Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32002D0633

2002/633/EF: Kommissionens beslutning af 27. februar 2002 om Italiens foranstaltninger med henblik på tilbagetagelse og færdiggørelse af industrigrunde, der er byggemodnede af Sirap SpA, samt tildeling af grunde og tomme industribygninger til kommunerne (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 611)

EFT L 205 af 2.8.2002, pp. 89–92 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2002/633/oj

32002D0633

2002/633/EF: Kommissionens beslutning af 27. februar 2002 om Italiens foranstaltninger med henblik på tilbagetagelse og færdiggørelse af industrigrunde, der er byggemodnede af Sirap SpA, samt tildeling af grunde og tomme industribygninger til kommunerne (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 611)

EF-Tidende nr. L 205 af 02/08/2002 s. 0089 - 0092


Kommissionens beslutning

af 27. februar 2002

om Italiens foranstaltninger med henblik på tilbagetagelse og færdiggørelse af industrigrunde, der er byggemodnede af Sirap SpA, samt tildeling af grunde og tomme industribygninger til kommunerne

(meddelt under nummer K(2002) 611)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2002/633/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med denne artikel(1), og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFORLØB

(1) Ved brev af 6. oktober 1997 anmeldte Italien i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 88, stk. 3, regionen Siciliens forslag til lov om bestemmelser for tilbagetagelse og færdiggørelse af industrigrunde, der er byggemodnede af Sirap SpA.

(2) Ved brev af 21. oktober 1997 anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om yderligere oplysninger.

(3) Den 10. december 1997 meddelte Italien Kommissionen, at det anmeldte forslag var blevet vedtaget ved regionen Siciliens lov af 24. december 1997, nr. 46(2) (herefter benævnt "lov nr. 46/1997"), og medsendte teksten. Svaret på anmodningen om yderligere oplysninger indgik den 15. januar 1998. Kommissionen modtog yderligere oplysninger den 23. februar og den 16. april 1998. Kommissionen fremkom med yderligere anmodninger den 4. juni 1998, som Italien besvarede den 16. oktober 1998.

(4) I forbindelse med undersøgelsen af denne støtteforanstaltning har Kommissionen desuden fået kendskab til en ordning vedrørende de kommunale forvaltningers tildeling af grunde og tomme industribygninger til små og mellemstore virksomheder. Bestemmelserne blev meddelt Kommissionen i bilaget til det i betragtning 3 omtalte brev af 16. april 1998.

(5) Den 9. december 1998 besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, over for den pågældende støtte. Italien blev underrettet herom ved brev af 30. december 1998. Offentliggørelsen af brevet i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3) fremkaldte ingen reaktioner fra tredjemand. Italien svarede imidlertid ved brev, der blev modtaget af Kommissionen den 10. marts 1999. Den 24. november 1999 blev der i Bruxelles holdt et møde mellem repræsentanter for Italien og for regionen Sicilien. Kommissionen modtog et sidste brev fra Italien den 7. juni 2001, hvori Italien forpligter sig til at anvende de pågældende foranstaltninger inden for de overgrænser, der er fastsat i Kommissionens meddelelse om "de minimis"-støtte(4).

II. BESKRIVELSE AF STØTTEN

II.1. Siraps forhistorie: beslutningen af 3. marts 1999

(6) Sirap SpA (herefter benævnt "Sirap") var et offentligretligt selskab, der tog sig af den økonomiske udvikling af regionen Siciliens område (en region, der er berettiget til statsstøtte med regionalt sigte, som omhandlet i artikel 87, stk. 3, litra a)), og som gik konkurs den 1. februar 1993. Efter afviklingen kunne de virksomheder, der havde udført arbejder for Siraps regning, ikke længere få betalt deres fordringer, og de fleste af virksomhederne gik konkurs. For at bøde på denne situation havde Italien vedtaget en første støtteforanstaltning i form af sikkerhedsstillelse og rentegodtgørelser til fordel for de pågældende virksomheder med henblik på at undgå en kædereaktion af konkurser.

(7) Som led i undersøgelsen af den pågældende støtte fastslog Kommissionen ved beslutning 1999/678/EF(5), at den støtte, Italien havde indrømmet til fordel for virksomheder, der havde lidt skade ved Siraps afvikling, udgjorde støtte, som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Den vigtigste begrundelse for beslutningen var, at støtten gjorde det muligt for modtagerne delvis at undgå følgerne af, at initiativtageren til arbejderne var gået konkurs. Virksomhederne kom således til at befinde sig i en situation, der på kunstig vis var gunstigere end andre lignende i Italien arbejdende virksomheders. Kommissionen havde derfor konkluderet, at foranstaltningerne ikke kunne falde ind under nogen af de i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, fastsatte undtagelsesbestemmelser. Italien skulle således indstille støtteordningen for den dels vedkommende, der ikke var omfattet af "de minimis"-reglen, og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre tilbagebetaling af al uberettiget udbetalt støtte. Beslutningen gav dog ikke anledning til nogen tilbagebetaling af ulovlig støtte, eftersom Italien havde erklæret, at der ikke var eller ville blive udbetalt nogen støtte før vedtagelsen af en endelig beslutning.

II.2. Sirap og de foranstaltninger, sagen drejer sig om

(8) Sirap havde til opgave at bestille og lede byggemodningsarbejder med henblik på at tiltrække virksomheder. I det foreliggende tilfælde var der tale om primær og sekundær byggemodning af industriområder samt opførelse af tomme industribygninger. Den af Italien valgte foranstaltning omfattede betaling af fordringer fra liberale erhvervsdrivende for projekteringsvirksomhed, ledelse af arbejderne og regnskabsføring samt fra de virksomheder, der havde gennemført arbejderne, og fra ejerne af de grunde, hvor arbejderne var blevet udført. Betalingen af nævnte fordringer skulle foretages af Sirap ved hjælp af midler, der skulle udbetales af regionen Sicilien i flere omgange, eftersom Sirap arbejdede på grundlag af en aftale, der var indgået med regionen. Som følge af Siraps konkurs i februar 1993 kunne en stor del af disse arbejder ikke fuldføres, fordi virksomhederne ikke modtog deres betaling, hvilket netop gjorde det nødvendigt, at regionen greb ind og finansierede fuldførelsen af arbejderne og overdrog de fuldførte arbejder til kommunerne(6). Betalingen af fordringerne skulle foretages inden for de beløbsrammer, der oprindelig var fastsat for finansiering af arbejderne. Skulle de samlede fordringer overstige de til rådighed stående midler, skulle godtgørelserne nedsættes forholdsmæssigt.

II.3. De anmeldte foranstaltninger (ex N 693/97)

(9) Ved brev af 6. oktober 1997 anmeldte Italien i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3, foranstaltningerne med henblik på tilbagetagelse og færdiggørelse af de industrigrunde, der var byggemodnede af Sirap, som var under afvikling. Foranstaltningerne omhandles i lov nr. 46/1997(7) og omfatter følgende tre slags indgreb:

a) Arbejderne i forbindelse med industrigrundene (hovedsagelig byggemodningsarbejder), som Sirap ikke fik færdiggjort som følge af selskabets konkurs, overdrages til de behørige kommunale forvaltninger. Regionen Sicilien bemyndiges til at betalte de fordringer, som de virksomheder, der har udført arbejder for Siraps regning, gør gældende, dog kun op til de beløb, der er tilbage af de finansieringer, der oprindelig blev bevilget på tidspunktet for gennemførelsen af de pågældende arbejder. Betalingen sker på den betingelse, at modtagerne ikke har gjort deres fordringer gældende over for boet efter Sirap. I artikel 2 og 3 i lov nr. 46/1997 står der, at de af regionen Sicilien finansierede arbejder tildeles kommunerne, så snart de er færdiggjorte.

b) Ifølge artikel 4 i lov nr. 46/1997 indrømmer regionen Sicilien kommunerne finansieringer for 1997 til fuldførelse af arbejderne i forbindelse med byggemodningen af industriområderne på op til 21 mia. ITL (10845594 EUR).

c) Regionen Sicilien giver et bidrag på op til 80 % af de udgifter, som er nødvendige for de håndværksvirksomheder og disses sammenslutninger, som selv udfører eller afslutter arbejderne. Bidraget nedsættes til 50 % af de nødvendige udgifter for de virksomheder, som tillige måtte være ejere af grundene. I loven fastsættes det, at håndværksvirksomhederne og disses sammenslutninger skal have til formål at forvalte de således byggemodnede grunde på betingelse af, at grundene efter færdiggørelsen kan udnyttes umiddelbart. I artikel 7 i lov nr. 46/1997 fastsættes udgifterne hertil for 1997 til 5 mia. ITL (2582284 EUR).

II.4. De uanmeldte foranstaltninger (ex NN 130/98)

(10) Den fjerde slags foranstaltninger, der omhandles i bestemmelserne for kommunerne vedrørende tildelingen af industrigrundene og de tomme industribygninger(8), og som finder anvendelse på hele Sicilien, går ud på, at bygninger og grunde udlejes af kommunerne til SMV mod betaling af en leje, der fastsættes af de kommunale forvaltninger på grundlag af de forventede udgifter til vedligeholdelse af infrastrukturarbejderne og bygningerne i de påfølgende fem år.

III. ÅRSAGER TIL, AT KOMMISSIONEN HAR INDLEDT PROCEDUREN EFTER EF-TRAKTATENS ARTIKEL 88, STK. 2

(11) Som følge af at sagen er magen til den, der var genstand for beslutning 1999/678/EF, har man fundet, at finansieringen af Siraps fordringshavere (første foranstaltning) gik i retning af at omgå konkursreglerne og således begunstige de virksomheder, som nød godt af foranstaltningerne, i forhold til andre virksomheder.

(12) For Kommissionen synes betalingen af de af Sirap beordrede arbejder nemlig at skulle anses for at være en aftalemæssig forpligtelse for Sirap. På trods af at Sirap var forpligtet til i aftalen med regionen Sicilien at indføre muligheden for, at regionen indtrådte i Siraps sted i de aftalemæssige forbindelser med dem, der udførte arbejderne, skete dette ikke. Følgelig fandtes der ingen aftalemæssig forbindelse mellem Siraps fordringshavere og regionen Sicilien, der i det foreliggende tilfælde kunne indebære, at regionen skulle betale de pågældende fordringshavere. Ifølge Kommissionen så det ud til, at der var andre muligheder for regionen for at tilbagetage de allerede færdiggjorte arbejder. Regionen kunne nemlig have betalt Sirap, der var under afvikling, de beløb, der svarede til de udførte arbejder, i bytte for ejerskabet til de udførte arbejder eller erhverve de udførte arbejder i forbindelse med Siraps afvikling, dersom kurator havde besluttet at sælge dem på en offentlig auktion med lige adgang for alle. I stedet for at vælge en af disse to løsninger syntes regionen Sicilien at foretrække at betale fordringshaverne direkte ved at pålægge regionen Sicilien en lovfæstet forpligtelse til at betale nævnte fordringshavere på grundlag af de midler, der oprindelig var afsat til gennemførelsen af samtlige arbejder.

(13) Den pågældende foranstaltning udgjorde følgelig en driftsstøtte, idet den ikke tog sigte på gennemførelse af investeringer eller på jobskabelse.

(14) Ingen af de afgivne oplysninger gav desuden anledning til at anlægge den betragtning, at de betingelser for godkendelse af driftsstøtte, der opregnes i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte(9), var opfyldt.

(15) De finansieringer, der var indrømmet kommunerne og håndværksvirksomhederne og sidstnævntes sammenslutninger (anden og tredje foranstaltning), synes ikke at udgøre statsstøtte, men deres snævre forbindelse med bestemmelserne om regionen Siciliens erhvervelse af arbejderne bevirker, at de indgår i de mere generelle bestemmelser om erhvervelse af de ovennævnte arbejder.

(16) Med hensyn til kommunernes udlejning til SMV til en leje, kommunerne fastsætter (fjerde foranstaltning), havde Kommissionen gjort indsigelse over for størrelsen af den leje, lejerne af nævnte ejendomme skulle betale kommunerne, og den havde anlagt den betragtning, at der kunne forekomme et støtteelement, hvis lejen var under markedsprisen. I så tilfælde kunne støtten betragtes som en investeringsstøtte til fordel for SMV eller driftsstøtte, der opfylder betingelserne i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte. Ved procedurens iværksættelse havde Kommissionen også anført, at "det ikke kunne udelukkes, at hele eller dele af den støtte, der på denne måde var ydet til håndværksvirksomheder og SMV, er omfattet af 'de minimis'-reglen, der tillader ydelse af en støtte på 100000 ECU over tre år"(10). Ved procedurens iværksættelse havde Italien imidlertid ikke fremført argumenter for at påvise, at de i "de minimis"-reglen fastsatte overgrænser var overholdt i forbindelse med indrømmelsen af de pågældende fordele.

IV. VURDERING AF STØTTEN

IV.1. Første foranstaltning

(17) For så vidt angår bestemmelserne om regionen Siciliens erhvervelse af arbejderne, afgav Italien forklaring i brev af 10. marts 1999. Det fremgår klart heraf, at de bygninger, der skulle færdiggøres, lige fra begyndelsen tilhørte de kommunale forvaltninger i henhold til artikel 37, stk. 2, i regionen Siciliens lov nr. 35 af 23. maj 1991. Der er således ikke tale om erhvervelse, men om tilbagegivelse til den lovlige ejer. Desårsag kunne de andre to løsninger, som Kommissionen havde foreslået, ikke anvendes, idet kommunerne lige fra begyndelsen var ejere af arbejderne. Finansieringen af færdiggørelsen af arbejderne havde udelukkende til formål at fremme proceduren for tilbagegivelse af arbejderne til kommunerne. Indgrebet tog sigte på at undgå, at de gennemførte arbejder forfaldt. Under alle omstændigheder ville fordringshaverne, hvis regionen ikke havde grebet ind, have krævet erstatning hos kommunerne, der på deres side ville have krævet erstatning hos regionen. Den endelige virkning ville have været den samme, men den anvendte løsning viser sig at være hurtigere. Den første foranstaltning falder derfor ikke ind under anvendelsen af traktatens artikel 87, stk. 1, og den udgør ikke statsstøtte.

IV.2. Anden foranstaltning

(18) Den anden foranstaltning består i finansiering af kommunerne med henblik på færdiggørelse af arbejderne. Den udgør derfor ikke statsstøtte, for så vidt som der ikke er tale om indrømmelse af fordele til en virksomhed, men til en anden offentlig myndighed. Uanset om den skulle udgøre støtte eller ej, udelukker den forpligtelse, Italien påtog sig den 7. juni 2001 til at overholde de i "de minimis"-reglen fastsatte overgrænser, i øvrigt, at der kan være tale om støtte.

IV.3. Tredje foranstaltning

(19) Den tredje foranstaltning gør det muligt for regionen at finansiere virksomhedssammenslutninger med henblik på færdiggørelse af arbejderne. Finansieringen er på 80 % af udgifterne eller 50 %, når virksomhederne er ejere af den grund, hvor arbejdet udføres. Eftersom arbejderne tilhører kommunerne, er det op til disse som ejere at afholde alle udgifter til gennemførelse af disse arbejder. Regionen indrømmer ingen fordele, for så vidt som den ikke betaler virksomhedssammenslutningerne samtlige udgifter. Den tredje foranstaltning falder derfor ikke inden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 87, stk. 1, og den udgør ikke statsstøtte. Uanset om den skulle udgøre statsstøtte eller ej, udelukker den forpligtelse, Italien påtog sig den 7. juni 2001 til at overholde de i "de minimis"-reglen fastsatte overgrænser, i øvrigt, at der kan være tale om støtte.

IV.4. Fjerde foranstaltning

(20) For så vidt angår vurderingen af fordelen i forbindelse med udlejningen af tomme industribygninger og af grunde, har de regionale myndigheder understreget, hvor vanskeligt det er at sætte tal på den fordel, lejerne måtte have, eftersom der ikke på markedet findes nogen situation, som der direkte kan sammenlignes med. Regionen forpligtede sig dog ved brev af 7. juni 2001 til at overholde de i "de minimis"-reglen fastsatte overgrænser.

V. KONKLUSIONER

(21) Det skal understreges, at målgruppen for foranstaltningerne er SMV(11), hvilket udgør et gunstigt element i den vurdering, Kommissionen har foretaget. Hertil kommer Italiens endelige forpligtelse til at overholde de i "de minimis"-reglen fastsatte overgrænser, for så vidt angår de i forbindelse med procedurens iværksættelse omtalte foranstaltninger. Kommissionen kan derfor konstatere, at der ikke er tale om støtteforanstaltninger.

(22) Nærværende beslutning hænger sammen med beslutning 1999/678/EF, hvori anlagdes den udtrykkelige betragtning, at der var tale om støtte for den dels vedkommende, der ikke var omfattet af "de minimis"-reglen -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

De af Italien vedtagne foranstaltninger med henblik på tilbagetagelse og færdiggørelse af de industrigrunde, der er byggemodnet af Sirap SpA, samt tildeling af grunde og tomme industribygninger til kommunerne udgør ikke støtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. februar 2002.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 162 af 10.6.2000, s. 4.

(2) Regionen Siciliens lovtidende af 30.12.1997.

(3) EFT C 162 af 10.6.2000, s. 4.

(4) EFT C 68 af 6.3.1996, s. 9.

(5) EFT L 269 af 19.10.1999, s. 29.

(6) Det skal bemærkes, at kommunerne ansås for at være ejere af arbejderne, men at arbejderne først blev stillet til rådighed for kommunerne efter færdiggørelsen.

(7) Se fodnote 2.

(8) Dekret af 8. februar 1991, den regionale lovtidende af 20.4.1991.

(9) EFT C 74 af 10.3.1998, s. 4, punkt 4.15.

(10) Se fodnote 4.

(11) Dette fremgår af artikel 7 i lov nr. 46/1997, hvori der henvises til regional lov nr. 96/1981, senere ændret ("Indgreb til fordel for små og mellemstore industri-, handels- og håndværkervirksomheder samt andelsvirksomheder og fiskeriet"). Artikel 7 i lov nr. 46/1997 er således rettet til SMV.

Top