Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22025D1239

Afgørelse nr. 1/2025 truffet af Toldsamarbejdsudvalget EU-Tyrkiet den 24. april 2025 om anvendelsen af A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk [2025/1239]

PUB/2025/599

EUT L, 2025/1239, 1.7.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1239/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1239/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1239

1.7.2025

Afgørelse nr. 1/2025 truffet af Toldsamarbejdsudvalget EU-Tyrkiet

den 24. april 2025

om anvendelsen af A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk [2025/1239]

TOLDSAMARBEJDSUDVALGET HAR —

under henvisning til afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 om iværksættelse af slutfasen af toldunionen (1), særlig artikel 3, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I begyndelsen af 2020 var det for de EU-partnerlande, der havde indgået en frihandelsaftale med Unionen, umuligt at udstede varecertifikater i behørig form, dvs. i det rigtige papirformat, underskrevet i hånden og stemplet fysisk med blæk, i betragtning af, at kontakten mellem toldmyndighederne i EU-partnerlandene og de økonomiske operatører på grund af covid-19-pandemien blev suspenderet i en række lande. Det blev derfor anset for hensigtsmæssigt at vedtage ekstraordinære foranstaltninger, der fandt anvendelse på et gensidigt grundlag, for at sikre fuld gennemførelse af præferencehandelen.

(2)

Toldmyndighederne i EU-medlemsstaterne og i EU-partnerlandene blev opfordret til at acceptere varecertifikater, der udstedes elektronisk, med de kompetente myndigheders digitale underskrift, stempel eller påtegning eller i form af en kopi af det originale certifikat udstedt enten i papirform eller i elektronisk form, dvs. en scannet kopi eller en kopi, der er tilgængelig online.

(3)

Foranstaltningerne fandt også anvendelse på A.TR-varecertifikaterne med henblik på fri omsætning af varer inden for toldunionen mellem EU og Tyrkiet. Denne praksis var baseret på den fleksibilitet, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/2006 truffet af Toldsamarbejdsudvalget den 26. juli 2006 (2) (»afgørelse nr. 1/2006«). I henhold til nævnte bestemmelse skal A.TR-varecertifikater fremlægges for toldmyndighederne i indførselsstaten i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i den pågældende stat.

(4)

De ekstraordinære omstændigheder, der førte til vedtagelsen af de fleksible foranstaltninger, blev ikke længere anset for relevante, og det blev dermed besluttet, at de pågældende foranstaltninger ville ophøre med at finde anvendelse fra den 1. maj 2024.

(5)

Unionen og Tyrkiet anerkendte, at erfaringerne med handel under de ekstraordinære foranstaltninger, der blev vedtaget som følge af covid-19-pandemien, havde været positive, og fandt det hensigtsmæssigt at fortsætte den gode praksis, der blev indført under de ekstraordinære omstændigheder under pandemien, for at de økonomiske operatører kan drage fordel af digitaliseringen af A.TR-varecertifikaterne.

(6)

Det system, der blev udformet og udviklet til elektronisk udstedelse af A.TR-varecertifikater, giver toldmyndighederne mulighed for straks at kontrollere ægtheden af A.TR-varecertifikaterne, uden at det berører artikel 16 i afgørelse nr. 1/2006 om procedurer for efterfølgende kontrol. Der bør fastsættes nærmere bestemmelser om gennemførelsen af ægthedskontrollen. Samme funktionalitet bør aktiveres, når der er etableret et system til digitalisering af A.TR-varecertifikater med henblik på elektronisk udstedelse af sådanne certifikater i Unionen.

(7)

I forbindelse med præferencehandelen i pan-Euro-Middelhavsområdet (PEM), som omfatter både EU og Tyrkiet, vedtog Det Blandede Udvalg under den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse afgørelse nr. 1/2024 (3) om anvendelsen af varecertifikaterne EUR.1 og EUR-MED, der udstedes elektronisk.

(8)

Med henblik på en harmoniseret praksis vedrørende anvendelsen af varecertifikater og under hensyntagen til artikel 9 i og bilag II til afgørelse nr. 1/2006 er det hensigtsmæssigt, at A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk inden for rammerne af toldunionen EU-Tyrkiet, accepteres af toldmyndighederne i EU-medlemsstaterne og Tyrkiet.

(9)

Toldmyndighederne i EU-medlemsstaterne og Tyrkiet begyndte at acceptere A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk, fra den 8. juli 2024. Der bør derfor fastsættes bestemmelser om anvendelsen med tilbagevirkende kraft af A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk, fra den 8. juli 2024 for at sikre kontinuiteten af den gode praksis, der blev indført under covid-19-pandemien fra nævnte dato, uden at dette berører de foranstaltninger, som begge parters toldmyndigheder har truffet i overgangsperioden fra den 1. maj 2024 til den 8. juli 2024, og uden det berører rettigheder, der er tildelt enkeltpersoner i nævnte periode —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Uden at det berører bestemmelserne i afgørelse nr. 1/2006 truffet af Toldsamarbejdsudvalget, accepterer toldmyndighederne i EU-medlemsstaterne og Tyrkiet A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk, når de fremlægges ved importen, såfremt alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

modellen i bilag I til afgørelse nr. 1/2006 truffet af Toldsamarbejdsudvalget anvendes som grundlag for de A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk

b)

toldmyndighederne i den eksporterende stat indfører et sikkert internetbaseret onlinesystem til kontrol af ægtheden af A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk

c)

de A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk, er forsynet med et unikt serienummer og eventuelle sikkerhedselementer, som gør det muligt at identificere dem.

2.   Unionen og Tyrkiet kan beslutte at suspendere accepten af A.TR-varecertifikater, der udstedes elektronisk, hvis betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, og underretter på forhånd hinanden herom. Begge parter sikrer, at meddelelserne offentliggøres efter deres egne procedurer med angivelse af startdatoen for suspensionen.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den finder anvendelse fra den 8. juli 2024.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. april 2025.

På Toldsamarbejdsudvalgets vegne

M. PETSCHKE

Formand


(1)   EFT L 35 af 13.2.1996, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1995/1(5)/oj.

(2)  Afgørelse nr. 1/2006 truffet af Toldsamarbejdsudvalget EF-Tyrkiet den 26. september 2006 om gennemførelsesbestemmelser til afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet (EUT L 265 af 26.9.2006, s. 18, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/646/oj).

(3)  Afgørelse nr. 1/2024 vedtaget af Det Blandede Udvalg under den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse af 12. december 2024 om ændring af afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg for så vidt angår anvendelsen af varecertifikater, der udstedes elektronisk inden for rammerne af nævnte konvention, der finder anvendelse fra den 1. januar 2025 (EUT L, 2025/16, 9.1.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/16/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1239/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top