Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22022D1579

Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 135/2022 af 29. april 2022 om ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen [2022/1579]

EUT L 246 af 22.9.2022, pp. 87–89 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/1579/oj

22.9.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 246/87


DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE nr. 135/2022

af 29. april 2022

om ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen [2022/1579]

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS-aftalen«), særlig artikel 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (1) (»EPBD«) skal indarbejdes i EØS-aftalen.

(2)

På grund af de særlige forhold, der gør sig gældende for Islands relativt nye og ensartede bygningsmasse, er der enighed om en midlertidig og betinget undtagelse fra anvendelsen af direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne. Denne undtagelse bør finde anvendelse på direktiv 2010/31/EU som gældende før ændringen ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/844 af 30. maj 2018. Undtagelsen bør være strengt tidsbegrænset og bør kun finde anvendelse, indtil der er opnået enighed om indarbejdelse af direktiv 2010/31/EU som ændret ved direktiv (EU) 2018/844 i EØS-aftalen.

(3)

På grund af Liechtensteins meget lille bygningsmasse og dets klima og bygningstyper er Liechtenstein undtaget fra forpligtelsen i henhold til artikel 5 i EPBD til at foretage egne beregninger af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne.

(4)

I medfør af betingelserne i tilpasning c) kan Norge og Liechtenstein fastsætte bestemmelser om mindstekrav til energimæssig ydeevne med en anden systemgrænse end primærenergiforbruget, hvilket er det, der kræves i henhold til EPBD, forudsat at betingelserne i tilpasning c) er opfyldt.

(5)

Tilpasning d) sikrer, at det brugerdrevne system til attestering af bygningers energimæssige ydeevne i Norge giver samme resultater som attester, der er udstedt af uvildige eksperter som krævet i artikel 17 i EPBD.

(6)

Bilag IV til EØS-aftalen bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Teksten i punkt 17 (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF) i bilag IV til EØS-aftalen affattes således:

» 32010 L 0031: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13).

Direktivets bestemmelser gælder i forbindelse med aftalen med følgende tilpasninger:

a)

Direktivet gælder ikke for Island.

b)

Følgende tilføjes i artikel 5, stk. 2:

»Med henblik på at fastlægge omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne kan Liechtenstein anvende beregninger fra en anden kontraherende part med sammenlignelige parametre.«

c)

Med henblik på artikel 9, stk. 3, litra a), i og bilag I til EPBD kan Liechtenstein og Norge basere deres krav til energiforbrug på nettoenergi, forudsat at følgende betingelser og sikkerhedsforanstaltninger er opfyldt:

i)

Minimumskravene til energimæssig ydeevne er fastsat i overensstemmelse med kravene i artikel 5 i EPBD i overensstemmelse med de grundlæggende principper i den metoderamme, der er fastlagt til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til energimæssig ydeevne (2).

ii)

En numerisk indikator for primærenergiforbrug svarende til de krav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i byggevedtægten, er offentlig tilgængelig.

iii)

Kommissionen forbeholder sig ret til at tage denne specifikke tilpasning op til genovervejelse i forbindelse med fremtidige forhandlinger om EPBD som ændret ved direktiv (EU) 2018/844.

d)

Følgende tilføjes i artikel 17:

»EFTA-staterne kan indføre et forenklet, brugerdrevet energiattesteringssystem for beboelsesejendomme, der kan anvendes som alternativ til brug af eksperter, hvis følgende betingelser er opfyldt:

i)

Der foreligger et indgående kendskab til og data af god kvalitet om hele bestanden af beboelsesejendomme, herunder alle bygningstyper og aldersgrupper, og egenskaberne for den klimaskærm og de tekniske bygningsinstallationer, der er i brug, pr. type, hvilket gør det muligt på grundlag af brugerinput at beregne den enkelte bygnings og bygningsenheds energimæssige ydeevne med en høj grad af sikkerhed

ii)

Der foreligger detaljerede oplysninger om omkostningsoptimale eller omkostningseffektive forbedringer for hver bygningstype

iii)

Der er truffet foranstaltninger til at hjælpe brugerne med at drive systemet til udstedelse af bygningsattesteringer. Disse foranstaltninger kan omfatte en hjælpelinje eller rådgivningstjenester, der muliggør kontakt mellem brugerne på den ene side og uvildige eksperter og systemeksperter på den anden side

iv)

Det brugerdrevne attesteringssystem omfatter kvalitetskontrol- og verifikationsmekanismer til kontrol af brugernes inputdata og deres gennemsigtighed for at sikre, at risikoen for resultatmanipulation er ubetydelig

v)

Der er indført uafhængige kontrolsystemer for at sikre, at den brugerdrevne attestering af energimæssig ydeevne giver samme resultater med hensyn til kvalitet og pålidelighed som attesteringer, der er udstedt af eksperter

vi)

Det brugerdrevne system giver anbefalinger, som kan rådgive brugerne om omkostningsoptimale eller omkostningseffektive forbedringer, der er specifikke for deres bygninger og bygningsenheder.««

Artikel 2

Den islandske og den norske udgave af direktiv 2010/31/EU, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-tillæg, er begge autentiske.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den 30. april 2022, forudsat at alle meddelelser er indgivet, jf. EØS-aftalens artikel 103, stk. 1 (*).

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-afsnit og EØS-tillæg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. april 2022.

På Det Blandede EØS-Udvalgs vegne

Nicolas VON LINGEN

Formand


(1)   EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 244/2012 af 16. januar 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne, hvori der fastlægges en ramme for en sammenligningsmetode til beregning af omkostningsoptimale niveauer for mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne.

(*)  Forfatningsmæssige krav angivet.


Top