EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000D0356

2000/356/EF: Kommissionens afgørelse af 26. maj 2000 om afslutning af den fornyede undersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse magnetplader (3,5" disketter) med oprindelse i Taiwan (meddelt under nummer K(2000) 1393)

EFT L 127 af 27.5.2000, p. 58–59 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 26/05/2000

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/356/oj

32000D0356

2000/356/EF: Kommissionens afgørelse af 26. maj 2000 om afslutning af den fornyede undersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse magnetplader (3,5" disketter) med oprindelse i Taiwan (meddelt under nummer K(2000) 1393)

EF-Tidende nr. L 127 af 27/05/2000 s. 0058 - 0059


Kommissionens afgørelse

af 26. maj 2000

om afslutning af den fornyede undersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse magnetplader (3,5" disketter) med oprindelse i Taiwan

(meddelt under nummer K(2000) 1393)

(2000/356/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 905/98(2), særlig artikel 9 og 11,

efter høring af Det Rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. PROCEDURE

(1) Rådet indførte ved forordning (EØF) nr. 2861/93(3), ændret ved forordning (EF) nr. 2537/1999(4), en endelig antidumpingtold på importen af magnetplader (3,5" disketter), der anvendes til optagelse og oplagring af indkodet digital information, henhørende under KN-kode ex 8523 20 90 og med oprindelse i bl.a. Taiwan.

(2) En fornyet undersøgelse af ovennævnte antidumpingforanstaltninger (på grund af foranstaltningernes bortfald) indledtes i oktober 1998(5) i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 384/96 (i det følgende benævnt "grundforordningen"), på grundlag af en klage indgivet af Diskma (Committee of European Diskette Manufacturers). Denne fornyede undersøgelse er stadig i gang.

(3) Kommissionen offentliggjorde den 26. juni 1999 efter konsultationer en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende(6) om indledning af en fornyet undersøgelse ("interim review") af ovennævnte foranstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen.

(4) Denne fornyede undersøgelse blev indledt efter en anmodning fra CIS Technology Inc. (i det følgende også benævnt "ansøgeren"), en taiwansk eksporterende producent, som erklærede, at selskabet fremstillede den pågældende vare og solgte den til eksport til Fællesskabet. Anmodningen indeholdt tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at omstændighederne havde ændret sig betydeligt, hvilket skulle betyde, at ansøgerens varer ikke længere eksporteredes til Fællesskabet til dumpingpriser.

(5) De ansøgeren ikke indgav nogen anmodning vedrørende ændrede omstændigheder med hensyn til spørgsmålet om skade, blev den fornyede undersøgelse begrænset til spørgsmålet om dumping.

(6) Kommissionen underrettede officielt myndighederne i det berørte eksportland. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for fristerne i meddelelsen om indledningen af undersøgelsen. Der blev sendt et spørgeskema til ansøgeren, som indgav en fuldstændig besvarelse.

B. TILBAGETRÆKNING AF ANMODNING OG AFSLUTNING AF UNDERSØGELSEN

(7) I brev af 11. januar 2000 underrettede ansøgeren Kommissionen om, at man havde besluttet at trække anmodningen om en fornyet undersøgelse tilbage.

(8) Interesserede parter blev underrettet om, at anmodningen var blevet trukket tilbage, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger dertil. Der blev ikke modtaget bemærkninger.

(9) Undersøgelsen kan i overensstemmelse med artikel 11, stk. 5, og artikel 9, stk. 1, i grundforordningen afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke vil være i Fællesskabets interesse. Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, hvoraf det fremgik, at en sådan afslutning ikke ville være i Fællesskabets interesse -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Den fornyede undersøgelse ("interim review") af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse magnetplader (3,5" disketter) henhørende under KN-kode ex 8523 20 90 og med oprindelse i Taiwan, der er begrænset til mikrodisketter, som fremstilles og sælges til eksport til Fællesskabet af CIS Technology Inc., afsluttes hermed.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. maj 2000.

På Kommissionens vegne

Pascal Lamy

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(2) EFT L 128 af 30.4.1998, s. 18.

(3) EFT L 262 af 21.10.1993, s. 4.

(4) EFT L 307 af 2.12.1999, s. 1.

(5) EFT C 322 af 21.10.1998, s. 4.

(6) EFT C 181 af 26.6.1999, s. 21.

Top