EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R1645

Rådets forordning (EF) nr. 1645/2003 af 18. juni 2003 om ændring af forordning (EF) nr. 2965/94 om oprettelse af et oversættelsescenter for Den Europæiske Unions organer

EUT L 245 af 29.9.2003, p. 13–15 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/1645/oj

32003R1645

Rådets forordning (EF) nr. 1645/2003 af 18. juni 2003 om ændring af forordning (EF) nr. 2965/94 om oprettelse af et oversættelsescenter for Den Europæiske Unions organer

EU-Tidende nr. L 245 af 29/09/2003 s. 0013 - 0015


Rådets forordning (EF) Nr. 1645/2003

af 18. juni 2003

om ændring af forordning (EF) nr. 2965/94 om oprettelse af et oversættelsescenter for Den Europæiske Unions organer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2),

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Visse af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 2965/94 af 28. november 1994 om oprettelse af et oversættelsescenter for Den Europæiske Unions organer(4) bør bringes i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(5) (i det følgende benævnt "den almindelige finansforordning"), særlig artikel 185.

(2) Teksten til artikel 10 i forordning (EF) nr. 2965/94 bør ændres for at afklare de nærmere regler for centrets finansiering.

(3) De generelle principper og begrænsninger, der gælder for aktindsigt, jf. traktatens artikel 255, er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(6).

(4) I forbindelse med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 blev de tre institutioner i en fælles erklæring enige om, at agenturer og lignende organer skal indføre regler i overensstemmelse med den nævnte forordning.

(5) I forordning (EF) nr. 2695/94 må der derfor indføjes de bestemmelser, der er nødvendige, for at forordning (EF) nr. 1049/2001 kan finde anvendelse på Oversættelsescenteret for Den Europæiske Unions Organer, samt en bestemmelse om klageadgang i tilfælde af afslag på en begæring om aktindsigt.

(6) Forordning (EF) nr. 2965/94 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 2965/94 ændres således:

1) Artikel 8, stk. 3, affattes således:

"3. Bestyrelsen vedtager en årsberetning om centrets virksomhed, som senest den 15. juni fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Revisionsretten og de organer, der er nævnt i artikel 2.

4. Centret forelægger hvert år budgetmyndigheden alle relevante oplysninger om resultaterne af evalueringsprocedurerne."

2) I artikel 10, stk. 2

a) affattes litra b) således:

"b) Centrets indtægter består af betaling for det udførte arbejde fra de organer, som centret betjener, og de institutioner og organer, med hvilke der er aftalt et samarbejde, herunder aktiviteter af interinstitutionel karakter, samt et fællesskabstilskud."

b) udgår litra c).

3) Artikel 13 affattes således:

"Artikel 13

1. Alle centrets indtægter og udgifter skal anslås for hvert regnskabsår, der er sammenfaldende med kalenderåret, og optages i centrets budget, der indeholder en stillingsoversigt.

2. Indtægterne og udgifterne på centrets budget skal balancere.

3. Bestyrelsen udarbejder hvert år på basis af et udkast fra direktøren et udkast til overslag over centrets indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår. Bestyrelsen fremsender senest den 31. marts dette overslag, der indeholder en stillingsfortegnelse, til Kommissionen.

4. Kommissionen fremsender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (herefter kaldet 'budgetmyndigheden') sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget.

5. På grundlag af overslaget anfører Kommissionen i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget de beløb, som den finder påkrævet i forbindelse med stillingsfortegnelsen, og de tilskud, der ydes over det almindelige budget, og den forelægger dem for budgetmyndigheden i overensstemmelse med traktatens artikel 272.

6. Budgetmyndigheden fastsætter bevillingerne i form af tilskud til centret.

Budgetmyndigheden fastsætter centrets stillingsfortegnelse.

7. Centrets budget vedtages af bestyrelsen. Det bliver endeligt, når Den Europæiske Unions almindelige budget er endeligt vedtaget. Om nødvendigt tilpasses det i overensstemmelse hermed.

8. Bestyrelsen underretter hurtigst muligt budgetmyndigheden om alle projekter, som den agter at gennemføre, og som kan få betydelige finansielle følgevirkninger for finansieringen af dens budget, navnlig projekter vedrørende fast ejendom, såsom leje eller erhvervelse af ejendomme. Den underretter Kommissionen herom.

Når en af budgetmyndighedens parter har meddelt, at den agter at fremsætte en udtalelse, sender den bestyrelsen denne inden for en frist på seks uger regnet fra underretningen om projektet."

4) Artikel 14, stk. 2, 3 og 4, affattes således:

"2. Centrets regnskabsfører sender senest den 1. marts efter det afsluttede regnskabsår det foreløbige regnskab ledsaget af en beretning om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer de foreløbige årsregnskaber for institutionerne og de decentraliserede organer i overensstemmelse med artikel 128 i den almindelige finansforordning.

3. Senest den 31. marts efter det afsluttede regnskabsår sender Kommissionens regnskabsfører centrets foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Revisionsretten. Beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret sendes tillige til Europa-Parlamentet og Rådet.

4. Ved modtagelsen af Revisionsrettens bemærkninger til centrets foreløbige årsregnskab opstiller direktøren, i medfør af bestemmelserne i den almindelige finansforordnings artikel 129, på eget ansvar centrets endelige årsregnskab og sender det til bestyrelsen med henblik på udtalelse.

5. Bestyrelsen afgiver udtalelse om centrets endelige årsregnskab.

6. Direktøren sender senest den 1. juli efter det afsluttede regnskabsår det endelige årsregnskab ledsaget af bestyrelsens udtalelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten.

7. Det endelige årsregnskab offentliggøres.

8. Direktøren sender senest den 30. september Revisionsretten et svar på dennes bemærkninger. Dette svar sendes ligeledes til bestyrelsen.

9. Direktøren forelægger alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren for det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, for Europa-Parlamentet på dettes anmodning, jf. artikel 146, stk. 3, i den almindelige finansforordning.

10. Efter henstilling fra Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, meddeler Europa-Parlamentet inden den 30. april i år N + 2 direktøren decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret N."

5) Artikel 15 affattes således:

"Artikel 15

Centrets finansielle bestemmelser vedtages af bestyrelsen efter høring af Kommissionen. De må kun afvige fra Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(7), såfremt dette er nødvendigt som følge af centrets særlige behov, og kun hvis Kommissionen på forhånd giver sit samtykke."

6) Følgende artikel indsættes:

"Artikel 18a

1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(8) finder anvendelse på centrets dokumenter.

2. Bestyrelsen vedtager gennemførelsesbestemmelserne for forordning (EF) nr. 1049/2001 senest seks måneder fra ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1645/2003 af 18. juni 2003 om ændring af forordning (EF) nr. 2965/94 om oprettelse af et oversættelsescenter for Den Europæiske Unions organer(9).

3. Der kan klages til ombudsmanden over de beslutninger, som centret træffer efter artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, eller de kan indbringes for Domstolen efter bestemmelserne i traktatens artikel 195 og 230."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 18. juni 2003.

På Rådets vegne

G. Drys

Formand

(1) EFT C 331 E af 31.12.2002, s. 50.

(2) Udtalelse af 27.3.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3) EFT C 285 af 21.11.2002, s. 4.

(4) EFT L 314 af 7.12.1994, s. 1. Senest er ændret ved forordning (EF) nr. 2610/95 (EFT L 268 af 10.10.1995, s. 1).

(5) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1, med berigtigelse i EFT L 25 af 30.1.2003, s. 43.

(6) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(7) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72, med berigtigelse i EFT L 2 af 7.1.2003, s. 39.

(8) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(9) EUT L 245 af 29.9.2003, s. 13.

Top