Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0907

    2004/907/EF: Kommissionens afgørelse af 27. december 2004 om Fællesskabets tilskud til et internationalt seminar om dyrevelfærd som led i aftalen mellem EF og Chile om sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger i samhandelen med dyr, animalske produkter, planter, planteprodukter og andre varer og dyrevelfærd

    EUT L 381 af 28.12.2004, p. 80–81 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 269M af 14.10.2005, p. 141–142 (MT)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/907/oj

    28.12.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 381/80


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 27. december 2004

    om Fællesskabets tilskud til et internationalt seminar om dyrevelfærd som led i aftalen mellem EF og Chile om sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger i samhandelen med dyr, animalske produkter, planter, planteprodukter og andre varer og dyrevelfærd

    (2004/907/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (1), særlig artikel 20, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Aftalen mellem EF og Chile om sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger i samhandelen med dyr, animalske produkter, planter, planteprodukter og andre varer og dyrevelfærd (i det følgende benævnt »aftalen«) indbefatter i betragtning af dyrevelfærdens betydning og dens sammenhæng med veterinærspørgsmål det mål, at der skal udarbejdes dyrevelfærdsstandarder, og at sådanne standarder skal undersøges under hensyntagen til udviklingen i de kompetente internationale standardiseringsorganer. Det fremgår af tillæg I.C til aftalen, at den særlig finder anvendelse på udarbejdelsen af dyrevelfærdsstandarder i forbindelse med bedøvelse og slagtning af dyr.

    (2)

    Den særlige arbejdsgruppe om dyrevelfærd, der er nedsat af den fælles forvaltningskomité for aftalen, har fastslået, at det for bedre at opfylde målsætningerne vil være nyttigt at udveksle oplysninger om videnskabelig ekspertise og at etablere en aktiv kontakt mellem de to parters videnskabsfolk.

    (3)

    I november 2004 afholdes der et internationalt seminar om dyrevelfærd i Santiago i Chile tilrettelagt af det chilenske landbrugsministerium og Europa-Kommissionens delegation i Chile med det formål at bidrage til aftalens mål om at nå frem til en fælles forståelse mellem parterne af dyrevelfærdsstandarder.

    (4)

    I henhold til beslutning 90/424/EØF skal Fællesskabet iværksætte de tekniske og videnskabelige foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle Fællesskabets veterinærbestemmelser og for at udvikle undervisning og uddannelse på veterinærområdet.

    (5)

    I overensstemmelse med Fællesskabets forpligtelse til at tage fuldt hensyn til dyrs velfærd, når Fællesskabets politikker fastlægges og gennemføres, og aftalens mål om at nå frem til en fælles forståelse mellem parterne af dyrevelfærdsstandarder bør Fællesskabet yde tilskud til dette seminar, hvis resultater vil bidrage til yderligere udvikling af Fællesskabets veterinærbestemmelser og af undervisning og uddannelse på dette område.

    (6)

    Med henblik på videreudviklingen af veterinærmæssig undervisning og uddannelse inden for dyrevelfærd bør Fællesskabet bidrage til at videreformidle resultaterne af seminaret og i den henseende dække omkostningerne til offentliggørelse og udbredelse af de videnskabelige indlæg fra seminaret; dette skal ske ved hjælp af et udbud.

    (7)

    Udbetalingen af tilskuddet bør koordineres af Europa-Kommissionens delegation i Chile, der er medtilrettelægger af seminaret.

    (8)

    Der bør derfor indgås udgiftsforpligtelser for de finansielle ressourcer, der er nødvendige for, at Fællesskabet kan yde tilskud til seminaret, og tilskuddet bør udbetales, forudsat at det planlagte seminar rent faktisk er blevet afholdt.

    (9)

    De i denne afgørelse fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Eneste artikel

    Tilskuddet til et internationalt seminar om dyrevelfærd som led i aftalen mellem EF og Chile om sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger i samhandelen med dyr, animalske produkter, planter, planteprodukter og andre varer og dyrevelfærd, der skal finansieres over budgetpost 17.4.02 i Den Europæiske Unions budget for 2004, og som højst kan udgøre 35 000 EUR, godkendes hermed. Fællesskabets tilskud til dækning af omkostningerne til offentliggørelse og udbredelse af de videnskabelige indlæg fra seminaret kan højst udgøre 35 000 EUR i alt.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. december 2004.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/99/EF (EUT L 325 af 12.12.2003, s. 31).


    Top