Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0065

    2005/65/EF: Kommissionens beslutning af 28. januar 2005 om visse midlertidige, supplerende garantier til Danmark i forbindelse med ændringen af landets status som medlemsstat, der ikke vaccinerer mod Newcastle disease (meddelt under nummer K(2005) 143)EØS-relevant tekst.

    EUT L 27 af 29.1.2005, p. 52–53 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 269M af 14.10.2005, p. 315–316 (MT)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/02/2006

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/65(1)/oj

    29.1.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 27/52


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 28. januar 2005

    om visse midlertidige, supplerende garantier til Danmark i forbindelse med ændringen af landets status som medlemsstat, der ikke vaccinerer mod Newcastle disease

    (meddelt under nummer K(2005) 143)

    (EØS-relevant tekst)

    (2005/65/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 90/539/EØF af 15. oktober 1990 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandelen inden for Fællesskabet med fjerkræ og rugeæg samt for indførsel heraf fra tredjelande (1), særlig artikel 12, stk. 2 og 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det blev ved Kommissionens beslutning 91/552/EØF af 27. september 1991 om Danmarks status med hensyn til Newcastle disease (2) besluttet at give Danmark status som medlemsstat, der i forbindelse med samhandelen inden for Fællesskabet og import fra tredjelande af levende fjerkræ ikke vaccinerer mod Newcastle disease.

    (2)

    Som følge af den seneste udvikling i situationen i Danmark med hensyn til Newcastle disease agter de danske myndigheder nu at indføre vaccination af fjerkræ mod denne sygdom, og Danmarks status som medlemsstat, der ikke vaccinerer mod Newcastle disease, bør derfor ophæves i henhold til direktiv 90/539/EØF.

    (3)

    For ikke i den indledende fase af vaccinationsindsatsen mod Newcastle disease at forringe den nuværende sundhedssituation for fjerkræ i Danmark bør der fastsættes overgangsbestemmelser for supplerende garantier for sendinger til Danmark i en vis periode.

    (4)

    Danmark bør derfor indrømmes visse supplerende garantier, der kan omfatte undersøgelse af levende fjerkræ som fastsat i Kommissionens beslutning 92/340/EØF (3) om undersøgelse af fjerkræ for Newcastle disease inden flytning.

    (5)

    Beslutning 91/552/EØF bør derfor ophæves.

    (6)

    De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Anvendelsesområde og formål

    Denne beslutning finder anvendelse på samhandelen inden for Fællesskabet med fjerkræ som defineret i artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/539/EØF, der sendes til Danmark fra medlemsstater, der i henhold til artikel 12, stk. 2, i dette direktiv ikke har status som medlemsstat, der ikke vaccinerer mod Newcastle disease, og fra tredjelande.

    Artikel 2

    Forudgående tilladelse til forsendelser af fjerkræ til Danmark

    Der skal ansøges om tilladelse fra de kompetente veterinærmyndigheder i Danmark, inden fjerkræet afsendes.

    Ansøgningen om tilladelse skal indeholde oplysninger om vaccinetype og det vaccinationsprogram, der er anvendt til immunisering af fjerkræet mod Newcastle disease.

    Artikel 3

    Prøveudtagning og undersøgelse af fjerkræ med henblik på forsendelse til Danmark

    De kompetente danske myndigheder kan kræve, at fjerkræet undersøges i overensstemmelse med artikel 1 og 2 i beslutning 92/340/EØF, idet de tager behørigt hensyn til de oplysninger, der gives i henhold til artikel 2 i denne beslutning.

    Artikel 4

    Afvisning af forsendelser af fjerkræ til Danmark

    Hvis de danske myndigheder under hensyntagen til de oplysninger, der gives i henhold til artikel 2 i denne beslutning, og på grundlag af de undersøgelser, der foretages i henhold til artikel 3 i denne beslutning, beslutter ikke at tillade, at en forsendelse af fjerkræ indføres på dansk område, skal de underrette Kommissionen og de øvrige berørte medlemsstater eller tredjelande om begrundelsen herfor.

    Artikel 5

    Ophævelse af beslutning 91/552/EØF

    Beslutning 91/552/EØF ophæves.

    Artikel 6

    Anvendelsesperiode

    Denne beslutning anvendes indtil den 28. februar 2006.

    Artikel 7

    Adressater

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2005.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 303 af 31.10.1990, s. 6. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

    (2)  EFT L 298 af 29.10.1991, s. 21.

    (3)  EFT L 188 af 8.7.1992, s. 34.


    Top