Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004L0098

    Kommissionens direktiv 2004/98/EF af 30. september 2004 om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF for så vidt angår begrænsning af markedsføring og anvendelse af pentabromdiphenylether i luftfartøjers nødevakueringssystemer(EØS-relevant tekst)

    EUT L 305 af 1.10.2004, p. 63–64 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 183M af 5.7.2006, p. 224–225 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/05/2009

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2004/98/oj

    1.10.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 305/63


    KOMMISSIONENS DIREKTIV 2004/98/EF

    af 30. september 2004

    om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF for så vidt angår begrænsning af markedsføring og anvendelse af pentabromdiphenylether i luftfartøjers nødevakueringssystemer

    (EØS-relevant tekst)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (1), særlig artikel 2a, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Pentabromdiphenylether (pentaBDE) anvendes som bromeret flammehæmmer i plast, tekstiler mv.

    (2)

    På grundlag af en risikovurdering foretaget i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts 1993 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer (2) blev det fundet nødvendigt at begrænse markedsføringen og anvendelsen af pentaBDE, og stoffet blev derfor opført i bilag I til direktiv 76/769/EØF.

    (3)

    Der er for nylig fremkommet nye oplysninger, i henhold til hvilke pentaBDE anvendes i særlige tekstiler til luftfartøjers evakueringsslisker og redningsflåder og ikke kan erstattes af andre stoffer på grund af de omfattende sikkerhedsprøvninger og forskriftsmæssige krav.

    (4)

    Det er usandsynligt, at sådanne slisker/flåder afgiver emissioner til miljøet, og at mennesker eksponeres herfor, undtagen i nødstilfælde i nogle få sekunder og kun i det sjældne tilfælde, at materialet brænder.

    (5)

    I betragtning af den begrænsede anvendelse af pentaBDE i luffartøjers evakueringssystemer og disses ringe betydning i forhold til de samlede sundheds- og miljørisici er det forsvarligt at tillade markedsføring og anvendelse af pentaBDE til dette særlige formål.

    (6)

    Der bør gives midlertidig dispensation for varer, som spiller en væsentlig rolle i evakueringssituationer, da det er meget vanskeligt at erstatte stoffet, da bestemmelserne om godkendelse af luftfartøjers nødsystemer er meget komplekse, og da der ellers ville opstå en alvorlig socioøkonomisk situation. Ved at tillade anvendelse af pentaBDE i luftfartøjers nødevakueringssystemer vil man kunne opretholde flysikkerheden, idet det derved forhindres, at der anvendes ældre nødsystemer.

    (7)

    Direktiv 76/769/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (8)

    Dette direktiv berører ikke Fællesskabets minimumsforskrifter for beskyttelse af arbejdstagere, herunder Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (3) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i Rådets direktiv 89/391/EØF) (4).

    (9)

    De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Tilpasning til den Tekniske Udvikling af Direktiver om Fjernelse af Tekniske Hindringer for Handelen med Farlige Stoffer og Præparater —

    UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

    Artikel 1

    Bilag I til direktiv 76/769/EØF ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende direktiv.

    Artikel 2

    1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. januar 2005 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

    De anvender disse bestemmelser senest fra den 1. januar 2005.

    Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

    2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

    Artikel 3

    Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 4

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. september 2004.

    På Kommissionens vegne

    Olli REHN

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 262 af 27.9.1976, s. 201. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/96/EF (EUT L 301 af 28.9.2004, s. 51).

    (2)  EFT L 84 af 5.4.1993, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

    (3)  EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

    (4)  EUT L 158 af 30.4.2004, s. 50.


    BILAG

    I bilag I til direktiv 76/769/EØF foretages følgende ændringer:

    I anden kolonne af punkt 44, der bærer titlen Pentabromderivat af diphenylether C12H5Br5O, indsættes følgende afsnit:

    »3.   Som en undtagelse finder afsnit 1 og 2 ikke anvendelse på luftfartøjers nødevakueringssystemer indtil den 31. marts 2006.«


    Top