Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0093

2005/93/EF: Kommissionens beslutning af 2. februar 2005 om overgangsbestemmelser vedrørende indlagring af og oplagringsperioden for sendinger af visse animalske produkter på toldoplag i Fællesskabet (meddelt under nummer K(2005) 192) (EØS-relevant tekst).

EUT L 31 af 4.2.2005, pp. 64–65 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 272M af 18.10.2005, pp. 6–7 (MT)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 27/10/2005

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/93(1)/oj

4.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 31/64


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 2. februar 2005

om overgangsbestemmelser vedrørende indlagring af og oplagringsperioden for sendinger af visse animalske produkter på toldoplag i Fællesskabet

(meddelt under nummer K(2005) 192)

(EØS-relevant tekst)

(2005/93/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2002/99/EF af 16. december 2002 om dyresundhedsbestemmelser for produktion, tilvirkning, distribution og indførsel af animalske produkter til konsum (1), særlig artikel 13, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til direktiv 2002/99/EF skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger til at sikre, at animalske produkter, der er bestemt til konsum, fra den 1. januar 2005 ikke indføres fra tredjelande, medmindre de opfylder direktivets bestemmelser.

(2)

Ved Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (2), fastsættes der krav til veterinærkontrollen af sendinger af visse animalske produkter fra tredjelande samt bestemmelser om blandt andet oplagring på toldoplag for produkter, der ikke opfylder Fællesskabets dyresundhedsmæssige betingelser for import.

(3)

Direktiv 2002/99/EF indeholder ligeledes regler om fastlæggelse af dyresundhedsbestemmelser og certifikater for produkter enten ved direkte transit eller efter oplagring. Disse bestemmelser og certifikater for sendinger af kød, herunder af vildt og fjerkræ, samt kødprodukter, tilberedt kød og mælk og mejeriprodukter til konsum, som er bestemt enten til et tredjeland eller til leverancer til skibe, der udfører grænseoverskridende transport, ved direkte transit eller efter oplagring, er indeholdt i Rådets beslutning 79/542/EØF (3) samt Kommissionens beslutning 94/984/EF (4), 97/221/EF (5), 2000/572/EF (6), 2000/585/EF (7), 2000/609/EF (8), 2003/779/EF (9) og 2004/438/EF (10) (i det følgende benævnt »de relevante EF-retsakter«).

(4)

Sendinger af animalske produkter, der er indført i Fællesskabet med henblik på indlagring på toldoplag inden den 1. januar 2005, og som ikke er i overensstemmelse med de relevante EF-retsakter, bør derfor behandles gennemskueligt og efter harmoniserede procedurer, så der ikke skabes unødvendige problemer for de berørte virksomheder, samtidig med at det sikres, at der fastsættes en endelig frist for, hvor længe sådanne produkter kan blive i Fællesskabet.

(5)

Af samme grund bør virksomhederne have en frist på 12 måneder til at komme af med sådanne produkter, der er indlagret på toldoplag inden den 1. januar 2005.

(6)

Det bør sikres, at ethvert sådant produkt, som efter den 1. januar 2006 stadig opbevares på toldoplag i Fællesskabet, og som ikke er i overensstemmelse med de relevante EF-retsakter, destrueres under den kompetente myndigheds tilsyn. Alle udgifter til denne procedure bør pålægges ejeren af sendingen.

(7)

Af hensyn til dyresundheden er det nødvendigt at lade denne beslutning finde anvendelse fra den 1. januar 2005.

(8)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Indtil den 31. december 2005 kan sendinger af produkter, der er omfattet af beslutning 79/542/EØF, 94/984/EF, 97/221/EF, 2000/572/EF, 2000/585/EF, 2000/609/EF, 2003/779/EF og 2004/438/EF, og som inden den 1. januar 2005 er indlagret på toldoplag, der er godkendt i henhold til artikel 12, stk. 4, litra b), i direktiv 97/78/EF, forlade de toldoplag, hvor de opbevares, med henblik på levering på deres bestemmelsessted enten i deres helhed eller som delpartier, jf. artikel 12, stk. 8, eller artikel 13, stk. 2, litra a), i direktiv 97/78/EF, uden at være ledsaget af det relevante dyresundhedscertifikat som fastlagt ved de relevante EF-retsakter.

Artikel 2

Fra den 1. januar 2006 destrueres enhver sending af produkter som omtalt i artikel 1, som stadig er oplagret, under den kompetente myndigheds tilsyn.

Alle udgifter til disse destruktionsaktiviteter pålægges ejeren af sendingen.

Artikel 3

Denne beslutning finder anvendelse fra meddelelsesdatoen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. februar 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 18 af 23.1.2003, s. 11.

(2)   EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).

(3)   EFT L 146 af 14.6.1979, s. 15. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2004/882/EF (EUT L 373 af 21.12.2004, s. 52).

(4)   EFT L 378 af 31.12.1994, s. 11. Senest ændret ved beslutning 2004/118/EF (EUT L 36 af 7.2.2004, s. 34).

(5)   EFT L 89 af 4.4.1997, s. 32. Senest ændret ved beslutning 2004/427/EF (EUT L 154 af 30.4.2004, s. 8).

(6)   EFT L 240 af 23.9.2000, s. 19. Senest ændret ved beslutning 2004/437/EF (EUT L 154 af 30.4.2004, s. 66).

(7)   EFT L 251 af 6.10.2000, s. 1. Senest ændret ved beslutning 2004/413/EF (EUT L 151 af 30.4.2004, s. 57).

(8)   EFT L 258 af 12.10.2000, s. 49. Senest ændret ved beslutning 2004/415/EF (EUT L 151 af 30.4.2004, s. 73).

(9)   EUT L 285 af 1.11.2003, s. 38. Senest ændret ved beslutning 2004/414/EF (EUT L 151 af 30.4.2004, s. 65).

(10)   EUT L 154 af 30.4.2004, s. 73.


Top