Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998R1434

    Rådets forordning (EF) nr. 1434/98 af 29. juni 1998 om de nærmere betingelser for landing af sild til industrien, bortset fra fødevareindustrien

    EFT L 191 af 7.7.1998, p. 10–12 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/05/2015; ophævet ved 32015R0812

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1998/1434/oj

    31998R1434

    Rådets forordning (EF) nr. 1434/98 af 29. juni 1998 om de nærmere betingelser for landing af sild til industrien, bortset fra fødevareindustrien

    EF-Tidende nr. L 191 af 07/07/1998 s. 0010 - 0012


    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1434/98 af 29. juni 1998 om de nærmere betingelser for landing af sild til industrien, bortset fra fødevareindustrien

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    Rådets forordning (EØF) nr. 2115/77 af 27. september 1977 om forbud mod direkte fiskeri og landing af sild bestemt til industrien, bortset fra fødevareindustrien (3), bygger på en situation med overudnyttelse, som ikke længere findes i mange geografiske områder;

    sildebestandene i Østersøen, Bælterne og Øresund er for øjeblikket ikke truede; mere økonomisk anvendelse af disse bestande gør det muligt at befiske dem til andet end fødevareindustrien; der er ikke behov for restriktioner med hensyn til det industrielle formål, med henblik på hvilket landinger fra disse bestande finder sted;

    industrifiskeri efter sild i Østersøen kan give anledning til betydelige bifangster af unge torsk; dette fiskeri bør derfor ikke tillades i områder med mange unge torsk;

    sildebestandens tilstand i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat giver anledning til alvorlig bekymring;

    for andre sildebestande i det nordøstlige Atlanterhav giver det nuværende fiskerimønster, dvs. fiskeri til fødevareindustrien, anledning til en tilstrækkelig høj udnyttelsesgrad; ændringer i fiskerimønsteret for disse bestande er derfor ikke ønskelige;

    niveauet for bifangster af sild bør begrænses ved industrifiskeri efter andre arter; bifangster, der tages på grundlag af sådanne begrænsninger, kan anvendes til industrien;

    ifølge Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (4) kan der fra den 1. juli 1998 foretages satellitovervågning af fartøjer, der driver industrifiskeri;

    i Rådets forordning (EF) nr. 88/98 af 18. december 1997 om fastsættelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund (5) fastsættes betingelser for sildefiskeri i disse farvande;

    i Rådets forordning (EF) nr. 894/97 af 29. april 1997 om fastlæggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne (6) fastsættes betingelser for opbevaring om bord og landing af sild fanget i region 1 og 2 med redskaber, der almindeligvis anvendes til fiskeri til industrien, bortset fra fødevareindustrien -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    1. Ved anvendelse af denne forordning gælder følgende farvandsdefinitioner:

    Region 1

    Alle farvande nord og vest for en linje fra et punkt på 48° N, 18° V, derfra stik nord til 60° N, derfra stik øst til 5° V, derfra stik nord til 60° 30' N, derfra stik øst til 4° V, derfra stik nord til 64° N og derfra stik øst til den norske kyst.

    Region 2

    Alle farvande nord for 48° N bortset fra farvande i region 1 og ICES-afsnit IIIb, IIIc og IIId.

    Region 3

    Alle farvande, der svarer til ICES-underområde VIII og IX.

    2. ICES-afsnit IIIb, IIIc og IIId er opdelt i elleve underafsnit med numrene 22-32, der er beskrevet i bilag I i forordning (EF) nr. 88/98.

    Artikel 2

    1. Sild, der er fanget i forbindelse med fiskeri

    - i region 1 og 2 med net med en mindstemaskestørrelse på under 32 mm, eller

    - i region 3 med en mindstemaskestørrelse på under 40 mm

    må ikke opbevares om bord, medmindre disse fangster:

    i) er taget inden for ICES-underområde IV, består af en blanding af sild og andre arter, ikke er sorteret, og sild ikke overstiger 20 vægtprocent af den samlede kombinerede vægt af sild og andre arter, fanget med sådanne redskaber og opbevaret om bord, eller

    ii) er taget inden for ICES-afsnit IIIa, udelukkende består af en blanding af brisling og sild, ikke er sorteret, og sild ikke overstiger 10 vægtprocent af den samlede kombinerede vægt af sild og brisling, fanget med sådanne redskaber og opbevaret om bord, eller

    iii) er taget inden for ICES-afsnit IIIa, består af en blanding af sild og andre arter, uanset om disse omfatter brisling, ikke er sorteret, og sild ikke overstiger 10 vægtprocent af den samlede kombinerede vægt af sild og andre arter, fanget med sådanne redskaber og opbevaret om bord, eller

    iv) er taget uden for ICES-underområde IV eller ICES-afsnit IIIa, består af en blanding af sild og andre arter, ikke er sorteret, og sild ikke overstiger 10 vægtprocent af den samlede kombinerede vægt af sild og andre arter, fanget med sådanne redskaber og opbevaret om bord.

    2. Sild, der er fanget af EF-fiskerfartøjer i forbindelse med fiskeri i ICES-afsnit IIIb eller IIIc eller i ICES-afsnit IIId, vest for 16° østlig længde med en mindstemaskestørrelse på under 32 mm, må ikke opbevares om bord, medmindre disse fangster består af en blanding af sild og andre arter, ikke er sorteret, og sild ikke overstiger 20 vægtprocent af den samlede kombinerede vægt af sild og andre arter, fanget med sådanne redskaber og opbevaret om bord.

    3. Sild der er fanget af EF-fiskerfartøjer i forbindelse med fiskeri

    - øst for 16° østlig længde i ICES-afsnit IIId i underafsnit 25-27 med net med en mindstemaskestørrelse på under 32 mm, eller

    - i ICES-afsnit IIId, underafsnit 28 eller i den del af underafsnit 29 af ICES-afsnit IIId, der er beliggende syd for 59° 30' nordlig bredde, med net med en mindstemaskestørrelse på under 28 mm, eller

    - i ICES-afsnit IIId, underafsnit 30-32 eller i den del af underafsnit 29 af ICES-afsnit IIId, der er beliggende nord for 59° 30' nordlig bredde, med net med en mindstemaskestørrelse på under 16 mm

    må ikke opbevares om bord, medmindre disse fangster består af en blanding af sild og andre arter, ikke er sorteret, og sild ikke overstiger 45 vægtprocent af den samlede kombinerede vægt af sild og andre arter, fanget med sådanne redskaber og opbevaret om bord.

    Artikel 3

    1. Det er forbudt at lande sildefangster til andet end fødevareindustrien, når sådanne fangster er taget

    - i region 1 og 2 med trukne redskaber med en mindstemaskestørrelse på 32 mm eller derover, eller

    - i region 3 med trukne redskaber med en mindstemaskestørrelse på 40 mm eller derover, eller

    - i ICES-afsnit IIIb og IIIc med trukne redskaber med en mindstemaskestørrelse på 32 mm eller derover, eller

    - i underafsnit 24 eller den del af underafsnit 25 af ICES-afsnit IIId, der er beliggende vest for 16° 00' østlig længde, med trukne redskaber med en mindstemaskestørrelse på 32 mm eller derover, eller

    - i region 1, 2 eller 3 eller i ICES-afsnit IIIb eller IIIc eller i den del af ICES-afsnit IIId, der er beliggende vest for 16° 00' østlig længde, med andre redskaber end trukne

    medmindre de først udbydes til salg med henblik på konsum og ikke afsættes.

    2. Landing til andet end fødevareindustrien er dog tilladt af

    - sild, der er fanget med enhver form for redskaber i ICES-afsnit IIId øst for 16° 00' østlig længde, eller

    - sild, der er fanget med enhver form for redskaber i henhold til betingelserne i artikel 2.

    Artikel 4

    Rådet træffer senest den 31. december 2002 på baggrund af en beretning og et forslag af Kommissionen afgørelse om eventuelle nødvendige tilpasninger af denne forordning.

    Artikel 5

    Forordning (EØF) nr. 2115/77 ophæves.

    Artikel 6

    Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Den anvendes fra den 1. januar 1999.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 1998.

    På Rådets vegne

    R. COOK

    Formand

    (1) EFT C 25 af 24. 1. 1998, s. 19.

    (2) Udtalelse afgivet den 19. juni 1998 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

    (3) EFT L 247 af 28. 9. 1977, s. 2.

    (4) EFT L 261 af 20. 10. 1993, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2205/97 (EFT L 304 af 7. 11. 1997, s. 1).

    (5) EFT L 9 af 15. 1. 1998, s. 1.

    (6) EFT L 132 af 23. 5. 1997, s. 1.

    Top