EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000H0417

2000/417/EF: Kommissionens henstilling af 25. maj 2000 om adgang til abonnentnet: Konkurrence om udbud af et komplet udvalg af elektroniske kommunikationstjenester, herunder bredbåndsmultimedietjenester og højhastighedsadgang til Internettet (meddelt under nummer K(2000) 1259) (EØS-relevant tekst)

OJ L 156, 29.6.2000, p. 44–50 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Estonian: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Latvian: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Lithuanian: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Hungarian Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Maltese: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Polish: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Slovak: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286
Special edition in Slovene: Chapter 13 Volume 025 P. 280 - 286

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2000/417/oj

32000H0417

2000/417/EF: Kommissionens henstilling af 25. maj 2000 om adgang til abonnentnet: Konkurrence om udbud af et komplet udvalg af elektroniske kommunikationstjenester, herunder bredbåndsmultimedietjenester og højhastighedsadgang til Internettet (meddelt under nummer K(2000) 1259) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 156 af 29/06/2000 s. 0044 - 0050


Kommissionens henstilling

af 25. maj 2000

om adgang til abonnentnet: Konkurrence om udbud af et komplet udvalg af elektroniske kommunikationstjenester, herunder bredbåndsmultimedietjenester og højhastighedsadgang til Internettet

(meddelt under nummer K(2000) 1259)

(EØS-relevant tekst)

(2000/417/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆSKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211, og

som tager følgende i betragtning:

(1) I konklusionerne fra topmødet i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 noterer Det Europæiske Råd sig, at det er nødvendigt, at erhvervslivet og borgerne har adgang til en billig kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse og en bred vifte af tjenesteydelser, for at Europa kan drage det fulde udbytte af vækst- og jobskabelsespotentialet i den digitale vidensbaserede økonomi. For at opnå dette opfordrer Det Europæiske Råd medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at arbejde på at indføre større konkurrence på abonnentnetniveau inden udgangen af 2000 og sikre, at nye udbydere får adgang til de etablerede operatørers abonnentkredsløb, med det formål at nedbringe priserne på brug af Internettet betydeligt.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne(1), ændret ved direktiv 98/61/EF(2), særlig artikel 4, stk. 2, samt artikel 7, artikel 9 og artikel 11, fastsætter principper for adgang til net, herunder samhusning, og giver de nationale tilsynsmyndigheder beføjelser til at gøre deres ansvar gældende i den henseende.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold(3), navnlig artikel 16, fastsætter vilkår for særlige nettilslutninger med det formål at stimulere udviklingen af nye typer teletjenester.

(4) Rådets direktiv 92/44/EØF af 5. juni 1992 om etablering af ONP-vilkår for faste kredsløb(4), ændret ved direktiv 97/51/EF(5) og ved Kommissionens beslutning nr. 80/98/EF(6), særlig artikel 8, stk. 2, fastlægger betingelser for tilrådighedsstillelse af faste kredsløb.

(5) Kommissionens direktiv 90/388/EØF(7), senest ændret ved direktiv 1999/64/EF(8), særlig artikel 4c, fastlægger krav om udligning af taksterne på et fuldt liberaliseret marked.

(6) Abonnentkredsløbet er det fysiske kobberkredsløb i abonnentnettet, der forbinder kunden med operatørens lokalcentral, koncentrator eller tilsvarende anlæg. Som det fremgår af Kommissionens femte rapport om gennemførelsen af lovpakken for telesektoren(9), er abonnentnettet fortsat et af de segmenter af det liberaliserede telekommunikationsmarked, hvor der er mindst konkurrence, fordi nytilkomne udbydere ikke har en udbredt alternativ netinfrastruktur og ikke med de traditionelle teknologier kan opnå de stordrifts- og omfangsfordele, som operatører, der er anmeldt som værende i besiddelse af en stærk markedsposition på fastnetområdet (herefter benævnt "anmeldte operatører") har. Årsagen er, at netoperatørerne har opbygget deres gamle kobberabonnentnet over en længere periode, hvor de var beskyttet af eksklusivrettigheder og var i stand til at finansiere deres investeringsomkostninger gennem monopolpriser.

(7) Udbud af nye abonnentlinjer i form af lyslederkabler med høj kapacitet direkte til større kunder er et specifikt marked, der er ved at udvikle sig under konkurrencevilkår med nye investeringer, og derfor vedrører denne henstilling ikke adgang til lyslederabonnentlinjer.

(8) Det vil ikke være økonomisk rentabelt for nye udbydere at duplikere det tidligere monopolselskabs kobberabonnentnetinfrastruktur i dets helhed og inden for en rimelig tidshorisont, og de alternative infrastrukturer (f.eks. kabel-tv-net, satellitnet, trådløse abonnentnet) giver ikke samme funktionalitet og dækning som det etablerede selskabs net.

(9) Anmeldte operatører er allerede i gang med at indføre deres egne bredbåndsbaserede højhastighedsbitstrømstjenester til internetadgang på deres kobberabonnentkredsløb, men vil muligvis forsinke indførelsen af visse typer digitale abonnentkredsløbsteknologier og -tjenester (DSL), hvor disse kunne erstatte deres nuværende tilbud. Sådanne forsinkelser er til skade for brugerne. Derfor er det rimeligt at lade tredjeparter få adgang til den anmeldte operatørs abonnentkredsløb, navnlig, som det påpeges i punkt 5 i Kommissionens henstilling om samtrafiktakster for faste kredsløb(10), for at opfylde brugernes behov for konkurrence på udbuddet af faste kredsløb og højhastighedsadgang til Internettet.

(10) Ifølge artikel 4, stk. 2, i direktiv 97/33/EF og artikel 16 i direktiv 98/10/EF skal anmeldte operatører behandle rimelige anmodninger fra nye udbydere om adgang til nettet, særlig fælles brug af kobberledningen(11), og søge at indgå aftaler om de forretningsmæssige og tekniske betingelser. Muligheden for fælles brug af abonnentkredsløbet opfylder imidlertid ikke alle markedets behov, og derfor anses det for rimeligt, at den anmeldte operatør også giver mulighed for fuld adgang til abonnentkredsløbet(12), parallelt med fælles brug, så konkurrencen styrkes og valgmulighederne øges for alle slags brugere, idet markedet får lov at afgøre, hvilke former for adgang der bedst opfylder kundernes behov.

(11) Anmeldte operatører bør stille oplysninger til rådighed og give adgang til andre på samme vilkår og af samme kvalitet, som er gældende for deres egne tjenester og for tjenester, der udbydes af datterselskaber eller partnere, og til dette formål bør de under den nationale tilsynsmyndigheds kontrol offentliggøre et standardtilbud på adgang til abonnentkredsløb inden for en kort tidsfrist og helst på Internettet, således at der skabes gennemskuelige og ikke-diskriminerende markedsvilkår.

(12) Selv om kommercielle forhandlinger er den foretrukne metode til at indgå aftale om de tekniske og prismæssige spørgsmål vedrørende adgang til abonnentkredsløb, viser erfaringen, at der i de fleste tilfælde er behov for indgreb fra myndighederne på grund af den manglende balance i forhandlingsstyrken mellem den nye udbyder og den anmeldte operatør og på grund af manglen på alternativer. Ifølge artikel 9 i direktiv 97/33/EF og artikel 16, stk. 4, i direktiv 98/10/EF kan den nationale tilsynsmyndighed gribe ind på eget initiativ for at fastsætte betingelser, herunder priser, med det formål at sikre interoperabilitet mellem tjenester og opnå størst mulig økonomisk effektivitet og størst mulige fordele for slutbrugerne.

(13) Reglerne for omkostningsberegning og prisfastsættelse for adgang til abonnentkredsløb og tilhørende faciliteter (f.eks. samhusning og lejet transmissionskapacitet) bør være gennemskuelige, ikke-diskriminerende og objektive for at sikre retfærdige vilkår. Reglerne for prisfastsættelse bør sikre, at leverandøren af abonnentkredsløbet kan få dækket de relevante omkostninger samt opnå en rimelig fortjeneste. Disse regler bør endvidere sikre, at der ikke opstår konkurrenceforvridning, og navnlig at der ikke er nogen margenklemme mellem priserne på den anmeldte operatørs detail- og engrostjenester. I den forbindelse er det vigtigt at høre konkurrencemyndighederne.

(14) Ifølge direktiv 98/10/EF skal medlemsstaterne sikre, at alle rimelige anmodninger om tilslutning til det faste offentlige telefonnet på et fast sted og adgang til tjenester på det faste offentlige telefonnet efterkommes af mindst én operatør. Hvis en kunde beslutter at indgå kontrakt med en ny udbyder, hvorved udbyderen får eneret til at levere ydelser via abonnentkredsløbet, anses den anmeldte operatør for at have opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 5 i direktiv 98/10/EF. Brugerne bør i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 98/10/EF informeres fuldt ud om sådanne vilkår i deres kontrakter, uden at dette dog berører anvendelsen af EU-lovgivningen om forbrugerbeskyttelse.

(15) Ifølge direktiv 97/13/EF om tilladelser skal der udstedes, generelle tilladelser til teletjenester undtagen i bestemte situationer, som fastsat i direktivets artikel 7. Tilladelser til selskaber, der anvender DSL-teknologi på abonnentkredsløb til at levere tjenester til kunderne, bør i overensstemmelse med direktiv 97/13/EF udstedes på grundlag af selskabernes aktiviteter, og ifølge princippet om teknologisk neutralitet bør tjenester, der leveres på denne måde ikke pålægges specifikke reguleringsmæssige begrænsninger. Godkendte datanet- og taletelefoninetoperatører bør have ret til at anvende muligheden for adgang til anmeldte operatørers abonnentkredsløb, både i form af fælles brug og i form af fuld adgang, uden yderligere tilladelse, og uden at de pålægges yderligere restriktioner.

(16) Kommissionen bør jævnligt tage denne henstilling op til fornyet overvejelse i lyset af markedsudviklingen og de høstede erfaringer, især hvad angår spørgsmål om prisfastsættelse og indholdet af standardtilbuddet i bilaget.

(17) EF's konkurrenceregler finder anvendelse parallelt med denne henstilling,

HENSTILLER:

Artikel 1

Adgang til abonnentkredsløb

1. Som led i indsatsen for at fremme et avanceret, harmoniseret og konkurrencebaseret marked for elektronisk kommunikation, der giver brugerne øgede valgmuligheder blandt et komplet udvalg af kommunikationstjenester, herunder bredbåndsmultimedie- og højhastighedsinternettjenester, vedrører denne henstilling de vilkår, hvorunder operatører af faste offentlige net, som ifølge de nationale tilsynsmyndigheder har en stærk markedsposition i overensstemmelse med direktiv 97/33/EF, direktiv 92/44/EØF og direktiv 98/10/EF (herefter benævnt "anmeldte operatører"), skal give nye udbydere adgang til deres abonnentkredsløb og tilhørende anlæg.

2. Uden at det berører anvendelsen af konkurrencereglerne, henstilles det, at medlemsstater, hvor der endnu ikke er fuld adgang til abonnentkredsløb, vedtager passende lov- og reguleringsforanstaltninger med krav om, at anmeldte operatører senest den 31. december 2000 skal give andre udbydere fuld adgang til deres kobberabonnentkredsløb under gennemskuelige, retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår.

3. Når anmeldte operatører giver andre udbydere fuld adgang til deres abonnentkredsløb, således som det henstilles, indskrænker det ikke disse operatørers pligt i henhold til ONP-direktiverne 97/33/EF og 98/10/EF til at(13):

- efterkomme anmodninger om andre former for adgang, herunder fælles brug af abonnentkredsløbet, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 97/33EF og artikel 16 i direktiv 98/10/EF

- overholde princippet om ikke-diskrimination, når de bruger det faste offentlige telefonnet til at levere tredjeparter højhastighedsbitstrømstjenester, som også stilles til rådighed for deres egne tjenester, jf. artikel 16, stk. 7, i direktiv 98/10/EF.

Indførelse af nye tjenester

4. Ved gennemførelsen af kravet om ikke-diskrimination, der er pålagt anmeldte operatører i henhold til EU-lovgivningen, bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at anmeldte operatører stiller samme faciliteter til rådighed for deres konkurrenter, som de stiller til rådighed for sig selv eller associerede selskaber, på samme vilkår og inden for samme tidsrammer. Dette gælder navnlig indførelse af nye tjenester på abonnentnettet, adgang til abonnentkredsløb, samhusningsfaciliteter og lejet transmissionskapacitet med henblik på forbindelse til samhusningsfaciliteterne samt bestillings-, leverings-, kvalitets- og vedligeholdelsesprocedurer.

Prisfastsættelse

5. For at undgå, at langtrukne diskussioner om priserne mellem nye udbydere og anmeldte operatører medfører, at den praktiske gennemførelse af adgangen til abonnentkredsløbene forsinkes, bør de nationale tilsynsmyndigheder angive, hvilken prisfastsættelsesmetode der skal anvendes, og hvilke parametre der skal indgå i beregningen af priserne. Hvor det er rimeligt og foreneligt med EF-lovgivningen(14), kan medlemsstaterne fastsætte de konkrete priser, og til dette formål bør der gennemføres en konkurrenceanalyse.

6. Så længe der ikke er tilstrækkelig konkurrence på abonnentnettet til at forhindre urimeligt høje priser på adgangen til abonnentkredsløb, anbefales det, at priserne på adgangen følger princippet om omkostningsægthed. I princippet vil en fremsynet metode baseret på nuværdiomkostninger(15) fremme en retfærdig og bæredygtig konkurrence og skabe incitament til investeringer i alternativ infrastruktur. Hvis en sådan metode imidlertid kan medføre konkurrenceforvridning på kort sigt, f.eks. hvis den anmeldte operatørs slutbrugertakster stadig ikke er udlignet på grundlag af nuværdiomkostningerne, anbefales det, at den nationale tilsynsmyndighed efter fremgangsmåden i stk. 5 fastsætter en rimelig periode til en gradvis tilpasning af prisen på abonnentkredsløb til nuværdiomkostningerne, idet der sikres overensstemmelse med det omkostningssystem, der anvendes ved regulering af detailydelser.

7. Hvis en anmeldt operatør allerede selv udbyder højhastigheds-DSL-tjenester via abonnentkredsløb, hvortil der er adgang for andre udbydere, kan de nationale tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med princippet om ikke-diskrimination kræve, at konkurrenterne får adgang til abonnentkredsløbene til samme pris, som den anmeldte operatør opkræver af sine egne DSL-tjenester. Denne ikke-diskriminationsregel gælder også for nye udbyderes adgang til tilhørende faciliteter, såsom samhusning og lejet transmissionskapacitet, som den anmeldte operatør bruger til sine egne DSL-tjenester eller DSL-tjenester, der udbydes af datterselskaber eller associerede selskaber.

8. For at skabe tillid til, at priserne på faciliteterne fastsættes på retfærdige vilkår, og godtgøre, at kravet om ikke-diskrimination opfyldes, bør der stilles passende og detaljerede oplysninger om omkostningsregnskaber, herunder priserne på interne ydelser i overensstemmelse med retningslinjerne i Kommissionens henstilling 98/322/EF(16), til rådighed for den nationale tilsynsmyndighed, der kan stille oplysningerne til rådighed for berørte parter i henhold til en hemmeligholdelsesaftale og under hensyntagen til fortrolige forretningsoplysninger.

9. De nationale tilsynsmyndigheder bør jævnligt undersøge markedsvilkårene for adgang til abonnentkredsløb og justere principperne for prisfastsættelse og forpligtelserne, hvor det er nødvendigt, eller ophæve prisreguleringen, når der er tilstrækkelig konkurrence og et tilstrækkeligt udvalg af alternative tilbud. Undersøgelsesperioden bør bekendtgøres på forhånd for at skabe forudsigelige forhold for selskaberne på markedet.

Tekniske vilkår og samhusning

10. Der bør være fysisk adgang til ethvert muligt termineringspunkt på kobberabonnentkredsløbet, enten i lokalcentralen, koncentratoren eller et tilsvarende anlæg, hvor den nye udbyder kan placere og tilslutte sit eget netudstyr og sine egne netfaciliteter med henblik på levering af tjenesteydelser til kunden. Principielt bør selskaber, der benytter sig af samhusning, have mulighed for at placere alt det udstyr, der er nødvendigt for at få adgang til abonnentkredsløbet, i de samhusningsrum, der er til rådighed, og til at installere eller leje transmissionslinjer derfra til sine egne faciliteter. De nationale tilsynsmyndigheder bør sikre, at samhusningsfaciliteterne tilbydes konkurrenterne på gennemskuelige, retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår.

11. Hvad angår de teknologier og tjenesteydelser, der anvendes i forbindelse med adgangen til abonnentkredsløbene, opfordres de nationale tilsynsmyndigheder til at sikre, at eventuelle begrænsninger, der har til formål at beskytte nettets integritet, og i tilfælde af fælles brug, taletelefonikanalen, er ikke-diskriminerende og baseret på forud fastsatte objektive kriterier i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, litra b), i direktiv 98/10/EF. Ifølge princippet om teknologisk neutralitet bør der ikke sættes yderligere eller specifikke reguleringsmæssige begrænsninger for selskaber, der bruger nye DSL-teknologier på abonnentkredsløbet til levering af tjenesteydelser til kunderne.

Adgang til information og koordinering

12. For at nye udbydere hurtigst muligt kan indføre konkurrerende DSL-tjenester, bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at anmeldte operatører snarest og helst via Internet offentliggør et standardtilbud på fuld adgang til og fælles brug af abonnentkredsløb, der indeholder en beskrivelse af, hvad tilbuddet omfatter og de tilhørende vilkår, herunder priser.

Bilaget indeholder en vejledende liste over, hvilke elementer der skal indgå i standardtilbuddet på adgang til abonnentkredsløb.

13. Desuden bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at følgende oplysninger vedrørende kommunikationstjenester via abonnentkredsløb er let tilgængelige:

- tilladelsesvilkårene for operatører

- information til brugere, der modtager ydelser fra operatører, der gør brug af adgangen til abonnentkredsløb, herunder samtlige kontraktvilkår, navnlig takster, brugerrettigheder, minimumsperiode for abonnementet og forsyningspligtaspekter, afbrydelse af tjenesten samt klage- og appelprocedurer.

14. De nationale tilsynsmyndigheder opfordres til at nedsætte nationale koordineringsgrupper bestående af de berørte parter, herunder repræsentanter for brugerne, der skal uddybe kravene under stk. 12 og 13 samt rådgive løbende om detaljeringsgraden i de oplysninger, der skal offentliggøres i standardtilbuddet. Anmeldte operatører bør jævnligt indberette oplysninger til den nationale tilsynsmyndighed om, hvordan adgangen til abonnentkredsløb gennemføres i praksis, herunder statistiske oplysninger om elementerne i standardtilbuddet.

15. Medlemsstaterne opfordres til at sikre, at de nationale koordineringsgrupper følger med i tilsvarende aktiviteter i andre medlemsstater og relevante internationale organisationer. For at fremme koordineringen bør de nationale tilsynsmyndigheder jævnligt aflægge rapport til ONP-udvalget om spørgsmål i forbindelse med adgangen til abonnentkredsløb.

Revurdering

16. Denne henstilling og navnlig bilaget hertil vil blive taget op til fornyet overvejelse af Kommissionen i lyset af markedsudviklingen og om nødvendigt ajourført.

Artikel 2

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. maj 2000.

På Kommissionens vegne

Erkki Liikanen

og Mario Monti

Medlemmer af Kommissionen

(1) EFT L 199 af 26.7.1997, s. 32.

(2) EFT L 268 af 3.10.1998, s. 37.

(3) EFT L 101 af 1.4.1998, s. 24.

(4) EFT L 165 af 19.6.1992, s. 32.

(5) EFT L 295 af 29.10.1997, s. 23.

(6) EFT L 14 af 20.1.1998, s. 27.

(7) EFT L 192 af 24.7.1990, s. 10.

(8) EFT L 175 af 10.7.1999, s. 39.

(9) KOM(1999) 537.

(10) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

(11) "Fælles brug af kobberledningen" giver adgang til den uudnyttede højfrekvente del af spektret med henblik på levering af begrænsede ADSL-tjenester (dvs. med en datahastighed på op til 8 Mbit/s), mens den lavfrekvente del af spektret fortsat anvendes af den anmeldte operatør til at levere basisteletjenester over den samme kobberledning. Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) har i sin rekommandation G.992.1 udarbejdet tekniske specifikationer for fuldhastigheds-ADSL med en modtagehastighed på op til 8 Mbit/s og en sendehastighed på 1 Mbit/s. Rekommandationen omfatter en række landespecifikke varianter, der tager hensyn til regionale forskelle i abonnentkredsløbsinfrastrukturen. ADSL opnår sin tophastighed på afstande på 4 km eller derunder. Forbindelsen giver også mulighed for levering af taletelefonitjenester over de lave frekvenser på samme linje. ITU har desuden udarbejdet en ADSL-variant i sin rekommandation G.992.2, også kendt som G.Lite, der er meget nem at installere hos kunden, fordi den ikke kræver nogen splitter (der er blot brug for et meget enkelt serielt filter, der adskiller tale og data, og der kræves ikke nogen kabelomlægning hos kunden). Modtagehastigheden er på op til 1,5 Mbit/s og sendehastigheden på 385 kbit/s. Nogle pc-leverandører markedsfører allerede pc-udstyr med integreret G.Lite-ADSL-modem, således at der kan indføres standardiserede universalløsninger i stor skala på privatkundemarkedet.

(12) "Fuld adgang til abonnentkredsløbet" giver den nye udbyder eksklusiv brugsret til hele det frekvensspektrum, der er til rådighed på kobberledningen, således at der kan anvendes og formidles de mest innovative og avancerede DSL-teknologier og -tjenester, dvs. med datahastigheder på op til 60 Mbit/s til brugeren via VDSL (Very High Speed DSL). ITU og ETSI er i færd med at udarbejde standarder for VDSL.

(13) Se også Kommissionens meddelelse om adgang til abonnentnet (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(14) Se note 13.

(15) Nuværdiomkostningerne er de omkostninger, der er forbundet med at opbygge en tilsvarende, effektiv og moderne infrastruktur og tilbyde tilsvarende tjenesteydelser i dag (genanskaffelsesværdi).

(16) Se metoden til opsplitning af regnskaber og omkostningsberegning (EFT L 141 af 13.5.1998, s. 6).

BILAG

VEJLEDENDE LISTE OVER ELEMENTER, DER SKAL INDGÅ I STANDARDTILBUD(1) OM ADGANG TIL ABONNENTKREDSLØB, SOM OFFENTLIGGØRES AF ANMELDTE OPERATØRER

A. Vilkårene for adgangen til abonnentkredsløb

1. De netelementer, der gives adgang til,

herunder navnlig:

- adgang til de rå kobberabonnentkredsløb (det terminerer ved lokalcentralen) og dele deraf (der terminerer ved det fremskudte abonnenttrin eller tilsvarende facilitet), i tilfælde af fuld adgang til abonnentkredsløb

- adgang til ikke-tale-frekvenserne på abonnentkredsløbene, i tilfælde af fælles brug af abonnentkredsløb

- adgang til plads inden for en af den anmeldte operatørs hovedfordeleranlæg med henblik på tilslutning af DSL-adgangsmultiplexere (DSLAM) og lignende typer udstyr til den anmeldte operatørs abonnentkredsløb.

2. Tilgængelighed: Alle relevante oplysninger om abonnentnetarkitekturen, information om fysiske adgangsfaciliteters placering, tilgængelige kobberpar i bestemte dele af abonnentnettet.

3. Tekniske vilkår: De tekniske kendetegn for kobberparrene i abonnentkredsløbene, længder, trådenes diameter, spoler og "bridged taps"; procedurer for afprøvning og tilpasning af ledninger. Specifikationer for DSL-udstyr, splittere osv. med henvisning til de relevante internationale standarder eller rekommandationer, spektrumbegrænsninger og krav om elektromagnetisk kompatibilitet, der skal forhindre interferens med andre systemer.

4. Leveringsprocedurer: Undersøgelse af linjer for bestemte DSL-teknologier, bestillings- og leveringsprocedurer, brugsrestriktioner.

B. Samhusningsydelser

5. Information om samhusningssteder: Navnlig en præcis angivelse af, hvor den anmeldte operatørs faciliteter er placeret(2), herunder centraler, hovedfordelere, koncentratorer og fremskudte distributionspunkter, såsom gadeskabe, enkeltfordelere og bokse. Angivelse af netsted(er), hvor ajourførte lister over stedernes placering offentliggøres. Alternativer, hvor der ikke er mulighed for fysisk samhusning.

6. Samhusningsfaciliteterne på de steder, der er nævnt under punkt 5 ovenfor: Hvilken type samhusning der er til rådighed (f.eks. fælles brug afgrænset/ikke-afgrænset, fysisk eller virtuel); strømforsyning og luftkonditionering på disse steder, regler for fremleje af samhusningsplads.

7. Karakteristik af udstyret: Eventuelle begrænsninger for, hvilket udstyr der kan anbringes på samhusningsstedet.

8. Sikkerhedsaspekter: Hvilke forholdsregler har den anmeldte operatør truffet af hensyn til sikkerheden på samhusningsstederne? Under hvilke betingelser kan konkurrerende operatørers personale få adgang til faciliteterne for at klarlægge og udbedre fejl i tjenesten?

9. Sikkerhedsnormer: (Principielt bør de sikkerhedsnormer, der anvendes af den anmeldte operatør og dennes datterselskaber, anses for tilstrækkelige for konkurrerende operatørers udstyr).

10. Inspektion: Vilkårene for konkurrerende operatørers og nationale tilsynsmyndigheders adgang til at inspicere de steder, hvor der tilbydes fysisk samhusning, eller steder, hvor den anmeldte operatør har afvist samhusning med henvisning til manglende kapacitet.

C. Driftsstøttesystemer

11. Vilkårene for adgang til den anmeldte operatørs driftsstøttesystemer, informationssystemer eller databaser til forhåndsbestilling, bestilling, levering, anmodninger om vedligeholdelse og reparationer samt fakturering.

12. Principielt bør de nævnte driftsstøtteelementer omfatte adgang til alle oplysninger om kredsløbets egenskaber, bl.a. oplysninger, om hvorvidt et bestemt kredsløb understøtter avancerede tjenester.

D. Leveringsvilkår

13. Tidsfrister: Ventetiden for svar på anmodninger om tilrådighedsstillelse af tjenesteydelser og faciliteter, samt kontraktmæssig kompensation i tilfælde af, at disse tidsfrister ikke overholdes, aftaler om tjenesteniveauet, udbedring af fejl og eskaleringsprocedurer.

14. priser på hver enkelt af ovennævnte elementer, funktioner og faciliteter, særskilt opstillet, herunder engangsudgifter og tilbagevendende abonnementsudgifter.

(1) Et standardtilbud på adgang til abonnentkredsløb omfatter de grundlæggende tekniske faciliteter, der tilbydes, inklusive vilkår og priser.

(2) Af hensyn til den offentlige sikkerhed kan adgangen til disse oplysninger begrænses til kun at omfatte de berørte parter.

Top