EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000D0271

2000/271/EF: Kommissionens beslutning af 30. september 1998 om Tysklands støtte til SKET Verseilmaschinenbau GmbH (meddelt under nummer K(1998) 3022) (EØS-relevant tekst) (Kun den tyske udgave er autentisk)

EFT L 85 af 6.4.2000, p. 27–34 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/271/oj

32000D0271

2000/271/EF: Kommissionens beslutning af 30. september 1998 om Tysklands støtte til SKET Verseilmaschinenbau GmbH (meddelt under nummer K(1998) 3022) (EØS-relevant tekst) (Kun den tyske udgave er autentisk)

EF-Tidende nr. L 085 af 06/04/2000 s. 0027 - 0034


Kommissionens beslutning

af 30. september 1998

om Tysklands støtte til SKET Verseilmaschinenbau GmbH

(meddelt under nummer K(1998) 3022)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2000/271/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første punktum,

under henvisning til aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have givet de berørte parter lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger i henhold til artikel 93, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

I

Kommissionen besluttede den 15. marts 1995 at indlede proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til statsstøtte til SKET Schwermaschinenbau Magdeburg GmbH, Magdeburg (SKET SMM)(1). Proceduren vedrørte endvidere SKET SMM's datterselskaber, dvs. Entstaubungstechnik Magdeburg GmbH, Magdeburg (ETM), og Drahtziehmaschinenwerk Grüna GmbH, Chemnitz (DZM). SKET SMM havde modtaget den pågældende støtte inden og efter privatiseringen og omstruktureringen. Virksomheden havde allerede tidligere modtaget støtte, som Kommissionen ikke havde gjort indsigelse mod (NN 46/93 og NN 95/93). Den pågældende sag havde nr. C 16/95.

Den 30. juli 1996 besluttede Kommissionen at udvide denne procedure til at omfatte den støtte, der var udbetalt efter beslutningen om procedurens indledning, og som ikke var omfattet af den nævnte beslutning(2). Efter at investorerne (Oestmann & Borchert Industriebeteiligungen GbR) havde trukket sig ud af omstruktureringsplanen i slutningen af 1995, blev der anmeldt en ny plan med yderligere støtte. Ifølge planen skulle der bl.a. oprettes flere virksomheder, som skulle videreføre de af SKET SMM's rentable aktivitetsområder, der kunne reddes fra generaleksekutionen. SKET Verseilmaschinenbau GmbH var en af disse nyoprettede virksomheder.

SKET SMM måtte i oktober 1996 indgive begæring om generaleksekution. Det havde således ikke været muligt at genoprette SKET SMM's rentabilitet ved hjælp af den omstruktureringsplan, der var omfattet af beslutningen af 30. juli 1996 om procedurens indledning. Kommissionen vedtog den 26. juli 1997 den negative endelige beslutning 97/765/EF(3) med hensyn til støtten til SKET SMM. De to datterselskaber ETM og DZM, som var undergivet Bundesanstalt für vereinigungsbedingte Sonderaufgaben (BvS), var ikke berørt af generaleksekutionen. Med beslutning 97/765/EF blev sag C 16/95 udelukkende afsluttet med hensyn til den del af SKET SMM, der var berørt af generaleksekutionen. Hele sagen blev derfor opdelt på følgende måde: C 16a/95 vedrørende SKET SMM, C 16b/95 vedrørende ETM og C 16c/95 vedrørende DZM.

For at tage højde for, at de nye virksomheder, der overtog SKET SMM's aktiviteter, koncentrerede sig om hvert deres område, fik sagerne i forbindelse med hver af disse virksomheder et særskilt nummer. Støtten til SKET Verseilmaschinenbau GmbH blev således registreret som NN 124/97. Nærværende beslutning vedrører udelukkende SKET Verseilmaschinenbau GmbH.

Kommissionen besluttede den 5. november 1997 at indlede proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til støtteforanstaltninger til fordel for SKET Verseilmaschinenbau GmbH under statsstøttesag C 72/97. Den underrettede Tyskland om denne beslutning ved skrivelse af 28. november 1997 (SG(97) D/9912). Indholdet af denne skrivelse blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(4).

Ved skrivelse af 5. december 1997 (registreret samme dag hos Kommissionen) underrettede de tyske myndigheder Kommissionen om, at SKET Verseilmaschinenbau GmbH var blevet privatiseret, og forelagde visse oplysninger om denne privatisering. Ved skrivelse af 26. januar 1998 (registreret hos Kommissionen den 27. januar 1998) besvarede de tyske myndigheder Kommissionens skrivelse af 28. november 1997 og fremlagde igen visse oplysninger om privatiseringen af SKET Verseilmaschinenbau GmbH. Den 14. maj 1998 udbad Kommissionen sig yderligere oplysninger, som de tyske myndigheder fremsendte ved skrivelse af 26. maj 1998 (registreret samme dag hos Kommissionen).

II

SKET Verseilmaschinenbau GmbH er etableret i Magdeburg, Sachsen-Anhalt, Tyskland. I 1997 beskæftigede virksomheden ca. 35 personer, havde en omsætning på 20800000 DEM samt en balance på 29400000 DEM.

SKET Verseilmaschinenbau GmbH blev anmeldt til handelsregistret i Magdeburg den 8. november 1996 med en egenkapital på 50000 DEM. Den eneste selskabsdeltager var BvS. Den 22. januar 1996 indgik SKET Verseilmaschinenbau GmbH en aftale med SKET SMM's kurator om at overtage SKET SMM's aktiver i forbindelse med produktionen af trådvindingsmaskiner. Anlægsaktiverne, herunder brugt kontorudstyr, gammel software og intellektuel ejendom, blev købt til markedsprisen. Købene blev finansieret med de midler, som SKET Verseilmaschinenbau GmbH modtog fra BvS som kapitalindskud. Denne overtagelse blev bekræftet den 27. marts 1997 på grundlag af en aftale oprettet ved notar.

SKET Verseilmaschinenbau GmbH er en maskinteknikvirksomhed, som er specialiseret i design og udvikling af alle former for kundespecifikke trådvindingsmaskiner og leverer komplette nøglefærdige systemer. Desuden tilbyder den alle hermed forbundne serviceydelser, f.eks. rådgivning, planlægning, konstruktion, montage, installation og ibrugtagning. På det tidspunkt, hvor virksomheden blev privatiseret, opererede den inden for alle områder af produktionen af trådvindingsmaskiner undtagen den egentlige fremstilling, hvortil den benyttede en virksomhed inden for maskinindustrien. Virksomheden vil imidlertid som led i omstruktureringsplanen igen erhverve en vis produktionskapacitet.

Blandt de produkter, der kan fremstilles på de maskiner, som SKET Verseilmaschinenbau GmbH designer og udvikler, hører bl.a. stålwirer, stålledninger, armeringsstål, kabler af kobber og aluminium, valser, telefonkabler, stærkstrømskabler og luftledninger samt specialkabler (OPGW, undersøiske kabler, lastvognskabler).

III

Maskinindustrimarkedet er særdeles diversificeret; delområdet trådvindingsmaskiner er afhængigt af forholdene på markederne i de senere omsætningsled. Markedet led tab som følge af konjunkturnedgangen i slutningen af 1994. Selv om der i 1995 igen var tale om vækst, kan udviklingen i de kommende år ikke forudses. For at få et mere klart overblik over den nuværende situation og perspektiverne for sektoren for trådvindingsmaskiner skal efterspørgslen efter kabel- og trådprodukter undersøges(5).

Markedet for trådvindingsmaskiner er globalt. I forbindelse med disse produkter er der således ikke kun tale om en direkte samhandel mellem medlemsstaterne, men virksomheder i forskellige medlemsstater konkurrerer også om markedsandele i tredjelande(6). Efterspørgslen efter trådvindingsmaskiner er afhængig af situationen på markederne i de senere omsætningsled. Da kabel og tråd er vigtige for såvel kommunikations- som energisektoren, bestemmes efterspørgslen af den generelle økonomiske situation. Efterspørgslen efter kabel og tråd er imidlertid også navnlig afhængig af motorkøretøjsindustrien. På lang sigt vil en større efterspørgsel efter energi og kommunikation som led i liberaliseringen og den dermed forbundne udvidelse af konkurrerende net sikre en støt stigende vækst. Det skal dog bemærkes, at teleindustriens efterspørgsel efter tråd vil stige mindre end hidtil som følge af den stigende efterspørgsel efter lyslederkabler. Geografisk set medfører ændringerne i Central- og Østeuropa samt væksten i Sydøstasien og Folkerepublikken Kina, at disse områder får stadig større betydning som afsætningsmarkeder. Sektoren er endvidere kendetegnet ved en voksende specialisering inden for højteknologiske produkter, hvor værditilvæksten øges som følge af de tjenesteydelser, der er forbundet med disse produkter. Efter konjunkturnedgangen i 1992-1993 begyndte sektoren for trådvindingsmaskiner igen langsomt at rette sig i 1994 og fortsatte væksten i 1995. Dette generelle opsving vil formentlig vare ved efter 1997(7).

Siden det konjunkturelle genopsving i 1994 synes der derfor ikke at være tale om strukturel overkapacitet på trods af recessionens indvirkninger.

IV

De økonomiske rammebetingelser, hvorpå SKET SMM oprindeligt skulle drive virksomhed, var en central planøkonomi. SKET SMM var et konglomerat, som bl.a. fremstillede valseværker, anlæg til fremstilling af tråd og kabler samt maskiner til udvinding af vegetabilsk olie. En så forskelligartet og fragmenteret struktur betød, at SKET SMM ikke kunne privatiseres som en enkelt økonomisk enhed, efter at de økonomiske rammebetingelser havde fået markedsøkonomisk karakter; forsøg herpå var under alle omstændigheder uden resultat. Omstruktureringen af hele konglomeratet blev påbegyndt på et tidligt tidspunkt, men var ikke afsluttet, da Kommissionen vedtog en negativ beslutning vedrørende de forskellige støtteforanstaltninger til fordel for SKET SMM, der var blevet anmeldt i 1994. Disse foranstaltninger vedrørte også de potentielt rentable dele af konglomeratet, hvoriblandt produktionen af trådvindingsmaskiner hørte. Da SKET SMM i oktober 1996 indgav begæring om generaleksekution, havde de tyske myndigheder ændret deres oprindelige strategi med henblik på at udskille de potentielt rentable aktiviteter fra konglomeratet og overdrage dem til mindre, selvstændige økonomiske enheder.

Med henblik herpå etablerede BvS SKET Management- und Vertriebsgesellschaft GmbH(8), som skulle overvåge omstrukturerings- og privatiseringsprocessen i fem kommercielt selvstændige selskaber, som ligeledes tilhørte BvS. Der var her tale om små eller mellemstore virksomheder. SKET Management- und Vertriebsgesellschaft GmbH, som handlede efter BvS' anvisning, skulle finde frem til investorer og sammen med dem forhandle sig frem til en privatisering af de fem virksomheder, der ikke var berørt af generaleksekutionen. I april 1998 blev den sidste af de fem virksomheder privatiseret, og SKET Management- und Vertriebsgesellschaft GmbH blev opløst. De fem såkaldte redningsselskaber (Auffanggesellschaften) er:

- SKET Maschinen- und Anlagenbau GmbH(9)

- SKET Walzwerktechnik GmbH(10)

- SKET Ölsaatentechnik GmbH (hvis navn senere blev ændret til Cimbria SKET GmbH)(11)

- SKET Maschinenbau-EDV GmbH(12)

- SKET Verseilmaschinenbau GmbH.

(Hertil kommer de to datterselskaber ETM og DZM, som blev overdraget til BvS inden indledningen af generaleksekutionen mod SKET SMM).

V

Den 6. november 1997 blev der mellem BvS som sælger og Johannes Erich Wilms som køber indgået en aftale om salg af andelene i SKET Verseilmaschinenbau GmbH. Salget skete på grundlag af offentligt udbud, og køberens tilbud var det bedste, der blev afgivet.

Selskabet blev købt af BvS til en pris af 1 DEM. De andre forpligtelser, som køberen indgik i forbindelse med privatiseringen, er: overtagelse pr. 31. august 1998 af garantier på 6700000 DEM, som BvS oprindeligt havde stillet (ved privatiseringen havde investoren deponeret 3000000 DEM som sikkerhed herfor), overtagelse af en yderligere garanti fra BvS på 876000 DEM og investeringer på 6500000 DEM til omstruktureringen af virksomheden (med en bøde på 75 % i tilfælde af manglende opfyldelse). Investoren må ikke fordele overskud eller andet afkast af SKET Verseilmaschinenbau GmbH inden den 31. december 2000.

Investoren, Johannes Erich Wilms, er eneejer af flere mindre og mellemstore virksomheder, som udgør Wilms-koncernen. Denne koncern, som har sit hovedkontor i Menden i Nordrhein-Westfalen, driver virksomhed inden for tre sektorer, dvs. fremstilling af elektriske kabler og forbindelser, miljøteknologi (f.eks. filter- og rensningsteknologi) og maskinsektoren. [...](13). Bortset fra et østrigsk datterselskab er hele koncernen etableret i Tyskland. Den har omkring 1500 ansatte.

VI

Da SKET Verseilmaschinenbau GmbH blev ledet som en del af SKET SMM, bestod det egentlige problem i, at selskabet indgik i et uhåndterligt og fragmenteret konglomerat, som ikke blev forvaltet efter markedsøkonomiske principper.

Som det første skridt i omstruktureringen blev produktionen af trådvindingsmaskiner udskilt fra SKET SMM. I denne henseende måtte det pågældende aktivitetsområde med henblik på sin eventuelle udskillelse fra SKET SMM, der var under generaleksekution, omorganiseres på et selvstændigt grundlag og dernæst overdrages til SKET Verseilmaschinenbau GmbH, som ville videreføre omstruktureringen. Den nye virksomhed overtog personale, maskiner, teknisk udstyr og kontorudstyr fra den kurator, der stod for SKET SMM's generaleksekution. Dette omfattede bl.a. 35 ansatte, gammelt kontorudstyr (med en oprindelig købsværdi på 1 mio. DEM) og software (med en oprindelig købsværdi på 200000 DEM) for 150000 DEM samt intellektuelle ejendomsrettigheder for ligeledes 150000 DEM.

Endvidere måtte SKET Verseilmaschinenbau GmbH overtage fem ordrer, som oprindeligt var afgivet til SKET SMM. SKET SMM havde i forbindelse med disse ordrer allerede modtaget et forskud, som blev medregnet til virksomhedens aktiver under generaleksekutionen. Der vil derfor opstå et tab for SKET Verseilmaschinenbau GmbH i forbindelse med disse ordrer. Selskabet er imidlertid nødt til at udføre disse ordrer for at sikre sit kundegrundlag og sit forretningsmæssige renommé.

I omstruktureringens slutfase er der planlagt en strategisk omorientering, navnlig i form af en omlægning til produktion og en fuldstændig integration i Wilms-koncernen.

Omorienteringen indebærer, at virksomheden fra at være en ren maskinteknikvirksomhed bliver en virksomhed, som råder over en vis produktionskapacitet, således at SKET Verseilmaschinenbau GmbH kan tilbyde nøglefærdige systemer med fuld service lige fra den første ide- og udviklingsfase til ibrugtagningen af de installerede systemer. For at kunne erhverve produktionskapacitet er der behov for yderligere lokaler (til skønsmæssigt 3100000 DEM) og en udvidelse af medarbejderstyrken til 50 personer i 2001. Desuden blev produktsortimentet udvidet til at omfatte ekstrudere. Omkostningerne til det nye udstyr skønnes at udgøre 600000 DEM. En indtræden på markedet for udvikling og fremstilling af ekstrudere forventes at koste 1400000 DEM. Med henblik på at nedbringe omkostningerne udvikles endvidere flere fælles komponenter. Komponenter, som funktionelt er af mindre betydning, eller som kan være af lavere kvalitet, tilvejebringes udefra. Desuden vil just-in-time få større betydning i forbindelse med såvel køb af materialer og komponenter som den færdige produktion. Omkostningerne til salgsfremmende foranstaltninger for virksomhedens produkter skønnes at udgøre 600000 DEM. Da det som led heri er vigtigt at kunne demonstrere teknikker og maskiner for kunderne, vil der sandsynligvis blive investeret yderligere 800000 DEM i demonstrationsmodeller og prototyper. Omstruktureringens slutfase vil derfor formentlig koste i alt 6500000 DEM.

Integrationen i Wilms-koncernen er forbundet med besparelser som følge af, at der indføres standardiserede processer, fælles normer og fælles komponenter på koncernplan. Desuden skal andre af Wilms-koncernens virksomheder inden for maskinindustrien (som ikke opererer inden for samme sektor som SKET Verseilmaschinenbau GmbH) kunne levere komponenter, som SKET Verseilmaschinenbau GmbH kan montere i sine færdigprodukter. Selv om materialeindkøbet centraliseres for hele koncernen, vil SKET Verseilmaschinenbau GmbH fortsat have en selvstændig indkøbssektion. Finanskontrollen og personaleområdet vil ligeledes blive centraliseret. SKET Verseilmaschinenbau GmbH bliver derudover integreret i investorens salgs- og afsætningsnet. Endvidere er der planlagt foranstaltninger med hensyn til samarbejde om forskning og udvikling. Omstruktureringens slutfase vil blive afsluttet i 1999.

VII

De støtteforanstaltninger, der skal undersøges, er følgende:

>TABELPOSITION>

Disse foranstaltninger suppleres af en garanti på 6700000 DEM, som investoren overtog pr. 31. august 1998 (som sikkerhed herfor blev der ved privatiseringen deponeret 3000000 DEM). Det bør bemærkes, at - bortset fra en betaling i form af sikkerhed overtog investoren garantien i april 1998, og at SKET derfor kun havde denne garanti til rådighed i ca. 4 måneder.

VIII

De ovennævnte støtteforanstaltninger er af følgende grunde omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 92, stk. 1:

SKET Verseilmaschinenbau GmbH opererer som virksomhed inden for en sektor, hvor det relevante marked omfatter forskellige medlemsstater, hvorfor samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes. Støtte i denne sektor fordrejer således konkurrencevilkårene. Den støtte, som Tyskland har ydet, falder derfor ind under anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 92, stk. 1. I henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, er der mulighed for at blive undtaget fra støtteforbuddet i artikel 92, stk. 1. Af nedennævnte grunde kan omstruktureringsstøtten til SKET Verseilmaschinenbau GmbH, en kriseramt virksomhed, kun undtages på grundlag af bestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c).

Støtten blev ydet til en virksomhed, som BvS havde etableret i tilknytning til indledningen af generaleksekutionen mod en anden virksomhed. Denne virksomhed, som juridisk set hørte til SKET SMM GmbH, opererede inden for forskellige økonomiske områder, som blev omstruktureret over adskillige år. Med den nye virksomhed, SKET Verseilmaschinenbau GmbH, videreføres en del af SKET SMM's aktiviteter med hensyn til trådvindingsmaskiner. BvS' nye strategi gik ud på at tilføre den nye virksomhed kapital og andre midler til dens privatisering som en selvstændig virksomhed. Det er karakteristisk, at SKET SMM GmbH, som siden 1990 til stadighed havde tilhørt staten, under ingen omstændigheder kunne være blevet privatiseret som en enkelt økonomisk enhed eller koncern. I denne henseende adskiller det foreliggende tilfælde sig fra det tilfælde, hvor der i tilknytning til en generaleksekution mod en allerede privatiseret virksomhed blev etableret redningsselskaber.

SKET Verseilmaschinenbau GmbH var ikke levedygtig på det tidspunkt, hvor det blev oprettet. SKET SMM's produktion af trådvindingsmaskiner blev ikke drevet som selvstændige produktionsaktiviteter, men derimod inden for rammerne af et stort og uhåndterligt konglomerat. Derfor måtte disse aktiviteter udskilles fra virksomheden under generaleksekution og omstruktureres, for at de kunne tiltrække kunder på markedet.

Støtten til fordel for SKET Verseilmaschinenbau GmbH, som til dels overtog aktiverne og ressourcerne fra en virksomhed, der var under generaleksekution, kan med rette betragtes som omstruktureringsstøtte, både på grund af virksomhedernes særlige historiske og økonomisk baggrund, idet de var tvunget til hurtigt at omstille sig fra et centralt styret økonomisk system til et markedsøkonomisk system, og på grund af den rolle, som BvS som efterfølger til Treuhandanstalt har spillet i denne tilpasningsproces.

På baggrund heraf er Kommissionen af den opfattelse, at undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), finder anvendelse i dette tilfælde. For at denne undtagelsesbestemmelse kan finde anvendelse, skal støtten opfylde kriterierne i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder ("rammebestemmelserne")(14).

Efter Kommissionens opfattelse kan rednings- og omstruktureringsstøtte bidrage til at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene uden at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, såfremt betingelserne i afsnit 3 i rammebestemmelserne opfyldes. På disse betingelser kan en sådan støtte godkendes. Hvis de virksomheder, der skal reddes eller omstruktureres, ligger i støtteberettigede områder, kan Kommissionen i overensstemmelse med punkt 3.2.3 i rammebestemmelserne tage regionale hensyn på grundlag af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), i betragtning.

Den støtte, som Tyskland anmeldte i 1996, udgjorde 18100000 DEM og var beregnet til omstruktureringsstøtte.

IX

Ifølge rammebestemmelserne skal alle omstruktureringsplaner inden for et rimeligt tidsrum og på basis af en realistisk vurdering kunne gøre virksomheden sund og rentabel på længere sigt.

Problemerne i forbindelse med de aktiviteter, som senere skulle blive SKET Verseilmaschinenbau GmbH, og de foranstaltninger, der var nødvendige for at løse dem, er anført ovenfor. Disse foranstaltninger omfattede bl.a. en identificering af de rentable kerneaktiviteter og disses udskillelse sammen med de pågældende aktiver fra den tidligere virksomhed. Dette indebar også, at ordrer, som var overtaget fra den tidligere virksomhed, skulle afvikles endeligt. De ordrer inden for maskinindustrien, der var afgivet til SKET SMM, skulle derfor færdiggøres. I omstruktureringens slutfase indgik indførelse af testanlæg og integration i Wilms-koncernen.

Ifølge de data, som Tyskland har forelagt, vil SKET Verseilmaschinenbau GmbH i 1999 for første gang formentlig opnå et mindre overskud:

>TABELPOSITION>

Den stigning i omsætningen, der er planlagt fra 1999, synes realistisk. Allerede inden privatiseringen havde SKET Verseilmaschinenbau GmbH indgået en række fordelagtige kontrakter og indledt forhandlinger om adskillige andre kontrakter for 1999. Denne position er blevet konsolideret gennem integrationen i Wilms-koncernen og vil blive yderligere forbedret gennem erhvervelsen af produktionskapacitet.

På baggrund heraf når Kommissionen til den konklusion, at de betænkeligheder, som den gav udtryk for ved procedurens indledning, er ryddet af vejen, og at det kriterium, der er fastsat i rammebestemmelserne med hensyn til genoprettelse af rentabiliteten, er opfyldt.

X

Ifølge rammebestemmelserne er det desuden en betingelse, at der træffes foranstaltninger for i videst muligt omfang at opveje eventuelle skadelige virkninger på konkurrenterne. Hvis der er strukturel overkapacitet på det marked, hvor støttemodtageren udøver sin virksomhed, skal omstruktureringsplanen yde et i forhold til den modtagne støtte rimeligt bidrag til omstruktureringen af den pågældende branche i Fællesskabet gennem en definitiv nedskæring eller nedlukning af kapaciteten. Hvis der på den anden side ikke er tale om strukturel overkapacitet på det marked, hvor støttemodtageren udøver sin virksomhed, vil Kommissionen normalt ikke kræve en sådan kapacitetsnedskæring til gengæld for støtten.

Støttemodtageren ligger i det foreliggende tilfælde i et område, der er omfattet af EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a)(15). Ifølge rammebestemmelserne kan Kommissionen med hensyn til kapacitetsnedskæringen på markeder med strukturel overkapacitet være lidt mere fleksibel i forbindelse med støtteberettigede områder som omhandlet i artikel 92, stk. 3, litra a), og godkende en lavere nedskæring(16).

Kommissionen kan imidlertid ikke konstatere nogen overkapacitet på det marked, hvor SKET Verseilmaschinenbau GmbH udøver sin virksomhed(17). Derfor behøver virksomheden heller ikke at foretage en kapacitetsnedskæring for at opfylde rammebestemmelserne.

Wilms-koncernen driver virksomhed på sammenhængende markeder, dvs. markedet for produktion af kabler og tråd og markedet for produktion af maskiner til fremstilling af kabler og tråd. Integrationen af SKET Verseilmaschinenbau GmbH i koncernen indeholder derfor elementer af både en vertikal integration og en koncentration. Med udgangspunkt i et relativt stabilt niveau for det sandsynlige forbrug af kabler i Fællesskabet i de seneste år betyder dette, at Wilms-koncernen med udvidelsen i form af SKET Verseilmaschinenbau vil have en markedsandel i Fællesskabet på mindre end 1 %. På baggrund af, at det geografiske marked er globalt, skulle den samlede andel af det relevante marked endog være lavere(18). Desuden har Kommissionen ingen grund til at antage, at den udvidede koncern vil erhverve en markedsandel af produktionen af maskiner til fremstilling af kabler og tråd, som svarer til dens markedsstyrke. Derfor vil en sådan koncentration, som en privatisering kan resultere i, kun have en meget minimal indvirkning på markedet. Elementet af vertikal integration kan ikke anvendes til at udvide den markedsstyrke, som erhverves på et niveau af markedet enten "upstream" eller "downstream".

Der er ikke modtaget bemærkninger fra tredjemand efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af skrivelsen til Tyskland om, at Kommissionen havde besluttet at indlede proceduren(19). I øvrigt vedrørte den oprindelige anmeldelse en langt større støtte, og ingen privat investor syntes på daværende tidspunkt interesseret i en overtagelse.

På baggrund heraf når Kommissionen til den konklusion, at de betænkeligheder, som den gav udtryk for ved procedurens indledning, er ryddet af vejen, og at kriteriet med hensyn til, at støtten ikke må have konkurrencefordrejende virkninger, er opfyldt.

XI

Ifølge rammebestemmelserne er det endvidere en betingelse for tildeling af omstruktureringsstøtte, at støttens størrelse og intensitet skal være begrænset til det strengt nødvendige minimum og stå i forhold til de fordele, der forventes fra Fællesskabets synspunkt. Desuden skal investoren yde et betydeligt finansielt bidrag til omstruktureringen.

I det foreliggende tilfælde omfatter de samlede støtteforanstaltninger fra BvS 8250000 DEM, heraf 5000000 DEM som tilførsel af egenkapital til SKET Verseilmaschinenbau GmbH og 1000000 DEM i form af et lån til udgifterne til afvikling af ordrer. Der blev senere givet afkald på tilbagebetalingen af dette lån. SKET Verseilmaschinenbau GmbH har desuden draget fordel af et lån på 500000 DEM til SKET SMM's kurator til udskillelse af produktionen af trådvindingsmaskiner. Som led i privatiseringen blev der ligeledes givet afkald på tilbagebetalingen af dette lån. Derudover vil SKET Verseilmaschinenbau GmbH få fordel af et beløb på 1750000 DEM, der skal udbetales i rater til omstruktureringens slutfase. Endvidere foreligger der en garanti på 6700000 DEM, som blev stillet indtil den 31. august 1998 (denne blev allerede i april 1998 overtaget af investoren).

Selv om købsprisen kun var på 1 DEM, er investoren forpligtet til at overtage garantierne fra BvS på 6700000 DEM pr. 31. august 1998 (som sikkerhed herfor blev der ved privatiseringen deponeret 3000000 DEM, og de blev overtaget før dette tidspunkt i april 1998) og til at foretage investeringer på 6500000 DEM i SKET Verseilmaschinenbau GmbH (men en bøde på 75 % i tilfælde af manglende opfyldelse). Investoren må ikke fordele overskud eller andet afkast af SKET Verseilmaschinenbau inden den 31. december 2000. I øvrigt er investoren forpligtet til at bevare 40 arbejdspladser indtil juni 1999 og dernæst øge antallet til 50 arbejdspladser i 2001. De samlede omstruktureringsomkostninger udgør derfor 21450000 DEM, hvoraf den private investor stiller ca. 60 % til rådighed. Investorens bidrag kan derfor anses for at være rimeligt. På baggrund heraf når Kommissionen til den konklusion, at de betænkeligheder, som den gav udtryk for ved procedurens indledning, er ryddet af vejen, og at kriteriet med hensyn til støttens forholdsmæssighed er opfyldt.

XII

Virksomheden skal gennemføre den omstruktureringsplan, Kommissionen har fået forelagt og godkendt, fuldstændigt og opfylde de i beslutningen anførte betingelser. Hvis dette ikke er tilfældet, vil Kommissionen tage skridt til at kræve støtten tilbagebetalt, medmindre den oprindelige beslutning ændres efter en ny anmeldelse fra medlemsstaten. Omstruktureringen af SKET Verseilmaschinenbau GmbH var til dels allerede gennemført inden privatiseringen. Investoren er forpligtet til at gennemføre den resterende del af omstruktureringsplanen. Dette fremgår bl.a. af forpligtelsen til at investere 6500000 DEM i det nye datterselskab - som sikres gennem bøder - og investoren har desuden overtaget en eksisterende garanti fra BvS inden det tidspunkt, der var planlagt.

XIII

På baggrund heraf er Kommissionen af den opfattelse, at omstruktureringsstøtten til SKET Verseilmaschinenbau GmbH kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet, såfremt de i rammebestemmelserne anførte betingelser opfyldes -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Tysklands støtte til SKET Verseilmaschinenbau GmbH i form af:

a) tilførsel af egenkapital (5000000 DEM)

b) et lån til aktiviteterne i forbindelse med trådvindingsmaskiner, hvis tilbagebetaling der blev givet afkald på (500000 DEM)

c) et lån til forudfinansiering af ordrer, hvis tilbagebetaling der blev givet afkald på (1000000 DEM)

d) et tilskud til omstruktureringens slutfase (1750000 DEM)

e) garantien fra BvS (6700000 DEM), som senere blev overtaget af investoren i april 1998

er i henhold til henholdsvis EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), forenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

I overensstemmelse med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (1994) forelægger Tyskland hvert år en detaljeret rapport om omstruktureringsplanens gennemførelse.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. september 1998.

På Kommissionens vegne

Karel Van Miert

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 215 af 19.8.1995, s. 8, og

EFT C 298 af 9.10.1996, s. 2.

(2) EFT C 298 af 9.10.1996, s. 2.

(3) EFT L 314 af 8.11.1997, s. 20.

(4) EFT C 83 af 18.3.1998, s. 10.

(5) Hvad angår situationen i maskinindustrisektoren, jf. Panorama of European Industry 1997, bind 2, s. 13-23 til 13-29.

(6) Samhandelen inden for Fællesskabet overstiger samhandelen med tredjelande, jf. Panorama of European Industry 1997, bind 2, s. 15-5.

(7) Hvad angår situationen på markedet for trådvindingsmaskiner, jf. Panorama of European Industry 1997, bind 2, s. 15-3 til 15-7 samt 15-4 til 15-17.

(8) Statsstøttesag NN 67/97.

(9) Statsstøttesag C 69/97.

(10) Statsstøttesag C 70/97.

(11) Statsstøttesag NN 125/97.

(12) Støtte til denne virksomhed godkendte Kommissionen i maj 1998 (NN 126/97).

(13) Forretningshemmelighed.

(14) EFT C 368 af 23.12.1994, s. 12.

(15) Statsstøttesag N 464/93.

(16) Jf. afsnit 3.2.3 i rammebestemmelserne.

(17) Jf. Panorama of European Industry 1997, bind 2, s. 13-23 til 13-29 sammenholdt med s. 15-3 til 15-7 samt 15-4 til 15-17.

(18) Jf. Panorama of European Industry 1997, bind 2, s. 15-4 til 15-17.

(19) Jf. fodnote 4.

Top