Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995R2688

Rådets forordning (EF, Euratom, EKSF) nr. 2688/95 af 17. november 1995 om særlige foranstaltninger for tjenestemænds udtræden af tjenesten i De Europæiske Fællesskaber som følge af Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse

EFT L 280 af 23.11.1995, pp. 1–3 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1995/2688/oj

31995R2688

Rådets forordning (EF, Euratom, EKSF) nr. 2688/95 af 17. november 1995 om særlige foranstaltninger for tjenestemænds udtræden af tjenesten i De Europæiske Fællesskaber som følge af Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse

EF-Tidende nr. L 280 af 23/11/1995 s. 0001 - 0003


RÅDETS FORORDNING (EF, EURATOM, EKSF) Nr. 2688/95 af 17. november 1995 om særlige foranstaltninger for tjenestemænds udtræden af tjenesten i De Europæiske Fællesskaber som følge af Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af en fælles Kommission og et fælles Råd for De Europæiske Fællesskaber, særlig artikel 24,

under henvisning til Kommissionens forslag fremsat efter udtalelse fra Vedtægtsudvalget (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Domstolen (3),

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten (4), og

ud fra følgende betragtninger:

Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse gør det nødvendigt at foretage en tilpasning af sammensætningen af gruppen af tjenestemænd i Fællesskaberne;

budgetmyndigheden har i den anledning tildelt institutionerne nye stillinger;

Europa-Parlamentet har imidlertid gjort opmærksom på, at det for sit vedkommende vil gennemføre denne tilpasning fra 1996 næsten udelukkende ved særlige foranstaltninger for udtræden af tjenesten;

der bør derfor indføres sådanne særlige foranstaltninger for Europa-Parlamentets tjenestemænds udtræden af tjenesten -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I tjenestens interesse og under hensyntagen til de behov, der er opstået ved Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af Den Europæiske Union, bemyndiges Europa-Parlamentet til indtil den 30. juni 2000 at træffe foranstaltninger til, at dets tjenestemænd, der er fyldt 55 år, med undtagelse af tjenestemænd i lønklasse A1 og A2, kan udtræde af tjenesten på de i denne forordning fastsatte betingelser.

Artikel 2

1. Antal tjenestemænd, for hvilke der kan træffes de i artikel 1 omtalte foranstaltninger, fastsættes til 70.

2. Antal tjenestemænd, der i hver af følgende perioder kan udtræde af tjenesten, fastsættes således:

- 14 for perioden 1. juli 1995 til 30. juni 1996

- 14 for perioden 1. juli 1996 til 30. juni 1997

- 14 for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998

- 14 for perioden 1. juli 1998 til 30. juni 1999

- 14 for perioden 1. juli 1999 til 30. juni 2000.

Artikel 3

Under hensyn til tjenestens interesse i forbindelse med udvidelsen udvælger Europa-Parlamentet efter at have givet de ansatte mulighed for at tilkendegive deres interesse, inden for de i artikel 2 fastsatte rammer og efter høring af Det Paritetiske Udvalg, de tjenestemænd, på hvilke foranstaltningerne til udtræden af tjenesten i henhold til artikel 1 skal anvendes.

I denne forbindelse tages der hensyn til alder, kvalifikationer, tjenstlig indsats, tjenstlig adfærd, civilstand og anciennitet. Ancienniteten fastsættes til mindst ti år.

Disse foranstaltninger vil under ingen omstændigheder kunne anvendes uden den pågældendes samtykke.

Artikel 4

1. Forhenværende tjenestemænd, der omfattes af de i artikel 1 fastsatte foranstaltninger, har ret til en månedlig godtgørelse på 70 % af den ved udtræden af tjenesten oppebårne grundløn i overensstemmelse med den pågældende lønklasse og -trin i henhold til den løntabel i artikel 66 i vedtægten, der gælder den første dag i den måned, godtgørelsen udbetales.

2. Udbetaling af godtgørelsen ophører senest den sidste dag i den måned, i hvilken en forhenværende tjenestemand fylder 65 år, og under alle omstændigheder når den pågældende inden dette tidspunkt opfylder betingelserne for at få udbetalt alderspensionens maksimumsbeløb.

En forhenværende tjenestemand får da automatisk udbetalt alderspension fra den første dag i den kalendermåned, der følger efter den måned, i hvilken der for sidste gang er udbetalt godtgørelse.

3. Den i stk. 1 omhandlede godtgørelse korrigeres med den justeringskoefficient, der i overensstemmelse med vedtægtens artikel 82, stk. 1, andet afsnit, er fastsat for det land inden for Fællesskaberne, hvor den godtgørelsesberettigede kan dokumentere at have sin bopæl.

Såfremt den godtgørelsesberettigede bosætter sig uden for en af Fællesskabernes medlemsstater, er den gældende justeringskoefficient lig 100.

Godtgørelsen udtrykkes i belgiske francs. Den udbetales i valutaen i det land, hvor den berettigede har sin bopæl. Den udbetales dog i belgiske francs, når den i henhold til andet afsnit korrigeres med justeringskoefficienten 100.

Såfremt godtgørelsen udbetales i en anden valuta end belgiske francs, beregnes den på grundlag af de i vedtægtens artikel 63, stk. 2, omhandlede pariteter.

4. De bruttoindtægter, den pågældende får udbetalt i forbindelse med anden beskæftigelse, fratrækkes den i stk. 1 fastsatte godtgørelse, for så vidt disse indtægter sammenlagt med godtgørelsen når op over den pågældendes sidste samlede bruttovederlag, beregnet på grundlag af den løntabel, der gælder den første dag i den måned, i hvilken godtgørelsen udbetales. Dette vederlag korrigeres med den i stk. 3 omhandlede justeringskoefficient.

De i første afsnit omhandlede bruttoindtægter og det sidste samlede bruttovederlag er de beløb, der fremkommer, efter at de sociale udgifter og skatten er fratrukket.

Den pågældende skal fremlægge de skriftlige beviser, der måtte blive stillet krav om, samt meddele institutionen ethvert forhold, der vil kunne ændre retten til at oppebære denne godtgørelse.

5. På de i vedtægtens artikel 67 samt i artikel 1, 2 og 3 i bilag VII til vedtægten anførte betingelser udbetales familietillæg til den, der modtager den i stk. 1 fastsatte godtgørelse, eller til den eller de personer, som i henhold til lovbestemmelser, efter retsafgørelse eller afgørelse truffet af den ansvarlige administrative myndighed, har forældremyndigheden over barnet eller børnene, idet husstandstillægget beregnes på grundlag af denne godtgørelse.

6. Den godtgørelsesberettigede har for sig selv og for de gennem ham forsikrede personer ret til ydelser fra den i artikel 72 i vedtægten omhandlede sociale sikringsordning, såfremt der betales bidrag til denne ordning, beregnet på grundlag af den i stk. 1 nævnte godtgørelse, og på betingelse af at vedkommende ikke er dækket af nogen anden offentlig sygesikringsordning.

7. I den periode, i hvilken en forhenværende tjenestemand har ret til godtgørelse, erhverves fortsat nye alderspensionsrettigheder på grundlag af den løn, der oppebæres i overensstemmelse med den pågældendes lønklasse og løntrin under forbehold af, at der i denne periode er indbetalt det i vedtægten fastsatte bidrag, beregnet på grundlag af denne løn, og uden at den samlede pension når op over det i artikel 77, stk. 2, i vedtægten fastsatte maksimumsbeløb. Ved anvendelse af artikel 5 i bilag VIII til vedtægten og artikel 108 i den tidligere personaleordning for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab anses denne periode for aktiv tjenestetid.

8. Med forbehold af artikel 1, stk. 1, og artikel 22 i bilag VIII til vedtægten har en ægtefælle, der overlever en forhenværende tjenestemand, som er afgået ved døden på et tidspunkt, hvor den pågældende var berettiget til at modtage den i henhold til stk. 1 fastsatte månedlige godtgørelse, for så vidt ægteskabet har varet mindst et år på tidspunktet for dennes udtræden af tjenesten i Europa-Parlamentet, ret til en efterladtepension på 60 % af den alderspension, som en forhenværende tjenestemand uden hensyn til anciennitet eller alder ville have haft krav på at modtage på tidspunktet for sin død.

Den i første afsnit omhandlede efterladtepension må ikke være lavere end de i vedtægtens artikel 79, stk. 2, fastsatte beløb. Den må dog under ingen omstændigheder være højere end det første beløb, der udbetales af den alderspension, som en forhenværende tjenestemand ville have haft ret til, hvis han stadig var i live og, efter at have udtømt sine rettigheder til den nævnte godtgørelse, var blevet alderspensionsmodtager.

Den i første afsnit fastsatte betingelse om ægteskabets varighed finder ikke anvendelse, såfremt der er et eller flere børn fra et ægteskab, som en forhenværende tjenestemand har indgået inden udtræden af tjenesten, for så vidt den efterlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget disse børn.

Det samme er tilfældet, hvis en forhenværende tjenestemands død skyldes en af de i artikel 17, stk. 2, in fine i bilag VIII til vedtægten nævnte omstændigheder.

9. Såfremt en forhenværende tjenestemand, der har ret til at modtage den i stk. 1 omhandlede godtgørelse, afgår ved døden, har de børn, for hvem der består forsørgelsespligt i henhold til artikel 2 i bilag VII til vedtægten, ret til børnepension på de i artikel 80, stk. 1, 2 og 3 i vedtægten, samt artikel 21 i bilag VIII til vedtægten fastsatte betingelser.

10. Ved anvendelse af artikel 107 i vedtægten og artikel 102, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab ligestilles tjenestemænd, på hvilke den i artikel 1 fastsatte foranstaltning finder anvendelse, med tjenestemænd, der er forblevet i tjenesten indtil en alder af 65 år, såfremt de pågældende fortsat betaler bidrag i den periode, i hvilken den i stk. 1 i nærværende artikel omhandlede godtgørelse udbetales.

Artikel 5

1. De i artikel 2, sidste afsnit, i forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 samt artikel 102, stk. 5, i vedtægten omhandlede tjenestemænd, med undtagelse af dem, der inden 1. januar 1962 var ansat i lønklasse A1 eller A2 i henhold til vedtægten for de ansatte i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og på hvem de i artikel 1 fastsatte foranstaltninger finder anvendelse, kan anmode om, at deres økonomiske rettigheder fastlægges i henhold til artikel 34 i vedtægten for de ansatte i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og artikel 50 i personaleordningen for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

2. Artikel 4, stk. 3 samt 5-9, i nærværende forordning finder fortsat anvendelse på de i denne artikel omhandlede tjenestemænd samt på disses ydelsesberettigede pårørende.

Artikel 6

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 1995.

På Rådets vegne

P. SOLBES MIRA

Formand

(1) EFT nr. C 246 af 22. 9. 1995, s. 23.

(2) EFT nr. C 287 af 30. 10. 1995.

(3) Udtalelse afgivet den 25. 9. 1995 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

(4) Udtalelse afgivet den 26. 10. 1995 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

Top