Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22014A0712(01)

Deltagelsesaftale mellem den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds deltagelse i Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya)

EUT L 205 af 12.7.2014, p. 3–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2014/451/oj

Related Council decision

12.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 205/3


OVERSÆTTELSE

DELTAGELSESAFTALE

mellem den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds deltagelse i Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya)

DEN EUROPÆISKE UNION (EU eller Unionen),

på den ene side, og

DET SCHWEIZISKE FORBUND,

på den anden side,

i det følgende under ét benævnt »parterne«,

ER UNDER HENSYN TIL

Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya) (1)

Skrivelsen af 6. november 2013 fra chefen for Forbundsudenrigsministeriet (FDFA), hvori der tilbydes et bidrag til EUBAM Libya

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse EUBAM Libya/2/2014 (2) af 14. januar 2014 om accept af Det Schweiziske Forbunds bidrag til Den Europæiske Unions mission i Libyen

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse EUBAM Libya/1/2014 af 14. januar 2014 om nedsættelse af bidragyderkomitéen for Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya) (3)

BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Deltagelse i missionen

1.   Det Schweiziske Forbund tilslutter sig Rådets afgørelse 2013/233/FUSP og enhver anden afgørelse, hvorved Rådet for Den Europæiske Union beslutter at forlænge EUBAM Libya i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale og eventuelle nødvendige gennemførelsesbestemmelser.

2.   Det Schweiziske Forbunds bidrag til EUBAM Libya berører ikke Unionens selvstændige beslutningstagning.

3.   Det Schweiziske Forbund sikrer, at schweizisk personel, der deltager i EUBAM Libya, varetager sine opgaver i overensstemmelse med:

Rådets afgørelse 2013/233/FUSP og eventuelle senere ændringer

missionsplanen

gennemførelsesforanstaltningerne.

4.   Det personel, der af Det Schweiziske Forbund udsendes til missionen, udfører sine opgaver og handler udelukkende i EUBAM Libyas interesse.

5.   Det Schweiziske Forbund underretter i god tid missionschefen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om eventuelle ændringer af dets deltagelse i operationen.

Artikel 2

Status for personel

1.   Status for det personel, som Det Schweiziske Forbund bidrager med til EUBAM Libya, er underlagt aftalen mellem Den Europæiske Union og Libyen om EUBAM Libyas status i Libyen.

2.   Med forbehold af den i stk. 1 omhandlede aftale om missionens status har Det Schweiziske Forbund jurisdiktion over sit personel, der deltager i EUBAM Libya.

3.   Det Schweiziske Forbund har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende et medlem af sit personel i forbindelse med deltagelsen i EUBAM Libya i Libyen. Det Schweiziske Forbund har ansvaret for eventuelt at retsforfølge et medlem af sit personel eller at pålægge vedkommende en disciplinær sanktion efter sine egne love og forskrifter.

4.   Parterne er enige om at frafalde alle erstatningskrav, bortset fra kontraktmæssige krav, mod hinanden for skade på, tab af eller ødelæggelse af aktiver, der ejes/betjenes af en af parterne, som er opstået under udøvelsen af personellets pligter i forbindelse med aktiviteter i henhold til denne aftale, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse.

5.   Det Schweiziske Forbund forpligter sig til ved undertegnelsen af denne aftale at fremsætte en erklæring om frafald af krav mod enhver stat, der deltager i EUBAM Libya.

6.   Unionen forpligter sig til at sikre, at EU-medlemsstaterne ved undertegnelsen af denne aftale fremsætter en erklæring om frafald af krav i forbindelse med Det Schweiziske Forbunds deltagelse i EUBAM Libya.

Artikel 3

Klassificerede oplysninger

Aftalen mellem Det Schweiziske Forbund og Den Europæiske Union om sikkerhedsprocedurer for udveksling af klassificerede oplysninger (4) udfærdiget i Bruxelles den 28. april 2008 finder anvendelse i forbindelse med EUBAM Libya.

Artikel 4

Kommandovej

1.   Alt schweizisk personel, der deltager i EUBAM Libya, forbliver under sine nationale myndigheders fulde kommando.

2.   De nationale myndigheder overdrager den operative kontrol med deres personel til Unionens øverstbefalende for den civile operation.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med EUBAM Libya på det strategiske plan.

4.   Missionschefen påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med EUBAM Libya.

5.   Missionschefen leder EUBAM Libya og varetager den daglige styring.

6.   Det Schweiziske Forbund har samme rettigheder og forpligtelser i forbindelse med den daglige styring af operationen som de deltagende EU-medlemsstater.

7.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med EUBAM Libyas personel. I det omfang det er nødvendigt, pålægges disciplinære sanktioner af de schweiziske nationale myndigheder.

8.   Det Schweiziske Forbund udpeger et nationalt kontaktpunkt (»NCP«) til at repræsentere sit nationale kontingent i EUBAM Libya. NCP refererer til missionschefen for så vidt angår nationale spørgsmål og er ansvarlig for den daglige disciplin i kontingentet.

9.   Beslutningen om at afslutte missionen træffes af Unionen efter høring af Det Schweiziske Forbund, hvis dette land stadig bidrager til EUBAM Libya på datoen for missionens afslutning.

Artikel 5

Finansielle aspekter

1.   Det Schweiziske Forbund afholder alle udgifter i forbindelse med sin deltagelse i EUBAM Libya, jf. dog stk. 3.

2.   Det Schweiziske Forbund betaler erstatning på de betingelser, der måtte fremgå af bestemmelserne om styrkernes status, jf. artikel 2, stk. 1,, såfremt det fastslås, at det er ansvarligt for at have påført fysiske eller juridiske personer fra den eller de stater, hvor missionen gennemføres, død, personskade, tab eller anden skade.

3.   Unionen fritager Det Schweiziske Forbund for betaling af finansielle bidrag til de fælles udgifter til EUBAM Libya.

Artikel 6

Bestemmelser til gennemførelse af aftalen

De tekniske og administrativebestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre denne aftale, vedtages mellem Unionens relevante myndigheder og Det Schweiziske Forbunds relevante myndigheder.

Artikel 7

Manglende opfyldelse

Hvis en af parterne ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne aftale, har den anden part ret til at ophæve aftalen med en måneds varsel.

Artikel 8

Bilæggelse af tvister

Tvister om fortolkning eller anvendelse af denne aftale bilægges mellem parterne med diplomatiske midler.

Artikel 9

Ikrafttræden og opsigelse

1.   Denne aftale træder i kraft på den første dag i den første måned, efter at parterne har underrettet hinanden om, at de har afsluttet de nødvendige interne procedurer.

2.   Denne aftale anvendes midlertidigt fra datoen for undertegnelsen.

3.   Denne aftale forbliver i kraft, så længe Det Schweiziske Forbund bidrager til missionen.

4.   Hver part kan opsige denne aftale med skriftligt varsel til den anden part. Aftalen ophører tre måneder efter datoen for dette varsel.

Udfærdiget i Bruxelles den fjerde juli totusinde og fjorten på engelsk i to eksemplarer.

For Den Europæiske Union

For Det Schweiziske Forbund


(1)  EUT L 138 af 24.5.2013, s. 15.

(2)  EUT L 14 af 18.1.2014, s. 15.

(3)  EUT L 14 af 18.1.2014, s. 13.

(4)  EUT L 181 af 10.7.2008, s. 58.


Tekst for så vidt angår EU-medlemsstaterne:

»Når EU-medlemsstater anvender Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya), vil de, for så vidt deres nationale retssystemer tillader det, bestræbe sig på i videst muligt omfang at frafalde erstatningskrav mod Det Schweiziske Forbund for personskade eller død blandt deres personel eller for tingsskade eller tab af materiel, der tilhører dem og benyttes af EUBAM Libya, hvis sådan personskade, død, tingsskade eller tab

er forvoldt af personel fra Det Schweiziske Forbund under udførelsen af dets opgaver i forbindelse med EUBAM Libya, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse, eller

er opstået under benyttelsen af materiel, der tilhører Det Schweiziske Forbund, såfremt dette materiel er benyttet i forbindelse med missionen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse blandt EUBAM Libyas personel fra Det Schweiziske Forbund under benyttelsen af dette materiel.«


Tekst for så vidt angår Det Schweiziske Forbund:

»Når Det Schweiziske Forbund anvender Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya), vil det, for så vidt dets nationale retssystem tillader det, bestræbe sig på i videst muligt omfang at frafalde erstatningskrav mod enhver anden stat, der deltager i EUBAM Libya, for personskade eller død blandt dets personel eller for tingsskade eller tab af materiel, der tilhører det og benyttes af EU-missionen, hvis sådan personskade, død, tingsskade eller tab

er forvoldt af personel under udførelsen af dets opgaver i forbindelse med EUBAM Libya, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse, eller

er opstået under benyttelsen af materiel, der tilhører stater, som deltager i EU-missionen, såfremt dette materiel er benyttet i forbindelse med missionen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse blandt EU-missionens personel under benyttelsen af dette materiel.«


Top