EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003H0361

Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1422)

OJ L 124, 20.5.2003, p. 36–41 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2003/361/oj

32003H0361

Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1422)

EU-Tidende nr. L 124 af 20/05/2003 s. 0036 - 0041


Kommissionens henstilling

af 6. maj 2003

om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder

(meddelt under nummer K(2003) 1422)

(EØS-relevant tekst)

(2003/361/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211, andet led, og

som tager følgende i betragtning:

(1) I en beretning, som Kommissionen i 1992 forelagde Rådet, efter at Rådet (industri) på sit møde den 28. maj 1990 havde anmodet herom, havde Kommissionen foreslået at begrænse antallet af definitioner af små og mellemstore virksomheder, der anvendes på fællesskabsplan. Kommissionens henstilling 96/280/EF af 3. april 1996 vedrørende definitionen af små og mellemstore virksomheder(1) var baseret på en forestilling om, at det kan skabe inkonsekvenser, at der findes forskellige definitioner på fællesskabsplan og på nationalt plan. Man fandt, at i et indre marked uden interne grænser bør behandlingen af virksomhederne være baseret på et sæt fælles regler. Det er så meget mere nødvendigt at fortsætte denne strategi, som der er en omfattende vekselvirkning mellem de nationale foranstaltninger og fællesskabsforanstaltningerne til støtte for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV'er), f.eks. med hensyn til strukturfondene og inden for forskning, idet man også bør undgå, at Fællesskabet målretter sine foranstaltninger mod en bestemt kategori af SMV'er, og medlemsstaterne målretter deres mod en anden. Desuden fandt man, at hvis Kommissionen, medlemsstaterne, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) anvender samme definition, vil det styrke konsekvensen og effektiviteten i forbindelse med politikker, der har SMV'er som målgruppe, og dermed begrænse risikoen for konkurrenceforvridning.

(2) Henstilling 96/280/EF har fundet bred anvendelse i medlemsstaterne, og definitionen i bilaget dertil er bl.a. blevet overtaget i Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder(2). Ud over den nødvendige tilpasning til den økonomiske udvikling, som der gives mulighed for i artikel 2 i bilaget til den nævnte henstilling, bør der tages hensyn til en række fortolkningsvanskeligheder, som har vist sig i forbindelse med anvendelsen af den, samt til de bemærkninger, som virksomhederne har fremsat. Under hensyn til det antal ændringer, der skal foretages i henstilling 96/280/EF, bør henstillingen, også af klarhedshensyn, erstattes af en ny henstilling.

(3) Det bør præciseres, at begrebet virksomhed i henhold til traktatens artikel 48, 81 og 82 som fortolket af De Europæiske Fællesskabers Domstol omfatter ethvert foretagende, uanset dets retlige form, der udøver en økonomisk aktivitet, herunder især foretagender, der i form af enkeltmandsvirksomheder eller familievirksomheder udøver en håndværksmæssig aktivitet eller andre aktiviteter, samt personselskaber eller foreninger, som regelmæssigt udøver en økonomisk aktivitet.

(4) Kriteriet om antallet af beskæftigede personer (herefter "kriteriet om antallet af beskæftigede") er uden tvivl fortsat et af de vigtigste, og det må betragtes som hovedkriteriet, men det er nødvendigt at indføre et supplerende finansielt kriterium for at tage højde for en virksomheds reelle betydning, dens resultater og dens stilling i forhold til konkurrenterne. Det er imidlertid ikke ønskeligt at indføre omsætningen som det eneste finansielle kriterium, navnlig fordi virksomheder inden for handels- og distributionssektoren ifølge deres natur har en større omsætning end fremstillings-sektoren. Omsætningskriteriet bør således kombineres med den samlede balance, som afspejler en virksomheds generelle økonomiske formåen, idet der dog skal være mulighed for, at et af disse to kriterier kan overskrides.

(5) Tærsklerne for omsætningen vedrører virksomheder med meget forskellige økonomiske aktiviteter. For ikke i urimelig grad at begrænse fordelene ved at anvende definitionen bør der foretages en ajourføring, hvor der tages hensyn til både pris- og produktivitetsudviklingen.

(6) Med hensyn til tærsklerne for den samlede balance er der, medmindre der foreligger nye forhold, god grund til at holde fast ved den fremgangsmåde, i henhold til hvilken der på tærsklerne for omsætningen anvendes en koefficient, der beregnes på grundlag af det eksisterende statistiske forhold mellem disse to variabler. Den statistiske udvikling medfører en øget stigning i tærsklen for omsætningen. Denne udvikling har været forskellig alt efter virksomhedernes størrelseskategori, og koefficienten bør derfor tilpasses, således at man i videst mulige omfang afspejler den økonomiske udvikling og ikke stiller mikrovirksomhederne og de små virksomheder ugunstigt i forhold til de mellemstore virksomheder. For mikrovirksomheder og små virksomheder er koefficienten meget tæt på 1. Af hensyn til forenklingen bør der derfor for disse kategorier vælges samme værdi for tærsklen for omsætningen og tærsklen for den samlede balance.

(7) Ligesom i henstilling 96/280/EF repræsenterer finans- og beskæftigelsestærsklerne maksimalsatser, og medlemsstaterne, EIB og EIF kan fastsætte lavere tærskler end fællesskabstærsklerne, hvis de ønsker at rette deres foranstaltninger mod en speciel kategori SMV'er. Af hensyn til den administrative forenkling kunne de også nøjes med at anvende et enkelt kriterium, nemlig kriteriet om antallet af beskæftigede, ved gennemførelsen af nogle af deres politikker, undtagen på områder, der er omfattet af de forskellige konkurrenceretlige bestemmelser, hvor også de finansielle kriterier skal overholdes.

(8) Efter at Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira i juni 2000 godkendte det europæiske charter for små virksomheder, bør der desuden opstilles en bedre definition af mikrovirksomheder, som udgør en kategori af små virksomheder, der har særlig betydning for fremme af iværksætterånd og jobskabelse.

(9) For bedre at forstå de økonomiske realiteter for SMV'er og for fra denne kategori at få udskilt de grupper af virksomheder, hvis økonomiske magt overstiger en SMV's økonomiske magt, bør man sondre mellem, om de er uafhængige, om de har kapitalinteresser, som ikke medfører en bestemmende indflydelse (partnervirksomheder), eller om de er tilknyttet andre virksomheder. Den kapitalbesiddelsestærskel på 25 %, der er angivet i henstilling 96/280/EF, og under hvilken en virksomhed anses for uafhængig, fastholdes.

(10) For at fremme oprettelsen af virksomheder, egenkapitalfinansieringen af SMV'erne og udviklingen af land- og nærområder kan virksomheder betragtes som uafhængige, selv om visse kategorier af investorer, der spiller en positiv rolle for finansieringen og oprettelsen, besidder andele på 25 % eller derover. Betingelserne for investorer bør imidlertid præciseres. Fysiske personer eller grupper af fysiske personer, der regelmæssigt udøver virksomhed som venturekapitalinvestorer, de såkaldte "business angels", er udtrykkelig nævnt, fordi deres evne til at give nye iværksættere relevant rådgivning er et værdifuldt bidrag i sammenligning med de øvrige venturekapitalinvestorer. Deres investering i form af egenkapital udgør også et supplement til venturekapitalselskabers aktiviteter, idet de stiller mindre beløb til rådighed i de tidlige faser af virksomhedens eksistens.

(11) For at gøre det lettere for medlemsstaterne og virksomhederne bør man for så vidt angår definitionen af tilknyttede virksomheder overtage de forudsætninger, der er fastsat i artikel 1 i Rådets direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber(3), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/65/EF(4), såfremt de er i overensstemmelse med formålet med denne henstilling. For at styrke foranstaltningerne til fremme af egenkapitalinvesteringer i SMV'er er der indført en formodning om, at der, medmindre andet dokumenteres, ikke er nogen dominerende indflydelse på virksomheden, jf. kriterierne i artikel 5, stk. 3, i Rådets direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer(5), senest ændret ved direktiv 2001/65/EF.

(12) For at sikre, at det netop er de virksomheder, som virkelig har behov herfor, der kommer til at nyde godt af de fordele, som de forskellige bestemmelser og foranstaltninger, der indføres for SMV'er, giver, bør der i visse tilfælde også tages hensyn til de forbindelser, der eksisterer mellem virksomhederne via fysiske personer. For at begrænse behandlingen af disse tilfælde til det absolut nødvendige bør der kun tages hensyn til disse forbindelser, hvis der er tale om selskaber, der udøver aktiviteter på samme relevante marked eller på tilstødende markeder, om nødvendigt under anvendelse af Kommissionens definition af det relevante marked, som fremgår af Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret(6).

(13) For at undgå tilfældige sondringer mellem de forskellige offentlige foretagender i en medlemsstat og af hensyn til retssikkerheden er det nødvendigt at bekræfte, at en virksomhed, hvor 25 % eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne kontrolleres af et offentligt organ, ikke er en SMV.

(14) For at lette virksomhedernes administrative byrde og for at sikre en enklere og hurtigere administrativ behandling af sager, hvor det kræves, at en virksomhed har status som SMV, er det ønskeligt at have mulighed for at anvende tro og love-erklæringer fra virksomhederne til attestering af visse af den pågældende virksomheds kendetegn.

(15) Ved definitionen af SMV'er bør sammensætningen af de beskæftigede præciseres. For at fremme udviklingen af erhvervsuddannelser og vekseluddannelser bør man ved beregningen af antal beskæftigede ikke medregne lærlinge og elever, som har en erhvervsuddannelseskontrakt. Heller ikke barselsorlov eller forældreorlov bør medregnes.

(16) De forskellige typer virksomheder, som defineres efter deres forbindelse med andre virksomheder, svarer til objektivt forskellige integrationsgrader. Det er derfor hensigtsmæssigt at anvende differentierede fremgangsmåder på hver enkelt af disse typer virksomheder ved beregningen af de tal, der repræsenterer deres aktivitet og økonomiske magt,

HENSTILLER:

Artikel 1

1. Denne henstilling vedrører den definition af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, der anvendes i forbindelse med Fællesskabets politikker inden for Fællesskabet og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

2. Medlemsstaterne, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) opfordres til:

a) at anvende afsnit I i bilaget på alle de af deres programmer, der har mellemstore virksomheder, små virksomheder eller mikrovirksomheder som målgruppe

b) at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at anvende de i artikel 7 i bilaget anførte størrelsesklasser, navnlig når der er tale om evaluering af anvendelsen af finansielle fællesskabsinstrumenter.

Artikel 2

De i artikel 2 i bilaget anførte tærskler er maksimalsatser. Medlemsstaterne, EIB og EIF kan i særlige tilfælde vælge at fastsætte lavere tærskler. Ved gennemførelsen af visse af deres politikker kan de også vælge udelukkende at anvende kriteriet om antallet af beskæftigede, undtagen på de områder, der er omfattet af de forskellige regler om statsstøtte.

Artikel 3

Denne henstilling erstatter fra den 1. januar 2005 henstilling 96/280/EF.

Artikel 4

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne, EIB og EIF.

Disse anmodes om senest den 31. december 2004 at oplyse Kommissionen om, hvilke foranstaltninger de har truffet for at efterkomme denne henstilling, og senest den 30. september 2005 at oplyse den om de første resultater af henstillingens anvendelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. maj 2003.

På Kommissionens vegne

Erkki Liikanen

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4.

(2) EFT L 10 af 13.1.2001, s. 33.

(3) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.

(4) EFT L 283 af 27.10.2001, s. 28.

(5) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.

(6) EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5.

BILAG

AFSNIT I

DEFINITION AF MIKROVIRKSOMHEDER, SMÅ OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER VEDTAGET AF KOMMISSIONEN

Artikel 1

Virksomhed

Som virksomhed betragtes enhver enhed, uanset dens retlige form, der udøver en økonomisk aktivitet. Som virksomheder betragtes således navnlig enheder, der i form af enkeltmandsvirksomheder eller familievirksomheder udøver en håndværksmæssig aktivitet eller andre aktiviteter, samt personselskaber eller foreninger, der regelmæssigt udøver en økonomisk aktivitet.

Artikel 2

Antal beskæftigede og finansielle tærskler til afgrænsning af virksomhedskategorierne

1. Kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV'er) omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR.

2. I kategorien SMV'er forstås ved små virksomheder, virksomheder som beskæftiger under 50 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. EUR.

3. I kategorien SMV'er forstås ved mikrovirksomheder virksomheder, som beskæftiger under 10 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 2 mio. EUR.

Artikel 3

Typer af virksomheder, som tages i betragtning ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser

1. Ved "uafhængig virksomhed" forstås enhver virksomhed, der ikke betegnes som partnervirksomhed, jf. stk. 2, eller som tilknyttet virksomhed, jf. stk. 3.

2. Ved "partnervirksomhed" forstås alle virksomheder, der ikke betegnes som tilknyttede virksomheder, jf. stk. 3, og mellem hvilke der består følgende forbindelse: En virksomhed (den overordnede virksomhed) besidder alene eller i fællesskab med en eller flere tilknyttede virksomheder, jf. stk. 3, 25 % eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne i en anden virksomhed (den underordnede virksomhed).

En virksomhed kan dog stadig betegnes som uafhængig, dvs. uden partnervirksomheder, selv om 25 %-tærsklen er nået eller overskrides, hvis der er tale om følgende investorkategorier, forudsat at disse hverken enkeltvis eller i fællesskab er tilknyttet den pågældende virksomhed som defineret i stk. 3:

a) offentlige investeringsselskaber, venturekapitalselskaber, fysiske personer eller grupper af fysiske personer, der regelmæssigt udøver virksomhed som venturekapitalinvestorer ("business angels"), der investerer egne midler i ikke-børsnoterede virksomheder, forudsat at de samlede investeringer fra disse "business angels" i en enkelt virksomhed ikke overstiger 1250000 EUR

b) universiteter eller nonprofit-forskningscentre

c) institutionelle investorer, herunder regionaludviklingsfonde

d) selvstyrende lokale myndigheder med et årligt budget på mindre end 10 mio. EUR og mindre end 5000 indbyggere.

3. Ved "tilknyttede virksomheder" forstås virksomheder, mellem hvilke der består en af følgende former for forbindelse:

a) En virksomhed besidder flertallet af de stemmerettigheder, der er tillagt aktionærerne eller deltagerne i en anden virksomhed.

b) En virksomhed har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet i en anden virksomhed.

c) En virksomhed har ret til at udøve en bestemmende indflydelse over en anden virksomhed i medfør af en med denne indgået aftale eller i medfør af en bestemmelse i dennes vedtægter.

d) En virksomhed, som er selskabsdeltager i en anden virksomhed, råder i medfør af en aftale med andre selskabsdeltagere i denne anden virksomhed over flertallet af selskabsdeltagernes stemmerettigheder.

Der består en formodning om, at der ikke foreligger bestemmende indflydelse, hvis de i stk. 2, andet afsnit, nævnte investorer hverken direkte eller indirekte blander sig i forvaltningen af den pågældende virksomhed, når der ses bort fra de rettigheder, som de har i deres egenskab af selskabsdeltagere.

Virksomheder, mellem hvilke der, via en eller flere andre virksomheder eller med de i stk. 2 nævnte investorer, består en eller flere forbindelser som nævnt i første afsnit, betragtes også som tilknyttede virksomheder.

Virksomheder, mellem hvilke der via en fysisk person eller en gruppe af fysiske personer, som handler i fællesskab, består en eller flere af disse forbindelser, betragtes også som tilknyttede virksomheder, hvis disse virksomheder udøver deres aktiviteter eller en del af deres aktiviteter på samme marked eller på tilgrænsende markeder.

Som tilgrænsende marked betragtes markedet for et produkt eller en tjenesteydelse i et tidligere eller senere markedsled.

4. Bortset fra de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, andet afsnit, betragtes en virksomhed ikke som en SMV, hvis 25 % eller derover af dens kapital eller dens stemmerettigheder kontrolleres direkte eller indirekte af et eller flere offentlige organer enkeltvis eller i fællesskab.

5. Virksomhederne kan afgive en erklæring om deres status som uafhængig virksomhed, partnervirksomhed eller tilknyttet virksomhed samt om dataene vedrørende de i artikel 2 nævnte tærskler. Selv om kapitalen er spredt på en sådan måde, at det ikke er muligt præcist at afgøre, hvem der ejer den, kan en sådan erklæring afgives, ved at virksomheden i god tro erklærer, at den med rimelighed kan antage, at en enkelt virksomhed eller flere indbyrdes tilknyttede virksomheder i fællesskab eller fysiske personer eller en gruppe af fysiske personer ikke ejer 25 % eller derover af den. Sådanne erklæringer bevirker ingen indskrænkning af den kontrol, som er fastlagt i nationale eller fællesskabsretlige regler.

Artikel 4

Data, der skal anvendes ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser og referenceperiode

1. De data, der anvendes ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser, er dataene fra det seneste afsluttede regnskabsår, og de beregnes på årsbasis. De anvendes fra datoen for regnskabsafslutningen. Det pågældende omsætningsbeløb beregnes eksklusive moms og andre indirekte skatter og afgifter.

2. Hvis en virksomhed på datoen for regnskabsafslutningen konstaterer en under- eller overskridelse på årsbasis af tærsklerne for antal beskæftigede eller de finansielle tærskler, som anført i artikel 2, medfører dette kun, at virksomheden får eller mister status som mellemstor virksomhed, lille virksomhed eller mikrovirksomhed, hvis under- eller overskridelsen finder sted i to på hinanden følgende regnskabsår.

3. Hvis der er tale om nyetablerede virksomheder, hvis regnskaber endnu ikke er afsluttet, beregnes de pågældende data på grundlag af et skøn foretaget i god tro i løbet af regnskabsåret.

Artikel 5

Antal beskæftigede

Antal beskæftigede er lig med antallet af årsarbejdsenheder (ÅAE), dvs. det antal personer, der på fuldtid har arbejdet i den pågældende virksomhed eller for denne virksomheds regning i løbet af hele det pågældende år. Arbejde præsteret af personer, der ikke har arbejdet hele året, eller som har arbejdet på deltid, uanset dennes varighed, eller sæsonarbejdende indgår som brøkdele af ÅAE. Til beskæftigede medregnes:

a) lønmodtagere

b) personer, der arbejder for virksomheden, har et underordnelsesforhold til denne og sidestilles med lønmodtagere i national ret

c) aktive virksomhedsejere

d) partnere, der regelmæssigt arbejder i virksomheden og nyder godt af økonomiske fordele fra virksomhedens side.

Lærlinge og elever under erhvervsuddannelse, som har indgået en lærlingekontrakt eller en erhvervsuddannelseskontrakt, medregnes ikke i antal beskæftigede. Barselsorlov og forældreorlov medregnes ikke.

Artikel 6

Fastlæggelse af oplysninger om virksomheden

1. Er der tale om en uafhængig virksomhed, fastsættes dataene, herunder antal beskæftigede, udelukkende på grundlag af denne virksomheds regnskaber.

2. Er der tale om en virksomhed, der har partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder, fastsættes dataene, herunder antal beskæftigede, på grundlag af virksomhedens regnskaber og andre data eller - såfremt sådanne foreligger - virksomhedens konsoliderede regnskab eller de konsoliderede regnskaber, hvori virksomheden indgår ved konsolidering.

De i første afsnit nævnte data forenes med dataene for den pågældende virksomheds eventuelle partnervirksomheder, der er umiddelbart over- eller underordnet denne. Foreningen sker proportionelt med den procentvise andel af kapitalen eller stemmerettighederne (den højeste af disse to procentsatser). Er der tale om gensidig deltagelse, anvendes den højeste af disse procentsatser.

Til de i første og andet afsnit nævnte data lægges 100 % af dataene for eventuelle virksomheder, der er direkte eller indirekte tilknyttet den pågældende virksomhed, og som ikke allerede indgår i regnskaberne ved konsolidering.

3. Ved anvendelsen af stk. 2 er dataene for virksomheder, der er tilknyttet den pågældende virksomhed, de data, der fremgår af deres regnskaber og andre data, i påkommende tilfælde i konsolideret form, hvortil lægges 100 % af dataene for virksomheder, der er tilknyttet disse partnervirksomheder, undtagen hvis deres data allerede indgår ved konsolidering.

Ved anvendelsen af stk. 2 er dataene for virksomheder, der er tilknyttet den pågældende virksomhed, de data, der fremgår af deres regnskaber og andre data, i påkommende tilfælde i konsolideret form. Til disse føjes proportionelt dataene for eventuelle partnervirksomheder til disse tilknyttede virksomheder, der er umiddelbart over- eller underordnet disse, hvis de ikke allerede indgår i det konsoliderede regnskab i et forhold, der mindst svarer til den procentsats, der er fastsat i henhold til stk. 2, andet afsnit.

4. Hvis en given virksomheds antal beskæftigede ikke fremgår af det konsoliderede regnskab, beregnes antallet ved proportionel forening af dataene for de virksomheder, som denne virksomhed er partnervirksomhed med, og med tillæg af dataene vedrørende de virksomheder, som den er tilknyttet.

AFSNIT II

DIVERSE BESTEMMELSER

Artikel 7

Statistikker

Kommissionen træffer de fornødne foranstaltninger til at offentliggøre de statistikker, den udarbejder, i overensstemmelse med følgende virksomhedsklasser:

a) 0 til 1 person

b) 2 til 9 personer

c) 10 til 49 personer

d) 50 til 249 personer.

Artikel 8

Referencer

1. I alle fællesskabsforskrifter og fællesskabsprogrammer, som måtte blive ændret eller vedtaget, og hvori begreberne "SMV", "mikrovirksomhed", "lille virksomhed" eller "mellemstor virksomhed" eller lignende betegnelser måtte blive anvendt, bør der henvises til definitionen i denne henstilling.

2. Igangværende fællesskabsprogrammer, som anvender den definition af SMV'er, som er angivet i henstilling 96/280/EF, omfatter i en overgangsperiode fortsat virksomheder, som blev anset for SMV'er, da disse programmer blev vedtaget. Retligt bindende forpligtelser, som Kommissionen har påtaget sig på grundlag af disse programmer, berøres dog ikke.

Uden at det berører første afsnit, kan ændringer af SMV-definitionen inden for disse programmer kun ske i form af en vedtagelse af definitionen i denne henstilling i overensstemmelse med stk. 1.

Artikel 9

Ændring

På grundlag af en status over anvendelsen af definitionen i nærværende henstilling, som udarbejdes inden den 31. marts 2006, og under hensyntagen til eventuelle ændringer af artikel 1 i direktiv 83/349/EØF vedrørende definitionen af tilknyttede virksomheder i den i direktivet omhandlede betydning tilpasser Kommissionen i nødvendigt omfang definitionen i nærværende henstilling, bl.a. de tærskler, der er fastlagt for omsætning og samlet balance, for at tage hensyn til erfaringerne og den økonomiske udvikling i Fællesskabet.

Top