontraktmodel og ikke kontraktens specifikke vilkår. Dette blev derfor ikke anset for statslig indgriben.

(109)

Endelig gjorde EF-erhvervsgrenen indsigelse mod indrømmelse af markedsøkonomisk behandling af det femte selskab, hvis stiftelsesoverenskomst i undersøgelsesperioden indeholdt en bestemmelse om, at hele produktionen skulle eksporteres. Dette selskab solgte imidlertid den pågældende vare på det kinesiske hjemmemarked både før og i undersøgelsesperioden. I 2005 fjernede selskabet enhver begrænsning fra stiftelsesoverenskomsten, og der er på denne baggrund ingen grund til ikke at indrømme markedsøkonomisk behandling.

(110)

De to kinesiske eksporterende producenter, der er nævnt i betragtning 87 til 90, og som blev erklæret for ikke-samarbejdsvillige, gjorde indsigelser mod Kommissionens tjenestegrenes konklusioner om, at de skulle behandles som ikke-samarbejdsvillige og skulle nægtes markedsøkonomisk behandling. Selskaberne fremkom dog ikke med en overbevisende forklaring eller elementer, der kunne tilbagevise den dokumentation, som Kommissionen råder over, og som blev indsamlet under kontrol på stedet i et af selskaberne. Det blev derfor bekræftet, at de skulle behandles som ikke-samarbejdsvillige producenter i denne procedure og derfor nægtes markedsøkonomisk behandling.

(111)

Det rådgivende udvalg blev hørt, og de direkte berørte parter blev informeret herom. De vigtigste argumenter fremført af eksportørerne og EF-erhvervsgrenen er allerede blevet behandlet ovenfor.

(112)

Kommissionen modtog forskellige angivelser vedrørende det selskab, der er omhandlet i sidste del af betragtning 86, som satte spørgsmålstegn ved rigtigheden af de oplysninger, som Kommissionen modtog ved en kontrol på stedet, og i deres anmodning om markedsøkonomisk behandling og besvarelse af spørgeskemaet. Disse påstande blev kontrolleret, og det blev rent faktisk konstateret, at de eksportfakturaer, der blev fremlagt under kontrollen på stedet, må have været manipuleret, så de angiver en betydeligt højere eksportpris.

(113)

Dette bevismateriale blev forelagt selskabet, som bestred det synspunkt, at dette var tilstrækkeligt til at anse selskabet for ikke-samarbejdsvillig med hensyn til undersøgelsen i henhold til grundforordningens artikel 18. Det var dog ikke i stand til at forklare forskellen mellem disse dokumenter, og det blev derfor bekræftet, at det skulle behandles som ikke-samarbejdsvilligt i denne procedure. I betragtning af arten af manglende samarbejde, dvs. indgivelse af urigtige oplysninger og forfalskning af dokumenter, samt det tidspunkt, hvor dette blev opdaget, dvs. ved undersøgelsens afslutning, må oplysninger indgivet af selskabet afvises totalt, fordi det ikke kan udelukkes, at andre indgivne oplysninger og dokumenter også er påvirket af en sådan adfærd.

(114)

Tre ud af de syv selskaber, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, havde et globalt repræsentativt salg på hjemmemarkedet. Da de eksporterede typer og typerne solgt på hjemmemarkedet imidlertid ikke svarede til hinanden, skulle den normale værdi for disse selskaber beregnes i henhold til den ovenfor beskrevne metode. For de resterende fire selskaber uden repræsentativt salg på hjemmemarkedet skulle normalværdien også beregnes i henhold til den ovenfor beskrevne metode.

(115)

For de tre selskaber med repræsentativt salg på hjemmemarkedet blev den fortjeneste, der var opnået i normal handel, samt hjemmemarkeds-SA&G på grundlag af deres egne salg på hjemmemarkedet, anvendt.

(116)

For de resterende fire selskaber, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, men som ikke havde repræsentativt salg på hjemmemarkedet, blev der fastsat et beløb til SA&G-omkostninger på grundlag af de gennemsnitlige SA&G-omkostninger for de tre selskaber med repræsentativt salg på hjemmemarkedet.

(117)

Da det kun var én af de kinesiske eksportører, der blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, der havde et samlet fortjenstgivende hjemmemarkedssalg af samme vare, blev en rimelig fortjenstmargen baseret på dette enes selskab indtjening ved salg af samme generelle varekategori på hjemmemarkedet brugt til at beregne en normal værdi for de fire selskaber uden hjemmemarkedssalg i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c).

(118)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skal den normale værdi for eksporterende producenter i lande med overgangsøkonomier, der ikke kan indrømmes markedsøkonomisk behandling, fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et referenceland.

(119)

I indledningsmeddelelsen påtænktes det at benytte USA som et egnet referenceland med henblik på at fastsætte den normale værdi for Kina. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til dette valg.

(120)

Forskellige interesserede parter fremsatte bemærkninger og foreslog Malaysia, Thailand, Indonesien eller Indien som referenceland. Der forelå allerede oplysninger om producenter i Malaysia og Thailand som følge af deres samarbejde i undersøgelsen. Desuden blev andre kendte selskaber i USA, Indonesien og Indien kontaktet med henblik på at afgøre, om disse lande kunne bruges som referencelande. Kun ét selskab i USA og to selskaber i Indien angav, at de var samarbejdsvillige, men der blev ikke modtaget spørgeskemabesvarelser fra nogen af disse producenter.

(121)

Som følge af manglende samarbejde fra selskaber i andre mulige referencelande blev det undersøgt, om Malaysia var et egnet land. Det blev konstateret, at Malaysia havde et repræsentativt hjemmemarked, hvor et bredt varesortiment af den pågældende vare, og et stort antal leverandører sikrede en tilstrækkelig grad af konkurrence. Det fremgik af undersøgelsen, at tre samarbejdsvillige eksporterende producenter i stikprøven i Malaysia havde et betydeligt hjemmemarkedssalg, der fandt sted i normal handel.

(122)

Efter fremlæggelse af Kommissionens oplysningsdokument, hvor Malaysia blev foreslået som referenceland, anførte EF-erhvervsgrenen, at Kommissionen burde anvende USA som referenceland på grund af det lille hjemmemarked i Malaysia og de høje importafgifter i forhold til USA.

(123)

Dette argument blev afvist på grund af det betydelige hjemmemarkedssalg af den pågældende vare i Malaysia. Desuden blev det konstateret, at selv om importtolden i Malaysia var høj (30 %), nød importen fra ASEAN-landene, som var betydelig, godt af en præferencesats (5 %), hvilket er på linje med tolden i USA. Det skal også bemærkes, at til trods for at Kommissionen gjorde sit bedste, blev der ikke tilbudt samarbejde fra nogen producent af den pågældende vare i USA.

(124)

I betragtning af det manglende samarbejde fra selskaber i USA, Indien og Indonesien, og det forhold at der ikke blev konstateret dumping i Malaysia, blev det besluttet at anvende Malaysia som referenceland for Kina.

(125)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), blev den normale værdi for den samarbejdsvillige eksporterende producent, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling, fastsat på grundlag af bekræftede oplysninger fra producenten i referencelandet, dvs. på grundlag af de priser, der var betalt eller skulle betales på det malaysiske hjemmemarked for varetyper, der blev solgt i normal handel, jf. den metode, der er beskrevet ovenfor. Hvor det var nødvendigt, blev disse priser justeret for at sikre en fair sammenligning med varetyper, der eksporteres til Fællesskabet af den pågældende kinesiske producent.

(126)

Den normale værdi blev derfor fastlagt som det vejede gennemsnit af de malaysiske samarbejdsvillige producenters salgspriser i normal handel på hjemmemarkedet til kunder, som ikke var forretningsmæssigt forbundne kunder.

(127)

De kinesiske eksporterende producenter solgte ved eksport til Fællesskabet enten direkte til uafhængige kunder eller gennem handelsselskaber beliggende i Hongkong og Fællesskabet. Eksportpriserne blev bestemt ved anvendelse af den generelle metode beskrevet ovenfor. For salg, der blev kanaliseret gennem forretningsmæssigt forbundne salgsselskaber i Hongkong, blev der foretaget en justering for provision i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), hvor det blev påvist, at disse forretningsmæssigt forbundne salgsselskaber opfyldte en funktion som kommissionær. Provisionsbeløbet var baseret på salgsselskabets SA&G-omkostninger, og der blev anvendt en fortjenstmargen på 3 % på grundlag af oplysninger indhentet fra ikke-forretningsmæssigt forbundne forhandlere i Hongkong.

(128)

Den normale værdi og eksportpriserne blev sammenlignet ab fabrik, som beskrevet ovenfor, med justeringer, hvor dette var relevant, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10.

(129)

En kinesisk eksporterende producent krævede en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), svarende til markedsværdien af forskellen i handelsomfanget mellem eksportsalg og noget af salget på hjemmemarkedet. De beløb, som selskabet anmodede om, kunne dog ikke understøttes gennem tilsvarende forskelle i prisniveauerne på hjemmemarkedet, og en sådan justering blev derfor ikke indrømmet.

(130)

Udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet, udgør dumpingmargenerne følgende:

(131)

En dumpingmargen blev beregnet for det samarbejdsvillige selskab i stikprøven, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk eller individuel behandling, for at beregne en gennemsnitlig dumpingmargen for hele stikprøven. Dette selskab vil dog ikke få en individuel toldsats, som beskrevet nedenfor i betragtning 227, da det ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling.

(132)

Den pågældende vare fremstilles i Fællesskabet af hundredvis af producenter. Erhvervsgrenen er meget fragmenteret og består hovedsageligt af små og mellemstore virksomheder.

(133)

Ved beregning af Fællesskabets produktion i undersøgelsesperioden blev Fællesskabets anslåede forbrug, som forklaret i betragtning 158 og 159 nedenfor, anvendt som et udgangspunkt. Importen til Fællesskabet, som registreret af Eurostat, blev trukket fra dette tal for forbruget. Det tal for produktionen, der fremkom derved, blev, hvor det var nødvendigt, justeret på grundlag af oplysninger fremsendt af de nationale producentorganisationer. Denne mængde blev derefter nedsat med produktionsmængderne for de selskaber, der ikke indgik i definitionen af EF-erhvervsgrenen, som omhandlet i betragtning 153 nedenfor. Beregningen resulterede i en samlet fællesskabsproduktion på 1 175 000 tons.

(134)

Nogle eksporterende producenter, importører og detailhandlende anførte, at EF-erhvervsgrenens produktion i forhold til hele EF-produktionen udgør under 25 %, og at proceduren derfor bør afsluttes på grund af manglende tilslutning i den foreliggende sag. Dette var baseret på det argument, at den anslåede mængde af ekstruderet polyethylenfilm anvendt til produktion af den samme vare i henhold til en stor kommerciel leverandør af markedsinformation — AMI (3) — ville udgøre mere end Fællesskabets tal for produktionen, der var blevet anvendt til vurdering af tilslutningen.

(135)

AMI giver visse oplysninger om polyethylenfilm-industrien i nedennævnte to rapporter, som nogle af parterne har refereret til:

(136)

På Kommissionens anmodning gav AMI tilladelse til at gengive uddrag af ovennævnte rapporter. Det skal bemærkes, at AMI i udgiverens bemærkninger til disse rapporter anfører, at det ikke påtager sig noget juridisk ansvar for fejl og udeladelser i oplysningerne, uanset om sådanne fejl eller udeladelser skyldes forsømmelighed, uheld eller enhver anden årsag, og at det ikke påtager sig noget ansvar med hensyn til de nævnte firmaer og selskabers status. Tilladelse til gengivelse af oplysninger fra ovennævnte rapporter blev kun givet med forbehold af følgende ansvarsfraskrivelse: »(AMI) er ikke ansvarlig for nogen misfortolkning af vores oplysninger foretaget af nogen af de kontakter i industrien, der er i forbindelse med (Kommissionen), eller for Europa-Kommissionens fortolkning af (AMI's) data«.

(137)

Det skal også bemærkes, at mens AMI giver visse oplysninger om polyethylenfilm-industrien i de to ovennævnte rapporter, fremlægger man ikke noget skøn over markedsstørrelsen i Fællesskabet for den vare, der undersøges. I AMI's rapporter vurderes slutanvendelsen af ekstruderet polyethylenfilm således (4):

(138)

AMI-rapporterne (5) definerer ikke de nøjagtige metoder til beregning af produktionstal eller forbrug af råvarer. Det anslås i rapporterne, at forbruget af polyethylenfilm til ekstrudering i Europa, som defineret i betragtning 139 nedenfor, har været på 7 699 000 tons i 2004. Når de omtaler produktion, anvender AMI gennemløbstal, som, ligesom det er påvist i undersøgelsen, normalt repræsenterer mængden af polyethylen kørt gennem en ekstruder. For så vidt angår produktionen af sække og poser vil det tal for gennemløb også omfatte en mængde af industriaffald (afklipninger, affald ved opstart og anden ekstruderet film af for dårlig kvalitet), som faktisk genbruges i processen. Genbrug af sådant affald vil derfor medføre dobbelt tælling, idet visse mængder af det oprindelige råmateriale kommer gennem ekstruderingsprocessen mere end en gang.

(139)

AMI udtrykker alle produktionstal som procenttal, der repræsenterer slutanvendelser for forbruget af polyethylen til filmekstrudering i Europa. Rapportens geografiske dækningsområde er Frankrig, Tyskland, Italien, Det Forenede Kongerige, Benelux (Belgien, Nederlandene og Luxembourg), Skandinavien (Danmark, Finland, Norge og Sverige), Spanien, andre vesteuropæiske lande (Østrig, Irland, Grækenland, Portugal, Schweiz) og Centraleuropa (Polen, Ungarn, Rumænien, Tjekkiet og Slovakiet) (6). Rapporten dækker ikke medlemsstaterne Estland, Letland, Litauen, Malta og Cypern, mens den dækker Schweiz, Norge og Rumænien, som ikke falder ind under denne undersøgelse.

(140)

Da AMI-tallene dækker et geografisk område, der er forskelligt fra Fællesskabets område, er det nødvendigt først at fastslå forbruget af polyethylen til ekstrudering i Fællesskabet. I denne forbindelse har to harpiksleverandører i Fællesskabet fremført, at forbruget af polyethylenharpiks til filmekstrudering i Fællesskabet lå inden for et interval på mellem 6 100 000 og 6 500 000 tons i 2004. De mængder, der henvises til nedenfor, er derfor beregnet ved anvendelse af dette forbrugsinterval.

(141)

De parter, der henvises til i betragtning 134 anførte, at kategori vi), viii), ix) og x) i de kategorier, der er anført i betragtning 137 ovenfor, helt eller delvist burde inkluderes under den vare, der undersøges.

(142)

Det synes klart, at kategorien »indkøbsposer« som følge af deres fysiske karakteristika falder ind under den vare, der undersøges, og med hensyn til slutanvendelse repræsenterer de 8,3 % (dvs. mellem 506 300 og 539 500 tons). Det er dog også sandsynligt, at en del af affaldssækkene, der med hensyn til slutanvendelse repræsenterer i alt 5,8 % (dvs. mellem 353 800 og 377 000 tons), ikke falder ind under denne definition, fordi affaldssække sandsynligvis omfatter sække med en tykkelse på mere end 100 mikron, og en del af denne kategori vil derfor ikke falde ind under definitionen.

(143)

Nogle parter hævdede, at indtil 65 % af kategorien »film på rulle«, der med hensyn til slutanvendelse repræsenterer 15,3 % (7), falder ind under definitionen af den vare, der undersøges. I denne forbindelse mindes der om, at AMI selv nævner, at denne kategori omfatter anvendelser som film til vasketøj, hygienefilm, »tissue overwrap« og film til generel overfladebeskyttelse. Det skal bemærkes, at de nævnte slutanvendelser er defineret som »film« og således ikke falder ind under kategorien poser og sække. Desuden har kontrol i marken under undersøgelsen gennemført i syv produktionsanlæg tilhørende fem EF-producenter i to lande vist, at film på rulle, ekstruderet eksternt, ikke blev anvendt til fremstilling af samme vare. Kontrolbesøg hos 21 eksporterende producenter i de tre berørte lande understøttede ikke den påstand, at film på rulle, ekstruderet eksternt, ville blive anvendt til fremstilling af den pågældende vare. På grundlag af ovennævnte må argumentet om, at en stor del af kategorien »film på rulle« skulle inkluderes i produktionen af samme vare i Fællesskabet, afvises.

(144)

Det blev også af nogle parter anført, at den slutanvendelse, der i rapporten betegnes »andre poser/sække«, og som med hensyn til slutanvendelse repræsenterer 11,9 % (8), bør inkluderes i produktionstallene for Fællesskabet. Det skal bemærkes, at disse parter ikke dokumenterede denne påstand med hensyn til mængder. Denne kategori betegnes anden film (other film) i »AMI's guide to the polyethylene industry in Europe« i de landespecifikke produktionstal og defineres ikke som poser eller sække på dette niveau. Mens det er uklart, hvilke produkter AMI har regnet med under kategorien »andre sække og poser«, bør i det mindste de produkter, der ikke falder ind under produktbeskrivelsen, udelades fra den anslåede mængde. I denne forbindelse omfatter kategorien »andre sække og poser« ifølge en part også film anvendt til »FFS-emballage« til fødevarer eller »form, fill and seal-packaging«, som er en emballeringsform, hvor en pose formes, fyldes og forsegles i en integreret proces. FFS-udstyr er typisk fuldautomatisk. Denne vare sælges ikke som poser eller sække, og import af varen falder ikke ind under KN-kode 3923 21 00 , 3923 29 10 og 3923 29 90 . Da de berørte parters overslag over andelen af den vare, der undersøges i denne gruppe, varierede mellem 15 % og 100 % og ikke var dokumenteret, var det ikke muligt at foretage en nøjagtig vurdering af, hvor stor en del af denne gruppe, der burde inkluderes under den vare, der undersøges. I betragtning af det forhold, at der ikke forelå dokumenterede oplysninger herom, blev det anset for rimeligt at inkludere 50 % af denne varekategori ved beregningen. Den produktion, der herved fremkommer i denne gruppe, vil således ligge i intervallet fra 363 000 til 387 000 tons.

(145)

Visse parter anførte, at indtil 1 mio. tons genvindingsmateriale anvendes til fremstilling af samme vare. Ifølge AMI anvendes der da også ca. 1 mio. tons (9) genvundet materiale til polyethylenekstrudering. AMI angiver ikke nærmere, inden for hvilke varekategorier denne anvendelse finder sted. Kontrol i marken viste desuden, at der er et meget begrænset udbud af genvindingsmateriale fra efter forbrugerleddet på markedet, mens industriaffald fra produktionsprocessen genanvendes effektivt. I denne forbindelse skal det bemærkes, at industriaffald allerede indgår i produktionstallene, når det anvendes som oprindeligt materiale, og en medregning af denne mængde i produktionen ville føre til dobbelttælling. Undersøgelsen viste, at genvundet materiale fra efter forbrugerleddet først og fremmest anvendes til fremstilling af affaldssække. Nogle parter anførte, at indtil 25 % af råmaterialerne til denne kategori af den samme vare ville være genvundet materiale fra efter forbrugerleddet. På grundlag af oplysninger modtaget fra de berørte parter, vil dette kunne svare til 20 % af produktionen af disse poser. Da denne mængde ikke allerede indgår i AMI's overslag over dette produkts slutanvendelse, bør denne mængde lægges til produktionsoverslaget. Der er derfor foretaget en justering på 20 % i mængden af affaldssække, hvilket giver en yderligere produktion af den pågældende vare på mellem 88 000 og 94 000 tons.

(146)

Den samlede produktionsmængde, baseret på redegørelsen i betragtning 135 til 145, ligger herefter i intervallet fra 1 311 000 til 1 398 000 tons for den vare, som undersøgelsen vedrører. Dette skøn omfatter dog alle affaldssække, og det skal gentages, at nogle affaldssække kan have en tykkelse på over 100 mikron og derved falder uden for varens definition. Dette interval repræsenterer derfor et skøn i overkanten af produktionen.

(147)

For at nå frem til Fællesskabets produktion skal produktionen i selskaber, der er udelukket fra EF-erhvervsgrenen, og som repræsenterer en produktion på 119 000 tons, trækkes fra ovennævnte tal. Dette fører til en produktion i Fællesskabet i intervallet fra 1 193 000 til 1 279 000 tons af den vare, som undersøgelsen drejer sig om. Overslaget over Fællesskabets produktion ved procedurens indledning, der var på 1 240 000 tons, ligger inden for intervallet i denne beregning, og den tærskel på 25 % med hensyn til tilslutning til sagen er opfyldt i forhold til intervallets øverste grænse.

(148)

Ovenstående analyse viser klart, at de oplysninger, som nogle af parterne henviser til i betragtning 134 ikke er tilstrækkeligt til at underminere Kommissionens overslag over Fællesskabets produktion af den vare, som undersøgelsen vedrører, som er omhandlet i betragtning 150 nedenfor.

(149)

På grundlag af ovenstående må disse parters argumenter om manglende tilslutning til klagen afvises.

(150)

Ved indledningen udgjorde de 29 klagende fællesskabsproducenters samlede produktion 331 500 tons, dvs. 26,7 % af den samlede fællesskabsproduktion på 1 240 000 tons ved indledningen. Den samlede produktion for de producenter i Fællesskabet, der var imod proceduren, svarede til mindre end halvdelen af førnævnte mængde for dem, der tilsluttede sig den.

(151)

Desuden skal det bemærkes, at andre 21 selskaber med en samlet produktion på 302 000 tons gav udtryk for tilslutning til klagen på det indledende trin. I alt fandt klagen således tilslutning hos EF-producenter, der repræsenterer mere end 50 % af den samlede produktion på 1 240 000 tons i Fællesskabet.

(152)

Under undersøgelsen var der fem af de klagende producenter i Fællesskabet, der ikke samarbejdede i undersøgelsen. Samtidig var der syv andre producenter, der støttede proceduren, der samarbejdede i undersøgelsen.

(153)

Andre tre samarbejdsvillige selskaber blev udelukket fra definitionen af EF-erhvervsgrenen, og deres produktion blev derfor ikke medregnet i EF-erhvervsgrenens produktion, idet ét selskab importerede betydelige mængder fra dets forretningsmæssigt forbundne eksportør i Kina, og to andre selskaber importerede betydelige mængder fra de berørte lande set i forhold til deres produktion i Fællesskabet. Et fjerde selskab, som var imod proceduren, og som ikke samarbejdede i undersøgelsen som producent i Fællesskabet, blev også udelukket fra definitionen af EF-erhvervsgrenen, da det havde en forretningsmæssigt forbunden eksporterende producent i et af de berørte lande, og det importerede betydelige mængder af den pågældende vare til Fællesskabet set i forhold til dets produktion i Fællesskabet.

(154)

Visse parter hævdede, at et selskab, der var imod proceduren, British Polyethylene Industries plc (BPI), var blevet udelukket fra definitionen af EF-erhvervsgrenen og derved fra den samlede produktion i Fællesskabet, mens et andet selskab, der støttede proceduren, Cedo Ltd, var blevet medregnet, selv om begge selskaber var i ensartede situationer med produktion i både Fællesskabet og de berørte lande. I denne forbindelse skal det bemærkes, at begge selskaber blev behandlet på ens grundlag, og begge selskaber blev udelukket af de grunde, der er anført i betragtning 153 ovenfor.

(155)

Nogle parter anførte, at to af EF-producenterne i stikprøven burde udelades fra definitionen af EF-erhvervsgrenen, fordi de importerede betydelige mængder af den pågældende vare med oprindelse i Kina og Thailand. I denne forbindelse skal det først bemærkes, at selv om det længe har været praksis, at importerende producenter i Fællesskabet skal udelukkes fra EF-erhvervsgrenen, hvis de enten er beskyttet mod dumping eller drager fordel heraf, skal de ikke udelukkes, hvis det konstateres, at producenterne i Fællesskabet var tvunget til en midlertidig og meget begrænset import som følge af de meget lave priser på fællesskabsmarkedet. I dette tilfælde repræsenterer de to selskabers import i undersøgelsesperioden henholdsvis 1 % og 0,1 % af deres samlede produktion. I betragtning af de små mængder, der er tale om, kan de to EF-producenter anses for at indgå i definitionen af EF-erhvervsgrenen i betydningen i grundforordningens artikel 4, stk. 1. Argumentet blev derfor afvist.

(156)

De 24 klagende producenter i Fællesskabet og de syv andre producenter, der har samarbejdet i undersøgelsen, anses derfor for at udgøre EF-erhvervsgrenen i betydningen i grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4. Disse selskaber repræsenterede i alt ca. 358 000 tons eller 31 % af produktionen i Fællesskabet målt under undersøgelsen.

(157)

Det skal bemærkes, at andre ni selskaber, der repræsenterede 57 000 tons af produktionen gav udtryk for tilslutning til undersøgelsen, men disse selskaber formåede dog ikke at samarbejde fuldt ud i undersøgelsen, og blev derfor ikke taget med i definitionen af EF-erhvervsgrenen.

(158)

Det åbenbare forbrug i Fællesskabet blev fastsat på grundlag af data indberettet i den indgivne klage. De klagendes markedsoplysninger fra forskellige markeder samt data fra markedsoplysninger fra to kommercielle agenturer blev brugt som grundlag. De indsamlede oplysninger vedrørende markederne i Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Spanien blev derefter brugt til at ekstrapolere forbruget i de andre medlemsstater i Fællesskabet.

(159)

På grundlag af ovenstående analyse steg Fællesskabets forbrug i den betragtede periode med 6 % fra den betragtede periodes begyndelse, dvs. fra 1 582 000 tons i år 2001 til 1 674 000 tons i undersøgelsesperioden. Nærmere oplysninger (i tons) fremgår af følgende:

(160)

Kommissionen undersøgte, om importen af visse sække og poser af plast med oprindelse i de berørte lande skulle vurderes kumulativt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 4. Ifølge denne artikel vurderes følgevirkningerne af importen fra mere end ét land, der samtidig er omfattet af antidumpingundersøgelser, kun kumulativt, hvis det fastslås, at a) den dumpingmargen, der er fastlagt for importen fra hvert af de omhandlede lande, er højere end den minimumsværdi, der er anført i grundforordningens artikel 9, stk. 3, og den importerede mængde fra hvert land ikke er ubetydelig, og b) det vil være hensigtsmæssigt at foretage en kumulativ vurdering på baggrund af vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og mellem de indførte varer og den i Fællesskabet fremstillede samme vare.

(161)

Da den samlede dumpingmargen for Malaysia blev bestemt til at være under 2 %, dvs. under minimumsgrænsen, blev importen fra Malaysia udelukket fra den kumulative vurdering. I den forbindelse blev de dumpingmargener, der blev fastlagt for importen med oprindelse i Kina og Thailand bestemt til at være over den minimumsgrænse på 2 %, der er fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 3. Da importen fra Kina i undersøgelsesperioden repræsenterede en markedsandel på 14,4 % og importen fra Thailand en markedsandel på 4 %, var importmængderne fra Kina og Thailand heller ikke ubetydelige.

(162)

Hvad angår konkurrencevilkårene viste undersøgelsen, at de varer, der blev importeret fra Kina og Thailand, var de samme med hensyn til alle væsentlige fysiske kendetegn. På dette grundlag var sække og poser af plast importeret fra Kina og Thailand desuden indbyrdes udskiftelige, og de blev i den betragtede periode solgt i Fællesskabet gennem sammenlignelige afsætningskanaler og på sammenlignelige kommercielle vilkår. Importen fra begge lande udviste samme tendenser med hensyn til priser og mængder, og begge viste en betydelig grad af prisunderbud. Derudover skal det erindres, at den importerede vare blev anset for at svare fuldstændigt til sække og poser af plast, der produceres i EF, og som sådan konkurrerer med dem under samme konkurrencevilkår.

(163)

Kommissionen fandt derfor på grundlag af ovenstående, at alle kriterierne i grundforordningens artikel 3, stk. 4, var opfyldt, og at importen fra Kina og Thailand burde undersøges kumulativt.

(164)

Dumpingimporten af den pågældende vare med oprindelse i Kina og Thailand, som opgjort af Eurostat, steg fra ca. 219 000 tons i 2001 til 307 000 tons i undersøgelsesperioden, hvilket svarer til en stigning på 40 %. Den kraftige stigning i importen i den betragtede periode har absorberet 96 % af den forbrugsstigning, som fandt sted på EF-markedet i samme periode.

(165)

Al import af den pågældende vare blev angivet under KN-kode ex 3923 21 00 (sække og poser af polymerer af ethylen). Import under KN-kode ex 3923 29 10 (sække og poser af polyvinylchlorid) og ex 3923 29 90 (sække og poser af anden plast) er ikke taget med i beregningerne, fordi der ifølge de foreliggende oplysninger ikke var nogen produktion af sække og poser, hvor polyethylen efter vægt ikke var det vigtigste materiale, og derfor foregår der i øjeblikket ingen import af de varer, der henhører under disse KN-koder

(166)

I den betragtede periode steg markedsandelen i Fællesskabet for dumpingimport med oprindelse i Kina og Thailand med 33 % fra 13,8 % i 2001 til 18,3 % i undersøgelsesperioden.

(167)

Oplysningerne om priserne blev udledt af oplysninger fra Eurostat-data på grundlag af de importmængder, der var fastsat ved anvendelse af den ovenfor beskrevne metode. Det fremgik heraf, at de gennemsnitlige cif-priser på importerede varer med oprindelse i Kina og Thailand faldt 14 % i perioden mellem 2001 og undersøgelsesperioden. Priserne nåede et absolut lavpunkt i 2003 og steg en smule op til undersøgelsesperioden. De nåede dog ikke op på prisniveauet for 2001 og 2002, og de forblev på et lavt niveau.

(168)

For at fastsætte størrelsen af prisunderbuddet for den pågældende import baserede Kommissionen sin analyse på de oplysninger, der i løbet af undersøgelsen blev afgivet af de eksporterende producenter i stikprøven og fællesskabsproducenterne i stikprøven. Denne analyse sammenlignede for hver varetype de eksporterende producenters faktiske cif-priser, Fællesskabets grænse, justeret for eventuelle omkostninger efter import med de relevante vejede gennemsnitlige salgspriser til EF-erhvervsgrenens uafhængige kunder, justeret til ab fabrik.

(169)

Denne sammenligning viste, at de pågældende varer med oprindelse i de berørte lande i undersøgelsesperioden på grundlag af varetype som defineret i spørgeskemaet og på grundlag af et vejet gennemsnit blev solgt i Fællesskabet til priser, der for Kina og Thailands vedkommende underbød EF-erhvervsgrenens priser med mellem 4,1 % og 37,9 %, udtrykt som procentdel af sidstnævnte priser.

(170)

I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, omfattede undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for erhvervsgrenen i Fællesskabet en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der kunne have indflydelse på erhvervsgrenens situation i den betragtede periode. Analysen blev udført for selskaberne i stikprøven som anført ovenfor. På dette grundlag er erhvervsgrenens resultater med hensyn til priser, lønninger, investeringer, fortjeneste, afkast af investeringer, likviditet og evnen til at rejse kapital blevet fastsat på grundlag af oplysninger fra selskaberne i stikprøven. For de indikatorer, hvor der foreligger pålidelige oplysninger for EF-erhvervsgrenen som helhed, er disse oplysninger imidlertid også anført herunder for at give et fuldstændigt billede af EF-erhvervsgrenens situation. Skadesfaktorerne — såsom markedsandel, salgsmængde, beskæftigelse, produktionskapacitet, lagerbeholdninger og produktion — er blevet fastlagt for hele EF-erhvervsgrenen.

(171)

EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet steg i løbet af den betragtede periode med 66 000 tons eller 17 %. I den samme periode steg produktionen kun med 9 %. Dette betyder, at EF-erhvervsgrenens kapacitetsudnyttelsesgrad faldt med 6 %.

(172)

Seks selskaber uden for stikprøven kunne ikke give konsekvente oplysninger om deres lagerbeholdninger, fordi deres lagerstyringssystemer ikke gav tilstrækkelige oplysninger med hensyn til samme vare. Oplysningerne fra disse selskaber måtte derfor udelades ved analysen af lagerbeholdningerne for den betragtede periode. Denne analyse er baseret på oplysninger leveret af producenterne i stikprøven og 20 producenter uden for stikprøven.

(173)

I undersøgelsesperioden svarede lagerbeholdningerne af færdigvarer til ca. 8 % af EF-erhvervsgrenens samlede produktionsmængde. EF-erhvervsgrenens slutlagre steg først med 11 % i 2003, og faldt derefter med 7 procentpoint i 2004, for endelig at stige med 20 procentpoint i undersøgelsesperioden i forhold til 2001.

(174)

EF-erhvervsgrenens salg steg med 10 % i løbet af den betragtede periode. Det nåede et højdepunkt i 2004, men faldt så en smule i undersøgelsesperioden. Den samlede proportionelle stigning var større end stigningen i det samlede forbrug, som var på 6 %.

(175)

EF-erhvervsgrenens markedsandel steg med 4 % i løbet af den betragtede periode. Efter en første stigning på 5 % mellem 2001 og 2002 forblev den uændret indtil 2004 og udviste et lille fald i undersøgelsesperioden. Samtidig steg Fællesskabets forbrug med 6 % i den betragtede periode. EF-erhvervsgrenen var derfor i stand til at udnytte fordelene ved markedsvæksten mellem 2001 og undersøgelsesperioden.

(176)

Beskæftigelsen i EF-erhvervsgrenen faldt i den betragtede periode med 1 %. I samme periode steg dens produktivitet målt som output pr. beskæftiget person pr. år med 10 %.

(177)

I den betragtede periode steg de samlede årlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat med 7 %. Efter en stigning på 8 % mellem 2001 og 2004 faldt gennemsnitslønnen med 1 % mellem 2004 og undersøgelsesperioden.

(178)

Den gennemsnitlige netto salgspris for EF-erhvervsgrenens producenter i stikprøven faldt fra 1,50 EUR pr. kg i 2001 til 1,47 EUR pr. kg i undersøgelsesperioden. Priserne faldt først med 4 % i 2002 og derefter med yderligere 2 % i 2003. Mellem 2003 og 2004 viste de en lille stigning på 0,7 % og steg med yderligere 3,5 % i undersøgelsesperioden. Denne ret stabile prisudvikling bør ses i lyset af udviklingen i råvarepriserne, som steg betydeligt, nemlig med 23 %.

(179)

Rentabiliteten af de af stikprøven omfattede EF-producenters salg i EF til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder faldt i den betragtede periode med 82 %. I årene 2001 til 2002 havde den del af EF-erhvervsgrenen, der indgår i stikprøven, stadig en bæredygtig rentabilitet. Mellem 2002 og undersøgelsesperioden udviste rentabiliteten imidlertid et kraftigt og vedvarende fald og nåede kun op på 1,1 % i undersøgelsesperioden, og flere selskaber i stikprøven kunne registrere tab.

(180)

EF-erhvervsgrenens årlige investeringer i produktionen af samme vare faldt med 30 % i den betragtede periode, fra ca. 16 mio. EUR til mindre end 12 mio. EUR.

(181)

EF-erhvervsgrenens producenter i stikprøven havde et afkast af deres investeringer, udtrykt som resultatet før skat i procent af den bogførte gennemsnitlige primo- og ultimonettoværdi af aktiver, der benyttes til produktion af samme vare, der faldt kraftigt som følge af den faldende rentabilitet. Mens afkastet af investeringer var stabilt fra 2001 til 2002, faldt det derefter kraftigt til 6 % i undersøgelsesperioden, hvilket repræsenterer et samlet fald på 84 % fra 2001 til undersøgelsesperioden.

(182)

EF-erhvervsgrenens producenter i stikprøven havde en nettolikviditet fra driftsaktiviteterne i den betragtede periode. Udtrykt som en procentdel af omsætningen viste nettolikviditeten imidlertid et markant fald, især i undersøgelsesperioden, på linje med den faldende rentabilitet.

(183)

EF-erhvervsgrenen består generelt af små eller mellemstore virksomheder. EF-erhvervsgrenens evne til at rejse kapital blev derfor til en vis grad indskrænket i den betragtede periode, især i den sidste del heraf, da rentabiliteten blev meget ringe.

(184)

EF-erhvervsgrenen har ikke været i en situation, hvor den skulle overvinde følgerne af en tidligere skadelig dumping eller subsidiering.

(185)

Virkningerne på EF-erhvervsgrenen af størrelsen af den faktiske dumpingmargen må i betragtning af mængden og priserne på importen fra Kina og Thailand siges at være betydelig.

(186)

Undersøgelsen af ovennævnte faktorer viser, at dumpingimporten blev forøget kraftigt mellem 2001 og undersøgelsesperioden, både med hensyn til mængde og markedsandel. Mængden voksede således med 40 % i den betragtede periode og opnåede en markedsandel på 18,3 % i undersøgelsesperioden. Det skal bemærkes, at dumpingimporten i undersøgelsesperioden tegnede sig for ca. 57 % af den samlede import til EF af den pågældende vare. Desuden blev EF-erhvervsgrenens salgspriser i undersøgelsesperioden underbudt betydeligt (fra 4,1 % til 37,9 %) af den pågældende import af den pågældende vare. Som følge heraf blev EF-erhvervsgrenens priser trykket og nåede næsten ned på et nulpunkt.

(187)

EF-erhvervsgrenens situation blev forværret i den betragtede periode. EF-erhvervsgrenen blev udsat for et dramatisk fald på 5,2 procentpoint i rentabiliteten og nærmede sig nulpunktet i undersøgelsesperioden. Afkastet af investeringer faldt samtidigt med 31 procentpoint, og der var et betydeligt fald i likviditeten på 69 %. Desuden faldt kapacitetsudnyttelsen med 5 %, salgspriserne faldt med 2 %, beskæftigelsen faldt med 1 %, slutlagrene steg med 20 %, investeringerne faldt med 30 % og evnen til at rejse kapital blev gradvist forværret.

(188)

EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet steg i et vist omfang i den betragtede periode. Dette skal dog ses i sammenhæng med den samlede EF-produktion, som blev ramt af lukningen af en række selskaber, der havde en produktionskapacitet på over 140 000 tons. EF-erhvervsgrenen øgede produktionskapaciteten ved at erhverve produktionsaktiver fra de lukkede selskaber.

(189)

Det konkluderes derfor, at EF-erhvervsgrenen befinder sig i en vanskelig økonomisk og finansiel situation og har lidt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5.

(190)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, undersøgte Kommissionen, om dumpingimporten med oprindelse i Thailand og Kina har påført EF-erhvervsgrenen en sådan skade, at den må betragtes som væsentlig. Andre kendte faktorer end dumpingimporten, som på samme tid kunne have forvoldt EF-erhvervsgrenen skade, blev undersøgt for at sikre, at skade forvoldt af sådanne faktorer ikke blev tilskrevet dumpingimporten.

(191)

Mellem 2001 og undersøgelsesperioden steg mængden af dumpingimport med oprindelse i Kina og Thailand med 40 %. Samtidig steg denne imports markedsandel fra 13,8 % i 2001 til 18,3 % i undersøgelsesperioden. Importpriserne fra disse lande faldt betydeligt i den betragtede periode og underbød EF-erhvervsgrenens priser med mellem 4,1 % og 37,9 %.

(192)

Denne underbydning er på gennemsnitsbasis resultatet af en prisfastsættelse, der ikke dækker alle omkostningerne i markedsføringskæden.

(193)

Den betydelige stigning i importmængden til meget lave priser eller dumpingpriser og importens erobring af markedsandele i den betragtede periode faldt sammen med forværringen af EF-erhvervsgrenens situation i samme periode, især med hensyn til rentabilitet, salgspriser, slutlagre, investeringer, kapacitetsudnyttelse, likviditet, evne til at rejse kapital og afkast af investeringer.

(194)

Det konkluderes derfor, at presset fra de pågældende importerede varer spillede en afgørende rolle for den skade, der er blevet påført EF-erhvervsgrenen.

(195)

For så vidt angår andre EF-producenters salg faldt dette med 7,1 % i mængde mellem 2001 og undersøgelsesperioden og med 7,8 % i markedsandel i samme periode. Der var intet, der tydede på, at de andre EF-producenters priser var lavere end for den samarbejdsvillige EF-erhvervsgren, eller at deres generelle situation var anderledes. Derfor konkluderes det, at de varer, der blev produceret og solgt af de øvrige EF-producenter, ikke bidrog til den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen.

(196)

Ifølge oplysninger afledt fra Eurostat steg mængden af import med oprindelse i andre tredjelande (f.eks. Malaysia, Tyrkiet, Indien og Indonesien) med 22 % i den betragtede periode og nåede op på et niveau på ca. 231 000 tons i undersøgelsesperioden. Dette svarer til en markedsandel på 13,8 %. I samme periode faldt priserne på disse importerede varer med 11 % (fra 1,66 EUR/kg i 2001 til 1,48 EUR/kg i undersøgelsesperioden). Det skal imidlertid bemærkes, at gennemsnitsprisen på denne import lå højere end gennemsnitsprisen på import med oprindelse i Kina og Thailand i undersøgelsesperioden og endda lidt højere end EF-erhvervsgrenens priser. Derfor konkluderes det, at importen fra andre tredjelande ikke har bidraget væsentligt til den skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen.

(197)

Det blev hævdet af nogle parter, at prisen på polyethylen har været historisk lavere i Asien end i EU. Udviklingen i polyethylenpriserne viser imidlertid, at råvarepriserne i Asien har svinget både under og over de tilsvarende priser i Europa i den betragtede periode. På grundlag af de tal, der er fremlagt af disse parter vedrørende situationen i Kina, faldt den gennemsnitlige prisforskel for råvarer i Kina i sammenlignet med EU fra 20,3 % til 12,3 % mellem 2001 og 2004, mens den gennemsnitlige prisforskel for den endelige vare steg fra 0,7 % til 14,8 %. Da udviklingen i råvarepriserne skulle have medført en faldende prisforskel i de endelige varer i stedet for en stigende forskel, viste undersøgelsen, at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem udviklingen i råvarepriser og priserne på de endelige varer, der eksporteres til Fællesskabet. Tværtimod klarede EF-erhvervsgrenen sig forholdsvis godt i 2001, selv om prisforskellen var på sit højeste, mens den befandt sig i en dårlig situation i 2004 og i undersøgelsesperioden, hvor prisforskellene var meget mindre. Det må derfor konkluderes, at forskellene i råvarepriser ikke kan anses for i betydende grad at have bidraget til den væsentlige skade, som EF-erhvervsgrenen er blevet påført.

(198)

Nogle parter hævdede endvidere, at den skade, som EF-erhvervsgrenen havde lidt, ikke skyldtes dumpingimporten, men en stigning i prisen på polyethylen i Fællesskabet i den betragtede periode. I denne forbindelse skal det bemærkes, at priserne på polyethylen faktisk er steget på gennemsnitsbasis i den betragtede periode. EF-erhvervsgrenen var dog ikke i stand til at sætte deres salgspriser tilsvarende op. Denne manglende prisfleksibilitet skyldes et samtidigt opsving i dumpingimport med oprindelse i Kina og Thailand til priser, der er i betydelig grad underbød EF-erhvervsgrenens priser, og som på gennemsnitsbasis ikke engang dækkede produktionsomkostningerne i Kina og Thailand. Under disse omstændigheder må det konkluderes, at dumpingimporten har udsat EF-erhvervsgrenen for et stærkt prispres, og at denne derfor ikke har haft mulighed for at kompensere for stigningen i råvarepriser ved at øge salgspriserne tilsvarende.

(199)

Endelig mindes der om, at det i forbindelse med undersøgelsen af en årsagssammenhæng skal fastslås, om dumpingimporten (med hensyn til priser og mængder) har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade, eller om en sådan væsentlig skade kan skyldes andre faktorer. I denne henseende bestemmes det med hensyn til priser i grundforordningens artikel 3, stk. 6, at det skal bevises, at dumpingimportens prisniveau har forvoldt skade. Der henvises derfor blot til en forskel mellem prisniveauet for dumpingimport og prisniveauet for EF-erhvervsgrenen. Der er således ikke noget krav om at analysere de faktorer, der påvirker prisniveauet for importen, f.eks. arbejdskraftsomkostninger, råvarepriser eller SA&G-omkostningsniveauet.

(200)

Ovenstående bekræftes også af ordlyden i grundforordningens artikel 3, stk. 7, der henviser til andre kendte faktorer end dumpingimporten. Listen over de andre kendte faktorer i denne artikel indeholder således ingen henvisning til nogen faktor, der påvirker dumpingimportens prisniveau. Hvis eksporten foregår til dumpingpriser, og selv om den har nydt godt af en gunstig udvikling i råvarepriserne, er det vanskeligt at se, hvorledes den gunstige udvikling i sådanne input-priser kan udgøre en anden skadesfaktor.

(201)

Analysen af de faktorer, der påvirker dumpingimportens prisniveau, uanset om der er forskelle i råvarepriserne eller andet, kan således ikke tillægges afgørende betydning og ville være mere vidtgående end det, der kræves i grundforordningen. På dette grundlag må argumenterne vedrørende råvarepriser afvises.

(202)

EF-erhvervsgrenens dårlige situation faldt sammen med en kraftig stigning i importen fra Kina og Thailand og et væsentligt prisunderbud i forbindelse med denne import.

(203)

For så vidt angår import fra andre tredjelande må det i betragtning af dens lavere markedsandel i undersøgelsesperioden end den pågældende import, og især dens gennemsnitspriser, der i undersøgelsesperioden var højere end den pågældende imports gennemsnitspriser og ikke mindst højere end EF-erhvervsgrenens gennemsnitspriser, konkluderes, at disse faktorer ikke i betydelig grad kan havde bidraget til den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen. Virkningen af prisforskellene på råvarer i EF og i de berørte lande med hensyn til EF-erhvervsgrenens negative udvikling med hensyn til rentabilitet, resultater og faldende markedsandel var ubetydelig og burde rent faktisk have bidraget positivt til EF-erhvervsgrenens situation.

(204)

De interesserede parter fremførte ikke andre faktorer, som samtidig kunne have skadet EF-erhvervsgrenen, og der blev heller ikke under undersøgelsen identificeret sådanne andre faktorer.

(205)

I betragtning af ovenstående analyse, hvor der omhyggeligt sondres mellem alle kendte faktorers virkning på EF-erhvervsgrenens situation og dumpingimportens skadelige virkning, bekræfter undersøgelsen, at de øvrige faktorer ikke i sig selv ændrer det forhold, at den konstaterede skade må tilskrives dumpingimporten.

(206)

Det konkluderes derfor, at dumpingimporten med oprindelse i Kina og Thailand har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 6.

(207)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 21 blev det undersøgt, om der til trods for konklusionerne om skadevoldende dumping er tvingende årsager til at konkludere, at det ikke er i Fællesskabets interesse at indføre foranstaltninger i dette tilfælde. Det er blevet overvejet, hvilke virkninger eventuelle foranstaltninger vil have for alle parter i proceduren, og hvilke følger det vil få, hvis der ikke træffes nogen foranstaltninger.

(208)

Indførelsen af foranstaltninger forventes at hindre yderligere fordrejninger og genskabe redelige konkurrencevilkår på markedet. EF-erhvervsgrenen er en konkurrencedygtig og levedygtig industri, hvilket understreges af situationen i 2001, hvor det gik relativt godt til trods for skarp konkurrence på verdensplan. Indførelsen af foranstaltninger skulle således gøre det muligt at øge markedsandelen og forhøje salgspriserne for derved at opnå det rimelige fortjenstniveau, der er nødvendigt for at forbedre erhvervsgrenens finansielle situation. Det vil også give den mulighed for at fortsætte investeringer i produktionsanlæg og således sikre EF-erhvervsgrenens overlevelse.

(209)

Hvis der derimod ikke indføres antidumpingforanstaltninger, er det sandsynligt, at forværringen af EF-erhvervsgrenens allerede alvorlige situation fortsætter. Erhvervsgrenen vil ikke være i stand til at foretage de investeringer, der kræves for at kunne konkurrere effektivt med dumpingimporten fra de pågældende tredjelande. Dette vil i nær fremtid tvinge flere selskaber til at indstille produktionen og fyre deres ansatte. De 3 300 direkte arbejdspladser i den samarbejdsvillige EF-erhvervsgren ville være i fare. Den samlede EF-produktion af sække og poser involverer ca. 12 000 arbejdspladser, først og fremmest i små og mellemstore virksomheder. Hvis EF-produktionen indstilles, vil Fællesskabet blive mere afhængigt af leverandører uden for Fællesskabet.

(210)

Det kan derfor konkluderes, at antidumpingforanstaltninger vil gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at overvinde virkningerne af den skadevoldende dumping, som den har været udsat for, og at antidumpingforanstaltningerne vil være i EF-erhvervsgrenens interesse.

(211)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til fire stikprøveudvalgte importører/forhandlere, der repræsenterede 9 % af det samlede salg af importen fra de berørte lande. Det var dog kun to importører/forhandlere, der tegner sig for 3 % af den samlede import fra de berørte lande, der besvarede spørgeskemaet. De samarbejdsvillige ikke-forretningsmæssigt forbundne importører anførte, at hvis der blev indført foranstaltninger, ville salgsprisen for den pågældende vare stige, og forbrugerne ville skulle betale mere for den pågældende vare, og virkningen af tolden ville således blive lagt over på forbrugerne. Der ville derfor være en begrænset negativ virkning for de ikke-forretningsmæssigt forbundne importører i denne forbindelse.

(212)

Den pågældende vare distribueres i vidt omfang af detailforretninger. Visse typer af varen, som f.eks. indkøbsposer og bæreposer, distribueres gratis til individuelle kunder i nogle lande i Fællesskabet, mens andre typer, som f.eks. fryseposer, bleposer og affaldsposer, sælges til kunderne. Det skal bemærkes, at kunderne i øjeblikket ikke betaler for engangsbæreposer i visse medlemsstater som f.eks. Det Forenende Kongerige.

(213)

Undersøgelsen viste, at påstandene vedrørende de finansielle konsekvenser af en antidumpingtold for visse erhvervsdrivende, især i detailsektoren, var betydeligt overdrevne. Nogle detailhandlere anførte, at en told på 10 % ville medføre ekstraomkostninger på 220 mio. EUR om året alene for detailsektoren. Da den samlede toldværdi af den pågældende import på grundlag af undersøgelsen er ca. 375 mio. EUR, ville den maksimale virkning af en gennemsnitstold på 10 % være 38 mio. EUR på årsbasis for hele Fællesskabet. På grundlag af to besvarelser af spørgeskemaer modtaget fra detailhandlende svarer de gennemsnitlige køb af den pågældende vare til mindre end 0,1 % af disse detailhandlendes omsætning. Virkninger af en antidumpingtold i ovennævnte led ville kun bidrage til en marginal omkostningsstigning. Desuden ville nogle af disse ekstra omkostninger kunne spredes over forskellige led i forsyningskæden. Disse detailhandlendes argument blev derfor afvist.

(214)

De samme detailhandlende hævdede også, at der ikke blot er noget udbud af visse typer af den pågældende vare fra EF-erhvervsgrenen, men at EF-erhvervsgrenen heller ikke ville have kapacitet til at opfylde Fællesskabets efterspørgsel som helhed. I denne forbindelse skal det først bemærkes med hensyn til udbuddet af sække og poser, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger ikke vil stoppe tilførslen af varen fra de berørte lande, men blot ville skabe ens markedsvilkår. Importen af sække og poser vil fortsat tilfredsstille noget af efterspørgslen på fællesskabsmarkedet. Desuden har EF-erhvervsgrenen allerede en produktionskapacitet, der kan klare en evt. stigning i efterspørgslen. Under alle omstændigheder vil alle typer plastsække og plastposer også fremover kunne leveres fra tredjelande, der ikke er omfattet foranstaltningerne. Disse argumenter blev derfor afvist.

(215)

En sammenslutning, der repræsenterede detailhandlende, der skaffede penge til velgørende formål, anførte, at en eventuel told ville skade deres muligheder for at indsamle penge uforholdsmæssigt meget, fordi de indkøbte poser blev distribueret gratis til deres kunder. De anførte også, at poser, der blev brugt til indsamling af genbrugsgenstande til velgørende formål, ville blive ramt, hvis der blev indført en antidumpingtold. I denne forbindelse skal det bemærkes, at denne type af pengeindsamlinger, selv om det er til velgørende formål, finder sted på kommercielt grundlag. De er derfor underlagt samme risici som enhver anden kommerciel aktivitet og bør vurderes på samme grundlag. Følgerne af en told for så vidt angik disse detailhandlende ville ikke være betydeligt forskellige fra følgerne for enhver anden detailhandlende. Dette argument blev derfor afvist.

(216)

Ingen forbrugerorganisationer gav sig til kende inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(217)

Nogle importører fremførte, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger ville medføre en stigning i den pris, som forbrugerne skulle betale, fordi prisniveauet ville blive justeret i overensstemmelse med tolden.

(218)

Som det er nævnt ovenfor, er der imidlertid nogle detailhandlende, der distribuerer dele af varen gratis til deres kunder. Medmindre disse detailhandlende ændrer deres veletablerede politik, vil forbrugerne ikke mærke virkningerne af de indførte antidumpingforanstaltninger i disse tilfælde.

(219)

En gennemsnitlig told på 10 % ville få prisen for hver importeret pose til i gennemsnit at stige med 0,086 cent og prisen for hver pose solgt i Fællesskabet med 0,016 cent (hvis vi går ud fra en hypotetisk vægt på 7 g pr. pose). Denne stigning er forsvindende lille, også selv om den skulle bæres af forbrugerne alene. I realiteten vil virkningen af den told, der bæres af forbrugerne, være endnu mindre, da denne omkostning vil blive spredt over forskellige led i forsyningskæden.

(220)

Hvad angår eventuelle foranstaltningers virkninger for konkurrencen i EF, vil de pågældende eksporterende producenter være i stand til fortsat at sælge visse sække og poser af plast, fordi de har en stærk markedsstilling. Dette vil sammen med det store antal producenter i EF og importen fra andre tredjelande sikre, at brugere og detailhandlere fortsat vil have et bredt udvalg af forskellige leverandører af den samme vare til rimelige priser.

(221)

Der vil således være et stort antal aktører på markedet, som vil være i stand til at tilfredsstille efterspørgslen. På grundlag af ovenstående konkluderes det derfor, at konkurrencen højst sandsynligt fortsat vil være stærk efter indførelsen af antidumpingforanstaltninger.

(222)

Indførelsen af importforanstaltninger med hensyn til visse sække og poser af plast med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand er klart i EF-erhvervsgrenens interesse. Det vil gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at vokse og overvinde følgerne af den skade, som dumpingimporten har forvoldt. Hvis der ikke indføres foranstaltninger, er det imidlertid sandsynligt, at produktionen i Fællesskabet fortsat vil falde, og at flere virksomheder vil indstille deres aktiviteter. Endvidere vil importørerne og detailhandlerne ikke blive væsentligt påvirket, da der stadig vil være rimeligt prissatte sække og poser på markedet, herunder også import fra andre tredjelande.

(223)

I betragtning af ovenstående konkluderes det, at der ikke er tvingende årsager til ikke at indføre antidumpingtold på importen af visse sække og poser af plast med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand.

(224)

I betragtning af konklusionerne med hensyn til dumping, skade som følge heraf og Fællesskabets interesser, og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4, bør der indføres endelige antidumpingforanstaltninger over for import med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand for at hindre, at dumpingimporten forårsager yderligere skade for EF-erhvervsgrenen.

(225)

Foranstaltningerne bør indføres på et niveau, der er tilstrækkeligt til at afhjælpe den skade, der er forårsaget af den pågældende import, men ikke overstiger den konstaterede dumpingmargen. Ved beregningen af den told, som er nødvendig for at afhjælpe virkningerne af skadevoldende dumping, blev det fastslået, at enhver foranstaltning bør give EF-erhvervsgrenen mulighed for at dække produktionsomkostningerne og samlet opnå en fortjeneste før skat på salget af samme vare i Fællesskabet, som det med rimelighed kan forventes for en erhvervsgren af denne type i sektoren under normale konkurrencevilkår, dvs. en situation uden dumpingimport. Den margen for fortjeneste før skat, der blev anvendt til denne beregning, var 6 % af omsætningen af samme vare, hvilket repræsenterer en sund fortjenstmargen for erhvervsgrenen under normale konkurrenceforhold og blev opnået af erhvervsgrenen før væksten i dumpingimporten.

(226)

Antidumpingtoldsatserne for individuelle selskaber i denne forordning er blevet fastsat på grundlag af resultaterne af denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der under undersøgelsen blev konstateret for disse selskaber. Disse toldsatser finder derfor udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i de berørte lande og fremstillet af de pågældende selskaber og således af de nævnte specifikke retlige enheder.

(227)

For så vidt angår en kinesisk eksporterende producent, der blev nægtet markedsøkonomisk og individuel behandling, bør dette selskab ikke have en individuel antidumpingtoldsats, selv om der er blevet beregnet en dumpingmargen som forklaret ovenfor i betragtning 131. Import af varer fremstillet af dette selskab, en samarbejdsvillig eksporterende producent, bør derfor pålægges den gennemsnitlige toldsats som fastlagt for samarbejdsvillige eksportører ikke udtaget til deltagelse i stikprøven, som beskrevet i betragtning 228.

(228)

Toldsatserne for samarbejdsvillige eksportører som ikke er udtaget til stikprøven er for hvert land det vejede gennemsnit af dumpingmargenerne for selskaberne i stikprøven, jf. betragtning 54. Importerede varer fremstillet af andre selskaber, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning eller i bilagene til denne forordning med navn og adresse, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for »alle andre selskaber«.

(229)

Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle toldsatser (f.eks. efter ændring af den pågældende enheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) fremsendes straks til Kommissionen sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer af selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til eventuelle navneændringer eller ændringer vedrørende produktions- og salgsenheder. Om nødvendigt vil forordningen blive ændret ved en ajourføring af listen over selskaber, der er omfattet af individuel told. I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, kunne der ikke under denne procedure indledes en undersøgelse af nye eksportører med henblik på at fastsætte individuelle dumpingmargener, da stikprøven blev anvendt på eksporterende producenter i Kina, Malaysia og Thailand. For at sikre ens behandling af eventuelt nye eksporterende producenter og de samarbejdsvillige selskaber, der ikke indgik i stikprøven, vurderes det, at der bør indføres en bestemmelse om, at eventuelt nye eksporterende producenter, der kan påvise, at de ville være berettigede til en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, pålægges den toldsats, der gælder for samarbejdsvillige selskaber, der ikke indgik i stikprøven.

(230)

Enhver anmodning om tilføjelse af en ny eksporterende producent i Kina eller Thailand til listerne i forordningens bilag I eller II fremsendes straks til Kommissionen sammen med alle relevante oplysninger, navnlig dokumentation for, at det pågældende selskab opfylder de tre kriterier i forordningens artikel 2. Hvis relevant, vil forordningen derefter blive ændret ved ajourføring af listerne over selskaber i bilag I eller II, der kan drage fordel af stikprøvens gennemsnitlige told.

(231)

På grundlag af ovenstående bør antidumpingtolden fastsættes som følger: