Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000D0145

2000/145/FUSP: Rådets afgørelse af 14. februar 2000 om udstationering af nationale eksperter på det militære område ved Generalsekretariatet for Rådet i en overgangsperiode

EFT L 49 af 22.2.2000, p. 3–3 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 24/06/2001

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/145/oj

32000D0145

2000/145/FUSP: Rådets afgørelse af 14. februar 2000 om udstationering af nationale eksperter på det militære område ved Generalsekretariatet for Rådet i en overgangsperiode

EF-Tidende nr. L 049 af 22/02/2000 s. 0003 - 0003


RÅDETS AFGØRELSE

af 14. februar 2000

om udstationering af nationale eksperter på det militære område ved Generalsekretariatet for Rådet i en overgangsperiode

(2000/145/FUSP)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 207, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Som led i styrkelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og navnlig af den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, jf. artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union, anmodede Det Europæiske Råd på mødet den 10.-11. december 1999 i Helsingfors Rådet om fra marts 2000 at oprette de midlertidige organer og ordninger, der er nødvendige for at gennemføre den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.

(2) Det Europæiske Råd besluttede som en midlertidig foranstaltning, at Generalsekretariatet for Rådet fra marts 2000 skal forstærkes med militære eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne for at deltage i arbejdet i den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og for at udgøre kernen i den fremtidige militærstab -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Medlemsstaterne udstationerer nationale eksperter på det militære område (i det følgende benævnt "militære eksperter") ved Generalsekretariatet for Rådet, i det følgende benævnt "Generalsekretariatet".

2. De militære eksperter udgør en del af Generalsekretariatet. De yder militær rådgivning til Det Midlertidige Militære Organ, som er oprettet ved Rådets afgørelse 2000/144/FUSP af 14. februar 2000(1) og til generalsekretæren/den højtstående repræsentant til støtte for FUSP. De vil udgøre kernen i den fremtidige militærstab. De vil bistå Det Midlertidige Militære Organ.

Artikel 2

De udstationerede militære eksperter skal være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

Artikel 3

For de militære eksperter gælder de regler, som fastsættes i en rådsafgørelse, som skal vedtages inden den 29. februar 2000.

Artikel 4

1. Denne afgørelse får virkning på dagen for vedtagelsen.

2. Den anvendes fra den 1. marts 2000, såfremt de regler, der er omhandlet i artikel 3, er vedtaget.

Artikel 5

Denne afgørelse offentliggøres i Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. februar 2000.

På Rådets vegne

J. GAMA

Formand

(1) Se side 2 i denne Tidende.

Top