Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998D0019

98/19/EF: Kommissionens afgørelse af 6. januar 1998 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af videobånd i kassetter med oprindelse i Hongkong og Republikken Korea

EFT L 7 af 13.1.1998, pp. 47–55 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 06/01/1998

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1998/19(1)/oj

31998D0019

98/19/EF: Kommissionens afgørelse af 6. januar 1998 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af videobånd i kassetter med oprindelse i Hongkong og Republikken Korea

EF-Tidende nr. L 007 af 13/01/1998 s. 0047 - 0055


KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 6. januar 1998 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af videobånd i kassetter med oprindelse i Hongkong og Republikken Korea (98/19/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), ændret ved forordning (EF) nr. 2331/96 (2), særlig artikel 23, stk. 1,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (3), særlig artikel 9, stk. 1, og artikel 15,

efter konsultation i Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. PROCEDURE

(1) Ved forordning (EØF) nr. 1768/89 (4) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af videokassetter med oprindelse i Republikken Korea og Hongkong og afsluttede antidumpingproceduren vedrørende importen af videobånd på spoler med oprindelse i de samme lande.

Samtidig godtog Kommissionen et tilsagn fra en eksportør i Hongkong, Wing Shing Cassette Mfg. Ltd (5).

(2) På begæring af et antal selskaber i Hongkong, som ikke havde eksporteret i den oprindelse undersøgelsesperiode, blev der senere foretaget fornyede undersøgelser vedrørende nytilkomne virksomheder i henhold til artikel 14 i forordning (EØF) nr. 2423/88 (i det følgende benævnt forordning 2423/88). Som et resultat af en af disse fornyede undersøgelser blev der ikke truffet nogen foranstaltninger over for den pågældende import, medens der i de øvrige tilfælde blev indført variabel værditold (6).

(3) Efter offentliggørelse af en meddelelse om forestående ophør af de tidligere trufne foranstaltninger (7) indgav Det Europæiske Råd for den Kemiske Industri (Cefic), der optræder på vegne af to producenter af videokassetter i Fællesskabet og hævdes at repræsentere 45 % af den samlede produktion i Fællesskabet, en anmodning om fornyet undersøgelse af forordningen om indførelse af antidumpingforanstaltningerne.

Cefic hævdede i sin anmodning, at foranstaltningernes ophør ville føre til fornyet skade, og at der trods de trufne foranstaltninger kunne konstateres fortsatte og forstærkede skadelige virkninger af de importerede videokassetter fra Sydkorea og Hongkong som følge af de lave priser på denne import i sammenhæng med mere udtalt dumping. De fremlagte oplysninger blev anset for tilstrækkelige, og Kommissionen gav i maj 1994 meddelelse om, at den havde til hensigt at foretage en fornyet undersøgelse (8).

(4) Der mindes om, at der i 1991 blev truffet antidumpingforanstaltninger over for samme vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina (9).

Disse foranstaltninger ophørte, fordi erhvervsgrenen i Fællesskabet ikke udviste samarbejdsvilje under den fornyede undersøgelse, som blev foretaget for nylig med henblik på foranstaltningernes ophør (10).

B. FORNYET UNDERSØGELSE

(5) Kommissionen gav i en meddelelse, der blev offentliggjort i september 1994 (11), oplysning om indledning af en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 15 i forordning 2423/88.

(6) Kommissionen gav officielt den klagende erhvervsgren i Fællesskabet, de eksportører og importører, som den vidste var berørt, samt repræsentanterne for eksportlandene meddelelse herom og gav de direkte berørte parter lejlighed til at give deres synspunkter til kende skriftligt og anmode om at blive hørt mundtligt.

(7) Kommissionen sendte spørgeskemaer til de parter, som den vidste var berørt, og modtog svar fra de to producenter i Fællesskabet, på hvis vegne anmodningen om fornyet undersøgelse var indgivet, fra tre koreanske eksportører og fra importører i Fællesskabet, som var forbundet med to af de koreanske eksportører. Kun én eksportør fra Hongkong udviste samarbejdsvilje ved at indsende en besvarelse af spørgeskemaet, hvoraf det fremgik, at selskabet ikke havde eksporteret den pågældende vare i undersøgelsesperioden som fastlagt i betragtning 11 nedenfor. Ingen anden eksportør i Hongkong indsendte en besvarelse af spørgeskemaet, omend et antal selskaber i Hongkong oplyste, at de ikke længere eksporterede videokassetter til Fællesskabet.

Kommissionen modtog en skrivelse fra Hongkongs regering.

(8) Den besvarelse af spørgeskemaet, som var indsendt af den ene af de to producenter i Fællesskabet, blev anset for at indeholde utilstrækkelige oplysninger; desuden undlod selskabet at indgive en ikke-fortrolig udgave af besvarelsen af spørgeskemaet. Ved fastlæggelsen af skaden kunne Kommissionen derfor ikke tage hensyn til de oplysninger, der var indgivet af denne producent (der henvises tillige til betragtning 17).

(9) På grundlag af en anmodning indgivet af de koreanske eksportører mødtes de tre berørte samarbejdsvillige koreanske eksportører med erhvervsgrenen i Fællesskabet, og parterne udvekslede synspunkter i henhold til artikel 7, stk. 6, i forordning 2423/88.

(10) Som led i undersøgelsen indhentede og efterprøvede Kommissionen alle oplysninger, som den anså for nødvendige for at nå frem til en konklusion, og aflagde kontrolbesøg i følgende selskaber:

a) Producent i Fællesskabet:

- BASF Magnetics GmbH, Mannheim (Tyskland) og de dermed forbundne salgsselskaber:

- BASF Magnetics France SA, Levallois-Perret (Frankrig)

- BASF plc, Wembley, Middlesex (Det Forenede Kongerige)

(i det følgende tilsammen benævnt BASF Magnetics).

b) Producenter/eksportører i Republikken Korea:

- SKC Ltd, Seoul

- Kolon Industries Inc., Seoul

- LG Electronics Inc., Seoul.

c) Importører i Fællesskabet forbundet med koreanske producenter/eksportører:

Tyskland:

- Kolon International GmbH, Frankfurt

- SKC Europe GmbH, Frankfurt

- LG Electronics Deutschland GmbH, Willich.

Det Forenede Kongerige:

- Kolon Industries Inc., London (filial)

- LG Electronics U.K. Ltd., Slough.

Frankrig:

- LG GoldStar France SARL, Marne La Vallée.

(11) Undersøgelsesperioden i forbindelse med denne procedure strakte sig fra den 1. juli 1993 til den 30. juni 1994. For at kunne vurdere, om erhvervsgrenen i Fællesskabet havde lidt skade som følge af den pågældende import, blev perioden fra 1989, som var det år, i hvilket de foranstaltninger, der var genstand for den fornyede undersøgelse, blev truffet, til undersøgelsesperiodens afslutning analyseret. Som led i analysen var det imidlertid nødvendigt at tage følgende to faktorer i betragtning: For det første foreligger importdataene for perioden før 1991 kun i form af vægtangivelser, og det er først fra 1991, at der foreligger mere detaljerede statistiske oplysninger vedrørende importen af videokassetter i enheder (både mængde og værdi), som gør en bedre analyse af importen og dennes virkninger mulig. For det andet fandt der som nævnt i betragtning 18 en omfattende strukturel ændring sted i erhvervsgrenen i Fællesskabet i 1991, og analysen af resultaterne for erhvervsgrenen i Fællesskabet kan derfor kun finde sted på en meningsfyldt måde ved hjælp af talmaterialet fra 1991 og fremefter.

Perioden mellem 1991 og den 30. juni 1994 udgjorde derfor det vigtigste grundlag for undersøgelsen af, om der blev forvoldt væsentlig skade på erhvervsgrenen i Fællesskabet.

(12) Undersøgelsen strakte sig over et længere tidsrum end den vejledende periode på ét år, der er nævnt i artikel 7, stk. 9, litra a), i forordning 2423/88, navnlig fordi det var nødvendigt at analysere et særdeles omfattende talmateriale vedrørende en vare som videokassetter, der sælges i mange typer(f.eks. forskellige kvaliteter og spillelængder), og fordi der var tale om et overordentlig stort antal transaktioner. Desuden blev der på begæring af forskellige parter, herunder erhvervsgrenen i Fællesskabet, givet en forlænget frist til at besvare spørgeskemaerne. Desuden måtte Kommissionen anmode visse parter om at fremlægge yderligere oplysninger på afgørende punkter.

En anden faktor, som øvede indflydelse på undersøgelsen, var som beskrevet nedenfor (betragtning 18) ejerskiftet hos en af klagerne, hvilket kunne have haft betydning for undersøgelsens videreførelse. Disse forhandlinger, som førte til salget af BASF Magnetics til den koreanske KOHAP-koncern, blev indledt i 1996 og afsluttet i januar 1997.

C. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(13) Den vare, der er omfattet af denne fornyede undersøgelse, er uindspillede videobånd i kassetter (dvs. videokassetter), som er baseret på VHS-standard, henhørende under KN-kode (ex) 8523 13 00.

Som angivet i Kommissionens forordning (EF) nr. 4062/88 (12) om indførelse af midlertidig told på videokassetter fra Hongkong og Korea fremstilles videokassetter i almindelighed på licens fra JVC (Japan Victor Company). De benyttes i videokameraer til optagelse af videofilm eller i videobåndoptagere til optagelse og afspilning af fjernsynsprogrammer og afspilning af på forhånd optagede film eller film optaget med videokamera. Videokassetterne kan være forskellige med hensyn til længden af det bånd, der er indsat i kassetten, og kvaliteten af det benyttede bånd, men kan alligevel betragtes som én varekategori.

Undersøgelsen har vist, at videokassetter fremstillet og solgt på Hongkongs og Koreas respektive hjemmemarkeder og videokassetter eksporteret til Fællesskabet fra disse lande har samme grundlæggende tekniske og fysiske karakteristika og samme anvendelsesformål. Det samme er tilfældet, når man sammenligner de videokassetter, der er importeret fra disse lande til Fællesskabet, og de videokassetter, der fremstilles og sælges af erhvervsgrenen i Fællesskabet. Med hensyn til kundernes opfattelse og salgskanalerne konkurrerer videokassetter fra Hongkong og Korea direkte med videokassetter solgt af erhvervsgrenen i Fællesskabet.

Det blev derfor i overensstemmelse med resultaterne i den forordning, der underkastes en fornyet undersøgelse, konkluderet, at videokassetter med oprindelse i Korea og Hongkong og videokassetter solgt i Fællesskabet af erhvervsgrenen i Fællesskabet er samme vare i henhold til artikel 2, stk. 12, i forordning 2423/88.

D. ERHVERVSGRENEN I FÆLLESSKABET

(14) På det tidspunkt, hvor den oprindelige undersøgelse blev foretaget, bestod erhvervsgrenen i Fællesskabet, på hvis vegne klagen blev indgivet, af fire producenter. Disse producenter var Agfa-Gevaert AG, BASF Magnetics GmbH, Magna Tonträger Produktions GmbH og PDM Magnetics.

Efter at de af den fornyede undersøgelse omfattede foranstaltninger var truffet, ophørte Magna Tonträger Produktions GmbH med at fremstille videokassetter. Agfa-Gevaerts produktion blev overtaget af en af de andre producenter i Fællesskabet (BASF Magnetics GmbH). Desuden blev PDM Magnetics' produktion overtaget af et andet selskab, Sauerland-Kunststoffe GmbH & Co. KG (i det følgende benævnt Sauerland). Af de fire klagende selskaber fra den oprindelige undersøgelse var der dermed kun to tilbage, nemlig BASF Magnetics og Sauerland. Disse to producenter tegnede sig for ca. 45 % af den samlede produktion af videokassetter i Fællesskabet.

(15) En af eksportørerne hævdede, at BASF Magnetics i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning 2423/88 skulle have været holdt uden for definitionen af erhvervsgrenen i Fællesskabet, fordi BASF Magnetics selv var importør af videokassetter. Det blev imidlertid under undersøgelsen fundet godtgjort, at BASF Magnetics ganske vist tidligere havde importeret fra et af de pågældende lande, men i ringe omfang og i en begrænset periode. Importen af videokassetter fandt sted på et såkaldt OEM-grundlag og vedrørte specifikke ordrer til et særligt marked i en medlemsstat, hvor konkurrencen på priser var hårdest. Importen var af ringe omfang i forhold til den samlede omsætning (ca. 4 % i ét år), og producenten i Fællesskabet havde importeret i et forsøg på at imødegå den hårde konkurrence, herunder konkurrencen fra importen til lavpris, på det pågældende marked. BASF Magnetics foretog ingen import i undersøgelsesperioden.

Det blev derfor konkluderet, at BASF Magnetics ikke skulle holdes uden for definitionen af »erhvervsgrenen i Fællesskabet« i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning 2423/88.

(16) Desuden hævdede de koreanske eksportører, at samlevirksomheder for videokassetter havde en vis produktion i Fællesskabet, som skulle have været medregnet i den samlede produktion i Fællesskabet. Hvis denne produktion var medregnet, ville de producenter i Fællesskabet, som krævede den fornyede undersøgelse, ikke have tegnet sig for den forlangte væsentlige del af produktionen i Fællesskabet. Ved vurderingen af repræsentativiteten blev der imidlertid draget den konklusion, at den produktion, som varetages af selskaber, der kun tager sig af samleaktiviteter, ikke kunne betragtes som ægte fællesskabsproduktion. Samleprocessen for videokassetter repræsenterer således en særdeles beskeden værditilvækst. Desuden krævede ingen af disse samlevirksomheder at blive betragtet som producent i Fællesskabet. Det var derfor kun BASF Magnetics og Sauerland, der kunne betragtes som producenter i Fællesskabet.

Et af de ovennævnte to selskaber, nemlig Sauerland, fremlagde en utilstrækkelig besvarelse af spørgeskemaet. Der kunne derfor ikke tages hensyn til denne producents situation ved vurderingen af skaden. Det blev konstateret, at den resterende samarbejdsvillige producent i Fællesskabet, nemlig BASF Magnetics, tegnede sig for langt den største del af disse to producenters samlede produktion.

(17) Der blev draget den konklusion af de ovenstående faktorer, at BASF Magnetics i forbindelse med denne procedure i sig selv opfyldte kravene i artikel 4, stk. 5, i forordning 2423/88 og derfor blev betragtet som erhvervsgrenen i Fællesskabet i henhold til denne artikel.

(18) Det skal bemærkes, at der efter undersøgelsesperioden, nemlig den 22. januar 1997, skete en ændring i ejerforholdene i BASF Magnetics, idet BASF Magnetics blev en del af den koreanske KOHAP-koncern. Navnet BASF Magnetics GmbH blev derefter ændret til EMTEC Magnetics GmbH. Dette selskab gav udtryk for, at det fortsat bakkede anmodningen om en fornyet undersøgelse og den igangværende undersøgelse op.

E. SKADE

1. Forbruget af videokassetter i Fællesskabet

(19) Den mest hensigtsmæssige metode til fastlæggelse af udviklingen på markedet i Fællesskabet var at foretage en analyse baseret på enheder. Hvad angår forbruget i Fællesskabet, blev det konstateret, at tal fra uafhængige markedsundersøgelser fremlagt af erhvervsgrenen i Fællesskabet af følgende to grundlæggende årsager udgjorde den mest pålidelige kilde. For det første var det ikke muligt at beregne det registrerede forbrug, fordi der ikke kunne indhentes individuelle salgsoplysninger fra de øvrige aktører på markedet, og for det andet indeholdt de officielle importstatistikker data baseret på vægt (og ikke baseret på enheder).

(20) Hvad angår forbrugsniveauet, viste det sig, at forbruget i Fællesskabet efter en jævn stigning i de forudgående år i 1992 nåede et toppunkt på 394 mio. enheder. På grundlag af de foreliggende data vedrørende 1993 og 1994 blev det anslået, at forbruget i undersøgelsesperioden var på 380 mio. enheder.

2. Faktorer med tilknytning til importen

a) Importens omfang og markedsandel

(21) Der mindes om, at de oplysninger, som Kommissionen har kunnet indhente fra Eurostat, omfatter en KN-position, der både dækker videobånd i kassetter og videobånd på spoler. Fællesskabets officielle importstatistikker kan derfor ikke give et præcist billede alene af importen af videobånd i kassetter. Det blev af denne årsag anset for nødvendigt ved siden af Comext at benytte andre informationskilder såsom officielle eksportstatistikker fra de pågældende lande og andre data med mere detaljerede oplysninger om Fællesskabets import. Der foreligger imidlertid kun sådanne andre oplysninger om Fællesskabets import med individuelle statistikker vedrørende hver enkelt type videokassette fra 1991, og de konklusioner, der drages på dette grundlag, kan derfor kun vedrøre perioden efter 1991.

Erhvervsgrenen i Fællesskabet hævdede, at vurderingen af importen fra Hongkong skulle omfatte importen fra Macao, da denne ifølge påstandene var af hongkongsk oprindelse og blot blev eksporteret via Macao. En undersøgelse, som Kommissionen foretog i 1994, viste dog, at den pågældende import fra Macao måtte anses for at være af kinesisk oprindelse. Der var derfor intet grundlag for at konkludere, at importen fra Macao var af hongkongsk oprindelse.

For så vidt angår importen fra både Hongkong og Korea, bemærkes det, at den importmængde, som Eurostat registrerede under KN-kode 8523 13 00 (i tons), faldt drastisk i forhold til niveauet i 1988, efter at de oprindelige foranstaltninger var truffet i 1989: i 1988 androg importen fra Hongkong 8 289 tons, men faldt i 1989 til 1 314 tons, dvs. med 84 %. Importen fra Korea androg 17 511 tons i 1988 og faldt til 11 491 tons i 1989, dvs. med 34 %.

Fra 1989 til afslutningen af undersøgelsesperioden holdt importen fra Hongkong under den nævnte KN-position sig på et meget lavt niveau, idet det lå på 1 279 tons i undersøgelsesperioden. For Koreas vedkommende steg importen fra 1989 til 1990/1991 (fra 11 491 tons til 20 938 tons), men aftog derefter jævnt til 13 500 tons, således at der var tale om en samlet nedgang på 23 % mellem 1988 og undersøgelsesperioden.

Hvad angår importudviklingen opgjort i enheder, viste det sig på grundlag af de tilgængelige oplysninger, at importen fra Hongkong holdt sig på et lavt niveau mellem 1991 og undersøgelsesperioden (4,8 mio. enheder). For Koreas vedkommende faldt importen fra 37,3 mio. enheder i 1991 til 26,7 mio. enheder i undersøgelsesperioden, dvs. med 28 %.

(22) Som nævnt ovenfor (betragtning 19) er Fællesskabets forbrug af videokassetter udtrykt i enheder, medens de officielle importstatistikker indeholder oplysninger baseret på vægt. Da ikke al import af videobånd fra Hongkong og Korea under den relevante toldkode nødvendigvis bestod af videobånd i kassetter, kan Comext-statistikkerne ikke benyttes til at fastlægge markedsandele. Ved vurderingen af, hvor stor en markedsandel importen til dumpingpris havde, blev der derfor benyttet de tilgængelige oplysninger fra de ovennævnte kilder vedrørende importen i enheder.

Denne vurdering viste, at Hongkongs markedsandel fra 1991 til 1993 holdt sig under 1 % og steg til netop 1,3 % i undersøgelsesperioden som følge af en mindre importfremgang sideløbende med en nedgang i forbruget. For Koreas vedkommende faldt markedsandelen fra 9,8 % i 1991 til 7 % i undersøgelsesperioden.

(23) Det fremgik af ovennævnte vurdering af importen fra de pågældende lande og af deres markedsandel, at importen fra de pågældende lande som helhed var faldet mærkbart i den pågældende periode.

b) Importpriserne

Prisudviklingen

(24) Da oplysningerne fra Comext både omfatter videobånd i kassetter og videobånd på spoler, og da disse oplysninger dækker en blanding af alle typer videokassetter, er de i Comext indeholdte oplysninger om importpriserne ikke fyldestgørende.

Der blev derfor foretaget en vurdering ved hjælp af de oplysninger, der forelå på grundlag af enheder. Denne blev baseret på de to typer kassetter (E-180 og E-240), som blev importeret hyppigst, og som udgjorde størsteparten (mere end 75 %) af de kassetter, der i undersøgelsesperioden blev importeret fra de pågældende lande.

Det blev for disse to typer kassetters vedkommende fundet godtgjort, at priserne ved import fra Hongkong rent faktisk mellem 1991 og undersøgelsesperioden steg med 57 % for E-180-modellen og med 17 % for E-240-modellen. For Koreas vedkommende steg importpriserne for E-180-modellen en del (9 %), medens priserne for E-240-modellen holdt sig på et stabilt niveau.

Prisunderbud

(25) Det blev undersøgt, om salget i Fællesskabet af videokassetter med oprindelse i Hongkong og Korea fandt sted til underbudspriser i forhold til de priser, som producenterne i Fællesskabet tog. Denne analyse blev foretaget på grundlag af salgene i tre medlemsstater, der blev betragtet som repræsentative, fordi deres forbrug af den pågældende vare tegnede sig for mere end to tredjedele af det samlede forbrug i Fællesskabet.

(26) Det blev konkluderet, at importen fra Korea til en vis grad fandt sted til underbudspriser i to af de tre medlemsstater, der blev analyseret, og at underbuddet var af forskelligt omfang for de forskellige typer videokassetter. For så vidt angår importen fra Hongkong, var det ikke muligt at fastlægge noget særligt underbud, da ingen af eksportørerne i Hongkong udviste samarbejdsvilje i forbindelse med undersøgelsen. Desuden var erhvervsgrenen i Fællesskabet ikke i stand til at fremlægge yderligere oplysninger om salget på fællesskabsmarkedet af videokassetter med oprindelse i Hongkong, hvilket i sig selv kan tilskrives den meget lave import af og markedsandel for den pågældende import fra Hongkong. I henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i forordning 2423/88 blev konklusionerne derfor baseret på de oplysninger, der var tilgængelige for Kommissionen.

Der blev slået fast, at de statistiske oplysninger var den mest hensigtsmæssige informationskilde. Importtallene, der blev analyseret for begge de to typer kassetter, som blev importeret hyppigst, viste, at importen fra Hongkong i undersøgelsesperioden blev solgt til priser, der lå på nogenlunde samme niveau som priserne ved import fra Korea. Selv om der opkræves højere antidumpingtold ved import fra Hongkong, nemlig 21,9 % mod 3,8 % for Korea, blev det konkluderet, at importen fra Hongkong også blev solgt til priser, der til en vis grad betegnede et underbud i forhold til de priser, som erhvervsgrenen i Fællesskabet tog.

3. Faktorer med tilknytning til erhvervsgrenen i Fællesskabet

(27) Ved beskrivelsen af situationen for erhvervsgrenen i Fællesskabet skal der tages hensyn til, at BASF AG i 1991 erhvervede Agfa. En sammenligning med de foregående år ville derfor ikke være meningsfyldt, således som det er nævnt i betragtning 11 ovenfor. Da erhvervsgrenen i Fællesskabet i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning 2423/88 består af ét selskab, fremlægges tallene vedrørende dette selskab af fortrolighedshensyn kun i form af relative størrelser.

a) Salgsomfang og markedsandel

(28) Fra 1991 til 1993 faldt fællesskabserhvervsgrenens salg af den pågældende vare med ca. 27 %. Mellem 1993 og undersøgelsesperioden blev der imidlertid registreret en stigning på næsten 6 %. Samme tendens gjorde sig gældende for dens markedsandel, der efter en nedgang fra 1991 til 1993 steg med 10 procentpoint i undersøgelsesperioden.

b) Salgspriser, omsætning og rentabilitet

(29) Hvad angår salgspriserne for erhvervsgrenen i Fællesskabet, blev der registreret en nedgang på mere end 20 % mellem 1991 og undersøgelsesperioden. Denne nedgang blev ledsaget af en kraftig formindskelse af produktionsomkostningerne. En del af denne omkostningsformindskelse blev opnået ved lukning af et af de anlæg, der blev benyttet til fremstilling af videokassetterne. Lukningen skyldtes en beslutning om at flytte en bestemt del af produktionsprocessen til et andet sted. Selv om erhvervsgrenen i Fællesskabet havde mistet omsætning som følge af faldende salg og lavere salgspriser, satte de omfattende omkostningsreduktioner den i stand til at opnå en mærkbar forbedring af den økonomiske situation. Fra perioden 1991/1992 blev de økonomiske tab gradvis fjernet, og der blev omtrent opnået ligevægt i undersøgelsesperioden. På trods af denne positive tendens befandt erhvervsgrenen i Fællesskabet sig dog stadig i en utilfredsstillende situation i undersøgelsesperioden.

c) Produktion, kapacitet og kapacitetsudnyttelse

(30) På baggrund af BASF AG's ovennævnte erhvervelse af Agfa i 1991 blev der i 1992 registreret en stigning i den samlede produktion. Fra 1992 til 1993 faldt produktionen med 19 %, men voksede atter mellem 1993 og undersøgelsesperioden (med 3 %). Ifølge BASF Magnetics kunne kapacitetsudnyttelsen til enhver tid afpasses efter produktionskravene, og dette førte til en stabil udnyttelse af den disponible kapacitet.

d) Beskæftigelse

(31) Mellem 1991 og undersøgelsesperioden nedbragte erhvervsgrenen i Fællesskabet den arbejdsstyrke, der var beskæftiget med produktion og salg af videokassetter, med mere end 40 %. Denne beskæftigelsesnedgang skyldtes i væsentlig grad den ovennævnte lukning af et produktionsanlæg, der i sig selv førte til en beskæftigelsesnedgang på mere end 450 personer.

e) Konklusion

(32) Gennemgangen af de ovennævnte indikatorer viser, at der skete en negativ udvikling i perioden 1991-1993. Erhvervsgrenen i Fællesskabet befandt sig dog i en mere positiv situation mellem 1993 og undersøgelsesperioden, idet der var tegn på en genoprettelse og en forbedret tendens. På trods af forbedringen var den økonomiske situation for erhvervsgrenen i Fællesskabet imidlertid stadig utilfredsstillende, navnlig hvad angår de økonomiske resultater.

F. ÅRSAGSSAMMENHÆNG

(33) Kommissionen undersøgte, om de pågældende importmængder og -priser var den egentlige årsag til situationen for erhvervsgrenen i Fællesskabet og øvede indflydelse derpå i et omfang, der gjorde det muligt at karakterisere det som væsentlig skade i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning 2423/88. Der blev draget omsorg for, at enhver virkning på situationen for erhvervsgrenen i Fællesskabet, som var forårsaget af andre faktorer, ikke blev tilskrevet den pågældende import.

(34) For Hongkongs vedkommende faldt importen brat i forhold til 1988-niveauet, og dens markedsandel lå kun på 1,3 % i undersøgelsesperioden. Som følge deraf kan det ikke på baggrund af sagens særlige omstændigheder fastholdes, at importen fra Hongkong vedblev med at øve en indflydelse, der kan betegnes som væsentlig, på situationen for erhvervsgrenen i Fællesskabet.

(35) For Koreas vedkommende faldt importen også, idet der i undersøgelsesperioden blev registreret en markedsandel på 7 % sammenholdt med en markedsandel på ca. 9,8 % i 1991. Denne nedgang i markedsandelen var procentuelt større end den nedgang, der blev registreret for erhvervsgrenen i Fællesskabet.

(36) Hvad angår udviklingen i importpriserne for videokassetter af koreansk oprindelse, blev der registreret en svagt stigende tendens, medens importpriserne for kassetter med oprindelse i Hongkong steg kraftigt.

(37) Undersøgelsen viste også, at den nedadgående udvikling i BASF's salgspriser blev ledsaget af en endnu kraftigere nedgang i virksomhedens produktionsomkostninger, hvilket førte til en forbedring af dens økonomiske situation.

(38) For så vidt angår importen fra tredjelande, øgede nogle af disse deres eksportmængde kraftigt i undersøgelsesperioden. Mellem det år, hvor foranstaltningerne blev truffet (1989), og undersøgelsesperioden voksede importen fra Indien, Macao, Malaysia, Singapore, Taiwan, Thailand og Tyrkiet fra 4 415 tons til 21 310 tons. Mellem 1991 og undersøgelsesperioden voksede antallet af enheder, der blev importeret fra disse lande, fra næsten 32 mio. til 82 mio. Med hensyn til markedsandel betegner dette en fremgang fra 8,5 % til 21,7 %, hvortil skal lægges USA's (2,2 %) og Japans (6,7 %) markedsandele i undersøgelsesperioden. Det skal desuden fremhæves, at en vurdering vedrørende undersøgelsesperioden viste, at priserne ved import fra disse lande lå på et betydeligt lavere niveau end priserne ved import fra Hongkong og Korea og derfor betegnede et mærkbart underbud i forhold til de priser, som erhvervsgrenen i Fællesskabet tog.

Det kan konkluderes, at importen fra Hongkong og Korea var faldende, samtidig med at importen fra en række andre lande var voksende.

(39) Det skal bemærkes, at der findes en række andre (ikke-klagende) producenter og et antal samlevirksomheder for videokassetter i Fællesskabet. Ingen af disse andre producenter/samlevirksomheder gav sig til kende og støttede den klage, der var indgivet på vegne af BASF Magnetics og Sauerland.

På grundlag af de tilgængelige oplysninger blev det fundet godtgjort, at henved 40 % (opgjort på grundlag af markedsandele) af fællesskabsmarkedet i undersøgelsesperioden blev dækket med importerede videokassetter, medens de resterende 60 % blev dækket at leverandører inden for Fællesskabet, herunder erhvervsgrenen i Fællesskabet. Det er derfor sandsynligt, at konkurrencepresset fra disse andre leveringskilder inden for Fællesskabet spillede en vigtig rolle for den prisnedgang på fællesskabsmarkedet, som erhvervsgrenen i Fællesskabet var tvunget til at afpasse sine priser efter. Det skal i den sammenhæng tillige bemærkes, at konkurrencen fra leverandører inden for Fællesskabet voksede, fordi Saehan Media, som er en af de koreanske eksportører, der er omfattet af de foranstaltninger, som underkastes den fornyede undersøgelse, opførte et produktionsanlæg i Irland med henblik på at levere til markedet fra en virksomhed inden for Fællesskabet.

Konklusion om årsagssammenhængen

(40) Der kan drages den konklusion af de ovenstående bemærkninger, at den samlede import fra Hongkong og Korea ikke isoleret set øvede nogen væsentlig indflydelse på situationen for erhvervsgrenen i Fællesskabet. Når erhvervsgrenen i Fællesskabet ikke opnåede bedre resultater, skyldtes dette snarere importen fra andre tredjelande og konkurrencen fra andre leveringskilder inden for Fællesskabet.

G. FORNYET SKADE

(41) I henhold til artikel 15 i forordning 2423/88 blev det vurderet, om foranstaltningernes ophør sandsynligvis ville føre til fornyet skade.

På grundlag af nedenstående argumenter og ovenstående analyse blev der draget følgende konklusioner:

- Hvad angår importens omfang, viser de ovennævnte faktorer, at der kun finder en beskeden import sted fra Hongkong, og at importen fra Korea er aftagende. På baggrund af dette faktum og under hensyn til importen fra andre lande og konkurrencen fra andre leveringskilder kan det ikke forventes, at importen fra Hongkong og Korea atter vil vokse til et skadeligt niveau, hvis de tidligere trufne foranstaltninger ophører. Hvad angår påstanden fra erhvervsgrenen i Fællesskabet om, at Hongkongs eksportpotentiel kan dokumenteres ved hjælp af importen af varer af hongkongsk oprindelse via Macao, kan den påstand af de i betragtning 21 nævnte årsager ikke godtages.

Desuden mindes der om, at importen fra Korea er underkastet en forholdsvis lav antidumpingtold, og at det - uanset at denne told i sig selv har afbødende virkning - ikke kan forventes, at et ophør deraf i en overskuelig fremtid vil øve nogen større indflydelse på de koreanske producenters eksportadfærd og føre til mærkbart større mængdemæssig import af videokassetter med oprindelse i Korea.

- Med hensyn til prisdæmpende virkninger kan det som følge af de begrænsede mængder og de højere priser for importen fra Hongkong og Korea sammenholdt med importen fra andre lande og den kraftige konkurrence fra andre leveringskilder inden for Fællesskabet ikke forventes, at ophøret af antidumpingforanstaltningerne over for disse to lande vil have nogen mærkbar prisdæmpende virkning på fællesskabsmarkedet.

- Hvad angår eksistensen af uudnyttet kapacitet i de lande, der er omfattet af denne procedure, har statistikkerne vist, at importen fra Hongkong har befundet sig på et meget lavt niveau, siden de af den fornyede undersøgelse omfattede foranstaltninger blev indført. Det er ikke sandsynligt, at der har været opretholdt en betydelig produktionskapacitet i denne temmelig lange periode. Denne konklusion forstærkes af en analyse af Hongkongs eksportstatistikker, som viser, at Hongkongs eksport til hele verden er faldet kraftigt siden 1988. Dette tyder også på, at produktionskapaciteten er faldet. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at det af erhvervsgrenen i Fællesskabet fremlagte overslag over den ledige produktionskapacitet i Hongkong på 28 mio. enheder ikke er ledsaget af nogen form for bevis.

Hvad angår den koreanske produktionskapacitet, henledes opmærksomheden først og fremmest på, at produktionskapaciteten faldt som følge af, at Saehan flyttede produktionen til et sted i Fællesskabet. Desuden viste undersøgelsen, at den gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse hos de tre samarbejdsvillige producenter, der i undersøgelsesperioden tegnede sig for næsten hele eksporten til Fællesskabet, var på over 80 %. Der kan drages den konklusion af disse faktorer, at der ikke er større muligheder for at øge produktionen og eksporten, heller ikke selv om den uudnyttede kapacitet stadig repræsenterer en betydelig mængde videokassetter. Desuden foreligger der ingen omstændigheder såsom indførelse af antidumpingtold i tredjelande, der klart tyder på, at de resterende produktionsmuligheder vil blive benyttet til at øge eksporten til Fællesskabet. Tendensen i den koreanske eksport til Fællesskabet tyder faktisk på det stik modsatte, da undersøgelsen viste, at importen fra Korea mellem 1992 og undersøgelsesperioden var kraftigt faldende, og at dennes markedsandel var aftagende; denne tendens bekræftes af udviklingen i de senere år.

- Med hensyn til lagre viste undersøgelsen, at gennemsnitslagrene kun var på lidt over 8 % af de samarbejdsvillige koreanske virksomheders produktion, og at der derfor ikke forelå større overskydende mængder.

(42) Da undersøgelsen strakte sig over en betydelig længere periode end normalt, og da de i betragtningerne nævnte strukturændringer i erhvervsgrenen i Fællesskabet havde fundet sted, blev det anset for hensigtsmæssigt at vurdere, om de tidligere udviklingsforløb blev opretholdt efter undersøgelsesperioden: ifølge denne vurdering faldt markedsandelen for importen fra Hongkong yderligere til 0,5 % på de 15 medlemsstaters marked i 1996, og markedsandelen for importen fra Korea faldt drastisk til 0,5 % i 1996 (i Fællesskabet med 15 medlemsstater). Samtidig udviste erhvervsgrenen i Fællesskabet yderligere tegn på bedring.

(43) Der kan drages den konklusion af de ovenstående faktorer, at importen med oprindelse i Hongkong og Korea ikke kan forventes at ville øve fornyet skadelig indflydelse, som kan kaldes væsentlig, på erhvervsgrenen i Fællesskabet som følge af ophøret af de tidligere trufne antidumpingforanstaltninger.

H. DUMPING

(44) Som følge af de ovenstående konklusioner gående ud på, at importen fra Hongkong og Korea ikke har haft en virkning, som kan kaldes væsentlig, og det forhold, at der ikke forventes nogen fornyet skade som følge af foranstaltningernes ophør, er betingelserne for en videreførelse af de tidligere trufne foranstaltninger ikke opfyldt. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et bestemt dumpingniveau i forbindelse med import fra enkeltstående leveringskilder eller ej, ændrer ikke de konklusioner, man er nået frem til, og dette spørgsmål er derfor ikke undersøgt nærmere.

I. KONKLUSION

(45) Der kan drages den konklusion af de ovenstående resultater, at enhver eksisterende skade, der er påført erhvervsgrenen i Fællesskabet, ikke i en grad, som gør det muligt at kalde den væsentlig, er forvoldt af dumpingimport af videokassetter fra Hongkong og Korea, men derimod er forvoldt af import fra andre tredjelande og konkurrence fra aktører i Fællesskabet, som ikke har indgivet nogen klage. Desuden kan det som fastlagt i betragtning 41 til 43 ikke forventes, at der som følge af ophøret af de tidligere trufne foranstaltninger vil opstå fornyet skade eller trussel om fornyet skade forvoldt af import fra disse to lande. Der drages derfor den konklusion, at antidumpingproceduren vedrørende import af videobånd i kassetter med oprindelse i Hongkong og Republikken Korea bør afsluttes, og at de tidligere trufne antidumpingforanstaltninger straks bør ophøre. Denne konklusion forstærkes af det forhold, at de trufne antidumpingforanstaltninger over for import af videokassetter med oprindelse i Folkerepublikken Kina som nævnt i betragtning 44 er ophørt, og at enhver forskelsbehandling af import med oprindelse i Korea og Hongkong bør undgås.

(46) Kommissionen har meddelt erhvervsgrenen i Fællesskabet sine konklusioner, og denne har erklæret sig uenig i bestemte punkter og den konklusion, man er nået frem til. Efter gennemgang af de fremlagte oplysninger og argumenter ønsker Kommissionen dog at bekræfte ovenstående konklusion.

(47) Medlemsstaterne har ikke rejst indsigelse mod afslutningen af den fornyede undersøgelsesprocedure -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Den fornyede antidumpingprocedure vedrørende importen til Fællesskabet af videobånd i kassetter henhørende under KN-kode ex 8523 13 00 med oprindelse i Hongkong og Republikken Korea afsluttes.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. januar 1998.

På Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Næstformand

(1) EFT L 56 af 6. 3. 1996, s. 1.

(2) EFT L 317 af 6. 12. 1996, s. 1.

(3) EFT L 209 af 2. 8. 1988, s. 1.

(4) EFT L 174 af 22. 6. 1989, s. 1.

(5) EFT L 174 af 22. 6. 1989, s. 30.

(6) EFT L 343 af 7. 12. 1990, s. 1,

EFT L 139 af 22. 5. 1992, s. 1, og

EFT L 182 af 2. 7. 1992, s. 6.

(7) EFT C 344 af 22. 12. 1993, s. 3.

(8) EFT C 142 af 25. 5. 1994, s. 2.

(9) EFT L 293 af 24. 10. 1991, s. 12.

(10) EFT L 304 af 7. 11. 1997, s. 19.

(11) EFT C 260 af 17. 9. 1994, s. 10.

(12) EFT L 356 af 24. 12. 1988, s. 47.

Top