Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005L0049

Kommissionens direktiv 2005/49/EF af 25. juli 2005 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Rådets direktiv 72/245/EØF om radiostøjdæmpning af køretøjer (elektromagnetisk kompabilitet) og om ændring af direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil EØS-relevant tekst.

EUT L 194 af 26.7.2005, p. 12–14 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 287M af 18.10.2006, p. 214–216 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/10/2014; stiltiende ophævelse ved 32009R0661

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2005/49/oj

26.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 194/12


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2005/49/EF

af 25. juli 2005

om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Rådets direktiv 72/245/EØF om radiostøjdæmpning af køretøjer (elektromagnetisk kompabilitet) og om ændring af direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (1), særlig artikel 13, stk. 2,

under henvisning til Rådets direktiv 72/245/EØF om radiostøjdæmpning af køretøjer (elektromagnetisk kompatibilitet) (2), særlig artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Direktiv 72/245/EØF er et af særdirektiverne under den typegodkendelsesprocedure, som er fastlagt ved Rådets direktiv 70/156/EØF.

(2)

For at forbedre sikkerheden for køretøjer ved at tilskynde til udvikling og indførelse af teknologier, der anvender kortdistanceradarudstyr til køretøjer, har Kommissionen harmoniseret anvendelsen af to radiofrekvensbånd ved Kommissionens beslutning 2004/545/EF af 8. juli 2004 om harmonisering af radiofrekvenser i 79 GHz-området til brug for kortdistanceradarudstyr til biler i Fællesskabet (3) og Kommissionens beslutning 2005/50/EF af 17. januar 2005 om harmonisering af radiofrekvenser i 24 GHz-området til tidsbegrænset anvendelse til kortdistanceradarudstyr til køretøjer i Fællesskabet (4).

(3)

79 GHz-området er blevet udpeget som det bedst egnede frekvensområde med henblik på udvikling og indførelse af kortdistanceradar til køretøjer på et langsigtet og permanent grundlag. Derfor blev 79 GHz-området ved afgørelse 2004/545/EF udpeget og stillet til rådighed for kortdistanceradarsystemer til køretøjer på grundlag af principperne om ikke-interferens og ikke-beskyttelse. Imidlertid er teknologien til anvendelse i 79 GHz-området stadigvæk under udvikling og er endnu ikke omkostningseffektiv.

(4)

Den tidsbegrænsede anvendelse af 24 GHz-frekvensbåndet til kortdistanceradarudstyr til køretøjer er blevet tilladt ved afgørelse 2005/50/EF. Den teknologi, der anvender denne frekvens, er tilgængelig på kort sigt til en fornuftig pris, hvilket vil gøre det muligt hurtigt at evaluere, hvorvidt indførelsen af kortdistanceradarudstyr til køretøjer har en virkning på trafiksikkerheden. Imidlertid skal anvendelsen af radar i forbindelse med denne teknologi begrænses for at undgå interferens med andre applikationer, som anvender radiofrekvenser i 24 GHz-området.

(5)

I henhold til afgørelse 2005/50/EF tillades anvendelsen af radioudstyr i 24 GHz-området kun, når det oprindeligt var monteret eller erstatter oprindeligt monteret udstyr og kun indtil den 30. juni 2013. Ifølge artikel 5 i afgørelse 2005/50/EF kan denne dato dog fremrykkes.

(6)

I henhold til afgørelse 2005/50/EF skal medlemsstaterne etablere et overvågningssystem med det formål at sætte tal på det antal køretøjer, der er udstyret med kortdistanceradarudstyr i 24 GHz-området, og som er registreret på deres territorium. Det er derfor nødvendigt at forsyne medlemsstaterne med de passende midler, så de kan gennemføre denne overvågning.

(7)

Direktiv 72/245/EØF bør følgelig ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Ændringerne af direktiv 72/245/EØF indvirker på direktiv 70/156/EØF. Dette direktiv bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for tilpasning til den tekniske udvikling, som er nedsat i henhold til artikel 13 i direktiv 70/156/EØF —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 72/245/EØF

I direktiv 72/245/EØF foretages følgende ændringer:

1)

I bilag I indsættes følgende efter nr. 2.1.12.2:

»2.1.13.

»24 GHz-kortdistanceradarudstyr«: radar som defineret i artikel 2, stk. 2, i Kommissionens afgørelse 2005/50/EF (5), og som opfylder kravene i artikel 4 i samme afgørelse.

2.1.14.

»79 GHz-kortdistanceradarudstyr«: radar som defineret i artikel 2, litra b), i Kommissionens afgørelse 2004/545/EF (6), og som opfylder kravene i artikel 3 i samme afgørelse.

2)

I bilag II A indsættes følgende efter nr. 12.2.7:

»12.7.1.

køretøj udstyret med 24 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)

12.7.2.

køretøj udstyret med 79 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)«.

3)

I tillægget til bilag III A indsættes følgende efter nr. 1.3:

»1.3.1.

køretøj udstyret med 24 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)

1.3.2.

køretøj udstyret med 79 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)«.

Artikel 2

Ændring af direktiv 70/156/EØF

Direktiv 70/156/EØF ændres således:

1)

I bilag I og III indsættes følgende efter nr. 12.6.4:

»12.7.1.

køretøj udstyret med 24 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)

12.7.2.

køretøj udstyret med 79 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)«.

2)

I bilag IX på side 2 i alle modeller af EF-overensstemmelseserklæringen affattes nr. 50 således:

»50.   Bemærkninger:

50.1.

køretøj udstyret med 24 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)

50.2.

køretøj udstyret med 79 GHz-kortdistanceradarudstyr: Ja/nej (overstreg det ikke gældende)

50.3.

Andre bemærkninger: …«.

Artikel 3

Overgangsbestemmelser

1.   Fra den 1. juli 2006 gælder det, hvis bestemmelserne i direktiv 72/245/EØF, som ændret ved dette direktiv, ikke er opfyldt, at medlemsstaterne med begrundelse i elektromagnetisk kompatibilitet:

a)

skal anse typeattester, der ledsager fabriksnye køretøjer i henhold til direktiv 70/156/EØF, for ugyldige til det formål, der er nævnt i samme direktivs artikel 7

b)

kan nægte registrering, salg og ibrugtagning af nye køretøjer.

Allerede udstedte godkendelser for køretøjer, der ikke er udstyret med 24 GHz- eller 29 GHz-kortdistanceradarudstyr, berøres ikke.

2.   Fra den 1. juli 2013 forbyder medlemsstaterne registrering, salg eller ibrugtagning af køretøjer med 24 GHz-kortdistanceradarudstyr.

3.   Såfremt referencedatoen i artikel 2, stk. 5, i afgørelse 2005/50/EF ændres i overensstemmelse med artikel 5 i samme afgørelse, forbyder medlemsstaterne registrering, salg eller ibrugtagning af køretøjer med 24 GHz-kortdistanceradarudstyr efter den således ændrede referencedato.

Artikel 4

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. juni 2006 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. juli 2006.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 5

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 6

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juli 2005.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)  EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/104/EF (EUT L 337 af 13.11.2004, s. 13).

(2)  EFT L 152 af 6.7.1972, s. 15. Senest ændret ved direktiv 2004/104/EF.

(3)  EUT L 241 af 13.7.2004, s. 66.

(4)  EUT L 21 af 25.1.2005, s. 15.

(5)  EUT L 21 af 25.1.2005, s. 15.

(6)  EUT L 241 af 13.7.2004, s. 66


Top