Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004R1002

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1002/2004 af 18. maj 2004 om godtagelse af tilsagn, der er afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Republikken Belarus, Den Russiske Føderation eller Ukraine, og om at gøre importen af kaliumchlorid med oprindelse i Republikken Belarus og Den Russiske Føderation til genstand for registrering

    EUT L 183 af 20.5.2004, p. 16–19 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 183M af 5.7.2006, p. 28–31 (MT)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 20/05/2005: This act has been changed. Current consolidated version: 17/04/2005

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2004/1002/oj

    20.5.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 183/16


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1002/2004

    af 18. maj 2004

    om godtagelse af tilsagn, der er afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Republikken Belarus, Den Russiske Føderation eller Ukraine, og om at gøre importen af kaliumchlorid med oprindelse i Republikken Belarus og Den Russiske Føderation til genstand for registrering

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (2), i det følgende benævnt »grundforordningen«, særlig artikel 8, artikel 11, stk. 3, artikel 21 og artikel 22, litra c),

    efter høring af det rådgivende udvalg, og

    ud fra følgende betragtninger:

    A.   PROCEDURE

    1.   Gældende foranstaltninger

    (1)

    Ved forordning (EF) nr. 969/2000 (3) ændrede og forlængede Rådet de foranstaltninger, der blev indført ved forordning (EF) nr. 3068/92 (4), ændret ved forordning (EF) nr. 643/94 (5) og (EF) nr. 449/98 (6), på importen til EF af kaliumchlorid (»den pågældende vare«) med oprindelse i Republikken Belarus (Belarus), Den Russiske Føderation (Rusland) og Ukraine. Ved forordning (EF) nr. 992/2004 (7) ændrede Rådet forordning (EF) nr. 969/2000.

    (2)

    De pågældende foranstaltninger er faste toldbeløb, der er fastlagt efter varekategori og kvalitet og spænder fra 19,51 EUR/ton til 48,19 EUR/ton for Belarus, 19,61 EUR/ton til 40,63 EUR/ton for Rusland og 19,61 EUR/ton til 48,19 EUR/ton for Ukraine.

    2.   Undersøgelse

    (3)

    Den 20. marts 2004 meddelte Kommissionen gennem offentliggørelsen af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (8), at der blev indledt en delvis interimsundersøgelse af de gældende foranstaltninger (i det følgende benævnt »foranstaltningerne«) i henhold til artikel 11, stk. 3, og artikel 22, litra c), i grundforordningen.

    (4)

    Den fornyede undersøgelse blev indledt på Kommissionens initiativ for at undersøge, om der som følge af udvidelsen af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 (i det følgende benævnt »udvidelsen«) og under hensyntagen til aspektet med EF’s interesser er behov for at tilpasse foranstaltningerne for at undgå en pludselig og for stor negativ virkning for alle interesserede parter, herunder brugere, distributører og forbrugere.

    (5)

    Alle interesserede parter, som Kommissionen har kendskab til, herunder EF-erhvervsgrenen, sammenslutninger af producenter eller brugere i EF, eksportører/producenter i de berørte lande, importører og importørsammenslutninger og de relevante myndigheder i de berørte lande samt interesserede parter i de ti nye medlemsstater, som tiltræder Den Europæiske Union den 1. maj 2004 (i det følgende benævnt »EU-10«), blev underrettet om indledningen af undersøgelsen og fik mulighed for at give deres mening til kende skriftligt, forelægge oplysninger og fremlægge dokumentation inden for den tidsfrist, der var angivet i indledningsmeddelelsen. Alle interesserede parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt mundtligt.

    3.   Resultater af undersøgelsen

    (6)

    Som angivet i Rådets forordning (EF) nr. 992/2004 førte undersøgelsen til den konklusion, at det er i EF’s interesse at tilpasse de eksisterende foranstaltninger, forudsat at en sådan tilpasning ikke i væsentlig grad undergraver det ønskede handelsbeskyttelsesniveau.

    4.   Tilsagn

    (7)

    I overensstemmelse med konklusionerne i forordning (EF) nr. 992/2004 fremsatte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i grundforordningen forslag om tilsagn til de pågældende selskaber. Som følge heraf blev der derefter afgivet tilsagn fra i) en eksporterende producent af den pågældende vare i Belarus (Republican Unitary Enterprise Production Amalgamation Belaruskali) sammen med forretningsmæssigt forbundne selskaber i Rusland (JSC International Potash Company), Østrig (Belurs Handelsgesellschaft m.b.H.) og Litauen (UAB Baltkalis), ii) en eksporterende producent i Rusland (JSC Silvinit) sammen med forretningsmæssigt forbundne selskaber i Rusland (JSC International Potash Company) og Østrig (Belurs Handelsgesellschaft m.b.H.) og iii) en anden eksporterende producent i Rusland (JSC Uralkali) sammen med et selskab i Cypern (Fertexim Ltd).

    (8)

    Det bør bemærkes, at i henhold til artikel 22, litra c), i grundforordningen betragtes disse tilsagn som særlige foranstaltninger, idet de i overensstemmelse med konklusionerne i forordning (EF) nr. 992/2004 ikke er direkte ækvivalente til en antidumpingtold.

    (9)

    I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 992/2004 forpligter tilsagnene ikke desto mindre hver enkelt producerende eksportør til at respektere minimumsimportpriser inden for rammerne af importlofter, og for at tilsagnene kan overvåges, har de pågældende eksporterende producenter også indvilliget i stort set at respektere deres traditionelle salgsmønster til individuelle forbrugere i EU-10. De eksporterende producenter er også klar over, at hvis det konstateres, at disse traditionelle salgsmønstre ændrer sig betydeligt, eller at tilsagnene på nogen måde bliver vanskelige eller umulige at overvåge, har Kommissionen ret til at tilbagetrække sin godtagelse af selskabets tilsagn, hvilket betyder, at den endelige antidumpingtold bliver indført i stedet for, eller tilpasse importloftets niveau eller træffe en anden form for afhjælpende foranstaltning.

    (10)

    Det er også en betingelse for tilsagnene, at hvis de på nogen måde brydes, har Kommissionen ret til at tilbagetrække godtagelsen deraf, hvilket betyder, at den endelige antidumpingtold bliver indført i stedet for.

    (11)

    Selskaberne vil desuden give Kommissionen regelmæssige og detaljerede oplysninger om deres eksport til Fællesskabet, således at Kommissionen kan overvåge tilsagnene effektivt.

    (12)

    For at gøre det muligt for Kommissionen effektivt at overvåge, om selskaberne overholder tilsagnet, når der fremlægges en anmodning om overgang til fri omsætning i henhold til tilsagnet for de relevante toldmyndigheder, er fritagelsen for tolden betinget af, at der fremlægges en faktura, som mindst indeholder de oplysninger, der er anført i bilaget til Rådets forordning (EF) nr. 992/2004 . Disse oplysninger er også nødvendige, for at toldmyndighederne med en tilstrækkelig grad af nøjagtighed kan afgøre, om forsendelsen svarer til handelsdokumenterne. Hvis der ikke fremlægges en sådan faktura, eller hvis den ikke svarer til den vare, der frembydes for toldmyndighederne, skal den relevante antidumpingtold betales i stedet for.

    (13)

    På baggrund af ovenstående anses tilbuddene om tilsagn for at være acceptable.

    (14)

    Godtagelsen af tilsagnene er begrænset til at gælde for en indledende periode på 12 måneder, uden at dette berører foranstaltningernes normale varighed. Seks måneder efter godtagelsen af tilsagnene vil den fortsatte godtagelse imidlertid blive vurderet af Kommissionen, således at det kontrolleres, hvorvidt de ekstraordinære og negative forhold for de endelige brugere i EU-10, som førte til godtagelsen af tilsagnene, stadig eksisterer.

    B.   REGISTRERING AF IMPORT

    (15)

    I betragtning af de usædvanlige omstændigheder i dette tilfælde og risikoen for brud på tilsagnene som følge af prisforskellene mellem EU-10 og EU-15 og tilsagnenes kortsigtede karakter forekommer der at være tilstrækkelige grunde til at gøre en vis del af importen af den pågældende vare til genstand for registrering for en periode på højst ni måneder i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5, i grundforordningen.

    (16)

    Derfor pålægges det toldmyndighederne at træffe passende foranstaltninger til at registrere importen til EF af den pågældende vare med oprindelse i Belarus og Rusland, som eksporteres af de selskaber, som har afgivet godtagne tilsagn, og for hvilke der er søgt om fritagelse for antidumpingtold.

    (17)

    I tilfælde af, at der konstateres brud på tilsagnene, kan der med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for bruddet pålægges told på varer, der er overgået til fri omsætning i EF —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    De tilsagn, der er afgivet af nedenfor anførte eksporterende producenter i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Republikken Belarus og Den Russiske Føderation, godtages.

    Land

    Selskab

    Taric-tillægskode

    Republikken Belarus

    Produceret af Republican Unitary Enterprise Production Amalgamation Belaruskali, Soligorsk, Belarus og solgt af JSC International Potash Company, Moskva, Rusland, eller Belurs Handelsgesellschaft m.b.H, Wien, Østrig, eller UAB Baltkalis, Vilnius, Litauen, til den første uafhængige kunde i EF, der handler som importør

    A518

    Den Russiske Føderation

    Produceret af JSC Silvinit, Solikamsk, Rusland, og solgt af JSC International Potash Company, Moskva, Rusland, eller Belurs Handelsgesellschaft m.b.H, Wien, Østrig, til den første uafhængige kunde i EF, der handler som importør

    A519

    Den Russiske Føderation

    Produceret af JSC Uralkali, Berezniki, Rusland, og solgt af Fertexim Ltd, Limassol, Cypern, til den første uafhængige kunde i EF, der handler som importør

    A520

    Artikel 2

    Det pålægges hermed toldmyndighederne i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning (EF) nr. 384/96 at træffe passende foranstaltninger for at registrere importen til EF af kaliumchlorid med oprindelse i Republikken Belarus og Den Russiske Føderation henhørende under KN-kode 3104 20 10 (Taric-kode 3104201010 og 3104201090), 3104 20 50 (Taric-kode 3104205010 og 3104205090), 3104 20 90 (Taric-kode 3104209000), ex 3105 20 10 (Taric-kode 3105201010 et 3105201020), ex 3105 20 90 (Taric-kode 3105209010 et 3105209020), ex 3105 60 90 (Taric-kode 3105609010 og 3105609020), ex 3105 90 91 (Taric-kode 3105909110 et 3105909120), ex 3105 90 99 (Taric-kode 3105909910 og 3105909920), som produceres og sælges eller produceres og eksporteres af de selskaber, der er opført i artikel 1, for hvilke der er søgt om fritagelse for den antidumpingtold, der er indført ved forordning (EF) nr. 992/2004.

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og gælder i 12 måneder.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 18. maj 2004.

    På Kommissionens vegne

    Pascal LAMY

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

    (2)  EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12.

    (3)  EFT L 112 af 11.5.2000, s. 4.

    (4)  EFT L 308 af 24.10.1992, s. 41.

    (5)  EFT L 80 af 24.3.1994, s. 1.

    (6)  EFT L 58 af 27.2.1998, s. 15.

    (7)  EUT L 182 af 19.5.2004, s. 23.

    (8)  EUT C 70 af 20.3.2004, s. 15.


    Top