Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31991L0271

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand

OJ L 135, 30.5.1991, p. 40–52 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT)
Special edition in Finnish: Chapter 15 Volume 010 P. 93 - 105
Special edition in Swedish: Chapter 15 Volume 010 P. 93 - 105
Special edition in Czech: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Estonian: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Latvian: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Lithuanian: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Hungarian Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Maltese: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Polish: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Slovak: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Slovene: Chapter 15 Volume 002 P. 26 - 38
Special edition in Bulgarian: Chapter 15 Volume 002 P. 43 - 55
Special edition in Romanian: Chapter 15 Volume 002 P. 43 - 55
Special edition in Croatian: Chapter 15 Volume 001 P. 5 - 17

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1991/271/oj

31991L0271

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand

EF-Tidende nr. L 135 af 30/05/1991 s. 0040 - 0052
den finske specialudgave: kapitel 15 bind 10 s. 0093
den svenske specialudgave: kapitel 15 bind 10 s. 0093
tjekkisk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
estisk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
ungarsk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
litauisk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
lettisk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
maltesisk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
polsk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
slovakisk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38
slovensk specialudgave kapitel 15 bind 02 s. 26 - 38


RÅDETS DIREKTIV

af 21. maj 1991

om rensning af byspildevand

(91/271/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 130 S,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2],

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [3], og

ud fra følgende betragtninger:

Kommissionen blev ved Rådets resolution af 28. juni 1988 om beskyttelse af Nordsøen og andre farvande i Fællesskabet [4]opfordret til at fremsætte forslag til foranstaltninger på fællesskabsplan til rensning af byspildevand;

forurening på grund af utilstrækkelig spildevandsrensning i en medlemsstat påvirker ofte andre medlemsstaters vandområder; handling på fællesskabsplan er således nødvendig i overensstemmelse med artikel 130 R;

for at forebygge negative påvirkninger af miljøet som følge af udledning af utilstrækkeligt renset byspildevand er der et generelt behov for sekundær rensning af byspildevand;

i følsomme områder må der kræves mere vidtgående rensning, og i nogle mindre følsomme områder vil primær rensning kunne betragtes som tilstrækkelig;

tilledning af industrispildevand til kloaknet samt udledning af spildevand og bortskaffelse af slam fra rensningsanlæg for byspildevand bør være underlagt generelle regler eller bestemmelser og/eller særlige godkendelser;

for udledning fra visse industrisektorer af biologisk nedbrydeligt industrispildevand, der ikke tilledes rensningsanlæg for byspildevand, før det udledes til vandrecipienter, bør der gælde relevante krav;

der bør tilskyndes til genanvendelse af slam fra spildevandsrensning; bortskaffelse af slam til overfladevand bør gradvis afvikles;

der er behov for overvågning af rensningsanlæg, vandrecipienter og bortskaffelsen af slam for at sikre, at miljøet beskyttes mod negativ påvirkning fra spildevandsudledning;

det er vigtigt at sikre, at oplysninger om udledning af byspildevand og slam offentliggøres i form af periodiske rapporter;

medlemsstaterne bør udarbejde og forelægge Kommissionen nationale programmer for gennemførelsen af dette direktiv;

der bør nedsættes et udvalg, der kan bistå Kommissionen med gennemførelsen af dette direktiv og dets tilpasning til den tekniske udvikling —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Dette direktiv vedrører opsamling, rensning og udledning af byspildevand samt rensning og udledning af spildevand fra visse industrisektorer.

Formålet med direktivet er at beskytte miljøet mod negative påvirkninger fra ovennævnte spildevandsudledninger.

Artikel 2

I dette direktiv forstås ved:

1) "Byspildevand" husspildevand eller en blanding af husspildevand og industrispildevand og/eller regnvand fra befæstede arealer.

2) "Husspildevand" spildevand fra boligområder og serviceerhverv, som hovedsagelig stammer fra det menneskelige stofskifte og fra husholdninger.

3) "Industrispildevand" alt spildevand, der udledes fra ejendomme, som anvendes til handels- eller industriformål, bortset fra husspildevand og regnvand fra befæstede arealer.

4) "Byområde" et område, hvor befolkningen og/eller de økonomiske aktiviteter er tilstrækkelig koncentreret til, at byspildevand kan opsamles og ledes til et rensningsanlæg for byspildevand eller et endeligt udledningssted.

5) "Kloaknet" et system af rørledninger, der opsamler og transporterer byspildevand.

6) "1 PE (personækvivalent)" den mængde organisk stof, der kan nedbrydes biologisk med et fem-døgns biokemisk iltforbrug (BOD5) på 60 g ilt pr. dag.

7) "Primær rensning" mekanisk og/eller kemisk rensning af byspildevand, der består i sedimentation af suspenderet stof eller i andre processer, hvor det tilledte spildevands BOD5 reduceres med mindst 20 % før udledning, og den samlede mængde suspenderet stof i det tilledte spildevand nedbringes med mindst 50 %.

8) "Sekundær rensning" rensning af byspildevand ved en proces, som almindeligvis består af biologisk rensning efterfulgt af en sekundær sedimentation, eller ved en anden proces, som indebærer overholdelse af kravene i tabel 1 i bilag I.

9) "Passende rensning" rensning af byspildevand ved en sådan proces og/eller et sådant bortskaffelsessystem, at vandrecipienten efter udledningen af spildevandet kan opfylde de relevante kvalitetsmålsætninger og de relevante bestemmelser i dette og andre EF-direktiver.

10) "Slam" restproduktet, både behandlet og ubehandlet, fra rensning af byspildevand i rensningsanlæg.

11) "Eutrofiering" vands berigelse med næringssalte, især kvælstof- og/eller phosphorforbindelser, der medfører øget algevækst og udvikling af højere former for planteliv, som igen resulterer i en uønsket forstyrrelse af balancen mellem organismerne i vandet og af vandets kvalitet.

12) "Flodmunding" overgangsområdet mellem ferskvand og kystnære vandområder ved en flods udmunding. Medlemsstaterne fastsætter de ydre grænser (søværts) for flodmundinger med henblik på dette direktiv som led i gennemførelsesprogrammet efter bestemmelserne i artikel 17, stk. 1 og 2.

13) "Kystnære vandområder" vandområder uden for lavvandslinjen eller uden for en flodmundings ydre grænse.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne skal sikre, at alle byområder bliver forsynet med kloaknet til opsamling af byspildevand

- senest den 31. december 2000 for byområder med over 15000 personækvivalenter (PE), og

- senest den 31. december 2005 for byområder med mellem 2000 og 15000 PE.

For så vidt angår byspildevand, som udledes til vandrecipienter, der betragtes som "følsomme områder" som defineret i artikel 5, skal medlemsstaterne sikre, at der etableres kloaknet senest den 31. december 1998 for byområder med over 10000 PE.

Hvor det ikke er velbegrundet at etablere et kloaknet, enten fordi det ikke vil gavne miljøet, eller fordi det vil medføre urimelige udgifter, anvendes der individuelle systemer eller andre egnede systemer, som sikrer samme miljøbeskyttelsesniveau.

2. De i stk. 1 omhandlede kloaknet skal opfylde kravene i bilag I, litra A. Disse krav kan ændres efter fremgangsmåden i artikel 18.

Artikel 4

1. Medlemsstaterne skal sikre, at byspildevand, der tilledes kloaknet, før udledningen underkastes sekundær rensning eller en tilsvarende rensning efter følgende plan:

- senest den 31. december 2000 for så vidt angår samtlige udledninger fra byområder med over 15000 PE;

- senest den 31. december 2005 for så vidt angår samtlige udledninger fra byområder med mellem 10000 og 15000 PE;

- senest den 31. december 2005 for så vidt angår udledninger til ferskvand og flodmundinger fra byområder med mellem 2000 og 10000 PE.

2. Udledninger af byspildevand til vandrecipienter i højtliggende bjergområder (over 1500 m over havoverfladen), hvor det på grund af lave temperaturer er vanskeligt at foretage en effektiv biologisk rensning, kan renses mindre vidtgående end foreskrevet i stk. 1, når det af indgående undersøgelser fremgår, at udledningerne ikke vil påvirke miljøet negativt.

3. De i stk. 1 og 2 omhandlede udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand skal opfylde de relevante krav i bilag I, litra B. Disse krav kan ændres efter fremgangsmåden i artikel 18.

4. Mængden udtrykt i PE skal beregnes på grundlag af den maksimale gennemsnitlige ugentlige mængde, der tilledes rensningsanlægget i løbet af året, bortset fra, hvad der skyldes usædvanlige omstændigheder som f.eks. kraftige regnskyl.

Artikel 5

1. Medlemsstaterne skal med henblik på anvendelsen af stk. 2 senest den 31. december 1993 kortlægge følsomme områder efter de kriterier, som er fastlagt i bilag II.

2. Medlemsstaterne sørger for, at byspildevand, der tilledes kloaknet, senest den 31. december 1998 renses mere vidtgående end beskrevet i artikel 4, før det udledes til følsomme områder, for så vidt angår alle udledninger fra byområder med over 10000 PE.

3. De i stk. 2 omhandlede udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand skal opfylde de relevante krav i bilag I, litra B. Disse krav kan ændres efter fremgangsmåden i artikel 18.

4. Som alternativ behøver de krav til de enkelte anlæg, der er fastsat i stk. 2 og 3, ikke anvendes i følsomme områder, hvor det kan dokumenteres, at den procentvise nedbringelse af forurenende stoffer i den samlede mængde spildevand, der udledes til rensningsanlæg i det pågældende område, er mindst 75 % for total phosphor og mindst 75 % for total kvælstof.

5. Stk. 2, 3 og 4 gælder for udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand, der ligger i følsomme områders relevante afstrømningsområder, og som bidrager til forureningen af disse områder.

I tilfælde, hvor ovennævnte afstrømningsområder helt eller delvis ligger i en anden medlemsstat, anvendes artikel 9.

6. Medlemsstaterne skal sikre, at kortlægningen af følsomme områder revideres mindst hvert fjerde år.

7. Medlemsstaterne skal sikre, at de områder, der kortlægges som følsomme efter en revision i henhold til stk. 6, opfylder ovennævnte krav inden syv år.

8. En medlemsstat behøver ikke at kortlægge følsomme områder i forbindelse med dette direktiv, hvis den foretager den rensning, der er fastsat i stk. 2, 3 og 4, i hele sit område.

Artikel 6

1. Medlemsstaterne kan med henblik på anvendelsen af stk. 2 senest den 31. december 1993 kortlægge mindre følsomme områder efter de kriterier, som er fastlagt i bilag II.

2. Udledninger af byspildevand fra byområder med mellem 10000 og 150000 PE til kystnære vandområder og fra byområder med mellem 2000 og 10000 PE til flodmundinger i områder som omhandlet i stk. 1 kan renses mindre vidtgående end foreskrevet i artikel 4, såfremt

- udledningerne mindst underkastes en primær rensning som defineret i artikel 2, nr. 7, i overensstemmelse med kontrolprocedurerne i bilag I, litra D;

- det af omfattende undersøgelser fremgår, at udledningerne ikke vil påvirke miljøet negativt.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen alle relevante oplysninger om ovennævnte undersøgelser.

3. Dersom Kommissionen finder, at betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, forelægger den Rådet passende forslag.

4. Medlemsstaterne skal sikre, at kortlægningen af mindre følsomme områder revideres mindst hvert fjerde år.

5. Medlemsstaterne skal sikre, at områder, der ikke længere kortlægges som mindre følsomme, opfylder de relevante krav i artikel 4 og 5 inden syv år.

Artikel 7

Medlemsstaterne skal sikre, at byspildevand, der tilledes kloaknet, senest den 31. december 2005 før udledningen underkastes passende rensning som defineret i artikel 2, nr. 9, i følgende tilfælde:

- ved udledninger til ferskvand og flodmundinger fra byområder med under 2000 PE;

- ved udledninger til kystnære vandområder fra byområder med under 10000 PE.

Artikel 8

1. Medlemsstaterne kan i undtagelsestilfælde, der skyldes tekniske problemer, for geografisk afgrænsede befolkningsgrupper forelægge Kommissionen en særlig anmodning om en længere frist til at opfylde kravene i artikel 4.

2. I anmodningen, der skal være behørigt begrundet, skal der gøres rede for de tekniske vanskeligheder, der er tale om, og den skal indeholde forslag til en handlingsplan med en passende tidsplan for gennemførelse af målsætningerne i dette direktiv. Tidsplanen skal indgå i gennemførelsesprogrammet i henhold til artikel 17.

3. Kun tekniske grunde kan godtages, og den i stk. 1 nævnte frist kan ikke forlænges ud over den 31. december 2005.

4. Kommissionen undersøger anmodningen og træffer passende foranstaltninger efter fremgangsmåden i artikel 18.

5. Under særlige omstændigheder, når det kan påvises, at en mere vidtgående rensning ikke vil gavne miljøet, kan udledninger til mindre følsomme områder af spildevand fra byområder med over 150000 PE underkastes en rensning som den, der er foreskrevet i artikel 6 for spildevand fra byområder med mellem 10000 og 150000 PE.

Under sådanne omstændigheder skal medlemsstaterne på forhånd forelægge relevant dokumentation for Kommissionen. Denne undersøger sagen og træffer passende foranstaltninger efter fremgangsmåden i artikel 18.

Artikel 9

Hvis et vandområde, der hører ind under en medlemsstats jurisdiktion, påvirkes negativt af udledninger af byspildevand fra en anden medlemsstat, kan den medlemsstat, hvis vandområde påvirkes negativt, meddele den anden medlemsstat og Kommissionen dette.

De berørte medlemsstater skal, hvor det er hensigtsmæssigt sammen med Kommissionen, iværksætte den nødvendige samordning med henblik på at identificere de pågældende udledninger, og iværksætte de foranstaltninger, der skal træffes ved kilden for at beskytte de påvirkede vandområder, med henblik på at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes.

Artikel 10

Medlemsstaterne skal sikre, at de rensningsanlæg for byspildevand, der bygges for at efterkomme kravene i artikel 4, 5, 6 og 7, projekteres, opføres, drives og vedligeholdes således, at de har tilstrækkelig funktionsduelighed under alle normale lokale vejrforhold. Ved projekteringen af anlæggene skal der tages hensyn til sæsonbestemte svingninger i spildevandsmængden.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne skal sikre, at den ansvarlige myndighed eller det relevante organ senest den 31. december 1993 på forhånd fastsætter bestemmelser om og/eller giver særlige godkendelser til tilledning af industrispildevand til kloaknet og rensningsanlæg for byspildevand.

2. Bestemmelserne og/eller de særlige godkendelser skal opfylde kravene i bilag I, litra C. Disse krav kan ændres efter fremgangsmåden i artikel 18.

3. Bestemmelserne og de særlige godkendelser skal med jævne mellemrum tages op til fornyet overvejelse og om nødvendigt tilpasses.

Artikel 12

1. Renset spildevand skal genanvendes, når dette er hensigtsmæssigt. Vandet skal bortskaffes således, at miljøet udsættes for mindst mulig negativ påvirkning.

2. De ansvarlige myndigheder eller relevante organer skal sikre, at bortskaffelse af spildevand fra rensningsanlæg for byspildevand foregår i henhold til forudgående bestemmelser og/eller særlige godkendelser.

3. Forudgående bestemmelser om og/eller særlige godkendelser til udledning fra rensningsanlæg for byspildevand i henhold til stk. 2, i byområder med mellem 2000 og 10000 PE for så vidt angår udledning til ferskvand og flodmundinger, og i byområder med 10000 PE eller mere for alle udledninger, skal indeholde sådanne betingelser, at de relevante krav i bilag I, litra B, opfyldes. Disse krav kan ændres efter fremgangsmåden i artikel 18.

4. Bestemmelserne og/eller tilladelserne skal med jævne mellemrum tages op til fornyet overvejelse og om nødvendigt tilpasses.

Artikel 13

1. Medlemsstaterne skal sikre, at biologisk nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder, der falder ind under de i bilag III anførte industrisektorer, når det ikke ledes til rensningsanlæg for byspildevand før udledning til vandrecipienten, senest den 31. december 2000 før udledning opfylder de krav, der er opstillet i forudgående bestemmelser og/eller særlige godkendelser fra den ansvarlige myndighed eller det relevante organ, for så vidt angår samtlige udledninger fra virksomheder med 4000 PE eller mere.

2. Senest den 31. december 1993 skal de ansvarlige myndigheder eller relevante organer i medlemsstaterne fastsætte krav, der er afpasset efter arten af den pågældende industri, til udledningen af denne form for spildevand.

3. Kommissionen foretager en sammenligning af medlemsstaternes krav senest den 31. december 1994. Den offentliggør resultaterne i en rapport og fremsætter om nødvendigt passende forslag.

Artikel 14

1. Slam fra rensningsanlæg skal genanvendes, når dette er hensigtsmæssigt. Slammet skal bortskaffes således, at miljøet udsættes for mindst mulig negativ påvirkning.

2. De kompetente myndigheder eller relevante organer skal sikre, at bortskaffelse af slam fra rensningsanlæg for byspildevand senest den 31. december 1998 undergives generelle regler, registrering eller godkendelse.

3. Medlemsstaterne skal sikre, at der senest den 31. december 1998 er sket en gradvis afvikling af bortskaffelsen af slam til overfladevand ved dumpning fra skibe, ved udledning gennem rørledninger eller på anden måde.

4. Indtil den i stk. 3 omhandlede bortskaffelse er ophørt, skal medlemsstaterne sikre, at der udstedes tilladelser til bortskaffelsen for den samlede mængde giftige persistente eller bioakkumulerbare stoffer i slam, der bortskaffes til overfladevand, og at der sker en gradvis nedbringelse af mængden.

Artikel 15

1. De ansvarlige myndigheder eller relevante organer skal overvåge

- udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand for i overensstemmelse med kontrolprocedurerne i bilag I, litra D, at sikre, at kravene i bilag I, litra B, overholdes;

- mængden og sammensætningen af det slam, der bortskaffes til overfladevand.

2. De ansvarlige myndigheder eller relevante organer skal føre kontrol med vandrecipienter, der modtager udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand og direkte udledninger efter artikel 13, i tilfælde, hvor det kan forventes, at recipientmiljøet vil blive påvirket i væsentlig grad.

3. Ved udledning, som er undergivet bestemmelserne i artikel 6, og ved bortskaffelse af slam til overfladevand skal medlemsstaterne føre kontrol og foretage eventuelle andre relevante undersøgelser for at kontrollere, at udledningen eller bortskaffelsen ikke påvirker miljøet negativt.

4. Medlemsstaten skal opbevare de oplysninger, som de ansvarlige myndigheder eller relevante organer har indsamlet i henhold til stk. 1, 2 og 3, og stille dem til rådighed for Kommissionen inden seks måneder efter at være blevet anmodet herom.

5. Retningslinjerne for den i stk. 1, 2 og 3 omhandlede kontrol kan udformes efter fremgangsmåden i artikel 18.

Artikel 16

Uden at det berører gennemførelsen af bestemmelserne i Rådets direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger [5], skal medlemsstaterne sikre, at de relevante myndigheder eller organer hvert andet år offentliggør en situationsrapport om bortskaffelsen af byspildevand og slam i deres område. Medlemsstaterne skal sende Kommissionen disse rapporter, så snart de er offentliggjort.

Artikel 17

1. Medlemsstaterne skal senest den 31. december 1993 udarbejde et program for gennemførelsen af dette direktiv.

2. Medlemsstaterne skal senest den 30. juni 1994 give Kommissionen oplysninger om dette program.

3. Medlemsstaterne skal, om nødvendigt, senest den 30. juni hvert andet år sende Kommissionen en ajourføring af de i stk. 2 omhandlede oplysninger.

4. De metoder og formkrav, der skal anvendes ved underretning om de nationale programmer, udformes efter fremgangsmåden i artikel 18. Ændringer af disse metoder og formkrav vedtages efter samme fremgangsmåde.

5. Kommissionen skal hvert andet år gennemgå og vurdere de oplysninger, den modtager i henhold til stk. 2 og 3, og offentliggøre en rapport herom.

Artikel 18

1. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, som er fastsat i Traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Under afstemninger i udvalget tildeles de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

3. a) Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.

b) Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Har Rådet ikke inden tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen, medmindre Rådet med simpelt flertal har udtalt sig mod de nævnte foranstaltninger.

Artikel 19

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 30. juni 1993. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 20

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 1991.

På Rådets vegne

R. STEICHEN

Formand

[1] EFT nr. C 1 af 4. 1. 1990, s. 20, ogEFT nr. C 287 af 15. 11. 1990, s. 11.

[2] EFT nr. C 260 af 15. 10. 1990, s. 185.

[3] EFT nr. C 168 af 10. 7. 1990, s. 36.

[4] EFT nr. C 209 af 9. 8. 1988, s. 3.

[5] EFT nr. L 158 af 23. 6. 1990, s. 56.

--------------------------------------------------

Top