This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 31997D0404
97/404/EC: Commission Decision of 10 June 1997 setting up a Scientific Steering Committee
97/404/EF: Kommissionens afgørelse af 10. juni 1997 om oprettelse af en videnskabelig styringskomité
97/404/EF: Kommissionens afgørelse af 10. juni 1997 om oprettelse af en videnskabelig styringskomité
EFT L 169 af 27.6.1997, pp. 85–87
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
No longer in force, Date of end of validity: 02/03/2004; ophævet ved 32004D0210
97/404/EF: Kommissionens afgørelse af 10. juni 1997 om oprettelse af en videnskabelig styringskomité
EF-Tidende nr. L 169 af 27/06/1997 s. 0085 - 0087
KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 10. juni 1997 om oprettelse af en videnskabelig styringskomité (97/404/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ud fra følgende betragtninger: Ordentlig videnskabelig rådgivning er et vigtigt grundlag for fællesskabsbestemmelserne om forbrugersundhed, herunder forbrugersundhedsanliggender i snævreste forstand, men også om dyrs sundhed og trivsel, planters sundhed og miljøbeskyttelse; den videnskabelige rådgivning i forbrugersundhedsanliggender ydes i øjeblikket af seks videnskabelige komitéer, der er nedsat af Kommissionen, og som beskæftiger sig med emnerne levnedsmidler, dyrs ernæring, kosmetologi, pesticider, toksicitet og økotoksicitet samt veterinærspørgsmål; adskillige spørgsmål vedrørende forbrugersundhed er af tværfaglig art og nødvendiggør bidrag fra forskellige videnskabelige komitéer, og i den forbindelse vil en effektiv koordinering være nyttig; Kommissionen skal til enhver tid kunne trække på ordentlig rettidig videnskabelig rådgivning; den videnskabelige rådgivning i spørgsmål vedrørende forbrugersundhed skal i forbrugernes og industriens interesse være baseret på principperne om kompetence, uafhængighed og åbenhed - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Der nedsættes en videnskabelig styringskomité, i det følgende benævnt »VSK«, inden for forbrugersundhed og levnedsmiddelsikkerhed. Artikel 2 1. VSK bistår Kommissionen med at skaffe den bedst tilgængelige videnskabelige rådgivning i spørgsmål vedrørende forbrugersundhed. 2. VSK koordinerer det arbejde, der udføres af de videnskabelige komitéer, som Kommissionen har nedsat med henblik på behandling af forbrugersundhedsspørgsmål, på følgende måde: a) VSK evaluerer og overvåger de arbejdsprocedurer, der benyttes af de videnskabelige komitéer, og harmoniserer dem om nødvendigt b) i spørgsmål, hvor der kræves høring af to eller flere videnskabelige komitéer, udpeger VSK de videnskabelige komitéer, der bør inddrages, under hensyntagen til eventuelle krav om obligatorisk høring, den tager stilling til de udtalelser, der afgives af de forskellige komitéer, og den kan i tilfælde af væsentlige meningsforskelle fremkomme med en helhedsvurdering c) når fællesskabsforanstaltninger er baseret på den evaluering, der foretages af forskere fra organisationer i medlemsstaterne, bistår VSK efter anmodning herom Kommissionen med at vurdere, om der er behov for videnskabelig rådgivning på fællesskabsplan, og i bekræftende fald af hvilken videnskabelig komité. 3. VSK skal inden for forbrugersundhedsområdet: a) kun yde videnskabelig rådgivning i spørgsmål, som ikke falder ind under de øvrige videnskabelige komitéers mandater. Den formulerer denne rådgivning efter anmodning fra Kommissionen og på grundlag af den mest relevante videnskabelige sagkundskab b) navnligt yde videnskabelig rådgivning om tværfaglige aspekter af smitsomme spongiforme encefalopatier, herunder bovin spongiform encefalopati. Til dette formål nedsætter den en ad hoc-gruppe, der får et medlem af VSK som formand, og som kan tælle udefra kommende eksperter blandt sine medlemmer c) bistå Kommissionen med at udpege de områder, hvor en obligatorisk høring af de videnskabelige komitéer måtte være hensigtsmæssig d) foranledige en fornyet gennemgang af eksisterende og nyudviklede risikovurderingsprocedurer og, såfremt det måtte være hensigtsmæssigt, foreslå nye risikovurderingsprocedurer inden for områder som f.eks. levnedsmiddelforårsagede sygdomme og risikoen for overføring af sygdomme fra dyr til mennesker e) gøre Kommissionen opmærksom på eventuelle specifikke eller nyopdukkede problemer vedrørende forbrugersundhed. 4. De medlemmer af VSK, som ikke har formandshvervet i en videnskabelig komité, medvirker ved udvælgelsen, af de videnskabelige komitéers medlemmer, idet de rådgiver Kommissionen om kandidaternes kompetence og uafhængighed. 5. Kommissionen kan, når den begærer en udtalelse, anmode om, at denne afgives inden for en bestemt tidsfrist, der skal overholdes. Artikel 3 1. VSK består af otte eksperter, der ikke må være medlem af nogen anden videnskabelig komité, samt af formændene for de videnskabelige komitéer. De sidstnævnte kan, såfremt de er forhindret i at deltage i et møde i VSK, afløses af en af næstformændene i deres respektive videnskabelige komitéer. 2. Den fuldtallige VSK vælger med simpelt flertal en formand og to næstformænd blandt de af komitéens medlemmer, som ikke har formandshvervet i en videnskabelig komité. 3. Medlemmerne af VSK skal være eksperter på et eller flere områder inden for forbrugersundhed, og de skal tilsammen dække den bredest mulige udsnit af videnskabelige discipliner i tilknytning til dette emne. 4. De medlemmer af VSK, som ikke har formandshvervet i en videnskabelig komité, udnævnes af Kommissionen, efter at der i De Europæiske Fællesskabers Tidende har været offentliggjort en indkaldelse af interesser tilkendegivelser med angivelse af udvælgelseskriterierne og en beskrivelse af udvælgelsesproceduren. Udvælgelsesproceduren foregår i fuld åbenhed og tjener til at finde frem til de bedst egnede kandidater til hvervet i VSK. Blandt disse udnævner Kommissionen de medlemmer i VSK, der ikke har formandshvervet i en videnskabelig komité. Navnene på medlemmerne af VSK offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. 5. De medlemmer af VSK, der ikke har formandshvervet i en videnskabelig komité, udnævnes for en treårsperiode. De kan højst være medlem i to på hinanden følgende perioder. Når treårsperioden er udløbet, beholder de deres hverv, indtil de afløses eller får deres mandat fornyet. 6. I tilfælde af, at et medlem, som ikke har formandshvervet i en videnskabelig komité, ikke længere er i stand til at bidrage effektivt til arbejdet i VSK, eller hvis han eller hun frivilligt trækker sig tilbage, udnævner Kommissionen for den resterende del af perioden en passende afløser, der tages fra den liste over de bedst egnede kandidater, der er opstillet i henhold til stk. 4. 7. Medlemmerne af VSK og de udefra kommende eksperter, der indkaldes til at bidrage til arbejdet i komitéen, modtager en godtgørelse for det arbejde, de udfører for Kommissionen, samt en refusion for udgifter til rejse og ophold i overensstemmelse med de af Kommissionen fastlagte regler. Artikel 4 1. Medlemmerne skal i deres egenskab af medlemmer i VSK handle uafhængigt af udefra kommende påvirkninger. 2. Medlemmerne af VSK underretter hvert år Kommissionen om alle interesser, som kunne opfattes som værende til hinder for deres uafhængighed. 3. Medlemmerne af VSK og de udefra kommende eksperter skal gøre opmærksom på særlige interesser, som kunne opfattes som værende til hinder for deres uafhængighed med hensyn til komitéens, dens arbejdsgruppers eller dens ad hoc-gruppes arbejde. Artikel 5 VSK kan nedsætte særlige arbejdsgrupper med klart definerede mandater. Hver arbejdsgruppe har et medlem af komitéen som formand og udefra kommende eksperter kan deltage heri. Arbejdsgrupperne aflægger rapport til VSK. Artikel 6 1. VSK vedtager sin forretningsorden, der stilles til rådighed for offentligheden. 2. Forretningsordenen skal sikre at: a) VSK's opgaver udføres på en sådan måde, at principperne om åbenhed, uafhængighed og kompetence overholdes, dog således at legitime ønsker om bevarelse af forretningshemmeligheder tilgodeses b) koordineringen af de videnskabelige komitéers arbejde gennemføres på en effektiv og smidig måde c) VSK rettidigt afgiver udtalelser og yder anden videnskabelig rådgivning d) VSK kan udpege rapportører til at udarbejde baggrundsinformation og dokumentation og til at udarbejde udkast til VSK's udtalelser e) VSK kontrollerer, at de udpegede rapportører er i stand til at bestride deres særlige hverv så uafhængigt som muligt af enhver form for påvirkning udefra. Artikel 7 VSK's dagsorden, mødereferater og udtalelser stilles til rådighed for offentligheden uden unødig forsinkelse og under hensyntagen til behovet for at bevare forretningshemmeligheder. Mindretalsstandpunkter anføres altid, dog uden angivelse af de medlemmer, der står for disse synspunkter, medmindre de selv anmoder herom. Artikel 8 Medlemmerne er, uden at traktatens artikel 214 berøres heraf, forpligtet til ikke at videregive oplysninger, som arbejdet i VSK eller en af dens arbejdsgrupper giver dem kendskab til, når de bliver gjort opmærksom på, at der foreligger en anmodning om, at de pågældende oplysninger behandles fortroligt. Artikel 9 Kommissionen varetager sekretariatsopgaverne for VSK, dens arbejdsgrupper og dens ad hoc-gruppe. Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juni 1997. På Kommissionens vegne Emma BONINO Medlem af Kommissionen