Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006E1002R(01)

    Berigtigelse til Rådets fælles aktion 2006/1002/FUSP af 21. december 2006 om ændring af fælles aktion 2001/554/FUSP om oprettelse af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier ( EUT L 409 af 30.12.2006 )

    EUT L 36 af 8.2.2007, p. 66–67 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    ELI: http://data.europa.eu/eli/joint_action/2006/1002/corrigendum/2007-02-08/oj

    8.2.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 36/66


    Berigtigelse til Rådets fælles aktion 2006/1002/FUSP af 21. december 2006 om ændring af fælles aktion 2001/554/FUSP om oprettelse af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier

    ( Den Europæiske Unions Tidende L 409 af 30. december 2006 )

    Fælles aktion 2006/1002/FUSP læses således:

    RÅDETS FÆLLES AKTION 2006/1002/FUSP

    af 21. december 2006

    om ændring af fælles aktion 2001/554/FUSP om oprettelse af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rådet vedtog den 20. juli 2001 fælles aktion 2001/554/FUSP om oprettelse af Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (1).

    (2)

    I henhold til artikel 19 i nævnte fælles aktion forelagde generalsekretæren/den højtstående repræsentant den 28. juli 2006 en rapport om den fælles aktions gennemførelse med henblik på en eventuel revision.

    (3)

    Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), der fører politisk tilsyn med instituttets aktiviteter, noterede sig den 22. september 2006 denne rapport og anbefalede Rådet at ændre den fælles aktion på en række punkter i lyset af rapporten.

    (4)

    Fælles aktion 2001/554/FUSP bør derfor ændres —

    VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

    Artikel 1

    I fælles aktion 2001/554/FUSP foretages følgende ændringer:

    1)

    Artikel 2 affattes således:

    »Artikel 2

    Opgaver

    Instituttet skal bidrage til udviklingen af FUSP, især ESFP, i overensstemmelse med den europæiske sikkerhedsstrategi. Med henblik herpå skal det udføre akademisk forskning og politikanalyse, arrangere seminarer og gennemføre informations- og kommunikationsaktiviteter på dette område. Instituttets arbejde skal blandt andet bidrage til den transatlantiske dialog. Det skal inddrage et net for udvekslinger med andre forskningsinstitutter og tænketanke både inden for og uden for Den Europæiske Union. Instituttets resultater videreformidles til den bredest mulige kreds, bortset fra klassificerede oplysninger, der er underlagt Rådets sikkerhedsforskrifter som fastlagt i afgørelse 2001/264/EF (2).

    2)

    Artikel 5, stk. 5, affattes således:

    »5.   Bestyrelsens afgørelser træffes af medlemsstaternes repræsentanter ved afstemning med kvalificeret flertal, idet stemmerne tillægges den vægt, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, tredje afsnit, i traktaten, jf. dog artikel 12, stk. 2, i denne fælles aktion. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.«

    3)

    I artikel 6 indsættes følgende som stk. 3a:

    »3a.   Hvis bestyrelsen, efter at medlemsstaternes repræsentanter med enstemmighed har vedtaget det årlige budget, under hensyntagen til de finansielle følger træffer afgørelse om det, kan direktøren bistås af en vicedirektør, navnlig i udførelsen af instituttets opgaver i overensstemmelse med artikel 2.

    Direktøren udpeger vicedirektøren med bestyrelsens godkendelse. Vicedirektøren udpeges for en periode på tre år med mulighed for forlængelse én gang for en periode på tre år.«

    4)

    Artikel 7 affattes således:

    »Artikel 7

    Personale

    1.   Instituttets personale, der består af forskere og administrativt personale, har status af kontraktansatte medarbejdere og rekrutteres blandt medlemsstaternes statsborgere.

    2.   Instituttets forskere og vicedirektøren rekrutteres på grundlag af fortjeneste og akademisk ekspertise inden for FUSP og navnlig inden for ESFP ved retfærdige og gennemsigtige udvælgelsesprocedurer.«

    5)

    Artikel 10 affattes således:

    »Artikel 10

    Arbejdsprogram

    1.   Direktøren udarbejder senest den 30. september hvert år et udkast til et arbejdsprogram for det følgende år, der ledsages af vejledende langsigtede perspektiver for de følgende år, og forelægger det for bestyrelsen.

    2.   Bestyrelsen godkender det årlige arbejdsprogram senest den 30. november hvert år.«

    6)

    Artikel 11, stk. 3, affattes således:

    »3.   Instituttets indtægter består af bidrag fra medlemsstaterne i forhold til fordelingsnøglen for bruttonationalindkomsten (BNI). Med direktørens samtykke kan yderligere bidrag modtages fra individuelle medlemsstater eller fra andre kilder med henblik på bestemte aktiviteter.«

    7)

    Artikel 12 affattes således:

    »Artikel 12

    Budgetprocedure

    1.   Direktøren forelægger senest den 30. september hvert år bestyrelsen et årligt forslag til budget for instituttet med angivelse af driftsudgifter, aktionsudgifter og forventede indtægter for det følgende regnskabsår.

    2.   Bestyrelsen godkender instituttets årlige budget med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter senest den 30. november hvert år.

    3.   I tilfælde af uundgåelige, helt usædvanlige eller uforudsete omstændigheder kan direktøren forelægge bestyrelsen et forslag til ændringsbudget. Under behørig hensyntagen til sagens hastende karakter godkender bestyrelsen ændringsbudgettet med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter.«

    8)

    Artikel 17 affattes således:

    »Artikel 17

    Udstationering

    1.   Efter aftale med direktøren kan gæsteforskere i begrænsede perioder udstationeres ved instituttet af medlemsstater og tredjelande for at deltage i instituttets aktiviteter i overensstemmelse med artikel 2.

    2.   Efter aftale med direktøren kan eksperter fra medlemsstaterne og tjenestemænd fra EU's institutioner eller agenturer i en bestemt periode udstationeres ved instituttet til stillinger inden for instituttets organisationsstruktur og/eller til bestemte opgaver og projekter.

    3.   Medlemmer af personalet kan i en bestemt periode i tjenestens interesse udstationeres til en stilling uden for instituttet i overensstemmelse med instituttets personalevedtægter.

    4.   Bestemmelserne om udstationering vedtages af bestyrelsen på forslag af direktøren.«

    9)

    Følgende artikel indsættes:

    »Artikel 18a

    Kommissionens tilknytning

    Kommissionen knyttes tæt til instituttets arbejde. Instituttet fastlægger efter behov arbejdsforbindelser med Kommissionen med henblik på at udveksle ekspertise og rådgivning på områder af gensidig interesse.«

    10)

    Artikel 19 affattes således:

    »Artikel 19

    Rapportering

    Generalsekretæren/den højtstående repræsentant forelægger senest den 31. juli 2011 Rådet en rapport om, hvordan instituttet fungerer, om nødvendigt med passende anbefalinger med henblik på dets videre udvikling.«

    11)

    Artikel 20, stk. 1, 2, 4 og 5, udgår.

    Artikel 2

    Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Artikel 3

    Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2006.

    På Rådets vegne

    J. KORKEAOJA

    Formand


    (1)  EFT L 200 af 25.7.2001, s. 1.

    (2)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2005/952/EF (EUT L 346 af 29.12.2005, s. 18).«


    Top