EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0199

2003/199/EF: Rådets beslutning af 18. marts 2003 om afvisning af at indsætte aldicarb i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof

EUT L 76 af 22.3.2003, p. 21–24 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/199/oj

32003D0199

2003/199/EF: Rådets beslutning af 18. marts 2003 om afvisning af at indsætte aldicarb i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof

EU-Tidende nr. L 076 af 22/03/2003 s. 0021 - 0024


Rådets beslutning

af 18. marts 2003

om afvisning af at indsætte aldicarb i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof

(2003/199/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(1), særlig artikel 8, stk. 2, tredje og fjerde afsnit,

under henvisning til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(2), særlig artikel 7, stk. 3a, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Efter artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF skal Kommissionen udarbejde et arbejdsprogram for undersøgelse af de aktive stoffer, der anvendes i plantebeskyttelsesmidler, som allerede var på markedet den 25. juli 1993. Der blev fastsat nærmere bestemmelser for udarbejdelsen af dette program i forordning (EØF) nr. 3600/92.

(2) I Kommissionens forordning (EF) nr. 933/94 af 27. april 1994 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 3600/92 for så vidt angår aktive stoffer i plantebeskyttelsesmidler og udpegning af rapporterende medlemsstater(3), blev de aktive stoffer, som bør vurderes i henhold til forordning (EØF) nr. 3600/92 udpeget sammen med de rapporterende medlemsstater for vurderingen af de enkelte stoffer, og de producenter af de enkelte aktive stoffer, som havde indgivet en rettidig anmeldelse, blev identificeret.

(3) Aldicarb er et af de 89 aktive stoffer, der er udpeget i forordning (EF) nr. 933/94.

(4) I henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EØF) nr. 3600/92 forelagde Det Forenede Kongerige, der er rapporterende medlemsstat, den 30. april 1996 Kommissionen en rapport om sin vurdering af de oplysninger, anmelderne havde fremlagt efter artikel 6, stk. 1, i samme forordning.

(5) Efter at have modtaget rapporten fra den rapporterende medlemsstat foranstaltede Kommissionen høringer af eksperter fra medlemsstaterne og af hovedanmelderen Rhône-Poulenc (nu Bayer CropScience), som fastsat i artikel 7, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 3600/92.

(6) Det Forenede Kongeriges rapport om vurderingen er blevet gennemgået af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Det fremgik, at de fremlagte oplysninger ikke er tilstrækkelige til at påvise forventningen om, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktive stof, generelt opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF under de foreslåede betingelser for anvendelse. Dossieret og oplysningerne fra behandlingen blev også forelagt Den Videnskabelige Komité for Planter. Komitéen blev bedt om at kommentere den økotoksikologiske risikovurdering herunder risikoen for små fugle. Komitéen bemærkede, at risikovurderingen af små fugles kontakt med granulatet i det væsentlige afhænger af den antagelse, at over 99 % af granulatet trænger ned i jorden. Dette kan da også lade sig gøre under ideelle betingelser, men Komitéen mente, at en sådan høj grad af optagelse ikke permanent er mulig under normale anvendelsesbetingelser i landbruget, og den tilrådede derfor en ny behandling. Med hensyn til andre ikke-målorganismer er komitéen ikke i stand til på basis af de tilgængelige oplysninger at vurdere, hvorvidt anvendelsen af aldicarb skal fortsætte, mens man afventer fremlæggelsen og evalueringen af yderligere oplysninger. Derfor har Kommissionen opfordret anmelderen til at færdiggøre sit dossier senest den 31. december 2001 med hensyn til en begrænset række repræsentative anvendelsesformål. Efter modtagelsen af yderligere oplysninger blev gennemgangen afsluttet den 18. oktober 2002 i form af Kommissionens revisionsrapport om aldicarb i henhold til artikel 7, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 3600/92.

(7) De vurderinger, der er foretaget på baggrund af de forelagte oplysninger, har ikke påvist forventningen om, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aldicarb, generelt opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF under de foreslåede betingelser for anvendelse, særlig med hensyn til mulige virkninger for ikke-målorganismer. Det er hensigtsmæssigt i betragtning af den risiko, særlig for små fugle, der er forbundet med aldicarb i den nuværende granulatform, at der træffes en beslutning. De oplysninger, der blev forelagt af anmelderen vedrørende den foreslåede repræsentative anvendelsesmåde, viser, at granulatet fortsat vil befinde sig på jordoverfladen, efter at denne er blevet behandlet. Muligheden for at små fugle indtager dødelige mængder af granulatet, kan ikke udelukkes. Der var udarbejdet en risikovurdering af anmelderen, som den rapporterende medlemsstat har evalueret, og det konkluderedes heri, at der ikke kan forventes virkninger for de nationale bestande, men at der kan blive tale om en vis lokal virkning. Der skal tages hensyn til, at de aftalte kriterier for fortolkning af en sådan risikovurdering endnu ikke er blevet endeligt fastlagt, og det vil i betragtning af den mulige risiko ikke være hensigtsmæssigt at udsætte beslutningen yderligere, til der er aftalt sådanne kriterier. I øvrigt har behandlingen vist, at der er en risiko for regnorme, og de tilgængelige oplysninger fra markstudier er stadig utilstrækkelige til helt at løse problemet.

(8) Aldicarb bør derfor ikke optages i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

(9) Der bør træffes foranstaltninger til at sikre, at de allerede udstedte godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aldicarb, tilbagekaldes inden for en bestemt periode og ikke forlænges, samt at der ikke udstedes nye godkendelser af sådanne plantebeskyttelsesmidler.

(10) Det fremgår af de oplysninger, Rådet har modtaget, at det - i mangel af effektive alternativer til visse begrænsede anvendelser i nogle medlemsstater - er nødvendigt at fortsætte med at anvende det aktive stof, indtil der er udviklet sådanne alternativer. På denne baggrund er det derfor berettiget - under overholdelse af strenge betingelser, som tager sigte på at minimere risikoen (f.eks. stewardship-programmer) - at forlænge perioden for tilbagekaldelse af eksisterende tilladelser til begrænsede væsentlige anvendelser, for hvilke der ikke synes at findes effektive alternativer til kontrol af planteskadegørere.

(11) Overgangsperioden til destruering, opbevaring, afhændelse eller anvendelse af bestående lagre af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aldicarb, og som er godkendt af medlemsstaterne, jf. artikel 4, stk. 6, i direktiv 91/414/EØF, bør være kort, således at bestående lagre højst kan anvendes i en yderligere vækstsæson.

(12) Denne beslutning er ikke til hinder for, at Kommissionen på et senere tidspunkt træffer foranstaltninger for dette aktive stof under Rådets direktiv 79/117/EØF af 21. december 1978 om forbud mod markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler indeholdende visse aktive stoffer(4).

(13) Da der ikke foreligger en positiv udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, har Kommissionen ikke været i stand til at træffe de i henhold til fremgangsmåden i artikel 19 i Rådets direktiv 91/414/EØF fastsatte foranstaltninger -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Aldicarb optages ikke som aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

Artikel 2

Medlemsstaterne sørger for, at:

1) godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aldicarb, tilbagekaldes inden den 18. september 2003

2) fra 18. marts 2003 udstedes der ikke i henhold til undtagelsesbestemmelsen i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aldicarb, og allerede udstedte godkendelser forlænges ikke

3) for så vidt angår anvendelserne i kolonne B i bilaget kan en medlemsstat i kolonne A indtil den 30. juni 2007 fortsat opretholde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aldicarb, forudsat at den:

a) sikrer, at plantebeskyttelsesmidler, der endnu findes på markedet, forsynes med et nyt mærke med henblik på at opfylde betingelserne for begrænset anvendelse

b) indfører alle relevante risikobegrænsningsforanstaltninger med henblik på at reducere mulige risici og sikre beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed og af miljøet, og

c) sikrer, at der gøres seriøse forsøg på at finde alternative midler eller metoder til sådanne anvendelser, navnlig ved hjælp af handlingsplaner.

Den pågældende medlemsstat underretter senest den 31. december 2004 Kommissionen om anvendelsen af denne artikel og især om de foranstaltninger, der er truffet i medfør af litra a)-c), og fremlægger hvert år et skøn over den mængde aldicarb, der er blevet anvendt til væsentlige anvendelser i henhold til denne artikel.

Artikel 3

Enhver overgangsperiode, som medlemsstaterne fastsætter i henhold til artikel 4, stk. 6, i direktiv 91/414/EØF, skal være så kort som mulig, og

a) for de anvendelser, for hvilke godkendelsen skal tilbagekaldes den 18. september 2003, udløbe senest 18. september 2004

b) for de anvendelser, for hvilke godkendelsen skal tilbagekaldes inden den 30. juni 2007, udløbe senest 31. december 2007.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. marts 2003.

På Rådets vegne

G. Drys

Formand

(1) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/5/EF (EFT L 8 af 14.1.2003, s. 7).

(2) EFT L 366 af 15.12.1992, s. 10. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2266/2000 (EF L 259 af 13.10.2000, s. 27).

(3) EFT L 107 af 28.4.1994, s. 8. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2230/95 (EFT L 225 af 22.9.1995, s. 1).

(4) EFT L 33 af 8.2.1979, s. 36. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

BILAG

Liste over godkendelser som nævnt i artikel 2, stk. 3

>TABELPOSITION>

Top