31986D0509

*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 21. maj 1986

om stoette ydet af Forbundsrepublikken Tyskland og land Bayern til en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(86/509/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger som fastsat i naevnte artikel 93 og under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Efter gentagne opfordringer fra Kommissionen underrettede Forbundsrepublikken Tysklands regering i skrivelser af 22. marts og 25. juli 1985 forsinket Kommissionen om, at der var ydet finansiel stoette til en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf.

Stoetten blev ydet fra 1981 og indtil udgangen af 1983 i henhold til forbundsregeringens og delstaternes faelles regionalstoetteordning (Gemeinschaftsaufgabe) og i henhold til den bayerske stoetteordning.

I henhold til forbundsregeringens og delstaternes faelles regionalstoetteordning blev der udbetalt et tilskud paa 6,12 mio DM til investeringer beloebende sig til 61,2 mio DM, mens der under den bayerske regionalstoetteordning blev ydet et laan paa 11 mio DM til 5 % rente og med en loebetid paa otte aar til dele af ovennaevnte investering, der androg 35,9 mio DM. Stoetten udgoer saaledes 28 % af den samlede investering.

Efter en indledende undersoegelse fandt Kommissionen, at stoetten, som var ydet fra 1981 og indtil slutningen af 1983, og som ikke forinden var blevet anmeldt til Kommissionen, var ulovlig, idet Forbundsrepublikken Tysklands regering ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3. I henhold til reglerne fra 1977 om stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn, som medlemsstaterne blev underrettet om ved skrivelse af 19. juli 1977, og som blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Bulletin for juli/august 1977 (punkt 1.5.3) og for november 1977 (punkt 2.1.47) og forlaenget i 1979, 1981, 1983 og 1985, skal alle planer uanset art om stoette til virksomheder, der fremstiller syntetiske fibre og syntetisk garn, anmeldes til Kommissionen saa betids, at den kan naa at fremsaette sine bemaerkninger og om noedvendigt indlede den i artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure med hensyn til den paataenkte foranstaltning.

Kommissionen fandt heller ikke, at stoetten bidrog til omlaegning af produktionsanlaegget for polyamid- og polyestergarn, i overensstemmelse med Faellesskabets regler for stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn, da den hverken havde foert til nogen kapacitetsnedskaering eller til nogen omstilling fra produktion af syntetiske fibre og syntetisk garn til andre aktiviteter.

Kommissionen fandt endvidere, at investeringen, der af Forbundsrepublikken Tysklands regering var blevet beskrevet som en grundlaeggende rationalisering, kun syntes at sigte mod en modernisering af produktionen af og produktionsanlaegget for syntetisk garn med det formaal at holde dette i gang og i hvert fald opretholde - ja endog betydeligt udvide - virksomhedens aktivitetsniveau uden nogen fundamental aendring. Naesten 50 % af de samlede investeringer, som der er ydet tilskud til under de to stoetteordninger, vedroerte garnproduktionen og spindingen direkte. Da de resterende dele af investeringen, der vedroerte teksturering og snoning, farvning og strikning af det saaledes fremstillede garn, ikke logisk kan adskilles fra den faktiske garnproduktion, idet disse i de fleste firmaer er fuldt integrerede etaper i produktionen, skulle hele investeringen have vaeret gennemfoert med firmaets egne finansielle midler og uden statsstoette.

Da de oevrige EF-producenter af syntetiske fibre og syntetisk garn fortsat udfoldede store bestraebelser for at tilpasse sig den nuvaerende markedssituation gennem betydelige kapacitetsnedskaeringer, mente Kom- missionen sluttelig ikke, at den paagaeldende stoette ville fremme en udvikling, som ud fra Faellesskabets synspunkt ville vaere tilstraekkelig til at opveje den fordrejning af samhandelen, som stoetten medfoerte, men at den derimod - ved at begunstige den paagaeldende virksomhed inden for en sektor med en betydelig samhandel og en saerdeles skarp konkurrence - ville kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed vaere uforenelig med faellesmarkedet.

Kommissionen indtog saaledes det standpunkt, at stoetten ikke opfyldte de noedvendige betingelser for at falde ind under en af undtagelserne i EOEF-traktatens artikel 92, og den indledte derfor den i EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, omhandlede procedure.

Ved skrivelse af 23. september 1985 gav Kommissionen den tyske regering en frist til at fremsaette sine bemaerkninger. De oevrige medlemsstater blev underrettet den 17. oktober 1985, og de interesserede parter blev underrettet den 29. oktober 1985.

II

Da Forbundsrepublikken Tysklands regering ved skrivelse af 30. december 1985 fremsatte sine bemaerkninger i henhold til proceduren i EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, pegede den paa, at investeringen var noedvendig, idet der ikke paa verdensmarkedet var et tilstraekkeligt udbud af garner i den noedvendige kvalitet. Endvidere var der blevet gennemfoert en grundlaeggende rationalisering under investeringsprojektet, som havde medfoert en fuldt integreret og moderne produktionsproces, der havde sikret de 1 400 eksisterende arbejdspladser og skabt yderligere 110 arbejdspladser.

Forbundsrepublikken Tysklands regering gjorde gaeldende, at stoetten under de paagaeldende to stoetteordninger var blevet ydet for at opveje de oekonomiske ulemper inden for det zonegraensendeomraade, hvor regionen Deggendorf ligger, saaledes at betingelserne i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), var opfyldt, og endvidere, at stoetten var ydet for et fremme udviklingen i det paagaeldende omraade, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, og hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, saaledes at ogsaa EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), fandt anvendelse.

Forbundsrepublikken Tysklands regering konkluderede derfor, at stoetten var forenelig med faellesmarkedet.

I deres bemaerkninger i forbindelse med proceduren stoettede tre andre medlemsstater og fire sammenslutninger af virksomheder inden for den paagaeldende sektor Kommissionens synspunkt og gav udtryk for stor betaenkelighed ved stoetteforanstaltningerne. Det blev i disse bemaerkninger understreget, at den paagaeldende sektor stadig er praeget af alvorlige problemer med hensyn til overkapacitet og lave priser, og at stoetten til modernisering og endog kapacitetsforoegelser i en saadan situation ville fordreje konkurrencen inden for EF ved at give stoettemodtageren en urimelig fordel.

Det blev ogsaa paapeget, at ydelsen af stoetten blev ydet i strid med reglerne for stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn.

III

Den finansielle stoette, der er ydet selskabet i Deggendorf i henhold til forbundsregeringens og delstaternes faelles regionalstoetteordning (Gemeinschaftsaufgabe) og i henhold til den bayerske regionalstoetteordning, er stoette som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1.

Denne konklusion kan ikke imoedegaas med det argument, at regionalstoetten blot opvejer ulemper i stoetteomraaderne set fra de firmaers side, der skal vaelge, i hvilket geografisk omraade de vil investere.

For det foerste maa der peges paa, at selv kompensation for et omraades ulemper strengt taget er til fordel for modtageren, idet hans omkostninger i det paagaeldende omraade mindskes. For det andet er det i de fleste tilfaelde tvivlsomt, om et omraades ulemper kan opgoeres saa noejagtigt i kvantitativ henseende, at stoetten kan fastsaettes, saa den netop opvejer disse. Frem for alt fastsaettes regionalstoette imidlertid normalt saa hoejt af medlemsstaterne, at virksomhederne har en positiv finansiel tilskyndelse til at slaa sig ned og investere i visse omraader. At regionalstoette er til fordel for modtagerne, bekraeftes at ordlyden af artikel 92, stk. 3, hvori det hedder, at stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i visse omraader kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Dette viser, at stoette af denne art falder ind under artikel 92, stk. 1, samt at det ikke kan goeres gaeldende, at regionalstoette ikke begunstiger modtagerne, idet den blot opvejer ulemperne ved en bestemt beliggenhed. Denne stoette skal derfor i henhold til artikel 93, stk. 3, anmeldes til Kommissionen. Endvidere skal Kommissionen ifoelge reglerne for stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn paa forhaand underrettes om alle planer uanset art om stoette til virksomheder, der fremstiller syntetiske fibre og syntetisk garn. Da Forbundsrepublikken Tysklands regering har undladt at anmelde den paagaeldende stoette paa forhaand, har Kommissionen ikke kunnet udtale sig om foranstaltningerne, foer de blev gennemfoert. Stoetten er saaledes ulovlig i henhold til faellesskabsreglerne fra det tidspunkt, hvor den traadte i kraft. Den situation, der er opstaaet gennem denne, er saerlig alvorlig, fordi stoetten allerede er blevet udbetalt modtageren. Stoetten har haft virkninger, der maa betragtes som uforenelig med faellesmarkedet.

Naar der er ydet stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, kan Kommissionen ifoelge Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag nr. 77/72 (1), forlange, at medlemsstaterne kraever ulovligt ydet stoette tilbagebetalt af modtagerne.

IV

Handelen med syntetiske fibre og syntetisk garn og navnlig med polyamid- og polyestergarn, der udgoer 66 % og 65 % af den samlede EF-produktion, er af betydeligt omfang inden for Faellesskabet.

Det paagaeldende selskab har en andel paa 3 % af den samlede polyamidkapacitet og 4,9 % af den samlede polyesterkapacitet i EF. Det har foroeget sin produktionskapacitet for polyamid fra 7 000 tons i 1980 til 10 000 tons i 1983 og sin produktionskapacitet for polyester fra 7 000 tons i 1980 til 18 000 tons i 1983. Selskabet deltager endvidere aktivt i samhandelen inden for Faellesskabet baade med de producerede garner og de faerdigvarer, der er fremstillet paa grundlag af garnerne.

Der er en betydelig overkapacitet inden for produktionen af polyamid- og polyestergarn i EF, da der - paa trods af et nyligt konjunturopsving, som isaer skyldes den lavere import fra USA som foelge af den hoejere dollarkurs, men som ogsaa maa ses paa baggrund af de meget smaa leverancer i de foregaaende aar - fortsat sker en geografisk aendring i produktionen, idet den tredje verden tegner sig for en stadig stoerre del. I 1984 var kapacitetsudnyttelsen for polyamid 79 %, hvilket var en stigning fra 65 % i 1982, der i foerste raekke skyldtes, at kapaciteten var skaaret ned med ca. 66 000 tons. Yderligere lukninger er allerede bebudet for 1986 og de kommende aar. Produktionen er faldet med 9 % i de seneste fire aar. Kapacitetsudnyttelsen for polyester 85 % i 1984, efter at have ligget paa 67 % i 1982. Med hensyn til polyester var hovedaarsagen til forbedringen lukning af produktionskapacitet for 73 000 tons i den paagaeldende periode. Leverancerne er faldet med 3 % i de seneste fire aar.

Som foelge heraf er konkurrencen mellem EF-producenterne af polyamid- og polyestergarn meget skarp, og mange lider fortsat tab, idet polyamidpriserne stadig ikke er naaet op over niveauet for 1974, og fordi polyesterpriserne er faldet til 70 % af 1974-priserne.

Begge de paagaeldende garntyper tilhoerer den produktgruppe, der er omfattet af industriaftaler om kapacitetsnedskaeringer.

Den paagaeldende stoette fordrejer konkurrencen, fordi den beviseligt forbedrer modtagerens investeringsafkast og saaledes styrker hans finansielle stilling i forhold til konkurrenter, der ikke modtager saadan stoette. Konkurrencefordrejningen er betydelig. Stoetten andrager 10,85 % i nettosubventionsaekvivalent. En reduktion i investeringsomkostningerne af et saadan omfang giver stoettemodtagerne en betydelig fordel frem for ikke-susidierede konkurrenter.

Naar finansiel statsstoette styrker en virksomheds konkurrencemaessige stilling i samhandelen inden for Faellesskabet, maa stoetten anses for at paavirke denne samhandel. I det foreliggende tilfaelde vil stoetten, der nedbragte de investeringsomkostninger, som virksomheden i Deggendorf normalt selv skulle afholde, kunne paavirke samhandelen og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige den paagaeldende virksomhed, som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1. I henhold til EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1, er stoette af den i bestemmelsen omhandlede art uforenelig med faellesmarkedet.

De i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 2, litra a) og b), fastsatte undtagelser finder ikke anvendelse i det foreliggende tilfaelde paa grund af stoettens art, og fordi den i oevrigt ikke tager sigte paa de dér omhandlede formaal.

EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, fastsaetter, hvilke stoetteforanstaltninger der kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet. Hvorvidt stoetten er forenelig med traktaten, skal vurderes ud fra Faellesskabets og ikke fra den enkelte medlemsstats synspunkt. For at sikre at faellesmarkedet fungere tilfredsstillende, og under hensyntagen til princippet i EOEF-traktatens artikel 3, litra f), skal de i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, omhandlede undtagelser fra princippet i artikel 92, stk. 1, fortolkes snaevert i forbindelse med undersoegelsen af en stoetteordning eller en individuel stoetteforanstaltning.

De finder navnlig kun anvendelse, saafremt det godtgoeres over for Kommissionen, at markedskraefterne alene ikke ville kunne faa den potentielt begunstigede virksomhed til - uden en saadan stoette - at traeffe dispositioner, der kan bidrage til virkeliggoerelsen af et af de i undtagelserne omhandlede maal.

Saafremt undtagelsesbestemmelserne anvendes paa stoetteforanstaltninger, der ikke bidrager til virkeliggoerelsen af et saadant maal, eller stoetten ikke er noedvendig for at naa dette maal, vil det give visse medlemsstaters industrier eller virksomheder uberettigede fordele og blot tjene til at forbedre disses finansielle situation, ligesom det vil medfoere, at samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes, og konkurrencevilkaarene fordrejes, uden at dette paa nogen maade er begrundet i hensynet til Faellesskabets interesse, jf. artikel 92, stk. 3.

Den tyske regering har ikke kunnet paavise, og Kommissionen har ikke kunnet konstatere, at stoetten opfylder betingelserne for at vaere omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3.

For saa vidt angaar undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra b), er det klart, at den paagaeldende stoette ikke sigtede mod at fremme virkeliggoerelsen af vigtige projekter af faelleseuropaeisk interesse eller at afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den tyske oekonomi. Stoette til et enkelt selskab, der fremstiller syntetiske fibre og syntetisk garn, er ikke tilstraekkelig til at afhjaelpe en situation af den art, der beskrives i artikel 92, stk. 3, litra b).

For saa vidt angaar undtagelsen i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), med hensyn til »stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene« skal det bemaerkes, at samhandelen mellem medlemsstaterne med syntetiske fibre og syntetisk garn i almindelighed og i saerdeleshed med polyamid- og polyestergarn er meget omfattende, samt at konkurrencen er meget skarp paa grund af en vedvarende og ubestridt overkapacitet og lave priser som ovenfor anfoert. Af disse grunde falder syntetiske fibre og garner, herunder polyamid og polyester, ind under ordningen for syntetiske fibre.

Ved skrivelse af 11. august 1981 forlaengede Kommissionen kontrolordningen vedroerende stoette for en yderligere periode paa to aar, der udloeb den 19. juli 1983, dvs. kontrolordningen omfattede den i denne stoettesag relevante periode. Kommissionen understregede samtidig over for medlemsstaterne, at den paa forhaand ville vaere negativt indstillet over for planer om stoette, hvad enten der var tale om sektorbestemt, regional eller generel stoette, som ville medfoere en foroegelse af denne industrigrens nettoproduktionskapacitet. Den mindede ligeledes medlemsstaterne om, at den fortsat ville vaere positivt indstillet over for stoetteprojekter, der tog sigte paa at fremskynde eller lette omstillingen fra produktion af syntetiske fibre til andre aktiviteter, eller som gennem strukturomlaegning medfoerte kapacitetsnedskaeringer.

Kommissionen mindede i denne skrivelse endvidere medlemsstaterne om, at de paa forhaand skal anmelde alle planer om stoette, uanset art, til selskaber, der fremstiller syntetiske fibre og syntetisk garn.

Stoette til fremstillingen af syntetiske fibre skal ikke blot vaere i overensstemmelse med reglerne for stoette til syntetiske fibre, men er ogsaa omfattet af de retningslinjer for stoette til tekstilindustrien, som Kommissionen fastlagde i 1971 og 1977, og i henhold til hvilke ydelsen af investeringsstoette skal vaere kaedet sammen med en strukturomlaegning med helt klare maalsaetninger og ikke blot tilsigte en modernisering af produktionsanlaeg.

Den her omhandlede investering, der af Forbundsrepublikken Tysklands regering beskrives som en grundlaeggende rationalisering, vedroerer imidlertid blot en modernisering af et produktions- og forarbejdningsanlaeg for syntetisk garn for at holde dette i gang, uden at der gennemfoeres nogen fundamentale aendringer. Investeringen i teksturering og snoning, farvning og strikning af garnerne kan ikke logisk adskilles fra den egentlige garnproduktion, hvortil ca. 50 % af investeringen skulle anvendes, da det foerst er efter disse forarbejdningstrin - som i de fleste virksomheder, herunder stoettemodtageren, er fuldt integrerede produktionstrin - at garnene forarbejdes yderligere eller afsaettes. Denne kontinuerte og integrerede proces afloeste den tidligere proces for flere aar siden, og anvendes allerede af de fleste polyamid- og polyesterproducenter, hvilket betyder, at den paagaeldende investering blot udgjorde en normal modernisering af et foraeldet anlaeg med det formaal at opretholde konkurrenceevnen. Dette kan ikke betegnes som en strukturomlaegning og burde derfor have vaeret gennemfoert ved hjaelp af egne finansielle midler uden statsstoette.

Endvidere har Kommissionen altid principielt modsat sig driftsstoette og har indtaget det standpunkt, at investeringer, navnlig inden for tekstilvarer, beklaedning, syntetiske fibre og syntetisk garn, der foretages af en virksomhed med det formaal at overleve eller at opretholde aktivitetsniveauet, uden at der foretages nogen fundamentale aendringer, ikke berettiger til stoette. Det boer tilfoejes, at denne holdning flere gange tidligere har faaet den tyske regerings fulde stoette.

I denne sag viser oplysningerne om selskabets produktionskapacitet foer og efter den paagaeldende investering imidlertid klart, at denne har medfoert en betydelig foroegelse af nettoproduktionskapaciteten for baade polyamid- og polyestergarn. Endvidere kan kun disse kapacitetsforoegelser forklare, hvordan selskabet har kunnet rationalisere sin produktion som haevdet og samtidig har kunnet skabe yderligere 110 arbejdspladser. Denne investeringsstoette er saaledes i modstrid med reglerne for stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn, og der er saaledes ingen saerlige traek ved den paagaeldende investering, der taler for, at Kommissionen skulle undtage den paagaeldende stoette fra disse regler, i henhold til hvilke saadan stoette skal undgaas, da skabelse af ny kapacitet med statsstoette strider mod Faellesska bets interesse, der gaar ud paa at nedskaere kapaciteten, og endvidere forvaerrer forholdene for de andre eksisterende virksomheder, der alle har overskydende kapacitet.

Selv i dette tilfaelde, hvor det subventionerede selskabs produktion hovedsagelig anvendes af selskabet selv, er den skade, der paafoeres virksomheder i Faellesskabet, ikke mindre, fordi disse stillet over for en kapacitetstilvaekst og stive forbrugsmoenstre selv har maattet og maa gennemfoere yderligere nedskaeringer for at opveje den nye kapacitet i Deggendorf.

Forbundsrepublikken Tysklands regering haevder i sine bemaerkninger under proceduren, at der typer garn, der fremstilles i Deggendorf, og navnlig POY (foerorienteret garn), ikke kan faas i tilstraekkelige maengder i en egnet kvalitet. Der maa her peges paa, at dette produkt er en af de typer fibre og garn, der er overskud af i EF som helhed, og at POY kan fremstilles og bliver fremstillet af en lang raekke virksomheder i EF.

Det skal endvidere bemaerkes, at stoettemodtageren i Deggendorf er datterselskab af et langt stoerre moderselskab, der fremstiller syntetisk garn, tekstiler og beklaedning, og hvis finansielle styrke var og er betydelig, saaledes at markedskraefterne i sig selv ville have vaeret tilstraekkelige til at sikre en normal udvikling og den paagaeldende investering uden statsstoette.

Kommissionen har i de senere aar altid forbudt medlemsstaterne at yde finansiel stoette til producenter af syntetiske fibre og syntetisk garn i lignende eller endog identiske situationer, nemlig naar det paagaeldende selskab blot oenskede at modernisere eller rationalisere produktionen uden at foretage nogen af de aendringer, der skal gennemfoeres efter reglerne for stoette til syntetiske fibre.

I betragtning af det ovenfor anfoerte og med hensyn til undtagelsen i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), vedroerende »stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene« skal det bemaerkes, at stoetten ved kunstigt at nedsaette den paagaeldende virksomheds omkostninger svaekkede de oevrige EF-producenters konkurrencemaessige stilling og saaledes medfoerte et yderligere fald i kapacitetsudnyttelsen og i priserne til skade for producenter, som hidtil har overlevet ved at foretage strukturomlaegning samt produktivitets- og kvalitetsforbedringer med egne midler, men som nu kan blive noedt til at traekke sig ud af markedet. Stoetten til den paagaeldende virksomhed, hvis markedsstilling ikke laengere udelukkende betinges af dens effektivitet, indsats og styrke, kan derfor ikke anses for at bidrage til en udvikling, der ud fra Faellesskabets synspunkt ville vaere tilstraekkelig til at opveje stoettens fordrejning af samhandelen.

Undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), gaelder for stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse.

Da Kommissionen indledte proceduren i artikel 93, stk. 2, mod den tiende generalplan for forbundsregeringens og delstaternes faelles regionalstoetteordning var det ud fra den opfattelse, at den oekonomiske og sociale situation i Forbundsrepublikken Tyskland hverken nationalt eller regionalt berettigede en anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a). Kommissionen gjorde rede for sin opfattelse i bilaget til sin skrivelse af 6. november 1981 til Forbundsrepublikken Tysklands regering. Dens synspunkt blev bekraeftet af den yderligere undersoegelse, som den gennemfoerte, inden den indledte proceduren efter artikel 93, stk. 2, mod regionalstoetteordningerne i Baden-Wuerttemberg, Bayern, Hessen, Niedersachsen, Rheinland-Pfalz og Schleswig-Holstein, og blev fremfoert igen i bilaget til Kommissionens skrivelse af 10. august 1984 til Forbundsrepublikken Tysklands regering. Kommissionen henviser udtrykkeligt til begge disse erklaeringer.

Kommissionens seneste gennemgang af situationen bekraefter den indtryk af, at der hverken i Forbundsrepublikken Tyskland som helhed eller i det bestemte omraade, der beroeres af denne beslutning, er tale om en usaedvanlig lav levestandard eller om en alvorlig underbeskaeftigelse, saaledes at undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), ikke finder anvendelse.

Undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), gaelder for stoette, der fremmer udviklingen af visse oekonomiske regioner, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

Regionalstoettens virkninger for den paagaeldende industri skal overvaages selv for de mest underudviklede omraader - som Deggendorf end ikke hoerer til - hvilket er aarsagen til, at Kommissionen maa gennemfoere sin analyse af den oekonomiske og sociale situation set ud fra Faellesskabets interesse, der inden for denne sektor gaar ud paa at nedskaere kapaciteten.

Reglerne for stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn er udtryk for en faellesskabspolitik, der udtrykkeligt stoettes af alle medlemsstaterne. Ifoelge denne politik og i den paagaeldende industris nuvaerende situation fremmer subventionerede investeringer med det formaal at oege kapaciteten eller at modernisere og rationalisere produktionen uden at der gennemfoeres nogen af de aendringer, der kraeves efter reglerne for stoette til syntetiske fibre, ikke udviklingen af visse oekonomiske regio ner, da de ikke kan goere et produktionsanlaeg finansielt og oekonomisk mere levedygtigt og ikke sikrer de beroerte arbejdspladser, hvorfor maalsaetningerne i artikel 93, stk. 3, litra c), ikke er opfyldt.

Den paagaeldende stoette vil derfor fremme Deggendorf-omraadets oekonomiske udvikling, jf. artikel 92, stk. 3, litra c), da den ikke vil medfoere nogen varig inkomstforoegelse eller formindskelse af arbejdsloesheden i omraadet, hvorimod den kan fordreje konkurrencevilkaarene i forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet uden at bidrage i noedvendigt omfang til den regionale udvikling. Det skal i denne sammenhaeng bemaerkes, at Kommissionen af samme grunde maatte nedlaegge forbud mod statsstoette til andre producenter af fibre og/eller garn beliggende i regioner inden for Faellesskabet med langt stoerre ledighed og med en langt lavere levestandard end i Deggendorf-omraadet.

I henhold til traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), er stoetteforanstaltninger for oekonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands omraader, som er paavirket af Tysklands deling, i det omfang de er noedvendige for at opveje de oekonomiske ulemper, som denne deling har foraarsaget, forenelig med faellesmarkedet.

Ifoelge artikel 92, stk. 2, litra c), er denne undtagelse fra stoetteforbuddet i artikel 92, stk. 1, betinget af klart specificerede saerlige forhold. Det er derfor Kommissionens pligt at undersoege, om stoetten opfylder betingelserne i artikel 92, stk. 2, litra c).

I den foreliggende sag behoever Kommissionen ikke at undersoege, om den ulempe, som delingen oprindeligt har foraarsaget, er mindsket i betragtning af det tidsrum, der er hengaaet siden delingen, og paa baggrund af den stigende enhed inden for faellesmarkedet.

Ifoelge reglerne for stoette til syntetiske fibre og syntetisk garn, som Forbundsrepublikken Tysklands regering udtrykkeligt har tilsluttet sig ved skrivelser af 9. september 1981 og 5. september 1983, og som der detaljeret er redegjort for ovenfor, er enhver form for stoette til den paagaeldende type investering forbudt. For saa vidt angaar den industri, som denne sag vedroerer, maa Kommissionen paa baggrund af de i disse regler anfoerte sektormaessige betragtninger konkludere, at den her omhandlede subsiderede investering ikke var egnet til at opveje eventuelle oekonomiske ulemper i Deggendorf-omraadet, da den ikke medfoerte nogen varig oekonomisk udvikling.

Kommissionen har aldrig ment, at zonegraenseomraaderne (Zonenrandgebiete) inden for Forbundsrepublikken Tyskland automatisk var undtaget fra kontrolordningen med hensyn til stoette til industrier, for hvilke der er fastsat saerlige stoetteregler med det formaal at bekaempe en alvorlig krise. Den har navnlig i skrivelse af 6. november 1981 til Forbundsrepublikken Tysklands regering vedroerende forbundsregeringen og delstaternes tiende faelles stoetteplan underrettet forbundsregeringen om saadanne saerlige klausuler for de enkelte sektorer. Forbundsregeringen har aldrig gjort indsigelser herimod.

Kommissionen fulgte endvidere denne politik, da den i 1985 forboed ydelsen af statsstoette til en virksomhed i Neumuenster, (Zonenrandgebiet), der producerede syntetisk garn, og - ligesom i denne sag - blot oenskede at modernisere og rationalisere produktionen uden at foretage nogen af de fundamentale aendringer, der kraeves efter de relevante stoetteregler (1).

Det maa saaledes konkluderes, at stoetten til selskabet i Deggendorf ikke er omfattet af undtagelsen i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 2, litra c).

I betragtning af ovenstaaende er den paagaeldende stoette ulovlig, fordi Forbundsrepublikken Tysklands regering ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3. Stoetten opfylder ikke de betingelser, der skal vaere opfyldt, for at den kan falde ind under en af undtagelserne i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3. Stoetten skal derfor kraeves tilbagebetalt -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den stoette, der i perioden fra 1981 til slutningen af 1983 er ydet i form af et tilskud paa 6,12 mio DM under forbundsregeringens og delstaternes faelles regionalstoetteordning (Gemeinschaftsaufgabe) og et laan paa 11 mio DM med en rentesats paa 5 % og en loebetid paa otte aar under den bayerske regionalstoetteordning til en virksomhed i Deggendorf, der producerer polyamid- og polyestergarn, og som Forbundsrepublikken Tysklands regering forsinket underrettede Kommissionen om ved skrivelser af 22. marts og 25 juli 1985, er ulovlig, da den er ydet i strid med bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3. Stoetten er endvidere uforenelig med faellesmarkedet efter traktatens artikel 92.

Artikel 2

Den i artikel 1 omhandlede stoette skal kraeves tilbagebetalt. Forbundsrepublikken Tysklands regering underretter senest to maaneder efter datoen for meddelelsen om denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, som den har truffet for at efterkomme den.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 21. maj 1986.

Paa Kommissionens vegne

Peter SUTHERLAND

Medlem af Kommissionen

(1) EF-Domstolen, sml. 1973, s. 813.

(1) EFT nr. L 181 af 13. 7. 1985, s. 42.