Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999D0128

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 128/1999/EF af 14. december 1998 om koordineret indførelse af et mobilt og trådløst kommunikationssystem (UMTS) af tredje generation i Det Europæiske Fællesskab

EFT L 17 af 22.1.1999, pp. 1–7 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 22/01/2003

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1999/128(2)/oj

31999D0128

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 128/1999/EF af 14. december 1998 om koordineret indførelse af et mobilt og trådløst kommunikationssystem (UMTS) af tredje generation i Det Europæiske Fællesskab

EF-Tidende nr. L 017 af 22/01/1999 s. 0001 - 0007


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING Nr. 128/1999/EF af 14. december 1998 om koordineret indførelse af et mobilt og trådløst kommunikationssystem (UMTS) af tredje generation i Det Europæiske Fællesskab

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, 66 og 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (3),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen forelagde den 29. maj 1997 Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en meddelelse om den videre udvikling inden for mobil og trådløs kommunikation;

(2) Kommissionen forelagde den 15. oktober 1997 en meddelelse om strategi og politisk orientering for den videre udvikling inden for mobil og trådløs kommunikation (UMTS);

(3) den 1. december 1997 opfordrede Rådet Kommissionen til senest i begyndelsen af 1998 at forelægge et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning, der giver mulighed for at fastlægge orienteringer for de grundlæggende emner og inden for de eksisterende retlige rammer at fremme tidlige tilladelser til UMTS-tjenester samt, om nødvendigt og på grundlag af den nuværende fordeling af kompetencer, for koordineret tildeling af frekvenser inden for Fællesskabet og paneuropæisk roaming; Europa-Parlamentet vedtog den 29. januar 1998 en resolution, hvori det udtrykte sin stærke støtte til Kommissionens meddelelse af 15. oktober 1997;

(4) der er behov for udvikling af en ny generation innovative systemer, som kan henholdsvis levere trådløse bredbåndsmultimedietjenester, herunder Internet og tjenester baseret på Internet Protocol (I/P), levere fleksible og individualiserede tjenester og understøtte store datatransmissionshastigheder i kombineret brug af såvel landbaserede faste og mobile komponenter som satellitkomponenter; denne beslutning gælder for satellitkomponenter med forbehold af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 710/97/EF af 24. marts 1997 om en koordineret fremgangsmåde for godkendelse inden for satellitbaserede personkommunikationstjenester i Fællesskabet (5); der er behov for at sikre hurtig markedsadgang, så der ved tilstrækkelig konkurrence kan opnås sammenhængende områdedækning og lave omkostninger og udbud af innovative tjenester;

(5) Den Internationale Telekommunikationsunions (ITU) verdensomspændende administrative radiokonference (WARC 92) udpegede i 1992 frekvensspektrum til udvikling af både den satellit- og den landbaserede del af Future Public Land Mobile Telecommunications System (FPLMTS), der senere er omdøbt til IMT-2000; i henhold til ITU-resolution 212 og den verdensomspændende radiokonference i 1995 (WRC 95) begynder indførelsen af den landbaserede del omkring år 2000;

(6) konceptet universelt mobilt telekommunikationssystem (UMTS) skal i Fællesskabet være kompatibelt med tredjegenerationsmobilsystemkonceptet International Mobile Telecommunications-2000 (IMT 2000), der er udviklet globalt af ITU på grundlag af ITU-resolution 212;

(7) mobil og trådløs kommunikation er af strategisk betydning for såvel udviklingen af Fællesskabets teleindustri og informationssamfundet som for økonomien og beskæftigelsen i Fællesskabet generelt; Kommissionen vedtog den 3. december 1997 en grønbog om konvergensen mellem telekommunikationssektoren, mediesektoren og informationsteknologisektoren samt de reguleringsmæssige virkninger heraf; på baggrund af drøftelser af grønbogen vil Kommissionen undersøge, hvordan denne konvergens påvirker UMTS, særlig med henblik på gennemgangen af fællesskabsreglerne på teleområdet i 1999;

(8) for at skabe et gunstigt klima for investering i og udbredelse af UMTS og muliggøre udviklingen af fællesskabsdækkende samt paneuropæiske og verdensomspændende tjenester med størst mulig geografisk dækning er der behov for en tidlig og specifik indsats på fællesskabsplan; medlemsstaterne bør tillade hurtig og samordnet indførelse af kompatible UMTS-net og -tjenester i Fællesskabet på grundlag af principperne for det indre marked og ifølge europæiske standarder for UMTS, som er godkendt og udviklet af Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI), når de foreligger, herunder navnlig en fælles, åben og internationalt konkurrencedygtig radiogrænsefladestandard; divergerende nationale love, forskrifter og administrative tiltag vil bremse eller forhindre udbud af fællesskabsdækkende og verdensomspændende UMTS-tjenester og den frie bevægelighed for dertil hørende udstyr;

(9) dette område er reguleret af fællesskabslovgivningen, herunder konkurrencereglerne, navnlig Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16. januar 1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation (6), Kommissionens direktiv 96/19/EF af 13. marts 1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår gennemførelse af liberaliseringen af markederne for teletjenester (7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester (8), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (9) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (10); den række betingelser, som kan knyttes til tilladelser til UMTS i henhold til direktiv 97/13/EF, berører ikke sådanne foranstaltninger, som medlemsstaterne måtte have truffet ud fra hensyn til den offentlige orden som anerkendt i traktaten, navnlig i artikel 36 og 56, specielt ud fra hensyn til den offentlige sikkerhed, herunder til efterforskning af ulovlige aktiviteter;

(10) organisationer, der tilbyder UMTS-net og -tjenester via disse net bør kunne få adgang til markedet uden at støde på unødvendige begrænsninger til usædvanligt høje afgifter, så der kan skabes et dynamisk marked med et bredt, konkurrencedygtigt udbud af tjenester;

(11) i henhold til fællesskabslovgivningen, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF og Kommissionens direktiv 96/2/EF, bør for det første individuelle tilladelser begrænses til oprettelsen og/eller driften af UMTS-net, for det andet må antallet af UMTS-tilladelser kun begrænses på grundlag af dokumenteret mangel på frekvensressourcer, og for det tredje bør tilladelser indrømmes på grundlag af objektive, ikke-diskriminerende, detaljerede og afpassede kriterier, uanset om den enkelte licensansøger er operatør af andre systemer;

(12) licenserne bør muliggøre og medlemsstaterne tilskynde til transnationalt roaming for at sikre fællesskabsdækkende og paneuropæiske tjenester; der bør være et samarbejde med Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT) via Det Europæiske Udvalg for Retsforskrifter på Teleområdet (ECTRA) om UMTS; der kan navnlig, om nødvendigt, gives mandat til indførelse af étstedsbestilling af tjenester;

(13) den mængde spektrum, der gøres tilgængelig, påvirker umiddelbart konkurrencen på markedet; der bør derfor tages hensyn til den forventede efterspørgsel ved fastlæggelsen af mængden af tildelt spektrum; der skal tildeles tilstrækkeligt spektrum, som ryddes tids nok til at frembringe et bredt, konkurrencedygtigt udbud af mobile multimedietjenester;

(14) den mest effektive måde at foretage spektrumallokering på er via Den Europæiske Radiokommunikationskomité (ERC) inden for rammerne af CEPT; det bør sikres, at der om nødvendigt iværksættes passende og rettidige lovgivningsmæssige foranstaltninger for at få gennemført ERC-beslutninger i Fællesskabet; medlemsstaterne bør tilskyndes til jævnligt at give Kommissionen oplysninger om gennemførelsen af ERC-foranstaltninger; der kan være behov for supplerende fællesskabsforanstaltninger for at sikre den rettidige gennemførelse af CEPT-beslutninger i medlemsstaterne;

(15) der er behov for tilstrækkeligt spektrum for at skabe et marked med et bredt, konkurrencedygtigt udbud af mobile multimedietjenester; ERC har den 30. juni 1997 vedtaget beslutning ERC/DEC/(97)07 om frekvensbånd til indførelsen af UMTS, som trådte i kraft 1. oktober 1997;

(16) denne ERC-beslutning har udpeget frekvensbåndene 1900-1980 MHz, 2010-2025 MHz og 2110-2170 MHz til landbaserede UMTS-applikationer, og placerer UMTS-satellitkomponentapplikationer inden for båndene 1980-2010 MHz og 2170-2200 MHz; der skal tildeles tilstrækkeligt spektrum inden for de bånd, WARC 92 har udpeget, som følge af det voksende behov for dette spektrum, inden den kommercielle udbredelse af UMTS-tjenester begynder; der kan blive behov for yderligere frekvensspektrum inden for nogle år;

(17) på ITU-niveau er drøftelse af spørgsmål vedrørende spektrum og regulering i forbindelse med UMTS samt fremme af multifunktionsterminaler og verdensomspændende roaming for IMT-2000 medtaget på WRC's næste dagsorden med henblik på udpegelse af yderligere frekvensspektrum for at imødekomme efterspørgslen indtil 2005-2010; der bør derfor udarbejdes fælles europæiske holdninger, som globalt fremmes via alle interesserede parters deltagelse;

(18) tilgængeligt spektrum og passende prissætning, dækning og kvalitet er væsentlige elementer i en vellykket udvikling af UMTS; prissætningsmetoder for spektrum bør ikke have en negativ virkning på markedets konkurrencemæssige struktur, og de bør tage hensyn til den offentlige interesse, samtidig med at den effektive udnyttelse af spektrum - en værdifuld ressource - sikres;

(19) det kan være nødvendigt med et særligt samarbejde blandt operatører for at dække tyndt befolkede områder; denne beslutning forhindrer ikke medlemsstaterne i at påbyde passende former for national roaming mellem operatører, der er i besiddelse af en godkendelse for deres område, i det omfang det er nødvendigt for at sikre jævnbyrdig og ikke-diskriminerende konkurrence;

(20) Kommissionen har fremlagt et forslag til Rådets og Europa-Parlamentets direktiv om tilsluttet telekommunikationsudstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, der erstatter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/13/EF af 12. februar 1998 om teleterminaludstyr, satellitjordstationsudstyr og gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (11); passende, harmoniserede standarder, der er udarbejdet af ETSI og anerkendt i henhold til direktiv 98/13/EF, sikrer fri bevægelighed for terminaludstyr, herunder UMTS;

(21) i Rådets direktiv 87/372/EØF af 25. juni 1987 om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet (12) blev det oprindeligt fastlagt, at digitale celleopbyggede mobile kommunikationssystemer af anden generation skulle fungere inden for 900 MHz-båndene; DCS-1800 må anses for at høre til GSM-familien og dennes anden generation; Fællesskabet bør bygge videre på den vellykkede nuværende generation af mobil digitalteknologi, herunder GSM, både i Europa og resten af verden, under hensyntagen til samfunktionen af UMTS og andengenerationssystemer; der bør i henhold til fællesskabslovgivningen ikke gøres forskel på GSM-operatører og nye aktører på UMTS-markeder; UMTS bør udvikles i en sammenhængende helhed, som indbefatter fuld roaming mellem UMTS- og GSM-net og mellem de jord- og satellitbaserede komponenter i UMTS-net, hvilket formentlig vil gøre det nødvendigt at etablere hybridterminaler som f.eks. GSM/UMTS-terminaler med dobbeltfunktion/bånd og jord/satellitbaserede terminaler;

(22) det er vigtigt, at UMTS-nettene stiller sikker og pålidelig kommunikation til rådighed og opretholder et højt sikkerhedsniveau, som også beskytter mod misbrug og mindst står mål med mobilkommunikation af anden generation;

(23) UMTS er beregnet til det globale marked; der bør vedtages en fælles europæisk UMTS-standard, som foreslås optaget i det »IMT-2000-familiekoncept«, som ITU har udviklet, med henblik på at øge UMTS's chancer på markeder uden for Europa; Fællesskabet er derfor nødt til at overholde de frister, ITU har fastsat, og til at tage hensyn til ITU's endelige tekniske krav;

(24) selv om frivillig anvendelse af standarder forbliver den generelle regel, kan der opstå behov for tvungne standarder for grænseflader og situationer, hvor det er nødvendigt for at sikre interoperabilitet og fremme roaming mellem mobile net og tjenester; harmoniserede standarder vedtages af standardiseringsorganer som ETSI, hvorved reguleringsmæssige tiltag lettes;

(25) i 1995 gav Kommissionen ETSI et generelt mandat vedrørende UMTS-standardisering i henhold til Rådets direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (13) og Rådets beslutning 87/95/EØF af 22. december 1986 om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation (14), og den vil i givet fald kunne tildele yderligere mandater i fremtiden;

(26) der bør tages hensyn til de sociale og samfundsmæssige virkninger af overgangen til et trådløst informationssamfund; udviklingen af UMTS og de relevante standarder bør koordineres med beslægtede aktiviteter som f.eks. udvikling af et fællesskabsdækkende informationssamfund, støtte til uddannelse inden for UMTS-relaterede teknologier, adgang for ældre og handicappede personer og forskning i den mulige sundhedsfare i forbindelse med mobilkommunikation;

(27) Fællesskabets virksomheder bør i fuldt omfang have fordel af internationale handelsaftaler, der f.eks. er indgået inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), herunder toldaftaler som aftalen om informationsteknologi, og af Istanbul-konventionen om ophævelse af told på personlige effekter og professionelt udstyr samt have effektiv markedsadgang i henhold til de vilkår og bestemmelser, herunder national behandling, som gælder for WTO's medlemslande; Kommissionen kan iværksætte alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af internationale aftaler; disse skal måske suppleres med særlige bilaterale eller multilaterale aftaler og forhandlinger, som Kommissionen kan indlede på grundlag af mandater fra Rådet;

(28) Kommissionen bør ved gennemførelsen af denne beslutning bistås af Licensudvalget, der er nedsat ved direktiv 97/13/EF; ved gennemførelsen af denne beslutning arbejder Kommissionen, bistået af udvalget, tæt sammen med de relevante eksterne organer -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Formål

Denne beslutning sigter mod at fremme en hurtig, koordineret og kommerciel indførelse af kompatible UMTS-net og -tjenester i Fællesskabet i henhold til principperne for det indre marked.

Artikel 2

Definition

I denne beslutning forstås ved UMTS (Universal Mobile Telecommunications System - det universelle mobiltelekommunikationssystem) et mobilt og trådløst kommunikationssystem af tredje generation, som navnlig kan understøtte innovative multimedietjenester, der ligger ud over, hvad andengenerationssystemer som GSM er i stand til, og som kan kombinere brugen af jord- og satellitbaserede komponenter. Systemet skal mindst kunne opfylde de specifikke krav, der er anført i bilag I.

Artikel 3

Koordineret godkendelsesprocedure

1. Medlemsstaterne træffer alle de foranstaltninger, som er nødvendige for i overensstemmelse med artikel 1 i direktiv 97/13/EF at muliggøre en koordineret og gradvis indførelse af UMTS-tjenester på deres område senest den 1. januar 2002 og etablerer navnlig en godkendelsesordning for UMTS senest den 1. januar 2000.

2. Medlemsstater, der anmoder derom, får en yderligere frist for iværksættelsen på højst 12 måneder i forhold til de i stk. 1 nævnte datoer til at etablere en godkendelsesordning og indføre UMTS-tjenester; denne yderligere frist skal være begrundet i usædvanligt store tekniske vanskeligheder i de pågældende medlemsstater med gennemførelsen af de nødvendige tilpasninger af deres frekvensplan. Anmodningerne skal indgives inden den 1. januar 2000. Kommissionen vurderer anmodningerne og træffer begrundet afgørelse inden tre måneder. De forelagte oplysninger stilles under hensyntagen til legitime rettigheder vedrørende beskyttelse af forretningshemmeligheder og sikkerhedsmæssige hemmeligheder til rådighed for enhver interesseret part på dennes anmodning.

3. Når medlemsstaterne udarbejder og anvender deres godkendelsesordninger, sørger de i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen for, at udbuddet af UMTS er organiseret:

- inden for frekvensbånd, som er harmoniseret af CEPT efter proceduren i artikel 5

- i henhold til europæiske standarder for UMTS, der er godkendt eller udarbejdet af ETSI, hvis de findes, herunder navnlig en fælles, åben og internationalt konkurrencedygtig radiogrænsefladestandard. Medlemsstaterne sørger for, at tilladelserne muliggør grænseoverskridende roaming i Fællesskabet.

4. Da det for at opnå en effektiv anvendelse af radiofrekvenser kan være nødvendigt at begrænse antallet af UMTS-systemer, som godkendes i medlemsstaterne, hvis det efter proceduren i artikel 17 i direktiv 97/13/EF og sammen med CEPT konstateres, at de potentielle systemtyper er inkompatible, koordinerer medlemsstaterne deres godkendelsesprocedurer med henblik på at godkende kompatible typer UMTS-systemer i Fællesskabet.

Artikel 4

Roaming - rettigheder og forpligtelser

1. Medlemsstaterne tilskynder organisationer, som udbyder UMTS-net, til indbyrdes at forhandle aftaler om grænseoverskridende roaming for at sikre sammenhængende tjenestedækning i hele Fællesskabet.

2. Medlemsstaterne kan om nødvendigt iværksætte foranstaltninger i henhold til fællesskabslovgivningen for at sikre dækning i tyndt befolkede områder.

Artikel 5

Samarbejde med CEPT

1. Kommissionen giver efter proceduren i artikel 16 i direktiv 97/13/EF CEP/ERC og CEPT/ECTRA mandat til bl.a. at harmonisere frekvensanvendelsen. I mandaterne specificeres det, hvilke opgaver der skal udføres, og hvilken tidsplan der skal følges.

2. Tidsplanen for de første mandater findes i bilag II.

3. Ved mandaternes udløb besluttes det efter proceduren i artikel 17 i direktiv 97/13/EF, om resultatet af det arbejde, der er udført under mandaterne, skal anvendes i Fællesskabet.

4. Uanset stk. 3 kan Kommissionen eller enhver medlemsstat, som mener, at arbejdet i henhold til CEPT/ECTRA's eller CEPT/ERC's mandat ikke forløber tilfredsstillende sammenholdt med den fastlagte tidsplan, forelægge spørgsmålet for Licensudvalget, som behandler sagen efter proceduren i artikel 17 i direktiv 97/13/EF.

Artikel 6

Samarbejde med ETSI

Kommissionen træffer i samarbejde med ETSI, når det er hensigtsmæssigt, alle nødvendige foranstaltninger for at fremme en fælles og åben standard for udbud af kompatible UMTS-tjenester i hele Europa, som er i overensstemmelse med markedsbehovene, under hensyntagen til behovet for at forelægge ITU en fælles standard som en mulighed for den verdensomspændende ITU-anbefaling vedrørende IMT-2000.

Artikel 7

Udvalget

Ved gennemførelsen af denne beslutning bistås Kommissionen af Licensudvalget, der er nedsat ved artikel 14 i direktiv 97/13/EF.

Artikel 8

Udveksling af informationer

1. Kommissionen informerer jævnligt udvalget om resultaterne af drøftelser med repræsentanter for organisationer, som udbyder teletjenester eller -net, brugere, forbrugere, producenter og fagforeninger.

2. Udvalget tilskynder under hensyntagen til Fællesskabets telekommunikationspolitik til udveksling af informationer mellem medlemsstaterne og Kommissionen om status for og udvikling af reguleringsmæssige foranstaltninger vedrørende godkendelse af UMTS-tjenester.

Artikel 9

Internationale aspekter

1. Kommissionen træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at lette indførelsen af UMTS-tjenester og den frie bevægelighed for UMTS-udstyr i tredjelande.

2. Med dette mål for øje tilstræber Kommissionen gennemførelse af internationale aftaler vedrørende UMTS og forelægger navnlig, når det er nødvendigt, forslag for Rådet om tildeling af passende mandater til forhandlinger om bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande og internationale organisationer. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

3. Foranstaltninger, der træffes i henhold til denne artikel, må ikke berøre Fællesskabets og medlemsstaternes forpligtelser i medfør af relevante internationale aftaler.

Artikel 10

Underretning

Medlemsstaterne giver Kommissionen de oplysninger, den har behov for med henblik på at kontrollere gennemførelsen af denne beslutning.

Artikel 11

Hemmeligholdelse

Bestemmelserne i artikel 20 i direktiv 97/13/EF finder anvendelse på oplysninger, der gives i henhold til denne beslutning.

Artikel 12

Beretning

Kommissionen følger udviklingen inden for UMTS og aflægger inden for to år beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om virkningen af de foranstaltninger, der er iværksat i henhold til denne beslutning.

Artikel 13

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre de foranstaltninger, der er fastlagt i denne beslutning eller aftales i henhold til den.

Artikel 14

Varighed

Denne beslutning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende og gælder i fire år fra denne dato.

Artikel 15

Adressater

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 1998.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

W. MOLTERER

Formand

(1) EFT C 131 af 29. 4. 1998, s. 9 og EFT C 276 af 4. 9. 1998, s. 4.

(2) EFT C 214 af 10. 7. 1998, s. 92.

(3) Udtalelse afgivet den 16. september 1998 (EFT C 373 af 2. 12. 1998).

(4) Europa-Parlamentets udtalelse af 18. juni 1998 (EFT C 210 af 6. 7. 1998, s. 200), Rådets fælles holdning af 24. september 1998 (EFT C 333 af 30. 10. 1998, s. 56) og Europa-Parlamentets afgørelse af 18. november 1998 (EFT C 379 af 7. 12. 1998). Rådets afgørelse af 30. november 1998.

(5) EFT L 105 af 23. 4. 1997, s. 4.

(6) EFT L 20 af 26. 1. 1996, s. 59.

(7) EFT L 74 af 22. 3. 1996, s. 13.

(8) EFT L 117 af 7. 5. 1997, s. 15.

(9) EFT L 199 af 26. 7. 1997, s. 32.

(10) EFT L 24 af 30. 1. 1998, s. 1.

(11) EFT L 74 af 12. 3. 1998, s. 1.

(12) EFT L 196 af 17. 7. 1987, s. 85.

(13) EFT L 109 af 26. 4. 1983, s. 8. Direktivet er erstattet af direktiv 98/34/EF (EFT L 204 af 21. 7. 1998, s. 37).

(14) EFT L 36 af 7. 2. 1987, s. 31.

BILAG I

UMTS SKAL KUNNE UNDERSTØTTE FØLGENDE:

Muligheder, som systemet skal rumme for at tilgodese forskellige tjenestefaciliteter

1. Multimediefunktioner, applikationer for fuld og lav mobilitet i forskellige geografiske miljøer ud over andengenerationssystemers funktioner, f.eks. GSM.

2. Effektiv adgang til Internet, Intranet og andre tjenester baseret på Internet Protocol (I/P).

3. Talegengivelse med lige så høj kvalitet som i faste net.

4. Mulighed for at overføre tjenester på tværs af forskellige UMTS-miljøer, hvor det er relevant (f.eks. på det offentlige, private, erhvervsmæssige område; faste/mobile net).

5. Drift i en sammenhængende helhed, som indbefatter fuld roaming mellem UMTS-net og GSM-net og mellem de jord- og satellitbaserede komponenter i UMTS-net.

Radioadgangsnet

- Nye jordbaserede radiogrænseflader, som giver adgang til alle tjenester, herunder datapakkebaserede tjenester, som understøtter asymmetrisk transmission, og som efter anmodning giver mulighed for båndbredde/datooverføringshastighed i harmoniserede frekvensbånd.

- Effektiv udnyttelse af spektrum, herunder anvendelse af parrede og uparrede frekvenser.

Grundnet

- Opkaldsekspedition, tjeneste-, lokaliserings- og mobilitetsstyring, herunder fuldstændige roamingsmuligheder, som bygger på en videreudvikling af eksisterende grundnetsystemer, f.eks. på et videreudviklet GSM-grundnet, idet der tages hensyn til konvergensen mellem mobile og faste net.

BILAG II

TIDSPLAN

Fra februar 1999 fastlæggelse af mandater til CEPT vedrørende yderligere spektrumallokering, herunder adgang til yderligere spektrum foruden de FPLMTS-bånd, der på WARC-92 er fastlagt til UMTS.

Fra februar 1999 fastlæggelse af mandater til CEPT vedrørende étstedsbestilling for tjenester, hvor det er nødvendigt.

Top