EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018PC0744

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

COM/2018/744 final

Strasbourg, den 13.11.2018

COM(2018) 744 final

2018/0385(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Det nærværende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om tilpasning af direktiv 2012/27/EU [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] 1 om energieffektivitet og forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] er nødvendigt som følge af Det Forenede Kongeriges kommende udtræden af Den Europæiske Union.

Det Forenede Kongerige meddelte den 29. marts 2017 sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Det betyder, at al primær og afledt EU-lovgivning ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige den 30. marts 2019 ved midnat, centraleuropæisk tid ("udtrædelsesdatoen"), medmindre der ved en ratificeret udtrædelsesaftale er fastlagt en anden dato herfor. Forhandlingerne er i gang med Det Forenede Kongerige med henblik på at nå frem til en udtrædelsesaftale.

Det Europæiske Råd kan endvidere, jf. artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, efter aftale med Det Forenede Kongerige enstemmigt beslutte, at traktaterne ophører med at finde anvendelse på en senere dato.

Det nærværende forslag dækker Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] 2 . De tal for energiforbruget i 2030, der fremgår af begge retsakter, dækker 28 medlemsstater (EU-28).

I direktiv 2012/27/EU som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU fastsættes et EU-mål for en energieffektivitet på mindst 32,5 % i 2030 og et krav til medlemsstaterne om at fastsætte vejledende nationale energieffektivitetsbidrag. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse tage hensyn til Unionens energiforbrug i 2030 3 . Forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] indeholder krav om, at medlemsstaterne i forbindelse med fastsættelsen af deres bidrag til Unionens mål for energieffektivitet i 2030 tager hensyn til Unionens energiforbrug i 2030. Energiforbruget på EU-plan er også relevant for Europa-Kommissionens vurdering af de fremskridt, der er gjort med hensyn til i fællesskab at nå Unionens mål.

I det reviderede direktiv om energieffektivitet omsættes Unionens overordnede mål for en energieffektivitet i 2030 på mindst 32,5 % til absolutte værdier for primærenergiforbruget på højst 1 273 Mtoe og det endelige energiforbrug på højst 956 Mtoe for EU med 28 medlemsstater. Disse værdier er beregnet ved at reducere fremskrivningerne for EU i 2030 i 2007 PRIMES-referencescenariet med 32,5 %. De respektive fremskrivninger for EU-27 uden Det Forenede Kongerige resulterer i et samlet primærenergiforbrug på højst 1 128 Mtoe og et endeligt energiforbrug på højst 846 Mtoe i 2030.

Med Det Forenede Kongeriges udtræden bør tallene for Unionens energiforbrug i 2030 derfor tilpasses situationen med 27 medlemsstater. Da denne ændring er baseret på de samme tal for den underliggende energimodel, kan den betragtes som en teknisk tilpasning.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

ikke relevant

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

ikke relevant

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 194, stk. 2. Dette er også retsgrundlaget for direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen], som ændres ved dette forslag. Da traktaten indeholder et specifikt retsgrundlag med hensyn til energi, er det passende at anvende dette.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Nærheds- og proportionalitetsprincippet overholdes til fulde. Denne handling fra Unionens side er nødvendig i henhold til nærhedsprincippet (artikel 5, stk. 3, i TEU), da den vedrører tekniske tilpasninger af retsakter, som Unionen har vedtaget.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, i TEU), da det ikke går videre end nødvendigt for at nå målet. De foreslåede ændringer af den gældende lovramme vil tilpasse den til en 2030-tidsramme og sikrer ensartethed. Omfanget af de foreslåede elementer er begrænset til de aspekter, der kræver handling fra Unionens side.

Valg af retsakt

Da dette forslag ændrer et eksisterende direktiv og en eksisterende forordning, er en ændringsafgørelse fra Europa-Parlamentet og Rådet det rette instrument.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Da forslaget er af ren teknisk art og ikke indebærer nogen politiske valg, ville det ikke have givet mening at gennemføre høringer af interesserede parter eller konsekvensanalyser.

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

ikke relevant

Høringer af interesserede parter

ikke relevant

Indhentning og brug af ekspertbistand

ikke relevant

Konsekvensanalyse

ikke relevant

Målrettet regulering og forenkling

ikke relevant

Grundlæggende rettigheder

ikke relevant

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen budgetmæssige konsekvenser.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

ikke relevant

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Da forslaget er af ren teknisk art, er der ikke behov for forklarende dokumenter om gennemførelsen.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

ikke relevant

2018/0385 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 194, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 4 ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget 5 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

1)Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige Det Europæiske Råd, at landet har til hensigt at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Dette betyder, at medmindre der fastsættes en anden dato i en udtrædelsesaftale, eller Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige ved enstemmighed fastsætter en anden dato, vil EU-retten ophøre med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra den 30. marts 2019. Det Forenede Kongerige vil derefter være et såkaldt tredjeland.

2)I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet 6 som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU 7 stilles der krav om, at medlemsstaterne fastsætter vejledende nationale energieffektivitetsbidrag med henblik på at nå Unionens mål for en energieffektivitet på mindst 32,5 % i 2030. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse tage hensyn til Unionens energiforbrug i 2030 8 .

3)Forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] 9 indeholder krav om, at medlemsstaterne i forbindelse med fastsættelsen af deres bidrag til at nå Unionens mål for energieffektivitet tager hensyn til Unionens energiforbrug i 2030 10 . Energiforbruget på EU-plan er også relevant for Kommissionens vurdering af de fremskridt, der er gjort med hensyn til i fællesskab at nå Unionens mål 11 .

4)På grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen er det nødvendigt at foretage en teknisk tilpasning af de forventede tal for energiforbruget i Den Europæiske Union i 2030 for at afspejle Unionen med 27 medlemsstater ("EU-27"). Fremskrivningerne for Unionens overordnede mål for en energieffektivitet i 2030 på mindst 32,5 % viser, at primærenergiforbruget bør blive på 1 273 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) og det endelige energiforbrug bør blive på 956 Mtoe i 2030 for EU med 28 medlemsstater. De tilsvarende fremskrivninger for EU-27 uden Det Forenede Kongerige viser, at primærenergiforbruget bør blive på 1 128 Mtoe og det endelige energiforbrug bør blive på 846 Mtoe i 2030. Dette gør det nødvendigt at tilpasse tallene for energiforbruget i 2030.

5)De samme fremskrivninger for energiforbruget i 2030 er også relevante for artikel 6 og artikel 29 i forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen].

6)Direktiv 2012/27/EU [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] affattes således:

"5. Hver medlemsstat fastsætter vejledende nationale energieffektivitetsbidrag hen imod Unionens mål for 2030, som er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i nærværende direktiv i overensstemmelse med artikel [4] og [6] i forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen]. Ved fastsættelsen af disse bidrag tager medlemsstaterne hensyn til, at Unionens energiforbrug i 2030 maksimalt må være 1 128 Mtoe primærenergi og/eller maksimalt 846 Mtoe endelig energi. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse bidrag som en del af deres integrerede nationale energi- og klimaplaner som omhandlet i og i overensstemmelse med proceduren i henhold til artikel [3] og artikel [7]-[12] i forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen]."

Artikel 2

Forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] affattes således:

(a)Artikel 6, stk. 1, første afsnit:

i)tallet "1 273 Mtoe" erstattes af "1 128 Mtoe"

ii)tallet "956 Mtoe" erstattes af "846 Mtoe".

(b)Artikel 29, stk. 3, første afsnit, affattes således:

"Inden for energieffektivitetsområdet skal Kommissionen som en del af vurderingen omhandlet i stk. 1, vurdere fremskridtene i retning af i fællesskab at opnå et maksimalt energiforbrug på EU-plan på 1 128 Mtoe primærenergi og 846 Mtoe endelig energi i 2030 i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU]."

Artikel 3

Artikel 1 og 2 i denne afgørelse berører ikke tidsfristen i artikel 28 i direktiv 2012/27/EU [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og artikel 59 i forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen].

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og finder anvendelse fra dagen efter den dag, hvor EU-retten ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige.

Udfærdiget i Strasbourg, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    EUT xxx
(2)    Den 19. juni 2018 nåede Europa-Parlamentet og Rådet til foreløbig politisk enighed om en revision af direktivet om energieffektivitet og forvaltningsforordningen. Det forventes, at Europa-Parlamentets plenarforsamling med henblik på en fælles debat og afstemning efter førstebehandling af begge forslag vil finde sted i november. Direktivet om energieffektivitet og forvaltningsforordningen vil blive forelagt Rådet for Almindelige Anliggender og, så snart de er vedtaget, formelt undertegnet af både Europa-Parlamentet og Rådet.
(3)    Artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU som ændret ved direktiv 2018/XX/EU.
(4)    EUT C , , p. .
(5)    EUT C , , p. .
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1).
(7)    EUT
(8)    Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU, som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU.
(9)    EUT...
(10)    Artikel 6, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen].
(11)    Artikel 29, stk. 3, første afsnit, i forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen].
Top