31993D0126

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 22. december 1992 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 og EKSF-Traktatens artikel 65 (IV/33.151 - »Jahrhundertvertrag«) (IV/33.997 - VIK-GVSt) (Kun den tyske udgave er autentisk)

(93/126/EOEF)KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse, saerlig artikel 6 og 8,

under henvisning til de begaeringer om negativattest, subsidiaert fritagelse, som Gesamtverband des Deutschen Steinkohlenbergbaus indgav den 1. juni 1989 og 2. juli 1991 i henhold til artikel 2 og 4 i forordning nr. 17,

under henvisning til offentliggoerelsen af anmeldelsens indhold i hovedtraek (2) i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17,

efter hoering af Det raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING A. »Jahrhundertvertrag« (1) Jahrhundertvertrag er betegnelsen for et kompleks af aftaler, hvori de stroemproducerende offentlige elforsyningsvirksomheder (i det foelgende benaevnt EVU-virksomhederne) og de industrivirksomheder, der producerer deres egen stroem, forpligter sig til at aftage en bestemt maengde tysk stenkul til elproduktion frem til 1995. Aftalekomplekset indgaar som led i en helhedsplan til stoette for de tyske stenkulsminer og er kommet i stand med aktiv stoette fra forbundsoekonomiministeren, som er ansvarlig for minedrift og energispoergsmaal. Jahrhundertvertrag omfatter kun virksomheder fra Tyskland, som landet var foer de nye delstaters indtraeden heri.

(2) Denne beslutning vedroerer de to aftaler, som udgoer rammen for »Jahrhundertvertrag«. Det drejer sig om en »tillaegsaftale om afsaetning af tyske stenkul frem til 1995«, som Gesamtverband des Deutschen Steinkohlenbergbaus (i det foelgende benaevnt GVSt) med hovedsaede i Essen, Tyskland, indgik med Vereinigung Deutscher Elektrizitaetswerke e.V. (herefter benaevnt VDEW) med hovedsaede i Frankfurt, Tyskland, og en »tillaegsaftale om afsaetning af tyske stenkul til de elproducerende industrivirksomheder frem til 1995«, som GVSt den 20. april 1980 indgik med Vereinigung Industrielle Kraftwirtschaft e.V. (herefter benaevnt VIK) med hovedsaede i Essen. Aftalen mellem GVSt og VDEW blev anmeldt til Kommissionen den 1. juni 1989 efter en begaering om oplysninger fra Generaldirektoratet for Konkurrence, og aftalen mellem GVSt og VIK blev anmeldt den 2. juli 1991.

1. Aftalens parter

(3) GVSt er en virksomhedssammenslutning, der i henhold til sine vedtaegter varetager de tyske stenkulsmineselskabers interesser. Fire regionale stenkulssammenslutninger er medlemmer. Tyskland har seks stenkulsmineselskaber, hvoraf tre tilhoerer en koncern.

VDEW er en organisation, der varetager de offentlige elforsyningsvirksomheders interesser. Dens medlemmer er de offentlige elforsyningsvirksomheder. Det er ikke alle medlemmerne af VDEW, der producerer elektricitet af stenkul eller i det hele taget producerer elektricitet. I alt 44 VDEW-medlemmer er beroert af tillaegsaftalen med GVSt.

Organisationen VIK repraesenterer industrivirksomheder i spoergsmaal vedroerende energiforsyning og i den sammenhaeng ogsaa industrivirksomheder, som selv producerer elektricitet.

2. Aftalen mellem GVSt og VDEW

(4) »Tillaegsaftalen om afsaetning af tyske stenkul frem til 1995« af 23. april 1980 supplerer og erstatter en »aftale om afsaetning af tyske stenkul til de offentlige elvaerker i aarene 1978 til 1987«, som GVSt og VDEW indgik den 10. maj 1977. Aftalen regulerer EVU-virksomhedernes koeb af tyske stenkul i perioden fra 1. januar 1981 til 31. december 1995. De tyske EVU-virksomheder, som fremstiller stroem af stenkul, og de tyske mineselskaber har i saakaldte forpligtelseserklaeringer, afgivet til deres organisationer, forpligetet sig til at henholdsvis aftage og levere visse, ikke naermere angivne maengder kul. Detailspoergsmaal i forbindelse med koebs- og leveringsforpligtelserne samt den maengde stenkul, der i alt skal aftages, reguleres i et bilag til tillaegsaftalen med titlen »Aftaleprincipper«. I henhold hertil paahviler koebs- og leveringsforpligtelserne henholdsvis EVU-virksomhederne og de tyske mineselskaber. De individuelle aftaler om levering af kul er indgaaet mellem de enkelte mineselskaber (i alt seks) og de enkelte EVU-virksomheder (i alt 44).

I henhold til aftalen skal der i aftalens loebetid aftages i alt 511,5 mio. tons stenkulenheder (SKE). Forpligtelsen angives for femaarsperioder. For perioden 1. januar 1981 til 31. januar 1985 er der angivet en samlet maengde paa 151 mio. tons SKE (en gennemsnitlig aarlig maengde paa 30,2 mio. tons SKE), for perioden 1. januar 1986 til 31. december 1990 en samlet maengde paa 173 mio. tons SKE (en gennemsnitlig aarlig maengde paa 34,6 mio. tons SKE), og for perioden 1. januar 1991 til 31. december 1995 en samlet maengde paa 187,5 mio. tons SKE (37,5 mio. tons SKE). EVU-virksomhederne har en aarlig koebspligt paa minimum en femtedel af den maengde, der gaelder for hele den paagaeldende femaarsperiode, med fradrag af 15 % af denne delmaengde. Mineselskaberne er forpligtet til aarligt at levere en femtedel af den samlede maengde med tillaeg af 15 % af denne delmaengde.

Selv om der ifoelge tillaegsaftalen principielt er tale om koeb af tyske stenkul, fastsaettes det i en protokolnotits til § 1, stk. 1, i aftaleprincipperne, at 50 % af de aarlige leverancer fra Houillères du Bassin de Lorraine, dog hoejst 50 000 tons SKE aarligt, anses for levering i henhold til denne aftale.

(5) Som et resultat af forhandlinger mellem forbundsregeringen og parterne i Jahrhundertvertrag har man inden for rammerne af den saakaldte »kulrunde 1989« aftalt at reducere de oprindeligt fastsatte kulmaengder. EVU-virksomhederne og de elproducerende industrivirksomheder skal i tredje femaarsperiode aarligt aftage tilsammen 40,9 mio. tons SKE. Heraf skal aftalen mellem GVSt og VDEW ifoelge forhandlingsresultatet aarligt daekke 34,4 mio. tons SKE, saaledes som GVSt ogsaa har anfoert i anmeldelsen.

EVU-virksomhederne har reelt kun aftaget 168 mio. tons SKE i perioden fra 1986 til 1990, og altsaa ikke hele den maengde, der var fastsat i aftalen. I 1989 aftog EVU-virksomhederne 32,9 mio. tons SKE, og i 1990 33,5 mio. tons SKE.

(6) I henhold til § 3 i aftaleprincipperne kan EVU-virksomhederne og mineselskaberne overdrage koebs- og leveringsforpligtelser til andre EVU-virksomheder og mineselskaber. Hvis en EVU-virksomheds forsyningsomraade aendres, tilpasses koebsforpligtelsen til stigningen eller faldet i elafsaetningen. Hvis den maengde, som mineselskaberne i henhold til aftalen skal levere, ikke kan udvindes i egne miner, er mineselskaberne i henhold til en protokolnotits til § 2, stk. 4, i aftaleprincipperne forpligtet til at skaffe den resterende maengde paa det indenlandske marked.

(7) Prisfastsaettelsen sker efter foelgende ordning: mineselskaberne faar betalt den pris, som forbundsoekonomiministeren paa det paagaeldende tidspunkt har fastsat for kul til elvaerkerne i henhold til § 3, stk. 7, i den tredje lov om elproduktion af 12. december 1974 og de til enhver tid gaeldende retningslinjer hertil, dog hoejst den gaeldende listepris. Ved levering af bunkerkul fratraekkes gaeldende bunkerkulnedslag.

3. Aftalen mellem GVSt og VIK

(8) Aftalen mellem GVSt og VIK er indgaaet parallelt med ovenfor naevnte aftale. Aftalen af 20. april 1980 omhandler selvproducerende industrivirksomheders koeb af tyske stenkul. Den supplerer og erstatter en »aftale om afsaetning af tyske stenkul til de elproducerende industrivirksomheder«, som GVSt og VIK indgik den 22. til 23. august 1977. Detaljer vedroerende koebs- og leveringsforpligtelser reguleres i de saakaldte aftaleprincipper i bilaget.

VIK og GVSt har ved tillaegsaftalens punkt 4 forpligtet sig til at henstille til deres medlemmer, at de omgaaende indgaar individuelle aftaler om stenkulsleverancer for perioden frem til 31. december 1995. Ifoelge aftalen skal VIK omgaaende henstille til sine medlemmer, at de med henblik paa at overholde aftaleprincipperne hurtigst muligt indgaar privatretlige, langfristede individuelle aftaler med tyske mineselskaber om levering af tyske stenkul til elfremstilling. VIK har faktisk allerede rettet en saadan henstilling til sine medlemmer. GVSt angiver i aftalen, at det ligger inde med forpligtelseserklaeringer fra seks mineselskaber, hvori disse forpligter sig til at opfylde de i aftaleprincipperne fastlagte forpligtelser og indgaa privatretlige individuelle aftaler med VIK-medlemmer om levering af stenkul.

I henhold til tillaegsaftalens punkt 6 goer VIK og GVSt en gang aarligt op, om koebsforpligtelserne er opfyldt. Ifoelge GVSt har aftalens parter ikke fulgt denne bestemmelse og ikke foretaget nogen opgoerelse. Som begrundelse herfor anfoeres, at konkurrencesituationen efter mineselskabernes opfattelse ikke har tilladt en offentliggoerelse af oplysninger om aftalens parter, maengder og kontrakter. At aftalen indeholdt en bestemmelse om en saadan opgoerelse skyldtes, at der havde vaeret planlagt en saa hoej grad af overensstemmelse som muligt med parallelaftalen med VDEW.

(9) I henhold til aftalen skulle der i perioden fra 1980 til 1988 aarligt i gennemsnit leveres 8,8 mio. tons SKE, i perioden fra 1989 til 1995 aarligt i gennemsnit leveres 9,8 mio. tons SKE. VIK's og GVSt's medlemmer har paa grundlag af tillaegsaftalen og aftalen indgaaet individuelle aftaler om levering af tyske stenkul.

§ 3 i aftalen indeholder en bestemmelse om, at de enkelte industrivirksomheder, som producerer egen stroem, uanset deres andel i den samlede forpligtelse er forpligtede til aarligt at aftage mindst 1/15 af den maengde, de tilsammen har forpligtet sig til at aftage, med fradrag af 15 %. Mineselskaberne forpligter sig til aarligt at levere 1/15 af den forpligtelse, de tilsammen har paataget sig, med tillaeg af 15 %. Aftager de paagaeldende industrivirksomheder i et givet aar en stoerre eller mindre maengde, skal der foretages en udligning inden for den relevante femaarsperiode fra 1981 til 1985, fra 1986 til 1990 eller fra 1991 til 1995. Der kan overfoeres op til 15 % af den aarlige aftagelsesforpligtelse fra en femaarsperiode til en anden.

GVSt har under sagsbehandlingen meddelt, at der ikke er indgaaet individuelle leveringsaftaler om hele den oprindeligt fastsatte maengde, men hoejst om tre fjerdedele heraf. I perioden 1986 til 1990 er der i gennemsnit afsat 6,7 mio. tons SKE, i 1990 6,3 mio. tons SKE. Med udgangspunkt i de 40,9 mio. tons. SKE, som elindustrien ved en politisk beslutning inden for rammerne af »kulrunde 1989« er blevet paalagt at koebe, er der i anmeldelsen lagt en aarlig maengde paa 6,5 mio. tons SKE til grund for perioden 1991 til 1995. Ifoelge GVSt omfatter denne maengde ogsaa aftaler med selvproducerende industrivirksomheder, som ikke er medlemmer af VIK.

(10) Priserne fastsaettes efter samme regler som i aftalen mellem GVSt og VDEW.

4. Forhandlingsresultatet

(11) Som resultat af forhandlingerne mellem Kommissionen, forbundsregeringen og de tyske mineselskaber er det aftalt, at de offentlige virksomheders samt de selvproducerende industrivirksomheders koebsforpligtelser frem til 1995 ikke maa overstige 40,9 mio. tons SKE om aaret, og at der i 1995 ikke leveres mere end 37,5 mio. tons nyudvundet SKE. Den resterende maengde kan leveres paa anden vis, f.eks. fra lager.

5) Markedet for kul og elektricitet i Tyskland

(12) Inden for det sidste aarti er kulproduktionen i EF og i Tyskland faldet. I 1990 blev der i Tyskland udvundet 76,55 mio. tons kul (i 1980 94,94 mio. tons), og i EF som helhed 197,35 mio. tons (i 1980 260,33 mio. tons). I 1990 udgjorde den samlede import til EF 125,82 mio. tons og den faellesskabsinterne import 10 mio. tons. Tyskland importerede i 1990 9,32 mio. tons kul, heraf 0,68 mio. tons fra andre medlemsstater. Der blev eksporteret 5,27 mio. tons, heraf 4,90 mio. tons til andre medlemsstater, isaer i form af kokskul.

Prisen paa tysk stenkul ligger betydeligt over verdensmarkedsprisen. I 1990 var udvindingsomkostningerne for 1 ton SKE af tysk produktion ca. 131 ECU (mellem 100 og 175 ECU), af britisk produktion ca. 87 ECU (mellem 60 og 160) og af spansk produktion ca. 145 ECU (mellem 80 og 250). Den gennemsnitlige verdensmarkedspris for kul indfoert i EF laa i 1989 paa ca. 50 ECU (cif).

(13) Bruttoelproduktionen i Tyskland (inklusive de nye delstater) var i 1990 paa 549,8 TWh. Heraf udgjorde EVU-virksomhedernes andel ca. 84,7 % og de selvproducerende industrivirksomheders andel ca. 15,24 %. Bruttostroemforbruget var i 1990 ca. 550 TWh, heraf ca. 449 TWh i de gamle delstater og ca. 101 TWh i de nye delstater.

Tyskland (inklusive de nye delstater) importerede i 1990 28,24 TWh og eksporterede 28,4 TWh. Import-eksportsaldoen har svinget ubetydeligt i de forgangne aar, i nogle aar er handelsbalancen for stroem positiv, andre aar negativ. I aarene 1985 til 1990 var den negative importeksportsaldo paa maksimalt 1,25 % af bruttostroemforbruget.

(14) Stenkul daekkede paa anmeldelsestidspunktet ca. 30 % af elproduktionen. Medregnes de nye delstater, som den 3. oktober 1990 blev optaget i Tyskland, maa de forskellige primaerenergibaereres andel i elproduktionen i henhold til forbundsoekonomininisteriets oplysninger anslaas saaledes for 1990: brunkul (31,1 %), kernekraft (27,7 %), stenkul (25,6 %), vandkraft (3,6 %), gas, fyringsolie og andre energibaerere (12 %).

6. Statsstoette til anvendelse af stenkul ved elproduktion

(15) Da prisen paa tysk stenkul ligger betydeligt over verdensmarkedsprisen, kan der kun anvendes tyske kul til elfremstilling, hvis staten stoetter denne anvendelse. Det sker for det foerste i form af direkte udligningsbetalinger og for det andet ved begraensning af importen af kul fra tredjelande og udstedelse af importlicenser. Betingelserne for udstedelse af importlicenser reguleres i »lov om toldkontingenter for fast braendsel« (3), og systemet med direkte statsstoette i »lov om fortsat sikring af anvendelse af EF-kul i elektricitetsproduktionen (tredje lov om elproduktion)« fra 1974 (4). De elproducerende virksomheder kan kun faa stoette og importlicenser, hvis de kan dokumentere, at de har indgaaet langsigtede aftaler om koeb af EF-kul. Formuleringen i denne bestemmelse ligestiller derfor koeb af tysk kul med koeb af kul fra andre medlemsstater. Ser man bort fra koeb af kul fra Houillières du Bassin de Lorraine, gives der i praksis imidlertid udelukkende stoette og importlicenser til koeb af tyske kul.

Der ydes direkte stoette ved, at elindustriens meromkostninger ved koeb af tyske stenkul udlignes af tilskud fra den tyske udligningsfond til sikring af stenkulanvendelse. For en vis maengde stenkul er det verdensmarkedsprisen for tung fyringsolie, der er referenceprisen ved fastsaettelse af stoettens stoerrelse, for en anden maengde er det verdensmarkedsprisen for stenkul. I henhold til tredje lov om elproduktion er udligningsfonden etableret som en saerlig formue, der ikke posteres selvstaendigt paa statsbudgettet. Udligningsfonden finansieres af en udligningsafgift (den saakaldte »Kohlepfennig«), som betales af elforsyningsvirksomheder, som leverer elektricitet til de endelige forbrugere, samt selvproducerende industrivirksomheder, der forbruger deres egen stroem. Udligningsafgifterne beregnes som en procentdel af indtaegterne fra elforsyningen; det er elforsyningsvirksomhederne, der fakturerer den endelige forbruger herfor.

Til indkoeb af en vis maengde stenkul faar de elproducerende virksomheder derudover hvert aar tildelt importlicenser, som giver dem ret til import af kul fra tredjelande. I henhold til toldkontingentlovens § 3, stk. 3, sker dette ved, at der for den maengde kul, der ikke ydes stoette til, gives tilladelse til import af kul fra tredjelande i et omfang, der svarer til den indkoebte maengde stenkul.

I modsaetning til hvad der er tilfaeldet i de gamle delstater i Tyskland, er der i de nye delstater ingen tilskud til anvendelse af stenkul til elproduktion og ingen begraensninger paa importen af kul fra tredjelande.

(16) Koebs- og leveringsforpligtelsen er i aftalen mellem GVSt og VDEW udtrykkeligt gjort betinget af, at de lovfaestede stoetteordninger og ordningen for import fra tredjelande fortsat vil eksistere. Der findes en tilsvarende bestemmelse i de enkelte leveringsaftaler. I aftalen mellem GVSt og VIK kan man finde en formulering om, at de industrivirksomheder, som producerer egen stroem, og mineselskaberne forudsaetter, at disse ordninger fortsat vil eksistere. I de enkelte leveringsaftaler er det ligeledes gjort til en betingelse eller en del af indholdet, at der fremover fortsat ydes tilskud.

B. Kommissionens beslutninger om stoetten (17) Medlemsstaternes adgang til at yde statsstoette til stenkulsminerne reguleres ved Kommissionens generelle beslutning nr. 2064/86/EKSF af 30. juni 1986 om faellesskabsregler for statsstoette til kulindustrien (5). I henhold hertil kan Kommissionen godkende stoette til kulindustrien, hvis den bidrager til, at et af foelgende maal naas: Forbedring af kulindustriens konkurrencedygtighed med henblik paa at oege forsyningssikkerheden; opbygning af en ny oekonomisk rentabel produktionskapacitet; loesning af sociale og regionale problemer, der haenger samme med udviklingen inden for kulindustrien. Denne beslutning gaelder i perioden 1. juli 1986 til 31. december 1993.

(18) Kommissionen har ved beslutning 87/451/EKSF (6) godkendt Tysklands udligningsbetalinger paa i alt 3,793 mia. DM for 1987. Kommissionen har i beslutning nr. 89/296/EKSF (7) godkendt de udligningsbetalinger paa i alt 4,7 mia. DM, som er anmeldt for 1988. Det blev samtidig paalagt den tyske regering at forelaegge Kommissionen en plan for nedskaering af udligningsbetalingerne under denne ordning eller enhver anden foranstaltning med tilsvarende virkning inden den 30. september 1989. Kommissionen fastslog samtidig, at udligningsbetalingerne skulle nedtrappes og ledsages af en omstrukturerings-, moderniserings- og rationaliseringsplan. Forbundsregeringen har ved skrivelse af 26. november 1991 oplyst Kommissionen om resultaterne af »kulrunde 1991« og meddelt, at den dermed forelagde et omstruktureringskoncept for de tyske kulminer. GVSt har indbragt beslutning 89/296/EKSF for EF-Domstolen, og Tyskland er indtraadt i sagen til stoette for GVSt. De godkendte udligningsbetalinger udgoer for 1988 i alt 4,9 mia. DM, inklusive den efterfoelgende godkendelse, se Kommissionens beslutning 90/632/EKSF (8), af en supplerende betaling paa 200 mio. DM. Kommissionen har ved beslutning 90/633/EKSF (9) godkendt udligningsbetalinger paa 4,9 mia. DM for 1989 og 4,6 mia. DM for 1990. Tyskland har ligeledes indbragt disse beslutninger for EF-Domstolen. Ved beslutning har Kommissionen endvidere godkendt betalinger for 1991 og 1992, beslutning 93/66/EKSF) (10).

C. Parternes argumenter (19) GVSt mener, at tillaegsaftalerne indgaar som led i en medlemsstats koncept for sikring af energiforsyningen og derfor ikke falder ind under EOEF- og EKSF-Traktaternes konkurrencebestemmelser. Ifoelge GVSt skal der i den forbindelse tages hensyn til forskellige forhold og vurderinger, som efter gaeldende ret ikke er underlagt EF's kompetence, da der ikke findes en fuldstaendig EF-energipolitik.

GVSt anfoerer desuden, at tillaegsaftalerne hverken begraenser konkurrencen inden for det faelles marked eller paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Ifoelge GVSt er den interne samhandel med stenkul ret ubetydelig. Paa det tidspunkt, hvor Jahrhundertvertrag blev indgaaet, var der desuden ingen tilbud fra andre kulproducenter i EF. Der anvendtes i oevrigt kul fra Houillières du Bassin de Lorraine til elfremstillingen. Alternativet til tyske stenkul er ifoelge GVSt importkul fra tredjelande og ikke kul fra andre medlemsstater. Anvendelsen af de alternative primaerenergibaerere, olie og naturgas, til energifremstilling begraenses desuden i lovgivningen. Hertil kommer, at kul ikke konkurrerer med nukleare energibaerere, da kul anvendes til mellemlastproduktionen, kernekraft derimod til grundlastproduktionen. GVSt mener tillige, at importen af elektricitet fra Frankrig viser, at der finder en graenseoverskridende handel sted.

GVSt mener, at aftalen med VIK ikke falder ind under EOEF-Traktatens artikel 85 alene af den grund, at henstillingen til VIK-medlemmerne ikke er juridisk bindende.

Ifoelge GVSt kan EKSF-Traktatens artikel 65 ikke finde anvendelse, idet mineselskaberne kun kunne indgaa tillaegsaftalernes leveringsforpligtelser i faellesskab og ikke hver for sig. For saa vidt skal mineselskaberne betragtes som et konsortium.

Desuden mener GVSt, at de to tillaegsaftaler tillige ikke falder ind under EOEF-Traktatens artikel 85, da anvendelsen af EOEF-Traktatens konkurrencebestemmelser er udelukket paa grund af artikel 90, stk. 2. I modsat fald ville konkurrencereglerne forhindre de elproducerende virksomheder og mineselskaberne i at udfoere de opgaver, som loven og forbundsregeringen paalaegger dem med henblik paa at sikre stroemforsyningen. Dette system, der forpligter EVU-virksomhederne til at aftage stenkul, holder ifoelge GVSt liv i en national energikilde, der er uafhaengig af udviklingen paa de internationale raastofmarkeder - specielt paa oliemarkedet.

Mineselskaberne foretog i 1980 store investeringer i tillid til, at aftalen var gyldig. Aftalerne er tillige noedvendige, hvis man skal undgaa sociale konflikter. Den reduktion af produktionskapacitet og arbejdspladser, der blev paabegyndt i 50'erne, vil blive fortsat i fremtiden. Hvis denne erhvervssektor omstruktureres for hurtigt, kan der i de paagaeldende regioner opstaa spaendinger, som vil vaere vanskelige at styre.

(20) To af de EVU-virksomheder, der er beroert af koebsforpligtelserne, fremsaetter derimod kritik af Jahrhundertvertrag. De fremfoerer, at de kun samtykkede i indfoerelsen af forpligtelser til at aftage stenkul, fordi de frygtede, at de ellers ikke ville faa byggetilladelse til planlagte kernekraftvaerker. De tilfoejer, at de alt for store forpligtelser til at aftage stenkul forhindrer dem i at udnytte andre indkoebsmuligheder paa det europaeiske marked. Derfor paavirker tillaegsaftalen deres konkurrencedygtighed og samhandelen inden for EF. Ifoelge disse to EVU-virksomheder vil en reduktion af koebsforpligtelserne ikke faa konsekvenser for forsyningssikkerheden.

D. Bemaerkninger fra tredjemand Efter offentliggoerelserne i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 har Kommissionen modtaget foelgende bemaerkninger fra tredjemand:

(21) Om GVSt-VDEW-aftalen: Delstatsregeringerne i Nordrhein-Westfalen og Saarland samt fagforeningen Industriegewerkschaft Bergbau und Energie mener, at EOEF-Traktatens konkurrenceregler ikke kan finde anvendelse paa tillaegsaftalen paa grund af EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2. Anvendelsen af disse bestemmelser ville nemlig retligt og faktisk hindre opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet EVU-virksomhederne. Desuden anfoeres, at tillaegsaftalen er noedvendig af sociale aarsager og til sikring af energiforsyningen.

Modsat mener regeringen i delstaten Baden-Wuerttemberg, at de koebsforpligtelser, der er forbundet med tillaegsaftalen, er i modstrid med oensket om et indre marked for energi med mest mulig konkurrence og samhandel. Delstatsregeringen mener, at EVU-virksomhedernes koebsforpligtelser boer reduceres maerkbart hurtigst muligt.

(22) Efter offentliggoerelsen af meddelelsen om GVSt-VIK-aftalen fremkom foelgende bemaerkninger: En tysk metalvirksomhed og Wirtschaftsverenigung Metalle anfoerte, at stoettesystemet til kul ved hjaelp af »Kohlepfennig« (en kulafgift) foerer til oekonomisk ulempe for de tyske elektricitetsforbrugere, og at tillaegsaftalen strider imod EOEF-Traktatens artikel 85. Flere britiske kulproducenter og Confederation of United Kingdom Coal Producers har antaget, at aftalen strider mod EKSF-Traktatens artikel 65, da kul inden for Faellesskabet kan udvindes til lavere pris end forudsat i aftalen. Association of German Coal Importers har erklaeret, at samhandelen inden for Faellesskabet beroeres af tillaegsaftalen.

II. RETLIG VURDERING A. Artikel 85, stk. 1 Ifoelge EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, uforenelige med faellesmarkedet og forbudt.

1. Aftalen mellem GVSt og VDEW

a) Aftale mellem virksomheder

(23) Tillaegsaftalen er en aftale mellem virksomheder eller inden for sammenslutninger af virksomheder efter EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1. Ved at afgive forpligtelseserklaeringer har EVU-virksomhederne og mineselskaberne inden for rammerne af en aftale mellem deres sammenslutninger fastsat ordninger vedroerende afsaetning af tyske stenkul, der er umiddelbart forpligtende ikke blot for sammenslutningerne, men ogsaa for medlemsvirksomhederne.

b) Konkurrencebegraensning

(24) Konkurrencen begraenses paa to maader af tillaegsaftalen:

- de EVU-virksomheder, der har sluttet sig sammen i VDEW, har over for GVSt og dens medlemmer i faellesskab forpligtet sig til over en laengere periode at aftage tyske stenkul i bestemte maengder, der fastlaegges efter en bestemt noegle. At der er tale om en eksklusiv-forpligtelse fremgaar af, at koebsforpligtelsen kan tilpasses behovet. Det begraenser EVU-virksomhedernes indbyrdes konkurrence som efterspoergere af primaerenergibaerere. Elforsyningsvirksomhederne har med deres parallelle forpligtelseserklaeringer i faellesskab givet afkald paa muligheden for at anvende kul af anden oprindelse eller andre primaerenergibaerere, som naturgas, olie eller kernekraft. Selv om den konkrete leverandoer ganske vist ikke er endeligt fastlagt, skal de altid daekke deres behov for stenkul hos GVSt-medlemmerne; hverken stoerrelsen af den samlede levering eller prisen er endeligt fastsat. Det forhold, at anvendelsen af olie og naturgas til elektricitetsfremstilling er reguleret i den tyske lovgivning, er ikke til hinder for anvendelse af EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1. For det foerste opstaar den konkrete konkurrencebegraensning ikke som en foelge af den nationale lovgivning, men som en foelge af tillaegsaftalen. Den nyder ganske vist forbundsregeringens stoette, men foreskrives ikke i tysk ret. For det andet maa en national retsakt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 5 ikke tillade en adfaerd, som goer det muligt for private virksomheder at unddrage sig bestemmelserne i artikel 85. Raadets direktiv 75/405/EOEF af 14. april 1975 om begraensning af anvendelsen af mineralolieprodukter i kraftvaerker (11) er heller ikke til hinder for anvendelse af artikel 85. Det bevirker ikke, at anvendelse af olie til elektricitetsfremstilling og dermed potentiel handel mellem medlemsstaterne er fuldstaendig udelukket. De tidligere gaeldende EF-retlige begraensninger af anvendelsen af naturgas til elektricitetsfremstilling blev ophaevet ved Raadets direktiv 91/148/EOEF (12), saaledes at der er fuld adgang til at anvende naturgas som primaerenergibaerer

- en yderligere konsekvens af koebsforpligtelsen er, at virksomhederne fremstiller saa megen elektricitet af de kul, de er forpligtede til at aftage, at enhver import af elektricitet fra andre medlemsstater udelukkes fuldstaendigt.

c) Paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater

(25) Tillaegsaftalen kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, idet import af stenkul og andre primaerenergibaerere fra andre medlemsstater for saa vidt udelukkes paa grund af forpligtelsen til at aftage tyske stenkul. Det aendrer ikke noget ved dette forhold, at EF-samhandelen med stenkul er ringe. Dette kan faktisk ogsaa vaere konsekvensen af en allerede eksisterende konkurrenceforvridning og er ikke absolut et bevis paa, at der ikke kunne finde konkurrence sted. En sammenligning af de gennemsnitlige udviklingsomkostninger for tyske og britiske stenkul (Tyskland 131 ECU/ton, SKE, Det Forenede Kongerige 87 ECU/ton SKE) viser, at der for de tyske elproducenter helt klart er oekonomisk interessante alternativer til anvendelsen af tyske stenkul. I henhold til bestemmelserne i den tredje lov om elproduktion ydes stoetten ikke kun ved anvendelse af tyske stenkul, men ogsaa ved anvendelse af stenkul fra andre medlemsstater. Det samme gaelder for udstedelse af importlicens i henhold til toldkontingentloven. EF-samhandelen med stenkul er ganske vist minimal, men det gaelder ikke for andre primaerenergibaerere som naturgas og olie. Uden denne koebsforpligtelse i forbindelse med stenkul kunne man derfor udmaerket forestille sig andre handelsstroemme ogsaa for disse primaerenergibaerere.

Det er en kendsgerning, samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes for saa vidt, at import af elektricitet fra andre medlemsstater er udelukket. GVSt's indvending om, at der allerede eksisterer en graenseoverskridende handel med elektricitet, aendrer ikke noget ved denne konklusion. Allerede eksisterende handelsrelationer kan ikke tjene som argument for, at en konkurrencebegraensning ikke paavirker udviklingen af yderligere handelsstroemme.

2. Aftalen mellem GVSt og VIK

a) Aftale mellem virksomheder og vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning

(26) GVSt og VIK er virksomhedssammenslutninger efter EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1. Tillaegsaftalen er en aftale mellem sammenslutninger af virksomheder. De henstillinger om indgaaelse af langfristede aftaler om koeb af stenkul, som sammenslutningerne har afgivet, har karakter af en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning. GVSt's indvending om, at henstillingen til VIK-medlemmerne ikke var bindende, aendrer ikke noget ved dette forhold. Som EF-Domstolen i sin dom af 27. januar 1987 i sagen Verband der Sachsversicherer e.V. mod Kommissionen (13) fastslog, er en organisations henstilling, der er et udtryk for dennes oenske om at koordinere medlemmernes adfaerd i overensstemmelse med henstillingen, en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning efter EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, uanset hvordan denne skal indplaceres retligt. GVSt gaar selv ud fra, at der ud over de 34,4 mio. tons SKE, der er afsat inden for rammerne af GVSt-VDEW-aftalen, skal afsaettes yderligere 6,5 mio. tons SKE til de industrivirksomheder, som producerer deres egen stroem, for at den samlede aarsmaengde paa 40,9 mio. tons SKE kan naas. Det er ogsaa saadan, man skal forstaa GVSt's udsagn om, at begge aftaler udgoer ét sammenhaengende hele. Uanset om henstillingen var juridisk bindende, skulle den derfor koordinere de selvproducerende industrivirksomheders adfaerd. Henstillingen har haft den oenskede virkning, hvilket fremgaar af, at der er blevet indgaaet aftaler mellem industrivirksomhederne og mineselskaberne om hele den oenskede maengde; virksomhederne har i den forbindelse i de enkelte aftaler udtrykkeligt refereret til henstillingen.

b) Konkurrencebegraensning og paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater

(27) Med hensyn til begraensning af konkurrencen og paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater er betragtningerne de samme som under nr. 25.

B. EOEF-Traktatens artikel 90 udelukker ikke anvendelsen af artikel 85 (28) Anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 85 udelukkes heller ikke af EOEF-Traktatens artikel 90, stk. 2. Man kan gaa ud fra, at EVU-virksomhederne falder ind under anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 90, for saa vidt de varetager den grundlaeggende forsyning med elektricitet. EOEF-Traktatens konkurrencebestemmelser gaelder principielt ogsaa for virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, medmindre anvendelsen af disse bestemmelser hindrer dem i at udfylde de saerlige opgaver, som er betroet dem. GVSt mener, at anvendelsen af artikel 85 retligt og faktisk ville hindre opfyldelsen af disse opgaver. Det er imidlertid ikke aabenbart, at den grundlaeggende offentlige stroemforsyning kun kan sikres ved hjaelp af den anmeldte aftale med de deri fastsatte leveringsmaengder og den dermed forbundne udelukkelse af andre primaerenergibaerere. Denne opfattelse synes ogsaa at vaere fremherskende i den tyske elindustri. I en VDEW-publikation (14) hedder det, at de kulmaengder, der paa nuvaerende tidspunkt aftages, efter langt de flestes opfattelse ikke er noedvendige af hensyn til forsyningssikkerheden.

(29) I henhold til artikel 90, stk. 2, andet punktum, maa udviklingen af samhandelen i oevrigt ikke paavirkes i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse. Ellers ville opfyldelsen af betingelserne i artikel 90, stk. 2, udelukkende blive vurderet ud fra nationale forhold og dermed vaere overladt til medlemsstaternes afgoerelse. Hvorvidt nationale foranstaltninger er paakraevet, maa saaledes snarere vurderes i en EF-kontekst.

(30) Med henblik paa den videre udvikling af det indre marked skal den del af energien, der anvendes til elektricitetsfremstilling og primaert hidroerer fra indenlandske energibaerere - og dermed er beskyttet mod konkurrence - begraenses til det minimum, der er absolut noedvendigt til sikring af den grundlaeggende forsyning med elektricitet. Kommissionen mener, at denne del ved udgangen af 1995 ikke maa overskride 20 % af den energi, der anvendes til daekning af bruttostroem, forbruget (15).

Under hensyntagen til forbundsregeringens og GVSt's udtalelser mener Kommissionen, at de forpligtelser til at aftage stenkul, som fastsaettes i tillaegsaftalerne, ligger inden for de naevnte graenser. Bruttostroemforbruget i Tyskland var i 1990 550 TWh. Med udgangspunkt i et samlet forbrug paa 550 TWh som i 1990 og en aarlig forbrugsstigning paa 1,5 % kan det samlede forbrug i 1995 anslaas til ca. 593 TWh. Gaar man ud fra, at der til fremstilling af 1 kWh i gennemsnit skal anvendes 310 g SKE (kilde: Forbundsoekonomiministeriet), skal der anvendes en braendselsmaengde paa 36,77 mio. tons SKE til fremstilling af 20 % af bruttostroemforbruget for 1995. Denne maengde naermer sig allerede de 37,5 mio. tons SKE, som de to tillaegsaftaler for 1995 fastsaetter til daekning af forpligtelserne til at aftage nyudvundne kul. Det forhold, at den egentlige koebsforpligtelse paa 40,9 mio. tons SKE overstiger denne maengde, kan frem til 1995 accepteres som en overgangsordning i en tilpasningsproces. Ved at reducere udvindingen paabegynder man afskaffelsen af et forhold, der konkurrenceretligt set er uacceptabelt.

C. Artikel 85, stk. 3 I henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 3, kan bestemmelserne i stk. 1 ikke anvendes paa aftaler eller vedtagelser, som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, og uden at der paalaegges de paagaeldende virksomheder begraensninger, som ikke er noedvendige for at naa disse maal, og uden at der gives disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer.

Tillaegsaftalerne opfylder betingelserne for fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, indtil den 31. december 1995.

1. Forbedring af produktionen eller fordelingen

(31) Tillaegsaftalerne bidrager til at forbedre elproduktionen og stenkulsudvindingen, for saa vidt som de fastsaetter en leverings- og koebsforpligtelse, som er begraenset til en bestemt periode og bestemte maengder. Elektricitet kan ikke laegges paa lager. Produktion og efterspoergsel maa til enhver tid svare til hinanden. Elektricitetsforsyning og -distribution er derfor en af de erhvervssektorer paa energiomraadet, hvor sikkerhed omkring leverancer af primaerenergibaerere er saerlig vigtig. Tillaegsaftalerne sikrer leverancer af en saadan energibaerer i form af stenkul. Tillaegsaftalen fremmer saaledes energiforsyningssikkerheden i Tyskland.

2. Forbrugerne sikres en rimelig andel af fordelen

(32) Forudsaetningen om, at forbrugerne faar en rimelig andel af fordelen ved aftalen, er opfyldt. Elektricitetsbrugere har en stor interesse i en sikker energiforsyning. Den foroegelse af energiforsyningssikkerheden, der er forbundet med tillaegsaftalen, er en fordel for baade den industrielle og den private forbruger.

3. Noedvendig begraensning

(33) Tillaegsaftalerne er - i det omfang, de kan godkendes - noedvendige som middel til at skabe sikkerhed i planlaegningen af elektricitetsforsyningen Baade EVU-virksomhederne, de stroemproducerende industrivirksomheder og mineselskaberne har behov for at kunne planlaegge langfristet, hvis de skal kunne drive deres virksomheder sikkert. Paa tidspunktet for kontraktens afslutning var de energibaerere, som egner sig til stroemprodukt; ifoelge flere eksperter genstand for betydelige prissvingninger og leveringsrisici paa verdensmarkedet. En sikker elektricitetsforsyning gennem elindustrien forudsaetter sikre leverancer af energibaerere. For at kunne daekke behovet hos EVU-virksomhederne og de industrivirksomheder, der producerer deres egen stroem, saa oekonomisk som muligt, maa mineselskaberne ogsaa have udsigt til en rimelig afsaetning. Mineselskaberne kan kun garantere den levering af energibaerere, som er noedvendig til sikring af stroemforsyningen, hvis de har en tilsvarende garanti for afsaetningen af stenkul. De fastlagte maengdeordninger af det givne omfang svarer meget godt til, hvad der er noedvendigt.

(34) Man kan imidlertid ikke begrunde en koebsforpligtelse, der overstiger det faktiske behov, med at henvise til forsyningssikkerheden. Det forhold, at koebsforpligtelserne i henhold til de to tillaegsaftaler kan overfoeres fra én periode til en anden, kan ikke anses for at tjene forsyningssikkerheden; der ville derimod vaere tale om en uretmaessig binding af koeberen. Denne ordning ville derfor ikke kunne fritages. Fritagelse kan derfor kun ske, hvis de aarlige koebsforpligtelser paa 34,4 mio. tons SKE (GVSt-VDEW-aftalen) og 6,5 mio. tons SKE (GVSt-VIK-aftalen), som GVSt har lagt til grund for anmeldelserne, anerkendes som en forpligtelse til maksimalt at koebe en bestemt aarlig maengde. Parterne kan saaledes ikke overfoere uopfyldte koebsforpligtelser til en senere periode. De elproducerende virksomheder og mineselskaberne fratages ikke derved muligheden for med kort frist at indgaa nye leveringsaftaler, hvis der pludselig opstaar et ekstrabehov.

4. Ingen mulighed for at udelukke konkurrencen

(35) Tillaegsaftalerne giver ikke virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer. Ogsaa selv om den elektricitetsmaengde, der produceres af de leverede stenkul, udgoer en betydelig del af markedet, har EVU-virksomhederne og de selvproducerende industrivirksomheder stadig mulighed for at anvende andre indenlandske eller importerede energibaerere til produktion af den resterende elektricitetsmaengde. Direkte import af stroem er heller ikke udelukket. Desuden omfatter tillaegsaftalerne ikke hele Tyskland, men kun landet, som det var foer de nye delstaters tiltraeden.

D. EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 1 I henhold til EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formaal direkte eller indirekte at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence paa det faelles marked, forbudt, navnlig saadanne, som bestaar i fastsaettelse eller bestemmelse af priser, begraensning af eller kontrol med produktion, teknisk udvikling eller investeringer, eller opdeling af markeder, produkter, aftagere eller forsyningskilder.

1. Virksomheder

(36) Medlemmerne af GVSt's medlemssammenslutninger er virksomheder efter EKSF-Traktaten, da de opfylder betingelserne i EKSF-Traktatens artikel 80 - dvs. udoever produktionsvirksomhed inden for kulsektoren. GVSt er saaledes en virksomhedsorganisation som omhandlet i EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 1.

VDEW's og VIK's medlemsvirksomheder opfylder ikke betingelserne i EKSF-Traktatens artikel 80. EKSF-Traktatens konkurrencebestemmelser kan derfor ikke finde anvendelse paa aftalerne mellem GVSt og VDEW samt GVSt og VIK som saadanne, men kun paa aftaler mellem mineselskaberne og paa GVSt's vedtagelser.

2. Aftaler mellem virksomheder og en organisations vedtagelser

a) Tillaegsaftalen mellem GVSt og VDEW

(37) De mineselskaber, der har sluttet sig sammen i GVSt, har i forbindelse med den aftale, som GVSt og VDEW har indgaaet, i faellesskab forpligtet sig til at levere bestemte maengder kul. Deri ligger der for det foerste en aftale om som gruppe at levere en bestemt maengde, nemlig den maengde, som organisationerne har fastsat i tillaegsaftalen, samt en aftale om at acceptere indholdet af organisationernes aftale. Deri ligger for det andet ogsaa en aftale om denne maengdes fordeling paa de tyske mineselskaber. Da de enkelte mineselskaber afgav deres forpligtelseserklaeringer, var det en forudsaetning, at de derefter skulle fastlaegge de enkelte mineselskabers respektive andel af den samlede maengde. GVSt's beslutning om at indgaa aftalen med VDEW er desuden en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning.

b) Tillaegsaftalen mellem GVSt og VIK

(38) Der ligger tilsvarende aftaler mellem mineselskaberne i GVSt til grund for denne aftale. For det foerste har mineselskaberne ifoelge tillaegsaftalens punkt 2 afgivet »forpligtelseserklaeringer« om at ville respektere aftalen. Selskaberne vil naturligvis foerst afgive saadanne erklaeringer i faellesskab, efter at det er kommet til en forstaaelse og dermed en aftale mellem parterne om at levere en bestemt samlet maengde og acceptere tillaegsaftalens indhold. For det andet har mineselskaberne truffet aftale om, at de leverancer, der er noedvendige til opfyldelse af aftalen, kun skal deles mellem dem.

3. Konkurrencebegraensning

De aftaler, der er indgaaet mellem mineselskaberne, begraenser konkurrencen paa flere maader.

a) Tillaegsaftalen mellem GVSt og VDEW

(39) Mineselskabernes aftale om at acceptere organisationernes aftale har som konsekvens, at alle individuelle leveringsaftaler med EVU-virksomhederne indgaas paa grundlag af bestemmelserne i tillaegsaftalen. For saa vidt er konkurrence mellem mineselskaberne udelukket. Dette er en faelles kontrol med afsaetningen og en opdeling af markedet som omhandlet i EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 1.

Aftalen om, hvilken samlet maengde kul der skal leveres, har som konsekvens, at kulproducenter fra andre medlemsstater er udelukket fra at levere kul op til denne maengde. Dermed afskaermes det tyske marked for stenkul for leverancer fra andre medlemsstater. Som allerede naevnt ovenfor, kunne der paa grund af de hoejere udvindingsomkostninger for tyske stenkul udmaerket blive tale om leverancer fra andre medlemsstater. Denne markedsafskaermende virkning fremgaar ogsaa af note til referat vedroerende § 2, stk. 4, i tillaegsaftalen mellem GVSt og VDEW, hvorefter mineselskaberne forpligter sig til udelukkende at fremskaffe den maengde, som de kontraktligt har forpligtet sig til at levere, i indlandet, hvis den ikke kan daekkes ved egen udvinding. Selv hvis det bliver noedvendigt at foretage suppleringskoeb af stenkul fra andre kilder for at kunne opfylde leveringsforpligtelserne, kan et mineselskab saaledes kun henvende sig til tyske mineselskaber og ikke daekke sig ind hos andre.

(40) Aftalen om de enkelte andeles stoerrelse i forhold til den samlede maengde medfoerer, at konkurrencen mellem de tyske mineselskaber udelukkes fuldstaendigt i forbindelse med leveringen af den samlede maengde. GVSt indvender ganske vist, at tillaegsaftalen ikke kan falde ind under artikel 65, idet forpligtelsens stoerrelse ganske enkelt forudsaetter, at mineselskaberne indgaar tillaegsaftalen i faellesskab. Denne indvending kan ikke tages til foelge, for en konkurrencebegraensning kan ikke retfaerdiggoeres med den selv samme konkurrencebegraensning. Argumentationen er nemlig den, at en konkurrencebegraensende aftale i sig selv retfaerdiggoeres af, at konkurrencebegraensningen kun kan tilvejebringes ved aftale mellem flere konkurrenter.

b) Tillaegsaftalen mellem GVSt og VIK

(41) De samme overvejelser goer sig gaeldende for den forstaaelse mellem mineselskaberne, som ligger til grund for aftalen mellem GVSt og VIK. Aftalerne om den samlede maengde stenkul samt tillaegsaftalens yderligere betingelser er baade en aftale om salgsbetingelser for stenkul og en opdeling af markedet. For saa vidt er konkurrence mellem mineselskaberne derfor udelukket. Det aendrer ikke noget ved dette forhold, at mineselskaberne - som GVSt fremfoerer - har konkurreret om leveringsaftaler med de elproducerende industrivirksomheder. Denne »konkurrence« har blot fundet sted paa grundlag af og inden for rammerne af en konkurrencebegraensende aftale, der allerede er indgaaet.

Hertil kommer, at aftalen har markedsafskaermende virkning. Ifoelge § 3 i aftalen kan de enkelte aftaleparter indgaa aftaler om omlaegning af koebsforpligtelser eller -rettigheder indbyrdes eller med EVU-virksomhederne under GVSt-VDEW-aftalen, naar blot den samlede maengde i henhold til aftalerne mellem GVSt-VIK og GVSt-VDEW ikke reduceres. Dermed har mineselskaberne i faellesskab sikret sig, at leveringen altid sker fra tyske mineselskaber, ogsaa selv om leveringsforholdet aendres.

E. EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 2 I henhold til EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 2, kan Kommissionen tillade aftaler om specialisering eller om faelles indkoeb eller salg samt aftaler, der efter deres natur og virkninger er fuldstaendig analoge med saadanne aftaler, hvis de i samme stk. 2 omhandlede betingelser er opfyldt. I stk. 2 fastsaettes det, at aftalen skal bidrage til en maerkbar forbedring af produktionen eller fordelingen af de naevnte produkter, vaere vaesentlig for at opnaa disse virkninger uden at vaere af mere restriktiv karakter, end dens formaal kraever, og ikke holde en vaesentlig del af produkterne paa det faelles marked uden for konkurrence.

(42) Kommissionen mener, at disse betingelser er opfyldt i naervaerende sag. De aftaler, der er indgaaet mellem mineselskaberne, er fuldstaendig analoge med aftaler om specialisering og faelles indkoeb eller salg. Aftalerne om fastlaeggelse af den samlede maengde, der skal leveres, samt opdelingen heraf udgoer grundlaget for indgaaelsen af de to tillaegsaftaler. De goer det muligt for mineselskaberne at foretage den for driften saa vigtige langfristede planlaegning af afsaetningen. Aftalerne indeholder tilsyneladende ikke begraensninger, der er mere vidtgaaende, end hvad der er noedvendigt til opnaaelse af naevnte produktionsforbedring og forsyningssikkerhed. Mineselskabernes aftaler kan imidlertid kun godkendes, hvis aftalerne om koebsforpligtelserne i tillaegsaftalerne anerkendes som aftaler om en aarlig maksimumsmaengde. Uopfyldte koebsforpligtelser kan saaledes ikke overfoeres til en senere periode. Under hensyn til planlaegningssikkerheden kan aftalerne ogsaa betragtes som acceptable ud fra det kriterium, at en vaesentlig del af produkterne ikke maa holdes uden for konkurrencen. Desuden omfatter aftalerne ikke hele Tyskland, men kun landet, som det var foer de nye delstaters tiltraeden.

F. Artikel 6 og 8 i forordning nr. 17 (43) I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 17 gaelder denne beslutning fra anmeldelsesdagen. Det er for aftalen mellem GVSt og VDEW den 1. juni 1989 og for aftalen mellem GVSt og VIK den 2. juli 1991.

G. Relationerne til Kommissionens beslutninger vedroerende statsstoette (44) En beslutning om at godkende aftalerne mellem GVSt og VDEW samt mellem GVSt og VIK foregriber ikke Kommissionens retlige vurdering af den stoette, som forbundsregeringen har ydet til de tyske mineselskaber. De tyske mineselskaber og forbundsregeringen kan saaledes ikke af beslutningen om fritagelse udlede et krav om godkendelse af statsstoetten. Aftaleparterne har gjort forpligtelsen til at koebe stenkul afhaengig af, at der ydes stoette og aabnes mulighed for koeb af kul fra tredjelande. En kartelretlig godkendelse kan derfor ikke praejudicere fremtidige beslutninger om, hvorvidt det er tilladt at yde stoette. Det gaelder baade for beslutninger paa grundlag af den generelle beslutning nr. 2064/86/EKSF og for beslutninger for tiden efter 1993, for hvilken der foerst skal skabes et generelt retsgrundlag. Det forhold, at den maengde stenkul, som udvindes med direkte stoette i henhold til tredje lov om elproduktion, allerede paa nuvaerende tidspunkt er mindre end den fritagne koebsforpligtelse, er en anden grund til, at beslutningen om fritagelse ikke kan foregribe fremtidige beslutninger om, hvorvidt det er tilladt at yde kulstoette -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 3, erklaeres EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, for uanvendelig paa den »tillaegsaftale om afsaetning af tyske stenkul frem til 1995«, som er indgaaet mellem Gesamtverband des Deutschen Steinkohlenbergbaus og Vereinigung Deutscher Elektrizitaetswerke e.V., paa betingelse af, at koebsforpligtelsen ikke overstiger en aarlig maksimumsmaengde paa 34,4 mio. tons SKE (uden at uopfyldte koebsforpligtelser kan overfoeres til en senere periode).

Tillaegsaftalen godkendes paa samme betingelse i henhold til EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 2.

Fritagelsen henholdsvis godkendelsen gaelder for perioden fra 1. juni 1989 til 31. december 1995.

Artikel 2

I henhold til EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 3, erklaeres EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, for uanvendelig paa den »tillaegsaftale om afsaetning af tyske stenkul til elproducerende industrivirksomheder«, som er indgaaet mellem Gesamtverband des Deutschen Steinkohlenbergbaus og Vereinigung Industrielle Kraftwirtschaft e.V., paa betingelse af, at koebsforpligtelsen ikke overstiger en aarlig maksimumsmaengde paa 6,5 mio. tons SKE (uden at uopfyldte koebsforpligtelser kan overfoeres til en senere periode).

Tillaegsaftalen godkendes paa samme betingelse i henhold til EKSF-Traktatens artikel 65, stk. 2.

Fritagelsen og godkendelsen gaelder for perioden fra 2. juli 1991 til 31. december 1995.

Artikel 3

Denne beslutning foregriber ikke bedoemmelsen af, om den tyske stoette for kul er forenelig med EKSF-Traktatens regler.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til:

Gesamtverband des Deutschen Steinkohlenbergbaus, Friedrichstrasse 1, D-4300 Essen 1

Vereinigung Deutscher Elektrizitaetswerke e.V., Streesemannallee 23, D-6000 Frankfurt a.M.

Vereinigung Industrielle Kraftwirtschaft e.V., Richard-Wagner-Strasse 41, D-4300 Essen 1.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 22. december 1992.

Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. C 159 af 29. 6. 1990, s. 7, EFT nr. C 116 af 30. 4. 1991, s. 6 og EFT nr. C 249 af 26. 9. 1992, s. 3.

(3) Bekendtgoerelse af 15. 9. 1980, BGBl del I, s. 1945.

(4) AEndret udgave af 19. april 1990, BGBl del I, s. 917.

(5) EFT nr. L 177 af 1. 7. 1986, s. 1.

(6) EFT nr. L 241 af 25. 8. 1987, s. 10.

(7) EFT nr. L 116 af 28. 4. 1989, s. 52.

(8) EFT nr. L 346 af 11. 12. 1990, s. 18.

(9) EFT nr. L 346 af 11. 12. 1990, s. 20.

(10) EFT nr. L 21 af 29. 1. 1993, s. 33.

(11) EFT nr. L 178 af 9. 7. 1975, s. 26.

(12) EFT nr. L 75 af 21. 3. 1991, s. 52.

(13) Sag 45/85, Sml. 1987, s. 447, praemis 32.

(14) »Potentiale zur CO2-Minderung in der Elektrizitaetswirtschaft« VDEW-udtalelse af 14. 2. 1990.

(15) Jf. forslag til Raadets direktiv om faelles regler for det indre marked for elektricitet, EFT nr. C 65 af 14. 3. 1992, s. 4, artikel 13, stk. 5.