Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999R1253

    Rådets forordning (EF) nr. 1253/1999 af 17. maj 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 1766/92 om den fælles markedsordning for korn og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2731/75 om fastsættelse af standardkvaliteter for blød hvede, rug, byg, majs og hård hvede

    EFT L 160 af 26.6.1999, p. 18–20 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2004

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1999/1253/oj

    31999R1253

    Rådets forordning (EF) nr. 1253/1999 af 17. maj 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 1766/92 om den fælles markedsordning for korn og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2731/75 om fastsættelse af standardkvaliteter for blød hvede, rug, byg, majs og hård hvede

    EF-Tidende nr. L 160 af 26/06/1999 s. 0018 - 0020


    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1253/1999

    af 17. maj 1999

    om ændring af forordning (EØF) nr. 1766/92 om den fælles markedsordning for korn og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2731/75 om fastsættelse af standardkvaliteter for blød hvede, rug, byg, majs og hård hvede

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2),

    under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

    under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

    under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten(5), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Efter 1992-reformen af den fælles landbrugspolitik er der indtrådt en betydelig forbedring med hensyn til markedsligevægten;

    (2) jordudtagningen under den støtteordning for producenter af visse markafgrøder, som indførtes i 1992, har sammen med en sænkning af interventionsprisen medvirket til at holde produktionen under kontrol, samtidig med at en øget konkurrenceevne med hensyn til priserne har gjort det muligt at anvende betydeligt større kornmængder på hjemmemarkedet, navnlig til foder;

    (3) med forbehold af forhøjelser af arealbetalingerne under støtteordningen for markafgrøder, som fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 1251/1999 af 17. maj 1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder(6), bør konkurrenceevnen med hensyn til priserne med henblik på at øge virkningerne af 1992-reformen styrkes gennem en yderligere nedsættelse af interventionsprisen, så den i to trin bringes ned på et niveau, der svarer til et sikkerhedsnet; interventionsprisen vil om fornødent blive yderligere nedsat for navnlig at sikre en bedre markedsbalance;

    (4) bestemmelserne om standardkvalitet har ikke længere nogen praktisk betydning og bør derfor udgå;

    (5) da pris- og udligningsordningerne for anden stivelse end kornstivelse altid har været underlagt den fælles markedsordning for korn, bør tilpasningen af disse ordninger svare til de foranstaltninger, der træffes for korn; minimumsprisen for kartofler til fremstilling af kartoffelstivelse og betalingerne til producenter af sådanne kartofler bør derfor tilpasses i overensstemmelse med prisnedsættelsen for korn; betalingerne til producenterne fastsættes på et højere niveau end det tilsvarende niveau for korn i betragtning af, at produktionskvoterne i Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 af 27. juli 1994 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse(7) er blevet sat ned;

    (6) Kommissionen bør på grundlag af gennemførelsesbestemmelser åbne og forvalte de toldkontingenter, der følger af aftaler med hjemmel i traktatens artikel 300 eller af andre af Rådet vedtagne retsakter;

    (7) som følge af verdensmarkedsprisens indflydelse på den interne pris bør det nærmere præciseres, på hvilke betingelser Kommissionen kan træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at stabilisere det indre marked -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EØF) nr. 1766/92(8) foretages følgende ændringer:

    1) Artikel 2, stk. 2, affattes således: "2. Denne forordning gælder uanset foranstaltningerne i Rådets forordning (EF) nr. 1251/1999 af 17. maj 1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder(9)."

    2) Artikel 3 affattes således: "Artikel 3

    1. Der fastsættes en interventionspris for korn på:

    - 110,25 EUR/t for høståret 2000/2001

    - 101,31 EUR/t fra høståret 2001/2002 og derefter.

    Interventionsprisen for majs og sorghum i maj skal også gælde i juli, august og september samme år.

    2. Interventionsprisen forhøjes hver måned i hele høståret eller en del af det. Omfanget og antallet af de månedlige forhøjelser fastsættes efter proceduren i traktatens artikel 37, stk. 2.

    3. Interventionsprisen fastsættes for engrosleddet for varer leveret til lager, ikke aflæsset. Den gælder for alle de fællesskabsinterventionscentre, der er udpeget for de enkelte kornarter.

    4. De i denne forordning fastsatte priser kan på grundlag af udviklingen i produktionen og på markederne ændres efter proceduren i traktatens artikel 37, stk. 2. Der vil navnlig blive truffet beslutning om en endelig nedsættelse af interventionsprisen, der skal gælde fra 2002/2003, under hensyn til markedsudviklingen."

    3) Artikel 8 affattes således: "Artikel 8

    1. Der fastsættes en minimumspris for kartofler bestemt til fremstilling af kartoffelstivelse på:

    - 194,05 EUR/t for produktionsåret 2000/2001

    - 178,31 EUR/t fra produktionsåret 2001/2002.

    Denne pris gælder for den mængde kartofler leveret til fabrikken, der medgår til fremstilling af en ton stivelse.

    En beslutning om en yderligere nedsættelse af den minimumspris, der skal gælde fra produktionsåret 2002/2003, vil blive truffet under hensyn til den endelige nedsættelse af interventionsprisen for korn.

    2. Der indføres en ordning med betalinger til producenter af kartofler bestemt til stivelsesfremstilling. Det for betalingen fastsatte beløb gælder for den mængde kartofler, der medgår til fremstillingen af en ton stivelse. Beløbet fastsættes til:

    - 98,74 EUR/t for produktionsåret 2000/2001

    - 110,54 EUR/t for produktionsåret 2001/2002.

    Beløbet 110,54 EUR/t vil kunne sættes op fra produktionsåret 2002/2003 under hensyn til den endelige nedsættelse af interventionsprisen for korn.

    Beløbet betales kun for den mængde kartofler, for hvilken der er indgået en dyrkningskontrakt mellem kartoffelproducenten og den virksomhed, der fremstiller stivelsen, og kun inden for den kvote, der er tildelt den pågældende virksomhed, jf. artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1868/94 af 27. juli 1994 om en kvoteordning for produktionen af kartoffelstivelse(10).

    3. Minimumsprisen og betalingen tilpasses i overensstemmelse med kartoflernes stivelsesindhold.

    4. Hvis situationen på markedet for kartoffelstivelse gør det nødvendigt, vedtager Rådet passende foranstaltninger efter proceduren i traktatens artikel 37, stk. 2.

    5. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel efter proceduren i artikel 23."

    4) Artikel 12, stk. 1, affattes således: "1. De toldkontingenter for de i artikel 1 nævnte produkter, der følger af en aftale, der er indgået i overensstemmelse med traktatens artikel 300, eller af en anden retsakt vedtaget af Rådet i medfør af traktaten, åbnes og forvaltes efter gennemførelsesbestemmelser, der fastlægges efter proceduren i artikel 23."

    5) Artikel 16 affattes således: "Artikel 16

    1. Hvis noteringerne eller priserne på verdensmarkedet for et eller flere af de i artikel 1 nævnte produkter når op på et niveau, som kan forstyrre eller true med at forstyrre forsyningerne af Fællesskabets marked, og denne situation kan forventes at vare ved og forværres, kan der træffes de fornødne foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan træffes som en beskyttelsesforanstaltning i ekstreme nødsituationer.

    2. Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel vedtages efter proceduren i artikel 23."

    Artikel 2

    Rådets forordning (EØF) nr. 2731/75 af 29. oktober 1975 om fastsættelse af standardkvaliteter for blød hvede, rug, byg, majs og hård hvede(11) ophæves.

    Artikel 3

    1. Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    2. Den anvendes fra høståret 2000/2001.

    3. Forordning (EØF) nr. 2731/75 anvendes fortsat i høstårene 1998/1999 og 1999/2000.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 1999.

    På Rådets vegne

    K.-H. FUNKE

    Formand

    (1) EFT C 170 af 4.6.1998, s. 1.

    (2) Udtalelse afgivet den 6. maj 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

    (3) EFT C 284 af 14.9.1998, s. 55.

    (4) EFT C 93 af 6.4.1999, s. 1.

    (5) EFT C 401 af 22.12.1998, s. 3.

    (6) Se side 1 i denne EFT.

    (7) EFT L 197 af 30.7.1994, s. 4. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1284/98 (EFT L 178 af 23.6.1998, s. 3).

    (8) EFT L 181 af 1.7.1992, s. 21. Forordningen er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 923/96 (EFT L 126 af 24.5.1996, s. 37).

    (9) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 1.

    (10) EFT L 197 af 30.7.1994, s. 4. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1284/98 (EFT L 178 af 23.6.1998, s. 3).

    (11) EFT L 281 af 1.11.1975, s. 22. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2594/97 (EFT L 351 af 23.12.1997, s. 10).

    Top