Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005L0006

    Kommissionens direktiv 2005/6/EF af 26. januar 2005 om ændring af direktiv 71/250/EØF for så vidt angår indberetning og fortolkning af analyseresultater i henhold til direktiv 2002/32/EFEØS-relevant tekst.

    EUT L 24 af 27.1.2005, p. 33–34 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 275M af 6.10.2006, p. 101–102 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 25/08/2009; stiltiende ophævelse ved 32009R0152

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2005/6/oj

    27.1.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 24/33


    KOMMISSIONENS DIREKTIV 2005/6/EF

    af 26. januar 2005

    om ændring af direktiv 71/250/EØF for så vidt angår indberetning og fortolkning af analyseresultater i henhold til direktiv 2002/32/EF

    (EØS-relevant tekst)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 70/373/EØF af 20. juli 1970 om indførelse af fællesskabsprøveudtagningsmåder og -analysemetoder for så vidt angår den officielle kontrol med foderstoffer (1), særlig artikel 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Kommissionens direktiv 71/250/EØF af 15. juni 1971 om fastsættelse af fællesskabsanalysemetoder til den officielle kontrol af foderstoffer (2) indeholder bestemmelser om angivelse af resultater.

    (2)

    For at sikre en ensartet gennemførelse i alle medlemsstater af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF af 7. maj 2002 om uønskede stoffer i foderstoffer (3) er det af stor betydning, at analyseresultater indberettes og fortolkes på en ensartet måde.

    (3)

    Direktiv 71/250/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (4)

    De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

    Artikel 1

    I direktiv 71/250/EF foretages følgende ændringer:

    1)

    I artikel 1 tilføjes følgende som stk. 3:

    »For så vidt angår uønskede stoffer som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF (4), herunder dioxin og dioxinlignende PCB, gælder punkt C(3) i del 1 i bilaget til dette direktiv.«

    2)

    Bilaget ændres som anført i bilaget til nærværende direktiv.

    Artikel 2

    1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest 12 måneder efter ikrafttrædelsen. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

    Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

    2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

    Artikel 3

    Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 4

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 26. januar 2005.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 170 af 3.8.1970, s. 2. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 807/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 36).

    (2)  EFT L 155 af 12.7.1971, s. 13. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 1999/27/EF (EFT L 118 af 6.5.1999, s. 36).

    (3)  EFT L 140 af 30.5.2002, s. 10. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/100/EF (EUT L 285, s 33).

    (4)  EFT L 140 af 30.5.2002, s. 10.


    BILAG

    Under punkt C (Analysemetoders gennemførelse samt angivelse af resultater) i del 1 (Almindelige bestemmelser vedrørende analysemetoder for foderstoffer) i bilaget til direktiv 71/250/EF tilføjes følgende som punkt 3:

    »3.

    For så vidt angår uønskede stoffer som omhandlet i direktiv 2002/32/EF, herunder dioxin og dioxinlignende PCB, anses et produkt til foderbrug for ikke at overholde det fastsatte maksimumsindhold, hvis analyseresultatet skønnes at overstige maksimumsindholdet under hensyntagen til den ekspanderede måleusikkerhed og korrektion for genfinding. Den analyserede koncentration korrigeret for genfinding og den ekspanderede måleusikkerhed anvendes til at vurdere, om maksimumsindholdet overholdes. Dette gælder kun i tilfælde, hvor analysemetoden tillader vurdering af måleusikkerheden og korrektion for genfinding (hvilket f.eks. ikke er tilfældet ved mikroskopering).

    Analyseresultatet skal indberettes som følger (hvis den anvendte analysemetode tillader vurdering af måleusikkerhed og genfindingsprocent):

    a)

    korrigeret eller ikke korrigeret for genfinding med angivelse af indberetningsmetode og genfindingsprocent

    b)

    som »x +/- U«, hvor x er analyseresultatet og U er den ekspanderede måleusikkerhed, idet der anvendes en dækningsfaktor på 2, hvilket giver et konfidensniveau på ca. 95 %.«


    Top