Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22026P01113

Beslutning fra Den Parlamentariske Forsamling Euronest om åbning af forhandlingsklynger for Ukraine og Moldova inden for rammerne af forhandlingsprocessen om tiltrædelse af Den Europæiske Union, som vedtaget den 30. oktober 2025

EUT C, C/2026/1113, 26.2.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1113/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1113/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/1113

26.2.2026

Beslutning fra Den Parlamentariske Forsamling Euronest om åbning af forhandlingsklynger for Ukraine og Moldova inden for rammerne af forhandlingsprocessen om tiltrædelse af Den Europæiske Union, som vedtaget den 30. oktober 2025

(C/2026/1113)

DEN PARLAMENTARISKE FORSAMLING EURONEST,

der henviser til akten om oprettelse af Den Parlamentariske Forsamling Euronest af 3. maj 2011 og den fælles erklæring fra topmødet i Det Østlige Partnerskab af 15. december 2021,

der henviser til artikel 9, stk. 2, litra b), og artikel 17, stk. 3, i forretningsordenen for Den Parlamentariske Forsamling Euronest,

der henviser til FN's resolution 68/262 af 27. marts 2014 om Ukraines territoriale integritet, ES-11/1 af 2. marts 2022 om aggression mod Ukraine, ES-11/2 af 24. marts 2022 om de humanitære konsekvenser af aggressionen mod Ukraine, ES-11/4 af 12. oktober 2022 med titlen »Territorial Integrity of Ukraine: Defending the Principles of the Charter of the United Nations« (Ukraines territoriale integritet: forsvar af principperne i De Forenede Nationers pagt), ES-11/5 af 14. november 2022 om fremme af afhjælpning af og erstatning for aggression mod Ukraine samt ES-11/7 af 24. februar 2025 om fremme af en omfattende, retfærdig og varig fred i Ukraine,

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2025 om fortsættelse af EU's urokkelige støtte til Ukraine efter tre år med Ruslands angrebskrig (1) og til Europa-Parlamentets tidligere beslutninger om Ukraine og Rusland, navnlig dem, der er vedtaget siden annekteringen af Krimhalvøen den 19. februar 2014 og optrapningen af Ruslands krig mod Ukraine i februar 2022,

der henviser til erklæringerne fra Det Parlamentariske Associeringsudvalg EU-Ukraine, som fordømmer den russiske aggression mod Ukraine, der begyndte i 2014, og den omfattende militære invasion af Ukraine siden den 24. februar 2022,

A.

der henviser til, at Ukraine siden februar 2014 har modstået angrebskrigen efter Ruslands ulovlige annektering af Den Autonome Republik Krim og byen Sevastopol samt den midlertidige besættelse af dele af regionerne Donetsk og Luhansk;

B.

der henviser til, at Den Russiske Føderation siden den 24. februar 2022 har fortsat sin angrebskrig mod Ukraine og dermed fuldstændig ignoreret fredsprocessen og gjort det klart, at de agter at intensivere angrebene, herunder terrorangreb med missiler, droner og bomber mod beboelsesområder og kritisk infrastruktur, med det formål at fratage ukrainerne strøm, varme og vand, nu hvor vinteren står for døren;

C.

der henviser til, at Ruslands nylige krænkelser af andre europæiske staters luftrum bekræfter, at det ultimative mål med landets aggressioner går langt videre end Ukraine og udgør en eksistentiel trussel mod et frit og demokratisk Europa;

D.

der henviser til, at Ruslands angreb på Ukraine fortsætter med uformindsket styrke, herunder i form af store missil- og dronekampagner, angreb bevidst rettet mod civil infrastruktur samt gentagne krænkelser af den humanitære folkeret;

E.

der henviser til, at tusindvis af civile, herunder børn, er blevet myrdet, og at mange flere er blevet tortureret, chikaneret, udsat for seksuelle overgreb, bortført eller tvangsfordrevet, og at der fortsat forekommer vilkårlige tilbageholdelser, forsvindinger, tvangsdeportationer og ulovlige forflyttelser;

F.

der henviser til, at Ruslands revisionistiske politikker og tilsidesættelse af folkeretten samt de grundlæggende værdier og globale normer udgør en vedvarende trussel mod sikkerheden og stabiliteten i Europa; der henviser til, at sikkerheden og velstanden i et frit og demokratisk Ukraine er en integreret del af Den Europæiske Unions sikkerhed og velstand;

G.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 14. december 2023 besluttede at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova og opfordrede Rådet til at vedtage de respektive forhandlingsrammer, når de relevante skridt, der er fastsat i Europa-Kommissionens landerapporter af 8. november 2023 om Ukraine (SWD(2023)0699) og Moldova (SWD(2023)0698), er taget;

H.

der henviser til, at Ukraine på trods af udfordringerne ved at være i krig har afsluttet den bilaterale screening af forhandlingsklynger med Europa-Kommissionen, hvilket markerer en vigtig teknisk milepæl på landets vej mod tiltrædelse af EU;

I.

der henviser til, at Moldova ligeledes har afsluttet sin bilaterale screeningproces med Europa-Kommissionen og dermed er gået ind i en ny fase af landets vej mod tiltrædelse; der henviser til, at Moldova den 28. september 2025 afholdt parlamentsvalg, hvor det proeuropæiske aktions- og solidaritetsparti (PAS) opnåede et klart flertal, hvilket bekræfter landets vilje til at bevæge sig i retning af Europa;

J.

der henviser til, at Ukraines åbning af formelle forhandlingsklynger på trods af tekniske fremskridt kan blive forsinket af politiske blokeringer forårsaget af Ungarn i landets egenskab af EU-medlemsstat;

K.

der henviser til, at en styrkelse af demokratiet, retsstatsprincippet, mediefriheden, de korruptionsbekæmpende institutioner, modstandsdygtigheden over for hybride trusler, inddragelsen af civilsamfundet samt den regionale koordinering er en forudsætning for bæredygtig europæisk integration af begge lande;

L.

der henviser til, at Ukraines og Moldovas vej til europæisk integration fortsat bør koordineres nøje for at styrke stabiliteten, solidariteten, troværdigheden og modstandsdygtigheden i den østlige partnerskabsregion;

1.

fordømmer på det kraftigste Den Russiske Føderations uprovokerede, uberettigede og ulovlige omfattende militære invasion af Ukraine, der blev indledt den 24. februar 2022, og som er en fortsættelse og optrapning af Den Russiske Føderations angrebskrig mod Ukraine, som har varet siden den 19. februar 2014, i grov strid med De Forenede Nationers pagt, folkeretten og den humanitære folkeret; fordømmer endvidere på det kraftigste Den Russiske Føderations konsekvente revisionistiske politik, hvis formål er at lave om på landegrænser, hvilket udgør en direkte trussel mod hele den europæiske sikkerhedsarkitektur;

2.

efterlyser genoprettelse af en omfattende, retfærdig og varig fred for Ukraine på grundlag af respekt for principperne i FN-pagten og Ukraines suverænitet og territoriale integritet inden for landets internationalt anerkendte grænser, herunder dets territorialfarvande;

3.

erklærer sig rede til at øge presset på Rusland i form af sanktioner mod såvel landet selv som dets allierede samt strenge toldsatser og andre handelsrestriktioner for at fratage Ruslands krigsmaskine de ressourcer, den har brug for til at videreføre sin aggression, og holde landet ansvarligt for konsekvenserne af dets handlinger;

4.

bekræfter på ny sit tilsagn om, at Ukraines og Europas sikkerhed ikke kan skilles ad, og sin vilje til at træffe alle passende foranstaltninger for at styrke vores fælles forsvar, herunder fortsat at yde militær støtte til Ukraine og udvide samarbejdet med Ukraine inden for militær produktion;

5.

understreger behovet for at give Ukraine effektive juridisk bindende sikkerhedsgarantier, som er påkrævede for at standse Ruslands aggression nu og her og afværge yderligere angreb på Ukraine og Europa, og bekræfter i den forbindelse, at Ukraines medlemskab af EU er en vigtig del af den sikkerhedsarkitektur, der er nødvendig for at styrke vores fælles forsvar;

6.

tilskynder EU's medlemsstater til at øge og udvide deres internationale bistand (politisk, økonomisk, diplomatisk og militært) til Ukraine samt sikre, at den vestlige militære støtte hvert år overstiger 0,25 % af bruttonationalproduktet;

7.

understreger det presserende behov for at udvikle retlige rammer for omdannelsen af indefrosne russiske aktiver til finansieringsmidler til Ukraines genopbygning og til godtgørelse;

8.

opfordrer til, at de internationale mekanismer for ansvarliggørelse for forbrydelser begået af Rusland mod Ukraine (navnlig aggressionsforbrydelser, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og muligt folkedrab) styrkes, herunder ved at oprette en særlig domstol til efterforskning og retsforfølgning af aggressionsforbrydelser begået mod Ukraine af Ruslands ledere og deres allierede, hvilket fortsat har høj prioritet;

9.

fordømmer på det kraftigste de systematiske massive missil- og droneangreb, som er rettet mod civil infrastruktur såsom hospitaler, skoler, beboelsesejendomme, museer, børnehaver, postkontorer, indkøbscentre og jernbane- og metrostationer, og som medfører dødsfald, kvæstelser og omfattende ødelæggelse;

10.

fordømmer de mange overgreb, der er begået mod ukrainske civile og børn, og som udgør forbrydelser i henhold til den humanitære folkeret, herunder bl.a. ulovlig forflyttelse, udvisning, tvungen »pasordning« og tvangsudskrivning; kræver et øjeblikkeligt og betingelsesløst stop for ulovlige tvangsforflyttelser og -deportationer af ukrainske børn til Den Russiske Føderation eller Belarus eller de midlertidigt besatte ukrainske områder; kræver, at de omgående skal kunne vende sikkert og uhindret tilbage til Ukraine eller andre sikre lande;

11.

opfordrer til, at der lægges personlige sanktioner på enkeltpersoner, der støtter eller drager fordel af Ruslands militære og industrielle aktiviteter, propagandister, som er venligt stemt over for Kreml, kunstnere og mediefolk, der er medskyldige i desinformation, samt personer, der er involveret i tvangsfordrivelse eller ulovlig bortadoption af ukrainske børn;

12.

glæder sig over Det Europæiske Råds afgørelser om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova og om at oprette Ukrainefaciliteten; understreger, at Ukraines EU-medlemskab er afgørende, ikke blot for landets fremtid, men også for Europas stabilitet og sikkerhed;

13.

glæder sig over de fremskridt, Ukraine har gjort med at gennemføre centrale lovgivningsmæssige reformer i tråd med Europa-Kommissionens udvidelsespakke, og den vellykkede afslutning af screeningen af landets lovgivning i alle klynger i september 2025; fremhæver betydningen af at bevare demokrati, mediefrihed, politisk pluralisme og parlamentarisk kontrol, selv i perioder med militær undtagelsestilstand og i tiden derefter;

14.

hilser det velkommen, at Moldova har afsluttet sin screeningsproces, at det har skrevet sine ambitioner om EU-medlemskab ind i landets forfatning, og at det med valgresultatet endnu en gang har bekræftet sit ønske om at bevæge sig i retning af Europa;

15.

opfordrer indtrængende Europa-Kommissionen og EU's medlemsstater til fortsat at yde støtte til Ukraine og Moldova, så tiltrædelsesforhandlingerne snarest muligt kan bevæge sig fremad; understreger, at det er vigtigt med hasteforanstaltninger til støtte for kandidatlandenes tiltrædelse;

16.

udtrykker bekymring over, at Ungarns aktuelle veto mod åbningen af forhandlingsklynger kan mindske sammenhængen i den meritbaserede udvidelsesproces, og insisterer på, at ingen enkelt EU-medlemsstat på ubestemt tid bør kunne blokere for, at kandidatlande kan gøre fremskridt som fortjent;

17.

opfordrer den ungarske regering til at afstå fra at bruge bilaterale tvister, indenrigspolitik eller mindretalsspørgsmål som påskud til at forsinke fremskridt i et lands tiltrædelsesproces, til at ophøre med at blokere for åbningen af de første forhandlingsklynger og til at give Ukraine mulighed for side om side med nabolandet Moldova at bevæge sig videre fremad på deres fælles vej mod EU-medlemskab;

18.

minder om, at udvidelsesprocessen ikke må udnyttes til at bilægge bilaterale tvister eller forsinke meritbaserede fremskridt, og at sådanne spørgsmål bør løses uafhængigt af tiltrædelsessporet og gennem konstruktiv dialog og reelt samarbejde; minder om, at uforholdsmæssigt store forsinkelser på vejen mod fuldt EU-medlemskab risikerer at underminere både den offentlige støtte i kandidatlandet og EU's troværdighed som global aktør;

19.

opfordrer Det Europæiske Råd og EU's medlemsstater til hurtigst muligt at træffe afgørelser, der gør det muligt at åbne alle relevante forhandlingsklynger for Ukraine og Moldova med henblik på at sikre landenes uafbrudte fremskridt hen imod tiltrædelse; opmuntrer både Ukraine og Moldova til at fortsætte deres reformer på områderne retsstatsprincippet, bekæmpelse af korruption, mediefrihed og offentlig forvaltning som en væsentlig forudsætning for bæredygtig europæisk integration;

20.

fremhæver, at det vil øge sikkerheden i regionen og i Europa generelt, hvis Ukraine og Moldova sikres uhindret tiltrædelse af EU.


(1)   EUT C, C/2025/3150, 20.6.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/3150/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1113/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top