32004D0339

Kommissionens beslutning

af 15. oktober 2003

om Italiens støtteforanstaltninger til fordel for RAI SpA

(meddelt under nummer K(2003) 3528)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2004/339/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler(1), under henvisning til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

1. SAGSFORLØB

(1) Selskabet RTI SpA (Reti Televisive italiane), der kontrollerer tre italienske tv-kanaler, og tilhører Mediaset-koncernen(2), indgav den 17. juni 1996 en klage til Kommissionen over, at Italien havde iværksat en række støtteforanstaltninger til fordel for RAI-Radiotelevisione italiana SpA (det offentlige italienske radio- og tv-selskab, i det følgende benævnt "RAI"). Klagen vedrørte især den licens, der udbetales til RAI, og en række forskellige foranstaltninger, som den italienske regering havde truffet til fordel for RAI i første halvdel af 1990'erne.

(2) Ved brev af 15. juli og 4. september 1996 udbad Kommissionen sig oplysninger fra de italienske myndigheder, som svarede ved brev af 30. august og 4. november 1996.

(3) Den 23. maj 1997 supplerede Mediaset sin klage ved fremlæggelse af flere dokumenter.

(4) Kommissionen sendte de italienske myndigheder en ny anmodning om oplysninger den 1. juli 1998. De italienske myndigheder fremsatte nogle af de ønskede oplysninger på et møde den 31. juli 1998 og ved brev af 7. august 1998. Der blev desuden holdt en række møder med klageren.

(5) Den 19. oktober 1998 forelagde Mediaset Kommissionen en yderligere redegørelse for de støtteforanstaltninger, der var nævnt i den oprindelige klage. Ved brev af 8. januar 1999 supplerede virksomheden sin redegørelse med nye dokumenter og havde den 15. februar 1999 et møde med Kommissionen.

(6) Den 3. februar 1999 opfordrede Kommissionen Italien til at meddele alle de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere, om foranstaltningerne skulle betragtes som eksisterende eller ny støtte (i det følgende benævnt "opfordringen"). Denne beslutning blev meddelt Italien ved brev af 26. februar. Italien fremlagde nogle af de ønskede oplysninger og sine bemærkninger ved brev af 26. marts. Kommissionen anmodede derefter om yderligere oplysninger ved brev af 28. april, som de italienske myndigheder besvarede ved brev af 16. juni.

(7) Mediaset skrev til Kommissionen den 17. maj 1999 vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningerne skulle betragtes som eksisterende eller ny støtte, og mødtes med Kommissionen den 18. maj 1999.

(8) Ved brev af 27. september 1999 meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til nogle af de ad hoc-foranstaltninger, som Mediaset havde udpeget som statsstøtte (i det følgende benævnt "beslutningen om indledning af proceduren").

(9) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte støtte.

(10) Kommissionen modtog bemærkninger fra Italien den 2. december 1999.

(11) Kommissionen modtog følgende bemærkninger fra interesserede parter:

- ved brev af 2. december 1999, RAI's bemærkninger (som blev videresendt til Italien ved brev af 6. december 1999)

- ved brev af 19. januar 2000, bemærkninger fra Federazione Radio Televisioni ("FRT")

- ved brev af 1. februar 2000, bemærkninger fra Association des Télévisions Commerciales Européennes ("ACT")

- ved brev af 28. januar 2000, Mediasets bemærkninger.

(12) Bemærkningerne fra de interesserede parter blev videregivet til Italien ved brev af 6. december 1999 og 23. februar 2000. Italien blev i denne forbindelse opfordret til at fremsætte sine bemærkninger, som blev fremsendt ved brev af 5. maj 2000.

(13) Desuden modtog Kommissionen på et senere tidspunkt bemærkninger fra sammenslutningen af miljø- og forbrugerbeskyttelsesorganisationer (Codacons), nemlig ved brev af 12. juni 2000.

(14) Kommissionen holdt møde med RAI den 26. januar 2000 og den 4. december 2000.

(15) Kommissionen holdt møde med de italienske myndigheder den 5. juni 2000.

(16) Desuden holdt Kommissionen møde med Mediaset på følgende tidspunkter: 20. marts og 20. juni 2000, 2. maj 2001, 20. juni 2001 og 25. oktober 2001 og modtog brev fra klageren den 8. november 2000 og den 25. maj 2001. På mødet den 20. juni 2001 fremlagde Mediaset en omstruktureringsplan for RAI, der var udarbejdet af Charles River Associates. Endvidere skrev Mediaset til Kommissionen den 12. juni 2002 og den 20. april 2003.

(17) Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden blev der knyttet en protokol om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne (i det følgende benævnt "Amsterdam-protokollen") som bilag til EF-traktaten.

(18) Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service radio- og tv-virksomhed(4) (i det følgende benævnt "radio- og tv-meddelelsen") indeholder de principper, som Kommissionen vil følge ved anvendelsen af statsstøttereglerne på statsfinansiering af public service radio- og tv-virksomhed.

(19) På grundlag af radio- og tv-meddelelsen anmodede Kommissionen Italien om nye oplysninger ved brev af 13. september 2002. Kommissionen holdt møde med de italienske myndigheder den 8. december 2002 og modtog nogle af de ønskede oplysninger den 3. og den 11. december 2002.

(20) Endvidere skrev Kommissionen til de italienske myndigheder den 14. november 2002 med anmodning om en række dokumenter, og de italienske myndigheder svarede den 5. maj 2003.

2. SITUATIONEN I ITALIEN

2.1. Den historiske udvikling i retsgrundlaget for public service radio- og tv-virksomhed i Italien

(21) Siden 1910 har den italienske stat forbeholdt sig ret til at drive radiovirksomhed med mulighed for at yde koncessioner og tilladelser til private eller offentlige operatører. I 1924 blev den offentlige radiovirksomhed ved enelicens overdraget URI, der senere blev omdannet til EIAR og endelig til RAI. Fra 1927 blev det fastsat ved lov, at statsmonopolet på radiovirksomhed var berettiget ud fra dens almennyttighed og dens uddannelsesmæssige, kunstneriske og kulturelle mål, der var i alle borgernes interesse.

(22) I 1948 trådte den republikanske forfatning i kraft, og den offentlige radiovirksomhed fik et forfatningsgrundlag i principperne ytringsfrihed og ret til information for at give borgerne mulighed for at deltage i landets demokratiske liv. Efter forfatningens ikrafttræden har radio- og tv-virksomhed været forbeholdt staten i henhold til forfatningens artikel 43, hvori der henvises til væsentlige offentlige tjenester af betydelig generel interesse. RAI var eneste koncessionshaver på grund af en række aftaler, som garanterede selskabet enekoncessionen.

(23) Denne situation blev lovfæstet ved lov nr. 103 af 14. april 1975 om nye regler for radio- og tv-virksomhed (i det følgende benævnt "lov nr. 103/75"). Loven understregede den eksisterende forbindelse mellem den offentlige radiovirksomhed, forfatningens artikel 43, begrebet væsentlige offentlige tjenester af betydelig generel interesse for offentligheden og statsmonopolet inden for denne sektor. I artikel 15 i lov nr. 103/75, der stort set bekræftede artikel 7 i præsidentdekret nr. 180 af 26. januar 1952 (i det følgende benævnt "dekret nr. 180/1952"), blev det fastsat, at RAI skulle finansieres ved licensindtægter, reklameindtægter og andre lovbestemte indtægter.

(24) Markedet for radio- og tv-virksomhed blev derefter gradvis ændret. I anden halvdel af 1970'erne begyndte de private operatører i praksis at sende programmer, først på lokalt og senere på nationalt plan.

(25) Denne udvikling blev sikret af forfatningsdomstolen. Der er ingen tvivl om, at forfatningsdomstolens dom nr. 202/1976 var den første, der bidrog væsentligt til indførelse af konkurrence på det italienske marked for radio- og tv-virksomhed, hvilket Mediaset også selv har understreget. Domstolen erklærede nemlig statsmonopolet på radio- og tv-virksomhed på lokalt plan for forfatningsstridigt, men fastslog, at statsmonopolet på nationalt plan var lovligt, da der var tale om en væsentlig offentlig tjeneste af betydelig generel interesse. Efter dom nr. 202/1976 steg antallet af lokale radio- og tv-selskaber i hele landet, og takket være brugen af videobånd eller radioforbindelser kunne de efter nogle år sende det samme program samtidig i et stort geografisk område (såkaldt "syndication"). I 1981 bekræftede forfatningsdomstolen på ny ved sin dom nr. 148/1981, at statsmonopolet på den nationale radio- og tv-virksomhed var lovligt, idet den fastslog, at monopolet var midlertidigt (dvs. indtil der blev vedtaget en tilstrækkelig konkurrencelovgivning for denne sektor) og begrundede det med, at den nationale radio- og tv-virksomhed var en væsentlig offentlig tjeneste af betydelig generel interesse. I 1980'erne eksisterede det nationale monopol stort set parallelt med de private operatører, som sendte programmer på nationalt plan gennem "syndication"-systemet.

(26) Lov nr. 223 af 6. august 1990 om regler for offentlig og privat radio- og tv-virksomhed (i det følgende benævnt "lov nr. 223/90") er den første generelle lov om regulering af den offentlige og private radio- og tv-virksomhed. Herved blev den situation, der var opstået på radio- og tv-markedet i 1980'erne, taget til efterretning og lovfæstet. Loven gav mulighed for, at der foruden af public service-koncessionshaveren kunne drives radio- og tv-virksomhed på nationalt plan (og ikke kun på lokalt plan) af private koncessionshavere.

(27) Andre vigtige bestemmelser i denne lov vedrørte reklamevirksomhed. Artikel 8, stk. 6, fastsatte grænsen for RAI's og de private koncessionshaveres reklamevirksomhed, således at RAI ikke kunne anvende mere end 4 % af den ugentlige programflade og 12 % af hver time på reklamer, mens de private koncessionshavere på nationalt plan ikke kunne anvende mere end 15 % af den daglige programflade og 18 % af hver time. I artikel 8, stk. 16, var der afskaffet en maksimumsgrænse for RAI's reklameindtægter, men den blev udsat ved lovdekret nr. 408/1992 med virkning fra 1. januar 1994(5).

2.2. Beskrivelse af RAI

(28) RAI blev oprettet i 1924 under navnet URI (Unione Radiofonica italiana), og blev i 1927 omdannet til EIAR, i 1944 til RAI (Radio Audizioni Italia) og endelig i 1954 til RAI-Radiotelevisione italiana SpA. Den 3. januar 1954 indledte selskabet tv-transmission gennem kanalen RAI 1, på grundlag af dekret nr. 180/1952, som pålagde RAI at drive radio- og tv-virksomhed. Fra 1957 dækkede RAI's signal hele det italienske territorium. I 1961 blev der oprettet en anden kanal, RAI 2, som i 1979 blev efterfulgt af en regional kanal, RAI 3. Fra 1934 var radiovirksomheden blevet organiseret ved opdeling i tre kanaler under betegnelsen Primo, Secondo og Terzo programma.

(29) RAI's formål, som beskrevet i selskabets vedtægter, består i transmission, distribution og overførsel af programmer samt lyd- og tv-signaler via luften, satellitter eller på anden måde, installation, drift, udvikling og anvendelse af anlæg og metoder til ovennævnte virksomhed, produktion, erhvervelse og afsætning af værker, programmer og tjenester, der kan være omfattet af ovennævnte virksomhed, samt gennemførelse af enhver anden operation, der kan være nyttig for udøvelsen af ovennævnte virksomhed.

(30) RAI er et aktieselskab af national interesse som omhandlet i artikel 2461 i den italienske civillov. I den periode, som denne beslutning vedrører, har RAI's selskabskapital udelukkende været ejet af den offentlige sektor(6). Selv om RAI er et aktieselskab, er det underlagt særlige bestemmelser. F.eks. er det underlagt parlamentets tilsyn og direktiver gennem et særligt parlamentsudvalg, og fra lov nr. 203 af 25. juni 1993 trådte i kraft, har RAI's bestyrelse skullet udnævnes af formændene fra parlamentets to kamre.

(31) I henhold til aftalen mellem staten og RAI af 1. august 1988 (godkendt ved præsidentdekret nr. 367 af 1. august 1988 (i det følgende benævnt "1988-aftalen") skal RAI drive mindst 3 radiokanaler og 3 tv-kanaler. En af tv-kanalerne kan også anvendes til regionale eller lokale udsendelser. Aftalen mellem staten og RAI af 1994 (godkendt ved præsidentdekret af 28.3.1994) indeholder tilsvarende bestemmelser: RAI driver 3 radiokanaler og 3 tv-kanaler og administrerer de nødvendige midler til samordning af produktion og distribution. En af tv-kanalerne kan også anvendes til regionale eller lokale udsendelser.

(32) Fra 1992 til 1995 fik RAI pålagt at drive public service radio- og tv-virksomhed. Selskabet udøvede desuden kommerciel virksomhed, der ikke indgik i definitionen af public service, især gennem særskilte juridiske personer, hvoriblandt de vigtigste var Sipra, Nuova Fonit, Nuova Eri og Sacis.

3. DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE

3.1. Denne beslutnings indhold

(33) I opfordringen nævnte Kommissionen en række foranstaltninger, som Mediaset mente var i strid med traktatens artikel 87, nemlig:

a) licensindtægterne

b) skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver

c) konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra Cassa depositi e prestiti (i det følgende benævnt "CDDPP") i 1995

d) udvidelsen af RAI's kapital i 1992

e) nedsættelsen af RAI's koncessionsafgift til staten (fra 154 til 40 mia. ITL)

f) Cofiris factoring-transaktion i 1990

g) Cofiris lån i 1997.

(34) På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen modtog som følge af opfordringen, nåede den frem til den foreløbige konklusion, at foranstaltningen i litra a) må betragtes som eksisterende støtte, at foranstaltningerne i litra e), f) og g) ikke skal betragtes som statsstøtte, mens foranstaltningerne under litra b), c) og d) er nye og eventuelt kan betragtes som statsstøtte. Med beslutningen om indledning af proceduren har Kommissionen derfor indledt den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 88, stk. 2, vedrørende skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver, konverteringen af koncessionsafgiften i 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP i 1995 og udvidelsen af RAI's kapital i 1992(7) (i det følgende benævnt "ad hoc-foranstaltninger"). I beslutningen om indledning af proceduren har Kommissionen desuden givet en udførlig begrundelse for, hvorfor foranstaltningerne under litra e), f), og g) ikke skal betragtes som statsstøtte, og konklusionerne med hensyn til disse foranstaltninger er ikke indbragt for Domstolen. Da licensindtægterne kan karakteriseres som eksisterende støtte, er de udtrykkeligt udeladt af anvendelsesområdet for beslutningen om indledning af proceduren.

(35) De ad hoc-foranstaltninger, der er omfattet af Kommissionens formelle undersøgelse, blev vedtaget i perioden 1992 til 1995. Denne beslutning er derfor koncentreret om de finansielle forbindelser mellem RAI og den italienske stat i denne periode.

(36) I lighed med beslutningen om indledning af proceduren omhandler den foreliggende beslutning heller ikke spørgsmålet om den retlige klassificering af licensindtægterne og deres forenelighed med traktaten. Da licensindtægterne foreløbig betragtes som eksisterende støtte, vil disse spørgsmål blive behandlet under en særskilt procedure efter artikel 17 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93(8). For at få et samlet billede af de finansielle forbindelser mellem den italienske stat og RAI i den periode, som denne undersøgelse vedrører, må Kommissionen dog ikke blot tage ad hoc-foranstaltningerne, men også den finansielle støtte, der er ydet RAI gennem licensindtægterne i betragtning. I denne beslutning vil Kommissionen derfor kun henvise til licensindtægterne i det omfang, det er nødvendigt for at afklare sin begrundelse vedrørende ad hoc-foranstaltningerne.

(37) Ud over at forbindelserne mellem staten og RAI var reguleret ved ovennævnte retsakter i den periode, som denne undersøgelse vedrører, var de også reguleret ved aftalen mellem staten og RAI af 1. august 1988, som blev godkendt ved præsidentdekret nr. 367 ("1988-aftalen") og gjaldt indtil august 1994, og ved den aftale, som RAI og de italienske myndigheder indgik i marts 1994 (i det følgende benævnt "1994-aftalen"), som blev godkendt ved præsidentdekret af 28. marts 1994 og trådte i kraft den 1. september 1994.

3.1.1. Licensindtægter

(38) Licensindtægterne er RAI's største finansieringskilde. Loven tildeler klart koncessionshaveren, dvs. RAI, licensindtægterne ved udøvelsen af public service radio- og tv-virksomhed. Licensen blev indført ved kongeligt dekret nr. 246 af 1938, der blev omdannet til lov nr. 880 af 1938. Ved denne lov blev alle, der var i besiddelse af et apparat, som kunne modtage radiosignaler, forpligtet til at betale licens til staten, som skulle videregive beløbet til den virksomhed, der havde til opgave at udøve public service radio- og tv-virksomhed.

3.1.2. Skattefritagelse i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver

(39) Lovdekret nr. 558 af 30. december 1993 om hasteforanstaltninger til sanering og omstrukturering af RAI - SpA (i det følgende benævnt "lovdekret nr. 558/1993") indeholdt en række foranstaltninger til omstrukturering af RAI. Dekretets bestemmelser er blevet medtaget i senere dekreter og omdannet til lov nr. 650/1996.

(40) I henhold til artikel 2, 3 og 5 i lovdekret nr. 558/1993 skulle RAI foretage en ny værdiansættelse af de aktiver, der var opført på regnskabet for 1993. Et eventuelt overskud i forhold til værdierne i det foregående regnskabsår kunne afsættes som en særlig reserve. Disse transaktioner var fritaget for skatter og afgifter.

(41) Ved nyvurderingen af aktiverne skabte RAI en reserve på 677 mia. ITL, som det regnskabsmæssigt anvendte til dækning af tab for 1993.

3.1.3. Konvertering af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP i 1995

(42) Som anført i beslutningen om indledning af proceduren er koncessionsafgiften et vederlag, som hvert tv-selskab betaler staten for anvendelse af en bestemt transmissionsfrekvens. Den koncessionsafgift, som RAI skulle betale staten for 1992 og 1993, blev fastsat ved 1988-aftalen mellem RAI og staten. Den afgift, som RAI skulle betale for 1992 og 1993, og som var blevet fastlagt i henhold til artikel 24 i præsidentdekret nr. 367/1988, androg årligt ca. 154 mia. ITL(9), som skulle indbetales inden 30 dage efter godkendelsen af RAI's årsregnskab.

(43) I henhold til artikel 4 i lovdekret nr. 558/1993 skulle statens tilgodehavende i forbindelse med koncessionsafgiften for 1992 og 1993 overdrages Cassa depositi e prestiti, som skulle omdanne gælden til kapital på visse betingelser. Artikel 4 i lovdekret nr. 134/1995 gav senere mulighed for at omdanne CDDPP's tilgodehavende til et lån. Som følge heraf blev det fastsat i artikel 4 i lovdekret nr. 252/1995, der blev omdannet til lov nr. 650/1996, at statens tilgodehavende i forbindelse med koncessionsafgiften for 1992 og 1993 i praksis skulle overdrages til CDDPP og omdannes til et lån til RAI(10).

(44) Den 6. juli 1995 ydede CDDPP RAI et tiårigt lån med en fast rente på 9 %. Den 31. december 1997 tilbagebetalte RAI hele lånet takket være et andet lån, der var ydet af Cofiri. I beslutningen om indledning af proceduren fandt Kommissionen, at det andet lån blev ydet på markedsvilkår.

3.1.4. RAI's såkaldte kapitaludvidelse i 1992

(45) I henhold til artikel 1 i lovdekret nr. 2 af 2. januar 1992, der blev omdannet til lov nr. 332 af 1. juli 1992, ydede staten 100 mia. ITL til IRI, der skulle videregive beløbet til RAI. I parlamentets dokumenter er dette beløb beskrevet som en kompensation for den utilstrækkelige forhøjelse af licensindtægterne for 1992 i forhold til inflationen. Den 20. februar 1992 overførte IRI 100 mia. ITL til RAI(11).

4. BEMÆRKNINGER FRA DE INTERESSEREDE PARTER

(46) RAI's bemærkninger er stort set sammenfaldende med de italienske myndigheders argumenter og er gengivet i betragtning 55 til 61. For at gøre teksten kortfattet er de ikke medtaget i dette afsnit.

(47) Klagerens argumenter kan kort gengives således: Mediaset fremfører, at skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver har givet RAI en fordel på ca. 450,6 mia. ITL. Desuden er den reserve, der blev skabt ved nyvurderingen også blevet anvendt til konsolidering af RAI's kapital og skulle have være pålagt en registreringsafgift på 1 %. I denne forbindelse har fritagelsen derfor medført en fordel på 1,2 mia. ITL.

(48) Mediaset finder, at konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP i 1995 var en fordel for RAI, fordi transaktionen betød en nedsættelse af det beløb, som RAI skulle have betalt staten i koncessionsafgift for 1992 og 1993 inklusive renter.

(49) Mediaset fremfører, at RAI i den periode, hvor selskabet ikke betalte koncessionsafgiften (dvs. indtil 1995), skulle have betalt renter efter den officielle diskonto, plus strafrenter på 2,5 %, som ville være steget til 5 % efter den første måned(12). Da disse strafrenter ikke er blevet opkrævet ved konverteringen af den skyldige koncessionsafgift til lån, har RAI opnået en fordel. RAI har desuden opnået andre fordele, fordi lånet skulle forrentes med 9 %, hvilket var lavere end markedsrenten på 12 %(13).

(50) Mediaset hævder, at den såkaldte kapitaludvidelse ikke er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip og derfor må betragtes som statsstøtte til RAI.

(51) Mediaset fremfører desuden, at der på nationalt plan bør føres tilsyn med, at RAI varetager den public service-funktion, selskabet har fået pålagt. Da der ikke findes en effektiv national institution, som har til opgave at udføre denne rolle, må Kommissionen påtage sig ansvaret for tilsynet(14). Senere har Mediaset tilføjet, at Kommissionen på grund af radio- og tv-meddelelsen ikke kan betragte den offentlige finansiering af RAI som forenelig med fællesmarkedet, fordi der ikke foreligger tegn på, at public service-opgaverne rent faktisk er undergivet tilsyn(15).

(52) Siden Mediaset indgav sin første klage den 17. juni 1996 har selskabet fastholdt, at RAI foretog "dumping" på reklamemarkedet til skade for de private tv-selskabers finansiering. I den supplerende klage af 19. oktober 1998 udbyggede Mediaset sin påstand yderligere og fremførte, at RAI kan tilbyde reklameflader til under kostprisen på et sekundært marked i forhold til sine interesser (reklamevirksomhed tegner sig kun for 33 % af RAI's indtægter) og finansierer omkostningerne derved gennem statsmidler med det formål at skade Mediaset, hvis indtægter stammer fra reklamevirksomhed. Dette var tilfælde i 1993 og 1994, efter at loftet over RAI's reklamevirksomhed blev fjernet(16), idet de reklamesekunder, som RAI havde til rådighed, steg kraftigt fra 2823000 i 1992 til 3845000 i 1994.

(53) Den italienske sammenslutning af private tv-selskaber (Federazione Radio Televisioni - ("FRT")) har bemærket, at RAI opererer som et privat tv-selskab på jagt efter seere og reklameindtægter. RAI's adfærd på markedet svarer til den adfærd, der udvides af en typisk kommerciel aktør, der forsøger at øge sit seertal med det formål at tiltrække reklamer. Også de vigtigste sportsbegivenheder udnyttes med det formål at øge de store reklameindtægter. Andre programmer af kommerciel art erhverves gennem statsmidler, hvis de vil kunne sikre et højere seertal og større reklameindtægter. Statsstøtten til RAI hindrer udviklingen i den lokale radio- og tv-sektor. Uafhængigt af Amsterdam-protokollen, der giver medlemsstaterne mulighed for frit at definere kommercielle programmer som public service og finansiere dem med statsmidler, må der skelnes klart mellem kommercielt og offentligt tv, og der bør kun ydes statsmidler til service, der ikke ydes af private til tv-selskaber, og som klart er i samfundets interesse.

(54) Ifølge den europæiske sammenslutning af kommercielle tv-selskaber ("ACT") kan sådanne foranstaltninger naturligvis skade konkurrencen, fordi en række EU-selskaber allerede opererer i Italien. Alle de øvrige selskaber er potentielle konkurrenter til RAI. De offentlige tv-selskaber skal kun sende programmer, som markedet ikke tilbyder. Selv om Kommissionen i overensstemmelse med Amsterdam-protokollen ikke kan fastlægge europæiske regler, der definerer public service radio- og tv-virksomheds indhold og organisation, bør den dog forsøge at afgrænse begrebet public service inden for denne sektor i overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis.

5. ITALIENS BEMÆRKNINGER

(55) De italienske myndigheder har fremført, at de public service-opgaver, der er pålagt RAI, omfatter hele RAI's programvirksomhed. Det skyldes den historiske udvikling i reglerne for radio- og tv-virksomhed i Italien og de forskellige nugældende bestemmelser, der definerer public service radio- og tv-virksomhed.

(56) De italienske myndigheder har fastholdt, at skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver ikke skal betragtes som statsstøtte af følgende årsager:

a) denne form for skattefritagelse er en foranstaltning, der også er blevet anvendt ved omdannelse af andre offentlige virksomheder til aktieselskaber (som IRI, ENEL, ENI og INA) og i visse tilfælde ved privatisering inden for banksektoren. Der er derfor ikke tale om en særforanstaltning

b) der er ikke tale om nogen reel finansiel fordel for RAI, men blot om en ny værdiberegning af de aktiver, som virksomheden i forvejen er i besiddelse af

c) privatretten forbyder nyvurdering af aktiver. RAI var derfor tvunget til at foretage en nyvurdering, selv om selskabet ikke havde nogen grund til det. En eventuel fordel er derved derfor ikke opnået forsætligt

d) tidligere gav en række love mulighed for at foretage en nyvurdering af samtlige virksomheders aktiver, idet de fastsatte en bestemt skattemæssig behandling, nemlig skattefritagelse eller en erstatningsskat(17)

e) skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen er knyttet til omstruktureringen af RAI i henhold til lovdekret nr. 558/93.

(57) Efter de italienske myndigheders opfattelse skal konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP heller ikke betragtes som statsstøtte, fordi lånet i 1995 blev ydet RAI på markedsvilkår. Når man tager i betragtning, at RAI i 1998 fik et lån fra Comit og Citibank på 150 mio. EUR til Libor-renten plus 25 basispoint, ville en Ribor-rente plus 60 basispoint have været rimelig for RAI i 1995, fordi selskabet på daværende tidspunkt var en sund virksomhed. Denne sats ligger i virkeligheden meget tæt på den, der blev anvendt af CDDPP(18).

(58) Selv om man antager, at konverteringen gav RAI mulighed for at betale mindre end det beløb, selskabet oprindeligt skulle betale i koncessionsafgift for 1992 og 1993, ville den eventuelle reduktion være berettiget, fordi der var et misforhold mellem de afgifter, RAI og de private operatører havde betalt i de foregående år.

(59) Ifølge de italienske myndigheder skal kapitaludvidelsen i 1992 betragtes som en del af licensindtægterne, fordi disse ikke havde været tilstrækkelige i forhold til inflationen, og som en foranstaltning, der skulle dække omkostningerne ved de public service-opgaver, som RAI havde fået pålagt. De italienske myndigheder fremførte desuden, at kapitaludvidelsen var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, idet RAI's økonomiske situation begyndte at blive bedre efter 1993(19). Kapitaludvidelsen skal derfor ikke betragtes som statsstøtte.

(60) Ved brev af 2. december 1999 bestred de italienske myndigheder, at RAI's reklamepriser var højere end konkurrenternes. RAI har begrænsede reklameflader i forhold til et privat tv-selskab og må derfor opkræve højere priser for at overleve på et konkurrenceudsat marked. Det fremgår af en tabel, som var vedlagt ovennævnte brev, at RAI's gennemsnitspriser for reklamer i 1993 konstant lå betydeligt over Mediasets (30 sekunders reklame i den bedste sendetid, om dagen og om natten).

(61) De italienske myndigheder og RAI har desuden fremført, at de foranstaltninger, som Kommissionen undersøger, ikke skal betragtes som statsstøtte, da de ikke kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, og da de tjener som kompensation for de ekstra nettoomkostninger, som RAI skal afholde ved udøvelsen af sin public service-funktion, dvs. public service radio- og tv-virksomhed.

6. VURDERING AF STØTTEN

6.1. Støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1

(62) For at en foranstaltning kan betragtes som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, skal følgende betingelser være opfyldt:

a) Støtten skal ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form.

b) Den skal begunstige visse virksomheder eller visse produktioner (selektiv fordel) og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

c) Den skal påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(63) Kommissionen vil for hver enkelt foranstaltning vurdere, om betingelserne under litra a) og b) er opfyldt. Den vil undersøge, om de foranstaltninger, der opfylder de to førstnævnte betingelser, også opfylder betingelserne under litra c); den tager derefter stilling til, om Domstolens nyere retspraksis(20) påvirker denne undersøgelse.

6.2. Statsmidler, selektiv fordel og konkurrencefordrejninger

6.2.1. Skattefritagelse i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver

(64) På det tidspunkt, hvor lovdekret nr. 558/1993 blev udstedt, indebar en nyvurdering af aktiver normalt, at der skulle betales indkomstskat, hvis transaktionen resulterede i en merværdi(21). Selv om skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver ikke indebærer en direkte udbetaling af kontanter, påvirker den dog statsbudgettet direkte. I dette tilfælde giver staten nemlig afkald på en skatteindtægt, som den efter loven har ret til, og som den normalt ville have gjort krav på. Domstolen har konstant fastslået følgende: "en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør således en statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1"(22). Denne foranstaltning er derfor gennemført ved hjælp af statsmidler.

(65) Foranstaltningen giver RAI en økonomisk fordel, idet den fjerner et omkostningselement fra virksomhedens resultatopgørelse. En hvilken som helst anden virksomhed skulle have betalt skat til staten efter den normale skattesats på sine revaluerede aktiver og skulle dermed selv have afholdt udgifterne derved. I kraft af lovdekret nr. 558/1993 har RAI kunnet undgå betalingen af disse skatter og har dermed direkte opnået en finansiel og økonomisk fordel, som enhver anden virksomhed ville være afskåret fra i en tilsvarende situation. Da konkurrencevilkårene forvrides, hver gang støtten styrker støttemodtagerens konkurrencemæssige stilling i forhold til dens konkurrenters, vil denne fordel forvride konkurrencen mellem RAI og de øvrige virksomheder(23).

(66) Italien og RAI har især fremsat følgende argumenter som begrundelse for nyvurderingen:

a) denne form for skattefritagelse er en foranstaltning, der også er blevet anvendt ved omdannelse af andre offentlige virksomheder til aktieselskaber og i visse tilfælde ved privatisering inden for banksektoren. Der er derfor ikke tale om en særforanstaltning

b) der er ikke tale om nogen reel finansiel fordel for RAI, men blot om en ny værdiberegning af de aktiver, som virksomheden i forvejen er i besiddelse af

c) privatretten forbyder nyvurdering af aktiver. RAI var derfor tvunget til at foretage en nyvurdering, selv om selskabet ikke havde nogen grund til det. En eventuel fordel derved er derfor ikke opnået forsætligt

d) tidligere gav en række love, der blev udstedt før lovdekret nr. 558/1993, mulighed for at foretage en nyvurdering af samtlige virksomheders aktiver, idet de fastsatte en bestemt skattemæssig behandling, nemlig skattefritagelse eller en erstatningsskat(24)

e) skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen er knyttet til omstruktureringen af RAI i henhold til lovdekret nr. 558/93.:

(67) Argumentet i betragtning 66, litra a), er ikke relevant, for den omstændighed, at en skattefritagelse kan anvendes i andre tilfælde (som ikke har nogen lighed med RAI's situation) ændrer ikke den pågældende foranstaltnings selektive art, med mindre det påvises, at foranstaltningen er i overensstemmelse med den generelle ordning eller dennes art, og de italienske myndigheder har ikke bevist, at dette er tilfældet.

(68) Argumentet i betragtning 66, litra b), kan ikke godtages, fordi fordelen ikke består i, at RAI opnår nye aktiver, eller at aktiverne overføres til en anden juridisk person, men blot i, at det samme selskab (RAI) ikke betaler den skat, der normalt pålægges en sådan transaktion. Nyvurderingen af RAI's aktiver forbedrer selskabets regnskaber og dets økonomiske situation som helhed. RAI betaler heller ikke de skatter, der normalt er knyttet til en nyvurdering, og det betyder, at der fra regnskabet fjernes et omkostningselement, som ellers ville være til stede.

(69) Argumentet i betragtning 66, litra c), kan heller ikke accepteres. I overensstemmelse med retspraksis defineres begrebet statsstøtte på grundlag af foranstaltningens virkninger og ikke på grundlag af andre karakteristika, såsom foranstaltningens målsætninger eller dens obligatoriske eller fakultative karakter. At støtten er obligatorisk ændrer ikke det forhold, at RAI opnår en fordel, som selskabet ikke ville have fået under normale markedsvilkår. I det omfang, hvor RAI opnår en fordel på grund af en særlig skattemæssig behandling, der er fastsat ved lov, er det forhold, at nyvurdering ikke er tilladt i privat ret, heller ikke relevant.

(70) Argumentet i betragtning 66, litra d), bekræfter Kommissionens undersøgelse af denne foranstaltning. Før lovdekret nr. 558/1993 var der ved andre love fastsat en favorabel behandling for samtlige virksomheder i tilfælde af nyvurdering af aktiver. I stedet for anvendelsen af de normale skatteregler indeholdt disse love en fuldstændig fritagelse eller en erstatningsskat, mens en sådan behandling i det foreliggende tilfælde kun tilbydes RAI. Foranstaltningen er derfor selektiv.

(71) Argumentet i betragtning 66, litra e), vedrører foranstaltningens forenelighed og bør ikke behandles i dette afsnit.

(72) Det må konkluderes, at skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver er gennemført med statsmidler, ser ud til at give RAI en fordel og medfører en fordrejning af konkurrencen.

6.2.2. Konvertering af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP i 1995

(73) Som nævnt ovenfor konkluderede Kommissionen i sin beslutning om indledning af proceduren, at koncessionsafgiften er et vederlag, som hvert tv-selskab betaler staten for anvendelse af en bestemt transmissionsfrekvens(25).

(74) Som anført af de italienske myndigheder var der siden 1924 blevet betalt en koncessionsafgift først af URI og senere af RAI(26). I 1993 udgjorde det beløb, som RAI skyldte i koncessionsafgift 152703 mio. ITL for 1992 og 154245 mio. ITL for 1993. På den anden side betalte de private tv-selskaber ikke nogen koncessionsafgift før lov nr. 223/90. Efter udstedelsen af denne lov har de private selskaber skullet betale en afgift for den nationale koncession, men af en anden størrelsesorden end RAI. I samme periode androg den årlige afgift, som et privat selskab skulle betale, ca. 0,5 mia. ITL pr. frekvens.

(75) I beslutningen om at indlede proceduren konkluderede Kommissionen, at nedsættelsen af koncessionsafgiften for RAI's vedkommende ikke skal betragtes som statsstøtte. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at den licensafgift, som RAI skulle betale, på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev vedtaget, var betydelig højere end den afgift, konkurrenterne skulle betale (RAI betalte 140 mia. ITL om året for koncession på tre frekvenser(27), mens de øvrige virksomheder betalte ca. 0,5 mia. pr. frekvens). Nedsættelsen af koncessionsafgiften gav ikke RAI nogen økonomisk fordel, men mindskede i virkeligheden blot den ulempe, som staten havde påført virksomheden. Nedsættelsen af licensafgiften fra 154 til 40 mia. ITL om året skal derfor ikke betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, selv om den mindsker RAI's byrder; for den har ikke har givet støttemodtageren nogen økonomisk fordel i forhold til dens konkurrenter eller enhver anden virksomhed i en tilsvarende situation(28).

(76) I overensstemmelse med Kommissionens ovennævnte konklusion med hensyn til nedsættelse af koncessionsafgiften påpeger Kommissionen, at enhver anden transaktion, som medfører en nedsættelse af den koncessionsafgift, RAI skulle betale for årene 1992 og 1993 i henhold til 1988-aftalen, ikke skal betragtes som statsstøtte, forudsat at nedsættelsen ikke overstiger, hvad en privat virksomhed skulle have betalt i koncessionsafgift i en tilsvarende situation.

(77) Det er derfor nødvendigt at undersøge, om konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 har bevirket, at det beløb, som RAI skulle betale i koncessionsafgift i disse to år, er blevet nedsat, og om denne nedsættelse overstiger det beløb, et privat selskab skulle have betalt i koncessionsafgift i en tilsvarende situation. Det må først og fremmest undersøges, om CDDPP's lån dækker koncessionsafgiften for 1992 og 1993 plus renter for den periode, hvor afgiften ikke blev betalt, dvs. fra det tidspunkt, hvor lånet blev ydet. Det må dernæst undersøges, hvorvidt CDDPP's rentesats var lavere end den rente, som RAI kunne have opnået på markedet.

(78) Hvad angår første element må man huske på, at koncessionsafgiften for 1992 og 1993 den 6. juli 1995 blev konverteret til et tiårigt lån fra CDDPP til RAI. Lånet beløb sig til 345810892000 ITL, svarende til de tilgodehavender, der var overdraget CDDPP, og ca. 39 mia. ITL i rente fra koncessionsafgiftens forfaldstidspunkt. I den periode, hvor afgiften ikke blev betalt, faldt den officielle diskonto fra 9 % til 7 % og steg til sidst igen til 9 %(29). Efter Kommissionens beregning overstiger de renter, som RAI skal betale, en smule den rente, der opnås med udelukkende at anvende den officielle diskonto(30).

(79) Som anført i betragtning 47-52 fremfører Mediaset, at RAI i overensstemmelse med 1988-aftalens artikel 27 i den periode, hvor koncessionsafgiften ikke blev betalt (dvs. indtil 1995), skulle have betalt renter efter diskontosatsen, plus en strafrente på 2,5 %, der skulle have været forhøjet til 5 % efter den første måned(31). I henhold til den bestemmelse, som klageren har nævnt, skal RAI i tilfælde af for sen betaling af koncessionsafgiften betale morarenter oven i diskontosatsen svarende til højst 2,5 %, som efter den første måned kan stige til højst 5 %. Der er således intet i bestemmelsen, der tyder på, at der skal anvendes en maksimal strafrente, men spørgsmålet overlades til myndighedernes skøn, og de kan så opkræve en strafrente på mellem 0 og 5 %. Klageren har ikke fremført elementer til støtte for den påstand, at der skal anvendes en bestemt sats. Under disse omstændigheder kan Kommissionen ikke acceptere klagerens påstand om, at RAI ved konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP har opnået en fordel, fordi selskabet ikke har betalt strafrente.

(80) Med hensyn til det andet element skal det erindres, at renten på CDDPP's lån blev fastsat til 9 %. Lånet havde en løbetid på 10 år, men RAI tilbagebetalte det den 31. december 1997, dvs. efter ca. to et halvt år. I den pågældende periode var renten for mellem- og langfristede lån ifølge den italienske centralbank: 11,71 % i 1995, 9,10 % i 1996 og 8,28 % i 1997(32).

(81) Som anført i betragtning 57 har de italienske myndigheder under henvisning til beslutningen om indledning af proceduren fremført, at lånet blev ydet af CDDPP på markedsvilkår. Da RAI i 1998 fik et lån for Comit og Citibank på 150 mio. EUR til Libor-renten + 25 basispoint, ville en Libor-rente + 60 basispoint have været rimelig for RAI i 1995. Denne rente ligger meget tæt på den rente, som CDDPP har anvendt.

(82) På baggrund af oplysningerne i betragtning 73-81 er det ikke godtgjort, at konverteringen af koncessionsafgiften skulle have medført en nedsættelse af de beløb, som RAI skulle have betalt i koncessionsafgift i 1992 og 1993, inkl. renter. Selv om man antager, at der var tale om en nedsættelse, er det under ovennævnte omstændigheder klart, at den ikke kunne være særlig stor. I betragtning af især misforholdet mellem den afgift, der pålægges RAI, og den, der pålægges private selskaber, vil en (eventuel) nedsættelse dog ikke kunne bringe RAI's koncessionsafgift for 1992 og 1993 ned under den koncessionsafgift, der skulle betales af et privat selskab i en tilsvarende situation i samme periode(33). I betragtning af, at en hvilken som helst transaktion, der medfører nedsættelse af RAI's koncessionsafgift for 1992 og 1993, ikke skal betragtes som statsstøtte, forudsat at den ikke nedsættes til under det beløb, et privat selskab skulle have betalt i koncessionsafgift i en tilsvarende situation, konkluderer Kommissionen, at konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP i 1995 ikke giver RAI nogen fordel i forhold til en anden virksomhed i en tilsvarende situation. Denne foranstaltning skal derfor ikke betragtes som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1.

6.2.3. RAI's kapitaludvidelse i 1992

(83) I februar 1992 tilførte IRI RAI 100 mia. på statens regning. Der er ingen tvivl om, at denne foranstaltning indebærer anvendelse af statsmidler (pengene stammer direkte fra statsbudgettet), og at staten er ansvarligt for det (fastlagt ved en af statens love).

(84) For at fastslå, om en kapitaludvidelse, der foretages af de offentlige myndigheder, indebærer en selektiv fordel for modtageren (dvs. en fordel, som virksomheden ikke havde kunnet opnå under normale markedsvilkår), anvender Kommissionen det markedsøkonomiske investorprincip. Dette kriterium anvendes på investeringer i kommercielle aktiviteter, hvor staten kan have udsigt til afkast. I den foreliggende sag er der tale om en virksomhed, hvis hovedaktiviteter staten selv har defineret som public service, og som derfor finansieres af staten. Kommissionen bemærker, at der tilsyneladende er en selvmodsigelse i de italienske myndigheders argumenter, idet de mener, at denne kapitaltilførsel skal betragtes som en kommerciel investering, mens RAI's hovedaktivitet ikke primært har til formål at indtjene et overskud og forrente den investerede kapital.

(85) Selv om man antager, at de italienske myndigheder kan begrunde dette argument, må det under alle omstændigheder bemærkes, at det for at påvise, om kapitaludvidelsen er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, er nødvendigt at undersøge de økonomiske resultater, som RAI havde opnået i perioden forud for foranstaltningens vedtagelse, og selskabets finansielle udsigter anslået på grundlag af markedsprognoserne, der er anført i den efterfølgende tabel.

Tabel 1

Konsoliderede oplysninger for RAI, 1990-1995

>TABELPOSITION>

NB:

oplysningerne for 1992 og 1993 er ikke konsoliderede.

Kilde:

beslutning om indledning af proceduren.

(86) Det fremgår af ovenstående tabel, at RAI ikke var nogen rentabel virksomhed i årene forud for den såkaldte kapitaludvidelse. Da de italienske myndigheder besluttede at udvide kapitalen, ville en privat investor ikke have investeret i en sådan virksomhed, fordi investeringerne ville have kunnet give højere afkast i andre virksomheder eller ved andre investeringer. Et sådant afkast kunne heller ikke forventes på grundlag af virksomhedens økonomiske udsigter eller markedsudviklingen.

(87) En privat investor ville heller ikke have udvidet RAI's kapital uden en solid, realistisk og fornuftig økonomisk plan, som kunne bekræfte det forventede afkast af den investerede kapital. I den foreliggende sag har de italienske myndigheder ikke fremlagt noget bevis på, at der skulle foreligge en plan af denne art. Den eneste økonomiske plan, som de italienske myndigheder har omtalt i forbindelse med RAI, er omstruktureringsplanen, der blev udarbejdet af RAI's bestyrelse i 1993 og 1994 i henhold til artikel 1 i lovdekret nr. 558/93, og som blev godkendt af de italienske myndigheder i oktober 1994. Den pågældende foranstaltning kan dog ikke sættes i forbindelse med denne plan, fordi den blev vedtaget i begyndelsen af 1992. På daværende tidspunkt blev denne foranstaltning heller aldrig fremlagt af de italienske myndigheder eller af RAI som en investering, hvoraf staten forventede et afkast. I parlamentsdokumenterne anførte de italienske myndigheder, at kapitaludvidelsen var nødvendig som kompensation for den utilstrækkelige forhøjelse af licensindtægterne for 1992 i forhold til inflationen. RAI har selv omtalt kapitaludvidelsen som en regnskabsmæssig subvention(34) og defineret den som "et tilskud uden tilbagebetalingspligt"(35) Hvis denne foranstaltning blot skal betragtes som subsidier, skal det bemærkes, at betingelsen med hensyn til den selektive fordel under alle omstændigheder er opfyldt, da det kun er RAI, der har modtaget en sådan subvention, som har forbedret virksomhedens finansielle situation.

(88) Kommissionen bekræfter derfor sin foreløbige konklusion i beslutningen om indledning af proceduren, nemlig at RAI's såkaldte kapitaludvidelse indebærer en selektiv fordel, som RAI ikke ville have opnået under normale markedsvilkår, og forbedrer RAI's økonomiske udsigter, fordi selskabet herved tilføres større finansielle midler. I betragtning af at konkurrencen fordrejes, hver gang støtten styrker støttemodtagerens stilling i forhold til konkurrenternes, er der her tale om en fordel, der fordrejer konkurrencen mellem RAI og de øvrige virksomheder(36).

(89) Endelig fastholder Kommissionen, at den ikke deler de italienske myndigheders opfattelse af, at kapitaludvidelsen skal betragtes som en del af licensindtægterne (som kompensation for licensindtægternes mindskede realværdi)(37). Kapitaludvidelsen er nemlig klart en foranstaltning, der adskiller sig fra licensindtægterne, og dens retsgrundlag har intet at gøre med licensindtægternes.

(90) Det kan konkluderes, at RAI's kapitaludvidelse i 1992 blev gennemført med statsmidler, og at den ser ud til at sikre RAI en fordel og fordreje konkurrencen.

6.3. Påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne

6.3.1. Skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver og RAI's såkaldte kapitaludvidelse i 1992

(91) "Når en finansiel støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten"(38), også selv om den støttemodtagende virksomhed ikke er direkte involveret i eksport(39). Når en medlemsstat yder støtte til virksomheder inden for service- og distributionssektoren, behøver støttemodtagerne heller ikke udøve virksomhed uden for den pågældende medlemsstat, for at støtten påvirker samhandelen(40). Under henvisning til denne retspraksis fastslås det i radio- og tv-meddelelsen, "at statslig finansiering af public service-radio- og tv-virksomhed normalt vil påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Det er oplagt tilfældet, når der er tale om erhvervelse og salg af programrettigheder, der ofte finder sted på internationalt niveau. For de public service-selskaber, der har ret til at sælge reklametid, har også reklamer grænseoverskridende virkninger, navnlig i homogene sprogområder, der overskrider de nationale grænser. Endvidere kan radio- og tv-selskabernes ejerstruktur række ud over én medlemsstat"(41).

(92) I den foreliggende sag opererer RAI selv på de internationale markeder. Gennem Den Europæiske Radiounion udveksler RAI nemlig tv-programmer og deltager i Eurovision(42). Desuden konkurrerer RAI direkte med kommercielle selskaber, der opererer på det internationale radio- og tv-marked, og som har en international ejendomsretlig struktur(43).

(93) RAI er en stor international operatør, der opererer på et internationalt konkurrencebetonet tv-marked(44).

(94) Kommissionen konkluderer derfor, at de pågældende foranstaltninger vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i artikel 87, stk. 1.

6.4. Reel fordel ifølge Altmark-afgørelsen

6.4.1. Skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver og RAI's såkaldte kapitaludvidelse i 1992

(95) Som anført i det følgende er RAI en virksomhed, der har fået til opgave at udføre en tjenesteydelse af generel økonomisk interesse, dvs. public service radio- og tv-virksomhed. Italien har påpeget, at disse foranstaltninger skal tjene som kompensation for de nettoomkostninger, som RAI skal afholde for at udføre den generelle tjenesteydelse, det har fået pålagt. Statsforanstaltninger, der skal tjene som kompensation for supplerende nettoomkostninger i forbindelse med en tjenesteydelse af generel økonomisk interesse, skal ikke betragtes som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, forudsat at kompensationen fastlægges således, at virksomheden ikke derved opnår en konkret fordel. I Altmark-dommen(45) fastlagde Domstolen følgende betingelser for, at en sådan kompensation falder uden for begrebet statsstøtte:

- for det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret

- for det andet skal de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde for at undgå, at kompensationen indebærer en økonomisk fordel, der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til konkurrenterne

- for det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne

- for det fjerde skal den nødvendige kompensation, når den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste ikke udvælges inden for rammerne af en udbudsprocedure, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med transportmidler til at kunne opfylde kravene til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

(96) "... En statslig foranstaltning, der ikke overholder én eller flere af de nævnte betingelser, skal ... betragtes som statsstøtte (efter artikel 87, stk. 1)"(46).

(97) Hvis man et øjeblik ser bort fra første og tredje betingelse, konstaterer Kommissionen, at de kriterier, der er grundlag for beregningen af den finansielle støtte i den foreliggende sag (med andre ord den eventuelle kompensation), ikke er blevet fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde, så det undgås, at støtten indebærer en økonomisk fordel, der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til konkurrenterne. RAI er heller ikke blevet udvalgt som leverandør af den offentlige tjeneste inden for radio- og tv-virksomhed inden for rammerne af en udbudsprocedure, og den nødvendige kompensation er heller ikke blevet fastlagt på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med transportmidler til at kunne opfylde kravene til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

(98) Da samtlige betingelser i artikel 87, stk. 1, er opfyldt, og to af betingelserne i Domstolens dom i Altmark-sagen ikke er opfyldt, konkluderer Kommissionen, at skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af RAI's aktiver og RAI's såkaldte kapitaludvidelse i 1992 skal betragtes som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1(47).

7. STØTTENS FORENELIGHED EFTER TRAKTATENS ARTIKEL 86, STK. 2

(99) EF-Domstolen har konstant fastslået, at der efter artikel 86 kan indrømmes en undtagelse fra forbuddet mod statsstøtte til virksomheder, der har fået pålagt at udføre en tjenesteydelse af generel økonomisk interesse. I Altmark-dommen blev det indirekte bekræftet, at statsstøtte, der skal tjene som kompensation for en virksomheds omkostninger ved levering af en tjeneste af generel økonomisk interesse, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når blot den opfylder betingelserne i artikel 86(48). Domstolen har gjort det klart, at kriterierne, definition, mandat og proportionalitet skal være opfyldt, for at en foranstaltning kan være omfattet af en sådan undtagelse. Når disse kriterier er opfyldt, mener Kommissionen ikke, at udviklingen af samhandelen påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. Der er i radio- og tv-meddelelsen redegjort for, hvordan disse kriterier finder anvendelse på radio- og tv-virksomhed.

(100) På denne baggrund skal Kommissionen undersøge, om(49):

- den offentlige tjeneste i forbindelse med radio- og tv-virksomhed er klart defineret af medlemsstaten som en tjeneste af almindelig økonomisk interesse ("public service") (definition)

- de italienske myndigheder udtrykkeligt har pålagt RAI at udføre den pågældende tjeneste (mandat)

- statsfinansieringen ikke overstiger nettoomkostningerne ved den offentlige tjeneste, idet der også tages hensyn til andre direkte eller indirekte indtægter, der stammer fra den offentlige tjeneste (proportionalitet).

(101) Kommissionen skal også ved sin undersøgelse tage hensyn til Amsterdam-protokollen, hvori det er fastsat, at offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne hænger direkte sammen med de demokratiske, sociale og kulturelle behov i de enkelte samfund og med nødvendigheden af at bevare mediepluralisme. Medlemsstaterne har især beføjelse til at "finansiere public service radio- og tv-virksomhed, for så vidt finansieringen ydes til radio- og fjernsynsforetagender, så disse kan opfylde deres public service-opgaver som pålagt dem, defineret og tilrettelagt af de enkelte medlemsstater, og denne finansiering ikke ændrer handels- og konkurrencevilkårene i Fællesskabet i et omfang, der strider mod de fælles interesser, idet der tages hensyn til opfyldelsen af disse public service-opgaver".

7.1. Definition og mandat

(102) Definitionen af public service-opgaverne henhører under medlemsstaternes kompetence. På grund af radio- og tv-sektorens særlige karakter kan medlemsstaterne fastlægge en bred definition, og det er kun Kommissionens rolle at påvise åbenlyse fejl(50).

(103) Som nævnt ovenfor har radio- og tv-virksomhed siden århundredets begyndelse været betragtet som en tjenesteydelse af generel interesse og dermed været forbeholdt staten. Statsmonopolet med hensyn til radio- og tv-virksomhed var berettiget på grund af dens almennyttige karakter og dens uddannelsesmæssige, kunstneriske og kulturelle mål, der er i alle borgeres interesse. Da republikkens forfatning trådte i kraft, blev public service radio- og tv-virksomhed betragtet som en aktivitet, der var direkte knyttet til grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og dermed forbeholdt staten i henhold til forfatningens artikel 43, som henviser til væsentlige offentlige tjenester af betydelig generel interesse. RAI var enekoncessionshaver. I overensstemmelse med radio- og tv-meddelelsen og på baggrund af disse historiske og retlige elementer kan Kommissionen tilslutte sig de italienske myndigheders udsagn om, at public service radio- og tv-virksomhed i det italienske retssystem betragtes som en tjeneste af generel økonomisk interesse som omhandlet i artikel 86, stk. 2.

(104) I den periode, der er omfattet af denne undersøgelse, var public service radio- og tv-virksomhed overdraget RAI i henhold til 1988-aftalen og 1994-aftalen.

7.1.1. Public service-koncessionen fra 1992 til august 1994

(105) I denne periode var forbindelserne mellem staten og RAI reguleret ved 1988-aftalen, der var i kraft indtil august 1994.

(106) Det er udtrykkeligt fastsat i 1988-aftalens artikel 1, at RAI har enekoncession på public service radio- og tv-virksomhed på hele det nationale territorium, Public service-opgaverne består i transmission af radio- og tv-programmer via luft, kabler, satellit eller på anden måde.

(107) Som anført ovenfor begrundede både forfatningsdomstolen og den italienske lovgivning statsmonopolet inden for national radio- og tv-virksomhed med begrebet væsentlig offentlig tjeneste af betydelig generel interesse, som fastsat i forfatningens artikel 43. Hverken forfatningsdomstolen eller lov nr. 103/75 skelnede med hensyn til programsætningens omfang eller art i forbindelse med ovennævnte begreb(51). Forfatningsdomstolen henviste således til information, kultur og underholdning, som tidligere behandlet i dens afgørelse nr. 59 af 1960. På tilsvarende måde var det fastsat i 1988-aftalen, at transmission af radio- og tv-programmer på hele det nationale territorium var en public service-opgave, som var pålagt RAI (artikel 1). Kommissionen konkluderer derfor, at definitionen af public service radio- og tv-virksomhed i Italien, som fremført af de italienske myndigheder, i henhold til 1988-aftalen omfattede hele RAI's programvirksomhed.

(108) Som følge af de public service-opgaver, som RAI har fået tildelt, er selskabet undergivet mange forpligtelser. 1988-aftalen indeholder således forpligtelser med hensyn til investeringer, signalets kvalitet og dækning (artikel 9, 10, 15 og 16) samt forskning (artikel 11 og 12).

(109) Lov nr. 103/75, som stadig er gældende, indeholder desuden følgende forpligtelser og særbestemmelser:

- en generel forpligtelse med hensyn til objektivitet og pluralisme (artikel 1, stk. 2)

- et særligt parlamentsudvalg fastlægger (artikel 1, stk. 3 og 4) de generelle retningslinjer, som RAI skal overholde, og fører tilsyn med RAI's radio- og tv-virksomhed

- forpligtelse til at lade mindst 5 % af den samlede tv-sendetid og 3 % af radiosendetiden være forbeholdt politiske partier, religiøse grupper, fagforeninger og lignende og til at levere dem gratis teknisk bistand

- RAI er forpligtet til selv at installere transmissionsanlæg og forvalte tredjemands anlæg i nærheden af tosprogede områder for at kunne retransmittere udenlandske operatørers programmer; selskabet er desuden forpligtet til at udarbejde tv- og radio-programmer bestemt til andre lande med henblik på udbredelse af italiensk sprog og kultur i udlandet; det skal udarbejde radio- og tv-programmer på tysk, rætoromansk, fransk og slovensk i de regioner, hvor der findes sådanne sproglige mindretal (artikel 19)(52)

- RAI er forpligtet til at transmittere meddelelser fra republikkens præsident, formændene for parlamentets to kamre (deputeretkammeret og senatet), forfatningsdomstolen og statsministeren (artikel 22).

(110) Artikel 3 i 1988-aftalen giver RAI mulighed for sideløbende med public service-funktionen at udøve andre kommercielle aktiviteter (f.eks. pladevirksomhed, salg af programmer, udnyttelse af biograf-, teater- og koncertrettigheder) eller aktiviteter knyttet til selskabets formål, når blot disse aktiviteter ikke skader udførelsen af public service-opgaverne. Endelig opererede RAI også på reklamemarkedet i disse år.

7.1.2. Public service-koncessionen fra september 1994 til 1995

(111) 1994-aftalen har en løbetid på 20 år. Den giver RAI eneret til public service radio- og tv-virksomhed, idet den henviser udtrykkeligt til servicekontrakten som det retsinstrument, hvor selve aftalens bestemmelser er specificeret. Ifølge artikel 3 i 1994-aftalen skulle servicekontrakten for perioden 1994-1996 indgås inden udgangen af juni 1994.

(112) I artikel 1 i 1994-aftalen er det udtrykkeligt fastsat, at RAI har enekoncession på public service radio- og tv-virksomhed på hele det nationale område. Public service-opgaverne består i alle former for transmission af radio- og tv-programmer.

(113) 1994-aftalen indeholder en generel forpligtelse til objektiv, fuldstændig og uvildig information, anerkendelse af regionale forskelle, beskyttelse af nationale og regionale kulturer samt oplysningsvirksomhed. 1994-aftalen indeholder også en række forpligtelser som følge af public service-funktionen. RAI skal garantere den størst mulige udbredelse af signalet og skal overholde en mindstesendetid; efter anmodning fra regeringen skal selskabet gratis transmittere meddelelser af offentlig interesse, oprette en radiokanal med oplysninger om trafiksituationen på det nationale vejnet og fremme handicappedes anvendelse af dets tjenester (artikel 8). Desuden skal RAI tilrettelægge specialprogrammer for børn (artikel 11), udøve forskningsvirksomhed (artikel 12), indføre radio- og tv-infrastrukturer i overensstemmelse med de nyeste branchenormer og de mest avancerede tekniske standarder (artikel 14).

(114) Selv om det var fastsat, at der skulle indgås en servicekontrakt inden udgangen af juni 1994, blev den første servicekontrakt i virkeligheden undertegnet i 1996 og trådte i kraft midt på året (i det følgende benævnt "1996-kontrakten"). Kommissionen konkluderer derfor, at 1996-kontrakten ikke er relevant i forbindelse med fastlæggelsen af RAI's public service-forpligtelser i 1994 og 1995. Det kan således konkluderes, at RAI's public service-funktion for 1994 og 1995 ikke er anderledes end i de foregående år.

(115) Kommissionen konkluderer, at definitionen af public service radio- og tv-virksomhed i Italien i årene fra 1992 til 1995, som fremført af de italienske myndigheder, omfattede alle RAI's programaktiviteter og var forbundet med mange forpligtelser, der var en følge heraf.

(116) I lighed med 1988-aftalen tillader artikel 5 i 1994-aftalen også, at RAI udøver kommercielle aktiviteter og forlagsvirksomhed i tilknytning til transmission af lyd, billeder og data samt andre aktiviteter forbundet med selskabets formål, når blot de ikke har forrang frem for public service-opgaverne inden for radio- og tv-virksomhed.

(117) På baggrund af ovenstående er der slet ingen tvivl om, at public service radio- og tv-virksomhed skal betragtes som en tjeneste af generel økonomisk interesse, at RAI har koncession på denne public service, og at hele RAI's programvirksomhed kan betragtes som en public service radio- og tv-virksomhed. Selv om definitionen af public service radio- og tv-virksomhed er af kvalitativ art og ret bred, finder Kommissionen på grundlag af fortolkningsbestemmelserne til Amsterdam-protokollen, at en sådan "bred" definition er lovlig(53). Denne definition ser heller ikke ud til at indeholde nogen ulovligheder eller åbenlyse fejl, da den ikke udtrykkeligt omfatter kommercielle aktiviteter såsom reklamevirksomhed eller salg af programmer.

(118) Som anført i punkt 41 i radio- og tv-meddelelsen er det ikke tilstrækkeligt, at public service-selskabet formelt har fået pålagt at udføre en public service-opgave, men det er også nødvendigt, at public service-opgaven faktisk udføres som foreskrevet. Det er derfor ønskeligt, at en kompetent myndighed fører tilsyn dermed, især når public service-opgaven defineres bredt og omfatter kvalitetsstandarder. Et uafhængigt tilsynsorgan giver tilstrækkelige og troværdige oplysninger om, at public service-opgaven i virkeligheden udføres i overensstemmelse med forskrifterne. Det udgør således en garanti for medlemsstaterne for opgavens udførelse og kan samtidig lette Kommissionens arbejde i henhold til statsstøttereglerne.

(119) I denne forbindelse skal det bemærkes, at RAI henhører under et særligt parlamentsudvalg(54) og kontrolleres af "Garante per la radiodiffusione e l'editoria"(55). Udvalgets beføjelser er fastsat i artikel 4 lov nr. 103/75, hvor det bl.a. er fastsat, at parlamentsudvalget udarbejder de generelle retningslinjer for anvendelsen af principperne i lovens artikel 1 og RAI's programmer. Parlamentsudvalget kontrollerer, at disse retningslinjer overholdes; det fastlægger de generelle kriterier for udarbejdelse af RAI's et- og flerårige omkostnings- og investeringsplaner, godkender de et- og flerårige rammeplaner for programvirksomheden og fører tilsyn med, at de gennemføres(56). "Garante" udfører en række forskellige opgaver, der bidrager til kontrollen af, at RAI's aktiviteter er i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser; dette organ har f.eks. til opgave at kontrollere RAI's regnskaber, påse, at grænserne for selskabets reklamevirksomhed overholdes, og kontrollere oplysningerne om seer- og lyttertal(57). Endelig gennemfører ministeriet for post og telekommunikation andre former for kontrol(58). Kommissionen mener derfor, at de italienske myndigheder i den periode, undersøgelsen vedrører, har iværksat et kontrolsystem, der giver tilstrækkelige oplysninger om, at den public service-opgave, som RAI har fået pålagt, udføres som fastsat i loven.

7.2. Proportionalitet

(120) Når Kommissionen har fastslået, at den opgave, der er pålagt RAI, er en tjeneste af generel økonomisk interesse, at den defineres som sådan af medlemsstaten, og at RAI officielt har fået pålagt af de italienske myndigheder at udføre denne tjeneste, skal Kommissionen kontrollere, at den statsgaranterede finansiering af tjenesten ikke overstiger det, der er nødvendigt til dækning af nettoomkostningerne ved public service-opgaven, idet der tages hensyn til indtægterne deraf.

(121) Inden Kommissionen undersøger, om dette er tilfældet, vil den erindre om de kriterier, der er fastsat i radio- og tv-meddelelsen med hensyn til omkostningsfordeling inden for radio- og tv-sektoren. Ifølge meddelelsen skal omkostningerne ved public service-aktiviteterne være klart adskilt fra omkostningerne ved aktiviteter, der ikke vedrører public service. I denne forbindelse henvises der i meddelelsen til Kommissionens direktiv 80/723/EØF af 25. juni 1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder(59) og til den forpligtelse til at føre særskilte regnskaber, som er fastsat i direktivet. Forpligtelsen til at føre særskilte regnskaber for public service-aktiviteterne og de aktiviteter, der ikke vedrører public service, gjaldt dog ikke for radio- og tv-sektoren i perioden 1992-1995, men først fra den 31. juli 2001, dvs. det tidspunkt, hvor den ændrede version af direktivet om gennemskuelighed trådte i kraft. Det er derfor ikke omfattet af denne procedure, om direktivet om gennemskuelighed er blevet overholdt.

(122) I radio- og tv-meddelelsen fastsættes særlige regler for omkostningerne i forbindelse med public service, fordi public service inden for radio- og tv-virksomhed har særlige karakteristika. Metoden vedrører undgåede omkostninger: De omkostninger, som undgås i den hypotetiske situation, hvor de aktiviteter, der ikke vedrører public service, ophører, skal allokeres til hver enkelt af disse aktiviteter. Denne metode omfatter omkostningerne ved de aktiviteter, der ikke vedrører public service, og en yderligere del af de fælles udgifter ved anvendelsen af ressourcer, som også anvendes i forbindelse med public service, såsom personale, udstyr, faste anlæg osv. (betragtning 55-56). Denne metode kan accepteres på grund af radio- og tv-sektorens særlige karakter, hvor en stor del af produktionen inden for public service også kan udnyttes kommercielt(60). Dette gælder programmer, der defineres som public service, men som midlertidigt kan skabe et sådant seer- og lyttertal, at det giver mulighed for salg af reklamer eller salg af selve programmet til andre selskaber. Sådanne omkostninger bogføres udelukkende som public service, da en udførlig fordeling af omkostningerne mellem de to aktiviteter risikerer at blive vilkårlig og formålsløs(61). Omkostningsfordelingen med henblik på at opfylde kravene til regnskabsmæssig gennemsigtighed må dog ikke forveksles med omkostningsdækning i forbindelse med definition af prispolitik eller med kompensation for public service-forpligtelserne.

(123) Kompensationen er kun tilladt i forbindelse med nettoomkostninger ved public service-opgaverne. Det betyder, at der skal tages hensyn til de direkte og indirekte indtægter af public service. Med andre ord betyder det, at der fra de ovennævnte samlede public service-omkostninger, der fastlægges som beskrevet ovenfor, f.eks. skal fratrækkes nettoreklameindtægter i forbindelse med transmission af programmer, der indgår i public service-opgaverne, og nettoindtægter, der stammer fra salg af denne type programmer.

(124) Hvis indtægterne af public service-aktiviteterne med vilje ikke maksimeres (f.eks. for at udkonkurrere andre selskaber), vil nettoomkostningerne derved blive højere og kompensationen højere end nødvendigt, hvilket ikke er tilladt. Det indebærer f.eks., at RAI's reklamepriser ikke kan være lavere end det niveau, der gør det muligt for en effektiv kommerciel operatør i en tilsvarende situation at dække sine omkostninger.

(125) Kommissionens fastlæggelse af proportionaliteten har derfor to aspekter. På den ene side skal Kommissionen beregne nettoomkostningerne ved de public service-opgaver, der er pålagt RAI, og kontrollere, om der er ydet for høj kompensation for disse omkostninger. På den anden side skal Kommissionen undersøge alle de foreliggende oplysninger om, at RAI har forøget ovennævnte omkostninger ved forsætligt at holde indtægterne ved den kommercielle udnyttelse af public service-funktionen nede. I den foreliggende sag har klageren hævdet, at RAI foretog "dumping" på reklamemarkedet til stor skade for de private selskabers finansiering med henblik på at udkonkurrere Mediaset, hvis indtægter udelukkende stammer fra reklamevirksomhed. I de efterfølgende kapitler vil Kommissionen derfor først og fremmest undersøge, om der til nettoomkostningerne ved public service-opgaverne er ydet for stor kompensation gennem statsstøtte, og om RAI på reklamemarkedet har iværksat en prispolitik(62), som er lavere end det niveau, der gør det muligt for en effektiv kommerciel operatør i en tilsvarende situation at dække sine omkostninger (i det følgende benævnt "underpriser").

7.2.1. Beregning af nettoomkostninger ved den public service-opgaver, der er pålagt RAI, og en sammenligning med statens finansielle støtte til RAI i perioden 1992-1995

(126) Som nævnt ovenfor udøvede RAI i perioden 1992-1995 en række kommercielle aktiviteter gennem særskilte juridiske personer. På baggrund af den konklusion, at de public service-opgaver, der var pålagt RAI, i samme periode omfattede hele RAI's programvirksomhed og var ledsaget af en række forpligtelser, bemærker Kommissionen, at nettoomkostningerne ved RAI's public service-opgaver principielt kan fastlægges ved, at de indtægter, som RAI opnår gennem sine kontrollerede selskaber, hvis aktiviteter består i kommerciel udnyttelse af RAI's public service, trækkes fra RAI's omkostninger, der er anført i virksomhedens public service-regnskab.

(127) Ved brev af 13. september 2002 anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om at fremlægge en undersøgelse af omkostningsfordelingen. De italienske myndigheder fremsendte ikke sådanne beregninger, men sendte Kommissionen RAI's regnskab. Kommissionen har derfor selv beregnet nettoomkostningerne ved RAI's public service-opgaver. For at undgå at vurdere omkostningerne for højt har Kommissionen kun medtaget omkostninger, der vedrører RAI's normale radio- og tv-virksomhed, og ikke de eventuelle omkostninger i forbindelse med kommerciel udnyttelse af public service-aktiviteterne eller andre kommercielle aktiviteter (Kommissionen har dermed udelukket alle omkostninger ved den virksomhed, der udøves af RAI's kontrollerede selskaber(63), og alle omkostninger, der tilsyneladende vedrørte den kommercielle udnyttelse af RAI's public service-opgaver). Desuden har Kommissionen medtaget alle de indtægter, der stammer fra kommercielle aktiviteter, i de indtægter, der direkte eller indirekte er knyttet til public service-funktionen, og som skal trækkes fra bruttoomkostningerne ved denne funktion(64).

(128) Kommissionen har i nettoomkostningerne ved RAI's public service-opgaver fratrukket statens finansielle støtte til RAI for perioden 1992-1995, der omfatter indtægter fra staten, som er anført i RAI's regnskaber, men ikke omfatter den finansielle fordel, som RAI opnåede på grundlag af skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af aktiverne. I den foreliggende sag kan den fordel, som RAI har opnået ved skattefritagelsen, nemlig betragtes som en kompensation for de omkostninger, der ellers skulle have været finansieret(65). Med andre ord er det ikke nødvendigt for at beregne proportionaliteten mellem statsfinansieringen og nettoomkostningerne ved public service-opgaverne i den foreliggende sag at foretage en kvantitativ vurdering af den fordel, som RAI har opnået på grund af skattefritagelsen i forbindelse med nyvurderingen af de aktiver, der var opført i RAI's regnskaber for 1993, fordi en højere skattebyrde ville have medført en forholdsmæssigt større forhøjelse af nettoomkostningerne ved RAI's public service-funktion (selv om det af klarheds- og gennemsigtighedshensyn er beklageligt, at en sådan skattebyrde ikke er opført i RAI's regnskaber).

(129) Resultatet af Kommissionens beregning er sammenfattet i følgende tabel.

Tabel 2

Beregning af nettoomkostninger ved de public service-opgaver, der er pålagt RAI, og en sammenligning med statens finansielle støtte til RAI i perioden 1992-1995

>TABELPOSITION>

7.2.2. RAI's prispolitik på reklamemarkedet

(130) Indledningsvis må det understreges, at markedet for tv-reklamer i Italien er karakteriseret ved ringe gennemsigtighed(66). Ofte varierer betingelserne og priserne betydeligt afhængigt af kunderne. Prislisterne er vejledende, idet selskaberne yder rabatter, der varierer alt efter de reklameflader, som kunden har købt. Derfor er gennemsnitsrabatterne heller ikke af betydning, når det skal undersøges, om det offentlige selskab sælger til under kostprisen(67). Oplysningerne om reklamepriserne skal således fortolkes med en vis forsigtighed.

(131) Reklameprisen er knyttet til de enkelte selskabers seer- og lyttertal. I den periode, undersøgelsen omfatter, var tallene for RAI og Mediaset følgende:

Tabel 3

Gennemsnitligt årligt seer- og lyttertal i % fra kl. 02.00 til kl. 02.00((Kilde:

Auditel og Revisionsretten: "Rapport om resultatet af kontrollen af RAI's finansielle forvaltning for regnskabsårene 1994, 1995 og 1996".))

>TABELPOSITION>

Tabel 4

Gennemsnitligt årligt seer- og lyttertal i % i den bedste sendetid (kl. 20.30-22.30((Kilde:

Auditel og Revisionsretten: "Rapport om resultatet af kontrollen af RAI's finansielle forvaltning for regnskabsårene 1994, 1995 og 1996".)))

>TABELPOSITION>

(132) I artikel 8, stk. 6, i lov nr. 223/90 blev RAI's og de private koncessionshaveres reklamevirksomhed begrænset, således at RAI ikke måtte overskride 4 % af den ugentlige programflade og 12 % hver time, mens de private koncessionshavere på nationalt plan ikke måtte overskride 15 % af den daglige programflade og 18 % af hver time. I artikel 8, stk. 16, blev der fastsat en maksimumsgrænse for RAI's reklameindtægter, men denne grænse blev senere afskaffet med virkning fra 1. januar 1994 ved lovdekret nr. 408/1992.

Tabel 5

RAI's og de private nationale selskabers lovlige reklameflader

>TABELPOSITION>

(133) Det fremgår klar af ovenstående tabel, at RAI's timemæssige grænse er lavere end Mediasets. Det betyder, at RAI kan sende færre reklamer. Under alle omstændigheder er reklamer en vigtig indtægtskilde for RAI, idet de tegner sig for over 30 % af de samlede indtægter(68). Det skal desuden bemærkes, at afskaffelsen af maksimumsgrænsen for reklameindtægter ikke bekræfter Mediasets påstande om, at RAI har anvendt underpriser. Afskaffelsen af indtægtsloftet har giver RAI mulighed for at forøge sine reklameindtægter, men det er ikke noget bevis på, at selskabet anvender underpriser. Derimod ser det ud til, at den betydelige forøgelse af RAI's reklameindtægter, som afskaffelsen af loftet har medført, er en logisk konsekvens af, at en foranstaltning (loftet over reklameindtægterne), der begrænser et selskabs kommercielle adfærd, er blevet afskaffet. I virkeligheden er ovennævnte udvikling i priser og indtægter i overensstemmelse med en kommerciel strategi, der ikke hindrer konkurrencen.

(134) Det skal især bemærkes, at RAI's kommercielle strategi på reklamemarkedet synes at være blevet ændret i tidens løb. Før 1994 var RAI underlagt et indtægtsloft, som det overholdt ved at sælge en lavere mængde reklamer. Det betyder, at RAI ikke førte nogen lavprispolitik før 1994, men snarere valgte at overholde loftet ved at kombinere et forholdsvis ringe udbud med en forholdsvis høj pris, dvs. en strategi, som i mindre grad påvirkede konkurrenternes andel af reklamemarkedet og var gunstigere for seerne(69). Efter at indtægtsloftet blev fjernet, satte RAI priserne ned og forøgede salget af reklameflader med en forøgelse af reklameindtægterne til følge. I betragtning af, at marginalomkostningerne ved reklameflader er ret begrænsede, viser RAI's forøgelse af reklameindtægterne gennem en forøgelse af reklamemængden, at selskabet også efter 1994 fulgte en korrekt kommerciel strategi, og det er ikke tilstrækkeligt til at påvise, at priserne lå under et niveau, som ville have givet et effektivt kommercielt selskab mulighed for at dække sine omkostninger i en tilsvarende situation(70).

(135) Desuden skal det understreges, at Mediasets bemærkninger egentlig ikke viser, at RAI solgte til underpris, men snarere, at selskabet udviste samme rationelle adfærd som en hvilken som helst anden operatør, der forsøger at maksimere sine reklameindtægter. F.eks. anfører Mediaset i brevet af 28. januar 2000, at RAI nu uden indtægtsloftet kan forhøje sine reklamepriser, som det vil, og når det vil, uden nogen kommerciel risiko ("now RAI can raise its advertisement prices as and when it wishes with no commercial risk attached"). I klagen af 19. oktober 1998 fremsætter Mediaset desuden nogle bemærkninger, der viser, at RAI's praksis på reklameområdet svarede til en normal kommerciel adfærd. I punkt 10.5.1 anfører Mediaset således, at RAI lidt efter lidt har modelleret sin reklameadfærd efter Mediasets ("RAI has progressively modelled its advertising behaviour on Mediaset") eller endnu tydeligere, at RAI har modelleret sin pris- og marketingpolitik stadig mere efter Mediasets reklameselskab ("RAI has modelled its pricing and marketing policies ever more closely on those of Mediaset's advertisement subsidiary"). Og i punkt 10.6.2: RAI anspores til at forøge sit seer- og lyttertal ved udbud af kommercielle programmer ... for at maksimere sine reklameindtægter ("RAI is encouraged to increase its ratings and audience share through the offer of commercial programmes ... in order to maximise advertisement revenues"). I et dokument af 8. januar 1999 fremfører Mediaset, at RAI fortsat konkurrerer i videst muligt omfang på reklamemarkedet; regeringen havde nemlig afskaffet loftet over RAI's reklameindtægter kort forinden ("RAI continues to compete to the best of its ability in the advertisement market place, indeed, the government had abolished the ceiling on RAI's revenue from advertisement shortly before")(71). Endelig beklager Mediaset ved brev af 25. maj 2001 på ny, at RAI's bestyrelse havde besluttet at vedtage en reklamepolitik, der var baseret på en kommerciel fremgangsmåde(72). FRT (en sammenslutning af private italienske tv-selskaber) fremsatte tilsvarende bemærkninger som led i indledningen af proceduren. På grundlag af alle disse bemærkninger kan det dog konkluderes, at RAI's adfærd på reklamemarkedet var den samme som andre kommercielle operatørers og ikke tog sigte på at anvende usædvanlig lave priser i forhold til konkurrenternes.

(136) Klageren har ikke fremlagt nogen nøjagtig dokumentation for, at RAI anvendte underpriser på trods af, at Kommissionen har anmodet derom. Tværtimod har klageren udtrykkeligt fremført, at det er umuligt at fremlægge relevante beviser på RAI's rabatpolitik(73). De elementer, som klageren har fremlagt (to tabeller som bilag til klagen af 19. oktober 1998) til støtte for sin påstand om, at RAI skulle have anvendt reklamepriser, der var lavere end omkostningerne, er ikke tilstrækkelige til dette formål. Den første tabel, der er anført nedenfor, vedrører rabatterne.

Tabel 6

Gennemsnitsrabatter for reklamevirksomhed

>TABELPOSITION>

(137) Tabellen viser, at RAI's gennemsnitsrabat var betydeligt højere end Mediasets i de år, undersøgelsen vedrører. Da der imidlertid ikke er angivet nogen absolut pris for hverken RAI eller Mediaset og på baggrund af de karakteristika ved det italienske reklamemarked, der er beskrevet ovenfor, viser denne tabel dog ikke, at RAI har anvendt underpriser(74) (jf. betragtning 144).

(138) Den anden tabel, som Mediaset har fremlagt (med overskriften Omkostninger i lire pr. seertal), indeholder en sammenligning mellem RAI's og Mediasets priser i april 1998:

Tabel 7

RAI's og Mediasets reklamepriser i 1998

>TABELPOSITION>

(139) Hvis man antager, at seertallet i 1998 har været stort set det samme som i den periode, der er omfattet af undersøgelsen, viser tabel 7 ikke, at RAI har anvendt underpriser. Hver af RAI's kanaler har nemlig en reklamepris, som ligger over den pris, der anvendes af den direkte konkurrerende private kanal.

(140) På baggrund af de mange faktorer, der tyder på, at RAI i de år, undersøgelsen omfatter, ikke har anvendt underpriser på reklamemarkedet, og i betragtning af, at klageren ikke har fremsat nøjagtige beviser derfor, har Kommissionen som supplement til sin undersøgelse fundet det hensigtsmæssigt at foretage en mere indgående sammenligning mellem RAI's og Mediasets priser i perioden 1992-1995. I betragtning af ligheden mellem RAI's og Mediasets seertal, de to selskabers struktur bestående af tre kanaler og det faktum, at Mediaset i undersøgelsesperioden(75) konstant har registreret overskud (og således med hensyn til salg af reklameflader må betragtes som en effektiv kommerciel operatør i en situation, der svarer til RAI's), mener Kommissionen, at en sammenligning mellem disse to operatørers priser giver en god vurdering af kriterierne i punkt 58 i radio- og tv-meddelelsen, hvori det er fastsat, at et public service-selskab ikke må underbyde priserne for kommercielle aktiviteter til under det niveau, der er nødvendigt for "at dække enkeltstående omkostninger, som en effektiv kommerciel operatør i en lignende situation normalt ville skulle dække". Kommissionen har derfor sammenlignet de to selskabers daglige gennemsnitspriser pr. kontakt (i det følgende benævnt "dagspris pr. kontakt") og deres gennemsnitspriser pr. kontakt i den bedste sendetid (i det følgende benævnt "pris pr. kontakt i den bedste sendetid"). For at indhente yderligere oplysninger om RAI's adfærd har Kommissionen foretaget en krydsrevision af tallene og resultaterne ved sammenligningen af priserne pr. kontakt med tallene for de to operatørers samlede reklameflader og deres samlede reklameindtægter og med den reklamemængde, der transmitteres i den bedste sendetid, og de to operatørers reklameindtægter i den bedste sendetid.

(141) Kommissionen har derfor anmodet de italienske myndigheder om at fremlægge oplysninger om RAI's og Mediasets priser på reklamemarkedet. De italienske myndigheder fremlagde sådanne oplysninger den 12. december 2002 på grundlag af oplysninger, der var fremlagt af AGB (førende selskab inden for uafhængige målinger af seertal ved reklameindslag) og Nielsen (førende virksomhed inden for levering af oplysninger om seertal og tjenester i tilknytning hertil).

(142) De italienske myndigheder har forklaret, at det på grund af den forskellige struktur i reklamegrænserne for RAI (kombination af timegrænser og lave ugegrænser) og for Mediaset (kombination af time- og dagsgrænser) forholder sig således, at Mediaset har en tendens til at nå op på maksimumsgrænsen på et hvilket som helst tidspunkt af dagen, mens RAI har tendens til at koncentrere reklamevirksomheden på tidspunkter med det største seertal. Som led i denne procedure fastslår Kommissionen, at RAI's adfærd ikke er uforenelig med den tilsigtede maksimering af indtægterne. Når den ugentlige grænse er lav, er det nemlig vigtigt for selskabet at koncentrere reklamerne på tidspunkter, hvor seertallet er højt, for at maksimere sine indtægter.

(143) På grundlag af oplysningerne fra selskabet AGB har de italienske myndigheder fremlagt to tabeller med en sammenligning mellem RAI's og Mediasets pris pr. kontakt pr. dag og i den bedste sendetid. Tabellerne henviser til RAI's og Mediasets lister. Priserne er udtrykt i euro pr. tusinde seere.

Tabel 8

Dagspris pr. kontakt

>TABELPOSITION>

Tabel 9

Pris pr. kontakt i den bedste sendetid

>TABELPOSITION>

(144) De italienske myndigheder har desuden givet oplysninger om nettoprisen pr. kontakt. For at opnå nettoprisen pr. kontakt har de ladet prisen pr. kontakt pr. dag og i den bedste sendetid omfatte virkningerne af eventuelle rabatter, som selskaberne har ydet, hvorved de har anvendt den gennemsnitsrabat, som Nielsen har beregnet. Priserne er udtrykt i euro pr. tusinde seere.

Tabel 10

Nettopris pr. kontakt pr. dag

>TABELPOSITION>

Tabel 11

Nettopris pr. kontakt i den bedste sendetid

>TABELPOSITION>

(145) På grundlag af ovenstående tabeller kan det konkluderes, at både RAI's pris pr. kontakt pr. dag og selskabets pris pr. kontakt i den bedste sendetid konstant ligger over Mediasets.

(146) Med hensyn til tallene for de to operatørers samlede reklameflader og deres samlede reklameindtægter har de italienske myndigheder givet følgende oplysninger på grundlag af tallene fra AGB og Nielsen.

Tabel 12

Sammenligning mellem RAI's og Mediasets samlede reklametid og deres samlede bruttoindtægter (inkl. agenturprovision)

>TABELPOSITION>

(147) Disse oplysninger viser, at RAI med et seertal, der er en smule højere end Mediasets, har sendt reklamer i ca. en tredjedel af Mediasets reklametid og derved opnået indtægter svarende til over halvdelen af Mediasets. Kort sagt har RAI opnået forholdsvis større indtægter på mindre tid.

(148) Med hensyn til tallene for reklamemængden i den bedste sendetid og reklameindtægterne i den bedste sendetid har de italienske myndigheder givet følgende oplysninger på grundlag af tal fra AGB og Nielsen.

Tabel 13

Sammenligning mellem RAI's og Mediasets samlede reklametid og deres samlede bruttoindtægter (inkl. agenturprovision) i den bedste sendetid

>TABELPOSITION>

(149) Ovenstående tal viser, at RAI med et seertal, der er lidt højere end Mediasets, har sendt reklamer i den bedste sendetid i mindre end halvdelen af Mediasets reklametid og har opnået indtægter på over halvdelen af Mediasets i 1992 og over to tredjedele af Mediasets i 1994 og 1995. RAI har således igen opnået større indtægter på mindre tid.

(150) Som konklusion kan det anføres, at alle de oplysninger, Kommissionen har indhentet, tyder på, at RAI ikke har udvist en adfærd, der består i at fastsætte priser på reklamemarkedet, der ligger under det niveau, som en effektiv kommerciel operatør havde haft behov for i en lignende situation for at dække sine omkostninger. Det forholder sig snarere således, at denne adfærd er i overensstemmelse med maksimeringen af indtægterne. Klageren har ikke kunnet bevise sin påstand dom, at RAI har anvendt reklamepriser, der ligger under omkostningerne (klageren har ikke kunnet nævne et eneste tilfælde af underpriser), men har fremsat bemærkninger, som skal bevise det modsatte, nemlig at RAI opererer på reklamemarkedet som en normal kommerciel operatør.

(151) På baggrund af ovenstående konkluderer Kommissionen, at RAI ikke har anvendt underpriser i den periode, der er omfattet af undersøgelsen.

8. KONKLUSION

(152) Kommissionen finder, at Italien ulovligt har iværksat foranstaltningerne i artikel 2, 3 og 4 i lovdekret nr. 558/1993 og i artikel 1 i lovdekret nr. 2 af 2. januar 1992, der blev omdannet til lov nr. 332/1992, i strid med traktatens artikel 88, stk. 3.

(153) Kommissionen mener dog ikke, at den støtte, der er omfattet af denne undersøgelse, har sikret RAI en overkompensation, og den er derfor forenelig med fællesmarkedet efter artikel 86, stk. 2.

(154) Kommissionen mener heller ikke, at konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra CDDPP i 1995 skal betragtes som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den støtte, der er fastsat i artikel 2, 3 og 4 i lovdekret nr. 558 af 30. december 1993 "hasteforanstaltninger til sanering og omstrukturering af RAI - SpA" og i artikel 1 i lovdekret nr. 2 af 2. januar 1992, omdannet til lov nr. 332 den 1. juli 1992, og som Italien ydede RAI-Radiotelevisione italiana SpA i perioden 1992-1995, er forenelig med fællesmarkedet efter traktatens artikel 86, stk. 2.

Artikel 2

Konverteringen af koncessionsafgiften for 1992 og 1993 til et lån fra Cassa depositi e prestiti i 1995 skal ikke betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. oktober 2003.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 351 af 4.12.1999, s. 20.

(2) I denne beslutning omtales klageren som "Mediaset", da det er Mediaset SpA, der har deltaget i Kommissionens undersøgelse af statsstøtte og har tilsluttet sig den klage, som oprindelig blev indgivet af RTI SpA.

(3) Jf. fodnote 1.

(4) EFT C 320 af 15.11.2001, s. 5.

(5) Garante per la radiodiffusione e l'editoria, rapport for 1995 - s. 140.

(6) For øjeblikket ejer finansministeriet 99,45 % af kapitalen.

(7) Punkt 74 i beslutningen om indledning af proceduren.

(8) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(9) 154283 mio. ITL for 1992 og 154245 mio. ITL for 1993. RAI betalte dog 1560 mio. ITL for 1992 og lod således 152723 mio. ITL henstå.

(10) De italienske myndigheders brev af 16.6.1999.

(11) I virkeligheden må denne foranstaltning snarere betragtes som en subvention end som en kapitaludvidelse. Der er ikke sket nogen tilsvarende forøgelse af kapitalen, men da foranstaltningen lige fra indledningen af proceduren er blevet defineret som en "kapitaludvidelse", er udtrykket blevet bibeholdt af praktiske årsager.

(12) Mediasets brev af 28.1.2000.

(13) Mediasets brev af 8.1.1999.

(14) Mediasets brev af 12.6.2002.

(15) Mediasets brev af 20.4.2003.

(16) Punkt 10.4.1 i brev af 19.10.1998.

(17) De italienske myndigheders brev af 12.12.2002.

(18) Ifølge de italienske myndigheder viser en sammenligning mellem Ribor+60 og den rentesats, som CDDPP anvendte, at RAI sparede 5 mia. ITL på grund af CDDPP's lån.

(19) Kapitalafkastet steg fra 0,0 i 1992 til 15,7 i 1997.

(20) Domstolens dom af 24. juli 2003 i sag C-280/00, Altmark Trans, endnu ikke offentliggjort.

(21) Jf. artikel 54, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 917 af 22. december 1986, "Godkendelse af den konsoliderede tekst om indkomstskatter". Jf. også Leo, Monacchi, Schiavo "Indkomstskatter i den konsoliderede tekst", Giuffré 1990, s. 551.

(22) Sag C-6/97, Den Italienske Republik mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 2981, præmis 16.

(23) Jf. EF-Domstolens dom af 17. september 1980 i sag C-730/79, Philip Morris, Sml. 1980, s. 2671, præmis 11, og generaladvokatens konklusioner, s. 2698; jf. også Domstolens dom af 11. november 1987 i sag C-259/85, Den Franske Republik mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 4393, præmis 24. Endvidere henvises til generaladvokatens konklusioner i sag C-280/00, Altmark (jf. fodnote 20), præmis 103. I disse konklusioner bemærker generaladvokaten, at det er meget let at opfylde dette krav, idet det kan formodes, at enhver form for statsstøtte fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen.

(24) De italienske myndigheders brev af 12.12.2002

(25) Jf. beslutningen om indledning af proceduren.

(26) De italienske myndigheders brev af 16.6.1999.

(27) I beslutningen henvises indirekte til de tre tv-kanaler, som RAI har koncession på, men det ville ikke ændre konklusionen, hvis man også tog de tre radiokanaler i betragtning, som RAI har koncession på.

(28) Punkt 23 og 24 i beslutningen om indledning af proceduren. Kommissionen bemærkede også, at denne situation i virkeligheden kunne betyde, at der var tale om statsstøtte til RAI's konkurrenter, fordi staten giver afkald på en del af koncessionsafgiften og dermed favoriserer disse virksomheder i forhold til RAI, der betaler det fulde beløb.Det skal bemærkes, at klageren ikke formelt har bestredet disse undersøgelser eller de koncessionsafgifter, der skal betales af henholdsvis RAI og private selskaber. Klageren har ikke engang givet nogen begrundelse for misforholdet mellem den koncessionsafgift, som RAI og de private selskaber skal betale.

(29)

>TABELPOSITION>

(30) Da Kommissionen ikke har modtaget nøjagtige oplysninger fra de italienske myndigheder om beregningen af renterne for den pågældende periode, har Kommissionen beregnet de skyldige renter på grundlag af diskontoen.

(31) Mediasets brev af 28.1.2000.

(32) I betragtning af forskellen mellem markedsrenterne og CDDPP's rente har RAI kun nydt godt af en reduceret sats i ca. halvdelen af 1995. Hvis man forestiller sig et forsigtigere og mere usandsynligt scenario (RAI optager et lån på markedet til 11,71 % i to et halvt år uden at refinansiere det, når renten falder), ville RAI have betalt ca. 27 mia. ITL mere i rente i forhold til CDDPP-lånet.

(33) Alt i alt skulle RAI, der har betalt over 300 mia. ITL, ikke have betalt mere end 6 mia. ITL, hvis selskabet skulle have betalt den afgift, der afkræves et privat selskab.

(34) Jf. resultatopgørelsen for 1992, under posten tilskud og/eller driftsstøtte.

(35) Jf. bemærkningerne til driften (Note sulla gestione) vedrørende RAI's regnskab for 1993.

(36) Philip Morris-sagen (jf. fodnote 23), præmis 11, og generaladvokatens konklusioner, s. 2698, samt sag C-259/85 (jf. fodnote 23), præmis 24. Jf. også generaladvokatens konklusioner i sag C-280/00 Altmark (jf. fodnote 20), præmis 103. I sidstnævnte konklusioner bemærker generaladvokaten, at det er særdeles let at opfylde dette krav, da det kan antages, at enhver form for statsstøtte fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Det siger sig selv, at det styrker denne konklusion, hvis den pågældende foranstaltning ikke betragtes som en kapitaludvidelse, men blot som statsstøtte, der tager sigte på at dække RAI's finansielle behov (som det fremgår af RAI's regnskaber).

(37) I beslutningen om indledning af proceduren beregnede Kommissionen, at RAI mellem 91 og 92 har mistet 25 mia. i faste priser fordi licensindtægterne ikke blev tilpasset inflationen i tilstrækkeligt omfang. RAI har påpeget, at licensindtægterne heller ikke var tilstrækkelige i 1993, hvor inflationstakten var på 4,2 %. RAI mener at have tabt 90 mia. i 1993, fordi licensindtægterne ikke blev reguleret. Men som det fremgår af det følgende, er det ikke et spørgsmål om genetablering af licensindtægternes realværdi, men om at fastslå, om den offentlige støtte, der er ydet RAI i den periode, hvor de pågældende foranstaltninger blev vedtaget, overstiger nettoomkostningerne ved de public service-opgaver, der var pålagt RAI i den samme periode.

(38) Philip Morris-dommen (jf. fodnote 23), præmis 11, og sag C-259/85 (jf. fodnote 23), præmis 11.

(39) EF-Domstolens dom i sag C-75/97, Maribel, bis/ter-ordningen, Sml. 1999 I, s. 3671.

(40) Sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, dom af 7. marts 2002, endnu ikke offentliggjort.

(41) Jf. punkt 18 i meddelelsen.

(42) Jf. de forenede sager T-185/00, T-216/00, T-299/00 og T-300/00, M6 m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort.

(43) Med hensyn til en mere udførlig undersøgelse af påvirkningen af samhandelen henvises til punkt 43-57 i beslutningen om indledning af proceduren.

(44) Jf. f.eks. bestyrelsens beretning om regnskabet for 1992: "den skarpe konkurrence på det nationale og de internationale markeder ..." og om bestyrelsens rammer, generelle retningslinjer og mål: "i forbindelse med den skarpe nationale og internationale konkurrence, der præger den sektor, hvor RAI opererer ...", fremlæggelsen af bestyrelsens rapport om regnskabet for 1994: "RAI's tilstedeværelse på internationalt plan er i 1994 blevet forstærket og forbedret på mange punkter...", indledningen til bestyrelsens rapport om regnskabet for 1995: "virksomheden skal spille en fremtrædende rolle på de internationale markeder ...".

(45) Altmark Trans, jf. fodnote 20.

(46) Ibid præmis 94.

(47) I bedste fald kan de pågældende foranstaltninger være af samme art som beskrevet i præmis 91 i Domstolens Altmark-dom (jf. fodnote 20): "Følgelig udgør en medlemsstats kompensation af de af en virksomhed lidte tab i den situation, hvor det efterfølgende viser sig, at en virksomhed med udførelse af visse tjenesteydelser i forbindelse med opfyldelsen af forpligtelser til offentlig tjeneste ikke er økonomisk levedygtig, uden at kriterierne for en sådan kompensation er fastlagt på forhånd, en økonomisk foranstaltning, som henhører under begrebet statsstøtte i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand".

(48) Altmark-dommen (jf. fodnote 20), præmis 101-109. I disse præmisser har Domstolen behandlet spørgsmålet om, hvorvidt statens betalinger, der er klassificeret som statsstøtte, til transportvirksomheder kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet efter traktatens artikel 77 som kompensation for opfyldelsen af forpligtelserne til den offentlige tjeneste. Domstolen udelukkede ikke denne mulighed, forudsat at betingelserne i den afledte ret for transportsektoren var opfyldt. Begrundelsen gælder mutatis mutandis for virksomheder, der har fået pålagt at udføre en tjeneste af generel økonomisk interesse uden for transportsektoren, og i relation til artikel 86, stk. 2.

(49) Jf. punkt 29 i radio- og tv-meddelelsen.

(50) Jf. punkt 32-39 i radio- og tv-meddelelsen.

(51) Jf. lovens artikel 1 og 2.

(52) Ifølge artikel 20 skal der indgås kontrakter mod vederlag mellem RAI og de administrative organer, der er interesserede i sådanne tjenester.

(53) Jf. punkt 33 i radio- og tv-meddelelsen.

(54) Parlamentets udvalg for generelle retningslinjer for og tilsyn med radio- og tv-virksomhed.

(55) Nu "Autorità garante per la radiodiffusione e l'editoria".

(56) Jf. også artikel 2 og 18 i 1988-aftalen.

(57) Jf. også artikel 17 i 1994-aftalen.

(58) Jf. artikel 20 i 1988-aftalen og artikel 17 i 1994-aftalen.

(59) EFT L 195 af 29.7.1980, s. 35. Direktivet ændret ved direktiv 2000/52/EF (EFT L 193 af 29.7.2000, s. 75).

(60) Hvis en omkostning i forbindelse med public service også er til gavn for kommercielle aktiviteter, bogføres den normalt proportionalt på de to aktiviteter på grundlag af særlige kriterier.

(61) Dette forhindrer dog ikke selskaberne i at bogføre omkostningerne på grundlag af andre regnskabsprincipper, forudsat at de er klart illustreret, anvendes på ensartet måde og er berettigede ud fra et objektivt synspunkt.

(62) Kommissionen har koncentreret sin undersøgelse om priserne på "reklamespots", der udgør størsteparten af markedet for reklamevirksomhed (og som klageren tilsyneladende henviser til) og ikke om nye reklameformer, såsom telepromotion.

(63) Da det ikke var muligt på grundlag af tallene i RAI's regnskaber at skelne klart mellem de kontrollerede selskaber, der var involveret i public service-funktionen, og de selskaber, der var involveret i den kommercielle udnyttelse af denne funktion, har Kommissionen anvendt en forsigtig fremgangsmåde ved at udelukke samtlige omkostningselementer vedrørende de kontrollerede selskaber i RAI's resultatopgørelse.

(64) Da det ikke på grundlag af RAI's regnskaber er muligt at påvise, om de priser, der anvendes ved overførsler mellem RAI og dets kontrollerede selskaber, er korrekte, har Kommissionen anvendt en forsigtig fremgangsmåde og har fratrukket alle de indtægter, som RAI har modtaget fra sine kontrollerede selskaber, herunder eventuelt udbytte. Af den grund, der nævnt i den foregående fodnote, har Kommissionen ikke foretaget nogen skelnen mellem de kontrollerede selskaber, der var involveret i public service-funktionen, og de selskaber, der var involveret i den kommercielle udnyttelse af denne funktion.

(65) Jf. Kommissionens statsstøttebeslutning C 2/03 (ex NN 22/02) - statsfinansiering af det offentlige danske tv-selskab TV2 med licensmidler og andre foranstaltninger, punkt 69 (EFT C 59 af 14.3.2003, s. 2).

(66) Jf. de italienske konkurrencemyndigheders afgørelse nr. 6662 af 10.12.1998. En anden autonom italiensk myndighed, Garante per la radiodiffusione e l'editoria (i det følgende benævnt "Garante") gav udtryk for samme holdning på s. 140-143 i rapporten for 1995, hvor den taler om "total ugennemsigtighed på markedet". Garante bemærker desuden, at indtægterne af radioreklamer kun udgør en begrænset del af markedet, idet tv-reklamer tegner sig for den største del af reklamemarkedet. Endelig bemærker Garante, at reklamemarkedet er koncentreret på Sipra og Publitalia, som er henholdsvis RAI's og Mediasets reklameagenturer.

(67) I et brev af 25.5.2001 til bl.a. Generaldirektoratet for Konkurrence erkender Mediaset, at det ikke er muligt at fremlægge relevante dokumenter om de rabatter, som RAI har ydet. Selskabet erklærer desuden, at RAI ved visse lejligheder har ydet alt for store rabatter uden dog at specificere, hvilke tilfælde det drejer sig om. Mediaset har udleveret en tabel over RAI's gennemsnitsrabatter med en tilføjelse om, at det er meget vanskeligt at vurdere de enkelte rabatters virkninger på grundlag af oplysninger om gennemsnitsrabatter (tabellen er anført nedenfor).

(68) I rapporten fra 1995 fastslår Garante, at reklameindtægterne for 1993-1995 udgjorde 33 % af RAI's samlede indtægter.

(69) Det forhold, at RAI under anvendelsen af reklameloftet ikke solgte alle de reklameflader, selskabet havde til rådighed, viser, at det havde mulighed for at sælge til lavere priser, men ikke gjorde det.

(70) Ifølge Garantes rapport for 1995 blev RAI's reklameflader forøget fra 1993 til 1994, gennemsnitsprisen pr. minut blev nedsat, og de samlede reklameindtægter blev forøget. RAI-kanalernes gennemsnitspris pr. minut er fortsat højere end Mediaset-kanalernes. Garantes rapport for 1996 bekræfter tendensen til større reklameflader og større reklameindtægter for RAI for 1994-1995.

(71) Den 18. maj 1999 holdt Generaldirektoratet for Konkurrence møde med Mediaset, hvor sidstnævnte fremlagde et dokument om, at formålet med klagen bl.a. var at begrænse RAI's adgang til reklameindtægter. Ifølge radio- og tv-meddelelsen skal de offentlige selskaber dog forsøge at maksimere deres reklameindtægter, om ikke andet så for at formindske behovet for kompensation fra staten. Desuden fremførte Mediaset, at RAI i 1998 havde overtrådt grænserne for reklamevirksomhed i et forsøg på at opnå større finansielle midler.

(72) Et bilag til klagen af 19.10.1998 indeholder en samling af offentlige erklæringer fra RAI's ledelse, som alle skal bevise RAI's planer om at fastholde en stor andel af seer- og lyttertallet for at bevare et højt reklameindtægtsniveau. Maksimeringen af reklameindtægterne er nemlig RAI's erklærede politik, som er blevet bekræftet af virksomhedens ledelse ved flere lejligheder (jf. f.eks. s. 4 og 5 i "ordine di servizio" af 26.6.1998, der er vedlagt som bilag til de italienske myndigheders breve af 16.6.1999). I 1990'erne blev reklamevirksomhed nemlig en stadig større indtægtskilde for RAI.

(73) Ovennævnte brev af 25.5.2001.

(74) Som Mediaset selv erkender, er tallene for gennemsnitsrabatterne ikke tilstrækkelige til at bevise, at der har været anvendt underpriser (jf. fodnote 67).

(75) Kommissionen henviser til de økonomiske resultater for RTI SpA, som er den juridiske person, der er indehaver af de tre tv-koncessioner og konkurrent til RAI.