Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R2068

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2068 af 17. november 2015 om fastsættelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af mærkernes udformning hvad angår produkter og udstyr, der indeholder fluorholdige drivhusgasser (EØS-relevant tekst)

OJ L 301, 18.11.2015, p. 39–41 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2015/2068/oj

18.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/39


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/2068

af 17. november 2015

om fastsættelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af mærkernes udformning hvad angår produkter og udstyr, der indeholder fluorholdige drivhusgasser

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006 (1), særlig artikel 12, stk. 14, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 12 i forordning (EU) nr. 517/2014 indeholdt en række krav til mærkning af produkter og udstyr, der indeholder, eller hvis funktion er afhængig af fluorholdige drivhusgasser, som fastlagt i Kommissionens forordning (EF) nr. 1494/2007 (2), og yderligere mærkningskrav for skum og for fluorholdige drivhusgasser, der markedsføres med henblik på specifikke anvendelser.

(2)

For klarhedens skyld er det hensigtsmæssigt at fastsætte den nøjagtige ordlyd af de oplysninger, der skal anføres på de mærker, der er nævnt i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 517/2014, og at fastsætte krav, der sikrer synlighed og læsbarhed af sådanne mærker, med hensyn til deres udformning og placering.

(3)

For at sikre, at der kun anvendes én mærkning for produkter, der indeholder fluorholdige drivhusgasser, som også er underlagt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (3), navnlig ved mærkning af beholdere, tromler og vej- og jernbanetankvogne, skal de mærkningsoplysninger, som er fastsat i forordning (EU) nr. 517/2014, anføres i feltet for supplerende oplysninger på mærket.

(4)

Forordning (EF) nr. 1494/2007 bør derfor ophæves.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 24 i forordning (EU) nr. 517/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes udformningen af de mærker, der skal gælde for de typer af produkter og udstyr, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, 2 og 5, i forordning (EU) nr. 517/2014, samt for fluorholdige drivhusgasser, som omhandlet i samme forordnings artikel 12, stk. 6-12.

Artikel 2

Mærkningsformat

1.   Oplysningerne på mærket skal fremstå klart mod baggrunden og være af en sådan størrelse og stå med sådanne mellemrum, at de er lette at læse. Hvis de i denne forordning krævede oplysninger tilføjes på et mærke, der allerede er påsat produktet eller udstyret, må bogstavstørrelsen ikke være mindre end den mindste størrelse af andre oplysninger på det pågældende mærke, eksisterende navneplader eller på andre produktinformationsmærker.

2.   Hele mærket og dets påskrift skal udformes således, at det sikres, at det forbliver sikkert på sin plads på produktet eller udstyret og klart læseligt under normale driftsforhold i hele den periode, hvor produktet eller udstyret indeholder fluorholdige drivhusgasser.

3.   Produkter og udstyr, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 517/2014, skal forsynes med et mærke med oplysninger i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning (EU) nr. 517/2014, der omfatter teksten »Indeholder fluorholdige drivhusgasser«.

4.   Vægten af de fluorholdige drivhusgasser skal angives i kilogram og CO2-ækvivalenten skal angives i ton.

5.   Når udstyr på forhånd er påfyldt, eller når det kun fungerer ved hjælp af fluorholdige drivhusgasser, og når sådanne gasser kan påfyldes uden for produktionsstedet, og den samlede mængde derfor ikke bestemmes af producenten, skal mærket anføre den mængde, der er påfyldt i produktionsanlægget, eller den mængde, som udstyret er konstrueret til, og have plads tilovers på mærket til angivelse af den mængde, der påfyldes uden for produktionsstedet, og af den samlede mængde fluorholdige drivhusgasser.

6.   Når et produkt, der indeholder fluorholdige drivhusgasser eller polyolblandinger også skal mærkes i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008, skal oplysningerne i henhold til artikel 12, stk. 3, og 5-12 i forordning (EU) nr. 517/2014, anføres i det felt for supplerende oplysninger på mærket, der er omhandlet i artikel 25 i forordning (EF) nr. 1272/2008.

7.   Når de fluorholdige drivhusgasser er beregnet til visse former for anvendelse i henhold til artikel 12, stk. 6-12, i forordning (EU) nr. 517/2014, skal følgende oplysninger fremgå af mærket:

a)   »100 % regenereret« eller »100 % genanvendt«: regenererede eller genanvendte fluorholdige drivhusgasser, som ikke indeholder nogen ubrugte fluorholdige drivhusgasser. Adressen på regenererings- eller genanvendelsesanlægget skal omfatte anlæggets adresse i EU.

b)   »Kun importeret med henblik på destruktion«: fluorholdige drivhusgasser, der indføres med henblik på destruktion.

c)   »Kun til direkte bulkeksport uden for EU«: fluorholdige drivhusgasser, der leveres af en producent eller importør til en virksomhed, med henblik på direkte bulkeksport ud af EU.

d)   »Kun til brug i militært udstyr«: fluorholdige drivhusgasser, som skal anvendes i militært udstyr.

e)   »Kun til ætsning og rensning i halvlederindustrien«: fluorholdige drivhusgasser, som skal anvendes til ætsning og rensning i halvlederindustrien.

f)   »Kun til anvendelse som råvare«: fluorholdige drivhusgasser, der anvendes som råvarer.

g)   »Kun til fremstilling af inhalationsaerosoler«: fluorholdige drivhusgasser, der er beregnet til administration af lægemiddelbestanddele i dosisinhalatorer.

8.   Køle- og luftkonditioneringsudstyr samt varmepumper, som er isoleret med skum, der er blæst op med fluorholdige drivhusgasser, skal forsynes med et mærke med følgende tekst: »Skum opblæst med fluorholdige drivhusgasser«.

9.   Mærkerne skal anbringes i overensstemmelse med artikel 12, stk. 4, i forordning (EU) nr. 517/2014, og, hvis det er muligt, ved siden af eksisterende navneplader eller produktinformationsmærker på det produkt eller udstyr, der indeholder de fluorholdige drivhusgasser.

Artikel 3

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 1494/2007 ophæves. Artikel 2, stk. 1, punkt c), i forordning (EF) nr. 1494/2007 finder fortsat anvendelse indtil den 1. januar 2017, men for at overholde denne bestemmelse før den 1. januar 2017 kan virksomhederne allerede anvende artikel 12, stk. 3, punkt c), i forordning (EU) nr. 517/2014.

Henvisninger til forordning (EF) nr. 1494/2007 skal forstås som henvisninger til nærværende forordning og læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilaget.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 150 af 20.5.2014, s. 195.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1494/2007 af 17. december 2007 om fastsættelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 842/2006 af mærkernes udformning og supplerende mærkningskrav, hvad angår produkter og udstyr, der indeholder fluorholdige drivhusgasser (EUT L 332 af 18.12.2007, s. 25).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).


BILAG

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 1494/2007

Nærværende forordning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2, stk. 1

Artikel 2, stk. 3 og 4

Artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 8

Artikel 2, stk. 3

Artikel 2, stk. 5

Artikel 2, stk. 4

Artikel 3, stk. 1

Artikel 3, stk. 2

Artikel 2, stk. 1

Artikel 3, stk. 3

Artikel 2, stk. 2

Artikel 4, stk. 1

Artikel 2, stk. 9

Artikel 4, stk. 2

Artikel 5

Artikel 4


Top