EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000R1886

Kommissionens forordning (EF) nr. 1886/2000 af 6. september 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår udvidelse af visse regler, som er fastsat af producentorganisationerne inden for fiskerivaresektoren, til også at omfatte ikke-medlemmer

EFT L 227 af 7.9.2000, p. 11–12 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 12/08/2008; ophævet ved 32008R0696

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2000/1886/oj

32000R1886

Kommissionens forordning (EF) nr. 1886/2000 af 6. september 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår udvidelse af visse regler, som er fastsat af producentorganisationerne inden for fiskerivaresektoren, til også at omfatte ikke-medlemmer

EF-Tidende nr. L 227 af 07/09/2000 s. 0011 - 0012


Kommissionens forordning (EF) nr. 1886/2000

af 6. september 2000

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår udvidelse af visse regler, som er fastsat af producentorganisationerne inden for fiskerivaresektoren, til også at omfatte ikke-medlemmer

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 af 17. december 1999 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(1), særlig artikel 7, stk. 10, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Forordning (EF) nr. 104/2000, der ophævede Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92(2) og (EØF) nr. 1772/82(3) med virkning fra 1. januar 2001, indeholder bestemmelser om udvidelse af regler, som er fastsat af producentorganisationer til også at omfatte ikke-medlemmer. Den ramme, der er fastlagt ved forordning (EF) nr. 104/2000, bør nu udfyldes ved fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser og ved ophævelse af den nugældende forordning på dette område, nemlig Kommissionens forordning (EØF) nr. 3190/82(4), ændret ved forordning (EF) nr. 1336/95(5).

(2) Det er nødvendigt at fastlægge kriterier for at vurdere, hvilken repræsentativitet de producentorganisationer har, hvis regler foreslås udvidet til at gælde for ikke-medlemmer. Disse kriterier bør både omfatte den andel af de samlede mængder af den pågældende art, som markedsføres af organisationens medlemmer, og den andel af fiskere i det pågældende område, der er medlemmer af organisationen.

(3) For at samordne gennemførelsen af disse foranstaltninger bør det fastlægges, hvilke produktions- og afsætningsregler der skal udvides til at gælde for ikke-medlemmer. Af samme grund bør det fastsættes, i hvilket led disse udvidede regler skal gælde.

(4) Der bør for at opretholde en vis stabilitet med hensyn til de betingelser, hvorunder fiskeriprodukterne markedsføres, fastsættes en mindsteperiode for anvendelsen af de pågældende regler.

(5) De medlemsstater, der beslutter at gøre de regler, der besluttes af en producentorganisation, obligatoriske, skal forelægge dem for Kommissionen til undersøgelse. Det er derfor nødvendigt nærmere at fastlægge, hvilke oplysninger der skal forelægges Kommissionen.

(6) Medlemsstaterne og Kommissionen skal offentliggøre oplysninger om udvidelse af reglerne, som kan have indflydelse på sektoren.

(7) Der bør gælde samme krav om meddelelse til Kommissionen og om offentliggørelse for ændringer af de regler, der er udvidet til at omfatte ikke-medlemmer.

(8) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fiskerivarer -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. En producentorganisationens produktion og afsætning anses for at være tilstrækkeligt repræsentativ i det område, inden for hvilket dens regler foreslås udvidet, hvis:

a) producentorganisationen eller dens medlemmer af de arter, for hvilke reglerne skal anvendes, samlet afsætter over 65 % af de afsatte mængder, og

b) antallet af fiskere om bord på de fartøjer, som medlemmerne af producentorganisationen driver, overstiger 50 % af det samlede antal fiskere, der er hjemmehørende i området, og som reglerne vil komme til at gælde for.

2. Ved anvendelsen af stk. 1, litra a), skal der tages hensyn til de mængder, der er afsat i den foregående fangstsæson.

3. Ved beregningen af den procentsats, der omhandles i stk. 1, litra b), tages fiskere om bord på fartøjer med en samlet længde overalt på højst 10 m i betragtning på grundlag af forholdet mellem de mængder, som disse fiskere har afsat, og de samlede mængder, der er afsat i det pågældende område.

Artikel 2

De produktions- og afsætningsregler, der omhandles i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 104/2000, skal omfatte oplysninger om:

a) kvaliteten, størrelsen eller vægten og præsentationen af de udbudte produkter

b) prøvetagning, salgsbeholdere, emballage og mærkning samt anvendelsen af is

c) betingelserne for afsætning i første led, der kan omfatte regler om rationel afsætning af produktionen med henblik på at stabilisere markedet.

Artikel 3

Anvendelsesperioden for de regler, der skal udvides til at omfatte ikke-medlemmer, skal mindst være 90 dage.

Artikel 4

Når en medlemsstat beslutter at udvide visse regler, som er fastsat af en producentorganisation til også at omfatte ikke-medlemmer skal den i artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 104/2000 omhandlede meddelelse til Kommissionen mindst omfatte:

a) navn og adresse på den pågældende producentorganisation

b) alle oplysninger, der er nødvendige for at vise, at organisationen er repræsentativ, især ved henvisning til de kriterier, der omhandles i artikel 1

c) de pågældende regler

d) begrundelsen for disse regler understøttet af relevante oplysninger

e) det geografiske område, hvor det påtænkes at gøre disse regler obligatoriske

f) reglernes varighed

g) Ikrafttrædelsesdatoen.

Artikel 5

Medlemsstaterne offentliggør de regler, som de har besluttet at gøre obligatoriske, senest otte dage før deres ikrafttrædelse.

Artikel 6

Artikel 4 og 5 gælder for alle ændringer af de regler, der udvides til at gælde for ikke-medlemmer.

Artikel 7

Kommissionen offentliggør i De Europæiske Fællesskabers Tidende de beslutninger, hvorved den, i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, andet afsnit, andet led, og artikel 7, stk. 5, i forordning (EF) nr. 104/2000, erklærer en udvidelse af regler, for ugyldig.

Artikel 8

Forordning (EØF) nr. 3190/82 ophæves.

Artikel 9

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2001.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. september 2000.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 17 af 21.1.2000, s. 22.

(2) EFT L 388 af 31.12.1992, s. 1.

(3) EFT L 197 af 6.7.1982, s. 1.

(4) EFT L 338 af 30.11.1982, s. 11.

(5) EFT L 129 af 14.6.1995, s. 4.

Top