Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D0533

    2006/533/EF: Kommissionens beslutning af 28. juli 2006 om visse midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza i Kroatien (meddelt under nummer K(2006) 3352) (EØS-relevant tekst)

    EUT L 212 af 2.8.2006, p. 19–21 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 118M af 8.5.2007, p. 1023–1025 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2006

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/533/oj

    2.8.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 212/19


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 28. juli 2006

    om visse midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza i Kroatien

    (meddelt under nummer K(2006) 3352)

    (EØS-relevant tekst)

    (2006/533/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF (1), særlig artikel 18, stk. 1, 3 og 7,

    under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (2), særlig artikel 22, stk. 1, 5 og 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fjerkræ og andre fugle, som kan være dødelig og forårsage forstyrrelser, der hurtigt kan udvikle sig til en epizooti, som kan udgøre en alvorlig trussel mod dyre- og folkesundheden og gå voldsomt ud over fjerkræopdrættets rentabilitet. Der er en risiko for, at sygdomsagensen spredes via international handel med levende fjerkræ og andre fugle eller produkter heraf.

    (2)

    Efter at der i december 2003 udbrød aviær influenza i Sydøstasien forårsaget af den højpatogene H5N1-virusstamme, vedtog Kommissionen en række beskyttelsesforanstaltninger over for aviær influenza. Foranstaltningerne omfattede bl.a. Kommissionens beslutning 2005/758/EF af 27. oktober 2005 om visse beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med mistanke om højpatogen aviær influenza i Kroatien og om ophævelse af beslutning 2005/749/EF (3). I henhold nævnte beslutning skal medlemsstaterne suspendere import fra visse dele af Kroatien af levende fjerkræ, strudsefugle, opdrættet og vildtlevende fjervildt og visse andre levende fugle, herunder fugle holdt som selskabsdyr, samt rugeæg af disse arter og visse produkter af fugle. Beslutning 2005/758/EF anvendes indtil den 31. juli 2006.

    (3)

    Kroatien har meddelt Kommissionen, at de kroatiske kompetente myndigheder nu anvender beskyttelsesforanstaltninger, der er ligestillet med dem, medlemsstaternes kompetente myndigheder anvender i henhold til Kommissionens beslutning 2006/115/EF af 17. februar 2006 om visse beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza hos vilde fugle i Fællesskabet og om ophævelse af beslutning 2006/86/EF, 2006/90/EF, 2006/91/EF, 2006/94/EF, 2006/104/EF og 2006/105/EF (4).

    (4)

    Kroatien har endvidere meddelt, at landet straks vil underrette Kommissionen om eventuelle fremtidige ændringer af Kroatiens dyresundhedsstatus, herunder især om eventuelle yderligere udbrud af aviær influenza hos vilde fugle. Kommissionen vil straks orientere medlemsstaterne og sende dem eventuelle oplysninger, den har modtaget fra de kroatiske myndigheder.

    (5)

    I lyset af de beskyttelsesforanstaltninger, der anvendes af de kroatiske kompetente myndigheder, og Kroatiens løfte om straks at underrette Kommissionen om eventuelle fremtidige ændringer af Kroatiens dyresundhedsstatus med hensyn til aviær influenza bør fællesskabslovgivningens gældende beskyttelsesforanstaltninger vedrørende udbrud af influenza i Kroatien ændres, så der tillades import fra de dele af Kroatien, hvor de kroatiske kompetente myndigheder ikke har iværksat ligestillede beskyttelsesforanstaltninger i henhold til beslutning 2006/115/EF, når der er bekræftet et tilfælde af aviær influenza forårsaget af en højpatogen H5N1-virusstamme hos en vild fugl.

    (6)

    Ved Kommissionens beslutning 2005/432/EF af 3. juni 2005 om dyre- og folkesundhedsbetingelser og standardcertifikater for import fra tredjelande af kødprodukter til konsum og om ophævelse af beslutning 97/41/EF, 97/221/EF og 97/222/EF (5) er der opstillet en liste over tredjelande, hvorfra medlemsstaterne kan tillade import af kødprodukter, og der fastsættes behandlinger, der anses for effektivt at kunne inaktivere de relevante patogener. For at forebygge risikoen for, at sygdommen overføres via sådanne produkter, skal de gennemgå en relevant behandling, som afhænger af, hvilken sundhedsstatus oprindelseslandet har, og hvilke dyrearter produktet stammer fra. Det bør derfor fortsat tillades at importere kødprodukter af vildtlevende fjervildt med oprindelse i Kroatien, som har været opvarmet (gennemvarmet) til mindst 70 °C.

    (7)

    På baggrund af den epidemiologiske situation i Kroatien og de omkringliggende lande og den risiko, som aviær influenza fortsat udgør, bør de beskyttelsesforanstaltninger, der er foreskrevet i denne beslutning, anvendes indtil den 31. december 2006.

    (8)

    Af hensyn til klarheden og sammenhængen i fællesskabslovgivningen bør beslutning 2005/758/EF ophæves og erstattes med nærværende beslutning.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Medlemsstaterne suspenderer import af følgende fra den del af Kroatiens område, der er anført i bilaget:

    a)

    levende fjerkræ, strudsefugle, opdrættet og vildtlevende fjervildt, levende fugle, bortset fra fjerkræ, som defineret i artikel 1, tredje led, i Kommissionens beslutning 2000/666/EF (6), herunder fugle, der ledsager deres ejere (selskabsdyr), samt rugeæg af disse arter

    b)

    fersk kød af vildtlevende fjervildt

    c)

    tilberedt kød og kødprodukter, som består af eller indeholder kød af vildtlevende fjervildt

    d)

    råt foder til selskabsdyr og uforarbejdede fodermidler, der indeholder dele af vildtlevende fjervildt

    e)

    ubehandlede jagttrofæer af alle fugle.

    Artikel 2

    Uanset artikel 1, litra c), tillader medlemsstaterne import af tilberedt kød og kødprodukter, der består af eller indeholder kød af vildtlevende fjervildt, hvis kødet er blevet underkastet mindst en af de særlige behandlinger, der er omhandlet i del 4, punkt B, C eller D, i bilag II til beslutning 2005/432/EF.

    Artikel 3

    Medlemsstaterne træffer straks de fornødne foranstaltninger for at efterkomme denne beslutning og offentliggøre foranstaltningerne. De underretter straks Kommissionen herom.

    Artikel 4

    Beslutning 2005/758/EF ophæves.

    Artikel 5

    Denne beslutning anvendes indtil den 31. december 2006.

    Artikel 6

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juli 2006.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

    (2)  EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1). Berigtiget i EUT L 191 af 28.5.2004, s. 1.

    (3)  EUT L 285 af 28.10.2005, s. 50. Senest ændret ved beslutning 2006/405/EF (EUT L 158 af 10.6.2006, s. 14).

    (4)  EUT L 48 af 18.2.2006, s. 28. Ændret ved beslutning 2006/277/EF (EUT L 103 af 12.4.2006, s. 29).

    (5)  EUT L 151 af 14.6.2005, s. 3. Ændret ved beslutning 2006/330/EF (EUT L 121 af 6.5.2006, s. 43).

    (6)  EFT L 278 af 31.10.2000, s. 26.


    BILAG

    Del af Kroatiens område, jf. artikel 1:

    ISO-landekode

    Landenavn

    Del af området

    HR

    Kroatien

    I Kroatien: alle områder i Kroatien, for hvilke de kroatiske kompetente myndigheder officielt har anvendt beskyttelsesforanstaltninger, der er ligestillet med dem, der er fastsat i beslutning 2006/115/EF.


    Top