13.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 353/36

(1)

Ved sit brev af 10. marts 2004 meddelte Metalls Verkstadsklubb hos Componenta Alvesta AB i Sverige Kommissionen, at byen Karkkila havde afsluttet en handel med Componenta Oyj i Karkkila, og at man mistænkte den for at indebære statsstøtte. På grundlag af disse oplysninger bad Kommissionen Finland forklare sagen. Finland sendte med sit brev af 22. juni 2004 Kommissionen de ønskede oplysninger.

(2)

Kommissionen meddelte i sit brev af 19. november 2004 Finland, at den havde besluttet at indlede proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for den formodede støtte.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

(4)

Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

(5)

Componenta Oyj, i det følgende benævnt »Componenta«, er en international metalindustrivirksomhed, som har hovedsæde i Karkkila. Den har produktionsanlæg i Finland, Nederlandene og Sverige. Hovedparten af virksomhedens omsætning på 316 mio. EUR i 2004 kom fra de nordiske lande og Mellemeuropa. Koncernen har ca. 2 200 ansatte.

(6)

Den formodede støtte blev tildelt Componenta i december 2003 og bestod af to foranstaltninger. På den ene side fik Componenta støtte ved en handel, hvor byen Karkkila, idet følgende benævnt »Karkkila«, købte 50 % af aktierne i et ejendomshandlerfirma ved navn Karkkilan Keskustakiinteistöt Oy, i det følgende benævnt »KK«. Karkkila og Componenta ejede hver halvdelen af KK. På den anden side gav Karkkila KK et rentefrit lån, hvormed KK tilbagebetalte et lån af samme størrelse, som Componenta havde givet det i 1996. Den samlede transaktionsudgift var på 2 383 276,50 EUR (713 092,50 EUR for aktierne og 1 670 184 EUR i form af tilbagebetaling af lånet) (3).

(7)

Prisen for aktierne byggede på virksomhedens anslåede nettoværdi (aktiver minus passiver), som blev delt i to, da Componenta ejede 50 % af KK. Da KK's nettoværdi blev beregnet til 1 495 918 EUR, blev værdien af 50 % af aktierne således 747 958 EUR. Aktiernes pris blev sat en smule lavere, nemlig til 713 092,50 EUR.

(8)

I handelsaftalen mellem Karkkila (køberen) og Componenta (sælgeren) indgik desuden følgende erklæring:

(9)

I handelsaftalens bilag 1 bekræftes det, at Componenta vil sammenlægge aktiviteterne på koncernens to støberier (støberiet i Alvesta i Sverige og støberiet i Karkkila), at disse to enheder, hvis udnyttelsesgrad er lav, vil blive slået sammen, at der skal foretages analyser, for at støberiets anbringelsessted kan afgøres, og forhandlinger mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne om lukning af støberiet i Alvesta eller Karkkila kan indledes, og at det nye støberi og maskinernes overflytning fra det andet støberi må planlægges i enkeltheder. Det er således klart, at beslutningen var forbundet med en flytning af produktionsanlægget fra det ene sted til det andet.

(10)

Ifølge Componentas årsberetning for 2004 blev støberiet i Alvesta i Sverige lukket i maj 2004, og dets produktion og maskiner flyttet til Karkkila. Ifølge oplysninger fra virksomheden beløb udgifterne ved indstilling af produktionen i Sverige og til investeringer i Finland sig til i alt 13 mio. EUR.

(11)

Ifølge Finland skete handelen mellem Componenta og Karkkila på markedsvilkår og indebar ikke nogen støtte. I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure var Kommissionen imidlertid i tvivl om, hvorvidt handelen mellem Karkkila og Componenta var sket på markedsvilkår. Den hævdede, at der, hvis købsprisen var højere end aktiernes markedsværdi, kunne være tale om støtte til Componenta. Støttens størrelse ville være forskellen mellem den pris på 2,4 mio. EUR, Karkkila havde betalt Componenta, og den pris, en privat investor ville være villig til at betale for aktierne.

(12)

Ifølge Kommissionen var betingelserne i den før nævnte handelsaftale desuden et klart tegn på, at handelen ikke var foregået på markedsvilkår, men at den var en kompensation til Componenta for de nye investeringer i Karkkila i forbindelse med lukningen af støberiet i Alvesta.

(13)

Efter at have købt Componentas aktier i KK besluttede Karkkila at nedlægge KK og lægge jordarealerne ind under byen.

(14)

Da KK's eneste betydelige aktiv var dets jordejendom, har Finland forklaret nærmere, hvordan KK's jordarealer blev vurderet, da aktiernes pris blev fastsat.

(15)

Kommissionen bad Finland vurdere markedsværdien af KK's jordarealer på handelens afslutningstidspunkt. Finland svarede, at dette ikke var nødvendigt, da Karkkila og Componenta havde bedt en ejendomsmægler om at vurdere værdien af nogle jordarealer, som svarede til dem, handelen gjaldt, således at markedsvurderingen allerede var foretaget.

(16)

Finland bestrider Kommissionens påstand om, at den betingelse i handelsaftalen, som går ud på, at Karkkila kun køber Componentas aktier i KK under den forudsætning, at Componenta investerer i et nyt produktionsanlæg (ved at flytte støberiet i Alvesta i Sverige til Karkkila), tyder på, at handelen ikke er sket på markedsvilkår. Finland begrunder denne klausul med, at en udvidelse af Componentas virksomhed i Karkkila ville være til byens fordel, da den ville øge byens indtægter. Den ville også øge efterspørgslen på fast ejendom og dermed forhøje værdien af KK's jordarealer. Ellers havde Karkkila ikke haft »behov« for at indgå handelen.

(17)

Finland svarede Kommissionen, at Componenta ikke havde prøvet at finde en anden køber til aktierne, fordi Karkkila havde forkøbsret til aktierne til markedspris, hvis Componenta ønskede at sælge sine KK-aktier.

(18)

Hvad lånet angår, bekræfter Finland, at tilbagebetalingen af Componentas aktionærlån ved, at Karkkila bevilgede KK nye midler, var en fast bestanddel i handelsaftalen mellem Karkkila og Componenta, og at »den samlede købspris« bestod af den betalte pris for aktierne og lånets tilbagebetaling.

(19)

I denne forbindelse hævder Finland, at lånet blev bevilget på markedsvilkår, idet det samlede beløb på 2,37 mio. EUR, Componenta havde modtaget som betaling for aktierne og i form af lån, var mindre end halvdelen af KK's markedsværdi. Finland hævder desuden, at KK's økonomiske situation havde forbedret sig siden 1996, hvor Componenta gav KK lånet.

(20)

Ifølge traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Ifølge De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis foreligger der påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, hvis den støttemodtagende virksomhed udøver økonomisk aktivitet, der indebærer handel mellem medlemsstaterne.

(21)

Componentas aktiviteter indebærer handel mellem medlemsstaterne. Den støtte, virksomheden har fået tildelt, omfattes derfor af EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Økonomisk støtte, som tildeles af regionale og lokale myndigheder, udgør statsstøtte (4).

(22)

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure fastslog Kommissionen, at støttens størrelse udgøres af den forskel, som fås ved at trække aktiernes købspris på 2,37 mio. EUR fra den pris, en privat investor ville være villig til at betale for aktierne.

(23)

Kommissionen konstaterer, at den samlede købspris bestod af to dele. På den ene side fik Componenta 0,7 mio. EUR kontant for aktierne, og på den anden fik det tilbagebetalt 1,67 mio. EUR, som det havde givet KK i lån. I alt fik Componenta 2,37 mio. EUR for købet. Disse to dele vurderes hver for sig.

(24)

Kommissionen konstaterer, at Componenta som alternativ havde kunnet flytte støberivirksomheden fra Karkkila til Alvesta. Det er derfor forståeligt, at Karkkila har kunnet være bekymret over muligheden for at miste produktionsanlæggene og dermed også miste arbejdspladser.

(25)

Det kan være rigtigt, at efterspørgslen på jordarealer ville stige, hvis en stor arbejdsgiver i byen udvidede sine aktiviteter i stedet for at indskrænke dem. At købet af KK's aktier og långivningen til KK i aftalen var knyttet sammen med Componentas investeringsbeslutning, og at byen endda havde ret til at annullere hele handelen, hvis Componenta ikke foretog de lovede investeringer i Karkkila, viser, at byens beslutning om at indgå handelen med Componenta ikke blot bygger på KK's markedsværdi, men også blev påvirket af andre faktorer.

(26)

Ifølge det af De Europæiske Fællesskabers Domstol stadfæstede markedsøkonomiske investorprincip er en markedsøkonomisk investor en investor, der træffer sin beslutning under hensyntagen til det forventede afkast og lader alle samfundsmæssige, regionalpolitiske og sektorbestemte synspunkter ude af betragtning. Da Componentas investering i et nyt produktionsanlæg var en direkte betingelse for afslutning af den handel, undersøgelsen gælder, kan det konstateres, at Karkkila ikke optrådte i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Hvis forøgelsen af skatteindtægter og den almindelige velfærd i byen blev godkendt som faktorer, der skulle tages i betragtning af en markedsøkonomisk investor, ville byens rolle som offentlig myndighed og som forretningsdrivende ejer af KK blive sammenblandet.

(27)

Kommissionen bemærker endvidere, at byrådet i Karkkila på et møde, der blev afholdt den 1. november 2003, bekræftede, at den indgåede handel med Componenta var knyttet direkte til Componentas beslutning om at investere i Karkkila, og at Componenta ved Karkkilas køb af KK's aktier fik tilstrækkelige midler til at foretage investeringen i støberiet i Karkkila.

(28)

Disse faktorer støtter Kommissionens i det følgende fremsatte konklusioner om, at handelen ikke skete på markedsvilkår.

(29)

Den betalte pris for KK's aktier udgør en del af den indgåede handel mellem Karkkila og Componenta. Det skal på grundlag af den pris, der blev betalt for aktierne, konstateres, om den foregik på markedsvilkår.

(30)

Finland har begrundet KK-aktiernes pris med nettoværdien af KK's aktiver. I den handel, undersøgelsen gælder, er der dog ikke tale om salg af egentlig ejendom, men om erhvervelse af virksomhedens aktier. En markedsøkonomisk investor, der foretog en sådan investering, ville først og fremmest benytte vurderingen af markedsprisen som grundlag for det afkast, der kunne forventes af investeringen. Det skyldes, at en markedsøkonomisk investor investerer af hensyn til det udbytte eller afkast, der kan forventes af investeringen. En markedsøkonomisk investor ville derfor have taget hensyn til aktiernes og den investerede kapitals forventede årlige afkast for at se, om der kunne forventes et rimeligt udbytte af investeringen i sammenligning med andre investeringsmuligheder.

(31)

På baggrund af flere af det foregående års indtægter er afkastet af investeringen i KK klart negativ. Der er heller ingen tegn på, at situationen skulle blive bedre i fremtiden. Finland har heller ikke forelagt nogen forretningsplan for KK, hvorefter der skulle være planer om foranstaltninger til forbedring af rentabiliteten, og Finland har ikke en gang påstået, at Karkkila skulle have forventet nogen forbedring af indtægterne og udbyttet.

(32)

De negative indtægter kommer af, at KK klart var i vanskeligheder, efterspørgslen på dets jordarealer var svag, og dets indtægter på jordarealerne var små. Virksomheden havde i de sidste fire år haft tab, dets salg var usædvanligt lille, det kunne ikke udbetale udbytte og befandt sig i en usikker økonomisk situation. Det kan også tilføjes, at denne vanskelige økonomiske situation fortsatte, selv om virksomheden fik bevilget rentefrie lån. Hvis det havde finansieret sine aktiviteter med lån til normal rente, ville situationen have været endnu værre. På grundlag af tidligere erfaringer og fordi en forbedring af virksomhedens økonomiske situation ikke syntes mulig, kunne en markedsøkonomisk investor ikke have forventet noget som helst udbytte af sin investering, hvis han købte aktier i KK. På dette grundlag finder Kommissionen, at værdien af KK's aktier var lig nul.

(33)

Denne konklusion bekræftes af, at KK's aktiviteter i vid udstrækning blev finansieret ved hjælp af to rentefrie aktionærlån, således som det fremgår af det foregående. Det betyder, at en ny ejer ved overtagelse af aktierne skulle have overtaget de rentefrie lån sammen med dem, hvad en markedsøkonomisk investor ikke ville have godtaget, således som det forklares i det følgende.

(34)

Som allerede påpeget er den afgørende faktor en langsigtet forventning om afkast, som kan være forskellig fra de foregående års faktisk realiserede indkomst. En markedsøkonomisk investor ville dog også tage hensyn til tidligere indkomster. Det afgørende forhold i forbindelse med forventningen om afkast er, om det med rimelighed kunne forventes, at KK ville få tilstrækkelig indtægt på at sælge og udleje byggegrunde. Dette skal medtages ved bestemmelse af ejendommens helhedsværdi, således som det fremgår af det følgende.

(35)

Finland har forklaret, at KK's jordarealer blev benyttet som grundlag for aktiernes værdi. Det er korrekt, at også en markedsøkonomisk investor tager hensyn til ejendommens nettoværdi, når han skal træffe sin beslutning. Finlands begrundelser for vurderingen af aktierne fremgår i korthed af følgende tabel:

Tabel 1

KK's værdi ifølge Finland

(36)

Kommissionens meddelelse om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord og bygninger  (5) finder ikke direkte anvendelse, da handelen ikke gjaldt enkeltstående ejendomme, men virksomhedens aktier. Meddelelsen kan dog benyttes analogt i dette tilfælde, idet Kommissionens meddelelse, hvis formål er at sikre, at jordhandler mellem offentlige og private foretagender ikke indebærer støtte, berører såvel offentlige foretagenders salg som deres køb af jord, og fordi Finland i dette tilfælde hævder, at vurderingen af aktierne bygger på jordarealernes værdi. Ifølge meddelelsen skal der, hvis salget sker ved en betingelsesløs udbudsprocedure, foretages en uafhængig vurdering af én eller flere uafhængige vurderingssagkyndige, så markedsværdien inden salget kan fastlægges på grundlag af almindeligt accepterede markedsindikatorer og vurderingsstandarder.

(37)

Kommissionen konstaterer, at jordarealernes værdi ikke er blevet fastsat ved en betingelsesløs udbudsprocedure. Derfor skulle en uafhængig vurderingssagkyndig have foretaget en vurdering. Spørgsmålet er, om Finlands vurdering svarer til en sådan uafhængig vurdering. Kommissionen konstaterer for det første, at det af den kortfattede ejendomsmæglererklæring, Finland har forelagt, ikke fremgår klart, at det drejer sig om vurdering af KK's jordarealer. Denne erklærings betydning vurderes nærmere i det følgende.

(38)

Kommissionen konstaterer i denne forbindelse, at KK's jordarealer blev vurderet på forskellig måde afhængigt af jordarealernes type (parcelhusgrunde, grunde til række- og etagehuse, Asemansuo-området og parker og offentlige områder). Disse forskellige jordarealtyper analyseres hver for sig.

(39)

Vurderingen af parcelhusgrundene byggede på den officielle kvadratmeterpris, som blev benyttet af Karkkila, og som for parcelhusgrundes vedkommende var på 10,19 EUR/m2. Kommissionen konstaterer, at dette var detailprisen eller den pris, hvortil byen solgte grunde til enkeltvise købere. Finland forelagde også en erklæring fra en ejendomssagkyndig om utypiske jordarealers kvadratmeterpriser i Karkkila (de priser, der forlanges af de endelige kunder, det vil også i dette tilfælde sige detailpriser). Den sagkyndige bekræfter, at kvadratmeterpriserne for den slags grunde i Karkkila varierede mellem 9,43 EUR og 14,76 EUR i 2003, og at den pris, Karkkila har benyttet, ligger tæt på grundenes markedsværdi, uden at denne på nogen måde præciseres.

(40)

Kommissionen konstaterer imidlertid, at der ikke blev foretaget nogen egentlig ekstern vurdering af KK's parcelhusgrunde. Grundenes engrospris blev heller ikke vurderet. Det er efter Kommissionens opfattelse klart, at grundenes værdi i detailhandel er betydelig større, end når der sælges store jordarealer (som i dette tilfælde, hvor KK f.eks. ejede 80 parcelhusgrunde), som køberen ikke har til hensigt at bruge selv, men at videresælge senere.

(41)

En vurdering, hvori en bestemt jordtypes detailsalgsværdi blot ganges med KK's samlede jordareal, indeholder derfor to fejl. For det første bliver det jordareal, der direkte er tale om, ikke vurderet, og for det andet viser vurderingen ikke, hvad en markedsøkonomisk investor, der køber hele jordarealet på én gang, ville være villig til at betale på købstidspunktet, når der tages særligt hensyn til det begrænsede marked for den slags grunde.

(42)

Med hensyn til grundene til række- og etagehuse, hvis værdi blev angivet til 1 136 849 EUR, henviser Finland til den vurdering, som blev foretaget af den ejendomssagkyndige. Kommissionen konstaterer, at rækkehusgrundenes værdi ifølge den ejendomssagkyndiges vurdering er på 70–80 EUR pr. etagemeter og etagehusgrundenes på 60–75 EUR pr. etagemeter. Den værdi, Finland benyttede, var på 74,02 EUR pr. etagemeter for rækkehusgrunde og på 79,56 EUR pr. etagemeter for etagehusgrunde. Disse tal ligger således mellem de værdier, den ejendomssagkyndige har opgivet, eller lidt over dem. Den sagkyndige betoner desuden, at der de seneste år kun har været få tilsvarende handler, og at efterspørgslen fremover vil være lille.

(43)

Kommissionen konstaterer, at den sagkyndige, også for byggegrunde til den slags formål, opgiver detailprisen og ikke engrosprisen, som er den pris, en markedsøkonomisk investor ville betale, hvis han købte hele jordarealet på én gang. Da den sagkyndige påpeger, at efterspørgslen på denne type jord fremover vil være lille, finder Kommissionen, at også vurderingen af denne jordtypes engrospris på købstidspunktet er klart i overkanten.

(44)

Der foreligger ikke oplysninger om, hvordan markedsværdien af det jordareal, som ligger i byens centrum (Asemansuo), er blevet bestemt. Det pågældende jordareal svarer til omtrent halvdelen af den anslåede værdi af KK's jordejendom (2 358 158 EUR). Finland bruger værdien pr. bebyggelig kvadratmeter (79,56 EUR) og ganger denne værdi med det areal, hvortil der er byggetilladelse (29 640 m2. Den ejendomsmægler, Finland omtaler, har imidlertid vurderet denne jord til 50 EUR pr. bebyggelig kvadratmeter, hvad der giver en værdi på 1 480 200 EUR. Forskellen på disse to værdier er 877 958 EUR. Da det drejer sig om et stort ensartet jordareal, må det antages, at den ejendomssagkyndiges vurdering af Asemansuo var en detailpris, og Kommissionen vil derfor betragte den værdi, den ejendomssagkyndige har angivet, som troværdig. Finland har ikke på nogen måde forklaret den bemærkelsesværdige forskel i forhold til ekspertens erklæring.

(45)

Kommissionen tvivler på, om denne jord, hvis anvendelsesformål er park og offentligt område, og hvis værdi er angivet til 491 738 EUR, kan tillægges ret stor værdi, da der ikke kan fås noget udbytte af den, idet den ikke kan udnyttes produktivt, og en markedsøkonomisk investor derfor heller ikke ville være villig til at betale et betydeligt beløb for den.

(46)

På grundlag af de i det foregående beskrevne forhold finder Kommissionen, at de af KK ejede jordarealer ikke blev vurderet korrekt, og at vurderingen af dem ikke er i overensstemmelse med vurderingsgrundlaget i Kommissionens meddelelse om støtteelementer i offentlige myndigheders handel med jord og bygninger.

(47)

Alene på grundlag af overvurderingen af Asemansuo må den samlede værdi af KK's jordarealer og dermed virksomhedens værdi, hvis den beregnes på grundlag af aktierne, nedsættes fra 876 158 EUR til 619 760 EUR.

(48)

Kommissionen finder desuden, at parcelhusgrundene, grundene til række- og etagehuse og de offentlige områder og parkområderne blev vurderet alt for højt, da vurderingen byggede på de i det foregående nævnte to fejl, eller med andre ord, at de bestemte jordarealer, der er tale om, ikke blev vurderet, og at deres værdi ikke svarede til den pris, som en markedsøkonomisk investor, der solgte hele jordarealet på én gang, ville få på handelstidspunktet. Ifølge Finland var disse jordarealers samlede værdi på 2 660 152 EUR. Kommissionen mener, at overvurderingen af jordarealerne ligger over 619 760 EUR. Denne værdi ville være den nettoværdi, KK havde tilbage ifølge Finlands beregningsmetode, efter korrektion af Asemansuos alt for højt ansatte værdi. Heraf følger, at den pris Karkkila betalte for KK's aktier, også hvis aktiernes værdi beregnes på denne måde, i sin helhed udgjorde støtte til Componenta.

Tabel 2

Kommissionens vurdering af den støtte, prisen på KK's aktier indebærer

(49)

Da en investor, som købte KK's aktier ikke kunne forvente afkast af sin kapital, og da jordarealerne var overvurderede, konkluderer Kommissionen, at nettoværdien af KK's aktier var lig 0 EUR. Desuden forsøgte Componenta ikke en gang at finde en anden køber til sine KK-aktier. Også denne omstændighed viser, at Karkkila betalte mere end markedsprisen, da selv et forsøg på at finde en anden køber til aktierne ville have givet mulighed for at fastslå deres markedspris.

(50)

Kommissionen konkluderer derfor, at KK's aktier, ud fra det grundlag, hvorpå KK's værdi som virksomhed og værdien af dets jordarealer blev fastsat, var værdiløse på ejendomsrettens overdragelsestidspunkt, og at den pris Karkkila har betalt for KK's aktier (713 092 EUR) i sin helhed udgør støtte til Componenta.

(51)

Hvis Finland imidlertid kan fremlægge beviser for, at overvurderingen af de i det foregående beskrevne jordarealer lå under 617 760 EUR, kan den støtte, aktiekøbet indeholder, formindskes tilsvarende. Sådanne beviser skulle bygge på en nøjagtig vurdering foretaget af en uafhængig vurderingsmand. Vurderingsmanden skal være en velrenommeret person, som har en relevant eksamen eller akademisk uddannelse eller tilsvarende og tilstrækkelig erfaring og kompetence til at vurdere den pågældende type jordarealer og bygninger i det pågældende område. Vurderingen skulle klarlægge engrosprisen på KK's jordarealer på købstidspunktet, eller hvor meget KK ville have kunnet få, hvis alle dets jordarealer blev solgt på markedsvilkår på det pågældende tidspunkt.

(52)

Som anden del af handelen mellem Karkkila og Componenta bevilgede Karkkila KK et rentefrit lån på 1,67 mio. EUR, hvormed KK straks tilbagebetalte et lån, som Componenta havde givet det i 1996. KK havde i 1996 fået to lige så store lån på samme betingelser. Heraf havde Karkkila bevilget det ene og Componenta det andet. Lånene blev givet, fordi KK på det pågældende tidspunkt ikke kunne indfri sine forpligtelser over for private kreditorer. De pågældende lån beløb sig til i alt 3,34 mio. EUR.

(53)

Finland hævder, at KK's økonomiske situation var god i 2003. Det henviser blandt andet til en fodnote i KK's årsberetning fra 2003, hvori det anføres, at den aktuelle værdi af KK's jordarealer skønsmæssigt var 5 052 459 EUR eller 1 971 845 EUR større end jordarealernes bogførte værdi. Som det fremgik af det foregående afsnit, svarede værdien af KK's jordarealer ifølge Kommissionens vurdering ikke hertil.

(54)

I KK's årsberetning for 2001-2003 angives følgende nøgletal:

(55)

Det fremgår klart af denne tabel, at efterspørgslen på jordarealer har været usædvanlig lille i de pågældende fire år. Det fremgår også, at virksomheden har usædvanlig få salgs- eller lejeindtægter af jordarealerne. Det er desuden klart, at virksomhedens likvide midler var ved at være opbrugt, og at dens balancesituation var usædvanlig, idet dens egenkapital bestandig var negativ. Det kan endvidere konstateres, at virksomhedens væsentligste finansiering (lånene fra Karkkila og Componenta, der tilsammen beløb sig til 3,34 mio. EUR) var rentefri. Hvis lånene havde været belagt med normal rente, ville virksomhedens økonomiske situation have været endnu værre.

(56)

På grundlag af disse data kan Kommissionen ikke tilslutte sig Finlands erklæring om, at KK's økonomiske situation var god.

(57)

Det skal derfor godtgøres, om KK havde kunnet tilbagebetale Componenta-lånet uden den foranstaltning, som blev truffet af Karkkila.

(58)

Kommissionen konstaterer for det første, at KK til sin redning fik bevilget to rentefrie lån af samme størrelse i 1996. Heraf blev det ene bevilget af Componenta og det andet af Karkkila. Disse lån gav KK en klar fordel. En markedsøkonomisk investor, som havde bevilget et sådant lån, ville have forlangt, at lånene blev afskrevet med lige store afdrag til begge långivere. Lånet skulle derfor have været tilbagebetalt (helt eller delvis) i samme forhold til begge långivere (Componenta og Karkkila), for at den ene långiver ikke fik fordel frem for den anden.

(59)

Da Componenta i den handel, vurderingen drejer sig om, fik tilbagebetalt hele sit lån, må det vurderes, om KK under normale markedsbetingelser foruden Componentas lån også ville have kunnet tilbagebetale Karkkilas lån. Således kan det godtgøres, at Componenta ikke fik nogen fordel. Spørgsmålet er derfor, om KK ville have været i stand til at få 3,34 mio. EUR fra markedet til tilbagebetaling af sine aktionærlån.

(60)

Hvis KK ikke var blevet finansieret med rentefrie lån, men havde skullet betale sine lån på 3,34 mio. EUR til markedsrente, ville de årlige rentebetalinger have været på mindst 265 000 EUR. Denne beregning bygger på Kommissionens referencerente fra 2003, hvortil skal lægges 4 procentpoint, således som Kommissionen har for sædvane, når det drejer sig om en virksomhed i vanskeligheder (3,95 % + 4 % =7,59 % x 3,4 mio. EUR).

(61)

I betragtning af KK's indtægter i de sidste år skulle virksomheden hurtigt have forøget sin årsindtægt for at kunne betale renterne på et forrentet lån af denne størrelse. Da jordarealerne ikke gav nogen eller kun få lejeindtægter, ville KK kun have kunnet betale lånets renter ved hurtigt at øge salget af grunde.

(62)

Da efterspørgslen på størstedelen af de grunde, KK ejede (grunde til række- og etagehuse), ifølge den ejendomssagkyndige var lille, og da Asemansuo-området ikke var klart til brug, forekommer det ikke sandsynligt, at KK ganske uventet skulle kunne forøge sin årsindkomst.

(63)

Endnu mere bemærkelsesværdigt er, at sådanne jordhandler for at kunne betale renterne på et lån ville betyde, at virksomheden ofrede sit vigtigste aktiv alene for at kunne betale renterne. Hvis KK skulle have solgt jord for mindst 300 000 EUR om året for at betale renter og dække bestemte administrative mindsteomkostninger, ville der efter f.eks. 10 år i praksis ikke have været aktiver tilbage, men der ville stadig have været en gæld på 3,34 mio. EUR.

(64)

Kommissionen konkluderer derfor, at det selv på grundlag af en enkelt beregning er klart, at KK ikke ville have kunnet erstatte to rentefrie lån med lån til markedsrente. På grund af KK's økonomiske situation er det næppe sandsynligt, at det ville have kunnet få et mindre lån på markedsvilkår, hvormed det havde kunnet tilbagebetale en del af sine rentefrie lån.

(65)

Kommissionen konkluderer, at den foranstaltning, hvorefter KK fik et rentefrit lån af Karkkila på 1,67 mio. EUR, som det straks brugte til tilbagebetaling af sit lån fra Componenta, ikke er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip og udgør statsstøtte til Componenta.

(66)

På grundlag af Finlands oplysninger udgøres støttebeløbet af hele det beløb, som blev betalt til Componenta i den handel, vurderingen gælder. Det består af den pris, der blev betalt for KK's aktier (713 092,50 EUR) og lånet til KK (1 670 184 EUR), hvormed det kunne tilbagebetale lånet fra Componenta. Det samlede støttebeløb er derfor på 2 383 276,50 EUR. Hvis Finland imidlertid kan fremlægge beviser på, at overvurderingen efter den i det foregående beskrevne metode ligger under 617 760 EUR, kan den støtte, aktiekøbet indebærer (713 092,50 EUR), dog nedsættes tilsvarende.

(67)

Kommissionen konstaterer, at dens tvivl på, om handelen mellem Karkkila og Componenta foregik på markedsvilkår, er blevet bekræftet, og at Componenta modtog en støtte på 2 383 276,50 EUR.

(68)

Kommissionen konstaterer også, at denne statsstøtte var i strid med reglerne, da den ikke blev anmeldt til Kommissionen.

(69)

Kommissionen konstaterer endvidere, at Componentas virksomhed indebærer handel mellem medlemsstaterne, og at økonomisk støtte, som bevilges af regionale og lokale myndigheder, regnes for støtte med statsmidler (6).

(70)

Kommissionen konkluderer derfor, at den støtte, som er blevet påvist i det foregående, omfattes af forbuddet i traktatens artikel 87, stk. 1, idet den blev ydet ved hjælp af statsmidler, den truer med at fordreje konkurrencen ved at begunstige en bestemt virksomhed (Componenta), og den påvirker handelen mellem medlemsstaterne.

(71)

Der kan kun undtages fra dette forbud, hvis støtten kan komme ind under en af undtagelserne i artikel 87. Da støttens formål var at finansiere en nyinvestering i Karkkila, har Kommissionen vurderet, om Componenta har kunnet få regional investeringsstøtte. Kommissionen konkluderer, at dette ikke er muligt af to grunde.

(72)

For det første ligger Karkkila uden for de regionalstøtteområder, som er blevet godkendt på Finlands regionalstøttekort for årene 2000-2006. For det andet er Componenta ifølge vurderingsgrundlaget i bilag I til Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (7) ikke nogen SMV. Componentas omsætning var i 2003 på 178 mio. EUR, mens omsætningen ifølge definitionen på SMV højest må være 40 mio. EUR. Virksomhedens personale havde i 2003 en gennemsnitsstørrelse på 1 595 ansatte, mens det ifølge vurderingsgrundlaget for SMV højst må være på 250 ansatte.

(73)

Kommissionen konkluderer også, at støtten ikke kan godkendes på noget andet grundlag i traktaten, navnlig ikke på grundlag af undtagelserne i artikel 87. Den ulovlige støtte er derfor ikke forenelig med fællesmarkedet og skal tilbagebetales med renter.

(74)

Kommissionen konstaterer, at Finland ulovligt har ydet en støtte på i alt 2 383 276,50 EUR i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Byen Karkkila i Finland har ulovligt ydet støtte til Componenta Oyj i to dele.

(75)

Den første del er på 713 092,50 EUR, og her drejer det sig om den overpris i forhold til markedsprisen, som Componenta Oyj fik betalt for sine aktier i Karkkilan Keskustakiinteistöt Oy. Dette beløb kan formindskes med KK's teoretisk vurderede værdi, hvis Finland fremlægger beviser på, at de i det foregående beskrevne jordarealers overværdi ligger under 619 760 EUR.

(76)

Den anden del består af de 1 670 184 EUR, som Componenta Oyj fik i form af det rentefrie lån til Karkkilan Keskustakiinteistöt Oy, hvormed et lån af samme størrelse blev tilbagebetalt til Componenta Oyj.

(77)

Støtten er ikke forenelig med fællesmarkedet og skal derfor tilbagebetales med renter af støttemodtageren Componenta Oyj -