EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CJ0621

Domstolens dom (Plenum) af 10. december 2018.
Andy Wightman m.fl. mod Secretary of State for Exiting the European Union.
Præjudiciel forelæggelse – artikel 50 TEU – en medlemsstats meddelelse om sin beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union – konsekvenser af meddelelsen – ret til ensidig tilbagekaldelse af meddelelsen – betingelser.
Sag C-621/18.

Sag C-621/18

Andy Wightman m.fl.

mod

Secretary of State for Exiting the European Union

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Session, Inner House, First Division (Scotland))

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 50 TEU – en medlemsstats meddelelse om sin beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union – konsekvenser af meddelelsen – ret til ensidig tilbagekaldelse af meddelelsen – betingelser«

Sammendrag – Domstolens dom (plenum) af 10. december 2018

  1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – bedømmelse af spørgsmålet, om søgsmålet i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, og om forelæggelsesafgørelsen er i overensstemmelse med national ret – Domstolens efterprøvelse – udelukket – konstaterende karakter af påstanden i hovedsagen – omstændighed, der er utilstrækkelig til at udelukke Domstolens kompetence

    (Art. 267 TEUF)

  2. Medlemsstater – udtræden af Den Europæiske Union – en medlemsstats beslutning om at indlede udtrædelsesproceduren – meddelelse til Det Europæiske Råd – mulighed for ensidig tilbagekaldelse – betingelser – følger

    (Art. 49 TEU og 50 TEU)

  1.  Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 25, og af 7.2.2018, American Express, C-304/16, EU:C:2018:66, præmis 32). Det tilkommer hverken Domstolen at rejse tvivl om den forelæggende rets vurdering af, hvorvidt søgsmålet i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som inden for rammerne af proceduren for præjudiciel forelæggelse henhører under den nationale rets kompetence, eller at efterprøve, om forelæggelsesafgørelsen er truffet i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde (jf. i denne retning dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 26, og af 7.2.2018, American Express, C-304/16, EU:C:2018:66, præmis 34). I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret forkastet de formalitetsindsigelser vedrørende den hypotetiske eller akademiske karakter af søgsmålet i hovedsagen, som Det Forenede Kongeriges regering har fremsat for denne ret. Heraf følger, at Det Forenede Kongeriges regerings og Kommissionens argumenter, for så vidt som de tager sigte på at rejse tvivl om, hvorvidt dette søgsmål kan antages til realitetsbehandling, er uden betydning for vurderingen af spørgsmålet, om anmodningen om en præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 13.3.2007, Unibet, C-432/05, EU:C:2007:163, præmis 33).

    I øvrigt er den omstændighed, at den i hovedsagen nedlagte påstand er af konstaterende karakter, ikke til hinder for, at Domstolen træffer afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål, når et sådant søgsmål er tilladt i henhold til national ret, og det præjudicielle spørgsmål afspejler et objektivt behov i forbindelse med løsningen af den tvist, der lovligt er indbragt for den forelæggende ret (jf. i denne retning dom af 15.12.1995, Bosman, C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 65, og af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 28). Der er således tale om en tvist, der verserer for den forelæggende ret, også selv om sagsøgte i hovedsagen har valgt ikke at udtale sig om realiteten med hensyn til det spørgsmål, som sagsøgerne i hovedsagen har rejst, men udelukkende har gjort gældende, at deres søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Afton Chemical, C-343/09, EU:C:2010:419, præmis 11 og 15).

    (jf. præmis 27 og 30-32)

  2.  Artikel 50 TEU skal fortolkes således, at når en medlemsstat i overensstemmelse med denne artikel har meddelt Det Europæiske Råd, at den har besluttet at udtræde af Den Europæiske Union, tillader den nævnte artikel denne medlemsstat, så længe en udtrædelsesaftale indgået mellem den nævnte medlemsstat og Den Europæiske Union ikke er trådt i kraft, eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, så længe fristen på to år i henhold til samme artikels stk. 3 eller en eventuel forlænget frist som omhandlet i samme stykke ikke er udløbet, ensidigt at tilbagekalde denne meddelelse entydigt og ubetinget ved en skriftlig meddelelse til Det Europæiske Råd, efter at den pågældende medlemsstat har truffet beslutning om tilbagekaldelse i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser. En sådan tilbagekaldelse har til formål at bekræfte denne medlemsstats medlemskab af Den Europæiske Union på uændrede vilkår for så vidt angår dens status som medlemsstat, og denne tilbagekaldelse bringer udtrædelsesproceduren til ophør.

    Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 50 TEU indgår, skal der henvises til trettende betragtning i præamblen til EU-traktaten, til første betragtning i præamblen til EUF-traktaten og til artikel 1 TEU, hvoraf fremgår, at traktaterne har som mål at skabe en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, og til anden betragtning i præamblen til EUF-traktaten, hvoraf fremgår, at Unionen tager sigte på at fjerne de skranker, der deler Europa. Betydningen af værdierne frihed og demokrati, hvortil der henvises i anden og fjerde betragtning i præamblen til EU-traktaten, og som indgår i det fælles værdigrundlag, der er omhandlet i denne traktats artikel 2 og i præamblen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og dermed hører til selve grundlaget for Unionens retsorden, skal ligeledes fremhæves (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 303 og 304). Som det fremgår af artikel 49 TEU, hvorefter enhver europæisk stat kan ansøge om at blive medlem af Unionen, og som artikel 50 TEU om retten til udtræden udgør modstykket til, består Unionen af stater, der frit og frivilligt har tilsluttet sig disse værdier, og EU-retten er således baseret på den grundlæggende præmis, at hver medlemsstat deler disse værdier med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse medlemsstater deler dem med den (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved retssystemet),C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 35).

    Under disse omstændigheder kan en medlemsstat, idet den ikke kan tvinges til at tiltræde Unionen mod sin vilje, heller ikke tvinges til at udtræde af Unionen mod sin vilje. Hvis meddelelsen om beslutningen om at udtræde uundgåeligt ville føre til den pågældende medlemsstats udtræden ved udløbet af det tidsrum, som er fastsat i artikel 50, stk. 3, TEU, ville denne medlemsstat imidlertid kunne blive tvunget til at forlade Unionen mod sin vilje, som den er kommet til udtryk gennem en demokratisk proces i overensstemmelse med dens forfatningsmæssige bestemmelser, om at opgive sin beslutning om at udtræde af Unionen og dermed forblive medlem af denne. Det må fastslås, at et sådant resultat ville være i strid med de mål og de værdier, der er henvist til i denne doms præmis 61 og 62. Det ville i særdeleshed være i strid med det mål med traktaterne, der består i at skabe en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, at tvinge en medlemsstat til at udtræde i en situation, hvor den, efter at have meddelt sin beslutning om at udtræde af Unionen i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser og efter en demokratisk proces, beslutter at tilbagekalde meddelelsen om denne beslutning inden for rammerne af en sådan proces.

    Denne konklusion understøttes af bestemmelserne i Wienerkonventionen om traktatretten, som blev taget i betragtning i forbindelse med forarbejderne til traktaten om en forfatning for Europa. Såfremt en traktat tillader tilbagetræden i henhold til dens bestemmelser, er det således i Wienerkonventionens artikel 68 med en klar og ubetinget ordlyd bl.a. præciseret, at en meddelelse om tilbagetræden som foreskrevet i denne konventions artikel 65 og 67 kan tilbagekaldes når som helst, inden den har fået virkning.

    (jf. præmis 61-63, 65-67, 70, 71 og 75 samt domskonkl.)

Top