Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001D0490

2001/490/EF: Kommissionens beslutning af 18. juni 2001 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 507/2001/EF om en række foranstaltninger vedrørende det transeuropæiske net til indsamling, udarbejdelse og udbredelse af statistikker over udveksling af goder inden for Fællesskabet og med tredjelande (Edicom) (meddelt under nummer K(2001) 1529)

EFT L 177 af 30.6.2001, pp. 81–89 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/490/oj

32001D0490

2001/490/EF: Kommissionens beslutning af 18. juni 2001 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 507/2001/EF om en række foranstaltninger vedrørende det transeuropæiske net til indsamling, udarbejdelse og udbredelse af statistikker over udveksling af goder inden for Fællesskabet og med tredjelande (Edicom) (meddelt under nummer K(2001) 1529)

EF-Tidende nr. L 177 af 30/06/2001 s. 0081 - 0089


Kommissionens beslutning

af 18. juni 2001

om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 507/2001/EF om en række foranstaltninger vedrørende det transeuropæiske net til indsamling, udarbejdelse og udbredelse af statistikker over udveksling af goder inden for Fællesskabet og med tredjelande (Edicom)

(meddelt under nummer K(2001) 1529)

(2001/490/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 507/2001/EF af 12. marts 2001 om en række foranstaltninger vedrørende det transeuropæiske net til indsamling, udarbejdelse og udbredelse af statistikker over udveksling af goder inden for Fællesskabet og med tredjelande (Edicom)(1), særlig artikel 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 507/2001/EF er referencerammen for et informationsnet til indsamling, udarbejdelse og udbredelse af statistikker over udveksling af goder inden for Fællesskabet og med tredjelande.

(2) Aktionerne i denne beslutning er i overensstemmelse med de målsætninger og betingelser, der er fastsat i beslutning nr. 507/2001/EF.

(3) Aktionerne har alle samme målsætninger, men en række af dem gennemføres på centralt plan, mens andre gennemføres direkte i medlemsstaterne, der indsamler og producerer de statistiske oplysninger.

(4) I henhold til beslutning nr. 507/2001/EF påhviler det Kommissionen at godkende det årlige arbejdsprogram, herunder fordelingen af de årlige udgifter.

(5) Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Statistikker over Udveksling af Goder mellem Medlemsstater og Udvalget for Statistikker over Udveksling af Goder med Tredjelande, der er nedsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 3330/91(2) og (EØF) nr. 1172/95(3) -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

De aktioner, der som led i arbejdsprogrammet for 2001 er berettiget til fællesskabsfinansiering inden for de i bilag 2 til denne beslutning fastsatte beløbsrammer, er anført i bilag 1.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juni 2001.

På Kommissionens vegne

Pedro Solbes Mira

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 76 af 16.3.2001, s. 1.

(2) EFT L 316 af 16.11.1991, s. 1.

(3) EFT L 118 af 25.5.1995, s. 10.

BILAG I

EDICOM-AKTIONER - GENERELT ARBEJDSPROGRAM

Aktioner vedrørende etablering af et net af informationer, der er af bedre kvalitet og mindre omkostningskrævende, og som stilles hurtigere til rådighed, således at de krav, som Fællesskabets politikker stiller, opfyldes

Arbejdsprogrammet for 2001 har følgende mål:

1) Udarbejdelse af avancerede estimatorer:

Det overordnede mål med de foreslåede aktioner er at udarbejde foreløbige resultater på EU-niveau (samtlige medlemsstater og euroområdet), som opfylder minimumskvalitetskravene på deres, i respektive aggregeringsniveau. Ved at sammenligne de månedlige statistikker (dem, der i første omgang er offentliggjort, med dem, der fremkommer ved senere revisioner) vil det være muligt at projicere de endelige jævnligt reviderede data ved hjælp af en dertil egnet økonometrisk model eller andre metoder.

2) Forbedring af kvaliteten af basisstatistikkerne over udenrigshandelen

Efter at Kommissionen (Eurostat) for nylig har indført et værktøj til sporing af afvigende værdier, har det vist sig, at hvis der generelt indføres en integreret og generelt anvendelig strategi til kontrol af kvaliteten af basisstatistikkerne over samhandelen inden for EU og samhandelen med tredjelande, kan der opnås en effektivitetsgevinst. Specielt har det vist sig, at der skal lægges større vægt på kvalitetskontrollen af de statistiske resultater i forbindelse med værdier, mængder og værdienheder. Der bør derfor foretages en sammenfatning af de metoder, som medlemsstaterne og Kommissionen (Eurostat) har udarbejdet inden for kvalitetskontrol af basisstatistikkerne, således at der skabes en fælles platform. Et sådant værktøj vil kunne anvendes ved redigering, ved kontrol af virksomheder, som fremkommer med unøjagtige eller fejlagtige statistiske oplysninger, ved den integrerede dataindsamlingsforvaltning og ved den nødvendige imputering af de manglende data.

Målet med de foreslåede aktioner er således at forbedre statistikkernes kvalitet og at analysere de metoder, som medlemsstaterne anvender for at kontrollere de data, som hver virksomhed indberetter, samt de metoder, som medlemsstaterne og Kommissionen (Eurostat) har indført for at kontrollere dataene på et mere aggregeret niveau ud fra en produktmæssig og geografisk klassificering. De påregnede resultater er en indgående evaluering af de i øjeblikket anvendte metoder og en vurdering af, om der er mulighed for en fælles platform på EU-niveau.

3) Forbedring af målingen og kontrollen af kvaliteten af statistikken over udenrigshandelen

Traditionelt henhører målingen af udenrigshandelen under toldmyndighedernes kompetence, idet disse har en særlig tradition. Da de er en integrerende del af skattemyndighederne, følger de i vidt omfang en regnskabsmæssig procedure, hvor der arbejdes med en tilsyneladende skarp afgrænsning mellem reelle værdier og fejl. Desuden er der i mange medlemsstater ikke tradition for kvalitetskontrol, fejlmåling og oplysninger om pålideligheden af statistikken over udenrigshandelen. Denne situation er ikke længere acceptabel. Det gælder især efter indførelsen af Intrastat - systemet til direkte indsamling af oplysninger hos virksomhederne i snæver tilknytning til momssystemet - hvor der indsamles oplysninger til statistiske formål.

Målet med de foreslåede aktioner er at rette op på den ovenfor beskrevne utilfredsstillende situation ved at forbedre kvalitetsmålingen, kvalitetskontrollen og kvalitetssikringen.

4) Forbedring af ajourføringen af de statistiske resultater

Målet med de foreslåede aktioner er at fastlægge en harmoniseret ajourføringsprocedure, der skal mindske virkningen af de faktorer, som forringer statistikkernes kvalitet. Hvis de månedlige data ajourføres på en meget uensartet måde, begrænser det kohærensen af statistikkerne over samhandelen med tredjelande. Det er derfor nødvendigt at finde frem til de bedste metoder, idet man først undersøger, hvilken ajourføringsproces der i øjeblikket anvendes i hver medlemsstat, både med hensyn til metodologi og med hensyn til offentliggørelsespolitik (hyppighed, periode osv.). Der vil derefter blive stillet forslag om en mere harmoniseret procedure/strategi på EU-plan (enten bedste praksis anvendt af én eller flere af medlemsstaterne eller en hel ny metode.

5) Forbedring af metoderne til justering_ af de statistiske resultater

Både i forbindelse med Intrastat og Extrastat anvender medlemsstaterne tærskler for dataindsamlingen for at begrænse byrden for de oplysningspligtige. Der finder i øjeblikket ingen harmonisering sted af de metoder og værktøjer, der anvendes ved de justeringer, der er nødvendige på grund af denne anvendelse af tærskler. Medlemsstaterne har indført forskellige justeringsmetoder, der skal kompensere for undervurderingerne i statistikkerne over udenrigshandelen, specielt handelen inden for EU. Selv om disse justeringer er med til at forbedre kvaliteten af statistikkerne, idet der tages højde for underindberetning på grund af manglende svar og handel, der ligger under tilpasningstærsklen, medfører de ret betydelige forskelle mellem medlemsstaternes statistikker, fordi der ikke findes harmoniserede justeringsmetoder. For at tage fat på dette problem er der blevet gennemført en undersøgelse af de deskriptive og komparative metoder, som medlemsstaterne anvender - specielt har man analyseret forskellene og lighederne mellem de anvendte metoder. Det fremgår af denne undersøgelse, at selv om der er forskel på metoderne fra medlemsstat til medlemsstat, er der også væsentlige ligheder.

Når man skal vælge bedste praksis og forbedre de eksisterende metoder, er det vigtigt at foretage simuleringer med data fra virksomheder i de forskellige medlemsstater, således at man kan validere og foreslå et mere harmoniseret strategi- og metodesæt vedrørende metodologi, administrativ praksis, edb og menneskelige ressourcer for medlemsstaterne og Kommissionen (Eurostat). Målet med de foreslåede aktioner er at finde de bedste justeringsmetoder og at indføre en brugervenlig og generelt anvendelig applikation til afprøvning af de substitutionsmetoder, der anvendes i medlemsstaterne.

6) Behandling af asymmetrier i Intrastat

Systemet til indsamling af statistikker over handelen mellem medlemsstaterne (Intrastat) giver en række statistikker, som indeholder tilfælde af inkohærens. Man kan anlægge den betragtning, at de to vigtigste årsager til afvigelserne i forhold til spejlværdierne ligger i selve Intrastat-systemets natur:

1) I indsamlingssystemet anvendes en tærskel, som fritager de mindre erhvervsdrivende for indberetningspligten.

2) Systemet indebærer, at der i visse tilfælde ikke indberettes oplysninger, da det ikke længere er tilknyttet toldkontrollen, men bygger på virksomhedernes direkte indberetning til de kompetente nationale myndigheder.

Der er også en række andre faktorer, der bidrager til værdiafvigelserne, bl.a. fortrolighedsreglerne, klassificeringen af varerne, den tidsmæssige forskydning mellem indberetningerne, indlæsning af foreløbige data og ajourføringsproceduren, trekantshandel osv.

Asymmetrierne er et meget vigtigt problem, da de har indflydelse på pålideligheden af handelsbalancen for euroområdet, betalingsbalancen og nationalregnskaberne (kontoen "udlandet"). Asymmetrierne vedrører ikke udelukkende handelen mellem medlemsstaterne, men kan også ses i forbindelse med handelen med tredjelande.

For at løse det problem, der er gjort rede for ovenfor, og for bedre at kunne tilfredsstille brugernes behov på EU-niveau (samtlige medlemsstater og euroområdet) er målet med de foreslåede aktioner at sammenligne og gennemføre specifikke modeller for at tilnærme de divergerende data til hinanden ved hjælp af forskellige metoder.

7) Overensstemmelse mellem udenrigshandelsstatistikkerne

Udenrigshandelsstatistikkerne er et statistisk område, som er specielt i den forstand, at to handelspartnere indsamler modsvarende datasæt. Eksportstrømmen fra land A til land B, der registreres i land A, bør være den samme som importstrømmen fra land A, der registreres i land B. Virkeligheden ser imidlertid helt anderledes ud. Eksport- og importstrømmen mellem to lande vedrørende de samme varer og den samme periode udviser forskelle.

Forskellene konstateres ved at sammenligne import- og eksportstrømmene, dvs. ved at opstille såkaldte spejlstatistikker. Det næste skridt er at finde forklaringer og i videst muligt omfang at foretage justeringer af de uoverensstemmelser, man har fundet, dvs. at statistikkerne skal bringes i overensstemmelse. Det endelige mål er selvfølgelig at forbedre kvaliteten af handelsstatistikkerne.

At bringe udenrigshandelsstatistikkerne i overensstemmelse mellem partnerlande er en vigtig opgave i forbindelse med statistiske samarbejdsprogrammer. Der gennemføres også ret jævnligt i overensstemmelsesvurderinger med de vigtigste handelspartnere, alt efter hvor mange ressourcer der er til rådighed og afhængigt af omstændighederne.

Statistikerne står imidlertid over for en stor udfordring, når de skal analysere de spejldata, der anvendes, når handelsstatistikkerne skal bringes i overensstemmelse. Det er specielt nødvendigt at anvende forskellige justeringsmetoder, således at man får en fælles basis, f.eks. vedrørende transport- og forsikringsomkostninger, virkningen af reeksport, problemer med undervurdering osv.

At skabe overensstemmelse med partnerlandenes statistikker er en meget effektiv måde at kontrollere og forbedre handelsstatistikkernes kvalitet på. I den forbindelse er formålet med de planlagte aktioner at nå frem til en statistisk metodologi og et edb-værktøj, som kan anvendes under forskellige forhold, når handelstallene mellem to eller flere partnere skal bringes i overensstemmelse. Det værktøj, der er under udvikling, vil blive afprøvet ved at bringe handelsstatistikkerne mellem EU og to af EU's vigtigste handelspartnere, nemlig Canada og USA, i overensstemmelse. Når der skal føres handelsforhandlinger, er det af afgørende betydning, at der foreligger præcise, uanfægtelige og overensstemmende udenrigshandelsstatistikker.

Aktioner vedrørende etablering af et net af informationer, der er relevante, og som er indrettet efter udviklingen i brugernes behov i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union og udviklingen i det internationale økonomiske miljø

Arbejdsprogrammet for 2001 har følgende mål:

1) Forbedring af fortrolighedsbehandlingen af udenrigshandelsstatistikkerne

Udenrigshandelsstatistikkerne indsamles og formidles på et meget detaljeret niveau (over 10000 produkter). I mange tilfælde er denne detaljeringsgrad ikke forenelig med fortrolighedsreglerne, som beskytter de individuelle data, som virksomhederne leverer. Medlemsstaterne anvender på nationalt plan deres egne camoufleringsregler, når dette er nødvendigt, og indberetter de oprindelige data til Kommissionen (Eurostat) samt de godkendte offentliggørelsesniveauer for disse data.

De i øjeblikket anvendte camoufleringsteknikker fastlægges af medlemsstaterne og anvendes direkte på EU's og Den Monetære Unions aggregater. Der anvendes statistiske algoritmer for at give mulighed for at offentliggøre oplysninger på EU-niveau uden risiko for at afsløre individuelle data. Brugerne af Comext-databasen bliver ikke i øjeblikket oplyst om den eventuelle virkning af fortrolighedsbehandlingen på de data, de udtrækker af basen, og der er stor risiko for fejlvurderinger, når man baserer sig på data, som ikke nødvendigvis er fuldstændige.

Det kan desuden forekomme, at de metoder, der anvendes på nationalt plan, ikke er kohærente på EU-plan. En bilateral handelsstrøm kan således være fortrolig for én medlemsstat og offentlig for handelspartneren. Desuden indgår en medlemsstats fortrolige detaljerede data ikke i det aggregat, der beregnes for EU eller Den Økonomiske og Monetære Union, selv om EU-aggregatet kan indeholde nationale oplysninger uden risiko for, at de individuelle data afsløres.

Målet med de foreslåede aktioner er således at forbedre og harmonisere den metodologi, som medlemsstaterne og Kommissionen (Eurostat) anvender for at overholde fortroligheden af de individuelle data, samtidig med at man sikrer, at de relevante statistikker offentliggøres.

2) Udvikling af prisindeks for udenrigshandelen

Det er meget vigtigt for den økonomiske og monetære politik, at der løbende foretages en nøje overvågning af udenrigshandelspriserne, specielt af følgende grunde:

for eksportens vedkommende: for at måle konkurrenceevnen for produkter produceret i EU og euroområdet i forhold til konkurrenter på andre markeder

for importens vedkommende: for at måle risikoen for importeret inflation

for eksportens og importens vedkommende: for at udarbejde egnede deflatorer for udenrigshandel, som de f.eks. anvendes i nationalregnskaberne.

Der har endnu ikke på EU-plan været foretaget nogen harmonisering af metodologien til måling af udenrigshandelspriserne. Der findes flere forskellige kilder til prisoplysningerne, og det er heller ikke de samme teknikker, der anvendes ved beregning af indeks. Kun nogle af landene i euroområdet anvender direkte stikprøver for at følge eksport- og/eller importpriserne. Disse oplysninger er ikke tilstrækkelige til, at man kan udarbejde aggregater for EU som helhed eller for euroområdet.

De indeks, som kommer nærmest import- og eksportpriserne, er de såkaldte enhedsværdiindeks, som udledes af handelsdataene. Disse indeks findes for begge retninger, dvs. import og eksport, og giver også oplysninger om oprindelses- og mållande for varestrømmen. Disse data kan således aggregeres til indeks for EU som helhed og for euroområdet. En række mangler ved enhedsværdiindeksene vanskeliggør imidlertid i alvorlig grad deres potentielle anvendelse til økonomiske og monetære analyser som anført ovenfor.

De planlagte aktioner har i den forbindelse til formål nærmere at undersøge og analysere de eksisterende nationale metodologier for eksport- og importprisindeks.

Aktioner vedrørende etablering af et net af informationer, der er bedre integreret i det overordnede statistiske system og tilpasset udviklingen i det administrative miljø

Arbejdsprogrammet for 2001 har følgende mål:

1) Udvikling af handelsregistrene og hensyntagen til globaliseringen af handelen

For de åbne økonomier i EU er udenrigshandelsstatistikkerne en væsentlig informationskilde, som i vidt omfang anvendes af økonomer, politiske beslutningstagere og brancheorganisationer. For at kunne anvende disse data optimalt er det praktisk for brugerne, at de er forbundet med statistikkerne over foretagender, som der allerede er et komplet sæt variabler for på EU-plan.

Det er også vigtigt at give brugerne supplerende data, som indeholder et mål for internationale koncerners virkning på handelsstatistikkerne. Sammenhængen mellem handelsregistrene og registrene over foretagender kommer i den forbindelse til at spille en afgørende rolle. Hvis koncerner er angivet i registrene over foretagender, vil sammenkoblingen med handelsstatistikkerne give mulighed for vurdering af, hvor stor en del af udenrigshandelen tværnationale koncerner tegner sig for.

For at nå disse mål har Kommissionen (Eurostat) foreslået en handlingsplan for de kommende fem år, som er opdelt i to hovedområder: handelsregistre og globaliseringen af handelen. Det foreslås at fortsætte dette arbejde.

- Handelsregistre

Formålet med de foreslåede aktioner er at skabe forbindelse mellem handelsregistrene og registrene over foretagender, hvilket giver mulighed for en hel række nye analyser af udenrigshandelsstatistikkerne. Det vil således være muligt at måle, hvor stor en andel af handelen hver økonomisk sektor tegner sig for for en hvilken som helst kombination af indberetter/partner/vare. Forbindelserne mellem handelsstatistikkerne og erhvervsstrukturstatistikkerne kan også analyseres, f.eks. handelens betydning for beskæftigelsen.

- Globaliseringen af handelen

Den vigtigste virkning af globaliseringen af handelen er, at det er nødvendigt at analysere og måle virksomhedernes aktiviteter både på nationalt og globalt plan. De statistiske data er traditionelt koncentreret om den internationale handel, mens opmærksomheden i mindre grad er rettet mod andre vigtige grænseoverskridende fænomener som f.eks. de multinationale virksomheders aktiviteter og de koncerninterne strømme. Det kan derfor forekomme, at statistikkerne ikke dækker samtlige de grænseoverskridende økonomiske aktiviteter.

Målet med de foreslåede aktioner er at måle, i hvilket omfang de eksisterende udenrigshandelsstatistikker kan anvendes som kilde til disse oplysninger, og at finde ud af, hvilke tekniske ændringer det vil være muligt at foretage af de eksisterende systemer for at lette indsamlingen af oplysninger.

2) Tilpasning og modernisering af Extrastat

Tolderklæringerne (det administrative enhedsdokument) er den vigtigste kilde til statistisk information om handelen mellem EU og tredjelande. Den statistiske anvendelse af det administrative enhedsdokument har imidlertid visse begrænsninger. Man påtænker at foretage en vurdering af brugernes behov og at udnytte tolderklæringerne bedre for at forbedre statistikkerne på flere områder: finansiel statistik, skatter og afgifter, anvendelse af toldforanstaltninger, transaktionernes art osv. Disse oplysninger bør indsamles, kontrolleres og behandles efter harmoniserede metoder og lagres i en generel database, som kan bruges som grundlag for udarbejdelse af forskellige typer statistikker alt efter behovet. Der vil blive lagt særlig vægt på udenrigshandelsstatistikken efter transportform og forbindelserne med det statistiske informationssystem om transport. De informationer, der er nødvendige i forbindelse med handelsforhandlingerne, og de statistiske funktionaliteter i databasen Taric (Tarif Intégré de la Communauté), vil blive analyseret og forbedret.

Formålet med de foreslåede aktioner er således:

- at finde ud af, hvilke oplysninger på tolderklæringerne der ikke anvendes i statistikkerne, at analysere konsekvenserne af en mere fuldstændig anvendelse af tolderklæringen for dataindsamlings- og behandlingssystemerne hos de nationale myndigheder og med hensyn til offentliggørelsen.

- præcist at vurdere informationsbehovet i forbindelse med handelsforhandlinger

- at øge databasen Taric's statistiske potentiale.

3) Om vurdering af, hvilken byrde Intrastatsystemet indebærer for de oplysningspligtige

I 1995-1996 gennemførte Kommissionen (Eurostat) to undersøgelser, den ene blandt brugerne af Intrastatdataene og den anden blandt de Intrastatoplysningspligtige. Man interviewede 4700 oplysningspligtige i de 12 medlemsstater, som EU havde i 1993, da Intrastat trådte i kraft. Resultaterne af denne opinionsundersøgelse blev analyseret og offentliggjort i april 1996. I månederne efter denne offentliggørelse blev der som led i Slim (enklere lovgivning for det indre marked) fremsat forslag til forenkling af Intrastatsystemet, og disse har betydet, at EU-lovgivningen er blevet ændret.

Målet med de foreslåede aktioner er at foretage en ny evaluering af den byrde, som Intrastatsystemet indebærer for de oplysningspligtige, på grundlag af resultaterne af vurderingen i 1995-1996, således at man kan undersøge, om der bør foretages nye ændringer af systemet.

Aktioner vedrørende etablering af et net, der forbedrer den statistikservice, der tilbydes myndighederne og informationsleverandørerne og -brugerne

Arbejdsprogrammet for 2001 har følgende mål:

1) Udbredelse af data

Brugerne af udenrigshandelsstatistikkerne ønsker hurtig adgang til de data, de har brug for. Hurtig udbredelse af data, der er så ajourført som muligt, og som er tilpasset de forskellige brugeres behov, vil gøre ESS til den foretrukne leverandør af data om EU's og euroområdets handelsstrømme både, eksternt og internt. Mens andre dele af arbejdsprogrammet vedrører udvikling af nye indikatorer og forbedring af eksisterende data, indføres der med denne del de nødvendige systemer og værktøjer, der skal sikre hurtig udbredelse af disse data. I overensstemmelse med beslutning 1999/1719/EF vil der, hvor det er hensigtsmæssigt, blive anvendt fælles generiske tjenester og applikationer udviklet som led i Ida. I 2001 er der planer om en række projekter, der skal opfylde denne målsætning:

Ved udvikling af en makroøkonomisk database, hvor der samles data om de vigtigste vare- og partneraggregater, som ECB og de øvrige brugere af udenrigshandelsdata har brug for, vil man sikre, at både eksisterende og nye typer data hurtigt bliver udbredt. De prognose- og estimationsteknikker, der er udviklet i forbindelse med andre aktioner, vil blive anvendt for at sikre, at dataene er så fuldstændige som muligt. Databasen kommer til at indeholde både bruttoværdidata, sæsonkorrigerede data og indeksdata.

I et andet projekt vil der blive udviklet moderne fleksibelt output fra denne database under anvendelse af standardformater og -værktøjer, f.eks. XML. Det betyder, at dataene hurtigt kan udbredes, enten i trykt form eller på Internet.

For at sikre, at databasen til fulde opfylder brugernes, herunder ECB's, forventninger og behov, er det vigtigt at udfylde huller i de historiske data, f.eks. de huller, der skyldes, at der ikke foreligger data for medlemsstaterne, før de tiltrådte Fællesskabet. I forbindelse med et tredje projekt vil der blive forsket i og udviklet output, der skal sikre, at den historiske del af databasen er komplet.

I forbindelse med et fjerde projekt vil der blive gennemført en præcis, informativ og interessant analyse af EU's og euroområdets udenrigshandel under anvendelse af en blanding af tabeller, grafer og tekst. Resultatet heraf vil være to typer publikationer: regelmæssige konjunkturanalyser af de seneste handelsdata og en længere årlig gennemgang af strukturen og udviklingen i EU's og euroområdets handel.

2) Udvikling af et værktøj, der skal lette klassificeringen af varerne

Som led i Edicom 2-programmet er der planer om en række aktioner, der skal gøre edb-systemernes og -nettenes interoperabilitet bedre, herunder udvikling af værktøjer og programmel til indsamling af statistisk information med henblik på at lette opgaverne for myndighederne og de oplysningspligtige.

Blandt disse aktioner skal bl.a. nævnes indførelsen af metoder til indsamling af statistisk information, hvor der anvendes edb-baserede dataudvekslingsteknikker ved udarbejdelsen og fremsendelsen af de statistiske indberetninger over udvekslingen af goder mellem medlemsstaterne.

Denne dataindsamling foregår ved hjælp af kodede statistiske oplysninger, og det er derfor nødvendigt at give aktørerne i udenrigshandelen et hjælpeværktøj til klassificeringen af varerne i de i eksisterende nomenklaturer.

Målet med de foreslåede aktioner er at udforme og udvikle et fælles programmel, ved hjælp af hvilket man automatisk kan klassificere varerne.

Dette edb-værktøj skal kunne fungere modulært og interoperabelt på EU-niveau, så det kan tilpasses de eksisterende informationsindsamlingsværktøjer, og det skal desuden kunne anvendes på alle de officielle EU-sprog. På lidt længere sigt skal det også kunne anvendes opline ved hjælp af en i internetserver.

3) Formidling af metadata

Som led i Edicom 2-programmet er der planlagt en række aktioner, der skal fremme edb systemernes og -nettenes interoperabilitet, bl.a. etablering af et net, der skal forbedre den statistikservice, der gives myndighederne samt leverandørerne og brugerne af statistiske data.

Blandt disse aktioner skal bl.a. nævnes, at samtlige basisinformationer vedrørende udenrigshandelsstatistikkerne skal stilles til rådighed, specielt metadata som f.eks. nomenklaturerne og de dertil knyttede værktøjer.

Målet med de foreslåede aktioner er at udforme og udvikle edb-moduler, der kan forbedre adgangen og formidlingen af oplysninger om varenomenklaturer samt de dertil knyttede værktøjer (forklarende bemærkninger, nøgleord, alfabetisk indeks, korrelationstabeller osv.) på en sammenhængende og brugervenlig måde.

Målgruppen vil i første række være brugerne af udenrigshandelsstatistikkerne, som ønsker at have adgang til begreberne og metoderne for udarbejdelse af statistikkerne, men også myndighederne i medlemsstaterne, som på nationalt plan anvender og udsender de udenrigshandelsnomenklaturer, som udarbejdes på EU-plan (KN, nomenklaturen over lande og territorier osv.) samt de dertil knyttede værktøjer, og alle personer og organisationer, der er interesseret i at have nomenklaturer og de dertil knyttede værktøjer til rådighed i edb-form.

Aktioner vedrørende etablering af et net baseret på værktøjer til indsamling af information, idet der tages hensyn til den seneste teknologiske udvikling, for at forbedre de funktionaliteter, som tilbydes informationsleverandørerne

Arbejdsprogrammet for 2001 har til formål at udvikle værktøjer til indsamling af statistisk information

Indsamlingen af data hos virksomhederne og den indledende behandling af dem er et grundlæggende element i udenrigshandelsstatistiksystemet. Et af de positive resultater af Edicom I-programmet har været udviklingen og indførelsen af indsamlingsværktøjer til Intrastatsystemet, der bruges af et stort antal virksomheder (elektroniske formularer IDEP/CN8 og IRIS, web-formularer). På baggrund af ændringerne inden for teknologien og metodologien og i lyset af de indhøstede erfaringer er målet med de foreslåede aktioner i denne første etape af programmet:

- at sikre kontinuiteten og videreudviklingen af disse værktøjer ved at foretage de nødvendige ændringer på teknologisk og funktionelt plan

- at tage hensyn til de nye metodologiske krav

- at tage hensyn til udviklingen inden for standardisering af meddelelser

- at fremme anvendelsen af moderne indsamlingsværktøjer.

Aktioner vedrørende etablering af et integreret og interoperabelt net

Arbejdsprogrammet for 2001 har følgende mål:

Edicom-programmet har en række metodologiske, organisatoriske, lovgivningsmæssige og edb-mæssige bestanddele, som kræver en kohærent, integreret og synergetisk strategi. På den baggrund foreslås følgende aktioner det første år:

1) Udvikling af et informationssystem om metodologien

Samtlige de aktioner af metodologisk art, som foreslås med hensyn til metodologien, må koordineres, således at man sikrer sammenhængen mellem dem, og således at de bedre kan integreres i statistikkerne over udveksling af goder som led i det europæiske statistiske system. Disse aktioner bør også have tilknytning til den eksisterende metodologi (herunder den gældende fællesskabsret) og suppleres med didaktiske vejledninger.

I denne overordnede sammenhæng foreslås det også at udvikle en komplet og kohærent dokumentationsbase, som støtter hele projektet, og som giver mulighed for at videreformidle metodologiske oplysninger på en brugervenlig og sammenhængende måde under anvendelse af de mest moderne teknologier.

2) Analyse af det eksisterende system

Edicom-programmet omfatter en lang række aktioner, der har til formål at modernisere og forbedre det transeuropæiske net til indsamling, udarbejdelse og udbredelse af statistikker over udveksling af goder inden for Fællesskabet og med tredjelande. Det foreslås fra programmets start at foretage en analyse af alle de elementer, som det eksisterende system består af (struktur, normer, metoder, processer osv.), således programmet for aktionerne bliver kohærent og synergetisk, og at undersøge, i hvilket omfang der kan anvendes generiske Ida-tjenester. Som supplement hertil og for at tage højde for fremtidige behov vil lagringsfunktionerne og funktionaliteterne i det programmel, der anvendes ved formidling af statistikkerne over handelen med tredjelande (Comext), blive forbedret, og der vil blive sørget for, at brugerne af nettet uddannes i disse nye funktionaliteter.

BILAG II

EDICOM-AKTIONER - VEJLEDENDE OPDELING AF OMKOSTNINGERNE

>TABELPOSITION>

Top