Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998R1507

Rådets forordning (EF) nr. 1507/98 af 13. juli 1998 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af kaliumpermanganat med oprindelse i Indien og Ukraine og om endelig opkrævning af den midlertidige told

EFT L 200 af 16.7.1998, pp. 4–8 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 17/07/2003

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1998/1507/oj

31998R1507

Rådets forordning (EF) nr. 1507/98 af 13. juli 1998 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af kaliumpermanganat med oprindelse i Indien og Ukraine og om endelig opkrævning af den midlertidige told

EF-Tidende nr. L 200 af 16/07/1998 s. 0004 - 0008


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1507/98 af 13. juli 1998 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af kaliumpermanganat med oprindelse i Indien og Ukraine og om endelig opkrævning af den midlertidige told

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til forslag forelagt af Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. MIDLERTIDIGE FORANSTALTNINGER

(1) Kommissionen indførte ved forordning (EF) nr. 178/98 (2), i det følgende benævnt »forordningen om midlertidig told«, en midlertidig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af kaliumpermanganat henhørende under KN-kode 2841 61 00 og med oprindelse i Indien og Ukraine.

B. EFTERFØLGENDE PROCEDURE

(2) Efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger fremsatte den klagende EF-erhvervsgren og både den indiske og den ukrainske samarbejdsvillige eksporterende producent skriftlige bemærkninger.

(3) Den pågældende ukrainske producent var den eneste interesserede part, der anmodede om at blive hørt, hvilket blev imødekommet.

(4) Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på en endelig afgørelse.

(5) Parterne blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det var hensigten at anbefale indførelse af endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig told. De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger efter offentliggørelsen af disse oplysninger.

(6) De mundtlige og skriftlige bemærkninger blev undersøgt, og der blev i påkommende tilfælde taget hensyn hertil i de endelige resultater.

C. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(7) Da ingen interesserede parter fremsatte nye bemærkninger eller kendsgerninger med hensyn til definitionen af den pågældende vare og samme vare, bekræftes resultaterne vedrørende disse spørgsmål som anført i betragtning 8 og 9 i forordningen om midlertidig told.

D. DUMPING

1. Normal værdi og eksportpris

(8) I mangel af yderligere argumenter vedrørende fastsættelsen af den normale værdi og eksportpriserne bekræftes de foreløbige resultater som anført i betragtning 10-17 i forordningen om midlertidig told.

2. Sammenligning

(9) De ukrainske og indiske eksporterende producenter hævdede, at eksportprisen ikke burde have været justeret for visse omkostninger forbundet med varens forsendelse samt kreditomkostninger. Spørgsmålet blev undersøgt, og da det konstateredes, at det faktisk ikke havde været nødvendigt at justere for disse omkostninger, blev eksportprisen ændret i overensstemmelse hermed.

(10) I mangel af andre nye argumenter vedrørende sammenligningen bekræftes de øvrige foreløbige resultater som anført i betragtning 18-23 i forordningen om midlertidig told.

3. Dumpingmargen

Generelt

(11) I mangel af nye argumenter vedrørende fastsættelsen af dumpingmargenen bekræftes metoden som anført i betragtning 24, 25 og 26 i forordningen om midlertidig told.

Indien

(12) Der fastsattes følgende endelige dumpingmargen for Indien, beregnet i % af prisen, cif, Fællesskabets grænse:

Universal Chemicals and Industries Pvt. Ltd, Mumbai: 5,60 %

Da dette selskab anses for at tegne sig for 100 % af den indiske produktion af den pågældende vare, fastsattes den resterende endelige dumpingmargen også til 5,6 %.

Ukraine

(13) Den endelige dumpingmargen for Ukraine fastsattes til 36,2 % af prisen, cif, Fællesskabets grænse.

E. EF-ERHVERVSGREN

(14) Da ingen interesserede parter fremsatte bemærkninger eller nye kendsgerninger med hensyn til definitionen af EF-erhvervsgrenen, bekræftes resultaterne som anført i betragtning 27 i forordningen om midlertidig told.

F. SKADE

1. Generelt

(15) De eksporterende producenter fremsatte bemærkninger til de foreløbige resultater vedrørende følgende skadesfaktorer: priser på dumpingimporten, prisunderbud og situationen for EF-erhvervsgrenen. Ingen andre interesserede parter gav udtryk for modstridende synspunkter.

2. Priser på dumpingimporten og prisunderbud

(16) Den indiske og den ukrainske producent anfægtede begge de foreløbige resultater vedrørende prisunderbud og hævdede navnlig, at der var blevet set bort fra de oplysninger, som de tidligere havde indgivet (i form af »tilbud« eller fakturaer) uden tilstrækkeligt detaljerede forklaringer. De forelagde igen oplysninger om videresalget af den pågældende vare i Fællesskabet (i form af bl.a. fakturaer) indhentet fra en række uafhængige importører, som angiveligt viste, at der ikke var tale om prisunderbud.

Det bør imidlertid bemærkes, at både de tidligere og seneste oplysninger vedrørte importører, som enten ikke ønskede at samarbejde eller ikke samarbejdede i tilstrækkelig grad med Kommissionen i løbet af undersøgelsen. Oplysningerne kunne derfor ikke efterprøves ved kontrolbesøg på stedet (navnlig med hensyn til forekomsten af eventuelle kreditnotaer, som nedbragte de faktiske salgspriser, eller i tilfældene: »tilbud« med hensyn til om sådanne tilbud faktisk førte til salgstransaktioner eller ej). I alle tilfælde vedrørte de en meget lille del af den pågældende import, der undersøgtes af Kommissionen. Desuden fremsatte de indiske og ukrainske eksporterende producenter - til støtte for deres påstand om, at Kommissionens resultater vedrørende prisunderbud ikke var korrekte - beregninger baseret på tal vedrørende deres eksportpriser på markedet i Fællesskabet, som ikke svarede til de tilsvarende efterprøvede tal, de selv havde indgivet i løbet af undersøgelsen. Det var derfor ikke muligt at underkende resultaterne vedrørende et tydeligt prisunderbud som anført i betragtning 36, 37 og 38 i forordningen om midlertidig told på grundlag af disse oplysninger.

(17) Den ukrainske eksporterende producent hævdede igen, at det var nødvendigt med visse justeringer af eksportprisen på grund af selskabets »særlige forbindelse« med dets eneste importør i Fællesskabet, som skulle bestå i, at importøren finansierer indkøbet af råmaterialer og indrømmer før-betaling for leveringer.

Det må her understreges, at denne forbindelse, som blev afbrudt i 1997, ikke kunne undersøges, fordi den pågældende importør ikke udviste samarbejdsvilje. Trods gentagne anmodninger fra Kommissionen undlod det pågældende selskab at indgive relevante data. Det var derfor ikke muligt at indrømme de justeringer, som den ukrainske eksporterende producent krævede.

(18) Med hensyn til EF-erhvervsgrenens salgspriser, der anvendtes til fastsættelsen af prisunderbudsmargenen, hævdedes det, at der var blevet set bort fra data indgivet af den tyske producent (Chemie GmbH Bitterfeld-Wolfen).

Det bør her nævnes, at prisunderbuddet som angivet i forordningen om midlertidig told blev beregnet ved en sammenligning af EF-erhvervsgrenens priser som helhed, dvs. erhvervsgrenens vejede gennemsnitlige priser, herunder også den pågældende EF-producents, og de indiske og ukrainske eksporterende producenters priser.

Endvidere bør det understreges, at Kommissionen som anført i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told baserede beregningen af prisunderbud på importsalgstal justeret for omkostninger, der var påløbet efter importen, dvs. told, omkostninger i forbindelse med læsning og oplagring samt kreditomkostninger (priserne justeredes til et niveau for kontant betaling) i overensstemmelse med den praksis, som Fællesskabets institutioner har fastlagt, og som de eksporterende producenter ønskede i deres redegørelser.

(19) Underbudsmargenen på 26 % for Ukraines vedkommende og på 8,4 % for Indiens vedkommende som anført i betragtning 38 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

3. EF-erhvervsgrenens situation

(20) De eksporterende producenter hævdede, at der ved vurderingen af EF-erhvervsgrenens situation var blevet set bort fra alle data vedrørende den tyske producents situation.

Igen viser det sig, at påstanden ikke er korrekt, idet de foreløbige resultater var baseret på en global vurdering af hele EF-erhvervsgrenens situation. Der blev kun set bort fra den tyske producents produktionsomkostninger i forbindelse med beregningen af det nødvendige niveau til afhjælpning af skade (jf. betragtning 31 i denne forordning), og producentens data vedrørende fortjeneste blev ikke medtaget i forbindelse med fastsættelsen af skadesfaktoren »EF-erhvervsgrenens fortjeneste«. Det konstateredes, at disse tal sandsynligvis var påvirket af den igangværende omstrukturering af producentens transaktioner. Dette er i overensstemmelse med EF-institutionernes sædvanlige praksis, hvor der ikke tages hensyn til usædvanlige poster i regnskabet. Under alle omstændigheder ville det være konstateret, at EF-erhvervsgrenens situation var endnu værre, hvis der var blevet taget hensyn til den tyske producents data vedrørende disse to punkter.

Alle andre skadesfaktorer blev undersøgt, idet der blev taget hensyn til de efterprøvede oplysninger indgivet af både den tyske og den spanske producent (Industrial Química del Nalón), som udgør EF-erhvervsgrenen.

(21) Det hævdedes også, at skadesindikatorerne, afvejet, ikke viste, at EF-erhvervsgrenen led væsentlig skade. De eksporterende producenter baserede deres påstand på en forbedring i erhvervsgrenens situation efter indførelsen af antidumpingforanstaltninger på importen af kinesiske varer ved Rådets forordning (EF) nr. 2819/94 (3) og oplysningerne vedrørende det usædvanlige år 1995, hvor efterspørgslen efter den pågældende vare steg betydeligt på grund af klimatiske omstændigheder.

Det blev godtgjort, at disse betragtninger ikke burde skade det forhold, at EF-erhvervsgrenen globalt set befandt sig i en svækket situation. Erhvervsgrenens priser faldt 10 % fra 1992 til undersøgelsesperioden (april 1996 til marts 1997) på et meget prisfølsomt marked, og den spanske producent registrerede tab i samme periode, medens de indiske og ukrainske producenter underbød EF-erhvervsgrenens priser betydeligt og fordoblede deres andel af markedet for kaliumpermanganat i Fællesskabet.

Det må også nævnes, at skadesfaktorerne bør betragtes i sammenhæng med en erhvervsgren, der var ved at genvinde fodfæste efter tidligere dumping. Derfor burde skadesfaktorerne vurderes under hensyn til den samlede historiske situation på markedet, som havde været påvirket af kinesiske dumpingvarer med efterfølgende virkninger for EF-erhvervsgrenens tilstand og med visse positive virkninger for EF-erhvervsgrenens situation efter indførelsen af antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af varer fra Kina.

4. Konklusion vedrørende skade

(22) På baggrund af ovenstående og i mangel af andre argumenter vedrørende fastsættelsen af skade bekræftes de foreløbige resultater som anført i betragtning 28-50 i forordningen om midlertidig told, ifølge hvilke EF-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade.

G. ÅRSAGSSAMMENHÆNG

(23) For at påvise, at skaden ikke var forårsaget af den dumpingimport, der er omfattet af denne undersøgelse, fremførte de eksporterende producenter tre andre vigtige mulige årsager til skade: presset fra kinesiske importvarer, den tyske producents særlige situation og visse påståede ændringer i forbrugsmønstret.

1. Import fra Kina

(24) De eksporterende producenter fremførte, at importen fra Kina var den langt overvejende årsag til skade.

I den forbindelse bør det nævnes, at importen fra Kina blev imødegået med en endelig antidumpingforanstaltning, der indførtes i november 1994 og i realiteten ophørte efter 1994. Importen fra Kina kunne således ikke anses for at være årsag til den skade, der påførtes EF-erhvervsgrenen, og som navnlig kunne bemærkes ved udløbet af den femårsperiode, der undersøgtes med henblik på en vurdering af skadens omfang, dvs. i perioden fra 1. april 1996 til 31. marts 1997.

2. EF-erhvervsgrenens konkurrencedygtighed/selvpåført skade

(25) Det hævdedes, at en af klagerne, den tyske producent, ikke er effektiv og underbyder konkurrenternes priser på markedet i Fællesskabet.

I den forbindelse bør det bemærkes, at resultaterne vedrørende betydelig prisunderbud fra ukrainske og indiske importvarer var baseret på data, som også omfatter den tyske producents salgspriser. Undersøgelsen bekræftede således, at de indiske og ukrainske eksporterende producenters priser, i modsætning til den fremsatte påstand, faktisk var lavere end EF-erhvervsgrenens gennemsnitspris.

Det er kun en antagelse, at den igangværende omstrukturering i sig selv skulle være et bevis på, at den pågældende EF-producent ikke var effektiv, og det konstateredes desuden, at dumpingimporten svækkede denne producents position og faktisk forhindrede en forbedring af den pågældendes økonomiske situation.

3. Ændringer i forbrugsmønstret

(26) De eksporterende producenter fremførte, at skaden også skyldtes en ændring i forbrugsmønstret på grund af konkurrencen fra erstatningsprodukter, som er kommet frem på markedet.

Med hensyn til erstatningsprodukter bør det erindres, at kaliumpermanganat fortrinsvis anvendes i forbindelse med drikkevandsbehandling, spildevandsbehandling, kemisk og farmaceutisk produktion, metalraffinering og desinfektionsmidler. Fire substanser blev nævnt som erstatningsprodukter for kaliumpermanganat: natriumdichromat, monokaliumpersulfat, ozon og hydrogenperoxid. De første tre produkter findes stadig kun i ringe grad på markedet i Fællesskabet, selv om de sælges i betydelige mængder på det indiske marked. Natriumdichromat anvendes ikke i Fællesskabet på grund af dets kræftfremkaldende egenskaber. Monokaliumpersulfat er et kemisk produkt, som er helt ukendt i vandbehandlingssektoren i Fællesskabet og kun anvendes i ringe grad til andre formål. Ozon kan muligvis betragtes som et erstatningsprodukt for kaliumpermanganat i forbindelse med vandbehandling. Men anvendelsen af dette produkt er i øjeblikket begrænset og kan ikke siges at have haft betydelig indflydelse på markedet for kaliumpermanganat i Fællesskabet og på EF-erhvervsgrenens situation. Endelig kan hydrogenperoxid ikke anses for at være et nyere produkt på markedet, da det har været anvendt som et industrielt oxidationsprodukt lige så længe som kaliumpermanganat og ikke har vundet indpas på kaliumpermanganats bekostning.

Det fastslås derfor, at ingen af disse angivelige erstatningsprodukter har haft betydelige virkninger for forbrugsmønstret for den pågældende vare. Den påståede fremkomst af sådanne produkter kan derfor ikke anses for at være en alternativ betydningsfuld årsag til skade for EF-erhvervsgrenen.

4. Konklusion vedrørende årsagssammenhæng

(27) Ingen af ovenstående faktorer kan anses for at have haft virkninger, som kunne ændre årsagssammenhængen mellem dumpingimporten og den skade, som EF-erhvervsgrenen led i dette tilfælde. De foreløbige resultater vedrørende årsagssammenhæng som anført i betragtning 51-72 i forordningen om midlertidig told bekræftes således.

H. FÆLLESSKABETS INTERESSER

(28) De eneste bemærkninger, der blev indgivet om spørgsmålet, vedrørte EF-erhvervsgrenens interesse i, at dumpingen blev imødegået.

1. EF-erhvervsgrenens interesser

(29) Det fremførtes, at indførelsen af antidumpingtold ville stride imod den tyske producents interesser, idet denne angiveligt ikke var villig til at støtte den igangværende antidumpingprocedure, da antidumpingforanstaltninger kun ville være til fordel for den spanske producent, på grund af dennes påståede dominerende stilling.

Dette argument blev ikke underbygget med beviser. Den tyske producent er en klager, som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen og ikke viste tegn på, at han ikke længere ville støtte den igangværende antidumpingprocedure.

Endelig vil der som anført i forordningen om midlertidig told i sidste ende være risiko for EF-erhvervsgrenens eksistens som helhed, hvis der ikke bliver truffet foranstaltninger. På grund af varens prisfølsomhed er det desuden sandsynligt, at foranstaltninger til en vis grad også vil hjælpe den tyske producent til at opnå en mere favorabel stilling på markedet. Under alle omstændigheder er formålet med antidumpingforanstaltninger ikke at forhindre konkurrence på markedet i Fællesskabet. Formålet med dem er snarere at give EF-producenterne mulighed for at konkurrere på lige vilkår med importen til Fællesskabet.

2. Konklusion vedrørende Fællesskabets interesse

(30) Det bekræftes derfor, at der ikke er nogen tvingende grund til ikke at gribe ind mod den skade, der er konstateret. Resultaterne vedrørende Fællesskabets interesse som anført i betragtning 73-86 i forordningen om midlertidig told bekræftes således.

I. ENDELIGE FORANSTALTNINGER

1. Niveau til afhjælpning af skade

(31) Da der i forbindelse med spørgsmålet om den metode, der anvendtes til beregning af niveauet til afhjælpning af skade, ikke blev modtaget andre bemærkninger end bemærkningerne vedrørende behovet for justering af eksportprisen, som den ukrainske eksporterende producent havde anmodet om, så der blev taget hensyn til selskabets særlige forbindelse med dets eneste importør i Fællesskabet (jf. betragtning 17 i denne forordning), bekræftes resultaterne som anført i betragtning 88, 89 og 90 i forordningen om midlertidig told.

2. Toldens form

(32) Der indførtes midlertidige foranstaltninger i form af en variabel told baseret på en mindstepris. Den ukrainske eksporterende producent anmodede om, at mindsteprisen for Ukraine blev fastsat på samme niveau som mindsteprisen for import fra Indien.

Som anført i betragtning 11, 14 og 93 i forordningen om midlertidig told skyldtes denne situation følgende:

Selv om begge mindstepriser var baseret på den indiske producents hjemmemarkedspriser, var den indiske mindstepris det vejede gennemsnit af den laveste pris for kaliumpermanganat med renhed på under 99 % og den højeste pris for kaliumpermanganat med en renhed på mindst 99 %, medens den ukrainske mindstepris svarede til prisen for kaliumpermanganat med en renhed på mindst 99 %, da landet kun eksporterer denne kvalitet.

På grund af disse forhold var det ikke muligt at imødekomme den ukrainske eksporterende producents anmodning, da forskellen i mindstepriserne afspejlede en forskel i typen af den eksporterede vare. I betragtning af de forskellige varetyper, der findes, blev det imidlertid undersøgt, om anvendelsen af forskellige mindstepriser for Indien og Ukraine kunne føre til diskriminerende behandling. Det blev også undersøgt, om anvendelsen af denne form for antidumpingforanstaltninger var egnet med henblik på at afhjælpe de skadelige virkninger af dumpingen for alle de forskellige typer, der findes af den pågældende vare.

I den forbindelse er det klart, at hvis begge lande i fremtiden udelukkende eksporterer kaliumpermanganat med en renhed på mindst 99 %, vil den indiske eksporterende producent uberettiget kunne drage fordel af en lavere mindstepris sammenlignet med den mindstepris, der fastsattes for den ukrainske eksporterende producent, og at de indførte antidumpingforanstaltninger ikke vil sikre, at virkningerne af dumpingen vil blive afhjulpet.

Muligheden for sådanne uønskede virkninger opvejer de argumenter, der på det foreløbige stadium lå til grund for beslutningen om at afvige fra den sædvanlige form for antidumpingtold. Følgelig bør der fastsættes en endelig antidumpingtold i form af en værditold.

3. Toldniveau

(33) Da den fastsatte margen til afhjælpning af skade for hvert enkelt land er højere end dumpingmargenen, bør den endelige antidumpingtold fastlægges på grundlag af de respektive dumpingmargener, dvs. 5,6 % for Indien og 36,2 % for Ukraine.

J. OPKRÆVNING AF MIDLERTIDIG TOLD

(34) I betragtning af omfanget af den påførte skade skal de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig told i henhold til forordning (EF) nr. 178/98, opkræves endeligt med samme beløb som den indførte endelige told -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af kaliumpermanganat henhørende under KN-kode 2841 61 00 og med oprindelse i Indien og Ukraine.

2. Den endelige antidumpingtold fastsættes følgende i % af prisen, netto, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet:

- 5,6 % for kaliumpermanganat med oprindelse i Indien

- 36,2 % for kaliumpermanganat med oprindelse i Ukraine.

3. Gældende bestemmelser for told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

De beløb, der er stillet som sikkerhed i form af den midlertidige antidumpingtold, der indførtes ved forordning (EF) nr. 178/98, opkræves endeligt med et beløb svarende til den endelige told på importen af kaliumpermanganat med oprindelse i Indien og Ukraine.

Opkrævningen begrænses til de beløb, der er stillet som sikkerhed. Beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed ud over den endelige antidumpingtold, frigives.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 1998.

På Rådets vegne

W. SCHÜSSEL

Formand

(1) EFT L 56 af 6. 3. 1996, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 2331/96 (EFT L 317 af 6. 12. 1996, s. 1) og forordning (EF) nr. 905/98 (EFT L 128 af 30. 4. 1998, s. 18).

(2) EFT L 19 af 24. 1. 1998, s. 23.

(3) EFT L 298 af 19. 11. 1994, s. 32.

Top