Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006R0514

    Kommissionens forordning (EF) nr. 514/2006 af 30. marts 2006 om fravigelse af forordning (EF) nr. 824/2000 for så vidt angår fristen for levering af korn til intervention i nogle medlemsstater i høståret 2005/06

    EUT L 93 af 31.3.2006, p. 31–31 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/514/oj

    31.3.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 93/31


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 514/2006

    af 30. marts 2006

    om fravigelse af forordning (EF) nr. 824/2000 for så vidt angår fristen for levering af korn til intervention i nogle medlemsstater i høståret 2005/06

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1784/2003 af 29. september 2003 om den fælles markedsordning for korn (1), særlig artikel 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I Kommissionens forordning (EF) nr. 824/2000 af 19. april 2000 om fastsættelse af procedurer for interventionsorganernes overtagelse af korn samt analysemetoder for bestemmelsen af kvaliteten (2) er det fastsat, at hvis tilbuddet antages, underrettes de erhvervsdrivende hurtigst muligt om tidsplanen for leveringen. I denne forbindelse er det i nævnte forordnings artikel 4, stk. 3, fastsat, at den sidste levering til det interventionslager, som tilbuddet gælder, skal finde sted senest ved udgangen af den fjerde måned efter måneden for antagelse af tilbuddet.

    (2)

    Høståret 2005/06 er det andet høstår, hvor interventionsmekanismen for korn anvendes i de medlemsstater, der tiltrådte Det Europæiske Fællesskab den 1. maj 2004.

    (3)

    På grund af gode vejrforhold blev høsten i de nye medlemsstater i 2005 igen meget god. Dette har medført et prisniveau på det interne marked, der er relativt lavere end interventionsprisen. Forholdsvis store mængder korn er derfor blevet frembudt til intervention siden begyndelsen af interventionsperioden i november 2005. På grund af omfanget af korn til intervention samt kornets geografiske spredning kan leveringsfristen for kornet, nemlig den 31. marts 2006, ikke overholdes. For at sikre en korrekt overtagelse af det tilbudte korn bør leveringsperioden forlænges og forordning (EF) nr. 824/2000 derfor fraviges.

    (4)

    Markedssituationen kræver en hasteforanstaltning og nødvendiggør en øjeblikkelig iværksættelse af foranstaltningerne, hvorfor foranstaltningerne i nærværende forordning straks bør anvendes.

    (5)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Uanset artikel 4, stk. 3, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 824/2000 skal den sidste levering af korn, der tilbydes til intervention i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet, i høståret 2005/06 senest finde sted ved udgangen af den syvende måned efter måneden for antagelse af tilbuddet, dog senest den 31. juli 2006.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 2006.

    På Kommissionens vegne

    Mariann FISCHER BOEL

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 270 af 21.10.2003, s. 21. Ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1154/2005 (EUT L 187 af 19.7.2005, s. 11).

    (2)  EFT L 100 af 20.4.2000, s. 31. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1068/2005 (EUT L 174 af 7.7.2005, s. 65).


    Top