Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0677

    2004/677/EF: Rådets afgørelse af 24. september 2004 om ansættelsesvilkår for nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret ved Det Europæiske Forsvarsagentur

    EUT L 310 af 7.10.2004, p. 64–71 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 333M af 11.12.2008, p. 79–107 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 11/08/2016; ophævet ved 32016D1352

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/677/oj

    7.10.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 310/64


    RÅDETS AFGØRELSE

    af 24. september 2004

    om ansættelsesvilkår for nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret ved Det Europæiske Forsvarsagentur

    (2004/677/EF)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til Rådets fælles aktion 2004/551/FUSP af 12. juli 2004 om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsagentur (1) og særlig artikel 11, stk. 3, nr. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved at anvende nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, får Det Europæiske Forsvarsagentur (i det følgende benævnt »agenturet«) adgang til faglig viden og erfaring på højt niveau, særlig på områder, hvor der ikke umiddelbart er en sådan faglig ekspertise til rådighed.

    (2)

    Nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, bør fremme udveksling af faglig erfaring og viden om udvikling af forsvarskapaciteter, forskning, anskaffelser og forsvarsmateriel, når de midlertidigt ansættes ved agenturet —

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    KAPITEL I

    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    Artikel 1

    Anvendelsesområde

    1.   Disse vilkår gælder for nationale eksperter og militært personel, der af de deltagende medlemsstater udstationeres ved agenturet.

    2.   De personer, der omfattes af disse vilkår, forbliver i deres nationale arbejdsgivers tjeneste i hele udstationeringsperioden og lønnes fortsat af denne.

    3.   Agenturet ansætter under hensyn til behov og budgetmæssige muligheder nationale eksperter og militært personel, der udstationeres. Agenturets daglige leder fastsætter de nærmere ansættelsesvilkår med samtykke fra agenturets styringskomité.

    4.   Nationale eksperter og militært personel, der udstationeres, skal være statsborgere i en medlemsstat og ansættes på det bredest mulige geografiske grundlag blandt de deltagende medlemsstaters statsborgere. Medlemsstaterne og agenturet samarbejder for så vidt muligt at sikre ligelig ansættelse af mænd og kvinder og overholdelse af princippet om lige muligheder for mænd og kvinder.

    5.   Udstationering kommer i stand ved brevveksling mellem agenturets daglige leder og den pågældende medlemsstats faste repræsentation. En kopi af ansættelsesvilkårene for nationale eksperter og militært personel, der udstationeres ved agenturet, vedlægges brevvekslingen.

    6.   Nationale eksperter og militært personel, der udstationeres, bør komme fra medlemsstaternes regerings-, ministerielle eller anden statslige administration.

    Artikel 2

    Udstationeringens varighed

    1.   Udstationeringen skal være på mellem seks måneder og tre år med mulighed for flere på hinanden følgende forlængelser. Den samlede periode må dog højst være på fire år.

    2.   Udstationeringens længde fastsættes ved den i artikel 1, stk. 5, omhandlede brevveksling. Ved forlængelse af udstationeringen følges samme procedure.

    3.   Hvis nationale eksperter og militært personel allerede har været udstationeret ved agenturet, kan de udstationeres på ny i henhold til interne bestemmelser for, hvor længe denne form for ansættelse må anvendes i agenturets tjenestegrene, og på følgende betingelser:

    a)

    Nationale eksperter og militært personel, der udstationeres, skal fortsat opfylde udstationeringsbetingelserne.

    b)

    Der skal have været en periode på mindst tre år mellem afslutningen af den foregående udstationeringsperiode og en ny udstationering; denne bestemmelse er ikke til hinder for, at agenturet kan ansætte nationale eksperter og militært personel, hvis oprindelige udstationeringsperiode var på mindre end fire år; i så tilfælde må den nye udstationeringsperiode dog højst svare til den resterende del af den samlede periode på fire år.

    Artikel 3

    Udstationeringssted

    Udstationeringsstedet er agenturets hjemsted eller det sted, hvor det direktorat/den enhed under agenturet, som vedkommende nationale ekspert eller militære personel udstationeres til, er beliggende.

    Artikel 4

    Arbejdsopgaver

    1.   Nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, gennemfører de missioner, udfører de arbejdsopgaver samt varetager de hverv, den daglige leder af agenturet tildeler dem.

    De opgaver, der skal udføres, fastlægges efter fælles aftale mellem agenturet og de udstedende nationale administrationer, under hensyn til agenturets interesser og de udstationeredes kvalifikationer.

    2.   Nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, deltager kun i tjenesterejser og møder:

    a)

    hvis de ledsager en af agenturets øverste leder eller dets midlertidigt ansatte, eller

    b)

    hvis de er alene, udelukkende med status af observatør eller med henblik på information.

    Den daglige leder af agenturet kan fravige denne bestemmelse og tildele nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, et mandat efter at have sikret sig, at der ikke er nogen potentiel interessekonflikt. Nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, kan ikke forpligte agenturet udadtil, medmindre den daglige leder efter bemyndigelse af agenturets øverste leder har udstedt et særligt mandat.

    3.   Kun agenturet kan godkende resultatet af det arbejde, der er udført af nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret.

    4.   Agenturet sørger så vidt muligt for, sammen med de udstationerede nationale eksperters eller det militære personels arbejdsgiver og vedkommende nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, at undgå, at der opstår interessekonflikter i forbindelse med de arbejdsopgaver, der varetages under udstationeringen. Derfor underretter agenturet i rimelig tid de nationale eksperter og det militære personel, der er udstationeret, samt vedkommendes arbejdsgiver om de planlagte arbejdsopgaver og anmoder begge parter om skriftligt at bekræfte, at de ikke ser nogen grund til, at nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, ikke skulle kunne udføre de pågældende arbejdsopgaver. Nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, opfordres navnlig til at afgive erklæring om enhver potentiel konflikt mellem familiemæssige forhold (bl.a. de nærmeste familiemedlemmers erhvervsaktiviteter eller den udstationeredes egne eller dennes familiemedlemmers større finansielle interesser) og de planlagte arbejdsopgaver under udstationeringen.

    Vedkommende arbejdsgiver og nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, forpligter sig til at meddele agenturet enhver ændring, der i løbet af udstationeringen kan give anledning til sådanne konflikter.

    5.   Hvis agenturet er af den opfattelse, at de arbejdsopgaver, der skal overdrages en national ekspert eller militært personel, der er udstationeret, kræver særlige forsigtighedsforanstaltninger, skal den pågældende sikkerhedsgodkendes inden udstationeringen.

    6.   Hvis bestemmelserne i stk. 2-4 ikke overholdes, kan agenturet bringe udstationeringen af nationale eksperter og militært personel til ophør, jf. artikel 8.

    Artikel 5

    Rettigheder og pligter

    1.   Under udstationeringen:

    a)

    skal nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, varetage deres arbejdsopgaver og udelukkende have agenturets interesser for øje

    b)

    skal nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, afholde sig fra enhver handling og især enhver offentlig meningstilkendegivelse, som kan skade agenturets anseelse

    c)

    skal nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, underrette deres afdelingschef i agenturet, hvis de under udøvelsen af deres funktioner skal tage stilling til et anliggende, i hvis behandling eller afgørelse de måtte have en personlig interesse, som kunne anfægte deres uafhængighed

    d)

    må nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, hverken alene eller sammen med andre offentliggøre eller lade offentliggøre nogen tekst, som vedrører agenturets eller Den Europæiske Unions virksomhed uden først at have indhentet tilladelse hertil på de betingelser og efter de regler, der gælder herfor ved agenturet. Denne tilladelse kan kun nægtes, hvis den påtænkte offentliggørelse er af en sådan art, at agenturets eller Den Europæiske Unions interesser kan skades

    e)

    tilhører alle rettigheder til det arbejde, som nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, udfører som led i deres arbejdsopgaver, agenturet

    f)

    skal nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, tage bopæl på udstationeringsstedet eller i en afstand herfra, der ikke hindrer dem i udførelsen af arbejdsopgaverne

    g)

    skal nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, bistå og rådgive deres overordnede i agenturet og er over for denne ansvarlige for udførelsen af de opgaver, der er blevet dem pålagt

    h)

    må nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, ikke under udførelsen af arbejdsopgaverne modtage instrukser fra deres nationale arbejdsgiver eller regering. De må ikke udføre nogen aktiviteter for deres nationale arbejdsgiver eller for regeringer eller andre, herunder private virksomheder og offentlige organer.

    2.   Under og efter udstationeringen skal nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, udvise størst mulig diskretion med hensyn til de sagsforhold og oplysninger, de har fået kendskab til under udøvelsen af eller i forbindelse med udøvelsen af deres funktioner. De må ikke på nogen måde videregive dokumenter eller oplysninger, som ikke er gjort offentligt tilgængelige efter gældende regler, til ubeføjede personer eller anvende disse dokumenter eller oplysninger for personlig vindings skyld.

    3.   Ved udstationeringens afslutning er nationale eksperter og militært personel fortsat forpligtet til at handle med integritet og diskretion ved varetagelse af nye arbejdsopgaver og ved accept af visse poster eller fordele.

    Derfor skal nationale eksperter og militært personel, der har været udstationeret, i en periode på tre år efter udstationeringens afslutning straks underrette agenturet om de funktioner og opgaver, som de skal varetage for deres arbejdsgiver, hvis disse kan give anledning til interessekonflikter i forhold til de opgaver, de varetog under udstationeringen.

    4.   Nationale eksperter og militært personel, der er udstationeret, er underlagt agenturets gældende sikkerhedsbestemmelser.

    5.   Agenturet kan bringe udstationeringen til ophør, hvis bestemmelserne i denne artikel ikke overholdes, jf. artikel 8.

    Artikel 6

    Niveau, erhvervserfaring og sprogkundskaber

    1.   Nationale eksperter og militært personel skal for at kunne udstationeres ved agenturet have mindst tre års fuldtidserfaring med administrative, videnskabelige eller tekniske opgaver samt rådgivnings- eller tilsynsopgaver, der svarer til de opgaver, der udføres af lønklasse AD 9-AD 16 og AST 5-AST 11 som defineret i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, som fastsat ved forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (2), i det følgende benævnt »vedtægten for tjenestemænd«. Den arbejdsgiver, der udstationerer nationale eksperter og militært personel, tilsender inden udstationeringens begyndelse agenturet en redegørelse for de pågældendes beskæftigelse i de foregående 12 måneder.

    2.   Nationale eksperter og militært personel, der udstationeres, skal for at kunne udføre deres arbejdsopgaver have et indgående kendskab til et af fællesskabssprogene og et tilfredsstillende kendskab til et andet fællesskabssprog.

    Artikel 7

    Suspension af udstationeringen

    1.   Agenturet kan give tilladelse til suspension af en udstationering og fastsætte betingelserne herfor. Under en sådan suspension:

    a)

    udbetales de i artikel 15 og 16 omhandlede godtgørelser ikke

    b)

    godtgøres de i artikel 18 og 19 omhandlede omkostninger kun, hvis suspensionen sker efter agenturets ønske.

    2.   Agenturet underretter de nationale eksperters eller det militære personels arbejdsgiver.

    Artikel 8

    Ophør af udstationeringen

    1.   Medmindre andet er fastsat i stk. 2, kan udstationeringen med tre måneders varsel bringes til ophør på anmodning af agenturet eller den nationale arbejdsgiver for vedkommende nationale eksperter eller militære personel. Den kan ligeledes bringes til ophør på anmodning af vedkommende udstationerede nationale eksperter eller militære personel med samme varsel og med forbehold af agenturets godkendelse.

    2.   Under visse særlige omstændigheder kan udstationeringen bringes til ophør uden varsel:

    a)

    af den nationale arbejdsgiver for nationale eksperter eller militært personel, hvis dennes væsentlige interesser kræver det

    b)

    efter aftale mellem agenturet og vedkommende arbejdsgiver, efter at vedkommende nationale eksperter eller militære personel har forelagt begge parter en anmodning herom, såfremt den udstationeredes væsentlige personlige eller faglige interesser kræver det

    c)

    af agenturet, hvis nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, ikke overholder deres forpligtelser i henhold til disse bestemmelser. De udstationerede skal forinden have lejlighed til at fremføre deres sag.

    3.   Hvis udstationeringen bringes til ophør i medfør af stk. 2, litra c), underretter agenturet straks vedkommende nationale arbejdsgiver herom.

    KAPITEL II

    ARBEJDSVILKÅR

    Artikel 9

    Social sikring

    1.   Inden udstationeringen indledes, skal arbejdsgivere, der udstationerer nationale eksperter eller militært personel, attestere over for agenturet, at de pågældende under hele udstationeringen vil være omfattet af de sociale sikringsbestemmelser, der gælder for den offentlige administration, hvor de nationale eksperter eller det militære personel, der udstationeres, er ansat, samt påtage sig de i udlandet afholdte omkostninger.

    2.   Fra udstationeringens begyndelse omfattes nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, af agenturets ulykkesforsikring. Agenturet udleverer en kopi af de gældende bestemmelser den dag, de pågældende møder første gang i deres afdeling under det relevante direktorat/den relevante enhed for at opfylde de forskellige formaliteter i forbindelse med udstationeringens begyndelse.

    Artikel 10

    Arbejdstid

    1.   Arbejdstiden er den samme som for agenturets øvrige personale. Reglerne herfor kan ændres af agenturets daglige leder hvis tjenesten tilsiger det.

    2.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, arbejder på fuld tid under hele udstationeringen.

    3.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, kan kun have fleksibel arbejdstid, hvis der gives tilladelse hertil af den afdeling af agenturet, de pågældende er tilknyttet. Den relevante enhed under agenturet orienteres om sådanne tilladelser.

    4.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, kan modtage de godtgørelser i forbindelse med skifteholdsarbejde, som gælder ved agenturet.

    Artikel 11

    Fravær som følge af sygdom eller ulykke

    1.   Ved fravær som følge af sygdom eller ulykke giver nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, så hurtigt som muligt deres overordnede meddelelse herom og oplyser samtidig den adresse, de befinder sig på. Ved fravær i mere end tre dage skal der forelægges lægeerklæring og de pågældende kan underkastes en lægeundersøgelse foranstaltet af agenturet.

    2.   Hvis fravær på mindre end tre dage som følge af sygdom eller ulykke overstiger 12 dage over en periode på 12 måneder, skal de pågældende forelægge lægeerklæring for ethvert nyt fravær på grund af sygdom.

    3.   Hvis fravær som følge af sygdom varer længere end en måned eller længere end den periode, den nationale ekspert eller vedkommende militært personel, der er udstationeret, har gjort tjeneste, idet kun den længste af disse to perioder tages i betragtning, ophører udbetaling af de i artikel 15, stk. 1 og 2, omhandlede dagpenge automatisk. Denne bestemmelse anvendes dog ikke ved sygdom i forbindelse med graviditet. Fravær som følge af sygdom kan dog ikke vare længere end den pågældendes udstationeringsperiode.

    4.   Rammes nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, af en arbejdsulykke under udstationeringen, modtager de fortsat de fulde ydelser, der er omhandlet i artikel 15, stk. 1 og 2, i den periode, de er uarbejdsdygtige, indtil udløbet af udstationeringsperioden.

    Artikel 12

    Årlig ferie, særlig tjenestefrihed samt fridage

    1.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, har ret til 2,5 feriedage pr. hel arbejdsmåned (30 dage pr. kalenderår).

    2.   Det direktorat/den enhed, den udstationerede er tilknyttet, skal på forhånd give tilladelse til ferien.

    3.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, indrømmes efter begrundet ansøgning særlig tjenestefrihed i følgende tilfælde:

    indgåelse af ægteskab: to dage

    alvorlig sygdom (ægtefælle): indtil tre dage

    ægtefælles død: fire dage

    alvorlig sygdom (slægtning i opadstigende linje): indtil to dage om året

    dødsfald (slægtning i opadstigende linje): to dage

    barns fødsel: to dage

    alvorlig sygdom (barn): indtil to dage om året

    barns død: fire dage.

    4.   På begrundet anmodning fra den udstationeredes nationale arbejdsgiver kan agenturet indrømme op til to dages særlig tjenestefrihed over en periode på 12 måneder. Der tages stilling fra sag til sag.

    5.   De feriedage, der ikke er taget ved udløbet af udstationeringsperioden, fortabes.

    Artikel 13

    Barselsorlov

    1.   Ved graviditet tildeles nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, barselsorlov på 16 uger, og de modtager i denne periode dagpenge i henhold til artikel 15.

    2.   Mod forelæggelse af en lægeerklæring kan nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, indrømmes særlig tjenestefrihed i højst fire uger, hvis de ammer; perioden beregnes fra afslutningen af barselsorloven, og de modtager i denne periode dagpenge i henhold til artikel 15.

    3.   Er der i henhold til arbejdsgiverens nationale lovgivning fastsat en længere barselsorlov, suspenderes udstationeringen i den periode, der overstiger den barselsorlov, agenturet har indrømmet. Hvis det er i agenturets interesse, forlænges udstationeringen med en periode svarende til suspensionen.

    4.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, kan alternativt anmode om suspension af udstationeringen i en periode, som omfatter hele barselsorloven og tjenestefriheden i forbindelse med amning. Hvis det er i agenturets interesse, forlænges udstationeringen i så fald med en periode svarende til suspensionen.

    Artikel 14

    Forvaltning og kontrol

    Agenturets administration er ansvarlig for forvaltning og kontrol af ferie og orlov. Det direktorat/den enhed, den udstationerede er tilknyttet, har ansvaret for kontrol af arbejdstid og fravær.

    KAPITEL III

    GODTGØRELSER OG UDGIFTER

    Artikel 15

    Dagpenge

    1.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, har under udstationeringen ret til dagpenge svarende til dem, der udbetales til nationale eksperter, som er udstationeret i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.

    2.   Hvis nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, hverken har fået betalt deres flytteudgifter af agenturet eller af deres nationale arbejdsgiver, udbetales en ekstra månedlig godtgørelse svarende til den, der udbetales til nationale eksperter, som er udstationeret i Generalsekretariatet for Rådet. Denne godtgørelse udbetales i slutningen af hver måned.

    3.   Godtgørelsen udbetales også i perioder med tjenesterejse, årlig ferie, barselsorlov, særlig tjenestefrihed og fridage, som er indrømmet af agenturet.

    4.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, og som i de sidste tre år indtil seks måneder inden udstationeringen havde deres sædvanlige bopæl eller væsentligste beskæftigelse højst 150 km fra udstationeringsstedet, får udbetalt dagpenge i overensstemmelse med stk. 1. Forhold i forbindelse med arbejde, som af nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, udføres for en anden medlemsstat end den, hvor udstationeringsstedet er beliggende, eller for en international organisation, tages ikke i betragtning ved anvendelsen af denne bestemmelse.

    5.   Ved udstationeringens begyndelse får en udstationeret udbetalt et forskud svarende til dagpenge for de første 75 dage i form af et engangsbeløb, og der udbetales derfor ikke dagpenge i denne periode. Hvis udstationeringen afsluttes inden udløbet af de 75 dage, er den udstationerede forpligtet til at tilbagebetale et beløb, der svarer til den resterende del af denne periode.

    6.   Ved den brevveksling, der er omhandlet i artikel 1, stk. 5, underrettes agenturet om enhver udbetaling svarende til den i stk. 1 omhandlede, som modtages af nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret. En sådan udbetaling fratrækkes de dagpenge, der udbetales af agenturet i henhold til stk. 1.

    7.   Dagpenge og den månedlige godtgørelse tilpasses hvert år uden tilbagevirkende kraft på grundlag af tilpasningen af EU-tjenestemændenes grundløn i Bruxelles og Luxembourg.

    8.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, og som gør tjeneste ved et af agenturets forbindelseskontorer, kan i stedet for de i denne artikel omhandlede dagpenge ved begrundet afgørelse truffet af agenturets daglige leder modtage et boligtilskud, hvis særlige omstændigheder i udstationeringslandet berettiger hertil.

    Artikel 16

    Supplerende fast godtgørelse

    1.   Medmindre en udstationerets bopæl er beliggende højst 150 km fra udstationeringsstedet, får vedkommende udbetalt en supplerende fast godtgørelse, der svarer til forskellen mellem den bruttoårsløn (uden familietillæg), der udbetales af den nationale arbejdsgiver, plus de dagpenge, der udbetales af agenturet, og den grundløn, der udbetales til en tjenestemand i lønklasse AD 7 eller AST 5, første løntrin, afhængigt af den kategori, der svarer til den udstationeredes.

    2.   Denne godtgørelse tilpasses årligt uden tilbagevirkende kraft på grundlag af tilpasningen af EU-tjenestemændenes grundløn.

    Artikel 17

    Bopæl

    1.   Som bopæl betragtes i henhold til disse ansættelsesvilkår det sted, hvor den udstationerede arbejdede for sin nationale arbejdsgiver umiddelbart inden udstationeringen. Udstationeringsstedet er det sted, hvor det direktorat/den enhed ved agenturet er beliggende, som de nationale eksperter eller det militære personel, der er udstationeret, er tilknyttet. Begge steder fastsættes i brevvekslingen, jf. artikel 1, stk. 5.

    2.   Hvis nationale eksperter eller militært personel, der udstationeres, på tidspunktet for udstationeringen allerede er udstationeret af deres nationale arbejdsgiver et andet sted end på dennes hjemsted, vil deres bopæl blive betragtet som værende det af de to steder, som ligger tættest på udstationeringsstedet.

    3.   Udstationeringsstedet betragtes som bopæl:

    a)

    hvis nationale eksperter eller militært personel, der udstationeres, i en periode på tre år, som blev afsluttet seks måneder inden udstationeringens begyndelse, enten havde deres sædvanlige bopæl eller væsentligste beskæftigelse højst 150 km fra udstationeringsstedet, eller

    b)

    hvis udstationeringsstedet på tidspunktet for agenturets anmodning om udstationering var den pågældende ægtefælles eller forsørgelsesberettigede barns/børns sædvanlige bopæl.

    I henhold til denne bestemmelse betragtes en bopæl beliggende højst 150 km fra udstationeringsstedet som værende bopæl på udstationeringsstedet.

    4.   Forhold i forbindelse med arbejde, der for en anden stat end den, hvor udstationeringsstedet er beliggende, udføres af nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, tages ikke i betragtning ved anvendelsen af denne artikel.

    Artikel 18

    Rejseomkostninger

    1.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, og hvis bopæl ligger mere end 150 km fra udstationeringsstedet, har ret til godtgørelse af deres rejseudgifter:

    a)

    for deres eget vedkommende:

    fra bopælen til udstationeringsstedet ved udstationeringens begyndelse

    fra udstationeringsstedet til bopælen ved udløbet af udstationeringsperioden

    b)

    for ægtefællen og forsørgelsesberettigede børn, såfremt disse bor sammen med den udstationerede, og flytningen godtgøres af agenturet:

    ved udstationeringens begyndelse ved flytning fra bopælen til udstationeringsstedet

    ved udløbet af udstationeringsperioden fra udstationeringsstedet til bopælen.

    2.   Medmindre rejsen foregår med fly, er det godtgjorte beløb et engangsbeløb og begrænset til billetprisen for en togrejse på anden klasse uden tillæg. Dette gælder ligeledes ved rejse i bil. Hvis den normale jernbanerejse er på mere end 500 km, eller den normale rejserute omfatter sørejse, kan rejse med fly godtgøres op til den reelle pris for en lavprisbillet (PEX eller APEX) ved fremlæggelse af billet og boardingpas.

    3.   Uanset stk. 1 har nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, og som kan dokumentere, at deres væsentligste beskæftigelsessted er blevet ændret, ret til ved udløbet af udstationeringsperioden at få godtgjort rejseomkostningerne hertil inden for de fastsatte lofter. Der kan ikke godtgøres beløb, der er højere end det, den udstationerede har ret til ved hjemrejse til bopælen.

    4.   Hvis nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, er flyttet fra deres bopæl til udstationeringsstedet, har de hvert år ret til et fast beløb svarende til prisen på en returrejse fra udstationeringsstedet til bopælen for dem selv, deres ægtefælle og forsørgelsesberettigede børn på grundlag af de gældende betingelser ved agenturet.

    Artikel 19

    Flytteudgifter

    1.   Medmindre artikel 15, stk. 4, andet punktum, finder anvendelse, kan nationale eksperter eller militært personel, der udstationeres, flytte deres personlige ejendele fra bopælen til udstationeringsstedet på agenturets regning efter at have indhentet tilladelse fra dette og i henhold til agenturets gældende bestemmelser for godtgørelse af flytteudgifter, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

    a)

    første udstationeringsperiode skal være på tre år

    b)

    den udstationeredes bopæl i hjemlandet skal være beliggende mindst 100 km fra udstationeringsstedet

    c)

    flytningen skal foregå senest seks måneder, efter at udstationeringsperioden er indledt

    d)

    der skal anmodes om tilladelse hertil mindst to måneder inden datoen for flytningen

    e)

    flytteudgifterne må ikke godtgøres af den nationale arbejdsgiver

    f)

    den udstationerede skal indsende de originale tilbud, kvitteringer og fakturaer til agenturet, og den nationale arbejdsgiver skal attestere, at denne ikke betaler flytningen.

    2.   Medmindre andet følger af stk. 3 og 4, har nationale eksperter eller militært personel, der udstationeres, og hvis flytning til udstationeringsstedet er blevet godtgjort af agenturet, efter udløbet af udstationeringsperioden og efter at have indhentet tilladelse, ret til at få godtgjort flytteudgifterne fra udstationeringsstedet til bopælen i henhold til agenturets gældende bestemmelser for godtgørelse af flytteomkostninger, jf. dog betingelserne i stk. 1, litra d), e) og f), på følgende vilkår:

    a)

    flytningen må tidligst finde sted tre måneder inden udløbet af udstationeringsperioden

    b)

    flytningen skal være afsluttet senest seks måneder efter udløbet af udstationeringsperioden.

    3.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, har ikke ret til godtgørelse af flytteudgifter til bopælen, såfremt deres udstationering bringes til afslutning på deres egen eller deres nationale arbejdsgivers anmodning inden to år fra begyndelsen af udstationeringsperioden.

    4.   Hvis nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, kan godtgøre, at det sted, hvor de skal udøve deres væsentligste beskæftigelse efter udstationeringen, er blevet ændret, har vedkommende ret til godtgørelse af flytteudgifter til det nye sted, hvis der ikke er tale om højere udgifter end ved flytning til bopælen.

    Artikel 20

    Tjenesterejser og udgifter i forbindelse med tjenesterejser

    1.   Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, kan i henhold til artikel 4 sendes på tjenesterejse.

    2.   Udgifter i forbindelse med tjenesterejser godtgøres efter samme regler som dem, der gælder for Generalsekretariatet for Rådet.

    Artikel 21

    Uddannelseskurser

    Nationale eksperter eller militært personel, der er udstationeret, har ret til at deltage i de uddannelseskurser, der afholdes af agenturet, såfremt deres deltagelse er i agenturets interesse. Når der træffes beslutning om deltagelsen i uddannelseskurser, tages der i rimeligt omfang hensyn til den udstationeredes interesser, navnlig med henblik på karriereforløbet efter udstationeringen.

    Artikel 22

    Administrative bestemmelser

    1.   Nationale eksperter eller militært personel, der udstationeres, henvender sig den første dag i udstationeringsperioden til vedkommende direktorat/enhed for at afvikle de nødvendige administrative formaliteter. De tiltræder tjenesten enten den 1. eller den 16. i måneden.

    2.   Nationale eksperter eller militært personel, der udstationeres til at gøre tjeneste i et af agenturets forbindelseskontorer, henvender sig til agenturets direktorat/enhed på udstationeringsstedet.

    3.   Godtgørelser og udgifter udbetales i euro af agenturets direktorat/enhed og overføres til en bankkonto, der er åbnet i et pengeinstitut på udstationeringsstedet.

    KAPITEL IV

    ANVENDELSE AF ANSÆTTELSESVILKÅRENE PÅ UDSTATIONERET NATIONALT MILITÆRT PERSONEL

    Artikel 23

    Ansættelsesvilkår for udstationeret militært personel

    Medmindre andet er fastsat i artikel 24-33, gælder ansættelsesvilkårene ligeledes for militært personel, der er udstationeret ved agenturet.

    Artikel 24

    Betingelser

    Udstationeret militært personel skal under hele udstationeringen være i lønnet tjeneste ved de væbnede styrker i en deltagende medlemsstat.

    Artikel 25

    Forpligtelser udadtil

    Udstationeret militærpersoner kan ikke forpligte agenturet udadtil, medmindre de er specifikt bemyndiget hertil af agenturets daglige leder.

    Artikel 26

    Sikkerhedsgodkendelse

    Uanset artikel 4, stk. 5, skal det relevante niveau for udstationeret militært personels sikkerhedsgodkendelse, som ikke må være mindre end SECRET, oplyses i den i artikel 1, stk. 5, omhandlede brevveksling.

    Artikel 27

    Erhvervserfaring

    Som en undtagelse fra artikel 6, stk. 1, kan der ved agenturet udstationeres militært personel med sagsbehandlende eller rådgivende funktioner, såfremt disse godtgør, at de er i besiddelse af et højt kompetenceniveau for løsning af de opgaver, der vil blive pålagt.

    Artikel 28

    Suspension og afslutning af udstationeringen

    1.   Artikel 7 kan kun anvendes på udstationeret militært personel efter bemyndigelse fra agenturets daglige leder.

    2.   Som en undtagelse fra artikel 8 kan en udstationering bringes til afslutning, hvis det er i agenturets eller vedkommende udstationerede militære personels nationale myndigheds interesse eller af andre tilstrækkelige grunde.

    Artikel 29

    Grov tilsidesættelse af pligter

    1.   Som undtagelse fra artikel 8, stk. 3, kan en udstationering bringes til afslutning uden varsel, såfremt udstationeret militært personel forsætligt eller ved grov uagtsomhed har tilsidesat tjenestepligter. Afgørelse herom træffes af agenturets daglige leder, efter at den udstationerede forinden har haft lejlighed til at fremføre sin sag. Inden den daglige leder træffer sin afgørelse, underretter han den faste repræsentant for den medlemsstat, hvor den udstationerede er statsborger. Efter at en sådan afgørelse er truffet, udbetales godtgørelserne i artikel 18 og 19 ikke længere.

    Inden den i stk. 1 nævnte afgørelse træffes, kan udstationeret militært personel, efter at have haft lejlighed til at fremføre dets sag, suspenderes, såfremt agenturets daglige leder fastholder, at der er tale om grov tilsidesættelse af tjenestepligter. Suspensionen må højst vare i tre måneder, og de i artikel 15 og 16 omhandlede godtgørelser udbetales ikke så længe.

    2.   Agenturets daglige leder kan underrette de nationale myndigheder om enhver overtrædelse, som udstationeret militært personel måtte have begået af de bestemmelser, som er fastlagt eller omhandlet i disse ansættelsesvilkår.

    3.   Udstationeret militært personel er fortsat underlagt de nationale disciplinære regler.

    Artikel 30

    Særlig tjenestefrihed

    Som en undtagelse fra artikel 12, stk. 4, kan agenturet indrømme yderligere, ulønnet tjenestefrihed med henblik på uddannelse hos den nationale arbejdsgiver efter behørigt begrundet anmodning fra denne.

    Artikel 31

    Godtgørelser

    Som en undtagelse fra artikel 15, stk. 1, og artikel 16 kan det i den i artikel 1, stk. 5, omhandlede brevveksling bestemmes, at de i disse artikler fastsatte godtgørelser ikke udbetales.

    Artikel 32

    Bopæl

    1.   Udstationeret militært personel anses for fortsat at have bopæl i hovedstaden i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, hvis denne bopæl, med henblik på anvendelsen af artikel 17, stk. 1, 2 og 3, litra a), er beliggende højst 150 km fra udstationeringsstedet.

    2.   Udstationeret militært personel anses for fortsat at have bopæl i hovedstaden i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, hvis ekspertens ægtefælles eller barns (børns) bopæl, jf. artikel 17, stk. 3, litra b), ligger i en anden medlemsstat end den, hvor udstationeringen finder sted.

    KAPITEL V

    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

    Artikel 33

    Ændringer og gennemførelsesbestemmelser

    Disse ansættelsesvilkårs artikel 4, 5, 8, 10, 12-14 samt artikel 21-32 kan om nødvendigt ændres af agenturets styringskomité i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, nr. 10, samt artikel 11, stk. 3, nr. 2, i fælles aktion 2004/551/FUSP. Forslag til ændringer forelægges Rådet. Medmindre Rådet i løbet af to måneder med kvalificeret flertal træffer anden afgørelse, anses ændringerne for at være tiltrådt.

    Ændring af andre bestemmelser i disse ansættelsesvilkår, navnlig med hensyn til aflønning, godtgørelser og social sikring, vedtages af Rådet med enstemmighed på forslag af agenturets styringskomité.

    Artikel 34

    Evaluering

    Senest tre år efter disse ansættelsesvilkårs ikrafttræden eller fra datoen for ikrafttrædelsen af traktaten om indførelse af en forfatning for Europa, hvis denne dato ligger før, evaluerer Rådet disse ansættelsesvilkår og foretager eventuelle ændringer eller træffer beslutning om deres ophævelse.

    Artikel 35

    Virkning

    Denne afgørelse har virkning fra dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 24. september 2004.

    På Rådets vegne

    L. J. BRINKHORST

    Formand


    (1)  EUT L 245 af 17.7.2004, s. 17.

    (2)  EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 (EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1).


    Top