Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0051

    2005/51/EF: Kommissionens beslutning af 21. januar 2005 om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at dispensere fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for import af jord forurenet med pesticider eller persistente organiske miljøgifte med henblik på rensning (meddelt under nummer K(2005) 92)

    EUT L 21 af 25.1.2005, p. 21–24 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 269M af 14.10.2005, p. 297–300 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 02/12/2019

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/51(1)/oj

    25.1.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 21/21


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 21. januar 2005

    om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at dispensere fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for import af jord forurenet med pesticider eller persistente organiske miljøgifte med henblik på rensning

    (meddelt under nummer K(2005) 92)

    (2005/51/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 15, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til direktiv 2000/29/EF må jord med oprindelse i visse tredjelande principielt ikke indføres i Fællesskabet.

    (2)

    FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) forvalter et program for forebyggelse og bortskaffelse af forældede og uønskede pesticider, som har til formål at bistå udviklingslande med at finde og bortskaffe gamle pesticidlagre og jord forurenet med disse produkter som følge af udsivning. Dertil kommer, at fremstilling, anvendelse og udledning af persistente organiske miljøgifte samt sikker håndtering af affald, der indeholder sådanne, er omfattet af to internationale retligt bindende instrumenter, der skal beskytte menneskers sundhed og miljøet mod disse stoffer. Da udviklingslandene og lande med overgangsøkonomi ikke altid råder over de nødvendige faciliteter til sikker destruktion eller oparbejdning af disse lagre og af forurenet jord, er overførslen af denne jord til et behandlingsanlæg med henblik på forarbejdning eller destruktion dækket af internationale aftaler og programmer.

    (3)

    I henhold til ovennævnte program bør jord emballeres og mærkes i overensstemmelse med den internationale kode for søtransport af farligt gods (IMDG-koden), idet der kun må anvendes FN-godkendte containere. Overførslen bør ske i overensstemmelse med IMDG-koden og Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 (2) om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab.

    (4)

    Det er Kommissionens vurdering, at der ikke er risiko for spredning af skadegørere på planter eller planteprodukter, når jorden behandles på særlige forbrændingsanlæg til farligt affald, som opfylder kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF (3) om forbrænding af affald, på en sådan måde, at indholdet af pesticider eller persistente organiske miljøgifte destrueres eller omdannes irreversibelt.

    (5)

    Medlemsstaterne bør derfor bemyndiges til i en begrænset periode og på visse særlige betingelser at dispensere og tillade import af sådan forurenet jord.

    (6)

    Bemyndigelsen til at dispensere bør trækkes tilbage, hvis det konstateres, at de særlige betingelser i denne beslutning ikke er tilstrækkelige til at hindre, at der indslæbes skadegørere i Fællesskabet, eller de ikke er blevet overholdt.

    (7)

    De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Medlemsstaterne bemyndiges til at dispensere fra artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF med hensyn til de forbud, der er omtalt i del A, punkt 14, i bilag III til direktivet, og fra artikel 5, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF med hensyn til de særlige krav, der er omtalt i del A, kapitel I, punkt 34, i bilag IV til direktivet, for jord med oprindelse i visse tredjelande.

    Bemyndigelsen til at dispensere, jf. stk. 1, er underkastet de særlige betingelser i bilaget til denne beslutning og gælder kun for jord, der indføres i Fællesskabet i perioden 1. marts 2005 til 28. februar 2007 til behandling på særlige forbrændingsanlæg til farligt affald.

    Bemyndigelsen tilsidesætter ikke eventuelle yderligere bemyndigelses- eller procedurekrav i henhold til andre bestemmelser.

    Artikel 2

    Medlemsstaterne giver inden den 31. december i hvert importår Kommissionen og de øvrige medlemsstater de i punkt 7 i bilaget omhandlede oplysninger for hver forsendelse af jord, der er importeret inden denne dato i henhold til denne beslutning.

    Artikel 3

    Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om alle forsendelser, de har ført ind på deres område i henhold til denne beslutning, og som det er konstateret ikke er i overensstemmelse med denne beslutning.

    Artikel 4

    Denne beslutning kan ophæves, hvis det konstateres, at betingelserne i bilaget ikke er tilstrækkelige til at forhindre indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter.

    Artikel 5

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 21. januar 2005.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/102/EF (EUT L 309 af 6.10.2004, s. 9).

    (2)  EFT L 30 af 6.2.1993, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2557/2001 (EFT L 349 af 31.12.2001, s. 1).

    (3)  EFT L 332 af 28.12.2000, s. 91.


    BILAG

    Særlige betingelser vedrørende jord med oprindelse i tredjelande, som der dispenseres for i henhold til artikel 1 i denne beslutning

    1.

    Jorden skal:

    a)

    være forurenet med pesticider, som er omfattet af FAO's program for forebyggelse og bortskaffelse af forældede og uønskede pesticider eller lignende multilaterale programmer, eller med persistente organiske miljøgifte, som er nævnt i Stockholm-konventionen om persistente organiske miljøgifte eller i protokollen vedrørende persistente organiske miljøgifte til konventionen fra 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

    b)

    emballeres i forseglede tønder eller sække i overensstemmelse med IMDG-koden og transporteres i forseglede transportcontainere fra pakkestedet i oprindelseslandet til behandlingsanlægget i Fællesskabet i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 259/93

    c)

    være bestemt til behandling i Fællesskabet på særlige forbrændingsanlæg til farligt affald, som opfylder kravene i direktiv 2000/76/EF.

    2.

    Jorden skal være ledsaget af et plantesundhedscertifikat udstedt i oprindelseslandet i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, nr. ii), i direktiv 2000/29/EF. Certifikatet skal i rubrikken »Supplerende erklæring« være forsynet med angivelsen »Denne forsendelse opfylder betingelserne i beslutning 2005/51/EF«.

    3.

    Inden indførslen i Fællesskabet skal importøren underrettes officielt om betingelserne i punkt 1-7 i dette bilag. Importøren skal i tilstrækkelig god tid før hver indførsel give de officielle organer i importmedlemsstaten følgende nærmere oplysninger:

    a)

    forsendelsens størrelse og jordens oprindelse

    b)

    den oplyste dato for indførslen og bekræftelse af EF-indførselsstedet

    c)

    navn, adresse og beliggenhed for den i punkt 5 omhandlede virksomhed, hvor jorden vil blive behandlet.

    Importøren skal give de officielle ansvarlige organer nærmere oplysninger om eventuelle ændringer i ovennævnte oplysninger, så snart ændringerne er kendt.

    4.

    Jorden skal føres ind via indførselssteder, der er beliggende på en medlemsstats område, og som af den pågældende medlemsstat er udpeget med henblik på denne dispensation; disse indførselssteder samt navn og adresse på det i direktiv 2000/29/EF nævnte officielle ansvarlige organ, der står for de enkelte indførselssteder, skal af medlemsstaterne meddeles Kommissionen i tilstrækkelig god tid forinden og skal stilles til rådighed for andre medlemsstater efter anmodning herom. Det skal sikres, at jorden transporteres direkte fra indførselsstedet til det sted, hvor det skal behandles. Hvis indførslen i Fællesskabet finder sted i en anden medlemsstat end den, der gør brug af dispensationen, skal de nævnte officielle ansvarlige organer i indførselsmedlemsstaten underrette og samarbejde med de officielle ansvarlige organer i de medlemsstater, der gør brug af dispensationen, for at sikre, at bestemmelserne i denne beslutning overholdes.

    5.

    Jorden må kun behandles på virksomheder:

    a)

    for hvilke der er oplyst navn, adresse og beliggenhed til de pågældende officielle ansvarlige organer i overensstemmelse med punkt 3, og

    b)

    som er officielt registreret og godkendt med henblik på denne dispensation af de pågældende officielle ansvarlige myndigheder.

    Hvis virksomheden er beliggende i en anden medlemsstat end den medlemsstat, der gør brug af dispensationen, skal de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, der gør brug af dispensationen, ved modtagelsen af ovennævnte forhåndsmeddelelse fra importøren underrette de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor jorden skal behandles, med angivelse af navn, adresse og beliggenhed for den virksomhed, hvor jorden skal behandles.

    6.

    På den i punkt 5 nævnte virksomhed:

    a)

    skal jorden behandles som farligt affald under iagttagelse af alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger

    b)

    skal jorden behandles på særlige forbrændingsanlæg til farligt affald, som opfylder kravene i direktiv 2000/76/EF.

    7.

    Medlemsstater, som gør brug af denne dispensation, skal hvert år meddele Kommissionen og de øvrige medlemsstater de i punkt 3 omhandlede oplysninger for hver indførsel.


    Top