32003D0382

Kommissionens beslutning

af 8. december 1999

om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81

(Sag IV/E-1/35.860-B Sømløse stålrør)

(meddelt under nummer K(1999) 4154)

(Kun den engelske, den franske, den italienske og den tyske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2003/382/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1/2003(2), særlig artikel 3 og 15,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 20. januar 1999 om at indlede proceduren i denne sag,

efter at have givet de deltagende virksomheder lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter,

efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

A. Proceduren

(1) I henhold til Kommissionens beslutning af 25. november 1994 foretog tjenestemænd i Kommissionen og repræsentanter for de berørte medlemsstaters konkurrencemyndigheder den 1. og 2. december 1994 kontrolundersøgelser efter artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 hos en række virksomheder, bl.a. British Steel plc, Mannesmannröhren-Werke AG og Vallourec SA, som denne beslutning er rettet til. Kommissionen ønskede at undersøge, om der forelå en overtrædelse af EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81).

(2) Efter en anmodning i henhold til artikel 8, stk. 3, i protokol 23 til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt "EØS-aftalen") foretog repræsentanter for EFTA-Tilsynsmyndigheden kontrolundersøgelser samtidig for at fastslå, om der forelå en overtrædelse af EØS-aftalens artikel 53.

(3) EFTA-Tilsynsmyndigheden besluttede den 6. december 1995 at overlade Kommissionen sagen i henhold til artikel 10, stk. 3, i protokol 23 til EØS-aftalen, idet den mente, at de dokumenter, der blev fundet ved kontrolundersøgelserne, viste, at der var tale om påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet.

(4) Fra september 1996 til december 1997 blev der i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 foretaget yderligere kontrolundersøgelser hos Vallourec SA, Dalmine SpA og Mannesmannröhren-Werke AG. Senere fik samtlige virksomheder, som denne beslutning er rettet til, tilsendt begæringer om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17.

(5) Da Dalmine SpA, Siderca SAIC og Groupe Techint afslog at give visse af de ønskede oplysninger, vedtog Kommissionen den 6. oktober 1997 en beslutning rettet til disse virksomheder i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17. Siderca SAIC og Dalmine SpA indklagede denne beslutning for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans. Dalmine SpA's klage blev klart afvist ved kendelse af 24. juni 1998.

(6) Mannesmannröhren-Werke AG afslog også at give en række af de ønskede oplysninger. Kommissionen vedtog derfor den 15. maj 1998 en beslutning rettet til denne virksomhed i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17.

(7) Den 20. januar 1999 sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til de virksomheder, som denne beslutning omfatter, samt til Siderca SAIC og Tubos de Acero de México SA.

(8) Virksomhederne fik fra den 11. februar til den 22. april 1999 adgang til de dokumenter, som Kommissionen har samlet i denne sag. Ved brev af 11. maj 1999 sendte Kommissionen desuden kopier af beslutningerne om kontrolundersøgelserne i november 1994 til de virksomheder, som ikke var omfattet af beslutningerne, og som derfor ikke havde haft adgang til dem.

(9) Efter at have svaret skriftligt på klagepunktsmeddelelsen deltog alle de virksomheder, som denne beslutning er rettet til, i høringen den 10. juni 1999.

B. Parterne

1. Mannesmannröhren-Werke AG

(10) Mannesmannröhren-Werke AG (i det følgende benævnt "MRW") er en tysk virksomhed, hvoraf Mannesmann AG ejer 79 %. Sidstnævnte selskab er et tysk konglomerat, der driver virksomhed inden for maskinkonstruktion til forarbejdningsindustrierne, informationsteknologi, elektronik, fremstilling af dele til biler, produktion, forarbejdning og afsætning af stålprodukter samt levering af tjenester i tilknytning hertil. De øvrige 21 % af MRW ejes af den tyske stålproducent Thyssen Stahl AG. MRW er holdingselskab for hele Mannesmanns rørproduktion. MRW driver virksomhed inden for rørproduktion, fremstilling af basismaterialer til rørproduktion samt stålforarbejdning.

(11) Inden for rørproduktionen har MRW kapitalandele i følgende selskaber: Mannesmannrohr GmbH (100 %), Mannesmannröhren-Werke Sachsen GmbH (100 %), Mannesmann SA - Brasilien (76 %), Mannesmann Sümerbank Boru Endüstrisi TAS - Tyrkiet (60 %), Europipe GmbH (50 %), MHP Mannesmann-Hoesch Präzisrohr GmbH (50 %), Röhrenwerk Gebr. Fuchs GmbH (50 %), International Drill Pipe Assembly SA (49 %) og DMV Stainless BV (33,33 %). Desuden ejer MRW hele kapitalen i Mannesmann Handel GmbH, der varetager Mannesmann-koncernens rørdistribution og handel.

(12) MRW's aktiviteter inden for sømløse rør blev pr. 1. oktober 1997 overdraget til Vallourec & Mannesmann Tubes, hvor MRW ejer 45 % af kapitalen.

(13) Efter overtagelsen af Usinors andel i Vallourec SA kontrollerer MRW sidstnævnte selskab. MRW havde i 1998 en omsætning på 4570 mio. DEM (ca. 2321 mio. EUR).

2. Vallourec SA

(14) Vallourec SA (i det følgende benævnt "Vallourec" og undertiden betegnet "VLR" i dokumenterne) er en fransk virksomhed. Vallourec driver gennem sit datterselskab, Valtubes, virksomhed inden for produktion og forarbejdning af rør og tilsvarende produkter, ligesom det gennem datterselskabet Sopretac fremstiller og forarbejder andre jernholdige metaller. Valtubes' største datterselskaber er Vallourec Industries, Valti, Vallourec Précision Étirage, Vallourec Précision Soudage, Valinox Welded, DMV Stainless BV (33,33 %), Vallourec Oil & Gas, International Drill Pipe Assembly SA (51 %), Tubular Industries Scotland Ltd og Valmont. Vallourec havde i 1998 en omsætning på 14867 mio. FRF (ca. 2252 mio. EUR).

(15) Den 3. juni 1997 godkendte Kommissionen MRW's overtagelse af Vallourec SA og sammenlægningen af MRW's og Vallourecs produktion af sømløse rør. Den 1. oktober 1997 blev disse aktiviteter overdraget til Vallourec & Mannesmann Tubes, hvor Vallourec ejer 55 % af kapitalen.

3. British Steel Limited

(16) Som følge af fusionen mellem British Steel plc og Koninklijke Hoogovens NV den 6. oktober 1999 blev British Steel plc et helejet datterselskab af Corus Group plc. Det medførte en ændring af dets navn og juridiske form. Den 8. oktober 1999 blev British Steel plc således til British Steel Limited (i det følgende benævnt "BS"). BS er en af Europas største stålproducenter. Selskabet driver først og fremmest virksomhed inden for produktion og distribution af EKSF-produkter, men fremstiller også svejsede rør. Indtil 1995 fremstillede BS også varmvalsede og færdigbearbejdede sømløse rør. I dag beskæftiger BS sig kun med afsætning af sømløse rør via sit datterselskab Tubular Supply Services Limited (TSSL) og koldbearbejdning af rør via sit datterselskab Cold Drawn Tubes Limited. BS havde i 1998 en omsætning på 6228 mio. GBP (ca. 9207 mio. EUR).

4. Dalmine SpA

(17) Dalmine SpA (i det følgende benævnt "Dalmine") var datterselskab af Ilva (Italiens største stålproducent) og producerede sømløse rør, men blev den 27. februar 1996 overtaget af Siderca SAIC's datterselskab, Techint BV. Foruden Dalmine driver også Techint-koncernens selskaber Siderca SAIC (Argentina) og Tubos de Acero de México SA (Mexico) (i det følgende benævnt "Tamsa") virksomhed inden for sømløse rør. Disse tre selskaber går under fællesbetegnelsen DST Pipes. De producerer tilsammen over 2 millioner tons stålrør. Tamsa er specialiseret i OCTG (Oil Country Tubular Goods, se betragtning 29), som også tegner sig for størstedelen af Siderca SAIC's produktion, medens Dalmine er specialiseret i produktion af ledningsrør og mekaniske rør. Dalmine producerer og sælger hovedsagelig sømløse rør, men fremstiller også svejsede rør med lille diameter gennem sit datterselskab Tubificio di Piombino srl. Dalmines produktionskapacitet for sømløse rør er på 930 kt om året. Dalmine havde i 1998 en omsætning på 1300082 mio. ITL (ca. 669 mio. EUR).

5. Sumitomo Metal Industries Limited

(18) Den japanske virksomhed Sumitomo Metal Industries Limited (i det følgende benævnt "SMI") hører til de tyve største stålproducenter i verden. Den fremstiller både svejsede og sømløse stålrør og er Japans største producent af sømløse rør. SMI havde i 1998 en omsætning på 1469418 mio. JPY (ca. 10505 mio. EUR).

6. Nippon Steel Corporation

(19) Den japanske virksomhed Nippon Steel Corporation (i det følgende benævnt "NSC") er verdens næststørste stålproducent. Den fremstiller både svejsede og sømløse stålrør. NSC havde i 1998 en omsætning på 1975062 mio. JPY (ca. 13489 mio. EUR).

7. Kawasaki Steel Corporation

(20) Den japanske virksomhed Kawasaki Steel Corporation (i det følgende benævnt "KSC") hører til de femten største stålproducenter i verden og fremstiller både svejsede og sømløse stålrør. KSC havde i 1998 en omsætning på 836240 mio. JPY (ca. 5711 mio. EUR).

8. NKK Corporation

(21) Den japanske virksomhed NKK Corporation (i det følgende benævnt "NKK") hører til de ti største stålproducenter i verden og fremstiller både svejsede og sømløse stålrør. NKK havde i 1998 en omsætning på 1013636 mio. JPY (ca. 6923 mio. EUR).

C. Markedet

1. Stålrør generelt

(22) Sektoren for stålrør omfatter en lang række forskellige rør til mange anvendelsesformål, og de fremstilles efter forskellige produktionsmetoder.

(23) Afhængigt af produktionsmetoden skelner man mellem:

- sømløse stålrør, som fremstilles på grundlag af massive emner, der gennembores og strækkes under varmebehandling og uden metaltab

- svejsede stålrør (på langs eller på tværs), som fremstilles på grundlag af flade produkter, der formgives og svejses. De kan opdeles i rør med stor diameter (udvendig diamenter på mindst 406,4 mm) og rør med lille eller middel diameter (udvendig diameter på under 406,4 mm).

(24) I de sidste 25 år har de sømløse rør gradvis mistet betydning til fordel for svejsede rør set i forhold til den samlede rørproduktion og det samlede rørforbrug. I 1960 udgjorde de svejsede rør 52 % af stålrørsproduktionen på verdensplan, medens de nu tegner sig for 68,5 %. Der er således sket en udskiftning, som blandt andet kan forklares med den teknologiske udvikling inden for produktionen af svejsede rør, der med lavere produktionsomkostninger kan opfylde de krav, som hidtil kun har kunnet opfyldes af sømløse rør. Det har dog vist sig, at udskiftningsprocessen har nået sin grænse, idet der til bestemte formål kun kan anvendes sømløse rør (meget høje tryk, stor hårdhed, varmebestandighed).

2. Krisen i stålindustrien

(25) EU's stålmarked har siden 1970'erne befundet sig i en langvarig og alvorlig krisesituation, som især har været kendetegnet ved den vedvarende nedgang i efterspørgslen og det voldsomme prisfald. Disse markedsvilkår har skabt alvorlige problemer med overkapacitet, ringe udnyttelse af anlæggene og priser, der ikke kan dække alle produktionsomkostningerne og sikre virksomhedernes rentabilitet. Krisen på stålmarkedet har ikke blot ramt EKSF-industrien, men også stålsektorer uden for EKSF, blandt andet de rør, som denne beslutning vedrører. For at imødegå denne krisesituation vedtog Kommissionen fra 1977 til 1988 i henhold til EKSF-traktaten en række mere eller mindre stramme ordninger for produktions- eller leveringskvoter samt foranstaltninger vedrørende priserne og udenrigshandelen.

(26) For EU's vedkommende er der siden 1980 foretaget en kraftig omstrukturering af produktionen for at tilpasse kapaciteten efter de skiftende markedsforhold. Indtil udgangen af 1990 var produktionskapaciteten for sømløse rør blevet nedbragt med ca. 20 %. Mellem 1988 og 1991 blev over 20000 arbejdspladser nedlagt inden for denne sektor. Siden begyndelsen af 1991 har den kraftige forværring i produktionsforholdene i Fællesskabet kombineret med en voksende import givet anledning til drastiske beslutninger om en fortsat nedskæring af kapaciteten til det strengt nødvendige og lukning af flere produktionsanlæg i Tyskland, Italien og Det Forenede Kongerige.

(27) I 1972 indgik Kommissionen som led i sine kommercielle kriseforanstaltninger en aftale med den japanske regering om frivillig eksportbegrænsning. Efter anmodning fra det japanske ministerium for industri og udenrigshandel (MITI) indgik de seks japanske producenter (hvoraf de fire er omfattet af denne beslutning) i 1975 en aftale om eksportkvoter for stålprodukter til Fællesskabet. I 1978 indgik Kommissionen som led i sin kriseplan af 1977 en aftale med MITI for at nå frem til en prisordning, der skulle forhindre uro på EU-markedet, og for at sikre de traditionelle handelsstrømme(3). Selv om denne aftale specielt vedrørte EKSF-produkter, indeholdt den også en bestemmelse om, at de to parter skulle bestræbe sig på at forhindre uro på markederne for den primære stålforarbejdning (herunder rør). Aftalen af 1978 blev videreført indtil 1987. I henhold til en aftale mellem Kommissionen og MITI blev sidstnævntes godkendelse af de japanske virksomheders kvoteaftale forlænget indtil 1990.

3. Produktmarkederne

(28) De produkter, som denne sag vedrører, er sømløse rør af kulstofstål (altså eksklusive rustfrie stålrør) og især rør til olie- og gasindustrien, der tegner sig for mellem 40 % og 50 % af forbruget af sømløse rør(4). I en oliebrønd skal kulbrinte eller gas kunne ledes fra det sted, hvor den dannes, dvs. mellem 2000 m og 5000 m under jorden, op til jordoverfladen (onshore) eller vandoverfladen (offshore), hvorfra den transporteres videre til forarbejdningsanlæggene. Blandt de sømløse rør, der anvendes inden for denne industrigren, skal nævnes to hovedkategorier:

a) Borerør (OCTG)

(29) Borerør kaldes i almindelighed OCTG-rør (Oil Country Tubular Goods). OCTG-rør omfatter glatte og gevindskårne rør (standard- eller "premium"-gevind). De har specielle egenskaber afhængigt af de forskellige færdigbehandlings- og kontrolprocesser (varmebehandling, ultralydkontrol, hydrostatiske trykforsøg, indvendig og udvendig beklædning). I beslutningen om Mannesmann/Vallourec(5) fastslog Kommissionen, at der fandtes to forskellige produktmarkeder inden for OCTG-rør:

- foringsrør (casings) og produktionsrør (tubings). De førstnævnte anvendes til afstivning af borebrøndens vægge (de skal kunne modstå de meget store tryk, der opstår ved jordbevægelser), medens de sidstnævnte anvendes til at lede olie eller gas op til overfladen. Der findes kun en standard for forings- og produktionsrør på verdensplan (API 5 CT). Langt størstedelen af disse rør er sømløse, selv om man til visse foringsrør også kan anvende svejsede rør

- borerør (drill pipes). Disse rør anvendes til boreredskabet og skal dels give dette en roterende bevægelse, dels sikre cirkulation i boreslammet. De samles med højtudviklede specialgevind, der skal kunne modstå træk- og vridningspåvirkninger og være vandtætte. Der findes kun en standard for disse rør på verdensplan (API 5 D), og der kan kun anvendes sømløse rør.

(30) På grundlag af de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, mener den, at denne markedsafgrænsning også gælder i den foreliggende sag.

(31) OCTG-rør kan sælges uden gevind (glatte rør, der også er defineret i API-standarden) eller med gevind. Gevindene fremstilles ofte på den samme fabrik eller i hvert fald af den samme virksomhed som rørene. Man taler i så fald om "mill-joint". Undertiden fremstilles gevindene på et gevindværksted, der er helt adskilt fra rørproduktionen, og man taler i så fald om "shop-joint", som er det hyppigst forekommende i USA, men der findes også gevindværksteder i Det Forenede Kongerige.

(32) OCTG-rør kan samles med standardgevind (normalt kaldet API) eller specialgevind (normalt kaldet "premium"-gevind, der almindeligvis er patentbeskyttede). I modsætning til standardgevind, der ikke er helt vandtætte (gevindet indebærer en naturlig lækagerisiko, idet det ikke kan holdes tæt i længere tid med det fedtstof, der påsmøres ved monteringen), er "premium"-gevind absolut tætte og hindrer enhver risiko for lækage. Der findes flere "premium"-gevind: VAM (der benyttes af Vallourec, SMI og BS), NS-CC (der benyttes af NS), Fox (der benyttes af KSC), NK 3SB (der benyttes af NKK), Antares (der benyttes af Dalmine) og BDS (der benyttes af MRW).

(33) Rør med standardgevind tegner sig for ca. 55 % af den samlede omsætning af OCTG-rør for de virksomheder, som denne beslutning er rettet til. Heraf afsætter de 17 % i Fællesskabet (jf. bilag 2), hvor "premium"-gevindene har været de mest anvendte siden sidste halvdel af 1980'erne.

b) Ledningsrør (linepipes)

(34) Rør til transport af olie og gas over korte eller længere strækninger betegnes normalt ledningsrør. Disse rør skal være meget faste og hårde, varme-, kulde- og rustbestandige samt være svejselige. I ovennævnte beslutning om Mannesmann/Vallourec fastslog Kommissionen, at disse rør udgør et særskilt produktmarked. På grundlag af de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, mener den, at denne markedsafgrænsning også gælder i den foreliggende sag. Inden for dette produktmarked skelner man mellem "projektledningsrør", der skal opfylde bestemte specifikationer og anvendes til bestemte projekter, og "handelsledningsrør", der er standardiserede og sælges som lagervarer. Projektledningsrør tegner sig for ca. 45 % af den samlede omsætning af sømløse ledningsrør for de virksomheder, som denne beslutning er rettet til. Heraf sælger de 31 % i Fællesskabet (jf. bilag 2).

4. De geografiske markeder

(35) I ovennævnte beslutning om Mannesmann/Vallourec fastslog Kommissionen, at markedet for OCTG-rør måtte anses for at være et verdensmarked i betragtning af, at transportomkostningerne er ubetydelige i forhold til prisen, at der kun findes en enkelt standard på verdensplan for hver af disse rørtyper (API 5 CT for forings- og produktionsrør og API 5 D for borerør), og at handelen mellem Europa og den øvrige verden er betydelig. På grundlag af de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, mener den, at denne markedsafgrænsning også gælder i den foreliggende sag.

(36) Med hensyn til ledningsrør fastslog Kommissionen i Mannesmann/Vallourec-beslutningen, at det geografiske marked omfattede mindst det europæiske marked i betragtning af, at transportomkostningerne ikke er væsentlige, at markedsintegrationen er betydelig, og at priserne ikke varierer fra det ene land til det andet. På grundlag af de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, mener den, at denne markedsafgrænsning også gælder i den foreliggende sag.

5. Udbud

a) Produktion og udenrigshandel

(37) Som det fremgår af bilag 1, har Fællesskabet verdens største produktion af sømløse rør. Det eksporterer ca. 45 % af sin produktion og er dermed verdens største eksportør tæt fulgt af Japan og Latinamerika.

(38) Inden for Fællesskabet fremstilles der sømløse rør i seks lande, og Tyskland, Italien og Frankrig varetager tilsammen 85 % af Fællesskabets produktion.

(39) OCTG-rør og ledningsrør tegner sig for ca. 50 % af den samlede produktion af sømløse rør på verdensplan.

(40) Den geografiske fordeling af leverancerne af sømløse OCTG-rør fra de virksomheder, som denne beslutning er rettet til, fremgår af bilag 3. Den største aftager er Kina (27 %) efterfulgt af Europa (20 %), Mellemøsten (10 %) og Fjernøsten (10 %).

(41) Den geografiske fordeling af leverancerne af sømløse ledningsrør fra de virksomheder, som denne beslutning er rettet til, fremgår af bilag 4. Den største aftager er Europa (26 %) efterfulgt af Fjernøsten (24 %), Nordamerika (13 %) og Mellemøsten (12 %).

b) De største producenter

(42) Standardrør og rør af højere kvalitet fremstilles i de samme valseværker og på de samme maskiner og undergår derefter en bestemt færdigbehandling, der afhænger af deres endelige anvendelsesformål: gevindskæring, specialsamling, varmebehandling, formgivning, strækning. De største producenter opererer på samtlige produktmarkeder (MRW-Vallourec, Techint-koncernen, SMI, NSC, NKK, KSC og US Steel). Andre producenter har specialiseret sig i nogle af disse markeder.

c) Udvikling i produktionskapaciteten

(43) Fra 1975 til 1994 steg produktionskapaciteten for sømløse rør på verdensplan med 20 %. Udviklingen var dog ikke den samme i de forskellige geografiske områder. I Vesteuropa og USA steg kapaciteten fra 1975 til 1980, hvorefter den faldt gradvis, hvilket fortsat er tilfældet. I Japan steg kapaciteten fortsat indtil 1985, hvorefter den begyndte at falde. I Central- og Østeuropa har produktionskapaciteten stort set været konstant siden 1975. Endelig er produktionskapaciteten fortsat steget i Asien og Latinamerika, og der er derfor sket en geografisk forskydning af udbuddet.

(44) Udviklingen i udbuddet af sømløse rør er nært knyttet til udviklingen på oliemarkedet. Sidst i 1970'erne steg efterspørgslen efter olieledninger således kraftigt på verdensplan. Dette gav anledning til opførelse af nye rørvalseværker i Japan, Kina og Sovjetunionen, der blev sat i gang midt i 1980'erne. Da efterspørgslen faldt kraftigt fra 1982, opstod der en krise inden for industrien, og det blev nødvendigt at foretage kapacitetsnedskæringer.

(45) For øjeblikket er der overkapacitet på verdensplan, som ifølge visse kilder udgør 40 %. Dette bekræftes af de svar, som de virksomheder, denne beslutning er rettet til, afgav på Kommissionens begæring om oplysninger efter artikel 11 i forordning nr. 17.

6. Efterspørgsel

(46) Fra 1960 til 1980 voksede forbruget af sømløse rør på verdensplan med konstant 5 % om året (undtagen i 1975). Efter 1980 begyndte det at aftage og ligger nu en smule højere end i 1960 og skulle ifølge visse kilder blive stabilt i fremtiden.

(47) Efterspørgslen er præget af kraftige konjunkturudsving, der afhænger af udsvingene på oliemarkedet. Ifølge Kommissionens stålprognose for første halvår 1999 og for hele 1999(6) er den særdeles positive udvikling inden for sektoren for stålrør i 1997 og indtil første halvår 1998 for eksempel blevet efterfulgt af en kraftig forringelse ved udgangen af 1998, hvilket blandt andet skyldes, at efterspørgslen inden for oliesektoren faldt drastisk, og at der ikke blev gennemført nye projekter for anlæg af rørledninger.

(48) De største forbrugere af OCTG-rør og ledningsrør er olieeftersøgnings- og udvindingsselskaber, der generelt køber deres rør ved internationale udbud.

(49) Forbruget af sømløse OCTG-rør udgør på verdensplan 5,1 millioner tons om året, og det samme gælder forbruget af sømløse ledningsrør(7).

(50) Forbruget af sømløse OCTG-rør i Fællesskabet som helhed samt i Tyskland, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige fremgår af følgende tabel:

>TABELPOSITION>

Kilde: Udarbejdet på grundlag af tal fra virksomhederne og oplysninger om udenrigshandelen.

(51) Forbruget af sømløse ledningsrør i Fællesskabet som helhed samt i Tyskland, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige fremgår af følgende tabel:

>TABELPOSITION>

Kilde: Udarbejdet på grundlag af tal fra virksomhederne og oplysninger om udenrigshandelen.

(52) Forbruget i Det Forenede Kongerige udgør således ca. 35 % af Fællesskabets forbrug af sømløse OCTG-rør og ledningsrør.

D. Europa-Japan-klubben

(53) De dokumenter, som Kommissionen kopierede under kontrolundersøgelsen den 1. december 1994, viste, at der mellem de europæiske og japanske producenter af sømløse stålrør havde været holdt møder under betegnelsen Europa-Japan-klubben. De vedrørte også de såkaldte "Fundamentals", der tilsyneladende regulerede forbindelserne mellem disse producenter. Under en kontrolundersøgelse den 17. september 1996 i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17, afgav Vallourec en skriftlig erklæring som svar på de spørgsmål, Kommissionens repræsentanter havde stillet med hensyn til citaterne "Club Europe/Japon" (Europa-Japan-klubben) og "Fundamentals". Denne erklæring omfattede en beskrivelse af aftalens grundlæggende regler ("Fundamentals"), de berørte produkter, aftalens varighed samt de praktiske regler for dens anvendelse.

(54) Erklæringen blev i alt væsentligt bekræftet af BS i dets svar af 31. oktober 1997 på Kommissionens begæring om oplysninger: "[...] In practice, domestic markets were reserved to the local producers in the first instance"(8) (s. 11932)(9). Disse udsagn blev underbygget af de erklæringer, som flere af Dalmines ledende medarbejdere afgav til statsadvokaten i Bergamo i juni 1995, blandt andet [...], der bekræftede, at han havde deltaget i møderne (s. 8220b 1-29).

1. Aftalens oprindelse

(55) Europa-Japan-klubben indledte sit arbejde i 1977. Vallourec skriver i sin erklæring:

"Ces échanges ont commencé après la chute du marché de 1977 (postérieure au premier boom pétrolier"

(s. 6258)(10).

2. Produkterne, deltagerne og klubbens struktur

a) Produkterne

(56) Ifølge Vallourecs skriftlige erklæring er de produkter, der er omfattet af de aftaler, som beskrives nærmere i det følgende, sømløse OCTG-rør (API) og projektledningsrør.

b) Deltagerne

(57) Vallourec (s. 6355), BS (s. 11932), NSC (s. 13547-13549), NKK (s. 14456-14457, 14491-14498), SMI (s. 14176-14177) og KSC (s. 14605) anførte i deres svar på Kommissionens begæring om oplysninger, at klubbens medlemmer var de europæiske virksomheder BS, Dalmine, Mannesmann og Vallourec og de japanske virksomheder Kawasaki, NKK, Nippon Steel og Sumitomo Metals.

c) Struktur

(58) Ifølge Vallourecs erklæring holdt klubbens medlemmer møde på følgende tre niveauer:

- ekspertmøder

- direktørmøder

- formandsmøder.

(59) Opdelingen af disse møder fremgår klart af den tidsplan, "Timetable for OCTG/Linepipe", som BS fremlagde på mødet den 23. september 1993: europæerne samordner deres stilling på forberedende møder, hvorefter de drøfter den med virksomhederne fra Japan og Latinamerika på de tre niveauer, der er nævnt i betragtning 58(11) (s. 4912).

(60) Møderne i Europa-Japan-klubben fandt sted ca. to gange om året, men ikke med faste mellemrum. Under kontrolundersøgelsen den 17. september 1996 efter artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 oplyste Vallourec datoerne for nogle af disse møder fra 1992 til 1994 (14.4.1992 i Firenze, 23.10.1992 i Tokyo, 19.5.1993 i Paris, 5.11.1993 i Tokyo og 16.3.1994 i Cannes) (s. 6358). Dokumenter, der blev kopieret hos Vallourec (s. 15586 og 4350), omhandler møderne i Europa-Japan-klubben i 1989 og 1991.

3. Principper

(61) Aftalen om OCTG-rør og ledningsrør bygger ifølge Vallourec på tre hovedprincipper:

a) hjemmemarkederne respekteres ("fundamentals")

b) [...]

c) [...].

a) "Fundamentals"

(62) Ifølge Vallourecs erklæring bestod aftalens grundprincip (der i dokumenterne betegnes som "fundamentals") i, at de forskellige producenters hjemmemarkeder skulle respekteres. Det Forenede Kongerige (offshore) blev betragtet som delvis beskyttet, dvs. at en konkurrent skulle kontakte den lokale producent af rør til olieindustrien, før han afgav tilbud (s. 6257). Dokumentet "entretien BSC" (s. 15596-15599) bekræfter dette princip.

(63) I svaret på de spørgsmål, der blev stillet under kontrolundersøgelsen efter artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 den 22. april 1997, beskriver MRW "fundamentals" således:

"Mir ist der Begriff 'Fundamentals' nur im Zusammenhang mit Verhaltensweisen europäischer und japanischer Hersteller aus der Vergangenheit (dh vor 1.4.1995) bekannt. Nach meiner Kenntnis, handelt es sich bei den 'Fundamentals' um eine Übereinkunft betreffend OCTG-Rohre und Project linepipe, die im wesentlichen den Schutz der jeweiligen Heimatsmärkte bezweckte. Dies bedeutete, daß japanische Hersteller in diesen Bereichen nicht in europäischen Märkte vordrängen sollten, während europäische Hersteller nicht nach Japan liefern sollten"

(12) (s. 10990A).

(64) [...], der fra 1991 til sidst i 1992 var [...] og dernæst blev kommerciel direktør for denne afdeling indtil udgangen af 1994 oplyste i sin erklæring af 1. juni 1995 til statsadvokaten i Bergamo:

"le gare d'appalto [...] venivano costantemente vinte dalla Dalmine, in quanto nelle riunioni dei club dei produttori (cartelli) che si tenevano due volte l'anno, una volta in Europa ed una volta in Giappone, si stabiliva un gentlement agreement per il quale ciascun produttore avrebbe avuto diritto di vincere in patria le gare d'appalto, sulla base di une regola internazionalmente accettata per cui, fatta pari a 100 l'offerta dell'operatore nazionale, gli altri operatori si impegnano ad offrire un prezzo superiore di un tasso variabile tra l'8 e il 10 % ...Se taluno degli operatori, in violazione del patto, sottoquota un concorrente sul mercato domestico, subisce come sanzione minacce di ritorsione tali da ritirare l'offerta, ma ciò non capita perché la regola è rigidamente osservata"

(13) (s. 8220b, s. 12).

(65) I det skriftlige svar af 4. april 1997 på det spørgsmål om indholdet i "fundamentals", Kommissionen stillede under kontrolundersøgelsen den 13. februar 1997, udtaler Dalmine: "esse possano riflettere la posizione dell'industria comunitaria dei tubi in acciaio senza saldatura ... Questa posizione si è sviluppata su due linee: attuazione di un processo di razionalizzazione ...; contatti con l'industria giapponese la cui capacità produttiva superava la domanda. I contatti si riferivano all'esportazione di tubi (specialmente quelli per l'industria petrolifera) in aree diverse dalla CE (quali Russia e Cina) e volgevano anche a limitare l'esportazione di tubi alla CE in seguito alla chiusura degli impianti di British Steel e quindi a proteggere l'industria comunitaria dei tubi senza saldatura"(14) (s. 15099-15101).

(66) BS udtaler følgende om Europa-Japan-klubben i sit svar af 31. oktober 1997 på Kommissionens begæring om oplysninger: "In practice, domestic markets were reserved to the local producers in the first instance"(15) (s. 11933).

(67) De såkaldte "fundamentals" nævnes også i Vallourecs interne notat (s. 15591-15594) om et møde den 1. juni 1990 (ifølge Vallourecs interne notat af 24.7.1990) mellem BS og Vallourec:

"L'analyse de VLR est qu'il ne faut pas ouvrir la porte aux Japs en les favorisant d'un british content. Il faut jouer les fondamentals à fond, la première démarche étant d'écrire via le pt du Club aux pt Jap pour signaler les implantations des shojas en UK. Il paraît ambitieux d'imaginer que BSC puisse organiser un sharing key en PJ japonais alors que SMI se casse les dents sur ce point depuis de longs mois"

(16) (s. 15598).

(68) En undersøgelse af leverancerne fra medlemmer af Europa-Japan-klubben viser, at dette princip blev overholdt.

SØMLØSE OCTG-RØR OG LEDNINGSRØR

Den lokale producents andel i leverancerne fra BS, Dalmine, MRW, Vallourec, SMI, KSC, NSC og NKK

>TABELPOSITION>

Kilde: Virksomhedernes svar på begæringen om oplysninger efter artikel 11.

(69) Det er på baggrund af denne beskyttelse af hjemmemarkederne, at man skal fortolke følgende sætning i Vallourecs interne notat af 20. juni 1994 [...]: "STDM devrait tout de même respecter à peu près le UK en échange de notre protection du Mexique et de l'Argentine, mais dans le reste du monde il essaiera de développer ses ventes au maximum"(17) (s. 15813).

b) De "særlige markeder"

(70) [...].

(71) [...].

c) Opdeling af øvrige markeder

(72) [...].

(73) [...].

(74) [...].

(75) [...].

(76) [...].

(77) Dette samarbejde omfattede også konkrete projekter (s. 4283).

4. Leveringskontrakter mellem BS, Vallourec, Dalmine og MRW om glatte rør

(78) I forbindelse med beskyttelsen af hjemmemarkederne ("fundamentals") skabte BS' indstilling af produktionen af varmvalsede sømløse rør i 1990 et problem med hensyn til "indenlandske" leverancer på det britiske marked. Vallourec og BS indførte således begrebet "fundamentals improved". I afsnittet "Respect du UK par les japonais" (japanerne skal respektere UK) i referatet af et møde mellem Vallourec og BS den 24. juli 1990 står der følgende:

"MRW est le seul producteur européen qui fasse peur aux japonais et qui puisse donc imposer un respect des 'fundamentals improved'. MRW aurait un intérêt à la défense des 'fundamentals' sur le UK puisqu'il fournirait une partie des plain end pipes après l'arrêt de Clydesdale ... VLR insiste sur le fait que toute alliance en Europe doit être faite avec une part suffisamment forte pour MRW"

(18) (s. 15586 ff.).

Mødets konklusion:

"BS et VLR s'accordent pour dire que ce renforcement de la CEE est jouable et doit aboutir à des 'fundamentals improved' qui interdiraient aux japonais l'accès du UK même après que Clydesdale aurait été fermé. PhV(19) ajoute qu'un respect à 100 % des 'fundamentals' en UK est impossible mais que si les exceptions ne dépassent pas 15000 tonnes par an, la situation sera supportable. BS évoque toutefois la possibilité d'acheter des plain ends à UTM, SIDERCA et TAMSA pour éviter leur concurrence sauvage"

(20) (s. 15587).

(79) Efter lukningen af fabrikken i Clydesdale indgik BS kontrakter med nedenstående virksomheder om levering af glatte rør til sit datterselskab TSSL, der varetager varmebehandling og gevindskæring:

- Vallourec (24.7.1991): levering af [...] % af BS' samlede behov (s. 12867 ff.)

- Dalmine (4.12.1991): levering af [...] % af BS' samlede behov (s. 12910 ff.)

- MRW (9.8.1993): levering af [...] % af BS' samlede behov (s. 12948 ff.).

(80) Muligheden for at fordele leverancerne af glatte rør mellem de europæiske producenter og knytte BS' priser og afsætning sammen med de europæiske producenters salg af glatte rør havde allerede været under overvejelse hos Vallourec i marts og i maj 1990 i forbindelse med lukningen af Clydesdale: "... si ... on peut obtenir des Japonais qu'ils n'interviennent pas sur le marché UK, et que le problème se règle entre Européens. Dans ce cas on partagerait effective-ment les tubes lisses entre MRW, VLR et Dalmine. Dans ce scénario II, on aurait probablement intérêt à lier les ventes de VLR à la fois au prix et au volume du VAM vendu par BSC"(21) (s. 15624-15625); (ifølge kontrakterne afhang priserne på de glatte rør, som MRW, Vallourec og Dalmine skulle levere til BS, af BS's salgspriser på gevindskårne rør) "MRW/DALMINE/VLR obtiennent que BSC achète ses tubes lisses en priorité aux Européens qui se répartissent cette fourniture selon une règle stricte"(22) (s. 15611). To måneder senere (den 24.7.1990) blev det betragtet som givet, at MRW skulle levere glatte rør til BS ("MRW aurait un intérêt à la défense des 'fundamentals' sur le UK puisqu'il fournirait une partie des plain end pipes après l'arrêt de Clydesdale"(23) (s. 15586).

(81) Gennem disse leveringskontrakter forpligtede BS sig til:

- at dække sit samlede behov for glatte rør, der tidligere blev leveret af anlægget i Clydesdale, ved køb hos Vallourec ([...] %), MRW ([...] %) og Dalmine ([...] %)

- at oplyse Vallourec, MRW og Dalmine om sine priser hvert kvartal

- at oplyse Vallourec, MRW og Dalmine om sit forbrug af glatte rør hvert år.

(82) Vallourec, MRW og Dalmine forpligtede sig til gengæld til at levere BS ubestemte (på forhånd ubekendt) mængder glatte rør og til ikke at tilbyde BS priser og salgsvilkår, der indebar en forskelsbehandling i forhold til andre kunder i Det Forenede Kongerige. Aftalerne blev indgået for fem år. Efter denne periode vil de fortsat være i kraft, så længe ingen af parterne har opsagt dem med 12 måneders varsel.

5. Omlægning af klubben

a) Krisen i 1993

i) Forstyrrende elementer

(83) En række elementer forstyrrede aftalens ligevægt:

- omstruktureringen af den europæiske industri, bl.a. BS' indstilling af produktionen af sømløse rør og den mulige lukning af virksomheden New Tubemeuse (i det følgende benævnt "NTM")

- de latinamerikanske producenters voksende styrke, der gjorde det vanskeligt at anvende de fordelingsnøgler, som Europa-Japan-klubben havde fastlagt

- svejsede OCTG-rørs voksende betydning med en andel af verdensmarkedet, der kan anslås til 20 % på trods af forskelle mellem de forskellige områder (i Europa er de svejsede OCTG-rørs andel meget beskeden (ca. 5 %), medens den kan nå op på 50 % i f.eks. USA).

ii) Europæernes stilling

(84) Dokumentet med titlen "Paper for presidents on OCTG and project linepipe" (s. 4902-4908)(24) (i det følgende benævnt "formandspapiret") og dokumentet med titlen "g) Japanese" (s. 4909-4914)(25) nævner disse forstyrrende elementer og præciserer europæernes stilling på mødet i Tokyo den 5. november 1993. Europæerne ønsker i det væsentlige, at den igangværende omstrukturering af den europæiske industri fortrinsvis gavner de europæiske producenter, ved at det europæiske marked (herunder offshore-områderne) skal være forbeholdt dem. Den foreslåede handlingsplan består i:

- at fastlægge den tonnage, som det er acceptabelt at lade de japanske og latinamerikanske virksomheder levere i Europa

- at true japanerne med, at man, hvis de ikke retter sig derefter:

a) [...]

b) [...]

c) ikke vil omstrukturere den europæiske industri og sikre NTM's lukning

d) vil indgive en dumpingklage.

b) Mødet den 5. november 1993

(85) På mødet i Tokyo blev der indgået en ny trepartsaftale, hvis indhold fremgår af et dokument, som Kommissionen fik tilsendt af en udenforstående (der anmodede om ikke at få sin identitet afsløret) den 12. november 1997 (i det følgende benævnt "sharing key"-dokumentet (s. 7320)), og som skulle stamme fra en handelsagent for en af deltagerne i mødet.

Følgende tre hovedspørgsmål blev drøftet på dette møde:

- konsekvenserne af at udvide klubben til også at omfatte latinamerikanske producenter

- følgerne af omstruktureringen af den europæiske industri

- [...].

i) Konsekvenserne af at udvide klubben til Latinamerika

(86) "Sharing key"-dokumentet viser, at de forbindelser, man havde knyttet til de latinamerikanske producenter, var faldet delvis heldigt ud. [...]. De latinamerikanske producenter fremsatte dog et udtrykkeligt forbehold med hensyn til at skulle respektere det europæiske marked(26) (s. 7320) og leverede betydelige mængder til Europa. "Sharing key"-dokumentet står i klar modstrid med Vallourecs svar på de mundtlige spørgsmål, der blev stillet under kontrolundersøgelsen den 18. december 1997, og Siderca SAIC's og Tamsas svar på klagepunktsmeddelelsen, idet de havde udtalt, at de sonderende drøftelser, som de europæiske producenter havde indledt med de latinamerikanske sidst i 1993, ikke havde givet noget resultat.

ii) Følgerne af den europæiske industris omstrukturering

(87) I såvel det forberedende dokument som selve aftalen bør der skelnes mellem lukningen af den belgiske producent NTM og BS' indstilling af produktionen.

Lukning af NTM

(88) Som følge af lukningen af markedet i det tidligere Sovjetunionen og faldet i efterspørgslen efter rør til olieindustrien på verdensplan i årene 1992-1993 blev NTM's finansielle situation kraftigt forringet. Dette fik moderselskabet (Soconord) til at søge en partner, der især var interesseret i gevindanlæggene, hvis konkurrenceevne var bedre end varmbehandlingsanlæggenes (elektrisk ovn og valseværk). Der blev ført forhandlinger [...], men de førte ikke til noget resultat. NTM's produktion blev indstillet fuldstændigt den 31. december 1993; gevindanlæggene og valseværket blev overført til Iran i august 1996.

(89) Som det fremgår af dokumenterne "formandspapiret" og "g) japanese", blev NTM's eventuelle lukning brugt som middel i forhandlingerne med japanerne i et forsøg på at opnå modydelser. I betragtning af at NTM leverede ret betydelige mængder til specielt Mellemøsten og Fjernøsten, ville dens eventuelle lukning blive meget fordelagtig for de japanske og latinamerikanske producenter på grund af fordelingsnøglerne.

Vallourecs overtagelse af BS' færdigbehandling af OCTG-rør

(90) Som følge af et rationaliseringsprogram ville der fortsat være rørproduktionsanlæg i Det Forenede Kongerige, hvilket skulle vise konkurrenterne uden for Europa, at Det Forenede Kongerige stadig var en stor producent inden for en stærk europæisk industri (s. 4626-4640). Som det fremgår af "formandspapiret", ville de europæiske producenter sikre sig, at BS' indstilling af sin produktion af sømløse rør hverken ændrede fordelingsnøglerne eller det britiske markeds status:

"Although the japanese have agreed not to request changes in our agreements if the EC seamless industry were to restructure, there is no guarantee that they would follow this precept if British Steel were to exit the tubemaking or finishing in the UK"

(27) (s. 4902).

(91) Den 21. januar 1993 sendte BS Vallourec (og sandsynligvis også MRW og Dalmine) en række foreløbige forslag til en aftale om omstrukturering af sektoren for sømløse rør, der skulle drøftes på mødet i Heathrow den 29. januar 1993 mellem Mannesmann, Vallourec, Dalmine, og British Steel (s. 4628). Dette dokument indeholder følgende: "British Steel has indicated its intention to withdraw eventually from seamless tube manufacture. It seeks to do this in an orderly and controlled manner in order to avoid disruption in the supply of tubes to its customers and to assist these producers who acquire the business to retain the order load ... Discussions have been held over the last six months between British Steel and other producers interested in acquiring assets from British Steel and British Steel believes that there is a consensus to proceed along the lines described in this paper"(28). Et af forslagene gik ud på at overdrage Vallourec OCTG-aktiviteterne og bibeholde kontrakterne om levering af glatte rør mellem BS og Vallourec, MRW og Dalmine i de samme forhold. Samme dag blev der holdt møde mellem MRW og BS, hvor MRW "agreed that Vallourec should take the lead in the future ownership of the OCTG Business"(29) (s. 4626). Dalmines dokument med titlen "Seamless steel tube system in Europe and market evolution" (s. 2053), af maj-august 1993, fastslog, at en løsning på BS' problem, der kunne tilfredsstille alle, kun kunne findes i europæisk sammenhæng. Dalmine accepterede også, at Vallourec overtog BS' anlæg.

(92) Den 22. februar 1994 overtog Valtubes (Vallourecs datterselskab) kontrollen med BS' skotske anlæg, der var specialiseret i varmebehandling og VAM-gevind, og oprettede selskabet Tubular Industries Scotland Limited (TISL), der blev førende på Nordsø-markedet for levering af rør med "premium"- eller standardgevind(30). Vallourec, der ved denne lejlighed havde haft mulighed for at opsige kontrakterne med BS (bestemmelse 9 i)) og dermed ville have fået et yderligere afsætningsmarked for sin produktion af glatte rør, forlængede den 31. marts 1994 BS' kontrakter med Dalmine og MRW om levering af glatte rør, jf. betragtning 79. Kontrakten med MRW var stadig i kraft den 24. april 1997 (det tidspunkt, hvor der blev foretaget en kontrolundersøgelse hos MRW). Kontrakten mellem TISL og Dalmine gælder stadig, men som følge af Kommissionens klagepunktsmeddelelse har parterne som sikkerhedsforanstaltning aftalt, at den vil blive ophævet med tilbagevirkende kraft til 30. marts 1999, hvis Kommissionen fastholder sine klagepunkter i den endelige beslutning.

(93) Den 31. marts 1994 indgik BS og Vallourec (TISL) en kontrakt om, at BS skulle levere [...] for visse typer glatte rør med lille diameter til OCTG. Denne kontrakt udløb med lukningen af Wednesfield i december 1995, men den kan naturligvis ikke adskilles fra Vallourecs køb en måned tidligere af BS' skotske anlæg, der er specialiseret i varmebehandling og VAM-gevind.

(94) "Sharing key"-dokumentet viser, at omstruktureringen af den europæiske industri påvirkede forhandlingerne, som i hvert fald over for de japanske producenter faldt ud som europæerne ønskede det: Europa var forbeholdt dem. De latinamerikanske producenter var til gengæld uenige heri.

iii) Det kinesiske marked

(95) [...].

6. Aftalens ophør

(96) Selv om det sidste møde, der kan spores i sagsakterne, fandt sted i marts 1994, fremgår det af Vallourecs erklæring, at Europa-Japan-klubben først indstillede sine aktiviteter i 1995.

(97) MRW bekræfter, at "fundamentals" stammer fra tidligere (dvs. inden [...] tiltræden den 1. april 1995).

II. RETLIG VURDERING

A. Generelt

(98) I EF-traktatens artikel 81, stk. 1, er det fastsat, at alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, er uforenelige med fællesmarkedet og forbudt, navnlig når de består i direkte eller indirekte fastsættelse af salgspriser eller andre forretningsbetingelser, begrænsning af eller kontrol med produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer samt markedsopdeling.

B. Europa-Japan-klubben

1. Overtrædelsen

(99) For at en begrænsning kan betragtes som en aftale i henhold til EF-traktatens artikel 81, stk. 1, er det efter Kommissionens opfattelse ikke nødvendigt, at aftalen er juridisk bindende for parterne. Der foreligger en aftale, hvis parterne deltager frivilligt i en plan, der begrænser eller vil kunne begrænse deres kommercielle handlefrihed, fordi den fastlægger retningslinjer for deres fælles indsats på markedet eller deres passivitet. Der kræves ingen aftalemæssige sanktioner eller gennemførelsesprocedurer. Det er heller ikke nødvendigt, at aftalen er indgået skriftligt(31).

(100) Fra 1977 deltog virksomhederne BS, Dalmine, MRW, Vallourec, KSC, NKK, NSC og SMI i et frivilligt samarbejde om forretningspolitikken vedrørende sømløse OCTG-rør (API) og sømløse projektledningsrør i de forskellige geografiske områder. Der er således tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 81, stk. 1, hvis eksistens fremgår af flere dokumenter samt af Vallourecs og Dalmines erklæringer (i betragtning 69): i "formandspapir" af 23. september 1993, der er omhandlet i betragtning 84, tales der om "the current agreements" ("de gældende aftaler") og "our agreements" ("vore aftaler"). I dokumentet "referat af samtalen med JF i Bruxelles" nævnes "aftalerne" som synonym med "klub" eller endog "den nuværende ordning". I "sharing key"-dokumentet er der klart fastsat følgende: "The following sharing key was agreed" ... "% 50 increase of price was agreed" ... "above agreement is valid through end of march 94"(32) (s. 7320).

2. Aftalens formål og virkninger

(101) I de forskellige producenters erklæringer er aftalens indhold angivet således:

- forbindelserne mellem producenterne er underlagt grundlæggende regler (fundamentals), der forbyder de enkelte aftaleparter at sælge på de øvrige aftaleparters hjemmemarkeder

- [...]

- [...]

- [...].

(102) Aftalen havde således til formål at begrænse konkurrencen på det fælles marked, fordi den fastslog, at de forskellige producenters hjemmemarkeder skulle respekteres (dvs. det tyske, franske, italienske, britiske og japanske marked), idet udbuddet af sømløse rør i de medlemsstater, hvor der var en lokal producent, blev begrænset ved, at de øvrige aftaleparter afholdt sig fra at levere rør på disse markeder.

(103) De to dele i "Europa-Japan"-aftalen [...] ville også falde ind under traktatens artikel 81, hvis det blev fastslået, at producenterne gennem denne praksis havde kunnet begrænse udbuddet inden for fællesmarkedet eller direkte eller indirekte havde kunnet fastsætte priserne inden for fællesmarkedet. Kommissionen kan ikke i det foreliggende tilfælde bevise, at aftalen har haft en så begrænsende virkning på fællesmarkedet, eller at den uden for Fællesskabet har haft en begrænsende virkning i det område, der er omfattet af EØS-aftalen. "Europa-Japan"-aftalen er derfor kun omfattet af denne beslutning, fordi den fastslog, at hjemmemarkederne skulle respekteres ("fundamentals") og berørte medlemsstaterne.

(104) EF-Domstolen fastslog i sagen ACF Chemiefarma, at "fordeling af de nationale markeder har til formål at begrænse konkurrencen og handelen inden for fællesmarkedet"(33). Det står fast, at "det ved anvendelsen af artikel 85, stk. 1, er unødvendigt at tage hensyn til en aftales konkrete virkninger, når aftalen har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen"(34). Tabellen i betragtning 68 viser dog, at hjemmemarkederne blev respekteret.

3. Påvirkning af handelen mellem medlemsstater

(105) En aftale om, at hjemmemarkederne skal respekteres, påvirker handelen mellem medlemsstaterne, for så vidt som den vedrører salg fra en producent i en medlemsstat til en anden medlemsstat og endog import til fællesmarkedet fra et tredjeland(35).

(106) Producenterne har gennem deres aftale kunnet ændre de mængder rør, som de ellers hver især kunne have solgt på markederne i medlemsstaterne(36). Samhandelen inden for Fællesskabet påvirkes mærkbart, fordi de aftalevarer, som de virksomheder, denne beslutning er rettet til, leverer på de fire berørte "hjemmemarkeder", udgør ca. 15 % af Fællesskabets forbrug af sømløse OCTG-rør og ledningsrør.

4. Virksomhedernes deltagelse

(107) De europæiske og japanske producenter har erkendt, at der har været holdt møder, og at de har deltaget i dem. I deres svar på de begæringer om oplysninger, som Kommissionen har sendt dem, har de oplyst datoerne for nogle af disse møder mellem 1992 og 1994, men erkender, at klubben blev oprettet sidst i 1970'erne (ifølge Vallourecs erklæring går samordningen tilbage til 1977). De latinamerikanske producenter gav i deres svar på klagepunktsmeddelelsen Kommissionen en række taloplysninger, der viser deres leverancer til Europa, hvilket sammen med deres udtrykkelige forbehold med hensyn til at respektere det europæiske marked fik Kommissionen til at trække sine klagepunkter tilbage for disse virksomheders vedkommende.

5. Overtrædelsens varighed

(108) Ifølge Vallourecs erklæringer begyndte møderne i Europa-Japan-klubben i 1977 (s. 6257) og fandt sted indtil 1995 (s. 6257). I betragtning af aftalerne mellem Kommissionen og den japanske regering om frivillig eksportbegrænsning, som er beskrevet i betragtning 27, fastslår Kommissionen dog, at der først foreligger en overtrædelse fra 1990.

6. Konklusion med hensyn til anvendelsen af EF-traktatens artikel 81, stk. 1

(109) På baggrund af ovenstående mener Kommissionen, at samtlige virksomheder, som denne beslutning er rettet til, har overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved at aftale, at deres hjemmemarkeder skulle respekteres.

C. Kontrakterne mellem BS, Vallourec, Dalmine og MRW

1. Overtrædelsen

(110) Selv om der er tale om tre særskilte kontrakter, der blev indgået på forskellige tidspunkter, beroede de på en aftale, der oprindelig blev indgået mellem Vallourec og BS (betragtning 78). Vallourec forlængede kontrakterne efter aftale med BS, Dalmine og MRW som led i omstruktureringen af den europæiske industri (betragtning 91).

2. Kontrakternes formål og virkninger

(111) Formålet med disse kontrakter var at levere glatte rør til den førende virksomhed på Nordsø-markedet for OCTG- rør og at bevare en lokal producent i Det Forenede Kongerige for at sikre, at de såkaldte "fundamentals" blev respekteret inden for Europa-Japan-klubben. Kontrakterne tilsigtede og medførte hovedsagelig, at alle BS' behov (fra 1994 Vallourecs behov) blev dækket ved leverancer fordelt mellem dens konkurrenter MRW, Vallourec og Dalmine. Kontrakterne betød, at købspriserne for glatte rør kom til at afhænge af priserne på BS' gevindskårne rør. De begrænsede også BS' (fra februar 1994 Vallourecs) forsyningsfrihed og forpligtede den til at meddele konkurrenterne sine salgspriser og afsatte mængder. Desuden forpligtede MRW, Vallourec (indtil februar 1994) og Dalmine sig til at levere mængder, der ikke var fastlagt på forhånd, til en konkurrent (BS, og dernæst Vallourec fra marts 1994).

(112) Det er udtrykkeligt fastsat i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, at aftaler, der har til formål eller til følge at opdele markeder, er uforenelige med fællesmarkedet. Kontrakter, der tilsigter og medfører en fordeling af leverancerne til den største producent af gevindskårne rør på et marked, som tegner sig for næsten halvdelen af forbruget af OCTG-rør i Fællesskabet (betragtning 50), indebærer en mærkbar begrænsning af konkurrencen inden for fællesmarkedet.

3. Påvirkning af handelen mellem medlemsstater

(113) Handelen mellem medlemsstaterne påvirkes, fordi kontrakten vedrører leverancer til Det Forenede Kongerige fra Frankrig, Tyskland og Italien. Handelen påvirkes mærkbart, fordi leverancerne af aftalevarerne i Det Forenede Kongerige udgør ca. 20 % af Fællesskabets forbrug af sømløse OCTG-rør.

4. Aftaleparterne

(114) Aftaleparterne var Vallourec, MRW, Dalmine og BS (sidstnævnte kun indtil februar 1994).

5. Overtrædelsens varighed

(115) For BS' vedkommende varede overtrædelsen fra juli 1991 (hvor kontrakten med Vallourec blev indgået) til februar 1994 (hvor Vallourec købte BS' anlæg). For MRW's vedkommende varede den fra august 1993 (hvor kontrakten med BS blev indgået) til i hvert fald den 24. april 1997 (betragtning 92). For Vallourec varede overtrædelsen fra juli 1991 til marts 1999, og for Dalmine varede den fra december 1991 (hvor kontrakten med BS blev indgået) til marts 1999 (betragtning 92).

6. Konklusion med hensyn til anvendelsen af EF-traktatens artikel 81, stk. 1

(116) På baggrund af ovenstående mener Kommissionen, at MRW, BS, Dalmine og Vallourec har overtrådt traktatens artikel 81, stk. 1, ved at indgå kontrakter, der medførte en fordeling af leverancerne af glatte rør til BS (Vallourec fra 1994).

D. EF-traktatens artikel 81, stk. 3, finder ikke anvendelse

(117) Da ingen af de aftaler, som denne beslutning vedrører, er blevet anmeldt eller opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 17, finder EF-traktatens artikel 81, stk. 3, ikke anvendelse.

E. Parternes argumenter

1. Proceduren

a) Beslutningerne om kontrolundersøgelsen i november 1994

(118) De japanske virksomheder samt Dalmine og MRW bestrider retsgyldigheden af de beslutninger, som Kommissionen lagde til grund for kontrolundersøgelserne i december 1994, og dermed Kommissionens mulighed for at benytte de dokumenter, den fandt under disse undersøgelser. Ifølge disse virksomheder udelukker EØS-aftalens artikel 56, at EFTA-Tilsynsmyndigheden og Kommissionen kan behandle sagen samtidig ("one stop shop"). Hvis Kommissionen havde mistanke om, at EF-traktatens artikel 81 var overtrådt, ville den have enekompetence og skulle så ikke have efterkommet EFTA-Tilsynsmyndighedens anmodning.

(119) Kommissionen tilbageviser denne argumentation, fordi de beslutninger, den vedtog i november 1994 om aftalerne og/eller den samordnede praksis på grundlag af de oplysninger, den var i besiddelse af, havde til formål at efterprøve, om aftalerne eller den samordnede praksis ville kunne

- påvirke handelen mellem Fællesskabets medlemsstater (overtrædelse af EF-traktatens artikel 81), og/eller

- påvirke handelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter (overtrædelse af EØS-aftalens artikel 53).

Desuden vedrørte EFTA-Tilsynsmyndighedens anmodning kun en del af EØS (Norge), medens Kommissionens kontrolundersøgelser var langt mere omfattende, som det klart fremgår af beslutningerne derom. I modsætning til hvad virksomhederne hævder, havde Kommissionen derfor kompetence til at gennemføre kontrolundersøgelsen efter anmodning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden og selv at foretage kontrolundersøgelser for at fastslå, om der forelå andre overtrædelser.

(120) Det dobbelte retsgrundlag - EF-traktaten (især artikel 85) og EØS-aftalen (især artikel 53) - var derfor lovligt, fordi Kommissionen ikke på undersøgelsesstadiet kunne fastslå, om der udelukkende var tale om overtrædelser af traktatens artikel 81, eller om EØS-aftalens artikel 53 også var overtrådt. Efter undersøgelsen af forholdene og EFTA-Tilsynsmyndighedens overdragelse af sagen, havde Kommissionen også enekompetence til at gennemføre proceduren i henhold til EØS-aftalen.

b) Kommissionens anvendelse af "sharing key"-dokumentet

(121) Samtlige virksomheder, undtagen MRW og BS, der ikke har udtalt sig derom, bestrider, at Kommissionen kan gøre "sharing key"-dokumentet gældende, fordi det ikke er fastslået præcist, hvor dokumentet stammer fra, hvem der er ophavsmand til det, hvornår eller i hvilken anledning det er udarbejdet. Kommissionen har dog ret til ikke at oplyse sine informationskilder, når den er blevet anmodet derom. Den kan anvende et sådant dokument, når flere elementer gør det sandsynligt, at dokumentet er ægte:

- i Vallourecs dokument af 27. januar 1994 (s. 4822-4823) fastslås det, at der findes "aftaler" eller en "nuværende ordning" eller en "klub", og de tal, der nævnes deri, [...] er ifølge "sharing key"-dokumentet de samme som tallene i aftalen

- en række punkter i den aftale, der er beskrevet i "sharing key"-dokumentet [...] blev specielt behandlet i de europæiske producenters forslag til mødet i november

- listen over de møder i klubben, som Kommissionen har kendskab til (betragtning 60), viser, at der efter mødet i november 1993 i Tokyo blev holdt møde i marts 1994 i Cannes. I "sharing key"-dokumentet nævnes det, at det næste formandsmøde skulle holdes i marts 1994.

(122) Under alle omstændigheder har Kommissionen ikke anvendt dette dokument som eneste bevis, men som supplement til de øvrige beviser.

c) Aktindsigt

(123) MRW hævder, at den ikke har haft adgang til de interne dokumenter, som EFTA-Tilsynsmyndigheden sendte Kommissionen i december 1995.

(124) Kommissionen er af den opfattelse, at der er tale om en offentlig myndigheds arbejdsdokumenter, som er fremsendt i henhold til artikel 10, stk. 3, i protokol 23 til EØS-aftalen. De skal derfor behandles som interne dokumenter, uden aktindsigt, jf. Kommissionens meddelelse om aktindsigt(37).

(125) Dalmine gør gældende, at flere passager i de versioner af bestemte sagsakter, der ikke var fortrolige (og som der derfor var adgang til), blot var blevet maskeret, uden at der var udarbejdet et resumé af deres indhold. Denne praksis er ikke i overensstemmelse med Kommissionens ovennævnte meddelelse om aktindsigt.

(126) Kommissionen er forpligtet til at beskytte virksomhedernes berettigede interesse i, at tredjemand ikke får kendskab til deres forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger. Kommissionen mener, at det er en acceptabel praksis at maskere de fortrolige passager, når det samtidig sikres, at dokumenterne generelt er forståelige.

d) Fristen for besvarelse af klagepunktsmeddelelsen

(127) MRW og Dalmine hævder, at den frist, Kommissionen havde givet til besvarelse af klagepunktsmeddelelsen, ikke var tilstrækkelig i betragtning af det store antal dokumenter og de forskellige sprog, som de var affattet på.

(128) Kommissionen gav virksomhederne en frist på to måneder til at besvare klagepunktsmeddelelsen, således som det har været dens praksis siden 1993 (jf. 23. beretning om konkurrencepolitikken, nr. 207).

2. De faktiske forhold

a) Aftalens eksistens

(129) Vallourec og Dalmine erkendte udtrykkeligt i deres skriftlige svar på klagepunktsmeddelelsen og under høringen, at der forelå en Europa-Japan-aftale for OCTG-standardrør og projektledningsrør, som beskrevet af Kommissionen. Selv om BS erklærede, at den ikke bestred sagsfremstillingen, satte den dog spørgsmålstegn ved, om aftalen fandtes ("British Steel submits that if there was an agreement as alleged, it should be assessed in its economic context ... The reasons why such an agreement would not have restricted competition within the Community to an appreciable extent, suggest that there would not have been any commercial rationale for such an agreement - which calls into question whether in fact there was an agreement of the kind alleged in the SO"(38). MRW udtalte sig ikke om Kommissionens sagsfremstilling.

(130) KSC fremfører, at den ikke kan bevise, at Kommissionens sagsfremstilling i klagepunktsmeddelelsen er ukorrekt. Denne virksomhed hævder i lighed med NSC, NKK og SMI, at der ikke foreligger tilstrækkelige beviser på, at de har deltaget i en aftale om beskyttelse af hjemmemarkederne. NKK erkender, at de europæiske producenter på møderne anmodede den om at respektere deres hjemmemarkeder, men fastholder, at den fortsat anvendte sin kommercielle strategi, der bygger på virksomhedens egne beslutninger, uden at føle sig forpligtet af disse anmodninger. SMI hævder, at hjemmemarkederne blev drøftet netop med det formål at udelukke dem fra en global markedsdeling.

(131) Som Kommissionen meddelte under høringen, uden at få noget svar fra virksomhederne, mener den, at de dokumenter, der er nævnt i betragtning 62-67 og 100, udgør en række alvorlige, præcise og samstemmende indicier, der er tilstrækkelige til at påvise aftalens eksistens og indhold. For det første er den erklæring, som [...] Vallourec [...] har afgivet, temmelig klar og præcis og underbygges af de øvrige dokumenter. For det andet har de japanske virksomheder erkendt, at de ikke kan give mere præcise oplysninger om møderne i Europa-Japan-klubben:

"NSC cannot exclude the possibility that some of its former employees who were responsible for the seamless tube business participated in such meetings prior to July 1995" (s. 13548). "NSC cannot confirm whether its former employees attended meetings between European and Japanese producers and, if so, in what capacity they attended" (s. 14159)(39).

"SMI felt it important to stress that it relied on recollections of SMI employees since, without having documents and records, it could not be absolutely certain as to the accuracy of the employees' accounts" (s. 14430)(40).

"To the best of [...] (NKK) knowledge, there is no information other than that ... contained in our reply dated 07 November 1997" (s. 14493)(41).

"The fact that KSC only has hearsay information concerning these meetings means that the information it can provide to the Commission is necessarily vague" (s. 14616)(42).

(132) De japanske virksomheder hævder, at de fra 1977 til 1995 leverede betydelige mængder OCTG-rør og ledningsrør på det britiske Nordsø-marked. At de ikke leverede til Tyskland, Frankrig og Italien skyldes objektive økonomiske forhold, der ikke beror på en aftale om beskyttelse af hjemmemarkederne. Ifølge disse virksomheder har det britiske marked nemlig en række særpræg i forhold til de tre øvrige markeder:

- Nordsøen er et offshore-område, der ikke indgår i Fællesskabets toldområde. Importen til dette område er derfor ikke pålagt told og kan ikke gøres til genstand for antidumpingprocedurer.

- Nordsø-markedet er meget tiltrækkende både mængdemæssigt (det er det største i Fællesskabet) og prismæssigt (de anvendte rør er gevindskårne "premium"-rør, og dermed de dyreste). Omkostningerne ved transport fra Japan kan derfor dækkes på en økonomisk rentabel måde.

(133) Derimod forelå der ifølge de japanske virksomheder (og BS) betydelige hindringer for de japanske virksomheders salg på de øvrige markeder i Fællesskabet:

- Kommissionens handelspolitik (betragtning 27)

- tolden var fastsat til 9 % af rørprisen

- rørforbruget var meget begrænset, og gennemsnitskontrakterne var formodentlig derfor meget beskedne

- transportomkostningerne: ifølge en række skøn fra de japanske virksomheder udgør de over 20 % af fob-prisen på rør med standardgevind

- de nationale godkendelsesstandarder og godkendelseskrav

- leveringstiden fra Japan: mellem fire og seks uger

- de europæiske producenters meget stærke stilling på deres hjemmemarkeder

- truslen om antidumpingprocedurer

- olieproducenternes og gasdistributørernes nationale præferencer, idet de var offentlige virksomheder

- reglerne om offentlige aftaler, der ikke gav virksomheder uden for Fællesskabet nogen rettigheder.

(134) Kommissionen mener, at det i tilstrækkelig grad er fastslået, at der fandtes en aftale, som blandt andet vedrørte beskyttelse af hjemmemarkederne. Når de japanske virksomheder ikke eksporterede til fællesmarkedet, skyldes det helt naturligt denne aftale. Efter at have undersøgt de økonomiske faktorer, som virksomhederne har omtalt, konkluderer Kommissionen desuden, at disse faktorer ikke udelukker, at der fandtes en aftale som beskrevet i betragtning 61-77. Dette skyldes følgende:

(135) For det første udgjorde de såkaldte "fundamentals" kun en del af en større aftale, der regulerede samtlige handelsforbindelser (bortset fra markederne i USA og Canada) mellem de europæiske og japanske producenter. Som enhver anden aftale byggede den på en afbalancering af parternes ofte divergerende interesser. Selv om markederne på det europæiske kontinent ifølge de japanske virksomheder ikke var interessante, er det derfor sandsynligt, at aftalens indhold ville have været anderledes, eller at der havde været fare for dens eksistens, hvis den ikke havde indeholdt bestemmelser om beskyttelse af de europæiske hjemmemarkeder.

(136) For det andet kunne de påståede adgangsbarrierer ikke udelukke japanernes mulighed for at sælge på de europæiske producenters hjemmemarkeder. Tværtimod fremgår det af flere dokumenter, at de europæiske virksomheder betragtede de japanske virksomheders salg dels af færdigprodukter, dels af glatte rør, der skulle gevindskæres lokalt (s. 15611, 15623), som en reel trussel. Dette viser klart, at det var aftalen om, at hjemmemarkederne skulle respekteres, der forhindrede de japanske producenter i at eksportere til de europæiske markeder.

(137) I øvrigt kan virksomhedernes økonomiske argumenter ikke accepteres af følgende årsager:

- De handelsforanstaltninger, som Kommissionen vedtog for at imødegå krisen inden for stålindustrien, og især aftalen med de japanske myndigheder, havde til formål at forhindre uro på markedet. Selv om disse foranstaltninger ansporede de japanske virksomheder til ikke at eksportere til Europa indtil 1990, er de ikke årsag til denne politik efter 1990.

- I betragtning af den strukturbestemte overkapacitet inden for denne sektor (betragtning 45) og de høje faste omkostninger, vil salg til en pris, der ligger over de variable omkostninger, bidrage til dækning af de faste omkostninger og dermed reducere de samlede produktionsomkostninger. Selv de markeder, hvor forbruget af de pågældende produkter var beskedent, var derfor af en vis interesse for samtlige producenter.

- De japanske virksomheder eksporterer (med skib) over 95 % af deres produktion af rør til olieindustrien til alle dele af verden. Disse virksomheder angav under høringen fragtpriserne til Europa isoleret, dvs. ud fra den betragtning, at skibene kun transporterer en mindre rørtonnage, som udelukkende er bestemt til Europa. Men herved tages der ikke hensyn til muligheden for at samle ladningerne og dermed nedbringe omkostningerne. Endvidere er afstanden ikke en afgørende prisfaktor i forbindelse med transport med skib. Desuden var de anførte priser ikke de reelle omkostninger, men skøn; der forelå ingen sammenligninger mellem virksomhedernes reelle transportudgifter og produktionsomkostninger, hvorved man kunne have fastslået, om salget dækkede omkostningerne.

- Med hensyn til den påståede forskel i nationale standarder og godkendelseskrav skal det nævnes, at API-standarden er en verdensstandard, og at eventuelle godkendelseskrav fra forbrugernes side gør sig gældende overalt i verden.

- Leveringsfristerne for OCTG API og projektledningsrør fra Japan er de samme som de leveringsfrister for rør med "premium"-gevind, som disse virksomheder ikke anså for nogen hindring.

- Kommissionen mener, at de europæiske producenters meget stærke stilling på deres hjemmemarkeder skal betragtes som et bevis på, at de såkaldte "fundamentals" blev respekteret, og ikke som en hindring for de japanske virksomheders eksport til Europa.

- Kommissionen kan ikke godtage det argument, at en trussel om antidumpingprocedurer skulle have forhindret de japanske virksomheder i at eksportere til Europa. Der er ikke indledt antidumpingprocedurer over for importen af stålprodukter fra Japan, og nogle af de procedurer, der er indledt over for andre lande (der i øvrigt vedrørte sømløse rør generelt) blev ikke gennemført. Desuden er der i USA blevet indledt antidumpingprocedurer over for japanske (og europæiske) virksomheder i forbindelse med flere stålprodukter, hvilket ikke har medført, at de har trukket sig ud af det amerikanske marked.

- Med hensyn til påstanden om, at olieproducenterne og gasdistributørerne skulle have nationale præferencer, har de japanske virksomheder ikke givet noget eksempel på, at de skulle have fremsat et tilbud, der ikke var blevet accepteret. Hvis ikke der foreligger tilbud, er det umuligt at indgå kontrakter.

- Reglerne om offentlige aftaler udelukkede ikke de japanske virksomheders muligheder for at indgå kontrakter.

(138) Kommissionen erkender, at der for de japanske producenter er visse ulemper forbundet med afsætning i Europa på grund af den store afstand og tolden. Disse ulemper kan dog ikke være årsag til, at de ikke har været inde på det europæiske marked i så lang en periode.

b) Aftalens varighed

(139) De japanske virksomheder fremfører, at Vallourecs erklæring viser, at forbindelserne blev indledt efter 1977, men de præciserer ikke nøjagtigt hvornår. Dalmine fastslår, at der, selv om der måtte være indledt kontakter i 1977, ikke er noget, der tyder på, at de skulle have ført til en aftale, som beskrevet af Kommissionen, og at denne aftale kunne være indgået senere. Ifølge disse virksomheder kan Kommissionen ikke udelukkende på grundlag af Vallourecs erklæring fastslå, at aftalen blev indgået i 1977. SMI vil ikke modsætte sig, hvis Kommissionen finder, at møderne begyndte midt i 1980'erne.

(140) Kommissionen lægger Vallourecs erklæring til grund på dette område og konstaterer, at ingen af virksomhederne har givet nøjagtige oplysninger, der kan sætte spørgsmålstegn ved den.

(141) Med hensyn til aftalens ophør hævder KSC, SMI, NKK og Dalmine, at de ikke har deltaget i noget møde i Europa-Japan-klubben efter 1994.

(142) Kommissionen mener ikke, at det er nødvendigt at holde et møde for at deltage i en aftale, der har eksisteret så længe. Vallourecs erklæring af 17. september 1996 viser, at kontakterne med de japanske virksomheder var ophørt lidt over et år tidligere. Der skal desuden tages hensyn til, at kontrolundersøgelserne fandt sted i december 1994. Kommissionen har derfor konkluderet (betragtning 108), at aftalen varede fra 1977 til 1995 (undtagen for BS' vedkommende).

3. Den retlige vurdering

a) Europa-Japan-klubben

(143) Ifølge både de japanske virksomheder og BS ville en eventuel aftale om, at hjemmemarkederne skulle respekteres, ikke have påvirket konkurrencen inden for fællesmarkedet, fordi de japanske virksomheders afsætning var udsat for ovennævnte hindringer (betragtning 133). BS fremfører, at den ikke har afsat produkter på de øvrige producenters hjemmemarkeder, fordi den efter opførelsen af sit rørvalseværk havde valgt at koncentrere sig om sit hjemmemarked, og at en eventuel aftale om, at den skulle forholde sig passivt, ikke ville have påvirket konkurrencen.

(144) Når det fastslås, at en aftale har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, er det overflødigt at se på dens konkrete virkninger på markedet (betragtning 104); dette spørgsmål er kun relevant ved fastlæggelse af eventuelle bøder(43).

(145) De japanske virksomheder har også fremsat det argument, at de afsætter deres produkter direkte til de endelige forbrugere (olieselskaber), og at produkterne derfor ikke videresælges. Aftalen ville derfor ikke påvirke handelen inden for Fællesskabet som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1. Kommissionen mener dog, at der med dette argument ses bort fra, at der foruden de fire japanske virksomheder deltog fire europæiske i aftalen, som blandt andet gik ud på, at hjemmemarkederne skulle respekteres. Kommissionen mener, at en sådan aftale kan påvirke samhandelen mellem de pågældende medlemsstater og modvirke gennemførelsen af målsætningerne for det indre marked. Af ovennævnte årsager (betragtning 106) har denne aftale kunnet påvirke samhandelen inden for Fællesskabet mærkbart.

b) Kontrakter mellem BS, Vallourec, Dalmine og MRW

(146) For det første nægter de fire virksomheder, at de tre kontrakter beror på en aftale mellem dem: kontrakterne var blevet forhandlet og indgået særskilt og individuelt.

(147) Kommissionen mener derimod, at der, som det fremgår af betragtning 78-81, foreligger en aftale mellem BS og Vallourec (på Vallourecs initiativ, som led i forlængelsen af licenskontrakten om VAM) om, at BS skulle købe glatte rør hos MRW, Dalmine og Vallourec, for at det britiske marked fortsat kunne fremstå som et "hjemmemarked" over for de japanske virksomheder. I 1993 var de fire virksomheder nået til enighed om at opretholde kontrakterne (betragtning 91) som led i omstruktureringen af den europæiske industri, hvilket de også gjorde gældende over for de japanske producenter. Kommissionen mener derfor, at disse kontrakter er i strid med EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

(148) For det andet fastholder de fire parter, at disse kontrakter var berettigede ud fra et kommercielt synspunkt, og at deres indhold ikke var i strid med EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

(149) BS gør gældende, at den af interne økonomiske årsager havde besluttet allerede i 1990 at opgive produktionen af varmvalsede sømløse rør (Clydesdale), og at denne beslutning blev realiseret i april 1991. Dens færdigbehandlingsanlæg i Airdree ("Imperial") blev videreført i en kort periode og skulle have tilført sikre leverancer af glatte rør. De procentandele, der blev tildelt hver af de tre parter, forklares med, at det i betragtning af den usikre efterspørgsel i Det Forenede Kongerige ville have været meget risikabelt for BS at forpligte sig til at købe bestemte mængder i fem år eller at indgå kontrakt med en enkelt leverandør. Da virksomheden producerede OCTG-rør på licens fra Vallourec, stod sidstnævnte i en særdeles stærk forhandlingsposition, når det drejede sig om at blive hovedleverandør ([...] %). For at reducere lagrene og lageromkostningerne var det naturligt at vælge Dalmine og MRW, fordi disse virksomheder kunne levere produktet på en uge, medens det ville have varet flere uger at få leverancer fra Japan. Desuden fremfører BS, at den valgte metode til beregning af prisen på glatte rør ville give de enkelte leverandører en fortjeneste uden at begrænse konkurrencen. Endelig skulle BS med henblik på anvendelsen af denne metode kun afsløre gennemsnitspriserne for det foregående kvartal.

(150) Dalmine fremfører, at den gennem sin kontrakt med BS fik mulighed for at afsætte sine produkter på det største marked i Europa, [...]. Desuden mener Dalmine ikke, at den havde forpligtet sig til at levere glatte rør i mængder, som den ikke kendte på forhånd, fordi mængderne blev fastsat hver måned. Endvidere fremfører Dalmine, at den kun spillede en sekundær rolle ved indgåelsen af kontrakten.

(151) MRW hævder, at den gennem sin kontrakt med BS kunne forbedre udnyttelsen af sin produktionskapacitet, efter at markedet i det tidligere Sovjetunionen var brudt sammen, og efter at den havde tabt en retssag med Vallourec om sin ret til at udnytte sit eget "premium"-gevind.

(152) Kommissionen mener, at det var formålet med disse kontrakter at bevare BS som producent i Det Forenede Kongerige som led i "fundamentals" (betragtning 147). I betragtning af den strukturbestemte overkapacitet inden for sektoren for sømløse rør på daværende tidspunkt (i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3296/92 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør fra Ungarn, Polen, Tjekkoslovakiet og Kroatien blev det nævnt, at udnyttelsesgraden var langt under 75 %, "som anses for at være 'break even'-punktet for at opnå fortjeneste i rørsektoren"(44), kunne BS ikke frygte mangel på glatte rør eller leverancer til urentable priser. Det fremgår også af sagsakterne (s. 15611 og 15612), at priserne fortsat var høje på det britiske marked som følge af disse kontrakter ("Certains clients UK voudront profiter d'opportunité de tubes lisses à prix plus bas que ceux offerts par les Européens à BSC et chercheront à imposer à BSC des tubes lisses d'origine sud-américaine, ce que BSC aura du mal à refuser"(45).) For at undgå en "uhæmmet konkurrence" havde BS desuden nævnt muligheden af at købe glatte rør hos andre producenter end Vallourec, MRW og Dalmine (s. 15586-15587). Endelig ville producenter uden for Europa også have kunnet levere glatte rør inden for den minimumsfrist på fem til seks uger, der var fastsat i ovennævnte kontrakter(46). Desuden indeholdt disse kontrakter kun de sanktioner for manglende leverancer, at den mængde, der ikke var leveret, blev indregnet i leverandørens årlige tonnage, og dermed blot formindskede de leverancer, der var fastsat i kontrakterne. Det følger heraf, at fristen ikke havde den betydning, som BS påstod.

(153) Under alle omstændigheder indeholdt kontrakterne konkurrencebegrænsende bestemmelser:

- Ved at fastlægge leverancerne til BS som procentvise i stedet for faste mængder forpligtede Vallourec, MRW og Dalmine sig til at levere mængder, der ikke var bestemt på forhånd, til en konkurrent. Til fordel for en konkurrent gav de således delvis afkald på muligheden for at udnytte en eventuel stigning i forbruget af gevindskårne rør, eftersom BS (senere Vallourec) gennem sin mulighed for at få leveret ubegrænsede mængder glatte rør fra MRW, Dalmine og Vallourec, ville kunne dække en eventuel stigning i efterspørgslen. Vallourec, MRW og Dalmine ville ikke have forpligtet sig til at levere mængder, der ikke var bestemt på forhånd, uden at have sikkerhed for, at BS ikke udnyttede denne situation til at forøge sin markedsandel for gevindskårne rør på deres bekostning. For at undgå dette kunne leverandørerne i henhold til bestemmelse nr. 9 c) opsige kontrakterne, hvis de kunne bevise, at anvendelsen af disse kontrakter havde medført tab i deres driftsregnskaber. Fastlæggelse af procentvise mængder afholdt derfor MRW, Vallourec og Dalmine fra at konkurrere om de mængder, de kunne levere til BS.

- Som følge af den anvendte prisberegningsmetode, der betød, at priserne på glatte rør afhang af priserne på gevindskårne rør, mistede Vallourec, MRW eller Dalmine enhver interesse i at konkurrere om priserne på gevindskårne rør i Det Forenede Kongerige. En nedgang i prisen på gevindskårne rør ville have medført et prisfald på de glatte rør, som virksomhederne havde forpligtet sig til at levere til BS (senere Vallourec); de fire parter sikrede sig derved et fortsat højt prisniveau i Det Forenede Kongerige.

- De oplysninger, som BS (senere Vallourec) var kontraktligt forpligtet til at give de øvrige parter (om priser og mængder), var omfattet af forretningshemmeligheden og havde til formål at holde de britiske markedsvilkår under kontrol.

(154) Vallourec fremfører, at den forlængede kontrakterne af de samme årsager, som havde fået BS til at indgå dem.

(155) Kommissionen mener derimod, at Vallourecs forlængelse af kontrakterne, som det fremgår af sagsakterne (betragtning 91), var blevet aftalt mellem de fire parter som led i omstruktureringen af den europæiske industri for at opretholde en "lokal" produktion i Det Forenede Kongerige.

F. Sanktioner

1. Generelle bemærkninger

(156) I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, kan Kommissionen ved beslutning pålægge virksomheder bøder på mindst 1000 EUR og højst 1 mio. EUR, idet sidstnævnte beløb dog kan forhøjes til 10 % af omsætningen i det sidste regnskabsår i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen, såfremt de forsætligt eller uagtsomt overtræder bestemmelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

(157) Ved fastsættelsen af bødens størrelse tager Kommissionen alle relevante forhold i betragtning, og især overtrædelsens grovhed og varighed.

(158) Kommissionen vil også i den foreliggende sag anvende sin meddelelse af 18. juli 1996 om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager(47).

2. Overtrædelsens grovhed

(159) Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed tager Kommissionen hensyn til overtrædelsens art, dens konkrete indvirkning på markedet og det relevante geografiske markeds udstrækning.

(160) Kommissionen fastslår, at de rør, som aftalen i det foreliggende tilfælde vedrører (sømløse OCTG API og projektledningsrør), kun udgør en del af de sømløse rør til olie- og gasindustrien. De OCTG-rør (API) og projektledningsrør, som de virksomheder, denne beslutning er rettet til, sælger i Fællesskabet, udgør kun ca. 19 % af Fællesskabets forbrug af sømløse OCTG-rør og ledningsrør; det øvrige forbrug dækkes af sømløse OCTG-rør og ledningsrør, der ikke er omfattet af aftalen (over 50 %), og af import fra tredjelande, undtagen Japan (over 21 %). På grund af den teknologiske udvikling inden for produktionen af svejsede rør i de sidste 25 år kan en del af efterspørgslen efter sømløse OCTG-rør og ledningsrør desuden dækkes af svejsede rør med mellemstor diameter, hvis produktionsomkostninger er lavere (betragtning 24). Overtrædelsens konkrete virkninger på markedet er derfor begrænsede.

(161) Da den aftale, der er omfattet af denne beslutning, går ud på, at hjemmemarkederne skal respekteres, er den naturligvis en meget alvorlig overtrædelse af fællesskabsretten, fordi den skader det indre marked. Selv om producenterne var sig bevidst, at deres handlinger var ulovlige, enedes de om at indføre et hemmeligt og institutionaliseret system, der skulle begrænse konkurrencen inden for en vigtig industrigren. Desuden tegner de fire berørte medlemsstater sig for størstedelen af forbruget af sømløse OCTG-rør og ledningsrør i Fællesskabet og udgør derfor et stort geografisk marked.

(162) På baggrund af ovenstående må overtrædelsen betegnes som meget alvorlig. Kommissionen tager dog hensyn til, at de virksomheder, som denne beslutning er rettet til, kun har en årsomsætning af de pågældende produkter på 73 mio. EUR i de fire berørte medlemsstater.

(163) På baggrund af ovenstående må bøden fastsættes til 10 mio. EUR på grund af overtrædelsens grovhed.

(164) Kommissionen mener, at kontrakterne mellem BS, MRW, Dalmine og Vallourec blot var et middel til at gennemføre det princip, at hjemmemarkederne skulle respekteres, og indgik som led i Europa-Japan-klubben. Kommissionen vil derfor ikke opkræve yderligere bøder.

(165) Samtlige virksomheder, som denne beslutning vedrører, er store virksomheder. Der er derfor ikke grund til at foretage en differentiering af det fastsatte bødebeløb.

3. Overtrædelsens varighed

(166) Som anført i betragtning 108, fastslår Kommissionen, at der først foreligger en overtrædelse fra 1990. For Vallourec, MRW, Dalmine, KSC, NKK, NSC og SMI varede overtrædelsen således fra 1990 til 1995, og for BS varede den fra 1990 til 1994. Der er derfor tale om en overtrædelse af middel varighed, der gør det berettiget at forhøje bøden med 10 % om året på grund af overtrædelsens grovhed.

(167) Bødens grundbeløb fastsættes således til 15 mio. EUR for Vallourec, MRW og Dalmine, KSC, NKK, NSC og SMI og til 14 mio. EUR for BS.

4. Formildende omstændigheder

(168) Kommissionen fastslår, at stålrørsindustrien har befundet sig i en langvarig krisesituation, som anført i betragtning 26. Fra især 1991 er industriens situation blevet forværret, og sammen med den øgede import har dette medført kapacitetsnedskæringer og fabrikslukninger.

(169) Disse formildende omstændigheder gør det berettiget at nedsætte grundbeløbene med 10 %.

5. Anvendelse af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager

(170) Vallourec er den eneste af de virksomheder, som denne beslutning vedrører, der har givet væsentlige oplysninger om kartellets eksistens og indhold. Disse oplysninger har gjort det lettere for Kommissionen at påvise overtrædelsen af EF-traktatens artikel 81, stk. 1. Desuden meddelte Vallourec Kommissionen, at den ikke bestred de materielle forhold, som Kommissionen havde lagt til grund for sin klagepunktsmeddelelse.

(171) Dette samarbejde gør det berettiget at nedsætte bøden med 40 % i henhold til punkt D.2, første og andet led, i ovennævnte meddelelse.

(172) Dalmine meddelte Kommissionen i sit skriftlige svar på klagepunktsmeddelelsen og under høringen, at den ikke bestred de materielle forhold, som Kommissionen havde lagt til grund for sine klagepunkter.

(173) Bøden nedsættes derfor med 20 % i henhold til punkt D.2, andet led, i ovennævnte meddelelse.

(174) Kommissionen betragter MRW's adfærd som tvetydig: selv om MRW ikke har bestredet forholdene hverken i sit skriftlige svar på klagepunktsmeddelelsen eller under høringen, har den aldrig givet klart udtryk for sin stilling. MRW nægtede desuden at give nogle af de oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om ved beslutning i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17. Kommissionen mener ikke, at det er berettiget at anvende meddelelsen i dette tilfælde. Dette gælder også for BS, der ganske vist erklærede, at den ikke bestred forholdene, men satte spørgsmålstegn ved, om aftalen eksisterede, således som Kommissionen havde beskrevet den i klagepunktsmeddelelsen.

(175) Med hensyn til KSC, NKK, NSC og SMI har Kommissionen ikke konstateret noget effektivt samarbejde, der kunne berettige til anvendelsen af ovennævnte meddelelse. Disse virksomheder har under hele proceduren nægtet, at der forelå nogen aftale -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Mannesmannröhren-Werke AG, Vallourec SA, British Steel Limited, Dalmine SpA, Sumitomo Metal Industries Limited, Nippon Steel Corporation, Kawasaki Steel Corporation og NKK Corporation har overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved, på den måde og i det omfang der er angivet i betragtningerne i denne beslutning, at have deltaget i en aftale, der blandt andet gik ud på, at deres respektive hjemmemarkeder for OCTG-rør med standardgevind og sømløse projektledningsrør skulle respekteres.

2. Overtrædelsen varede fra 1990 til 1995 for Mannesmannröhren-Werke AG, Vallourec SA, Dalmine SpA, Sumitomo Metal Industries Limited, Nippon Steel Corporation, Kawasaki Steel Corporation og NKK Corporation. For British Steel Limited varede den fra 1990 til februar 1994.

Artikel 2

1. Mannesmannröhren-Werke AG, Vallourec SA, British Steel Limited og Dalmine SpA har overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved som led i den i artikel 1 nævnte overtrædelse at have indgået kontrakter om en fordeling af leverancerne af glatte OCTG-rør til British Steel Limited (Vallourec SA fra 1994).

2. For British Steel Limited varede overtrædelsen fra 24. juli 1991 til februar 1994. For Vallourec SA varede overtrædelsen fra 24. juli 1991 til 30. marts 1999. For Dalmine SpA varede overtrædelsen fra 4. december 1991 til 30. marts 1999. For Mannesmannröhren-Werke AG varede overtrædelsen fra 9. august 1993 til 24. april 1997.

Artikel 3

De i artikel 1 og 2 nævnte virksomheder bringer omgående de i disse artikler omhandlede overtrædelser til ophør, hvis det ikke allerede er sket, og afholder sig for fremtiden fra at gentage de handlinger eller den adfærd, der er omhandlet i de nævnte artikler, og fra at træffe foranstaltninger med tilsvarende virkning.

Artikel 4

De i artikel 1 opregnede virksomheder pålægges følgende bøder for den overtrædelse, der er omhandlet i nævnte artikel:

>TABELPOSITION>

Artikel 5

Bøderne indbetales senest tre måneder efter meddelelsen af denne beslutning på følgende bankkonto:

Konto nr. 310-0933000-43

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Banque Bruxelles-Lambert

Agence européenne

Rond-point Schumann 5

B-1040 Bruxelles.

Efter denne frist påløber der automatisk renter efter den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine primære markedsoperationer på den første arbejdsdag i den måned, hvor denne beslutning er vedtaget, plus 3,5 procentpoint, dvs. 6,5 %.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til:

1) Mannesmannröhren-Werke AG, Wiesenstrasse 36, D-45473 Mülheim

2) Vallourec SA, 130 rue de Silly, BP 415, F-92103 Boulogne Billancourt Cedex

3) British Steel Limited, 15 Marylebone Road, London NW1 5JD, United Kingdom

4) Dalmine SpA, Piazza Caduti 6 luglio 1944, n. 1, I-24044 Dalmine (Bergamo)

5) Sumitomo Metal Industries Limited, Ote Centre Building, 1-3, Ohtemachi 1-Chome, Chiyoda-Ku, Tokyo 100-8113, Japan

6) Nippon Steel Corporation, 6-3 Otemachi 2-chome, Chiyoda-ku, Tokyo 100-8071, Japan

7) Kawasaki Steel Corporation, Hibiya Kokusai Building, 2-3, Uchisaiwaicho 2-chome, Chiyoda-ku, Tokyo 100-0011, Japan

8. NKK Corporation, 1-1-2 Marunouchi Chiyoda-ku, Tokyo 100-8202, Japan.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i henhold til EF-traktatens artikel 256.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. december 1999.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT 13 af 21.12.1962, s. 204/62.

(2) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

(3) 12. almindelige beretning om De Europæiske Fællesskabers virksomhed, s. 453.

(4) Kilde: BS' svar på Kommissionens begæring om oplysninger af 26.8.1997.

(5) Kommissionens beslutning af 3. juni 1997 i sag IV/M.906 (EFT C 238 af 5.8.1997, s. 15).

(6) EFT C 24 af 29.1.1999, s. 2.

(7) Kilde: De italienske konkurrencemyndigheders afgørelse nr. 3630 (C 2311), Techint Finanziaria - Siderca/Dalmine. Konkurrencemyndighedernes rapport nr. 7-1996, s. 55.

(8) "[...] I praksis var de nationale markeder først og fremmest forbeholdt lokale producenter".

(9) De sidetal, der anføres i parentes, svarer til sidetallene i sagsakterne.

(10) "Disse drøftelser begyndte efter forringelsen af markedet i 1977 (efter den første oliekrise)"

(11) Mødet den 5.11.1993 blev således forberedt på møder mellem de europæiske virksomheder i sommerens løb, møder i de europæiske, japanske og latinamerikanske arbejdsgrupper i efteråret, et møde mellem de europæiske formænd den 23. september (hvor man drøftede dokumentet "paper for president on octg and project linepipe") og et møde mellem de europæiske og japanske direktører.

(12) "Jeg kender kun begrebet 'fundamentals' i forbindelse med de europæiske og japanske producenters tidligere praksis (dvs. før den 1.4.1995). Så vidt jeg ved, er der tale om en aftale om OCTG-rør og projektledningsrør, der fortrinsvis tog sigte på at beskytte de forskellige hjemmemarkeder. Dette betød, at de japanske producenter ikke måtte trænge ind på det europæiske marked inden for disse sektorer, og at de europæiske producenter ikke måtte levere deres produkter til Japan".

(13) "Ved [...] licitationer blev kontrakterne altid tildelt Dalmine, idet der på producentklubbens møder (karteller), der blev holdt to gange om året, en gang i Europa og en gang i Japan, blev indgået en gentlemen agreement om, at hver producent havde ret til at få tildelt kontrakterne ved licitationer i sit hjemland efter følgende internationalt anerkendte regel: den nationale producents tilbud blev sat til 100, og de øvrige producenter forpligtede sig til at tilbyde en pris, der var mellem 8 % og 10 % højere ... Hvis nogle af producenterne overtræder aftalen og underbyder en konkurrent på dennes hjemmemarked, vil de blive udsat for trusler om repressalier, så tilbuddet må trækkes tilbage; dette sker dog aldrig, fordi reglen overholdes strengt".

(14) "... de kan afspejle situationen inden for sektoren for sømløse stålrør i Fællesskabet ... Denne situation har udviklet sig efter følgende to hovedlinjer: iværksættelse af en rationaliseringsproces og kontakter med den japanske industri, hvis produktionskapacitet oversteg efterspørgslen. Kontakterne vedrørte eksport af rør (specielt rør til olieindustrien) til områder uden for Fællesskabet (såsom Rusland og Kina) og tog endvidere sigte på at begrænse eksporten af rør til Fællesskabet efter lukningen af British Steels anlæg og dermed at beskytte Fællesskabets industri for sømløse rør".

(15) "I praksis var de nationale markeder først og fremmest forbeholdt lokale producenter".

(16) "VLR's analyse viser, at der ikke må lukkes op for japanerne ved at favorisere dem med 'british content'. 'Fundamentals' skal overholdes fuldt ud, og det første skridt er at skrive via klubbens formand til de japanske formænd og give meddelelse om shojaernes anlæg i UK. Det er ambitiøst at forestille sig, at BSC kan tilrettelægge en fordelingsnøgle i japanske PJ, når det i flere måneder har været umuligt for SMI".

(17) "STDM bør alligevel respektere UK til gengæld for vores beskyttelse af Mexico og Argentina, men i den øvrige del af verden skal de forsøge at øge deres afsætning mest muligt".

(18) "MRW er den eneste europæiske producent, som japanerne er bange for, og som derfor kan forlange, at 'fundamentals improved' overholdes. MRW må have interesse i, at 'fundamentals' overholdes på det britiske marked, fordi selskabet vil levere en del glatte rør efter lukningen af Clydesdale ... VLR insisterer på, at enhver alliance i Europa skal give MRW en tilstrækkelig stor andel".

(19) PH Varley, repræsentant for BSC.

(20) "BS og VLR er enige om, at denne styrkelse af EF er gennemførlig og skal føre til 'fundamentals improved', der skal forbyde japanerne adgang til det britiske marked, også efter lukningen af Clydesdale. PhV tilføjer, at en 100 % overholdelse af 'fundamentals' i Det Forenede Kongerige er umulig, men at situationen vil være holdbar, hvis undtagelserne ikke overstiger 15000 tons om året. BS nævner dog muligheden af at købe glatte rør hos UTM, SIDERCA og TAMSA for at undgå uhæmmet konkurrence fra deres side".

(21) "... hvis vi kan opnå, at japanerne ikke trænger ind på det britiske marked, og at problemet løses mellem de europæiske producenter. I så fald ville de glatte rør i praksis kunne fordeles mellem MRW, VLR og Dalmine. Under dette scenario II ville vi formodentlig have interesse i at knytte VLR's salg både til BSC' priser og afsætning af VAM"

(22) "MRW/DALMINE/VLR opnår, at BSC fortrinsvis køber sine glatte rør hos de europæiske producenter, der fordeler disse leverancer efter en fast regel". Vallourecs dokument af 2.5.1990 vedrørende de strategiske overvejelser om VLR's forbindelser med SMI og BSC.

(23) "MRW må have interesse i, at 'fundamentals' overholdes på det britiske marked, fordi selskabet vil levere en del glatte rør efter lukningen af Clydesdale".

(24) Der er tale om et forberedende dokument til mødet mellem de europæiske virksomheders formænd den 29.9.1993 i Paris med henblik på disses møde med de japanske og latinamerikanske virksomheders formænd den 5.11.1993. Dokumentet blev ifølge det håndskrevne notat, som det indeholder, sendt fra AS (A. Stewart i British Steel) til Vallourec den 23.9.1993.

(25) Dette dokument var et af de forberedende dokumenter til mødet mellem de europæiske virksomheders formænd med henblik på mødet mellem disse og de japanske og latinamerikanske virksomheders formænd den 5.11.1993. Dokumentet blev ifølge det håndskrevne notat, som det indeholder, sendt fra AS (A. Stewart i British Steel) til Vallourec den 23.9.1993.

(26) "LA agreed the above share except for European market. For european tenders, liaison shall be discussed case by case in a cooperative sense" ("De latinamerikanske producenter accepterede ovennævnte fordeling, undtagen for det europæiske marked. I forbindelse med europæiske licitationer skal samarbejdet drøftes i hvert enkelt tilfælde").

(27) "Selv om japanerne har accepteret ikke at kræve ændringer i vore aftaler, hvis Fællesskabets industri for sømløse rør skulle omstruktureres, er der ingen garanti for, at de holder dette løfte, hvis British Steel trækker sig ud af produktion eller færdigbehandling af rør i Det Forenede Kongerige".

(28) "British Steel har planer om at indstille sin produktion af sømløse rør og vil forsøge at gøre dette på en sådan måde, at det ikke skaber afbrydelser i rørleverancerne til kunderne, og hjælpe de producenter, der overtager denne virksomhed, til at beholde ordrerne ... Der har i de sidste seks måneder været ført drøftelser mellem British Steel og andre producenter, der var interesserede i at overtage aktiverne fra British Steel, og British Steel mener, at der er enighed om at gå frem efter retningslinjerne i dette dokument".

(29) "accepterede, at Vallourec gik i spidsen med hensyn til overtagelsen af OCTG-aktiviteterne".

(30) Vallourecs årsberetning af 1994 (s. 14617).

(31) Kommissionens beslutning 86/398/EØF af 23. april 1986 i sag IV/31.149 - Polypropylen (EFT L 230 af 18.8.1986, s. 1, betragtning 81). Førsteinstansrettens dom af 24.10.1991 i sag T-1/89, Rhône-Poulenc SA mod Kommissionen (Sml. 1991 II, s. 867, præmis 120) og af 20.4.1999 i de forenede sager T-305/94 etc., Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke offentliggjort, præmis 715).

(32) "Følgende fordelingsnøgle blev vedtaget" ... "der blev aftalt en prisstigning på 50 %" ... "ovennævnte aftale gælder indtil sidst i marts 1994".

(33) Dom af 15.7.1970 i sag 41/69 (Sml. 1970, s. 661, præmis 128).

(34) Domstolens dom af 30.1.1985 i sag 123/83, BNIC mod Guy Clair (Sml. 1981, s. 391, præmis 22).

(35) Domstolens dom af 15.6.1976 i sag 51-75, Emi Records Limited mod CBS Limited United Kingdom (Sml. 1976, s. 811, præmis 28). Kommissionens beslutning 74/634/EØF af 29.11.1974 (IV/27.095 - Fransk-japansk aftale om kuglelejer, EFT L 343 af 21.12.1974, s. 19), beslutning 75/77/EØF af 8.1.1975 (IV/27.039 - Champignonkonserves, EFT L 29 af 3.2.1975, s. 26) og beslutning 75/497/EØF af 15.7.1975 (IV/27.000 - IFTRA-regler for producenter af ubearbejdet aluminium, EFT L 228 af 29.8.1975, s. 3).

(36) Kommissionens beslutning 73/109/EØF af 2. januar 1973 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 og 86 (IV/26.918 - Den europæiske sukkerindustri), EFT L 140 af 26.5.1973, s. 17.

(37) EFT C 23 af 23.1.1997, s. 3, punkt I A 3 og II A 2, punkt I A 3 og II A 2.

(38) "Hvis der som fremført foreligger en aftale, bør den ifølge British Steel vurderes i sin økonomiske kontekst... Årsagerne til, at en sådan aftale ikke ville have begrænset konkurrencen mærkbart inden for Fællesskabet, tyder på, at der ikke havde været nogen kommerciel bevæggrund for at indgå en sådan aftale - hvilket skaber tvivl om, hvorvidt der overhovedet var en aftale af den type, som fremført i klagepunktsmeddelelsen". Punkt 1.6 i dens svar på klagepunktsmeddelelsen.

(39) "NSC kan ikke udelukke muligheden af, at nogle af dens tidligere ansatte med ansvar for produktionen af sømløse rør deltog i sådanne møder før juli 1995" (s. 13548). "NSC kan ikke bekræfte, om dens tidligere ansatte deltog i møder mellem europæiske og japanske producenter og i så fald, i hvilken egenskab de deltog".

(40) "SMI fandt det vigtigt at understrege, at den anvendte sine ansattes erindringer, for uden at være i besiddelse af dokumenter og fortegnelser kunne den ikke være absolut sikker på, at de ansattes redegørelser var nøjagtige".

(41) "Så vidt [...] (NKK) ved, findes der ingen andre oplysninger end oplysningerne i vort svar af 7. november 1997".

(42) "Da KSC kun har andenhåndsoplysninger om disse møder, er de oplysninger, den kan give Kommissionen, nødvendigvis vage" (s. 14616).

(43) Dom af 10. marts 1992 i sag T-14/89, Montedipe mod Kommissionen (Sml. 1992 II, s. 1155, præmis 264).

(44) EFT L 328 af 14.11.1992, s. 15, betragtning 38.

(45) "En række kunder i Det Forenede Kongerige ønsker at købe glatte rør til en pris, der er lavere end den, de europæiske producenter forlanger af BSC, og vil forsøge at pålægge BSC at købe glatte rør i Sydamerika, hvilket BSC vil få vanskeligt ved at afslå".

(46) Ifølge bestemmelse nr. 4 er der tre frister: for eksempel angiver BS for leverancer i marts a) mængderne den 15. december, b) de udvendige diametre den 15. januar og c) alle ordrens øvrige parametre den 25. januar (hvis leveringen skal finde sted i første halvdel af marts) eller den 10. februar (hvis leveringen skal finde sted i anden halvdel af marts).

(47) EFT C 207 af 18.7.1996, s. 4.

BILAG 1

SØMLØSE RØR - 1996

>TABELPOSITION>

Kilde:

Den Europæiske Sammenslutning af Stålrørsfabrikanter.

BILAG 2

LEVERANCER AF SØMLØSE STÅLRØR TIL OLIEINDUSTRIEN (UNDTAGEN RUSTFRI STÅLRØR) FRA VALLOUREC, DALMINE, MRW, BS((Tallene for BS omfatter ikke de ledningsrør, der fremstilles på selskabets valseværk i Wednesfield.)), NSC, SMI((SMI har ikke kunnet foretage en opdeling mellem projektledningsrør og handelsledningsrør. Derfor omfatter selskabets tal ikke ledningsrør. Desuden indgår selskabets salg af glatte OCTG-rør i dets tal for OCTG-rør med standardgevind.)), KSC OG NKK((De afsætningstal, som NKK har fremsendt, bygger på tal, som det japanske finansministerium har offentliggjort. Der er ikke foretaget nogen opdeling mellem de forskellige kategorier af OCTG-rør eller ledningsrør på verdensplan. På europæisk plan er der tale om NKK's skøn. NKK's tal på verdensplan er derfor ikke medtaget. Desuden indgår selskabets salg af glatte OCTG-rør i tallet for OCTG-rør med standardgevind.))

Gennemsnit for 1990-1995

>TABELPOSITION>

BILAG 3

LEVERANCER AF SØMLØSE OCTG-RØR FRA VALLOUREC, DALMINE, MRW, BS, NSC, SMI, KSC OG NKK

Gennemsnit for 1990-1996

>TABELPOSITION>

BILAG 4

LEVERANCER AF SØMLØSE LEDNINGSRØR FRA VALLOUREC, DALMINE, MRW, BS, NSC, SMI, KSC OG NKK

Gennemsnit for 1990-1996

>TABELPOSITION>

BILAG 5

IMPORT FRA TREDJELANDE (UNDTAGEN JAPAN)

Gennemsnit for 1990-1995

>TABELPOSITION>

Kilde:

Eurostat.